torsdag den 13. november 2008

Kropotkin om Obama og om håb

Jeg har lige opdaget, at Kropotkin for 100 år siden skrev noget om Barack Obamas valgkampagne:
"It is hope, not despair, which makes successful revolutions."

Obama har fået folk til at håbe og ønske at tingenes tilstand kan være anerledes. Bevægelsen - som er langt større og meget mere end politikeren Obama - har fået en tiltro til at de kan forandre noget. Det stopper naturligvis ikke med blot at vælge en centrumpolitiker, og Obamas politik har nærmest intet med hans valgsejr at gøre. Det var hans retorik, som ikke bare ramte utilfredsheden blandt vælgerne men også talte til alle de der normalt ikke stemmer, og gav dem et løfte om at forandring er mulig. Hvis deenergi og optimisme kan videreføres til alle andre dele af samfundet - de steder, hvor der føres rigtig politik og kan laves rigtig forandring, så kan der bestemt komme noget godt ud af dette valg. Ikke på grund af valget af Obama, men på grund af den energi og det håb, der er blevet antændt rundt omkring blandt den menige og ofte marginaliserede befolkning i USA, og som kan føre til meget mere end en udskiftning af beboerne i Det hvide hus. Obama er ingen revolution, men det håb, der fik ham valgt og som han var med til at antænde, kan bedre føre til grundlæggende forandringer end venstrefløjsvrede og afmagt.

Frygt og vrede er også stærke drivkrafter, men der kommer intet positivt ud af en politik eller bevægelse, der er baseret på disse negative værdier. Det var disse følelser, som McCain-Palin forsøgte at blive valgt på, og det er glædeligt, at den tendens tabte. Gid det samme paradigme-skift også måtte finde sted i Danmark, hvor hadet og mistroen stadig er dominerende i valgkampe.

Men det er ikke bare højrefløjen, som primært kører på vrede. Også venstrefløjen (i både Danmark og USA) har det problem, at vi i vor kritik af systemet får det til at fremstå som en uovervindelig modstander, man ikke kan gøre noget ved. Det appellerer i bedste fald til den aktive følelse, vrede, og i værste fald til passiviserende afmagt, og ingen af disse fører til positive, progressive forandringer. Venstrefløjen bør lære af Obamas retorik og fokusere på muligheden for forandring, der kan give det håb, der gør rigtig forandring mulig.

Det skrev Kropotkin som sagt om for henved 100 år siden i sine erindringer, hvor han blandt andet beskrev sine overvejelser som redaktør for adskillige anarkistiske aviser. Som redaktør ville han bryde tendensen til at fokusere på alt det, der er galt med samfundet, og istedet skrive om de bevægelser og fænomener, der kan forandre det, for at vise at forandringen er i gang og at det altså ikke er umuligt. Lad os tage hele afsnittet, det første citat stammer fra:


Socialist papers have often a tendency to become mere annals of complaints about existing conditions. The oppression of the laborers in the mine, the factory, and the field is related; the misery and sufferings of the workers during strikes are told in vivid pictures; their helplessness in the struggle against employers is insisted upon: and this succession of hopeless efforts, related in the paper, exercises a most depressing influence upon the reader. To counterbalance that effect, the editor has to rely chiefly upon burning words by means of which he tries to inspire his readers with energy and faith. I thought, on the contrary, that a revolutionary paper must be, above all, a record of those symptoms which everywhere announce the coming of a new era, the germination of new forms of social life, the growing revolt against antiquated institutions. These symptoms should be watched, brought together in their intimate connection, and so grouped as to show to the hesitating minds of the greater number the invisible and often unconscious support which advanced ideas find everywhere, when a revival of thought takes place in society. To make one feel sympathy with the throbbing of the human heart all over the world, with its revolt against age-long injustice, with its attempts at working out new forms of life,--this should be the chief duty of a revolutionary paper. It is hope, not despair, which makes successful revolutions.


Fra Kropotin: Memoirs of a Revolutionist.
Værket findes også på dansk men ikke på internettet.

Citatet handler om Kropotkins overvejelser ved udgivelsen af den franske avis "Le Revolté", men den samme redaktionelle politik var også fundamentet, da han var med til at grundlægge den engelske avis "Freedom", som stadig eksisterer (De første numre af Freedom kan iøvrigt læses her). Samme redaktionelle og filosofiske indfaldsvinkel blev også ført af den senere redaktør på avisen Colin Ward, der videreførte Kropotkins studier i gensidig hjælp og anarkisme i praksis.

Det er netop af denne grund at Kropotkin er en af mine yndlingsanarkister. Jeg vil langt hellere beskæftige mig med hvordan folk kan organisere sig, hvordan gensidig hjælp, moralen, økonomien, osv kan fungere blandt ligeværdige frie mennesker, og dermed få et indblik i, at det sociale liv faktisk eksisterer uden stat og autoritet (når det får lov), end jeg er i at kritisere og angribe stat og autoritet: Det sidste er så let at gøre i teorien, men svært i praksis, hvorimod det første eksisterer overalt i virkeligheden, men sjældent dækkes af teoretikere.

3 kommentarer:

  1. Jeg er uenig. Dine tanker er gode og flotte, men jeg mener, at de ikke har hold i virkeligheden. Jeg var tilfældigvis i USA under valget, og her oplevede jeg, hvordan McCain var i stærk fremgang. Faktisk havde han flertal i de meningsmålinger, som man kunne regne med. MEN: Så kom den, kreditkrisen. Hvis du studerer meningsmålinger og plotter kreditkrisen ind vil du opdage, at der sker noget meget drastisk på det tidspunkt, hvor de første institutioner krakker. Ikke Fannie og Freddie, men Lehmann & co. Der vender valget for Obama. Det handler om kreditkrise - ikke retorik. Det er utrolig tydeligt i meningsmålingerne - og hvis du læser amerikanske aviser, var der i øvrigt også en del af dem, der drog den slutning. McCain var selv ude at sige før valget for alvor gik i gang, at økonomi bestemt ikke var hans stærke side. Manden var castet til en valgkamp på værdier og stærk udenrigspolitik, det fik han ikke. Han fik en valgkamp - og så med Palin (så du Curie-interviewet?), der jo anede om muligt mindre om økonomi, end McCain gjorde - hvis primære emne blev økonomi. Meningsmålinger viste i øvrigt også, at amerikanerne havde mest tiltro til Obama når det kom til økonomi, mest til McCain når det kom til udenrigspolitik. For mig at se var det økonomien, der var den primære årsag til, at det lykkedes Obama at vende skuden.

    SvarSlet
  2. Tusind mange tak for den artikkel :-) ...

    SvarSlet
  3. @ Anonym: Du har helt ret i at økonomien (også) var en afgørende faktor. Men du kan altså være nok så meget uenig - det er bare ikke klart, hvad du er uenig i, for jeg har slet ikke udtalt mig om hvorfor Obama vandt, men blot om hvad jeg synes om et enkelt element i hans kampagne.

    Jeg kan dog godt sige noget om de faktorer, der gjorde at han vandt, og de er altså noget mere mangfoldige end blot den økonomiske krise (som bestemt er en af dem).

    Det positive budskab har nemlig en del at gøre med hans sejr. Der var en nærmest historisk valgdeltagelse med mange folk som sjældent har stemt før i tiden, og som nu registrerede sig for at kunne stemme på Obama. Hans retorik og budskab vakte rigtigt meget genklang blandt folk der normalt ikke har følt sig som en del af det politiske spil, og de stemte i hobetal... så helt afvise hans budskab som medvirkende til hans sejr kan man bestemt ikke. Millioner af førstegangsvælgere stemte for første gang fordi de netop nu på grund af Obama følte at nogen "talte til dem". Det kan ikke afvises!

    Anyway... Jeg vil lige angribe et af dine præmisser. Det at McKain førte i meningsmålingerne i starten. Ja - men han havde altså også 3 måneders forspring! Obama var stort set ukendt og skulle først igennem en bitter valgkamp med Hillary før han selv kunne begynde at præsentere sig overfor vælgerne i forhold til McCain, så selvfølgelig førte McKain fra starten.

    Da det så stod klart at Obama var Demokraternes kandidat kunne han skyde sit gigantiske maskineri i gang. Hans base af fodfolk er den største nogensinde i amerikansk politik, så da den startede kunne den udrette rigtig meget.

    Og det skal så sættes overfor at McCain hverken havde opbakning fra sin egen base, sit parti eller nogen sammenhængende kampagne. Hans valgkampagne var slet og ret et makværk af kaliber.

    Det var både på den ene side en historisk stærkt organiseret valgkampagne sat op imod et ekstremt splittet republikansk parti med en historisk svag kampagne.

    Den økonomiske krise kan altså ikke være ene-skyldig i at McCain tabte. Men jo: den spillede bestemt en rolle, da den virkelig styrkede budskabet om nødvendigheden af forandring.

    At være en god retoriker samt at have lavet et ekstremt godt stykke organiseringsarbejde er dog ikke ubetydelige biting.


    Nu er jeg dog mere interesseret i andre ting end Obamas parlamentariske sejr... jeg kan godt lide budskabet og den inspiration det måske har givet, men regner nu ikke med at han som politiker vil kunne leve op til det "håb" han har vakt. Alligevel er håbet vigtigt, for al politik sker jo ikke indenfor det parlamentariske spil.

    Det væsentlige for mig er dog, at for en gangs skyld i nyere politik vandt de retoriske budskab om optimisme og åbenhed over kampagner for had, angst, mistro og lukkethed. Dét er positivt i sig selv.


    Det svar blev vidst lidt rodet :-)

    SvarSlet