torsdag den 23. oktober 2008

"Det etiske" hos hhv. den yngre og den ældre Wittgenstein

Tanker nedskrevet inden fri mundtlig emneprøve i filosofi, sommeren 2007 (og inden jeg var færdig med at læse og genlæse Tractatus).

Udover det rent logiske/erkendelsesteoretiske samt spørgsmålet om filosofiens rolle kender jeg ikke meget til den yngre Wittgenstein (Tractatus). Jeg har ligesom de fleste, der er optaget af social-videnskab/humaniora mere været optaget af den ældre Wittgenstein (Philosophische Untersuchungen), da dens behandling af sprog-spil, livsformer m.v. åbner for fortolkning af hvordan socialiseringsprocesser foregår og hvordan de kan gå galt, når der opstår misforståelser mellem forskellige livsformer/kulturer, og dermed - i erkendelsen af at et givent samfund har mangfoldige livsformer - en potentiel forklaring af social forandring.

Sprogspilsteorien kan fortolkes i både en mekanistisk/kommunitaristisk retning, hvor den fælles livsform og dermed det fælles sprog giver fælles mening og det at bryde ud heraf vil være meningsløst - evt. umuligt - og i en dynamisk retning, der fokuserer på sammenstød mellem mangfoldige livsformer og sociale strukturer, som konstant påvirker og ændrer 'hvad der giver mening'.

Wittgenstein selv afholder sig eksplicit fra at udtale sig om sociale og etiske spørgsmål, men som sagt er det ret populært i social-videnskaberne at implementere hans Untersuchungen. En konklusion, der kan drages uanset politisk-etiske tilbøjeligheder, er, at enhver ytring kun giver mening og kan fortolkes i henhold til den kontekst/livsform, den foregår i. Kultur-sammenstød f.eks. kan betragtes som ytringer fra én livsform med ét sprogspil, der fortolkes af en anden i en sammenhæng - et sprogspil - hvor den bryder mod de givne 'regler' og dermed ikke giver mening. At tillægge mening kan kun foregå indenfor den kontekst hvis regler ytringen følger. Wittgenstein udtaler sig derfor ikke om etik, da etiske fordringer følger af reglerne i det til enhver tid givne sprogspil, og ingen er mere metafysisk-objektivt rigtig end den anden: Der er ikke nogen "Retfærdigheden" eller "Det Gode" "derude", som man kan opdage teoretisk.

Som sagt har jeg primært tidligere beskæftet mig med den ældre Wittgenstein. Jeg var nu interesseret i, om man kunne bruge den yngre til noget i den her givne tolkning og problemstilling. Desværre er den yngre endnu mere radikalt tavs om etiske spørgsmål. Og dog! - hans eksplicitte afvisning af at sige noget om disse ting indikerer en holdning til spørgsmålet; en holdning, der måske ikke ligger så langt fra den ældres "relativisme", men måske er mere radikal.

Tractatus er en (ifølge den ældre Wittgenstein dogmatisk) gennemgang af "alting", der meningsfuldt kan siges. Dette begrænser sig til logiske påstande om empiriske forhold, som kan be- eller afkræftes. Da Tractatus selv beskæftiger sig med disse påstandes natur og mening ligger den selv udenfor dette kriterie og er ligesom logikken "sinnlos" (meningsløs, men ikke nonsens). Det i denne forstand meningsløse er de "regler", som man må bruge for at kunne lave ytringer, der har mening. De kan ikke selv be- eller afkræftes, men må vises i praksis.

Tractatus er "dogmatisk" idet den udtaler sig skråsikkert om hvad man kan sige med sikkerhed, og henviser bl.a. etiske spørgsmål til det, hvorom man bør tie, da det ikke hører ind under det logisk-empirisk meningsfulde. Men det betyder ikke - ligesom med logikken - at det ikke er relevant for os. I et brev til forlæggeren af Tractatus (ProtoTractatus) skriver han (nærmest buddhistisk), at bogen består af to dele: det der står i den, og alt det der ikke står i den - og den vigtige pointe er i denne "anden del". Wittgenstein har sagt alt, der kan siges med sikkerhed om verden, men tilbage er altså alt det man ikke kan udtale sig så skråsikkert om - og det er det vigtige og det etiske.

I livets væsentlige spørgsmål - dem udenfor naturvidenskaben - er der altså radikal mulighed for fortolkning. Påstande i denne sfære er meningsløse, idet de ikke har en given absolut korrelat til en fysisk eller metafysisk virkelighed og hverken kan bevises eller modbevises. De må leves! Hvor den ældre Wittgenstein kan fortolkes som relativist, så finder jeg her belæg for at at fortolke den unge Wittgenstein som en slags eksistentialist. Eksistentialister afviser at de væsentlige spørgsmål i livet har et på forhånd givet svar. Det samme gør Wittgenstein, og hans fokus på det, der kan siges med sikkerhed, betyder netop ikke, at han mener, det er det eneste relevante, men tværtimod, at han nu har afgrænset de meget få logisk meningsfulde ting, hvormed de etiske fordringer er demarkeret "indefra" som alt-det-andet.

Begrebet om det "meningsløse" hos den unge Wittgenstein - det vi ikke kan udtale os om - har efter min mening paralleller til andre eksistentialister (i en bred betydning af ordet) som Sartres "det absurde", Stirners "det ubegribelige" samt Kierkegaard, der ligeledes mener, at de virkeligt vigtige spørgsmål er dem, der ikke kan udtrykkes direkte i almindeligt sprog. Idéen om at værket, Tractatus, skal forkastes efter det er blevet læst - som en stige man benytter for at se tingene ovenfra for derefter at konkludere at den ikke længere er nødvendig - finder også direkte genklang hos andre eksistentialister (Max Stirner gav udtryk for nøjagtig det samme i hans værk fra 1845 og Kierkegaard skriver et sted at, at forstå hans værk er at forkaste det).

Den unge og den ældre Wittgenstein har det til fælles, at projektet er at afgrænse filosofiens rolle som et terapeutisk redskab. Et redskab hvor man med kritisk refleksion kan få en dybere forståelse af de ting, man egentlig allerede ved - filosofien lærer os ingen "nye sandheder om verden derude", men kan hjælpe os til at få klarhed over, hvad vi egentlig mener. Hos begge er det, man kan udtale sig om, afgrænset af sproget - men det betyder ikke at det er alt, tværtimod at der dermed er en hel del, som man ikke kan fordømme som "falsk" eller "moralsk forkert" blot fordi de ligger udenfor ens egen begrebsramme, da det at udtrykke sådan en fordømmelse i sig selv er at gå udover sin begrebsramme: "Om det, hvorom man ikke kan udtale sig, bør man tie".





Litteratur
- Creegan, Charles L.: Wittgenstein and Kierkegaard: religion, individuality and philosophical method, Routledge (1989)
- Edwards, James C.: Ethics without Philosophy: Wittgenstein and the Moral Life, University Press of Florida (1985)
- Wittgenstein, Ludwig: afsnit 5.6 - 7 i Tractatus logico-philosophicus, Surkamp, Frankfurt am Main (1999), p.67-85
- Wittgenstein, Ludwig: “A Lecture on Ethics”, The Philosophical Review, Vol. 74/1 (1965)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar