tirsdag den 30. september 2008

Libyen: To millioner immigranter deporteres

Bragt på Modkraft.dk 17. januar 2008


Konsekvensen af Libyens accept af grænsesamarbejde med EU: Alle ulovlige immigranter skal ud af landet.

De libyske myndigheder har onsdag den 16. januar 2008 meddelt, at de er begyndt at genne migranter i landet sammen og sende dem ud af landet. Myndighedernes aktion retter sig mod de migranter, der ikke kan dokumentere lovligt ophold i landet – og det drejer som formentlig om op mod to millioner indvandrere.

»Myndighederne har øjeblikketligt besluttet at iværksætte en operation, hvor alle udlændige, der lever illegalt i landet, uden undtagelse vil blive gennet sammen og deporteret,« meddeler Libyens statslige nyhedsbureau, Jana.Pressemeddelelsen fortæller også, at politiet har fået besked på at rive migranternes hjem ned under razziaerne. De fleste udokumenterede migranter lever i selvgjorte landsbyer i udkanten af Tripoli og andre byer langs Middelhavet.

Samarbejdet med EU
Libyens krig mod migranter sker både under pres hjemmefra og udefra. Lokale politikere beskylder de sorte migranter for at tage arbejde fra arbejdsløse libyere. Men deportationsbeslutningen er også en konsekvens af, at Libyen fra årsskiftet er blevet indlemmet i EUs grænseregime.

Libyen underskrev den 29. december en aftale, der gør Libyen til en del af EUs kamp mod ukontrolleret migration.

Aftalen indebærer blandt andet at EUs grænseagentur, Frontex, sammen med Libyen skal patruljere langs libyens kyst og tilbagevise alle migranter til Libyen, hvorfra de vil blive deporteret. Samtidig leverer EU teknologisk og militært udstyr til Libyens kontrol af den sydlige grænse og til internering og deportation af migranter.

Læs artiklen »EUs flygtningepolitik: Uden om lovgivning og menneskerettigheder« på Modkraft.dk

Lignende aftaler er allerede indgået med Tunesien, Algeriet og Marokko.

De libyske myndigheders beslutning om at udvise landets migranter er et tegn på, at Libyens regering er villig til at løse sin del af ansvaret.

– Hvis vi kan stoppe det libyske hul, kan vi stoppe 90 procent af de illegale migranter, udtalte den italienske Europa-kommisær for justits og sikkerhed tidligere på året, da forhandlingerne gik igang.

Der er dog ikke blot tale om »illegale migranter«, men om en blanding af mange desperate mennesker på flugt fra krig, fattigdom, tortur og arbejdsløshed.

De fleste af Libyens migranter kommer fra fattige og krigsramte afrikanske stater, og mange ville tage videre til Europa, hvis Libyen ikke får dem ud af landet.

Flere af de to millioner migranter, Libyen anslår lever i landet på nuværende tidspunkt, ville være berettiget til asyl, hvis de kom til Europa.

Libyen anerkender ikke flygtningekonventionen og Den europæiske menneskerettighedsdomstol har forbudt kollektive udvisninger til Libyen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar