tirsdag den 30. september 2008

Udvidelsen af Fort Europa

Oplæg holdt ved ved arrangement i Odense 8.november 2007 sammen med Støttekredsen for Flygtninge i Fare



Danmark er med sit forbehold på det rets- og sikkerhedspolitiske område ikke formelt med i EUs fælles afgørelser på flygtningepolitikken. Det spiller dog ingen rolle af to grunde. Den første grund er, at den danske regering kan tilslutte sig alle de EU-afgørelser på området, som den har lyst til. Den anden er at lande i udkanten af og udenfor EU tager sig af at holde flygtninge væk fra de indre områder. Danmark ligger altså lunt placeret i midten af det stadigt voksende Fort Europa.

Mange EU-lande har som mål at modtage så få flygtninge som muligt. Mange regeringer har ligesom den danske gjort sine flygtninge-definitioner snævre og giver ikke længere asyl til de flygtninge, der kunne få det før i tiden. For hvis nu et land blev kendt som det, hvor man som forfulgt flygtning kan få asyl, så er det klart, at det er dér flygtningene vil forsøge at komme hen - det kan vi se med Sverige, som nu er det eneste sted i Europa, hvor irakere kan få asyl. Der er altså et "kapløb" mod bunden, hvor hvert EU-land konkurrerer om at have den dårligste asyl-lovgivning som muligt. Hvis ét land indfører strengere krav, så følger de andre efter. Her har Danmark i årevis været foregangsland og sat standarden for hele EU, selvom vi altså ikke er med i den fælles EU-politik på området.
Den laveste fællesnævner sætter standarden
Danmark har dog valgt at tilslutte sig nogen af de værste af EUs aftaler. En af dem er Dublin-konventionen, der siger, at det første EU-land, en flygtning kommer ind i, er det land, han skal søge om asyl i. Hvis han tager videre til et andet land, så behøver det ikke at behandle hans asylansøgning, men kan udlevere ham direkte til ankomstlandet. Man behøver ikke at overveje, om vedkommende vil kunne få asyl i det land.

Tænk over hvad det betyder kombineret med det fælles "kapløb mod bunden": De fleste flygtninge skal igennem et af landene ved EU’s ydre grænser. De lande har så indført de værste flygtninge-lovgivninger, og giver ikke asyl til flygtninge. En flygtning, der lever op til kravene for at få asyl i Danmark, vil, hvis han har kommet igennem f.eks. Grækenland, hvor han ikke kan få asyl, alligevel blive udleveret fra Danmark til Grækenland, som så deporterer ham tilbage til der, hvor han kom fra. Da alle flygtninge skal igennem et af EUs grænse-lande mod enten syd eller øst, så behøver Danmark altså ikke at have særligt strenge asyl-krav, for med Dublin-konventionen kan vi bare udlevere alle asylansøgere til et af de lande. Den laveste standard bliver derfor gældende i hele EU.

Militariseringen af grænserne
Den anden grund til, at Danmark ikke behøver at deltage i de fælles EU-aftaler om flygtningepolitik, er altså, at vi er så godt placeret i midten af Fort Europa, at vi kan overlade det mest ubehagelige og brutale arbejde til landene rundt om os. Det eneste område, hvor EU-landenes regeringer og institutioner er nået frem til enighed om flygtningepolitik, er nemlig ved EUs ydre grænser.

Her udvider politikken sig dog hurtigt både i dybden og rent geografisk. De ydre grænser bliver mere og mere militariserede, samtidig med at området, der militariseres og præges af EU’s politik, breder sig længere og længere væk - langt ud over EUs egne grænser.

EUs fælles politiske strategi på flygtningeområdet går i det store hele ud på at holde flygtninge væk fra Europa. Det er det eneste projekt, hvor medlemslandene har kunnet nå frem til enighed.

Hvis først en flygtning kommer ind i et EU-land, så har han eller hun ret til at søge om asyl. Og alle lande, der har underskrevet flygtningekonventionen, som alle EU-lande har, SKAL behandle den asylansøgning og give vedkommende asyl eller andet ophold, hvis vedkommende er en flygtning, der lever op til konventionen. Ingen stater, der har underskrevet konventionen, må under nogen omstændigheder tilbagevise en flygtning ved sine grænser, hvis det kan bringe vedkommende i fare.

Hvad kan man så gøre, hvis man både vil virke demokratisk og overholde sine konventioner, men samtidig ikke rigtig gider at modtage nogen flygtninge? Jo, man kan jo forhindre dem i nogensinde at ankomme til sit land. Flygtningekonventionen forbyder staterne at tilbagevise eller udvise flygtninge, der er kommet ind i den enkelte stat, men den siger ikke noget om, at man ikke kan tilbagevise dem andre steder.

EU har investeret milliarder af euro i højteknologisk militært udstyr - infrarøde kameraer, bevægelsessensorer, overvågningsfly, speedbåde og pigtrådshegn - for at opspore flygtninge, der bevæger sig i nærheden af EU-landenes grænser mod syd og mod øst. Gibraltarstrædet mellem Spanien og Marokko er nok et af de bedst bevogtede områder i verden. Samtidig bliver grænserne mere og mere brutale, og flere og flere folk dør i forsøget på at komme over dem. Det mest kendte eksempel er vel, da spansk og marokansk grænsepolitik i 2005 skød mod flygtninge, der forsøgte at komme ind i de spanske områder i Nordafrika, og flere blev dræbt. Denne militarisering af grænserne er det, der gør, at folk taler om EU som et "Fort Europa".

Udvidelsen af Fort Europa
Men egentlig, så må man jo ikke tilbagevise flygtninge ved sine grænser - og da slet ikke dræbe dem. Derfor investerer EU mange flere milliarder af euro i forskellige projekter og organisationer, der skal holde flygtninge væk fra Europas grænser, allerede inden de overhovedet når i nærheden af dem.

Der er adskillige såkaldte ad-hoc-grupper, der bliver betalt af EU, for at kortlægge hvilke ruter flygtningene bevæger sig af på deres vej fra det land, de flygtede fra, til de kom til Europa. De nationale politi-afdelinger forhører flygtningene og indsamler svarene til disse grupper, som så rådgiver politikerne eller opererer på egen hånd for at ødelægge flugtruterne langt væk fra EU.

Da grænsen mellem Marokko og Spanien blev lukket fuldstændig i 2005, var det ikke nok - EU krævede samtidig, at Marokko slog hårdt ned på de flygtninge, der var i landet, og sørgede for, at de ikke kunne forøge at komme til Europa igen. Så derefter fulgte en bølge af politi- og militærangreb på flygtningelejre ude på landet og i flygtningekvarterer i byerne, hvor folk blev gennet sammen, puttet på busser og kørt ud i ørkenen ved grænsen til Algeriet, hvor de blev efterladt uden mad og drikke eller tøj. Den praksis startede i julen 2006 og sker nu jævnligt i Marokko. Regeringen siger, at den gør det for at efterleve de krav, EU har stillet. Fra EU får Marokko så aftaler om, at enkelte marokkanere kan få arbejdsvisum i EU, ligesom EU nu forsyner landet med militært udstyr til grænsebevogtning.

Det var flygtninge fra hele verdens brændpunkter, der tidligere kom til Marokko. Ikke bare fra krigsramte lande i Afrika, men også fra Mellemøsten og Asien. Ligesom med alt andet danner der sig mønstre, når folkemasser bevæger sig - alting søger derhen, hvor der er mindst modstand. Og tidligere var Marokko altså det land, man skulle til som flygtning, for at komme i sikkerhed i Europa. Det er den slags mønstre, EU betaler sine ad-hoc grupper for at forske i - og slå ned på.

Da de ikke længere kunne være i Marokko, tog alverdens flygtninge derfor til landet syd for Marokko - det vestafrikanske land Mauritanien. Måske kan i huske nogle få af de mange historier, der har været om druknede flygtninge, der skyller op på strandene i turistparadiset Kanarieøerne? De globale flugtruter blev nemlig flyttet fra at gå via Nordafrika til Spanien til at gå via Vestafrika over Atlanterhavet til de spanske øer. Det er en særdeles farlig tur. Nu har EU så i mellemtiden fået lavet aftaler med Mauritanien - den sædvanlige med handelsaftaler, bistandshjælp og militært udstyr - for at regeringen dér skal jage flygtningene ud af landet. De første koncentrationslejre blev allerede i 2006 bygget med penge fra EU.

Så kan flygtningene vælge at tage endnu længere sydpå - til Senegal - hvorfra de kan risikere livet endnu mere for at komme til Kanarieøerne, hvormed endnu flere vil dø. Og EU kan så udbrede sin magt og politik til at gælde i et endnu større område.

Men noget tyder på, at de fleste er ved at vende tilbage til Nordafrika igen, hvor de forsøger at krydse Middelhavet. De er nødt til at skjule sig og leve illegalt, for EUs udlændingepolitik er gældende i alle de nordafrikanske lande - i år var der f.eks. en delegation fra EUs grænseagentur Frontex, som var nede i Libyen for at se på de hemmelige koncentrationslejre og fængsler, der er blevet bygget i ørkenen for at forhindre flygtninge i at komme til Europa. Libyen har allerede fået sin belønning, dels i form af militær-udstyr og dels ved at EU ikke længere anser landet som et diktatur, men nu er åbent for samhandel.

EU fremmer diktatur
Ligesom Danmark lader de ydre EU-lande om at tilbagevise flygtninge, der ellers ville være berettiget til asyl her, så betaler EU altså staterne rundt om Europa for at tilbagevise flygtninge fra deres områder, eller for at sørge for, at de ikke kan komme til Europa, hvor de ellers ville være berettiget til at få asyl.

EU betaler stater, hvor menneskerettighederne ikke er meget værd, for at bryde menneskerettighederne endnu mere, sådan at EU-landene ikke selv er nødt til det. Hvis flygtninge kommer hertil, så skal vi give dem asyl. Men vi kan godt betale diktatur-stater for at deportere flygtninge til at dø i ørkenen og for at bygge koncentrationslejre, hvor de forsvinder.

Disse lande rundt om EU bliver så til en slags "buffer-zoner", som flygtningene skal forbi for at komme i sikkerhed i Europa. I disse lande gælder EU-landenes egen lovgivning om asyl og menneskerettigheder ikke, men EUs flygtningepolitik, den er i allerhøjeste grad gældende. Disse lande bør altså betragtes som en del af "Fort Europa". Fort Europa er en militariseret og brutal magt-zone som hele tiden udvider sig.

Nu har jeg kun nævnt landene i Nord- og Vestafrika. Den samme udvikling kan man se i Østeuropa - især i Ukraine. Og hvem ved om EU har lignende aftaler endnu længere væk.

Frontex: selvjustits uden for lov og ret
Noget nyt, der er ved at ske, er at EU ikke længere nøjes med at betale andre lande for at holde flygtninge væk udenfor Europa, men også selv aktivt gør det.

EUs grænse-agentur, Frontex, som jeg nævnte før, er en tidligere ad-hoc gruppe blandt mange i EU, som for nylig har fået en særlig status. Den er ved at blive EUs fælles grænsepoliti eller grænse-hær. Men modsat grænsepolitiet de fleste steder, så opererer denne langt udenfor statens egne grænser.

Frontex er i år af det tyske EU-formandsskab blevet udrustet med sit helt eget militære beredskab, og nu patruljerer det grænserne ved EUs nabolande - fra Middelhavet og helt ned til Senegal. Her opfanger det flygtninge-både, inden de når at komme ind i Europæisk farvand, og sender dem tilbage. Som jeg sagde før: Man må under ingen omstændigheder sende flygtninge tilbage ved sine egne grænser, men reglerne er uklare omkring, om man må fange dem på internationalt farvand og sende dem tilbage, for i internationalt farvand gælder nationale love jo ikke.

Det er ihvertfald sikkert, at Frontex - ligesom de stater udenfor EU der er en del af Fort Europa - opererer uden at respektere hverken menneskerettighederne, flygtningekonventionen eller EU-landenes egen lovgivning. Frontex financeres af EU, men behøver ikke at aflægge rapport til politikerne og befolkningen om, hvad det foretager sig.

Flere forhindringer for flugt
Den første forhindring, flygtninge skal igennem - efter at det er lykkedes dem at flygte fra sit eget land, hvilket kan være svært nok - er altså, at de skal smugle sig igennem en række lande i udkanten af Fort Europa, der bliver betalt for at forhindre dem i at komme igennem.

Så skal de igennem Frontex’s og EU-landenes egen grænsebevogtning uden at blive taget.

Dernæst skal de smugle sig igennem de EU-lande, der ligger i udkanten af EU, og som på grund af Dublin-konventionen har den værste flygtningepolitik - fordi de modtager flest flygtninge, og alle de andre EU-lande kan sende asylsøgere tilbage dertil.

Måske vil de forsøge at komme til Sverige, fordi de har hørt, at det er de sidste sted i Europa, hvor man kan få asyl. Men inden da bliver de måske taget på grænsen mellem Tyskland og Danmark. Her møder de så det danske asyl-system.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar