fredag den 19. september 2008

Kan man gøre akademisk karriere indenfor filosofi som anarkist?

Det er selvfølgelig ikke alle professioner, hvor det er lige klogt at gøre opmærksom på, at man er anarkist. Det vil for eksempel være med god grund, hvis de opfatter det som besynderligt, når man ansøger om at blive politibetjent. Men når anarkismen er en århundrede lang filosofisk og politisk tradition, der faktisk netop befinder sig midt i de helt centrale spørgsmål i den politiske filosofi - de spørgsmål, der udgør grundlaget for al politisk filosofi - så skulle man tro, at det da netop som filosof ville være legalt at have anarkistiske tilbøjeligheder eller i det mindste at beskæftige sig seriøst og akademisk med anarkismen og dermed med de absolut centrale spørgsmål i politisk filosofi.


Egentlig er det efter min mening underligt, hvis man som politisk filosof overhovedet ikke beskæftiger sig med anarkismen, for hvordan i alverden kan man så forholde sig seriøst til sit emne, hvis man ignorerer eller afviser de helt grundlæggende spørgsmål - spørgsmål som statens legitimitet og borgernes forpligtigtigelse til at adlyde den, værdien af hierarkisk organisering, territoriale grænsers legitimitet, personlig autonomi kontra repræsentatition osv. Dette er og bliver nogle af de absolut mest grundlæggende spørgsmål i politisk filosofi, men alligevel bliver det ofte taget for givet, at de er afklarede - at staterne, de hierarkiske organiseringer og de kunstige landegrænser vandt uden kamp eller diskussion, og at det ikke er noget man overhovedet behøver at forholde sig til (Rawls er et eksempel).

Hvad værre er: De, der faktisk tager politisk filosofi alvorligt og netop beskæftiger sig seriøst med de grundlæggende spørgsmål, istedet for overfladisk at afvise dem, bliver ofte afvist som de rene "crackpots". Det er fint nok rent teoretisk, som en lille akademisk øvelse, lige hurtigt at nævne at der kan være et spørgsmål om statens legitimitet og ret til at kræve underkastelse, men det er altså meningen at man derefter hurtigt lige får vist, at dette spørgsmål er afklaret til fordel for status quo (for eksempel ved slet og ret at henvise til, at det er noget vi alle tager for givet... og hvis vi lader være med at diskutere det, så kan vi blive vi ved med at tage det for givet), så vi kan komme videre til de - efter min mening mindre filosofiske - spørgsmål om for eksempel hvor meget magt, den skal have, og hvilke rettigheder borgerne bør have overfor den.

De, der insisterer på, at de grundlæggende spørgsmål stadig er relevante og kræver seriøs afklaring, bliver indenfor den politiske filosofi ofte stemplet som tosser eller snarere helt ignoreret. Og det gælder da især, hvis de vover at bruge betegnelsen for den filosofiske tradition, der tager disse spørgsmål alvorligt: anarkismen. Uha-da. Hvis ikke deres kolleger ligefrem er så uvidende at de i lighed med sensationspressen opfatter dette ord som ensbetydende med "hooligans og vandalister" eller lignende, så er der en god chance for, at de betragter det med samme foragt, som "skepticisme", "solipsisme" og andre filosofiske "misfostre", som vover at blive ved med at stille svære spørgsmål, som jo åbenlyst er afklarede uden diskussion eller bevisførelse.

Jeg er nu helt med på at afvise den radikale erkendelsesteoretiske skepticisme men anarkismen har altså ikke noget med det at gøre (der er dog folk, der benævner sig som "anarkister", der har købt denne misforståelse) - det meste af den anarkistiske filosofi er begået af materialistiske, naturalistiske, objektivistiske, realistiske videnskabsfolk, økonomer, sociologer og andretænkere, som tager omverdenen særdeles alvorligt og endda særdeles bevidste om mere subjektive fænomener som deres medmenneskers lidelse. De fleste anarkister er kort sagt erkendelsesteoretiske - og sågar metaetiske og moralfilosofiske - realister, og befinder sig altså pænt indenfor den "respektable" filosofi, hvis ikke lige det var fordi de vover at stille spørgsmål ved noget så "åbenlyst" som statens legitime eksistens.

Dermed gør de jo filosofien til noget, den i vore dage endelig ikke må være: noget der kan få relevans udenfor de akademiske mure og påkalde sig omverdenens opmærksomhed, måske kan det endda gå hen og blive "politisk" og forstyrre de stater, der financer forskningen. Næh, så hellere holde sig til et heldigvis rent akademisk spørgsmål som borgernes rettigheder i en verden deres pligt til at adlyde grundlæggende er taget for givet.

Jeg ved ikke om det virkelig er grunden til at der ikke er flere politiske filosoffer som tager deres emne seriøst og dermed forholder sig til de spørgsmål, der rejses af anarkismen. Men ifølge flere af diskussionerne på en mail-liste for anarkistiske akademikere og akademikere der beskæftiger sig akademisk med anarkisme, så er det ikke nemt at gøre karriere som filosofi, hvis man beskæftiger sig med anarkistisk filosofi (og som sagt, dermed tager politisk filosofi alvorligt).

Nogle af dem, det er lykkedes for, fortæller om deres "skamfulde" strategi, hvor de skjuler deres præfencer eller forskningsfelt ved at fjerne selve det "farlige" ord, der beskriver det: anarkisme (det må jeg indrømme, at jeg nok selv har gjort. Jeg tror slet ikke det ord forekommer i mine opgaver om netop anarkistiske filosoffer som Kropotkin, Godwin og Stirner). Andre, der har været åbne er blevet udsat for den mest primitive uvidenhed(?) og latterliggørelse, såsom "Du vil udgive en anarkistisk bog? Skriver du så alle kapitlerne i tilfældig rækkefølge eller hvad?" Altså den falske sammenkædning mellem anarkisme og skepticisme eller det, der indenfor videnskabsteorien kaldes "anarkisme" forstået som "anything goes" (hvilket vel snarere er dækkende for de filosoffer, der mener at man bare kan tage visse svar for givet), eller reduceringen af anarkisme til en æstetisk kunstretning som dadaismen eller surrealismen (som ganske vidst også havde anarkistiske - politiske - træk).

En beskriver tillige, at han fik afslag på en jobansøgning fordi de ikke kunne tage det seriøst, at han beskæftigede sig seriøst med politisk filosofi. Han mente selv, at han var yderst kvalificeret til dette job, og undrede sig derfor over, at hans ansøgning ikke engang kom i betragtning - den blev afvist inden den overhovedet kom frem til fakultetets ansøgningskomite. Han bad om en forklaring, og fik at vide, at de ikke regnede med, at han mente det alvorligt, at hans forskningsfelt var "anarkistisk teori". Her følger et uddrag af hans mail, hvor jeg har fjernet hans og universitetets navn (et fint universitet i England):

Having asked for feedback on the decision I was informed that the fact that my proposed research is on anarchism would have probably counted against my application, as the committee may well have found it a 'hard sell' to the AHRC, and indeed would have thought it'ironic' I was applying to the AHRC for research on this subject in the first place. It was suggested that for the next round of funding I would
be better served airbrushing the word 'anarchism' and redrafting my propposal accordingly.
På trods af flere gode akademiske kvalifikationer og præstationer blev hans ansøgning altså afvist uden overhovedet at komme i betragtning hos ansættelseskomiteen (AHRC), fordi de, der udførte den første filtrering simpelthen ikke anede hvad politisk filosofi - og begrebet anarkisme - handler om, og altså ikke regnede med, at det var noget ansættelseskomiteen var interesseret i overhovedet. Hvordan trænger man så overhovedet igennem de akademiske mure, når man først skal overbevise nogle tabloid-læsende bureukrater om, hvad ens forskningsfelt går ud på?

En af de anarkistiske filosoffer, det er lykkedes for at trænge igennem, gav følgende beskrivelse af de politiske forhold i hans del af den akademiske verden (USA), hvor jeg også befinder mig pt:

I suspect - though I can't necessarily prove it - that those who work in literature, history, social science, etc., have it a bit easier than we philosophers. Academic philosophy in the United States is at best apolitical and at worst deeply conservative. To be sure, many if not most philosophers would self-identify as "liberal" or "progressive"; many are fans of dissident writing by the likes of Chomsky, Blum, McChesney, Palast, Zinn, Chalmers Johnson, etc.; but most seem turned off by anything "radical." The handful of genuine radicals tend to work in French or German philosophy or American pragmatism (though it's very unusual to find a philosopher who actually WORKS on radical political philosophy despite having radical personal politics; Mark Leier at Georgetown is an interesting example of someone who writes on radical politics AND does importatn work in an "analytic" vein). There is next to no one who works on anarchist philosophy in the socialist tradition. R.P. Wolff (who is quite old) and A.J. Simmons don't count, as they are better described as "philosophical anarchists" of the Bill Godwin variety. Neither of them, as far as I know, are anti-capitalist, for example.


Bottom line: if you're an anarchist philosopher, you won't find many friends in the philosophical establishment - especially in the political philosophical establishment. If you're not a Rawlsian liberal, a Nozickian libertarian, or (maybe) an analytical Marxist ala Cohen and Elster, no one in the latter camp will take you seriously. Many will be outright hostile. You'll have better luck with people who work on post-1968 European philosophy (Derrida, Deleuze, Levinas, Foucault, etc) but even there you'll encounter some hardcore Marxist types for whom "anarchist" is still a dirty word. Historians of pre-1968 European philosophy (Hegel, Kierkegaard, Nietzsche, Bergson, Husserl, Heidegger, Merleau-Ponty, Sartre, etc.) are a mixed bag. Generally, though, the non-Marxists in this bunch are far more open-minded and accepting than their analytic colleagues. That's just my experience.


Incidentally, none of this is to say that you shouldn't pursue a degree in philosophy. My point is just that philosophy, like any academic discipline, is intensely partisan and one needs to know how it works in order to navigate it successfully (and without compromising one's deepest anarchist principles).
Nogle fortæller, at forholdene er bedre i bl.a. Frankrig, Sydeuropa og Latinamerika. Hvordan forholder det sig egentlig i Danmark? Er der overhovedet nogen filosoffer i Danmark, som tager anarkismen og den politiske filosofi alvorligt? Vil det være muligt at blive accepteret, hvis man gør det? Eller vil man også her være nødt til at fjerne ordet, hvis man overhovedet vil have en chance for at gøre akademisk karriere?

Svar udbedes.

2 kommentarer:

  1. Det er interessant hvis du har ret i at anarkistiske synspunkter gør det vanskeligt at få ansættelse. Specielt når man tænker på at det ikke er nogen hindring at betvivle fx naturloves, moralens, tings, andre menneskers og omverdens eksistens generelt!

    SvarSlet
  2. Hej Caroline, og velkommen til min blog, som stadig er i opretningsrod :)

    Indlægget var et resumé af en længere diskussion på en akademisk mail-liste. Som sagt ved jeg ikke om forholdene er tilsvarende i Danmark. Jeg kan forestille mig at den første person, der ikke kom til samtale, blev offer for, at det første "filter" i ansættelsesprocessen foretages af "bureukrater", som ikke kender anarkisme som andet end noget fra tabloid-aviserne, og derfor ikke tog det seriøst. Men andre skrev nu også om problemer indenfor Akademia.

    Og ja det er underligt, hvis det er sandt og generelt, at det er mere legitimt at betvivle andre subjekters eller omverdenens eksistens og videnskabens sandhedsværdi end en politisk institutions legitimitet og værdi.

    SvarSlet