lørdag den 1. november 2008

Det man gør, eller det man er

Hvis din profession er at reparere biler, ville det så ikke være på sin plads at påstå, at du er en "bilmekaniker"? Hvis du stjæler en taske, kan man så ikke godt kalde dig en tyv?

Disse eksempler på en navneordsbeskrivelse som funktion af de handlinger, de aktiviteter, den beskrevne person foretager, er vel ikke kontroversielle? Det er rigtigt, at kalde dig "bilmekaniker", hvis det du gør, er at reparere biler, selvom det sandsynligvis bare én blandt mange beskrivelser der kan bruges om dig, hvoraf ingen af dem alene beskriver dig fuldt ud, og selvom du ikke altid reparerer biler.

Et sådant prædikat er nemlig ikke en beskrivelse af din "identitet", men simpelthen bare ordet for en person, der foretager de handlinger, du foretager i den pågældende situation. Beskrivelsen siger heller ikke noget om, hvorvidt du selv identificerer dig med det prædikat, eller om, hvorvidt du føler dig som en sådan én. Det er slet og ret en beskrivelse af, hvad du gør.

Hvis dette foreløbigt er rigtigt - og det kan naturligvis diskuteres - hvorfor er det så så kontroversielt, at kalde en person, hvis aktivitet eller profession er at skabe og forstærke racisme, for en "racist"? De samme kriterier burde da være gældende her som i de ovennævnte eksempler: Vi har ikke sagt noget om, hvad vedkommende selv føler sig som, eller påstået at det til fulde beskriver vedkommendes "identitet", men blot brugt det navneord, som beskriver en person, der foretager bestemte handlinger.

Det kan naturligvis stadig diskuteres hvad det vil sige, at "skabe og forstærke racisme" (og det ville være en god og relevant diskussion), men en person, der gør bevidst og systematisk gør det, må for pokker kunne kaldes en "racist" - ganske ligesom en person, der bevidst og ofte reparerer biler, må kunne kaldes en "bilmekaniker", og en person, der ofte stjæler, kan kaldes en "tyv".

Denne diskussion er særdeles relevant i Danmark. men grunden til, at jeg skriver om det nu, er dog at Berlingske Tidende (iøvrigt den danske avis, der bedst dækker det amerikanske valg) har en artikel om, hvordan Sarah Palin bevidst appellerer til racismen blandt amerikanske vælgere, der er i tvivl om, hvad de skal stemme på. Herved angriber hun ikke bare Obama, men skaber frygt og misttro til alle, der ligner ham - hun forstærker altså racismen i samfundet. 


Poul Høi skriver i sin udemærkede artikel, at Palin og det republikanske parti bevidst pirker til racistiske fordomme og overlegenhedsfølelser ved hjælp af kodede budskaber. Jeg har også selv tidligere givet flere eksempler på åbenlyse og slet skjulte racistiske budskaber fra det republikanske parti.

Der er altså en bevidst og systematisk politisk kampagne, der går ud på at sprede angst og mistro til etniske minoriteter, samt at holde dem ude fra samfundsmæssige positioner ved hjælp af apellen til denne angst og mistro. Dette må da kunne klassificeres som handlinger, der "skaber eller forstærker racisme". Og ifølge den ovenstående diskussion, må man altså kunne bruge prædikatet "racist", om de, der bevidst foretager sådanne handlinger.

Jeg bebrejder ikke Poul Høy, at han skriver "Republikanerne er ikke racister, men (..)", for det giver altid problemer, når man med lige netop dette ord bruger samme standarder for beskrivelse, som er normalt og ukontroversielt at bruge om alle andre prædikater. Jeg tror ikke, at hverken Sarah Palin eller bagmændene bag McCain-kampagnen har et "indre" had til sorte de befolkningsgrupper, de de facto lægger for had. 


De gør det ganske simpelt for at få magt, og racismen er som Poul Høy beskriver et af de våben de bruger i deres kamp for magt. Men når vi kan beskrive en bilmekaniker uden at behøve at gætte noget om hans følelser eller motiver (måske reparerer han kun biler for at få penge, men vi kalder ham stadig "bilmekaniker"), hvorfor kan vi så egentlig ikke beskrive en person, der bevidst skaber racisme og altså foretager racistiske handlinger, for "racist"? Hvis vi kan bruge en funktionalistisk forklaring i den ene situation, så kan vi vel også den anden. Hvorfor er det nødvendigt at kende en persons indre følelser, for at bruge dette prædikat, når det ikke er det ved andre?

Hvad ved vi for eksempel om Hitlers inderste føleser? Jo-vist, han beskrev sit racistiske had i "Mein Kampf", men det kunne jo også bare være noget han skrev, for at sprede had og frygt, for derved at kunne få magt. Det lykkedes som bekendt, og alt tyder da på, at manden selv var fuld af had, men pointen er, at det altså ikke er hans følelser, vi bør kigge på, når vi definerer Hitler som racist. Vi ser på det han gjorde, og det var racistisk - han skabte et racistisk samfund, og det kan vi udtale os om uden at kende noget til hans "indre". Dels er det principielt umuligt at gætte hvad han har følt inderst inde, men sagen er, at Hitler var racist, fordi han foretog racistiske handlinger og skabte et racistisk samfund. Vi behøver ikke at vide hvad han definerede og følte sig selv som - vi kan se på hans systematiske handlinger.

I den sproglige konsistens navn, vil jeg derfor kalde Sarah Palin og andre, som
bevidst og systematisk foretager racistiske handlinger og skaber, forstærker eller vedligeholder racismen i samfundet, for "racister". Det er for mig underordnet om deres racistiske handlinger blot er et middel til at få magt - rent akademisk mener jeg, at det er holdbart at argumentere for, at en "racist" er en person, som systematisk "gør racisme" (dvs gør ting, som bekræfter eller forstærker racistiske strukturer eller holdninger).

At "gøre racisme" er noget vi alle kan komme til - ofte uden at tænke over det - men de fleste af os er forhåbenligt villige til at lytte til kritik og ændre vor opførsel, når vi får påpeget og forklaret hvordan og hvorfor vore handlinger forstærker visse sociale strukturer. Men en person som håner de, der forsøger at forklare og ændre disse sociale strukturer, og istedet bevidst forsøger at forstærke dem for at opnå egen vinding, en sådan person har jeg intet forbehold overfor at omtale som "en racist". Det, jeg mener er nødvendigt, er, at det er muligt at forklare hvordan vedkommendes handlinger fungerer som forstærkende faktorer i forhold til nogle racististiske strukturer.


Men én ting er om det er korrekt at bruge dette ord. Noget andet er om det er kløgtigt. Det kommer an på sammenhængen og hvem man taler med og hvad man vil opnå. Dette ord har åbenbart en helt anden status end de fleste andre prædikater, og på grund af dette, så kan det selvfølgelig være en god idé at bruge andre ord af praktiske årsager.  
 

En politisk diskussion kan nemlig godt hurtigt blive afsporet, hvis man bruger det ord, så af rent praktiske årsager, kan det i nogle situationer være smart at lade være med at sige: "du er bilmekaniker" og måske istedet sige: "det du gør, det er at reparere en bil" - især hvis man gerne vil have vedkommende til at lytte og måske holde op med at foretage de pågældende handlinger. Det samme gælder med ordet "racist" og med andre ord.

Af og til er det altså praktisk at adskille diskussionen om "det du gør" fra diskussionen om "det du er". Det har Illdoctrine lavet et indlæg om i hans vlog:




4 kommentarer:

  1. Lidt sjovt indlæg. Jeg tror aldrig, jeg har tænkt (i så klare tanker) over det her.. :)

    og lige nogle generelle probs til dig vhs! jeg synes mange af dine indlæg åbner eller bringer interessante perspektiver.

    SvarSlet
  2. Kære VHS
    Hvis den bil (jeg iøvrigt ikke har) som jeg er på vej til Odense i, skulle bryde ned på motorvejen, og jeg begynder at pille ved motoren, så bliver jeg ikke mekaniker. Jeg forbliver en bilist, der skal til den fynske hovedstad.

    Når Sarah Palin pirker til racistiske fordomme for at opnå magt, er hun en populistisk politiker, der stimulerer racismens udvikling USA, hun er ikke nødvendigvis selv racist.

    Der er altså god grund til at skelne mellem hvad man gør og hvad man er - herunder inddrage den selvforståelse aktørerne selv har.

    Hitler var eksempelvis erklæret racist, det er Pia Kjærsgaard ikke - og det udpeger afgørende forskelle mellem de to (ud over det historiske gab mellem dem): DFs fremmedhad er ikke biologisk begrundet, men religiøst/kulturelt, DF vil nok indføre diskriminerende forskelsbehandling i lovgivningen, men ikke etnisk udrensning gennem massemord - for nu at pege på indlysende og afgørende forskelle.

    Det uhyggelige ved den tyske nazisme var ikke (kun) at den benyttede sig af racisme til at opnå magten, men at den også "stod inde" for racismen - eksempelvis ved at reservere store resurser af togdriften til jødetransporterne til kz-lejrene under krigen, resurser der også kunne være blevet brugt til krigsindsatsen.

    Resultatet får som bekendt blodet til at fryse til is - uden ydre hjælp fra Alaskas kulde.

    Mange hilsner
    Wugge

    SvarSlet
  3. Yay! Jeg får kommentarer! :-)

    Wugge, måske har du ret - som jeg skrev, så kan dissse kriterier for klassificering helt klart diskuteres.

    Men hvordan skal man så lave kriterier, hvis man ikke skal se på en persons handlinger og funktion? Er det ikke egentlig på sin plads at sige, at du når du stopper for at reparere din bil, og du ved hvad du gør, så indtræder midlertidigt i rollen som bilmekaniker?

    Det er ikke en rolle du har permanent, men i det øjeblik er du da vel bilmekaniker - en person, som bevidst er i gang med at reparere en bils mekanik?

    Jeg tror ikke det er en god idé, at indføre krav om subjektiv selv-identificering med en sådan beskrivelse. Det er nemlig fuldt ud muligt og slet ikke usandsynligt, at en anden person er professionel bilmekaniker men i "inderst inde" hellere ville være opera-sanger og bare har bilmekaniker som et arbejde af nødvendighed uden at identificere sig med det.

    Vil det sige, at på grund af denne persons selvforståelse - fordi han ikke selv har omfavnet det som identitet - så er han ikke bilmekaniker... selvom han reparerer biler hver eneste dag?

    SvarSlet
  4. Selvfølgelig skal man analysere folks handlinger og funktion, men at undlade deres selvforståelse er samtidig at udelade vigtige elementer til forståelse af handlingerne.

    For at dreje problematikken væk fra højrefløjen, er den antizionistiske venstrefløj gang på gang blevet tillagt antisemitiske motiver for Israel-kritikken - og har gang på gang afvist kritikken. Her insisterer vi på, at vores motiver skal tages alvorligt på deres egen præmisser (men handlingerne naturligvis også kan leve op til motiverne).

    Hvis vi vil tages alvorligt på dette punkt, må vi da også være villige til inddrage politiske modstanderes selvforståelse i vores analyse. Og tage deres selvforståelse alvorligt. Ikke for glemme konsekvenser af deres handlinger, men for at få den størst mulige forståelse af (også) modstandere.

    Der er desuden en reel forskel mellem erklærede og uerklærede racister. Man kan faktisk klandre DF for racisme fordi partiet ikke vedkender sig identiteten - og det kan føle sig ramt af kritikken. Det er derimod omsonst at kritisere eksempelvis KKK for racisme.

    Man kan derfor måske godt sige, at bilisten på vej til Odense overgår til en funktion som bilmekaniker, når vedkommende roder med motoren og - under forudsætning af bilmekanik er et kritisabelt forhold - konfrontere vedkommende med kendsgerningen. Men hvis det skal være en kritik, er forudsætningen at bilisten ikke vil vedkende sig identiteten som mekaniker.

    Diskussionen bliver dog let langhåret (og det er der ikke noget galt i!) og jeg tror, at en del af årsagen hertil ligger i den filosofiske lyst til skarpe opdelinger i analytiske kategorier. Virkeligheden eksisterer uden for kategorierne, kategorierne er skabt for at forsøge at forstå den.

    Virkeligheden er (nogen gange) mest spændende der, hvor kategoriseringerne ikke fungerer - og man må bryde rammerne. Det kan man nok ikke uden bestemte analytiske begreber, men nuancerne og nytænkningen ligger altså tit i spændet mellem eller mellemrummet med kategorierne. Tror jeg.

    SvarSlet