søndag den 5. oktober 2008

Stater, nationer, anarki og kulturer

I denne debat på et anarkistisk forum opstod spørgsmålet om, hvordan man kan være internationalist og imod kunstige statslige grænser og stadig organisere sig lokalt og regionalt. Jeg mener ikke der er noget dilemma overhovedet, for man er jo li'godt nødt til at organisere sig der, hvor man nu engang er, og så længe organiseringsformen er demokratisk og inklusiv, så er det ikke noget, der minder om staternes ekskluderende nationalisme og autoritære krav om absolut autoritet indenfor et geografisk område.

I debatten opstod også spørgsmålet: "Hvad er forskellen på en nation og en nationalstat?". Det er en længere akademisk definitionsdiskussion, og efter min mening er det lettere bare at lade være med at bruge de ord, når man vil beskrive det anarkistiske mål om regionale føderationer. Men det er alligevel interessant at se på, hvad forskellene er på begreber som "stat", "nation", "nationalstat" m.v. og hvordan de spiller sammen.



Generelt forsøger man i akademiske og politiske diskussioner at skelne mellem nationer, stater og nationalstater. En nation definerer man så som noget i retning af "et folk med fælles kulturelle træk og interesser, som ser sig selv som værende en del af samme gruppe" - eventuelt men ikke nødvendigvis placeret indenfor samme geografiske område. En stat er et rent teknisk begreb for en politisk og juridisk institution med afklarede geografiske grænser, hvor den hævder politisk autoritet. En nationalstat er så en stat, der er baseret på en nation - altså en politisk institution der hævder at have kontrol og autoritet indenfor et geografisk område hvor alle borgere ser sig selv som dele af det samme folk og deler interesser. Det er ihvertfald én af de måder ordene defineres på - men der er sikkert flere.

Nationalstater i er denne definition forskellige fra multikulturelle stater som f.eks. USA (selvom der også er folk i USA der forsøger at konstruere det land som en nationalstat), idet f.eks. USA er en politisk institutioner baseret på mange vidt forskellige kulturer, etniciteter, nationaliteter, sprog m.v. Tilsvarende er Kurdistan en nation, men ikke en stat, mens Tyrkiet er en stat, men ikke nogen nationalstat (idet Tyrkiet består af dele af Kurdistan). Tyrkiet benægter kurdernes eksistens, fordi Tyrkiet er grundlagt på myten om, at det er en nation og altså en nationalstat. Dansk Folkeparti hævder, at Danmark er en nationalstat og må derfor benægte (historisk revisionisme) for eksempel de tyske (og polske og hollandske) mindretal, der har befundet sig indenfor det geografiske område, som den danske stat kræver myndighed over.

Generelt er nationer noget der skabes via for eksempel politisk propaganda, der har til formål at skabe historiske om "vor fælles fortid", myter om vor fælles særegenheder og de andres forskellighed osv. Det gør det nemlig lettere at skabe stater, der kræver at alle indenfor det område ser sig som tilhørende dette tilfældige politiske område istedet for et andet. Det gør det lettere at legitimere staten med myter om, at den er opstået "naturligt" ud af dette "folks" historiske interesser (istedet for ved tilfældigheder som hvilken konge/krigsherre, der vandt hvilken krig). Og det gør det lettere henholdsvis at legitimere hvorfor nogle folk skal holdes ude af dette geografiske område samt at føre krige mod "de andre".

Nationalstater er noget forholdsvis nyt, idet de feudalistiske regimer ikke havde brug for denne fællesskabsfølelse, men netop så sig selv som værende vidt forskellige "grupper" i form af de forskellige "kaster" (aristokrater og bønder ansås nærmest som forskellige mennesketyper uden), hvor det politiske system istedet havde "guddommelig" legitimitet. Idéen om multikulturelle stater - eller stater, der blot er politiske, demokratiske institutioner baseret på statsborgerskab - er dog stort set lige så gammel/ny, og tilhører den progressive "liberale" eller demokratiske strømning. Der er folk - sikkert af både højre- og venstreobservans, men ihvertfald af højreobservans - som mener, at det er nødvendigt for et demokrati at have denne fællesskabsmyte, mens andre mener, at fælles statsborgerskab og fælles rettigheder er nok (men nødvendigt).

Nationalfølelser og nationer skabes ikke kun på positiv foranledning af magthaverne. Det kan også skabes negativt via pres udefra. Hvis en stat eller en gruppe priviligerede i længere tid systematisk har undertrykt folk med bestemte kulturelle træk (f.eks. jøder, sorte i USA, kurdere m.v.) så bliver det jo en selvopfyldende profeti, at de bliver en "nation" forstået som "folk med fælles kulturelle træk og fælles interesser", da de dermed vil dels bevare deres kulturelle træk, og dels har fælles interesser i at modsætte sig undertrykkelsen eller blot at overleve i systemet (og ofte vil de også finde sammen i fælles områder såsom jødiske ghettoer osv). Når man skaber én nationalstat, via nationalisme, så skaber man altså også grobunden for den næste: når man skaber myten om, at "denne stat er grundlagt på dette bestemte folk", så har man jo udelukket de andre folk fra at føle sig velkomne i den stat, og så får man alle mulige nye problemer.

Alt dette er efter min mening ikke noget anarkismen behøver at forholde sig til andet end negativt. Vi går ikke ind for stater og er imod nationalisme. Nogle "nationer" / "folk" har vitterligt fælles interesser i deres kamp mod undertrykkelse - eller bare fælles træk grundet tilfældige historiske forhold - men det betyder ikke at man, som anarkist, skal mene at de skal have en nationalstat eller at man skal støtte konstruktionen af en "nationalitet". Kurdere og palæstinensere har vitterligt fælles interesser (altså internt som hhv kurdere og palæstinensere) som undertrykte af hhv. den tyrkiske og den israelske stat, og da de to stater definerer sig som nationalstater, hvor de andre ikke har rettigheder (eller formel eksistens), så har de gode grunde til at finde en anden stat, hvor de kan være inkluderede, eller i det mindste at omdanne de to undertrykkende stater til demokratiske multikulturelle stater. Men fra hverken et anarkistisk eller et liberal-demokratisk perspektiv er det en holdbar løsning på længere sigt at danne nye "nationalstater" og mere nationalisme, når de fænomener skabte problemet til at starte med, og når den løsning helt overser, at der ikke blot er - kunstige og til tider relevante - skel mellem folkeslag, men også mellem klasserne indenfor et folkeslag (selvom klasseforhold og folke-forhold af og til overlapper som i f.eks. Palæstina og Irland, hvor magthaverne er en etnisk gruppe).

Der ER dog gode grunde til at organisere sig geografisk. Når man deler sprog, er det lettere at kommunikere, og god kommunikation er essentielt for organisation - især for anarkistisk organisation, vil jeg mene. Og fælles sprog er som regel indenfor de samme geografiske områder. Det samme gælder for visse kulturelle ting, traditioner, måder at opføre sig på osv. Men de grænser er altså flydende og overlapper, og der er ingen grund til ligefrem at forstærke dem kunstigt via nationsopbygning, og der er slet ingen grund til at mene at man skal tilhøre en bestemt politisk autoritet blot på grund af de forhold.

Så til spørgsmålet om, hvorvidt man kan gå igang med at lave anarkistiske organiseringer indenfor et geografisk område, vil jeg mene, at svaret nødvendigvis må være: "ja - man kan ikke gøre andet, for man kan ikke være overalt på én gang". Vil en sådan organisation dele kulturelle og sproglige træk? Ja, det kan næppe være anderledes, omend det ikke er noget man behøver at tilstræbe eller skabe kunstige myter om. Det er dels bare en historisk kendsgerning, at vi heromkring altså taler dansk og dermed lettere kan kommunikere og dermed lettere organisere os sammen. Dels er det derudover positivt at vi har det til fælles, fordi det netop lettere kommunikationen og dermed den ikke-autoritære organisation. Men det skal ikke skabes kunstigt eller fastholdes ved lov eller bruges til at ekskludere andre, og har intet at gøre med hverken opbygningen af en nation eller en stat.

Vi opbygger ikke nationer, for vi forsøger ikke at skabe nogen myte om en fælles fortid, kultur osv. som "binder" os sammen på tværs af klasseskel. Vi opbygger heller ikke stater, for vi ønsker ikke at skabe en centraliseret politisk institution, som hævder absolut magt indenfor et geografisk afgrænset område. Altså laver vi heller ikke anarkistiske national-stater.

Når alle politiske og kunstige grænser er revet ned, og der er "anarki i hele verden" og altså ingen stater, vil man stadig kunne sige "jeg tager lige til Danmark", for hvordan pokker skal man ellers fortælle hvor man tager hen? (Ved angivelse af længde- og breddegrade-koordinater?) Og man vil også kunne tale om, at "de danske anarkister" gør tingene sådan og sådan, og altså en særlig "dansk kultur", for det er svært (og helt unødvendigt) at undgå, at folk der leger sammen hver dag (og taler dansk og dermed kan kaldes "danskere" - for hvad skal vi ellers kalde dem?) ikke finder frem til nogle bestemte rytmer og rutiner, der er forskellige fra folk andre steder. Det er ikke noget man behøver at skabe kunstigt eller fastholde via nationskonstruktion. Det er flydende grænser, som ikke behøver at cementeres med politisk magt eller propaganda.

Man behøver altså ikke nogen stat til at fastholde en nationalistisk identitet - kulturer er organiske og vil kunne vokse og udvikle sig selv, hvis de da har nogen som helst værdi for dem, der udlever dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar