tirsdag den 30. september 2008

Palæstinas skjulte demokrati

Bragt i Gaia #45 sommer 2004


Bagved det formelle palæstinensiske demokrati, der ofte beskrives som gennemkorrupt i medierne, findes et omfattende uformelt demokrati, der blev grundlagt tilbage i 1970erne. Dette netværk af ”gange under besættelsesmagtens fødder” medvirker til, at almindelige mennesker i dag kan overleve konfliktens rædsler.




Af Andreas Malm, Oversat og bearbejdet af Ole Poulsen

Grundlaget for det palæstinensiske demokrati blev skabt i 1970’erne og 80’erne. På det tidspunkt dannede de tre venstrefraktioner i PLO - Popular Front for the Liberation of Palestine, Democratic Front for the Liberation of Palestine, Palestinian Peoples Party - en række landbrugs- og sundhedsorganisationer for indbyggerne i byerne og på landet. De organiserede daglejerne i fagforeninger og mobiliserede kvinderne i kvindebevægelser. Denne nye flora af organisationer inkluderede de fattigste dele af det palæstinensiske samfund. En ny politisk kultur baseret på selvorganisering, åbne politiske diskussioner og regelmæssige valg på alle organisatoriske niveauer så nu dagens lys. Da den første intifada brød ud, tog disse organisationsformer over.

Bølgen af masseaktioner forandrede hele det palæstinensiske samfund. Men selv om der i dag mangler dokumentation af hvad disse forandringer konkret bestod i, er der ingen tvivl om, at palæstinenserne fik en dyb kollektiv erfaring, som stadig findes blandt dem.

Folkekomitéerne dannes

Da masseaktionerne og kampene i december 1987 og januar 1988 spredte sig til de palæstinensiske lejre, landsbyer og byer, satte militæret hårdt mod hårdt. Der herskede undtagelsestilstand i det palæstinensiske samfund. Skudvekslinger lukkede skoler. Raids fra bosættere og et generelt indkomsttab skabte akutte behov, som måtte varetages på en eller anden måde. Palæstinenserne tog hånd om disse problemer ved at danne en række lokale komitéer i løbet af de første måneder af 1988. De udviklede sågar et helt nyt system af ”lija sha’biya” - de såkaldte folkekomitéer.

En typisk folkekomité bestod af fem underkomitéer: Sundhedskomitéer skulle sørge for den lokale befolknings helbred. De samlede medicinsk udstyr, uddelte førstehjælp under kampene og indrettede provisoriske klinikker. Oplysninger om indbyggernes blodtyper blev indsamlet og videregivet til UPMRC’s (United Palestinian Medical Relief Centers) database, der siden blev brugt til at informere klinikker og sygehuse om, hvor den efterspurgte blodtype kunne findes. Uddannelseskomitéer kompenserede for den afbrudte undervisning ved at åbne uformelle miniskoler i private hjem, moskeer eller kirker. Hjælpekomitéer samlede basale fornødenheder som ris og sukker i tilfælde af udgangsforbud og afspærringer. Der blev givet ekstra hjælp til særligt trængende familier, der kunne finde en dåse fotogen eller en madpakke udenfor døren om morgenen. Vagtkomitéer lavede skemaer for nattevagter mod soldater og bosættere. Landbrugskomitéer var selvforsyningsbevægelsens gren. Disse komitéer fandt uopdyrkede små jordarealer, hvor der kunne dyrkes grøntsager, skaffede drivhuse, distribuerede gødning og forbedrede vandingssystemet.

Demokratiet udbygges

På den måde dækkede de fem underkomitéer nogenlunde de mest akutte behov.

Hver folkekomité blev knyttet sammen af en koordineringskomité. Den koordinerede underkomitéernes arbejde og holdt kontakt med andre folkekomitéer i egnen.

Beslutningen om at danne nye komitéer blev taget på stormøder, og de spredtes som en løbeild over de besatte områder i de første måneder af 1988. Et eksempel kan hentes fra byen Idna, hvor der var store demonstrationer de første dage i januar:

“Dannelsen af folkekomitéer var ikke let - der var forskellige holdninger til, hvordan de burde fungere og hvad de skulle gøre. Nogle så helst deres funktion begrænset til at organisere konfrontationer med hæren. Andre foreslog en bredere praksis, der kunne varetage forskellige samfundstjenester. Diskussionerne blev ført i en demokratisk ånd med deltagelse af en stor del af byen. Mod slutningen af disse debatter blev følgende komitéer dannet: en forsvarskomité til at bevogte byen, en madlavningskomité, en kampkomité, bydelskomitéer, mobiliseringskomitéer og en mediekomité. De forskellige komitéer blev koordineret i en central komité, som blev kaldt ”Komitéen til ledelse af kampen”.” (The Idna Diary, FACTS Information Committee).

I de mindre byer kunne de nøjes med én folkekomité, mens man i de større byer dannede flere. I byerne og flygtningelejrene havde komitéerne ansvaret for hvert sit nabolag eller kvarter.

”Overalt, overalt”

Graden af decentralisering varierede, afhængigt af hvilket område man befandt sig i - men intet sted manglede der folkekomitéer. Komitéerne levede, fordi lokalbefolkningen deltog aktivt i organiseringen - man meldte sig frivilligt efter interesse og kompetence. I sundhedskomitéerne fandtes både læger, personer med medicinske grundkundskaber og frivillige. Lærere og forældre organiserede undervisningen sammen, mens hjælpekomitéerne ofte voksede frem af kvindebevægelsens lokale afdelinger. Yngre indbyggere stod for opsynet med indgange til lejre, byer eller kvarterer, mens de ældre ofte tog sig af nattevagterne. Landbrugskomitéerne engagerede flest mennesker, og strejkende daglejere var særligt aktive. De indbyggere, der ikke deltog i nogen af underkomitéerne, synes at have været få. I starten var politiske aktivister - i særdeleshed fra de tre venstrefraktioner - drivkræfterne, men efterhånden blev folkekomitéerne udstrakt til at omfatte hele lokalsamfundet. I byen Arrabeh udenfor Jenin rapporterede folkekomitéernes mediegrupper om en sådan udvikling i løbet af marts måned:

”Metoderne for dannelsen af folkekomitéer blev revideret og omarbejdet. Indtil da havde komitéernes medlemmer været de unge, som var kendt for at være politisk aktive. Det havde dog betydet, at det var svært at få inddraget alle byens sektorer. Folkekomitéerne blev omstruktureret, og folk kom med, selvom de ikke var kendt som aktivister. Komitéerne voksede og bredte sig ud til alle samfundets dele: Købmænd, arbejdere, bønder og studenter. Kvinder såvel som mænd spillede hovedrollerne. Under denne fase blev det maksimale antal af mennesker, hvis potentiale og kundskaber kunne udnyttes, aktive i de nationale styrker og folkekomitéerne.”

Politiske fraktioner afgiver magt

Koordineringskomitéerne havde en mere snæver politisk sammensætning. Nogle steder blev posterne delt mellem de politiske fraktioner, som fandt sine repræsentanter gennem interne valg. Somme tider indsattes også akademikere, enkelte aktivister og lokale personligheder, der ikke tilhørte nogle af fraktionerne. Men kontrollen over koordineringskomitéerne blev efterhånden flyttet fra de politiske fraktioner til lokalbefolkningen, og der blev gjort bevidste anstrengelser for at åbne op for indbyggerne. Byen Taybeh er et eksempel:

”Den komité, vi satte sammen, havde en repræsentant for hver klan i byen. Vi valgte individer, som var nationalt orienterede, begavede, ved godt helbred, gode til at lytte, og ligeledes kunne modstå tortur i tilfælde af anholdelse,” fortalte en aktivist til ”The Palestinian Uprising”.

I Beit Sahour delte indbyggerne sig ind i femogtredive kvarterer, hvor hvert kvarter bestod af mellem fyrre og halvtreds hjem. I efteråret 1988 begyndte hvert kvarter at holde en række ”stormøder” for at diskutere, hvad der kunne gøres for at deltage i intifadaen og beskytte byen under udgangsforbud og skolelukninger. Typisk deltog fyrre til halvtreds personer i de indledende møder, inden deres arbejde blev uddelegeret til valgte repræsentanter. Hver repræsentant var ansvarlig for at håndtere nogle af intifadaens nødsituationer.

Ulydige Beit Sahour

Valgene til komitéerne foregik i store forsamlinger. Ghassan Andoni var på denne tid PFLP-aktivist og drivkraft i dannelsen af Beit Sahours folkekomitéer.

“Et boligkvarter blev samlet til møde, og her tilkendegav folk, at de ville vælge en lokal komité. Kandidater blev opstillet, og var der mere end én kandidat, blev der holdt en afstemning. Det handlede ikke om at gå ind i fuldstændige valgprocedurer, men man blev i det mindste spurgt til råds; folket bestemte og havde ret til at vælge mellem flere kandidater”, fortæller han.

I Beit Sahour etablerede sundhedskomitéerne i samarbejde med PFLP’s sundhedsbevægelse en af de mest succesfulde klinikker, der på trods af hærens chikane, udviklede sig til et hovedsygehus for Betlehemregionen. Selvforsyningsbevægelsen blomstrede i byen. I samme by organiserede indbyggerne en omfattende skatteboykot. Hæren reagerede ved at belejre byen i 45 dage for derefter at gå fra hus til hus og konfiskere ejendele modsvarende den udeblevne skat. Byen blev verdenskendt for sin civile ulydighed - FN’s generalforsamling fordømte de israelske forsøg på at slå ned på skatteboykotten - og samtidig fortsatte byen med at udvikle sit rådssystem.

En slags overordnet folkekomité ved navn Sulha tilsidesatte såvel kommunens som besættelsesmagtens administration. Medlemmerne blev udpeget ved valg, og en af de mest aktive iblandt dem var Ghassan Andoni. Det var på denne tid, han dannede The Palestinian Center for Rapproachment Between People. Tolv år senere skulle Ghassan Andoni tage initiativ til fredsvagtorganiseringen International Solidarity Movement.

Et nyt samfund

Beit Sahour er dog bare det bedst dokumenterede tilfælde: I de første måneder af 1988 bredte folkekomitéerne sig til alle de besatte områder. De overtog stadigt flere dele af samfundslivet og inddrog stadig flere indbyggere i et ufuldstændigt, men alligevel direkte, demokrati. Det, der begyndte som et svar på de mest akutte problemer under den israelske repression, udviklede sig til at blive en ny organisering af det palæstinensiske samfund. Den israelske hærs "civile administration", som siden begyndelsen af 80’erne havde haft ansvaret for uddannelse, politi og renovering, blev opløst. Palæstinenserne nægtede at have noget med den at gøre. Så godt som alle administrationens ansatte sagde op under intifadaens indledning - arbejdet blev forstyrret af konstant civil ulydighed. Ansvaret for samfundsdriften overgik i stedet til folkekomitéerne. Hærens operationer formåede kun midlertidigt at indskrænke komitéernes rolle - de styrede i realiteten det palæstinensiske samfund under intifadaen.

Folkekomitéerne gravede et system af gange under besættelsesmagten. Dér kunne palæstinenserne bevæge sig nogenlunde frit og styre selv.

Ledelsen overtager

Folkekomitéerne blev mere eller mindre bevidst et avanceret eksperiment i lokalt demokrati, spontant opstået for at sørge for de mest indtrængende behov. Deres politiske styrke fik dog yderst lidt opmærksomhed udenfor Palæstina. Dette var i slutningen af den kolde krig, inden venstrefløjen havde rystet den autoritære spændetrøje af sig. Det var inden zapatisterne, inden Puerto Alegre og rådene i Buenos Aires - det var kort sagt inden venstrefløjen fandt håb i de decentrale demokratiske modmagter. Deres indflydelse i det palæstinensiske samfund var altomfattende og langvarig, men det gik omverdenen forbi.

Denne modmagt blev en torn i øjet både for den israelske besættelsesmagt og de formelle magthavere i Palæstina. I august 1988 erklærede det israelske militær, at folkekomitéerne udgjorde en ”hovedtrussel” mod den israelske stat. Alt samarbejde med komitéerne blev straffet med 10 års fængsel. Men klapjagten mod dem viste sig umulig. Trods massearrestationer fortsatte folkekomitéerne med at sprede sig. Militærordren havde dog en skæbnesvanger konsekvens: Eftersom arbejdet måtte holdes hemmeligt, blev det sværere at holde åbne stormøder for alle indbyggere i lokalområdet og dermed sikre det direkte demokrati.

Nogenlunde samtidigt begyndte folkekomitéerne også at blive modarbejdet af en anden aktør, som følte sig truet af dem. Det var Yassir Arafat og PLO-ledelsen, der fra Tunis indledte et diskret og uudtalt forsøg på at demontere komitéerne. Under intifadaens indledende fase var det venstrefløjen, der satte sit præg på oprøret, men i foråret 1988 prøvede Fatah at tilvinde sig magt. De begyndte at profilere sine egne organisationer på folkekomitéernes bekostning - ivrigt opfordret og finansieret af ledelsen i Tunis. Efter et par år fik Fatah fremgang. Mod slutningen af intifadaen splittedes mange af folkekomitéerne op i en komité for hver sin politiske fraktion. De israelske arrestationer øgede dette pres, hvor også Hamas gav sit bidrag. Denne fraktion, som voksede sig stærk under intifadaens senere år, havde ikke meget til overs for folkekomitéerne. I stedet trak den sine sympatisører til moskeer og islamiske velgørenhedsforbund.

Epilog eller på gensyn?

Mod slutningen af intifadaen blev flere af folkekomitéerne opløst, men da den israelske ”Operation Beskyttelsesmur” indledtes i foråret 2002, opstod behovet for lokal selvforvaltning igen. Denne gang ikke som modstand mod besættelsesmagtens administration, men simpelthen for at overleve. Arafat blev indespærret i hovedkvarteret Muqata i Ramallah. Det beskedne palæstinensiske selvstyre var sat ud af spillet, de officielle institutioner som Røde Kors/Halvmåne blev udsat for militære angreb og befolkningen måtte leve under pludselige og langvarige udgangsforbud. Denne situation gjorde det igen tvingende nødvendigt for befolkningen i nabolagene at organisere sig for at hjælpes ad med bl.a. at skaffe mad og medicin under udgangsforbud. Da de overlevende indbyggere vendte tilbage efter massakren i flygtningelejren Jenin i april 2002, blev der straks dannet en folkekomité, som primært byggede på repræsentation fra sammenslutninger af flygtninge fra samme byer. Det var den, der påtog sig at finde husly til dem, der ikke længere havde noget, at fordele mad og at udføre det mest nødvendige arbejde i lejren. Opinionsundersøgelser fra maj 2002 viser, at 91 % af palæstinenserne er for grundlæggende forandringer i myndighedernes struktur, 89 % for et demokratisk system og 95 % for regelmæssige valg. Erfaringerne fra den første intifada satte en spire i den palæstinensiske bevidsthed. I april 2002 udtalte Eileen Kuttab, professor i sociologi ved Birzeit Universitet:

”Jeg tror, vi må gå tilbage til de folkelige metoder, til folkets metoder for kamp og modstand: samarbejde, selvtillid, alle de idéer, som vi lancerede under den første intifada. Dette med at være mere demokratiske, som i nabokomitéerne; de folkelige strukturer, hvor mennesker kunne fungere frit og udtrykke sine idéer demokratisk. Vi må bygge det op igen. Vi er ikke klar endnu, værktøjerne er her ikke - men det er en arv, som findes indeni os. De var her for bare ti år siden, det er ikke lang tid siden. Vi har evnen til at gennemføre revolutionen igen. Men det kræver, at regeringen har modet til at sige: ”Hey people, take it again, because we can’t”. Og jeg ønsker, at de ville tage tilbage til Tunis, for vi klarede os meget bedre før”.


Andreas Malm er freelance journalist og kulturredaktør på den svenske syndikalistiske avis ”Arbetaren”. Fredsvagt i Palæstina i foråret 2002.

Artiklen er en bearbejdet oversættelse fra hans debutbog: ”Bulldozers mot ett folk”, udgivet på Agora, Helsingborg 2002. Oversat af Ole Poulsen.

Bogen kan købes i Internationalt Forums butik i Griffenfeldsgade 41, Kbh N eller bestilles på: 3537 1889.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar