tirsdag den 30. september 2008

Krigen mod flygtninge rammer os alle

Bragt på Intet menneske er illegalt 13. november 2007 (og ja, det er mig, der er redaktør for den hjemmeside. Artiklen er iøvrigt en bearbejdet og enormt forkortet version af nogle af konklusionerne i min universitetsopgave Flygtninge og filosofi)



Retten til at flygte og få asyl er et afgørende princip i menneskerettighedstanken. Uden denne ret er der ingen vej fra menneskerettighedernes status som ideal til deres realisering uden drastiske ændringer i den nuværende verdensorden. Når denne rettighed fjernes, så undermineres grundlaget menneskerettighedernes status i den globale verdensorden også. Dette har konsekvenser for os alle.

Jeg vil her beskrive nogle af de strategier, den ’vestlige verden’ har iværksat de seneste årtier for at underminere retten til at flygte. Jeg vil desuden vise hvorledes denne ’krig mod flygtninge’ også rammer vore egne rettigheder og sikkerhed. Men først en gennemgang af flygtningerettens rolle i menneskerettighedernes realisering.

Menneskerettighedernes dilemma
Udråbelsen af FNs ’universelle menneskerettighedserklæring’ i 1948 var en sejr for idéen om det liberale demokrati. Det kan endog opfattes som at ideen for første gang blev realiseret i den virkelige verden. Liberalismen bygger nemlig på en opfattelse om, at alle mennesker i hele verden har de samme naturgivne rettigheder, men denne universalisme står i skarp kontrast til et andet liberalt og demokratisk ideal - nemlig statens eksklusive ansvar overfor egne borgere og staternes suverænitet. Det kan være meget fint at have en drøm om alle menneskers formelle ligeværd, men det er ikke meget værd, hvis man ikke vil røre ved den virkelighed, hvor verden er inddelt i stater, der i princippet kan gøre, hvad de vil, overfor sine borgere.

På den anden side er den nationale suverænitet dog også vigtig, fordi krig, besættelse og imperialisme ligeledes står i kontrast til humanistiske og demokratiske idealer. Spørgsmålet er altså hvordan, man kan realisere idealet om grundlæggende rettigheder for alle mennesker, uden at det fører til et altomfattende brud med staternes suverænitet, der kan bruges til at legitimere disse fænomener?

Menneskerettighedserklæringen er den ufuldstændige løsning på dette spørgsmål. Den anerkender inddelingen af verden i selvstændige stater og fastlægger deres status som suveræne, men udstikker samtidigt nogle krav, der skal opfyldes af hver stat, for at denne verdensorden kan fungere. Menneskerettighederne skal realiseres gennem en arbejdsfordeling, hvor hver stat skal leve op til disse minimumskrav for at undgå kritik og sanktioner fra ’verdenssamfundet’ - dvs andre stater og FN.

FN er dog ingen verdensstat og har ikke de store beføjelser. Der er altså ingen centraliseret magt, der kan garantere alle menneskers grundlæggende rettigheder. Hvis en stat er ligeglad med at være lukket ude af det ”gode selskab”, overhører kritik og sanktioner, er der da andet middel til at opnå det universelle liberale ideal, end ved militær intervention og brud på den nationale suverænitet? Svaret er ja. Én bestemt rettighed fungerer nemlig som lap på det hul, der er mellem ideal og virkeligehed i rettighedstanken: retten til at flygte fra de stater, der ikke lever op til idealet.

Retten til at flygte giver én bestemt gruppe mennesker, nemlig politisk forfulgte flygtninge, den eksklusive ret at have en begrænset undtagelse fra staternes suverænitet. Som flygtning har man nemlig ret til at bevæge sig over en statslig grænse uden forudgående tilladelse, og man har krav på at få den beskyttelse fra den modtagende stat, som man ikke kunne få hos sin egen. Dermed skulle det alligevel være muligt at realisere alle menneskers grundlæggende rettigheder, selvom enkelte stater ikke lever op til deres ansvar. Selvom retten til at flygte således udgør et brud med princippet om staternes suverænitet, så er den et begrænset brud, og den er afgørende for at menneskerettighedsidealet kan være mere end tom snak uden drastiske ændringer i den nuværende globale struktur.

De seneste årtier har denne ret dog under­gået en kraftig politisk omde­fi­nering og under­mi­ne­ring, hvor de stater, som ellers bryster sig af at være dem, der netop overholder menneskerettighederne - i det mindste overfor egne borgere - har iværksat en række strategier for at friholde sig fra sit juridiske ansvar overfor flygtninge. Dermed underminerer de menneskerettighedsidealet og statsinddelingens legitimitet, hvilket kan vise sig at have alvorlige konsekvenser ikke bare for de flygtninge, der ikke kan få beskyttelse, men også for vores - de vestlige staters egne borgere - rettigheder.

Strategier i kampen mod flygtninge
Jeg vil her beskrive nogle af de strategier, de ’vestlige stater’ har indført i det seneste år­ti med det eks- el­ler implicitte formål at friholde sig fra det ansvar overfor flygtninge, de bl.a. på­lægges af menneskerettighedserklæringen og flygt­nin­ge­kon­ventionen. Fælles for dem alle er, at de iværksættes af såkaldt ’liberale’og ’demokratiske’ stater, og ikke nødvendigvis bryder direkte med flygtningekonventionen, men ikke desto mindre har til formål at forhindre realiseringen af dens formål: at give forfulgte mennesker mulighed for at komme i sikkerhed. Disse strategier kan overordnet inddeles i kategorierne ’udelukkelse’, ’afskrækkelse’ og ’afvisning’.

Strategi 1: Udelukkelse
En flygtning er defineret som en person, der på grund af be­stem­te forhold ikke tør eller vil blive i sin egen stat og derfor har begivet sig til en an­den for at få a­syl. Den potentielle asyl-stats juridiske forpligtelser opstår altså først i det øjeblik, flygtningen sætter sin fod på denne stats territorie. Det er derfor let for amoralske, juridiske og politiske so­fis­ter at insistere på, at de intet an­svar har over­for forfulgte folk, der endnu ikke er an­kom­met, og at konven­tio­nen ikke for­byder dem at forhindre denne ankomst. Den sidste del af det­te sofisteri er blevet de vestlige lan­des pri­mære stra­te­gi, og går under betegnelsen ’extra-territorialisering’ - dvs at staterne opererer udenfor sine egne grænser for at udelukke flygtninge fra at komme dertil.

Flygtningekonventionen forbyder stater at straffe flygtninge for ikke at være i besiddelse af gyldige rejsedokumenter såsom pas og visum, når de ankommer til asyl-staten. Den nævner dog ikke noget om, at man ikke kan gøre det umuligt at bevæge sig til asylstaten uden disse dokumenter. Selvom flygtninge har ret til at bevæge sig over landegrænser uden papirer, er det stadig nødvendigt at have papirerne i orden for at kunne gøre det. Uden disse papirer er det ikke muligt at benytte de sikre og legale rejse-ruter, og de vestlige stater har bevidst gjort det langt sværere for netop flygtninge at få adgang til lovlig indrejse.

Visum-krav ind­­fø­res for borgere fra specifikke lande pro­por­tio­nalt med behovet for at flygte fra disse lan­de, og både EU og Danmark opererer med lister over særlige ’flygtningeproducerende lande’ - lande hvor der er god grund til at flygte fra. Kommer man fra et sådant land, sættes der ekstra krav, for at man kan få lov til at komme hertil. For at få lovlig indrejse skal man sandsynliggøre, at man ikke har tænkt sig at søge om asyl. Dette kan ikke tolkes som andet end bevidst udelukkelse af netop flygtninge og underminering af flygningekonventionen.

Samtidig er der blevet gennemtrumfet en høj grad af privatisering af grænsebevogningen, idet staterne pålægger flyselskaber, færger mv. at foretage sikkerhedstjek af deres passagere og straffer rejseselskaberne, hvis de medbringer asylansøgere. Dermed lades en ellers statslig, juridisk og politimæssig opgave i hænderne på private selskaber.

Afstraffelsen af de private selskaber foregår under dække af kampen mod ’menneskesmugling’ og ’illegal indvandring’, men er de facto en kamp mod flygtninge. Da det er gjort umuligt for flygtninge at få papirer på deres lovlige indrejse, vil den automatisk forekomme at være ’illegal’ indtil asylsagen er blevet behandlet og deres status som legale flygtninge er fastlagt. Rejseselskaber har hverken kompetence til, mulighed for eller incitament til at vurdere, om en person har ret til asyl. De tvinges tværtimod til at forhindre alle former for iregulær immigration. Flygtninge har altså ingen mulighed for at komme til vestlige stater via sikre og legale rejseruter.

Den seneste og måske alvorligste udvikling i ekstra-territorialiseringsstrategien, er de enorme ressourcer, der in­ve­­ste­res i militarisering af grænserne og i afdækning og afspærring af de ruter, flygtninge kommer ad, når de nu ikke længere kan komme via de regulære rejseruter. EU financerer adskillige institutioner, hvis formål er at analysere global migration for derefter at komme op med teknikker, der skal lukke migrationsruterne og derved forhindre flygtninge i at bevæge sig i sikkerhed.

Disse teknikker begrænser sig ikke til højteknologisk overvågning og afspærring af EUs ydre grænser, men går i langt højere grad ud på at føre grænsekontrollen ind i andre lande. Via den officielle bekendelse til menneskerettighederne er de europæiske lande forbligtede til at respektere flygtninges rettigheder indenfor EU men laver samtidig aftaler med tran­sit­­lande, hvor men­ne­ske­rettighederne ikke ta­ges så tungt, for at standse flygtninge inden de kommer så langt. Således gives der økonomisk og militær bistand til tredielande mod at tilbage­holde og internere flygtninge eller for­hind­re dem i at an­komme til disse ’buf­fer-zoner’.

Denne ’outsourcing af grænsekontrollen’, hvor ’demokratiske stater’ lader andre stater udføre menneskerettighedskrænkelser på sine vejne, er ikke kun et angreb mod flygtninges bevægelsesmuligheder, men også mod menneskerettighedserklæringens krav om, at de ra­ti­fi­ce­ren­de stater skal arbejde for at fremme dens realisering og udbredelse.

Det klareste brud med ikke bare flygtninge- og menneskerettighederne men med selve den internationale statsinddeling er dog, når staterne selv fore­ta­ger ’græn­­se­bevogtning’ langt udenfor deres juris­tik­tion. EU er med grænseagenturet Frontex stærkt igang med at gøre denne praksis permanent, idet agenturet bl.a. patruljerer i Middelhavet mellem Nordafrika og Sydeuropa og i Atlanterhavet mellem Vestafrika og Kanarieøerne. Udrustet med militært udstyr tilbageviser patruljerne bådflygtninge i in­ter­nationalt farvand, hvor alle ellers har ret til at være, eller sågar i transitlandenes territorier.

Samme taktik udføres af USA og Australien, der kombinerer den med en udnyttelse af endnu en gråzone i fastlæggelsen af staternes juristiktion. Bådflygtninge standses af militære patruljer udenfor staternes eget farvand og føres til øer, der er i statens kontrol men udenfor det retsområde, den vedkender sig, således at den kan frasige sig ansvaret for at tildele dem asyl. Således blev Guantanamo-basen på Cuba før september 2001 brugt af USA til at internere flygtninge fra bl.a. Haiti, så de ikke behøvede at lande på amerikansk jord, hvor de har ret til at søge om asyl.

Bag alle disse strategier, der kan samles under betegnelsen ’ekstra-territorialisering’ af grænsekontrollen eller slet og ret udelukkelse af flygtninge, ligger der en absurd fortolkning af flygtningekonventionen og af rettighedsbegrebet som sådan. Konventionen forbyder strengt stater at tilbagevise flygtninge til områder, hvor de ikke er i sikkerhed, men dette forbud omgås, ved at tilbagevisningen foregår inden flygtningen har sat fod indenfor statens retslige område - enten af de vestlige stater selv eller af transit-stater betalt af de vestlige stater.

For den pågældende flygt­­ning er tilbagevisning til det sted, hun er flygtet fra, dog stadig til­bage­vis­ning, selvom det foregår et andet sted. Ligeledes bør det være klart, at det at have en rettighed også må be­tyde, at den stat, der har den til­hø­ren­de forpligtelse, ikke har ret til at for­hin­dre ud­øvel­sen af den­ne ret. En parallel til afspærringen af flygtninges transit-ruter ville være formelt at anerkende befolkningens stemmeret men forhindre dem i at ankomme til valgstederne ved at inddrage bevægelsesretten på valgdagen.

Strategi 2: Afskrækkelse
Denne strategi går ud på at bruge de allerede ankomne til at ’sætte et ek­sempel’ overfor potentielle asylsøgere ved groft sagt at vise at, de ikke skal forvente at få et godt liv her. Blandt konkrete tiltag kan nævnes den udbredte praksis med at in­ter­nere flygtninge i indhegnede lejre eller fængsler under inhumane forhold, der bryder med ethvert retsprincip, og går langt videre end det rent praktiske formål - at fastsætte deres status - kan legitimere.

Dette brud på forbuddet mod arbitrær frihedsberøvelse, der er en af de grundlæggende men­ne­ske­ret­tig­­heder, er ét ud af mange tiltag, som forringer asyl­sø­geres frihed og velfærd og straffer dem for at udøve deres ret til at søge om asyl. Et andet eksempel er Tysklands ’rezidenspflicht’, der for­byder asylsøgere at bevæge sig udenfor bestemte zoner, hvilket er et brud på konventionen, der kræver, at flygtninge som minimum nyder samme rettigheder som andre udlændinge i landet og med princippet om fri bevægelighed indenfor et lands grænser.

I Danmark fængsles asylsøgere ikke automatisk, som de f.eks. gør i England, men de isoleres i lejre under forhold, det vil være ulovligt at byde kriminelle, og fængsling foregår blandt andet stik imod Flygtningekonventionens krav, når en asylsøger ikke er i besiddelse af identitetspapirer. Her kan også nævnes ’madpakkeordningen’ og andre ’motivationsfremmede foranstaltninger’ i Danmark, som afstraffer afviste asylsøgere, der ikke kan udvises - ofte fordi de er de facto-flygtninge - samt forbuddet mod at lade asylsøgere i danmark forsøge at få en meningsfuld tilværelse ved at få arbejde, uddannelse og kontakt til det omgivende samfund.

Den danske statsminister har offentligt erklæret, at disse afstraffende tiltag ikke blot har til formål at presse asylsøgerne her i landet til at tage tilbage, hvor de kom fra, men også at afskrække andre flygtninge fra at komme hertil. Denne strategi bryder ikke blot mod adskillige men­ne­­skerettigheder, men også fundamentalt med de demokratiske rets­prin­cip­per: At afstraffe men­nesker, der ingen forbrydelse har begået, for at sende et signal til andre men­ne­sker kan på ingen måde forsvares indenfor en ’liberal’ eller ’demokratisk’ tankegang, men er snarere den politiske strategi for gidseltagere og terror­is­ter.

Strategi 3: Afvisning
I de tilfælde, hvor flygtninge kan sætte deres fod i en liberal stats ter­ri­torium, vil de have en lovfæstet ret til at indgå i den formelle asyl­søg­nings­proce­du­re, som in­de­bærer, at de kan fremlægge deres sag, have juridisk re­præ­sen­ta­tion, mulig­hed for at anke etc. Hvis deres frygt for at vende tilbage er vel­be­grun­det, bør de dermed få asyl-status og opholdsret. Hvis staten ikke ønsker, at det sidste sker, er den i prin­cip­pet nødt til at sige, at ikke alene gælder dens retsprincipper ikke for dens hand­linger uden­for dens territorium men heller ikke indenfor, når den har at gøre med ikke-statsborgere. I prak­sis ser vi dog ofte en ukonsekvent mellemting, hvor enten retsprocedurerne, be­skyt­tel­ses­prin­cip­pet eller flygt­ningebegrebet omfortolkes og ændres.

Et eksempel på det før­ste er den minimalistiske fortolkning af en ’fair retssag’ under be­handling af asyl­krav. Flygtningenævnet, der i Danmark afgør asylsager, er f.eks. på ingen måde noget ’domstolslignende organ’, som regeringen kalder det, for beslutningerne bliver truffet af politisk udvalgte personer, og der er ingen part, der repræsenterer den forfulgte. Flygtningenævnets uafhængighed og kompetence er blevet reduceret gang på gang i løbet af de sidste regeringsperioder, og dets afgørelser foretages nu på samlebånd med en inkonsistens og uigennemskuelighed, det ville være kriminelt at byde forbrydere. I et demokrati er der høje krav til retssikkerhed og bevisbyrde, når staten vil fængsle en forbryder, men når det drejer sig om mennesker, der fuldt lovligt har søgt om asyl, eksisterer disse krav ikke, selvom statens handling kan resultere i den visse død for vedkommende.

Retssikkerheden og Flygtningekonventionen omgås endvidere ved, at alle stater deltager i et enormt ansvarsfralæggelsesspil, hvor bes­kyt­tel­ses­pligten - og den pågældende asylsøger - kastes videre til and­re parter, der måske heller ikke selv anerkender deres beskyttelsesansvar. Hermed ender flygtningen som en rettighedsløs kastebold eller endog ender med at blive deporteret til det land, han flygtede fra. EU-aftaler som Dublin-konventionen gør det nemlig muligt for den første stat, der starter dette spil, at fralægge sig ethvert ansvar og hævde, at de selv lever op til flygtningekonventionen, selvom deres handling resulterede i ulovlig tilbagevisning. Det kan ske, når de mener at asylsøgeren har passeret igennem et andet land, hvor vedkommende burde have søgt om asyl, og de således ikke har pligt til at behandle sagen.

Eksempelvis tilbageviser EU-lande jævnligt flygtninge til såkaldt ’sikre lande’ som Grækenland, Ukraine og Libyen, som lige så jævnligt nægter at behandle asylsager og sender flygtningene videre til lande, der på ingen måde er sikre. Danmark ligger trygt placeret inde i Fort Europa, så de fleste flygtninge har været nødt til at passere igennem andre lande for at komme hertil, hvilket betyder at Danmark i princippet kan afvise at behandle enhver asylsag. Det vil sige, at asylsøgeren ikke har nogen retssikkerhed i Danmark, som tilbageviser vedkommende til et andet land, hvor retssikkerheden og asylansvaret heller ikke anerkendes.

Flygtningekonventionen forbyder afstraffelse og tilbagevisning af flygtninge, men den siger ikke, hvilken status de skal have i det nye land, hvis de anerkendes. Det giver sig selv, at når konventionen er dannet for at sikre personer, der ikke kan leve i deres egne stater, så bør den bekyttelse, man modtager af asyl-staten, være af en sådan grad, at man kan etablere sig en tryg tilværelse dér. En asylsøger bør altså ideelt modtage opholdstilladelse og mulighed for fulde borgerrettigheder - de rettigheder hun ikke modtog fra sin egen stat.

Selve meningen med begrebet asyl udhules således, når be­skyttelsesprincippet omfortolkes fra at have betydet opholds­ret med fulde rettigheder og sikkerhed til tilde­ling af en midlertidig og usikker status. Det blev første gang blev systematisk indført i Europa, da flygtninge fra krigen i Jugoslavien i 1992 fik tildelt en særlig midlertidig status med færre rettigheder end andre flygtninge. I Australien er det ligeledes kun muligt for asylsøgere at få tildelt midlertidig opholdstilladelse, som kan fornyes jævnligt - eller pludselig blive ophævet.

Herved bliver det aldrig muligt for flygtninge at leve trygt i den nye stat uden konstant angst for hjemsendelse, ligesom de ikke opnår normale borgerrettigheder og retsbeskyttelse. I Danmark blev perioden, hvor en anerkendt asylsøger må leve i denne usikkerhed i 2002 hævet fra tre til minimum syv år, ligesom det blev gjort sværere overhovedet at opfylde kriterierne for at opnå den fulde beskyttelse. Disse minimale fortolkninger af beskyttelsespligten kan måske forsvares i enkelte situationer, men når de gøres til en generel strategi, udhuler de hele idéen med flygtningeretten og skaber en verden, hvor der i de såkaldte ’demokratier’ findes permanente grupper af mennesker, der ikke har samme rettigheder som andre grupper.

Omfortolkningen af flygtningebegrebet er interessant, fordi det ikke er nød­ven­digt at afvige fra konventionen men tværtimod nok at holde sig strengt til den for at nægte at anerkende flygtninge. Den dækker således kun folk, der forfølges af en statslig aktør på grund af bestemte dis­kriminerende antipatier hos for­føl­ge­ren mod den pågældende flygtnings identitet eller aktivitet, og altså ikke ofre for borgerkrig el­ler et ge­ne­relt despotisk regime, der undertrykker alle uden diskrimination.

Det fører til et perverst omvendt forhold mellem graden af undertrykkelsen i et land og sandsynligheden for at kunne få asyl, for jo værre et diktatur er, jo mere lidelse der er, des mindre chance har du for at påvise, at du er personligt forfulgt. Derudover begås undertrykkelse og etnisk udrensning i stigende grad af formelt ikke-statslige aktører, hvormed konventionskravet ikke er formelt opfyldt, ligesom konventionens liberalistiske identitets-fokus med begreber som ’etnisk, religiøs, politisk eller social gruppe’ ofte dækker over konflikter, der egentlig handler om økonomiske ressourcer og magtforhold, som dog ikke giver ret til at flygte.

Udover at konventionens de­finition altså langt fra dækker al­le med behov for beskyttelse, kan det være umuligt at be­vi­se, at man le­ver op til kra­ve­ne. Det er svært at bevise, dels at man i fremtiden risikerer forfølgelse, dels at denne forfølgelse vil foregå på grund af bestemte synspunkter hos gerningsmanden og ikke af andre grunde. Desuden fortolkes kriterierne ofte med det potentielle asyl-lands kulturelt og kønsligt afhængige eller politisk definerede definition af identitet og ak­­ti­vi­tet, der eks­klu­derer mange, som ellers ville høre ind under konventionen med en anden tolkning. Eksempelvis anerkender Danmark ikke kvinder og homoseksuelle som politiske eller sociale grupper med selvstændigt behov for beskyttelse.

Kon­ventionen kræver da egentlig også blot, at asylsøgeren kan redegøre for en ’vel­­be­­­grun­det subjektiv frygt’ for at vende tilbage. Taget alvorligt betyder det altså, at det er asyl-staten, der har bevisbyrden, hvis den vil afvise en asylsag og deportere en flygtning. Tidligere har de fleste vestlige stater da også givet beskyt­tel­se indenfor en langt bredere flygtninge-definition, men dette er ved at ændre sig. For eksempel afskaffede Danmark i 2002 begrebet ’de facto-flygtning’, som netop dækkede over reelle flygtninge, der ikke hørte specifikt ind under konventionen, omend de vel egentlig burde med en anstændig tolkning af begrebet ’velbegrundet frygt’.

Der er altså masser af muligheder for at undgå at anerkende en flygtnings krav på asyl, selvom disse alle er juridisk og moralsk problematiske. Når et asyl­krav ikke anerkendes, har staten teoretisk set ret til at deportere ansøgeren, hvilket kan have fatale konsekvenser. I praksis er dette dog ofte ikke muligt, enten fordi ansøgeren har en velbegrundet frygt for at blive sendt tilbage og derfor nægter at udrejse, eller fordi hjemlandet nægter at tage imod den afviste asylsøger, hvilket i begge tilfælde indikerer, at vedkommende er reel flygtning.

Mange flygtninge havner derfor i et juridisk limbo uden hverken borger- eller flygt­ninge-rettigheder. I Danmark betyder det, at de i årevis lever indespærret i asyllejre under kummerlige forhold, konstant angst for tvangsudvisning samt ekstra afstraffelse med ’motivationsfremmende foranstaltninger’ - det vil sige foranstaltninger, der skal gøre det så ubehageligt at leve i Danmark, at man bukker under for presset og rejser tilbage til det land, hvor man rissikerer forfølgelse. Der skal megen tortur til for at gøre en borgerkrigshærget diktaturstat mere attraktiv end selv de mest modbydelige forhold i Danmark, så resultatet er derfor, at i forvejen traumatiserede flygtninge nedbrydes psykisk og fysisk i de danske udvisningscentre.


Bekæmpelsen af flygtninge rammer os alle
Det er en falsk og farlig forestilling at rettighedsregimentet kun er gældende in­den­for de rettighedstildelende staters territorium. Faktisk har den moralske tankegang bag disse prin­cipper eksisteret blandt folk, der færdes udenfor lov og ret, længe før til­sy­ne­kom­sten af mo­derne retsstater - f.eks. som etiske og kvasi-juridiske regelsæt blandt sø­faren­de. Det ældgamle kodeks om at komme nødstedte sejlende til undsætning og brin­ge dem til nær­­­­­meste sikre havn er en del af ’søens lov’ og livsnødvendigt for folk, hvis arbejde fore­­går udenfor statslig juristiktion. Selvom denne lov er stadfæstet af de fleste stater og internationale konventioner, er den idag reelt un­der­­kendt af de selv samme stater, idet de ikke alene nægter indrejse for skibe med nød­sted­te flygtninge men har kri­mi­naliseret denne praksis. Dette har allerede haft konsekvenser for søfarende, der retsforfølges som ’menneskesmuglere’, når de er kommet skibbrudne flygtninge til undsætning. En konsekvens heraf er, at søfarende ikke kommer hinanden til undsætning af frygt for bøder og retssager. Livet som søfarende er altså blevet meget farligere af kampen mod ukontrolleret migration.

Forsøget på at forhindre ’ukon­trol­le­ret mi­gra­tion’ påvirker således ikke alene sikkerheden for flygtninge men for alle glob­ale rej­sende - og der­med et væ­sent­ligt element af vort økonomiske liv, der altid har været glo­baliseret. Ligeledes med­fører mistænkeliggørelsen og udelukkelsen af andre landes statsborgere langt svæ­re­re vil­kår for andre globaliserede professioner - som videnskab og kultur, hvor mennesker er nødt til at kunne deltage i internationale konferencer o.l. men ikke kan få visum og indrejsetilladelse. Dette medfører til­sva­ren­de tab for vore samfund, der nyder godt af disses fremskridt.

Spørgsmålet om, hvorvidt rettigheder kan indskrænkes til ikke kun at gælde indenfor sta­­tens juristiktion men også kun for borgere af denne stat, lader heller ikke disse bor­ge­re i sikkerhed. Mennesker har altid bosat sig andre steder end de er født, men med den mo­der­ne liberale stat afhænger borgerens muligheder og rettigheder ikke alene af hvilket ter­ri­­torium, man be­finder sig indenfor og hvilken social status, man har, men i hø­j grad af ens stats­bor­ger­skab.

Kom­­bineret med princippet om formel, juridisk lighed betyder det­te, at når man vil gøre be­s­temte ret­tigheder afhængige af politisk status, må det ram­me alle, der ikke er in­de­havere af den på­gæl­dende status. Man kan ikke bare udvælge bestemte ikke-statsborgere, men må gøre fratagelsen af rettigheder ens for alle. Det skaber dels en mere lukket verden, hvor alles be­væ­gelses­mu­lig­he­d hindres. Når staterne ikke anerkender sit ansvar overfor ikke-statsborgere indføres et moderne og ’liberalt’ stavnsbånd, hvor man er bundet til at blive i det land, man er født i.

Denne udvikling fungerer desuden - bevidst eller utilsigtet - som rambuk for fratagelse af borgernes rettigheder. De seneste tiltag i de eu­ropæiske samfund, der eksplicit er rettet mod at for­hin­dre migration, har allerede ført disse samfund på kant med men­ne­ske­ret­tig­he­derne ikke blot overfor flygtninge men også i behandlingen af egne statsborgere. Samtlige af Institut for menneskerettigheders 12 kritikpunkter af dansk praksis i statusrapporten for 2005 angik således krænkelser afledt af udlændingelovgivningen - krænkelser, der rammer flygtninge med opholdsret såvel som danske statsborgere.

To eksempler på, hvorledes fjernelsen af rettighedernes grundlæggende status nødvendigvis også rammer statsborgerne, hvis et demokrati skal leve op til kravet om ikke-diskrimination, er ’starthjælpspakken’ og begrænsningen af ægtefællesammenføring, som begge blev forsøgt ind­ført af Nyrup-regeringen, men viste sig at være ulovligt diskriminerende. De blev begge genindført af Fogh-regeringen i udgaver, der påvirker alle lige negativt. Center for Alternativ Samfundsanalyse oplyser således at: ”der er en tendens til, at flere og flere af dem, der modtager start­hjælp, vil være danskere, der kommer hjem fra udlandet.”

Der­­til kom­mer, at statsborgerskab ikke er så stabil en størrelse, som det ofte antages. Den mo­derne historie har vist, at det er farligt at basere sin retssikkerhed alene på denne ju­ri­dis­ke status, som kan variere med konstruktioner af nationalitet. Tre eksempler på dette er fratagelsen af borgerstatus for bl.a. jøder i det nationalsocialistiske Tyskland i 1930­er­ne, Englands ophævelse af ’Common Wealth’-status i 1960’erne, der skabte en masse statsløse ’englændere’, og min egen status som svensk stats­borger bosiddende i Danmark, hvilket med Den nordiske union altid har været ligestillet som et slags kvasi-statsborgerskab indtil de seneste bølger af anti-immigrant-lovgivning i Danmark.

Enten må vi anse grund­læggende ret­tig­heder som noget, staten skal respektere for alle mennesker in­den­for dens område, eller som værende afhængige af skiftende ideologier og magt­for­hold, hvormed vor ju­ri­­dis­ke sikkerhed kan vise sig at være en illusion. Vore regeringers knægtelse af asylsøgeres grundlæggende rettigheder bør vise os, at de ikke betragter grundlæggende rettigheder som noget, der ikke må knægtes, og altså ikke er grundlæggende. Dermed er der indført et skred i rettighedstanken, som betyder, at regeringerne også overfor os kan spørge, om vi nu har gjort os fortjent til denne priviligerede rettighed eller ej. I sidste ende findes der altså ikke længere ’grundlæggende rettigheder’ - kun arbitrære politiske vurderinger.
Undermineringen af retsstaten

Grundlæggende retsprincipper samt ad­­skil­lelsen af de po­li­tis­ke magtorganer og deres opgaver er en essentiel del af rets­sik­ker­heden i den stat, vi lever i, men er of­te underkendt, hvad angår asylansøgere. Vi kan ikke længere ærligt sige, at f.eks. Danmark er et land, hvor man ikke fængsles uden en fair retssag, for flygtninge spærres inde på ubestemt tid uden at have gjort noget ulovligt og uden nogen retssag. Hvor langt kan vi gå i denne udvikling og stadig hævde, at vi lever i en retsstat?

Udviklingen be­grun­des ofte i påstande om, at asylsøgere slet ikke er rigtige flygt­nin­ge, men ’øko­no­mis­ke migranter’, der ’misbruger asyl­sy­ste­met’ og blot kommer for at ’snylte på vel­færds­staten’. Når vi tillader rettigheder at blive undermineret på bag­grund af en så­dan retorik, så tillader vi en praksis, hvor folk, der kan udråbes til at være en øko­no­misk belastning, kan få frataget deres rettigheder. Denne strategi kan sag­tens give bag­slag og under­mi­ne­re den retssikkerhed og de vel­færdsprivilegier, vi er bange for at mis­te. Ved at tillade hetz og fjendegørelse af rent politiske og økonomiske motiver, så risikerer vi også selv - hver og en af os - at blive ofre imorgen for den politik vi tillod idag.

En ny verdensorden?
Som nævnt er retten til ’at flygte og få tilstået asyl’ et centralt begreb i rettighedstanken, fordi den er den eneste ret, der kan sikre borgere mod stater, der ikke lever op til menneskerettighedserklæringens minimumskrav. Hvis den udvikling fortsætter til et punkt, hvor denne ret er de fac­to ikke-eksi­ste­ren­de, så er der grund til at betvivle den nuværende verdensorden, hvor menne­ske­ret­tig­he­der­ne hånd­­hæ­ves via en arbejds­de­ling mellem de enkelte stater overfor deres borgere.

Alternativet til asyl-syste­met er enten en verden inddelt i luk­kede stater, hvor diktaturer har frit spil mht. at undertrykkelse sine egne borgere, og hvor enhver stat udelukkende tager sig af sine egne borgere, eller om­vendt til en langt kraftigere ned­bryd­­ning af princippet om national suverænitet, end flygtningeretten udgør. I øjeblikket er det den første retning, ten­­den­sen går - under banner­fø­ring af de stater, der ellers bryster sig af at være mest åb­ne. Udover at denne tendens naturligvis er en katastrofe for de flygtninge, der ikke kan komme i sikkerhed, kan den heller ikke undgå at have alvorlige konsekvenser for os selv - de vestlige staters egne borgere.

At lukke vore sam­fund for mennesker på flugt er ikke alene en økonomisk bekostelig affære, men inde­bæ­rer også en reducering af vor egen frihed og forandring af vore sam­fund. Ganske som i krig kan man ikke bekæmpe en ’ydre fjende’ uden at risikere at føre ’krigs­til­stan­den’ ind i det indre sam­­fund. Den nuværende udvikling fører ikke blot til en under­mi­ne­ring af mulig­heden for at flygte og migrere, men til en generel afvigelse fra den liberale og univer­sa­lis­tiske rettighedstanke. Når vi tillader vore regeringer at gå væk fra grundlæggende principper om retssikkerhed overfor nogle mennesker, så har vi én gang for alle tilladt, at vore samfund ikke længere er baseret på disse principper - og så er vi altså ikke længere demokratier!

Truslen mod vore samfund kommer altså ikke ’udefra’ i form af de mennesker, der ønsker at leve her, men tværtimod fra os selv, i form af de vestlige staters egen underminering af deres egne retsprincipper og af menneskerettighedernes status i den globale verdensorden.





Skrevet af Ole Poulsen for ’intet menneske er illegalt’
Forfatteren læser filosofi ved Syddansk Universitet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar