onsdag den 29. oktober 2008

Danske journalister og amerikanske valg

Amerikansk politik er vigtig for resten af Verden. Det er vel også derfor de danske medier dækker det amerikanske præsidentvalg nærmest mere intenst end de dækker en dansk valgkamp. Men det er også derfor, at det ville være rart, hvis de danske medier gad at gå lidt dybere ind i hvordan valgsystemet fungerer i USA og måske endda sætte sig ind i det, de skriver om. Det ville således være rart, når danske medier skriver om de partier og kandidater, der er udover Obama og McCain, hvis de også gik i dybden med hvordan det amerikanske system fungerer og hvorfor disse "tredie" partier de fakto er udelukkede fra den politiske proces.



Et 2-parti-system
Ditte-Marie Ascanius har en lille artikel i Politiken om et særdeles relevant emne - nemlig den i Danmark og i USA oversete kendsgerning at der altså er mere end 2 personer og 2 partier, som stiller op til valg. Man hører sjældent noget om de kandidater, der ikke er godkendt af de to magthavende partiers centralkommitteer, men de findes altså - og de har krav på at blive hørt, hvis man skal gøre sig nogen forestilling om at USA er et demokrati (det er det iøvrigt ikke - USA er en republik, der består af delstater, som kan være demokratiske, men det er ikke folket der vælger præsidenten. Det gør valgmændene i hver stat, og de er i princippet uafhængige af hvad deres befolkning har stemt på).

Det er et vigtigt emne, og derfor skal Ditte-Marie have ros for at tage det op, men så sker der jo det, der tit sker, at man bliver skuffet fordi et i forvejen overset emne behandles overfladisk. Artiklen handler nemlig slet ikke om de andre kandidater, men fokuserer kun på deres eksistens i det omfang at de kan have indflydelse på valgresultatet for de to anerkendte præsidentkandidater. Hvad er nu den af? Har de ikke ret til at blive behandlet som værdige og selvstændige kandidater?

Det kunne også være interessant at gå i dybden med det demokratiske problem det vitterligt er, at vælgerne altså ikke kan få deres holdninger og interesser seriøst repræsenteret, når de kun har 2 kandidater at vælge imellem. Et 2-parti-system er næsten lige så latterligt og "demokratisk" som et 1-parti-system, og for mange amerikanere består et valg i at vælge mellem "det mindste af to onder" og altså ikke i hvem de virkeligt føler repræsenterer dem. Og det er da klart at det må være sådan, når medierne og det politiske system fastholder, at der kun kan være to kandidater.



Udemokratiske interne valg
Vælgerne har jo ikke engang megen indflydelse på hvem der skal være de kandidater, de kan stemme på. De to partiers kandidater er nemlig først filtreret igennem partiernes centralkomiteer, som altså ikke har meget demokratisk over sig, hvorefter folk, der lader sig registrerere hos hvert parti kan få en mulighed for at vælge imellem centralkommitteens udvalgte. Men ligesom med præsidentvalget, så behøver din stemme som parti-medlem ikke i princippet at blive respekteret, for hver stats parti-afdeling har repræsentanter, som stemmer på hvem der skal være partiets landsdækkende præsident-kandidat, og de er altså ikke bundne af hvad deres medlemmer har stemt på.

Men inden det overhovedet kommer dertil, så har partiets centralkommitte altså sørget for, at kun de kandidater, kommitteen ønsker, vil kunne stille op til internt valg. Den i progressive kredse populære Demokrat, Dennis Kuchinich, blev således udelukket fra Demokraternes TV-debatter, med top-kandidaternes godkendelse, og kunne derfor ikke føre valgkamp på lige fod med f.eks. Hillary og Obama.



Partier udelukkes
Det er den samme mekanisme, der sker når man vover at stille op for et helt tredie parti: man udelukkes fra de offentlige debatter og nægtes adgang til medierne. Den "demokratiske proces" i USA er nemlig ikke offentlig - det er ikke det offentlige som skal sørge for at der er demokratiske valg! Næh, det er privat: fra udførelsen af benarbejdet i valgkampagnerne og financeringen af valgkampen til optælling af stemmer og altså også spillereglerne for de politiske debatter: hvem der må være med og kan fortælle offentligheden om deres budskaber.

Dels er det op til de private medier selv - der for de flestes vedkommende er erklærede demokratiske eller republikanske - om de vil give spalteplads eller sendeflade til en kandidat eller ej. Alle medierne dækker naturligvis de officielle præsident-debatter, og befolkningen har altså her en chance for at komme til at kende kandidaterne. Bortset fra at en privat organisation bestående af repræsentanter for de to ledende partier har fastsat reglerne for, hvem der må være med i de officielle valg-debatter (og hvilke spørgsmå de bliver stillet, og hvem der må være i publikum og så videre).

Republikanerne og Demokraterne er muligvis hinandens modstandere, men de to private organisationer holder sammen om at udelukke alternativer til deres fælles dominans. Det er naturligvis tilladt i USA at danne andre partier og at stille op til valg, men da der ikke er nogen offentlig procedure for at sikre at alle har lige minimums-muligheder for at kunne komme til orde, så er det op til de to siddende partier at sørge for at beholde magten og fordele den imellem sig. Ingen andre end de officielt godkendte kandidater fra de to magthavende partier har nogen mulighed for at føre valgkamp, komme i medierne eller deltage i debatter.



De "tredie" kandidater
Det er naturligvis et demokratisk problem (det er decideret udemokratisk), og det ville være særdeles relevant at gå i dybden med. Det er blandt andet det, der har drevet den uafhængige Ralph Nader
til at stille op igen og igen. Nader bliver ofte beskrevet som en ekstremt venstreorienteret, men faktisk er han slet og ret en liberal demokrat, som ønsker at USA skal blive et rigtigt demokrati med offentlige valg, politisk pluralisme og vælger- og forbrugerbeskyttelse.

Problemet som vælger er at man måske gerne vil støtte bevægelsen for demokrati i USA og derfor gerne vil stemme på Nader eller en anden "tredie" kandidat, men samtidig er man nødt til at forholde sig til at de ikke har en chance for at blive valgt, så længe der ikke er mange flere som tænker på samme måde. Hvis man stemmer på en "tredie" kandidat rissikerer man altså at ens stemme bliver "spildt" istedet for at gå til "den mindste af de to onder" blandt de officielt anerkendte kandidater. Så for at sikre at det ikke er den værste af dem, som bliver valgt, så må man altså overveje at stemme på en kandidat, som man slet ikke føler sig repræsenteret af.

Udover Nader har USA adskillige andre "tredie partier" og kandidater, som hverken folk i Danmark eller vælgerne i USA sjældent hører om. På venstrefløjen er der blandt andet De Grønne, som Nader tidligere har stillet op for. Det gamle miljø-parti fra 68-bevægelsen, har i de sidste år gennemgået en forvandling og dannet en basis med rødder i marginaliserede aktivister fra ghettoerne og byerne. Personligt synes jeg, at de har valgt en bedre strategi end Nader, hvis kampagne i årevis har været fokuseret omkring ham selv, for De Grønne er igang med at opbygge en politisk bevægelse forankret i de lokale samfund. De har allerede flere borgmesterposter, og selvom deres præsident-kandidat, Cynthia McKinney, har endnu mindre chance for at blive valgt end Nader har, så er hendes strategi efter min mening mere langsigtet end hans.

Der er naturligvis også et hav af mere eller mindre relevante socialistiske partier, samt en række alternative partier på den yderste højrefløj (se en liste over tredie-partier her).



Tilbage til Politiken: Konføderalister er ikke "liberale", Ditte-Marie
Et af de større højrefløjspartier, man også kan stemme på, har navnet "Libertarian Party", og det var egentlig det, der drev mig til at skrive denne artikel. "Libertarian" er en betegnelse for den ideologi, som ønsker en minimal-stat, der kun har til formål at forsvare borgernes "naturlige rettigheder". De er altså imod velfærdsstater og socialpolitik men til gengæld også imod statslig indgriben i private, moralske og kulturelle emner.

Det amerikanske "Libertarian Party" er ikke libertariansk i denne forstand. Det består nemlig blandt andet af ultra-konservative, som i særdeleshed ønsker en moralserende stat, der griber ind i borgernes private og kulturelle valg - for eksempel ved at kriminalisere abort, homoseksuelle ægteskaber, fremmede kulturer, anti-autoritær opførsel, provokerende litteratur o.l.

Misforståelsen kommer nok af at de dels er imod social velfærd, og dels er imod den føderale stat - altså republikken USA og dens forfatning. Den amerikanske forfatning og højesteret har flere gange skredet ind overfor delstaternes beslutninger, fordi de gik imod USAs menneskerettigheder og var diskriminerende. The Libertarian Party ønsker, at de enkelte stater skal være frie til at lave de diskriminerende love, de har lyst til. De er altså ikke imod statslig indgriben som sådan men ønsker faktisk mere af det. De er med andre ord ikke libertarianere men det, der i USA bør kaldes "confederalists" - altså den politiske bevægelse, som ønskede at løsrive sydstaterne og bevare retten til at have slaver. De vil nok ikke have slaveriet genindført, men den politiske bevægelse er den samme: en højreorienteret, ultra-konservativ bevægelse som ønsker at frisætte delstaterne fra den irriterende amerikanske forfatning, der fastlægger rammer for lovgivning.

Det skal slås fast, at det aldeles ikke er alle i "the Libertarian Party", der har disse holdninger. Nogle er faktisk ægte "libertarians". Men i 2008 har partiet valgt en præsidentkandidat, som altså er konføderalist, kultur-konservativ og går ind for en religiøs og diskriminerende stat. Kort sagt en person med holdninger, der minder meget om den intolerante højrefløj i det republikanske parti, som Sarah Palin repræsenterer.

Derfor er det noget underligt, at Ditte-Marie Ascanius i sin artikel beskriver dette partis præsidentkandidat Bobb Barr som "liberal". Liberal betyder på dansk "frisindet" - Bobb Barr er det direkte modsatte. På amerikansk betyder det lettere venstreorienteret og er i direkte modsætning til den statslige kultur-konservatisme og religiøse fundamentalisme, som Bob Barr (og Sarah Palin) står for. Liberal på amerikansk betyder sågar tilhænger af socialpolitik og er altså på alle måder i modsætning til "the libertarian party".

Ærligt talt - jeg ved godt at det danske sprog er ved at forfalde, og at "liberal" er et af de ord, der er ved at blive kraftigt smadre i øjeblikket i Danmark. Men... man kan altså ikke kalde Bob Barr for "liberal", uanset hvad man lægger i det ord!

Bob Barr har heller ikke nogen chance for at blive valgt og den lille artikel i Politiken gør jo hverken fra eller til, udover at illustrere hvor vigtigt det er, at prøve at sætte sig ind i amerikansk politik udover den overfladiske "der er kun 2 kandidater"-dagsorden, men den er sandsynligvis et tegn på udvandingen af det danske sprog, som den danske højrefløj er igang med, hvor ordet "liberal" er ved at blive et ord, der kan betyde hvad som helst - især ting der er det direkte modsatte af dets oprindelige betydning.



... og der findes altså anstændige konservative, Michael
En anden artikel i Politiken, der ærgrede mig, er endnu en overfladisk skøjtetur hen over de problemer og splittelser, McCains vicepræsident-kandidat Sarah Palin har skabt internt i det republikanske parti og konservative bevægelse. Artiklen handler netop om, at hun har skabt splittelse med sin hadske og populistiske kampagnestil. Der er allerede mange konservative, der har meldt sig ud af McCain-lejren, og McCain selv har da også ind imellem forsøgt at rette op på nogle af de mange løgne og misforståelser, hun har været med til at sprede. Der er altså god grund til at antage, at der er mere end én holdning til hendes politik og retorik i det republikanske parti og den konservative bevægelse. Der er faktisk en hel del af de ledende figurer i den amerikanske konservative bevægelse, som betegner hende som en katastrofe.

Men hvorfor pokker skriver Michael Seidelin, så i Politiken, at "Hun er et hit blandt ægte, konservative republikanere"? Vil det sige at alle de republikanere og ærke-konservative, der har kritiseret hende - fra menige vælgere til højtstående parti-medlemmer og konservative intellektuelle - ikke "rigtige"?

Der må jeg altså komme de konservative til undsætning. Man kan godt være "rigtig konsevativ" uden at være religiøs fundamentalist, racistisk populist, anti-intellektuel modstander af civile rettigheder og af videnskab og hvad Palin ellers står for. Det er en kendsgerning at massevis af særdeles "rigtige" konservative republikanere i USA er dødtrætte af Palin. Ellers ville Politiken jo heller ikke kunne bringe den artikel om, at der netop er splittelse! Det er simpelthen for dumt skrevet - og det er sågar skrevet af Politikens særligt udsendte USA-specialist.



Danske journalister: Tag jer sammen!
(Jeg hader sløset journalistik)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar