tirsdag den 30. september 2008

EUs flygtningepolitik: Uden om lovgivning og menneskerettigheder

Bragt på Modkraft.dk 15. januar 2008


EUs kamp mod fattigdomsflygtninge sker uden for egne grænser, hvor menneskerettigheder og egen lovgivning er suspenderet. Den 29. december lukkede en aftale mellem Italien og Libyen det sidste smuthul.

Den 29. december 2007 underskrev Italien og Libyen en bilateral aftale om fælles patruljering i Libyens farvand. Hermed lukker EU effektivt det sidste hul i Middelhavslandene, hvor flygtninge kunne slippe ind i Europa.


Libyen er i de sidste år blevet genoptaget i flere internationale fora. Landet har siden årtusindskiftet indgået flere betydende aftaler, ikke mindst med Italien. I løbet af 2007 har landet desuden accepteret fremmede magters tilstedeværelse inden for landets grænser.

Italiens aftale med Libyen indebærer nemlig, at den såkaldte task-force Frontex nu kan patruljere ud for den libyske kyst, hvor hverken flygtningekonvention eller menneskerettigheder er juridisk bindende. EU arbejder med den såkaldte Frontex-styrke på at tilbagevise flygtninge inden de når europæisk territorium, hvor de europæiske landes lovgivning og menneskerettighedsdomstolens beslutninger har juridisk gyldighed.

Nordafrika – en flaskehals til Europa
For verdens flygtninge og migranter, der drømmer om at komme i sikkerhed i Europa, er der to ruter: Den østlige gennem Tyrkiet, Balkan eller Østeuropa, og den sydlige, der går via Afrika.

Størsteparten af den irregulære, ikke statskontrollerede immigration kommer ind i Europa via Afrika. Ruten fra Nordafrika over Middelhavet benyttes af alle typer af migranter: politiske, krigs- og fattigdomsflygtninge.

Mange af de sidstnævnte kommer fra sult- og tørkeramte lande syd for Sahara. Nordafrika er det sidste stop på en lang og farefuld rejse, inden den fortsætter over havet til Europa.

Mange dør, inden de når så langt. Farerne er mange, mens man rejser gennem Sahara-ørkenen og sætter sit liv i hænderne på menneskesmuglere og korrupte politi- og hær-enheder.

Lovgivning og rettigheder i Europa – suspenderet på havet
Men hvis de når til Europa, vil de som politiske flygtninge have ret til at søge om asyl, eller de vil have mulighed for at arbejde sort i f.eks. landbrugssektoren i Europas kornkammer, Sydeuropa. Begge muligheder er usikre og kan medføre deportation, men i Europa har de dog nået et sted, hvor de i en periode kan nyde relativ sikkerhed og har visse rettigheder.

De europæiske lande er nemlig forpligtede til at lade flygtninge søge om asyl, og internationale konventioner forbyder dem at udvise migranter til lande, hvor deres liv er i fare. At tilbagevise en flygtning, der har nået Europæisk territorium, uden at behandle vedkommendes krav om asyl, er et alvorligt brud på menneskerettighedernes forbud mod ’refoulement’, der er juridisk bindende i alle EU-lande.

Men der er ingen regler om, at man ikke kan forhindre flygtninge i nogensinde at komme så langt. Så længe tilbagevisningen foregår på internationalt farvand eller sågar i andre lande, så har en stat ikke brudt sine egne love, der jo kun gælder i statens eget territorium, og den europæiske menneskerettighedsdomstols beslutninger har ingen juridisk myndighed. Det er derfor, de nordafrikanske lande er absolut nødvendige i EUs »krig mod iregulær migration«.

Ekstraterritorial grænsekontrol
For at forhindre flygtninge og andre migranter i at nå Europæisk territorium, hvor de vil have ret til bl.a. at søge om asyl, har EU oprettet task-forcen Frontex.

Frontex blev oprettet i 2004 som EUs fælles grænse-agentur. Agenturets opgave var i første omgang at indsamle information om migrationsruter og rådgive staterne om lukning af sikkerhedshuller i deres grænser. Men i 2004 blev det officielt EUs fælles, permanente grænsepatrulering med egen økonomi og juridisk autonomi.

I 2006 iværksatte Frontex de første i en række af midlertidige operationer, hvor det i samarbejde med enkelte EU-lande foretog patruljering udenfor Europæisks farvand i Atlanterhavet langs Vestafrika og i Middelhavet langs Nordafrikas kyst. Det var en enorm succes for agenturets og EUs erklærede målsætning om at forhindre al irregulær migration til EU.

Ifølge Frontex’ egen årsrapport var det i 2006 ansvarlig for at opsnappe og tilbagevise 23.438 migranter på havet.

I 2007 fik agenturet endelig adgang til et arsenal af udstyr som helikoptere, overvågningsfly og speedbåde, samt en tredobling af budgettet fra 11,7 mio til 35 mio euro.

Dette budget fordobles igen for 2008, hvor det er blevet besluttet at Frontex’s grænsepatruljering udenfor EU – og officielt udenfor europæisk retsansvar - skal blive permanent.

Frontex’s formål er altså at udføre på havet, hvad der ellers ville være ulovlig tilbagevisning (refoulement), hvis det foregik i Europæisk farvand.

Samarbejdet med EUs nabolande
Flygtninge har ikke ret til at søge om asyl, hvis de opfanges på internationalt farvand - omvendt er det dog tvivlsomt, hvilken ret et EU-agentur har til at tvinge flygtningene til at vende om i internationalt farvand.

For at blive virkelig effektive er det dog nødvendigt, at EUs nabolande mod syd deltager i Frontex’ operationer. Dels fordi Frontex’ patruljebåde ikke kan tilbagevise migranterne, hvis det land, de tog afsted fra, ikke er villig til at tage imod dem, og dels fordi det er umuligt at afpatruljere hele det internationale farvand udenfor Europa.

I bytte for handelsbetingelser, arbejdstilladelse til landenes egne statsborgere og andre politiske aftaler har EU derfor fået de fleste vest- og nordafrikanske lande til at indvillige i dels at tage imod tilbageviste migrater og dels at lade Frontex udføre patruljering i deres nationale farvande.

Libyen var det nordafrikanske land, det tog længst tid at indlemme i EUs ekstraterritoriale grænseregime.

EUs grænse-samarbejde med Libyen
Libyen har længe været en paria-stat. Landets diktator, oberst Khaddafi, er mistænkt for at have et ansvar for bombningen af Lockerbie-flyet over Skotland i 1988 samt andre terror-aktioner, og siden 1992 har FN pålagt landet handelssanktioner og en våbenembargo. Den blev effektivt ophævet, da Italien i 2003 indgik en hemmelig aftale om at levere militært udstyr til Libyen, hvilket udløste Khaddafis løfte om at betale kompensation til de pårørende for Lockerbie-bombningen.

Det militære udstyr bestod af køretøjer, både, satelit-udstyr, natkiggerter m.v. og skulle bruges til at udruste Libyens kystvagt og grænsekontrol. Blandt det udstyr, der skulle gøre Libyen istand til at udkæmpe Europas krig mod irregulær migration var også 1.000 ligsække.

Deportation og menneskerettighedsbrud i Libyen
Libyen er et land med både olie- gas og mineral-forekomster, og har ikke altid været et transit-land, migranter tager væk fra.

I løbet af 1990erne åbnede Khaddafi grænserne til de afrikanske nabolande og importerede tusindvis af migranter som arbejdskraft i blandt andet olie-industrien. Men efter et årtis isolering og økonomisk embargo begyndte Libyen igen i det ny årtusinde at orientere sig mod vesten og lukkede igen sine grænser.

Især omkring årtusindskiftet skete en bølge af racistisk vold mod sorte afrikanere i det primært arabiske land. Staten reagerede ved at internere, deportere og forfølge ofrene.

Mellem 1998 og 2003 blev over 14.000 arbejdsmigranter gennet sammen i lejre, ført ombord på lastbiler og efterladt til at dø i ørkenen ved Libyens grænser. Og fra 2003 til 2005 deporterede den libyske regering omkring 145.000 migranter til andre afrikanske lande.

I samme periode blev der bygget adskillige interneringslejre, og det anslås at omkring 60.000 migranter årligt er indespærrede i disse lejre, hvoraf flere er hemmelige.

I alle lejrene foregår grove menneskerettighedskrænkelser, tortur og mishandel, og de internerede kan tilbringe måneder og år, før de enten deporteres formelt, dumpes i ørkenen eller kan købe sig fri. Blandt de, der deporteres, er adskillige flygtninge fra bl.a. Eritrea, Sudan og Somalia.

Noget for noget – mellem Libyen, Italien og EU
Enkelte af disse lejre er betalt af den italienske stat, ligesom Italien også har betalt for Libyens deportationsflyvninger, mod at Libyen tager imod de afrikanske migranter, Italien vil af med. Andre er financeret via EUs budget som støtte til migrationskontrol.

Men af større økonomisk relevans var det nok, at den italienske stat indgik en aftale om en direkte metan-gas-forbindelse fra Libyen den 8. oktober 2004 - tre dage før EU ophævede sin embargo. Samme dag kunne Libyen fortælle om deportationen af 5.000 immigranter til ørkenen i Niger, og EU-kommissionen sendte repræsentanter for at diskutere det fremtidige samarbejde om migrationsbekæmpelse.

Samme mønster tegner sig få år senere, hvor Libyen virkelig er på vej ind i det »gode selskab« internationalt. Samme dag som Libyen blev valgt ind i FNs sikkerhedsråd, den 16.oktober 2007, blev aftalen mellem det statsejede italienske olie- og gas-selskab og det libyske fornyet og udvidet.

Og samtidig startede en fornyet klapjagt på migranter i Libyen, mens repræsentanter fra Frontex var på besøg i Libyen for at undersøge mulighederne for yderligere samarbejde om migrationsbekæmpelse. Flere oplysninger i denne artikel stammer fra Frontex’s rapport til Europa-kommissionen, der blev lækket.

Libyen med i Frontex
Den 29. december 2007 blødte Libyen endelig op for ét af en suveræn nationalstats kerneområder: fremmede magters militære tilstedeværelse indenfor landets grænser.

En bilateral aftale mellem Italien og Libyen om fælles patruljering i Libyens farvand lukker det sidste hul for EU. I 2008, hvor Frontex’s patruljering i Middelhavet bliver permanent, og hvor agenturet får sit eget udstyr, er Libyen som det sidste Middelhavsland nu er med i EU-samarbejdet.

Europæiske patruljebåde vil dermed fra 2008 kunne operere ud for den libyske kyst, hvor hverken flygtningekonventionen eller menneskerettighederne er juridisk bindende, og tilbagevise alle migranter, der begiver sig ud på Middelhavet fra Libyen.

De vil blive udleveret til de libyske myndigheder, og hvad der derefter sker med dem, er veldokumenteret af adskillige menneskerettighedsorganisationer. Blandt andet af det italienske journalist-netværk ’Fortress Europe, der for nylig udgav en omfattende rapport om forholdene for migranter i Libyen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar