tirsdag den 30. september 2008

Diktatoren er død, diktaturet lever

Bragt i Gaia #52 sommeren 2006


I tre årtier har General Eyadémas’ militærdiktatur holdt den vestafrikanske republik Togo i et jerngreb. Efter hans død i februar sidste år har sønnen taget over. Dette er også en historie om hvordan Europa fortsætter et kolonialistisk dobbeltspil.


Af Ole Poulsen

Der er stadig nogle få diktatorer tilbage, som har regeret i årtier. Den slags korrupte despoter, der i enhver henseende undertrykker og terroriserer sin egen befolkning. Sådan én var Gnassingbé Eyadéma. Han herskede over Togo i 38 år, indtil han døde af et hjerteslag i en alder af 69 år den 5. februar 2005, hvorefter hans søn overtog diktator-embedet.

Den vestafrikanske republik Togo består af en smal stribe land mellem Ghana og Benin. 5,5 millioner mennesker bor i landet, som var en tysk koloni fra 1884 til 1920, hvor Frankrig overtog kolonien efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig. I 1960 blev Togo uafhængigt sammen med en række andre tidligere kolonier i Afrika.
Generalen fra Fremmedlegionen
I 1963 fandt det første militærkup i det postkoloniale Afrika sted. Togos folkevalgte præsident, Sylvanus Olympio, blev myrdet, og angiveligt var det den tidligere fremmedlegionær, Gnassingbé Eyadéma, der affyrede skuddet. Fire år efter overtog han magten i landet ved et militærkup. I næsten fire årtier var General Eyadéma Togos levende mareridt. Han overlevede utallige attentater og et flystyrt såvel som en mængde nationale og internationale forsøg på at få ham til at træde af.

General Eyadéma lod sig officielt udråbe til ’Togos skat’ og ’Nationens fader’. Han viste sig kun for sit folk iført solbriller. Han var protestant, men havde tre hustruer og utallige børn, og tyrannen forvaltede sit land under et grusomt militærdiktatur. Stort set alle embedsposter i landet blev besat af Eyadémas klan, og korruption var almindelig regeringspolitik i landet, hvor kun statspartiet RPT (Rassemblement du Peuple Togolais) var tilladt.

I lang tid vendte verden det blinde øje til, når ’Frankrigs ven’ - som Frankrigs præsident, Jacqeues Chiraq, kaldte den tidligere legionær i den franske fremmedlegion og senere diktator over den ’løsrevne’ franske koloni ved General Eyadémas begravelse (1) - trådte menneskerettigheder under fode. At Frankrig i særdeleshed og verden i almindelighed stiltiende accepterede et af Verdens mest brutale diktaturer har sine grunde.

Post-kolonialismen og den kolde krig
I de over fire årtier under militær-diktaturet er landet blevet økonomisk og socialt ruineret. Næsten 70% af befolkningen er arbejdsløse, en trediedel lever under fattigdomsgrænsen, og offentlige institutioner som skoler og hospitaler i landet er i forfald eller ikke-eksisterende. Til gengæld står hæren for en fjerdedel af statens udgifter.

Samfundsstrukturerne fra koloni-tiden eksisterer stadig i Togo, hvis vigtigste eksportkilde er fosfor, som bliver brugt til militær ammunition og bomber. Diktaturet tillader bl.a. den tidligere kolonimagt, Frankrig, at udmine og bearbejde fosfor billigt med anvendelse af de samme arbejdsmetoder og produktionsforhold, som eksisterede under koloni-tiden - til skade for arbejderne og miljøet. Men de europæiske magthaveres behov for billige ressourcer og arbejdskraft er ikke den eneste grund til, at Togos koloniale strukturer er blevet opretholdt så længe med Vestens støtte eller venden det blinde øje til.

RPT-regimet blev i 1960’erne og -70’erne beskyttet og støttet af vestmagterne i Europa og USA. Togo blev brugt som en imperialistisk bastion under den kolde krig for at bekæmpe socialistiske tendenser i nabolandene. Togo er et af de vigtigste markeder for våben til alle de vestafrikanske konfliktzoner, og diktaturet kunne altid bruges som instrument i kampen mod folkelige bevægelser for uafhængighed i hele regionen. RPT-regimet var bl.a. involveret i væbnede konflikter i Sierra Leone, Kongo og Elfenbenskysten. ’Den kolde krig’ var brændende varm på kontinenterne udenfor de to magt-blokke, og Togo var blot ét af de diktaturer, den ’vestlige’ imperialisme brugte i sine stedfortræderkrige i Afrika, Sydamerika og Asien.

Pres for demokrati - frem og tilbage
Efter den kolde krigs ophør blev mange marionet-diktaturer erstattet af mere demokratisk udseende regimer, men militær-diktaturet i Togo fortsatte uforandret. Denne situation var lige ved at vende en kort overgang i starten af halvfemserne: I 1990 var der en folkelig opstand i landet, hvor folk krævede diktaturet afskaffet. Eyadéma fordømte først demonstrantionerne som forrædderi, men stemningen fik alligevel Eyadéma til at tillade oppositionspartier og en provisorisk regering.

Disse forsigtige skridt mod demokrati varede dog ikke længe. I 1991 opløste Eyadéma parlamentet og slog hårdt ned på de derpå følgende massedemonstrationer. Soldater skød ind i fredelige demonstrationsoptog og startede et blodbad for øjnene af tilrejste internationale formidlere. Over 3000 mennesker blev myrdet. Det planlagte valg blev aflyst, og Eyadéma overtog igen den fulde kontrol over landet. Derefter blev enhver form for modstand mod regimet voldeligt undertrykt af hæren og RPTs militser, og der blev oprettet fængselslejre for politiske modstandere - Agombio i Nordtogo og Otadi i syd (2).

Disse begivenheder bragte Togo og landets forbindelser til Europa i søgelyset og EU iværksatte sanktioner, der bl.a. gik ud over Frankrig og Tysklands gode handelsforbindelser med Togo.

For at forbedre det internationale image iværksatte militærdiktaturet i 1998 en farce af et valg. Da et valgnederlag tegnede sig for Eyadéma, standsede han optællingen af stemmer, og erklærede sig selv for sejrherre. Herefter blev hundredvis af togoere, der vovede at rejse kritik, uden videre henrettet. Deres lig blev smidt i havet og skyllede senere op på strandene i Benin (3).

Igen i 2003 lovede regimet forbedringer og frie valg. På valgdagen den 1. juni så det ud som om, Togo var besat. Svært bevæbnede styrker kontrollerede gaderne og spærrede alle veje. Eyadéma havde ændret forfatningen, så han kunne forlænge sin regeringsperiode, og efter at have udelukket oppositionskoalitionens kandidat, kunne han uudfordret erklære sig som sejrsherre. Rundt om i landet blev det hvisket, at selv hvis Eyadama blot havde haft et får som modkandidat, så ville det få flertallet af stemmerne i et retfærdigt valg.

Også efter denne sidste valgmisére var der protester og derpå følgende militær terror med vilkårlige anholdelser, forfølgelser og tortur (4). Den militære undtagelsestilstand fortsatte efter valget, hvorefter folk generelt forsøgte at blive indendøre af frygt for regeringstropperne.

Selvom Eyadéma som sædvanligt igen havde givet sit ord på at tillade demokratiseringer, og selvom han som sædvanligt igen havde brudt dette løfte, påbegyndte EU - under Frankrigs - ledelse forsigtige forhandlinger med regimet i august 2003 med henblik på at ophæve sanktionerne. Langsigtede forandringer var da samarbejdets erklærede formål.

Diktaturets dynasti
Gnassingbé Eyadéma led i længere tid af en hjertesygdom, og den 5. februar 2005 døde han af et hjerteslag, mens han blev fløjet til behandling. Den samme dag lukkede militæret grænserne, satte forfatningen ud af kraft og udråbte den døde despots søn til overgangspræsident indtil år 2008 - "for at undgå et totalt magtvakuum". Den 39-årige Faure Eyadéma hørte til hans fars statsparti, han havde studeret i Frankrig og USA, hvorefter han fik en ministerpost i sit hjemland. Han overtog styringen med landet, ganske som det havde været hans fars vilje.

Denne gang gjorde det internationale samfund det hurtigt klart, at det ikke var indforstået med denne dynastiske efterfølgerregering. Den Afrikanske Union ytrede sig hurtigt og skarpt. Kommisionspræsident og tidligere Præsident, Malis Alpha Omar Konare, sagde: "Hvad det sker nu i Togo - lad os kalde tingene hvad de er - er en magtovertagelse ved hjælp af hæren. Det er et militært statskup."

I februar var der påny demonstrationer med modige regimemodstandere i hovedstaden Lomé, og påny skød militæret ind i mængden. Mindst tre personer blev dræbt. Den Afrikanske Union og The Economic Community Of West African States truede med sanktioner. Nigerias præsident, Olusegun Obasanjo, truede sågar med en mulig militær intervention. EU forlangte, at den forfatningsmæssige tilstand blev genoprettet - altså nyvalg indenfor 60 dage - og USA indstillede sin militære hjælp.

Det internationale pres gjorde sit indtryk. Den 25. februar trak Faure Eyadéma sig tilbage, udnævnte viceparlamentspræsident Bonfoh Abbas til overgangsstatschef og udskrev præsidentvalg. Overfor partiets tilhængere forsikrede han, at han ville forblive tro overfor sin fars politiske linie: "Vi må mobilisere og organisere os, så magten ikke slipper ud af vore hænder."

Præsidentvalget den 24. april 2005 var kendetegnet ved bl.a. forfalskede valglister, stemmebokse, der blev stjålet og brændt af militærstyrker, samt massive trusler og angreb på Faures modkandidater. Faure Eyadéma erklærede sig selv som vinder af valget og startede - eller snarere fortsatte - derefter en kampagne med permanent forfølgelse og terror mod befolkningen.

Intet sted er sikkert
I 2.generations-diktatoren Faure Eyadémas relativt korte regeringsperiode er diktaturets brutalitet taget til i en sådan grad, at landet nærmest kan blive tømt for befolkning, hvis udviklingen fortsætter. Ifølge Togos Menneskerettighedsliga (LTDH) er mindst 1.000 mennesker blevet myrdet siden april 2005, og adskillige tusinder er blevet skudt, tævet og tortureret. Utallige rapporter har afsløret tortur, voldtægt, forsvindinger og mord begået af militæret og RPT-partiets militser, som om natten trænger ind i byer og landsbyer for at eliminere alle, der mistænkes for at være modstandere af regimet - samt hele deres familier.

Op mod 40.000 togolesere er flygtet bl.a. til Benin og Ghana, men diktaturets tropper har sågar trængt ind i flygtningelejrene i nabolandene for at udrydde flygtninge, der automatisk kan antages at være imod regimet. Det er også bevist, at flygtninge fra Togo i Europa bliver overvåget og registreret af regimets amassadører - især selvfølgelig de politisk aktive. Registreringen af togolesere i Europa er ikke blot en trussel mod dem selv, såfremt de skulle vende tilbage til Togo. Personer, der er efterladt i Togo, kan komme til at stå til regnskab overfor diktaturet for billeder af politisk aktive familie-medlemmer i Europa.

EU - og især de to tidligere kolonimagter, Frankrig og Tyskland - forhandler stadig med diktatur-dynastiet om at genoptage handelsforbindelserne. Da menneskerettighedskrænkelser, mord, tortur og vilkårlige fængslinger som nævnt er hverdag i landet, kan der stadig ikke være noget officielt økonomisk samarbejde med regimet. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget samarbejde overhovedet.

Selvom politikerne ikke mener, at menneskerettighedssituationen i landet tillader, at handelsaftalerne genoptages, så mener de trods alt, at den er sikker nok til at man kan sende flygtninge tilbage dertil. Adskillige EU-lande anerkender ikke længere flygtninge fra Togo efter det seneste ’regime-skifte’, og deportations-ministerierne ignorerer konsekvent alle rapporter og advarsler fra flygtninge- og menneskerettighedsorganisationer - såvel som fra FN - imod at sende flygtninge tilbage til Togo. Behandlingen af deportations-sager går hurtigt igennem, for Togos ambassadører i EU er yderst villige til at samarbejde med at identificere og ’tilbagetage’ folk, der er flygtet til Europa. Når udviste flygtninge ankommer til Togo bliver de som regel anholdt med det samme af regimet, som jo har deltaget i hele udvisnings-processen sammen med EU-landenes myndigheder. Således samarbejder EU-landene med RPT-regimet ved at udveksle oplysninger om dissidenter og flygtninge for at udlevere disse politiske flygtninge direkte til de bødler, de er flygtet fra.

For politikerne og bureaukraterne i Europa er det muligt samtidigt at fordømme menneskerettighedssituationen i Togo og at ignorere den selvsamme situation og erklære Togo for et ’sikkert opholdssted’. Med den ene hånd støtter de rige EU-lande de togolesiske flygtningelejrene i Vestafrika økonomisk og anerkender altså behovet for at flygte fra Togo - og med den anden udviser de flygtninge fra Togo, der er flygtet til Europa, og sender dem direkte i hænderne på det regime, folk er flygtet fra. Europas politik overfor ofrene for RPT-regimet synes altså at være, at det er helt berettiget, at de flygter, men de skal ikke vove på at komme til Europa.

Tyskland forbereder i øjeblikket en massedeportation af omkring 300 togolesiske flygtninge i foråret 2006 via et til lejligheden chartret fly. I en protestskrivelse mod Tysklands samarbejdspolitik med Eyadéma-regimet og appel om international solidaritet skriver en gruppe flygtninge fra Togo:

"Ved at søge om asyl i Tyskland har vi altså bragt os selv i livsfare. For her er vi truet med at blive udvist til det diktatur, der har berøvet os vore grundlæggende menneskerettigheder." (5)

Den 29.april 2004 vedtog EU en plan om at lade flere EU-lande gå sammen og chartre fælles udvisningsfly til massedeportationer af flygtninge (6). Dette er allerede sket nogle gange i mindre målestok - bl.a. til Togo - og der er nu snak i EU-regi om at forberede et fælles EU-fly til deportation af hundredvis af togolesiske flygtninge. Dette på trods af, at Togo ikke har opfyldt ét eneste af de krav om forandringer, der blev krævet for at sanktionerne mod regimet kunne afskaffes.

EUs handels- og bistandsaftaler med ’flygtningeproducerende lande’ er normalt knyttet til traktater om landenes samarbejde om tilbagetagelse af afviste flygtninge. Mon de europæiske politikere vil tolke Togos villighed til at samarbejde om at løse EUs ’flygtningeproblem’ som værende de ’demokratiske forandringer’, der gør, at de tidligere så gode postkoloniale forhold kan genoptages?

Togo er under alle omstændigheder et oplagt eksempel på, hvorledes EU’s forhold til politiske begreber som menneskerettigheder og demokrati er knyttet til økonomiske interesser. I en historisk kontekst er Togo et arketypisk eksempel på, hvorledes flygtningesituationen i verden er skabt af Europas tidligere imperialistiske politik - en politik, der skabte og opretholdt de regimer og situationer, som folk stadig flygter fra idag. Samtidig viser det at dette hykleri desværre ikke er afskaffet men blot forandret, når Europas økomiske og politiske forhold til andre lande bestemmes af, hvorvidt disse lande hjælper EU-landene med at løse deres behov for at kontrollere, hvilke mennesker, der kan opholde sig i Europa. Den imperialistiske støtte til diverse regimer er ikke længere afgjort af deres position i en ’kold’ krig mellem øst- og vestmagterne, men af deres position i den rige verdens krig mod flygtninge og ukontrolleret migration.



Mere information om situationen i Togo og flygtninge fra Togos situation i Europa:
Organisationerne ’Internationale Kampagne gegen die Diktatur in Togo anderen afrikanischen Ländern’ og ’Karawane die Rechte der Flüchtlinge & Migrantinnen’ kan begge findes på : www.thecaravan.org, hvor der er opdateringer og udtalelser på flere sprog.


Ole Poulsen er medlem af Internationalt Forum


Noter
1. De la présidence Eyadéma à la dynastie Gnassingbé’ : http://www.rfi.fr/actufr/articles/062/article_33840.asp
2. UNHCR: ’Situation of human rights in Togo’: http://www.unhchr.ch/Huridocda/Huridoca.nsf/0/339472cc55614bb1c1256a8600364545?Opendocument
3. Amnesty International: ’Commission of inquiry - time for truth and justice’: www.amnestyusa.org/countries/togodocument.do?id=8479128AF664B7228025690000692EC2
4. Amnesty International: ?Togo 2003?: http://web.amnesty.org/report2004/tgo-summary-eng
5. ’Eine Erklärung von Flüchtlingen aus Togo’: http://thecaravan.org/node/459
6. Se bl.a. Statewatch: ’EU: Mass deportations by charter flight - enforcement and resistance’: http://www.statewatch.org/news/2003/aug/03deport.htm og Karawane die Rechte der Flüchtlinge & Migrantinne: ?EU-Group-deportations?: thecaravan.org/files/caravan/EU_Sammelabschiebung__en.pdf

Ingen kommentarer:

Send en kommentar