mandag den 10. november 2008

Journalistiske sandhedsværdier

(eller humaniora-relativisme når det er værst)

I den klassiske logik og matematik opererer man som regel med et simpelt sæt af sandhedsværdier, hvor påstande kan klassificeres som enten SAND eller FALSK. Denne binære logik gør det let at analysere mere komplicerede argumenter og finde deres gyldighed. Men den er også idealiseret, for det er ikke alting, der sådan uden videre kan være enten-eller. Derfor kan det af og til være på sin plads at operere med flere sandhedsværdier eller en gradvis sandhedsskala, for af og til er virkeligheden kompliceret og en påstand kan være mere-eller-mindre sand.

Dette må være noget af det første de lærer på journalisthøjskolen. I journalisternes verden er der ingen påstande overhovedet, der er enten sande eller falske. I denne åh-så-komplicerede verden, hvor alt er relativt (især journalisters omgang med sprog og logik), kan intet være falsk. Det kan allerhøjst være "usandt".

I den videnskabelige tilgang til verden kan en påstand klassificeres som "falsk", hvis den ikke har et korrekt forhold til den empiriske virkelighed, den beskriver. Og hvis en person er bevidst om, at hans påstand ikke stemmer overens med de virkelige forhold, så kan det i bl.a. psykologien klassificeres som en "løgn". En falsk påstand er falsk uanset udtalerens intentioner og viden, men ordet "løgn" beskriver det, at udtaleren er bevidst om påstandens negative sandhedsværdi. Både korrelation mellem påstand og virkelighed og spørgsmålet om aktørens bevidsthed om denne korrelation er naturligvis ikke noget, der kan afgøres entydigt i alle situationer. Men jeg vil nu alligevel mene, at disse sproglige begreber har en vis anvendelighed.

Derfor kan jeg aldrig blive rigtig journalist. For journalister er hævede langt over det primitive "videnskabelige" erkendelsesniveau, og ved at det ikke er muligt at tale om verden som eksisterende uafhængigt af den pågældende tale-handling... eller noget... For danske og udenlandske "nyheds"-medier findes der nemlig hverken sande eller falske påstande. Det har længe været almen viden, hvis man lader sig påvirke af journalisternes komplicerede virkelighedsforståelse, at der ikke er noget, der er "falsk" - det er som sagt altid allerhøjst "usandt". Og journalister vil naturligvis ikke gisne om politikeres tanker og intentioner - eller antyde at politikere skulle have en bevidsthed - så der er ingen politikere, der "lyver", hvis man lytter til de danske journalister. Næh, de taler skam blot "usandt" - se selv her.

Men at det heller ikke er muligt at tale sandt, det er nyt for mig. Det burde jeg selvfølgelig selv have kunnet regne ud, for det følger jo naturligt af den journalistiske "fuzzy logic", men det havde jeg altså bare ikke tænkt over før, jeg idag så politikens journalist Elisabeth Astrups artikel "V-ordfører: Obama har ikke uret". I den håbløst forældede "logik" og i det ubrugelige danske sprog ville man naturligvis slet og ret "have ret", hvis man udtaler en påstand, der svarer nogenlunde til de virkelige forhold. I den gamle logik er "ret" og "uret" nemlig det modsatte af hinanden, men sådan fungerer negationer ikke i den ophøjede journalistiske erkendelse. Det får man også bekræftet i artiklens introduktionstekst, som igen er, hvad der for en gammeldags "filosof" som mig lader til at være en dobbelt-negation: "kritik af Danmark er ikke malplaceret". Det er naturligvis ikke en dobbelt-negation, det er bare mig der er primitiv. "Ikke-malplaceret" er nemlig kun det samme som "på sin plads", hvis man tror på den primitive logiks negationsregler eller hvis man taler dansk.

Jeg bliver dog lidt foruroliget, når jeg så ser, at der i samme artikel er en påstand om en person, som slet og ret "er enig". Hvordan kan hun udtale sig så kategorisk? Burde hun ikke være "ikke uenig"? Jeg har nok ikke forstået det endnu.

Hvis der er nogen, der melder sig ind i journalisthøjskolen med den opfattelse, at mediernes funktion er, at forklare verdens begivenheder på en let forståelig måde, der blandt andet gør det muligt for befolkningen at tage stilling til magthavernes udtalelser og gerninger, så tager de grundigt fejl. Journalister skal være hævede langt over den forsimplede opfattelse af verden og menneskelig erkendelse, som man bruger i de såkaldte "videnskaber" og i den naive "almindelige sprogbrug". Deres opgave er, at illustrere hvor kompliceret verden er, de skal vise, at der ikke er noget, der hedder "sandt og falsk", at man ikke bare kan fordømme noget som "løgn", og at det slet ikke er muligt at tage stilling til noget. Det var i gamle dage - dengang medierne ikke var "objektive", at det var deres opgave at afsløre magthavernes letfældige omgang med sandheden. Idag, hvor rigtige medier er neutrale er det deres opgave at forvirre læserne - men på et højere plan end de var forvirrede før.

Journalister er de sande filosoffer. Jeg ved ikke helt hvad de gør på journalisthøjskolen for at banke den gammeldags logik, der trods alt er indbygget i vores normale sprogbrug, ud af de studerende og åbne dem for den højere erkendelse af verden. Måske er der nogen der kan hjælpe med lidt information om det? Og hvorfor har jeg ikke lært det i undervisningen på filosofi-studiet?

5 kommentarer:

  1. Hej VHS.

    Jeg er selv journalist, og jeg er lige så indigneret over den umodige, forvirrende omgang med sproget, som journalister ofte har. Jeg tror, at der er et par faktorer, som - ikke at de undskylder situationen i dagens medielandskab, men de forklarer den - måske kunne være med til at belyse sagen:

    1) Usandt kontra løgn. Well, det handler efter min mening om flere ting. For at kunne skrive, at en person lyver, skal du vide med 100 pcts sikkerhed, at vedkommende har talt usandt med vilje. Det kan være pokkers svært at bevise. Du skal praktisk talt sidde oppe i hovedet på manden for at vide, om han bare har husket forkert, eller om han har husket forkert med vilje. Forskellen på at skrive, at en person taler usandt og at lyve kan være en tur i Pressenævnet - eller en injuriesag. Det er der ikke mange redaktører, der synes, er sjovt. Derfor vil mange umodigt vælge udsagnet "usandt", fordi det ikke siger noget om intention, fortsættet. Dertil kommer naturligvis, at hvis man ikke er 100 pct. sikker på, at vedkommende vitterligt har udtalt sig usandt med overlæg, så bør man vel heller ikke skrive det? Det ville være at begå brud på de journalistiske idealer. Vi skal - for nu at bruge Lektor Blommes ord - ikke tro, vi skal vide. Derfor vil medier typisk gemme sig enten bag ordet usandt eller bag en anden person, der beskylder vedkommende for at lyve - "Søvndal: Fogh lyver om Irak", eller hvad pokker det nu kan være.

    2) Produktionsomstændigheder. Journalister fået til stadighed mere travlt på arbejdspladserne. Noget, som vi i disse multimediale dage bestemt ikke skal regne med bliver et mindre problem. "Levér lige noget til nettet på dette", "Kan du lige lave noget til forsiden", og "kan vi bruge noget af lyden fra din diktafon til at lave en lille radioklip på det". Well, det er hverdagen for mange i dag. Vi skal rigtig mange ting på én gang. Det betyder desværre, at løsningen til er at skrue en lille smule ned for researchen - der måske med timers hårdt arbejde kunne afsløre, om der var tale om "usandt" eller "løgn" - og i stedet blot, som tidligere nævnt, dække sig ind under enten en kilder, der kommer med beskyldningen, eller blot konstateringen af, at det sagte var i strid med virkeligheden.

    Og det bringer mig så til noget lige så interessant. Den klassiske definition af journalistik er "den bedst opnåelige version af sandheden". Men hvad er sandhed? Findes den - og for hvem? På 7. semester bruger man en del krudt på at diskutere socialkonstruktivisme kontra realisme på DJH, og her eksisterer der intet mindre end en fløjkrig mellem betonrealister på den ene side og folk, der skriver meget lange, støvede forsvarstaler for, at virkelighed er noget, som konstrueres socialt. Mon ikke konsensus er, at virkeligheden ligger et sted i mellem de to. Det gør det i sagens natur til en ret umulig opgave at afdække absolutter, hvis de ikke eksisterer - altså, at kun meget lidt endegyldigt kan siges at være sandt eller falsk. Tal fra Danmarks Statistik viser, at voldepisoderne er fordoblet over 10 år. Er sandheden så, at der er kommet mere vold i Danmark? Sådan ville nogle - læs de fleste - medier nok udlægge sagen. Spørger man i Justitsministeriets Forskningsenhed, der gennemfører voldsofferundersøgelser, så viser deres data, at folk er blevet mere tilbøjelige til at anmelde vold, men at voldsudsatheden har været konstant omkring 2 pct. siden 1980'erne. Hvad er sandheden?

    Problemet er, at hvis man holder fast i, at alt skal være 100 pct. sandt - en utopi i min verden - så kan vi ikke bedrive journalistik. Så kan vi ikke skrive et eneste ord (og så er jeg ikke engang begyndt på at tale om ords konotationer, modtagersandhed - ofte er der jo diskrepans mellem det budskab, som afsender sender, og det, som modtageren opfatter).

    Den grøft formoder jeg heller ikke, at du vil i - slå journalistikken ihjel. Misforstå mig ikke, jeg har heller ikke høje tanker om den journalistiske standard, bestemt ikke. Og i forhold til den klassiske definition, synes jeg bestemt, at der er et stykke vej til, at det, vi bombarderes med dagligt, bliver til "den bedst opnåelige version af sandheden". Meget lidt tyder dog på, at det bliver bedre i fremtiden.

    Således opmuntret spiller jeg bolden tilbage. Håber, svaret gav dig nogle brugbare inputs.

    SvarSlet
  2. tak for indblikket i den fortravlede medieverden :)
    Jeg var nok godt lidt klar over, at det hang sammen noget i den retning, men det er dels fedt at få det beskrevet i detaljer, samt - ikke mindst - at se, at der er journalister, der læser med og godt kan genkende det jeg skriver. Selvom der er gode (og desværre mindre gode) grunde til at det er som det er, så forekommer det jo stadig underligt set "udefra" - og det er interessant at tænke over, hvad dette nye sprogbrug kommer til at betyde for læsere og andre i fremtiden.

    For eksempel om det vil være med til at fremme en "postmodernistisk" virkelighedsopfattelse hvor intet er mere sandt end andet og hvor ingen kan stilles til ansvar?
    (ja, der er visse filosofiske/kulturelle retninger, jeg bryder mig mindre om, som du kan høre)

    SvarSlet
  3. Hej VHS

    I al almindelighed er jeg helt på din side.

    Hvis en påstand er objektivt forkert, er det en udvanding af sandheden, hvis jeg både vil skildre både sandheden og balancere den med en løgnagtig formudring.

    Lige netop i denne artikel er jeg stærkt uenig med REL. REL harcellerer over, at DFs dreng i kommunen ikke dementerer modstridende oplysninger. Men hvad nu, hvis den oprindelige påstand er korrekt, men han ikke har magt til at fastholde den?

    Det synes helt naturligt, at den stærkt racistiske regering ikke ønsker offentlig polemik om, hvordan de forvalter statslige institutioner, og hvordan de tillader DF-repræsentation i forvaltningen.

    Direkte forespurgt, så har Sennels skam ret til at sige, hvor han arbejder, men det udelukker bestemt ikke, at han tidligere mundtligt og fordækt har fået ordre på at holde kæft med sin racistiske propaganda, eller sin ansættelse, eller begge dele.

    Så ja, REL har helt sikkert afdækket en bevidst løgn, hvor regeringens racistiske administration skulle gemmes lidt af vejen. Men man kan vist ikke kalde det løgn, at Sennels hverken dementerer modstridende oplysninger eller fastholder sin oprindelige udtalelse.

    MVH
    /Uffe

    SvarSlet
  4. Nu vi er ved formudring...

    RELs "korrekte" formudring af racediskussionen: Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Det er nu engang ikke den gruppering, som du og jeg og DF og alle andre bruger, når vi profilerer en flok unger på gaden. Derfor bliver statistikken
    http://www.berlingske.dk/article/20041212/dineord/112120313/
    meget mindre markant end gadebilledet.

    Alle intelligente mennesker profilerer! Hvis jeg i bakspejlet ser en middelaldrende mand i volvo med lidt ekstra fart på, så forventer jeg, han venter høfligt, til jeg giver plads, og overhaler fornuftigt. Hvis jeg i stedet ser en yngre mand i bmw, så forventer jeg, han tager nødsporet, eller noget andet sindssygt, hvis jeg ikke giver plads hurtigt nok. Hvis jeg ser en blondine i meget stor SUV, så forventer jeg, hun kører uforudsigeligt og inkompetent. Profilering redder mig fra en del ulykker, selvom mine reflekser er elendige, og min motorik som en ti-årigs, måske fordi jeg er grænsende til autist. Min kone blev sur, da jeg på afstand karakteriserede en "beruset bilist, eller måske midelaldrende kvinde". Jeg havde ret, så hun blev endnu mere sur :-)

    Heldigvis findes der stadig arbejdspladser som microsoft, hvor profilering bestemt ikke betyder afvisning. Vi har masser af danskere og autister og kinesere, og mange af os taler ikke så godt engelsk.

    Jeg har det helt fint med at blive profileret. Hvis en flok unge på gaden ser mig som middelaldrende, usmart, udlænding, osv. så er det helt OK med mig.

    Hvis en arbejdsgiver derimod bruger profilering til ikke at tage en ansøger til jobsamtale, eller til at underbetale kvinder med dårligt engelsk, så er han ikke bare for dum, han skal efter min mening også straffes for det.

    Summa summarum, jeg synes godt om dit synspunkt, men dit eksempel er alt andet end sort/hvidt.

    /Uffe

    SvarSlet
  5. @ Uffe,

    Nu har jeg næsten glemt, hvad den her sag drejede sig om, men jeg skrev primært for at sætte fokus på det journalistiske sprogbrug. Om REL har ret eller ej, ved jeg ikke så meget om - blot at han bruger sproget på en måde (den daglig-danske), der ikke er i overensstemmelse med den besynderlige journalistiske brug.

    Jeg ved ikke hvad det har med profilering at gøre (er det dennee sag eller måske en af de andre artikler jeg har linket til?). Men jeg er helt enig: vi profilerer alle, det er en overlevelsesmekanisme, der er fuldstændigt nødvendig for os - også selvom det kan betyde at vi tager fejl og generaliserer for groft. Det er dog en almindelig antagelse, at i et demokrati skal de offentlige institutioner ikke foretage sådanne diskrimerende praksisser... og på den anden side, er det lige præcis hvad politiet er trænet til at gøre: De skal på få sekunder overskue en mængde og dele dem op i potentielle "mistænkte"/"røvhuller" og potentielle "hr og fru Danmark". Det ér essentielt politi-arbejde, og det ér også essentielt diskriminerende i praksis.

    Jeg ved af egen erfaring, at jeg kan slippe igennem politi-kontroller i situationer, hvor andre, der ser anderledes ud, bliver stoppet automatisk. Dette uanset at vi alle i den pågældende situation er lige/lige lidt kriminelle. Naturligvis vil der dermed være statistisk flere afslørede kriminelle med et bestemt udseende - uanset hvordan fordelingen er blandt de ikke-afslørede. Som sagt ER det politiets træning og til en hvis grad opgave at profilere, men profilering er også nødvendigvis generalisering og dermed potentielt forkert - og diskriminerende. Der findes nok nogen løsninger på dette dilemma et eller andet sted i forskningen. Jeg skal ikke gøre mig klog på det.

    Anyway. Jeg kan som sagt slippe forholdsvis ubemærket de fleste steder i Danmark. Jeg er bleg og nogenlunde normalt klædt. Dette på trods af, at jeg er en ikke-vestlig indvandrer (næsten fra Asien - nærmere betegnet Sverige) i allerførste generation. Jeg er så langt mere indvandrer end folk, der har mørk hud og fødte danskere, men efterkommer af bedsteforældre, der ikke var danskere. Jeg har ikke engang dansk statsborgerskab og er ikke født i Danmark, men kan alligevel "passere" som "dansker".

    tjah...

    SvarSlet