tirsdag den 7. oktober 2008

Danmarks regering fremmer kvindeundertrykkelsen i Iran

Som jeg har skrevet om i adskillige artikler (se bl.a. hér, her og her), går Danmark og andre landes flygtninge- og migrationspolitik ud på at undgå ansvaret for at leve op til internationale konventioner, menneskerettigheder m.v. Man vil gerne skrive under på disse traktater, men også samtidig sørge for, at man ikke kommer i den situation, at man skal udføre det, der står i dem.

Samtidig underminerer man så de rettigheder, man har forpligtet sig til at fremme, ved at skubbe krænkelserne af dem over til andre lande og proklamere, at det da sandelig ikke er "vores ansvar". Ved at bruge én type af rettigheder (ens egne) ødelægger man andre rettigheder (de andres), og i den situation er det altid den stærkeste (staten), der vinder. Som jeg har beskrevet før, er det ikke "bare" flygtninge-retten, der undermineres herved, men samtlige rettighedskomplekser fra Søens Lov, kvinders rettigheder, migrant-arbejdere, den fri forskning m.v.

Støttekredsen for Flygtninge i Fare har i deres seneste nyhedsbrev gjort opmærksom på endnu et eksempel på denne absurde logik: Danmark har forpliget sig til at arbejde mod diskrimination af kvinder, men tvinger alligevel en kvinde til Iran, hvor hun vil blive særdeles diskrimineret.

Danmark må ifølge de traktater, vi ("vi", siger jeg, selvom jeg næppe lever op til statens definition af "dansk") har skrevet under på, ikke diskriminere og undertrykke kvinder. Iran er ifølge den danske regering (og mig) et ondt, ondt regime, som netop undertrykker kvinder. Men den danske regering undertrykker flygtninge og andre, der vover ikke at være helt danske... hvormed den også bidrager til Irans undertrykkelse af kvinder. Danmark er nemlig igang med at skubbe et ægtepar ud af landet og til Iran, hvor kvinden således vil være offer for en politik, som den danske regeringen (hyklerisk) tager afstand fra. Det danske politi har ovenikøbet været aktivt hjælpsomme og skaffet aftaler istand med det iranske regime, så de er sikre på, at det vil være muligt at udvise ægteparret til det kvindeundertrykkende land.

Det er jo ikke vores ansvar, hvad Iran gør ved deres kvinder, og det er ikke vores ansvar, at vi dermed forårsager, at endnu en kvinde undertrykkes. Vi er bare imod "fremmede" og det er da ikke vores skyld, at vi dermed også bidrager til kvindeundertrykkelse. Nu ligger det ganske vidst implicit i de fleste traktater, at man ikke bare er forpligtet til selv at opfylde dem, men også bør hjælpe med at fremme dem internationalt - og ihvertfald ikke hjælpe med at bryde dem - men sådan er der jo så meget. Og det kan vel aldrig være vort eget anvar, hvad der sker som konsekvens af vore handlinger?

Men alligevel - vær nu lige lidt konsekvent - når man tvinger kvinder ind i et kvindeundertrykkende regime, hvordan pokker kan man så samtidig påstå at man går ind for ligestilling og kvindefrigørelse?


Fra Støttekredsens nyhedsbrev 3.10.2008:

Er det at arbejde for afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder?

I 1983 tilsluttede Danmark sig CEDOW-konventionen og hermed at arbejde for afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder. Pænt ser det ud på papiret også i international sammenhæng, men til tider knapt så pænt når det kommer til praksis.

En iransk mand gift med en europæisk kvinde har fået påbud af Danmark om at udrejse til Iran. Fra flygtningenævnets side dog under betingelse af, at der skaffes mulighed for, at begge ægtefæller og parrets børn kan indrejse i Iran. Disse muligheder mener ministeriet er skabt, om end betingelserne for en udenlandsk kvinde, der indrejser i Iran sammen med sin iranske ægtefælle er som følger:

1. En udenlandsk kvinde, gift med en iransk statsborger, betragtes iflg. iransk lov ved indrejse i Iran automatisk som iransk statsborger. Hendes oprindelige statsborgerskab betragtes som bortfaldet.
Ovenstående vil sige at kvinden ved en evt. indrejse i Iran kun kan udrejse igen med sin mands og de iranske myndigheders tilladelse. Hendes europæiske pas vil ikke længere være gyldigt til udrejse af Iran.

2. En indrejse i Iran vil for kvinden også betyde, at manden automatisk får forældremyndigheden over parrets fælles børn, eksv. ved en skilsmisse. Men også i ægteskabet vil hendes mand have myndigheden. Hun vil ikke kunne træffe større selvstændige beslutninger vedr. børnene uden sin mands tilladelse.

3. Gift med en muslimsk iransk mand vil kvinden ved evt. indrejse i Iran automatisk blive omkonverteret til muslim, hvad enten hun vil eller ej. Forsøger hun at sætte sig imod, er straffen hård. Hun er tvunget til at underkaste sig præstestyrets lovgivning – Shahria.

4. Parret har en datter på 13 år, der ved indrejse i Iran, således også vil blive betragtet som iransk statsborger og blive påtvunget at underkaste sig Sharia. Pigen har aldrig været i Iran. Parret mødte i sin tid hinanden i udlandet.

Med andre ord: Danmark arbejder på afskaffelse af al diskrimination imod kvinder ved at henholde sig til at de og fælles børn kan få lov til at forblive sammen med henholdsvis ægtefælle og far ved at tage ophold i et af de værst kvindediskriminerende og totalitære styrer i verden: Iran.

Afslutningsvis: Manden kan ikke få opholdstilladelse i kvindens hjemland. Derfor er Danmark som første asylsøgerland familiens eneste mulighed for at blive sammen uden for Iran.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar