mandag den 17. november 2008

Noget om ansvar...

For et par dage siden var jeg på min cykel på vej ind til byen, hvor jeg skulle mødes med nogle venner, da jeg så en person liggende i en snedrive i vejkanten. (Jeg bor i Anchorage, Alaska). Jeg var allerede cyklet forbi, da jeg blev bevidst om, hvad jeg havde gang i, og måtte stoppe og sige til mig selv: "Nej fandme nej! Det er et menneske, der ligger der. Du kan ikke bare fortsætte og lade som om, du ikke så det."

Så jeg vendte om og forsøgte at prikke til den menneskelige krop, der lå der i sneen. Det var en underlig følelse, hvor jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre og hvordan jeg skulle forholde mig, men jeg kunne altså virkelig ikke bare lade en person ligge i en sne-drive uden at sikre mig, at han i det mindste var okay. Efter et minuts tid og lidt forsigtig rusken, vågnede han op, stirrede på mig og udstødte et "what?".

Hvad ville jeg ham? Tankerne for igennem mit hovede om, om der dog var noget jeg kunne gøre for han ikke skulle fryse ihjel, og hvad jeg egentlig ville ham. Måske ville jeg vide hvilken grad af ansvar jeg havde, for det jeg spurgte ham om, var om han var "okay". Han så faktisk ikke ud til at være ved at fryse ihjel (han var varmt klædt på og det har været en forholdsvis varm uge lige omkring frysepunktet). Han var beruset, søvndrukken og sikkert irriteret over at være blevet vækket, men efter hånden kom han dog til fuld bevidsthed, og spurgte blandt andet om jeg kunne undværre en dollar. Det kunne jeg selvfølgelig - jeg kunne faktisk undværre to (se video) - og gav ham desuden en cigaret, for det er noget de fleste sætter pris på i den situation.

Imens jeg så stod der og ikke vidste, hvad jeg nu skulle stille op (det var vanskeligt at forstå hvad han sagde), kom en politibil med blink forbi og standsede i nærheden af os. En betjent steg ud, og da han tydeligvis var på vej over til os, hjalp jeg fyren op at stå, og nu havde jeg så nye bekymringer, idet jeg ikke følte, jeg bare kunne overlade ham i politiets varetægt, før jeg vidste noget om, hvordan de ville behandle ham. Betjenten virkede venlig og professionel, og de havde allerede en ambulance på stand-by, som heldigvis kunne aflyses. Betjenten ville have mig af vejen, og da fyren ikke så ud til at være bekymret eller nervøs, så var problemet (og ansvaret) ligesom ude af mine hænder, og jeg kunne cykle videre. Jeg ved ikke hvor, de tog ham hen, men jeg håber, at de i modsætning til mig i det mindste kunne tage ham et eller andet sted hen - et sted der er bedre end en snedrive.

Jeg havde gjort hvad jeg følte kunne. Det var ikke meget, men dog det, jeg følte var mit ubestridelige personlige ansvar. Jævnligt går man forbi og ignorerer forskellige former for menneskelig lidelse, som man kunne afhjælpe en lille smule, men at lade et menneske ligge i en snedrive uden i det mindste at stoppe og sikre mig at han ikke er død, det er simpelthen ud over hvad jeg kunne ignorere uden at måtte skamme mig over mig selv.

I al den spekulation over hvad jeg skulle stille op faldt det mig dog aldrig ind at ringe til politiet. Men politiet var blevet tilkaldt, så nogen af de hundredvis af biler der kørte forbi må have set kroppen ligge der i sneen, og deres reaktion har så været at løse sagen uden at behøve at stige ud af sin bil ved at foretage et telefonopkald og fortælle en institutionaliseret tredie-part, at der er en "situation", som ligger indenfor deres ansvarsområde. Det var måske et rigtigt valg at kontakte politiet, men hvordan kan man vide det uden at stoppe op og undersøge hvad situationen er? Hvad hvis manden havde brug for akut førstehjælp? Hvad hvis han var død? Eller hvad hvis han ikke havde brug for politiet eller lyst til at blive samlet op af dem? Hvordan ved man det, hvis man ikke stiger ud af sin bil?

Nu har jeg grublet over den episode i et par dage, og jeg hælder til den konklusion, at hvem der end kontaktede politiet, ikke tog moralsk ansvar. Javist, i det mindste gjorde de noget, men det forbløffer mig at nogen har været bevidst nok om at der er et potentielt alvorligt problem, og så har reageret ved at kontakte en anonym tredie-part. Jeg hælder mest til at sige, at de var bevidste om, at her var et ansvar, og så fralagde de sig det med det samme. Forhåbenligt har de bragt mere gavn ved at kontakte politiet - jeg siger ikke det var forkert - og som sagt anede jeg jo ikke, hvad jeg skulle stille op. At kontakte politiet var måske en rigtig løsning, og jeg havde ingen løsning selv. Det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg ikke bare kunne gå videre. Hvis jeg gjorde det, så ville jeg ikke tage ansvar for mig selv.

Et andet spørgsmål: Er det godt, at en institution som politiet kan løse vore problemer, eller er det skidt, at den gør det muligt for os at nægte at stoppe op og tage ansvar for hinanden?

Jeg ved ikke om der er nogen konklusion på den historie eller hvad den egentlig handler om, men her er en relevant sang med en af de mest oversete grupper i hiphoppens historie - Arrested Development med "Mr. Wendal":




2 kommentarer:

  1. Note til selv: Måske illustrerer denne historier, at jeg er Levinasianer.

    SvarSlet
  2. @Ole

    Kan være at du ikke er religiøs, men næstekærlighed er da et begreb du kender til og sætter pris på.

    Venlig Hilsen

    Jon

    SvarSlet