tirsdag den 30. september 2008

Ørken-fronten

Bragt i Gaia #51 vinter 2005

I Nordafrika smelter EU’s militære og økonomiske interesser sammen i krigen mod flygtninge og andre trusselsbilleder. De nordafrikanske lande integreres i EU’s deportationspolitik bl.a. ved hjælp af nye fængselslejre uden for nogen juridisk kontrol.



af Helmut Dietrich

”Hvordan kan du glemme koncentrationslejrene, der blev bygget af de italienske kolonisatorer i Libyen, hvortil hele din slægt, obeidaterne, blev deporteret? Hvorfor har du ingen samvittighed?” De spørgsmål stillede den libyske intellektuelle, Abi Elkafi, i et åbent brev til Libyens ambassadør i Rom. ”Grunden til, at jeg skriver til dig, er de nye modbydelige koncentrationslejre, der bliver bygget på libysk jord på vegne af Berlusconi-regeringen.”

Europæiske interneringslejre i Libyen

I juni 1930 havde den italienske guvernør over Libyen, Marskal Petro Badoglio, interneret størstedelen af de 700.000 indbyggere. Inden for to år døde over 100.000 mennesker af sult og sygdomme i koncentrationslejrene i ørkenen. Samtidig af-spærrede Badoglio den 300 kilometer lange libysk-ægyptiske grænse med pigtråd. Derved knuste de italienske kolonisatorer den libyske modstand - et projekt de ikke havde kunnet fuldføre i årevis, hverken ved at bombardere landsbyer og oaser - eller med giftgas. Den nuværende italienske regering håner ethvert krav om kompensation, skriver Abi Elkafi.

For fem år siden modtog den vestlige presse de første pålidelige rapporter om nutidige interneringslejre i Libyen.

Efter pogromer mod 130-500 sorte afrikanske migrantarbejdere i hovedstaden Tripoli i efteråret 2000, flygtede tusinder af arbejdere fra Niger, Mali, Nigeria og Ghana mod syd. Mange af dem blev stoppet ved vejafspærringer i Sahara og bragt til libyske militærlejre.

’Le Monde Diplomatique’ rapporterede om adskillige lejre, hvor migranter og flygtninge havde været indespærret siden 1996 - der skulle være omkring 6.000 ghanesere og 8.000 nigere i en af lejrene. Ghanas præsident, Jerry Rawlings, besøgte lejren for at bringe nogle hundrede af sine landsmænd tilbage. Den 22. februar 2004 udsendte the Somali Consultative Council en appel til Libyens leder Ghadaffi om at løslade de somaliske fanger på libysk jord, der havde været i sultestrejke i to uger - uden at sende dem tilbage til borgerkrigen i Somalia. I begyndelsen af oktober samme år viste den italienske statsejede TV-kanal, RAI, billeder fra en libysk flygtningelejr - hundreder af mennesker i en svært bevogtet gård der ikke havde noget sted at sove indenfor barakkerne. De seneste rapporter fra flygtninge, der bliver deporteret fra Italien tilbage til Libyen, bekræfter eksistensen af disse lejre.

Oprettede den libyske regering oprindeligt disse lejre for at forsyne de store industrielle projekter i Sydlibyen med arbejdere? Eller blev de etableret for at stoppe flygtninge på vej igennem den del af landet? Uanset hvad, så erklærede den libyske regering i 2004 at folk, der kommer ukontrolleret ind i landet, vil blive inde-spærret i det sydlige Libyen og deporteret. Yderligere oplyste den libyske indenrigsminister, Mabruk, at omkring 40.000 migranter var blevet deporteret fra Tripoli i løbet af de seneste uger.

En ny europæisk flygtninge-politik

Internering og deportation er forudsætningerne for EU’s ”off-shore-lejre” (lejre uden for EU). Libyen er det første ikke-europæiske land, som blev integreret i EU’s deportationspolitik. De første klare fakta kom med luftbroen, som siden 2. oktober 2004 har deporteret afrikanske flygtninge fra Italien til Libyen. I begyndelsen af oktober erklærede den dengang udnævnte EU-kommissær, Buttiglione, under en høring i EU-parlamentet, at EU ikke ville bygge ”koncentrationslejre” i Nordafrika, men i stedet benytte de allerede eksisterende lejre, ”hvor flygtninge lever under yderst vanskelige forhold”. Under det uformelle møde i Scheveningen i oktober 2004 blev EU’s justits- og indenrigsministre i princippet enige om, at EU har planer om at etablere ”modtagelsescentre” for asylsøgere i Algeriet, Tunesien, Marokko, Mauretanien og Libyen - ikke under EU’s men de pågældende landes kommando.

Stort set ubemærket af offentligheden er EU-landene ved de ydre europæiske grænser i færd med at udarbejde et nyt deportationssystem. Hidtil er flygtninge og migranter, som tilbageholdes af grænsepolitiet, blevet sluppet løs i landet efter nogle få dage. Nu eksisterer der gigantiske lejre på Kanarieøerne og øerne syd for Italien og øst for Grækenland. Derfra går der ingen vej til europæiske byer og europæisk asyllovgivning, hvor stram den end måtte være.

Fordelene ved at placere lejre i den europæiske periferi er beliggenheden. De er ofte placeret på grænserne til lufthavne ved nedlagte militære områder, bevogtet af paramilitære tropper og er besværlige at få adgang til selv for UNHCR (FN’s flygtningeagentur). Kontakt til verden udenfor er yderst besværlig, hvis ikke umulig. Områderne er sikrede som moderne fængselsanlæg. På Kanarieøerne er der bygget fire lejre med plads til i alt 1.950 internerede, og lejre af tilsvarende størrelser findes i det sydlige Italien og østlige Grækenland.

Lejrene repræsenterer en samfundsmæssig drejning i EU-landene: I 1990’erne var modtagelsen af bådflygtninge i Middelhavet stort set venlig. Ved ankomsten af større flygtningeskibe blev der erklæret nødsituation, og flygtningene blev låst inde i sportsstadier. Men det var en affære, som offentligheden deltog engageret i - folk kom forbi med tøj, tæpper og mad. Nu adskiller administrationerne systematisk bådflygtningene og befolkningen ved hjælp af nye fængselslejre og skaber således betingelserne for massedeportationer over EU’s ydre grænser - udenfor nogen form for juridisk kontrol. Der er ved at blive etableret retlig undtagelsestilstand ved Europas grænser.

Siden starten af 1990’erne har strategiske dokumenter vedrørende Vesteuropas flygtningepolitik, antydet ønsket om at håndtere asylsøgning uden for Europa. Der foretages verdensomspændende foranstaltninger for at forhindre flygtninge og uønskede migranter fra Afrika, Asien og Sydamerika i at nå Europa. Kernen i dette koncept er netop disse lejre rundt om Europa.

Strategerne

Hidtil kunne dette ikke lade sig gøre. I starten af 1990’erne efter Irak-krigen, da flyvning over bestemte områder i irakisk Kurdistan var forbudt, gjorde tyske myndigheder forskellige forsøg, men uden held: De ville erklære dette område for et ”sikkert sted” for irakiske flygtninge og dermed gøre massedeportation mulig. Dette lykkedes ikke før Nato-krigen i Kosovo. Inden for nogle få uger var krigszonen omringet af flygtningelejre, hvorved hundredtusindvis af flygtninge blev forhindret i deres flugt til EU. I starten af den nuværende Irak-krig foreslog Tony Blair at etablere flygtningelejre under EU’s kommando, men uden for EU’s grænser. Hans ’New Vision for Refugees’ fra marts 2003 erklærede, at flygtninge, der søger om asyl i EU, skal deporteres til de ydre grænser. I ’Transit Processing Centres’ (TPC) uden for EU’s mure, skulle EU-repræsentanter, UNHCR og den berygtede International Organisation of Migration (IOM) etablere et ”lejr-univers”. Derfra skulle flygtninge kunne tages til ”sikre” zoner i nærheden af deres hjemlande og nogle få kunne udvælges til at få adgang til Europa. Da planen blev offentligt kendt, gik den under i en storm af protester.

I sommeren 2004 tog Otto Schily og Giuseppe Pisanu, de tyske og italienske indenrigsministre, idéen op igen. EU-kommissionen skulle sammen med den ansvarshavende Schengen-komité (den strategiske migrations- og asylkommitte) teste de indledende foranstaltninger for ”et europæisk asylkontor med opfangende funktioner” i Nordafrika. I praksis betød det: returnering af bådflygtninge i Middelhavet til lejre i arabiske lande - som en kollektiv foranstaltning uden at undersøge nationalitet, flugtrute eller grunde til flugt hos hver person. Dette kaldes ”refoulement” og er præcis, hvad Genevekonventionen for flygtninge modsætter sig. De europæiske landes grundlove såvel som den europæiske menneskerettighedskonvention bekræfter dette forbud. Det er dog ikke kun asylsøgeres menneskeværdighed, der rammes. Migranter, uanset om de flygtede fra fattigdom og sult eller af andre ”økonomiske” grunde, får samme skæbne som de flygtede fra, når de indespærres i interneringslejrene. De trues af anholdelser, mangelfuld ernæring og død.

Fronterne fremrykkes

De seneste internationale udviklinger har forandret det politiske, militære og økonomiske landskab. Nu er ørkenlejre næsten inden for Schily og Pisanus rækkevidde. Efter EU’s udvidelse og krigen mod terrorisme har betingelserne for denne politik forandret sig. I 2001 blev de tyske og italienske indenrigsministre enige om at få skrevet et EU-grænsepoliti ind i EU-dokumenterne, og derved få centraliseret kontrollen over upålidelige kolleger. Deres første mål var de nye østlige grænser. De nye lande er dog ikke begejstrede for planen om at lade hovedsageligt Tyskland sammen med andre EU-politienheder bevogte deres østlige grænser. De frygter, at en total afspærring vil irritere deres østlige naboer. Derudover er det tyske grænsepolitis metoder ved Oder og Neisse ikke særligt populære blandt befolkningen i de nye lande, og de tyske troppers massakre i Bug regionen huskes også stadig.

Politikerne i de sydeuropæiske front-stater - som de kaldes i officielle EU-dokumenter - har ikke så mange skrupler. Anti-terror-foranstaltningerne mod den arabiske befolkning har forstærket udviklingen af stærke ydre grænser. Den operative kerne i den fremtidige EU-grænsebeskyttelse er baseret i Middelhavsregionen. Middelhavet er en ny udfordring for kontrol-fanatikerne. Målet er en ”virtuel” fremrykning af de europæiske grænser til den nordafrikanske kyst. Selv små træbådes afgang skal forhindres. Derudover længes grænsepolitiet efter at kunne kontrollere Sahara-Sahel-zonen sammen med militæret og de europæiske og amerikanske hemmelige sikkerhedstjenester, og dermed etablere en anden ”afvisnings-ring” rundt om Europa. Udover at standse flygtninge, må olie- og gasproduktionen i ørkenen sikres. Derfor sørger grænse-overvågningsaftalen mellem Italien og Libyen for en internationaliseret kontrol med den 2.000 kilometer lange kystlinie samt den 4.000 kilomenter lange ørkengrænse i Libyen.

Oprustningen

Dette kan næppe opnås med båd- og jeep-patruljer, så kontrol-teknologi testet i de seneste krige bliver også brugt. Luftkontrol med radar-teknologi til at søge efter flygtninge i Middelhavet testes lige nu. Det spanske Guardia Civil har for nylig genopfundet overvågningstårnet. Ovenfra kan den visuelle og elektromagnetiske identifikationsteknik konstant scanne Gibraltarstrædet og den marokkanske kystlinie. På grund af klodens ujævnheder er det kun det åbne hav, der kan ses oppe fra andre dele af kysten. Ikke desto mindre er Kanarieøerne og den spanske sydlige kyst udstyret med denne tårn-teknologi. Der bliver gjort forsøg på at forbinde alle tilgængelige data i ”real time” for at kunne identificere og følge alle skibe i det kontrollerede område. Denne teknologi, kendt som SIVE (Sistema Integrado de Vigilancia Exterior), bliver nu eksporteret til de græske øer. I mellemtiden tester Italien droner, som senere skal kunne bruges ved de libyske ørkengrænser. I oktober erklærede general for luftvåbnet, Leonardo Tricarico, at Italien havde købt fem ’Predator’-droner fra det californiske våbenfirma, General Atomic Aeronautical Systems, for 48 millioner dollars. En af de fem styrtede ned, mens den blev testet i USA. Predatoren bliver brugt til at jage al-Qaida, og det ubemandede flyvende objekt kan også selv affyre raketter. Tricarico forklarede, at det italienske luftvåben vil bruge dronerne til at bekæmpe terrorisme og ureglementeret migration. Det italienske luftvåben påstår at have opsporet det første skib med flygtninge i slutningen af oktober 2004.

Testningen af disse nye teknologier ved den sydeuropæiske ”front” bliver koordineret af EU’s såkaldte ad hoc-centre, der har kommandoen over de kommende EU-grænse-centre. To hav-overvågningscentre er baseret i Spanien og Grækenland, et luft-overvågningscenter i Italien, og endnu et er ansvarlig for ”risiko-analyse”. Med forsikringsbranchen som forbillede og med Europols assistance kalkuleres det, hvor den største skade fra ureguleret migration truer, og overvågningen forstærkes.

Ad hoc-centrene bliver fusioneret med Schengen-komitéer, som skulle have været smeltet ind i Amsterdam-traktatens institutioner for længe siden. Disse kredse har lanceret nye kraftcentre for at skabe en ny EU-grænsebeskyttelse inden for de næste fem år. I den forbindelse blev SCIFA+ (Det Strategiske Udvalg for Indvandring, Grænser og Asyl) etableret i 2002 - en institution, der skal forene Schengen-runden med alle EU’s grænsepolitienheder - og PCU (multi-country Programme Co-ordination Unit) i 2003 - den praktisk koordinerende enhed, der opfatter sig selv som et krisecenter. PCU fokuserer på svage punkter ved de ydre grænser for at trænge igennem de centraliserede kommando-strukturer, med henblik på udviklingen af præventive tiltag og strengere kontrol med nationalt grænsepoliti.

Fjendebilledet

Det er svært at sige, om disse EU-koordinerede metoder hidtil har været fiaskoer eller om de har haft dødelige konsekvenser. På den ene side rapporteres det, at en EU-manøvre med forskellige nationale flåde-enheder, der skulle have fundet sted i Gibraltarstrædet og omkring Kanarieøerne, måtte stoppes på grund af kommunikationsbesvær. På den anden side betragtes højteknologi som en trylledrik, der skal motivere grænsepolitiet og flåden og få dem til at føle, at deres arbejde er mere værdsat. Som resultat af den intensiverede overvågning af strædet er bådflygtninge nu tvunget til at benytte mere farlige farvande.

Faktum er, at ifølge officielle beregninger kommer mellem 400.000 og 500.000 mennesker hemmeligt over EU’s sydlige grænser hvert år. Dem, der har råd til det, ankommer via fly med falske pas. Dem, der har familie og venner her, tager måske en af færgerne i den tætte ferie-trafik. Kun de allerfattigste kommer i træbåde. Ifølge pålidelige beregninger er over 10.000 mennesker druknet i Middelhavet siden 1992 - siden visa blev obligatoriske for EU’s naboer mod syd. EU-regeringerne er-klærede dog ikke nogen nødsituation pga. dette høje antal af døde på havet, men pga. ankomsten af ca. 30.000 bådflygtninge per år. I sensommeren 2004 ankom omkring 1800 mennesker på den italienske ø, Lampedusa. EU-institutioner var muligvis med til at erklære ankomsten af de 1800 flygtninge for en ”nødsituation”, der krævede ekstraordinære tiltag. Den italienske stat og EU kunne bruge disse tiltag som metode til afskrækning og advarsel af andre flygtninge.

Økonomien

Det andet aspekt ved Pisanu og Schilys lejr-planer i den libyske ørken er økonomisk. Siden midt-halvfemserne har Ghadaffi langsomt åbnet op for Libyens økonomi og dermed for olie- og gasindustrien for udenlandske investorer. Efter Rusland er Libyen Tysklands største ikke-europæiske olie-leverandør, og Tyskland er næst efter Italien den største leverandør af varer til Libyen. I 2002 annoncerede den tyske handelsminister en ”eksport offensiv” i Mel-lemøsten og Nordafrika - hvilket betød investeringer i olie- og gasindustrien i disse regioner. Libyens potentiale har førsteprioritet. I 1970’erne - før det økonomiske samarbejde blev afbrudt - blev størsteparten af tyske investeringer i Nordafrika og Mellemøsten lavet i Libyen. Nu ser han-delskammeret ikke blot store muligheder i energi-sektoren, men også i infrastruktur, telekommunikation og sundhed. Et andet stort marked er fødevareforsyning til den libyske befolkning, der for det meste bliver importeret.

7. oktober 2004: Italiens præsident, Silvio Berlusconi, besøger Libyen for fjerde gang i dette år. Denne gang for at åbne en pipeline for det ’Vestlibyske gasprojekt’ - bygget og drevet af den italienske energi-gigant ENI, nummer ét blandt de udenlandske virksomheder i Libyen. 6,6 milliarder dollars blev investeret i det 520 kilometer lange rør, som nu forsyner Sicilien med gas fra Mellitah i Libyen.

14.-15. oktober 2004: Tysklands kansler, Gerhard Schröder, besøger Ghadaffi sammen med repræsentanter for tysk industri. Schröder underskriver en bilateral investeringsaftale og er tilstede, da olie- og gas-rettigheder overdrages til det tyske firma, Wintershall - en underafdeling af BASF-gruppen, der har været tilstede i landet siden 1958 og en af de førende udenlandske producenter med en investering på 1,2 milliarder dollars. Under kanslerens besøg opstartede den tyske RWE-gruppe også forretninger i olie- og gas-produktionen, og den tyske Siemens-gruppe modtog ordrer på en værdi af omkring 180 millioner. Derudover er den tyske regering interesseret i ordrer på ”tekniske materialer såsom infrarøde visuelle apparater eller varme-kameraer til grænseovervågning”.

Ørkenfronten

Den tredie grund til Schily og Pisanus interesse i ørkenen er militær. Det vedrører militarisering af grænserne, opbygning af lejre samt olie- og gasproduktion. Den tyske økonomi forbinder åbenlyst økonomiske målsætninger i Nordafrika og Mel-lemøsten med militær planlægning, eftersom de pågældende markeder antages at udgøre ”særlige sikkerhedstrusler”. Ligesom Pakistan og Tyrkiet kunne Libyen snart blive en privilegeret vestlig partner som et fort mod islamisme. På grund af Ghadaffis førende rolle i Afrikas integration har han en særlig indflydelse i mange afhængige stater. Britiske officerer vil operere som konsulenter for den libyske hær, og samtidig er der vedtaget et militært samarbejde med Grækenland. Som aftalt med Italien i 2003 er Libyen i øjeblikket i færd med at indkøbe både, jeeps, radarudstyr og helikoptere til grænseovervågning. Italienske trænere og konsulenter opererer allerede i landet. Ifølge pressens rapporter leverede Rom telte og andre materialer til tre lejre i Libyen i de første dage af august. ”Lejrene bliver etableret nu”, sagde Pisanu i et interview til avisen ’La Republica’, ”det var aldrig noget diskussionsemne.” I mellemtiden patruljerer den italienske flåde store dele af den libyske kystlinie. Efter pres fra Rom kontrollerer Ægypten det Røde Hav for flygtningeskibe. Med italienske midler råder Tunesien over 13 deportationsfængsler, hvoraf 11 er hemmelige for offentligheden. Massevis af flygtninge, deporteret fra Italien, skulle være blevet transporteret ind i den tunesisk-algierske ørken og efterladt der.

Den tyske regering er også ansvarlig for at bevæbne den nordafrikanske kyst. Ifølge forsvarsministeriet modtager Tunesien seks Albatros speedbåde fra den tyske flåde to år efter at leveringen af fem speedbåde til Ægypten blev vedtaget. I 2002 modtog Algeriet overvågningsystemer til en værdi af 10,5 millioner euro, Tunesien fik kommunikations- og radarudstyr for omkring 1 million, og Marokko fik lastbiler for 4,5 millioner euro. De vestlige industrialiserede lande har beskrevet den påståede fare i og fra Middelhavsregionen ved to scenarier: Et er islamisk fundamentalisme, det andet er ukontrolleret migration. Det er fantastisk, hvordan to fuldstændig forskellige sociale aspekter smelter sammen i dette trusselsbillede. Aftaler i EU-landene erklærer, at al-Qaida og bådflygtningene bruger de samme nordafrikanske netværk. I mellemtiden bliver der dannet eftersøgningsenheder for at bekæmpe begge fjender.

Artiklen har tidligere været publiceret i det tyske tidsskrift ’Konkret’ #12-2004. Oversat af Ole Poulsen. Billederne stammer fra demonstrationer mod hegnet i Ceuta i november 2005.

<\span>

Ingen kommentarer:

Send en kommentar