lørdag den 6. december 2008

Lænestolsaktivisme og virtuel indflydelse

Er du medlem af en eller anden god "sag" på Facebook eller andre (a)sociale communities? Kan du ikke lade være med at give din "mening til kende" ved at trykke på en knap, når avisernes hjemmesider har en eller anden "meningsmåling"? Må du bare skrive under på de internet-underskriftsindsamlinger, der finder sted for ting, du går ind for (eller er imod)? Er det vigtigt for dig, at ingen idiotisk ytring noget sted på internettet står uimodsagt?

Der var engang, hvor dovne hoveder, som ikke kunne forestille sig at organisere sig sammen med andre mennesker i virkeligheden og tage de knups det kan give at kæmpe for sine interesser, men som dog selv syntes at de var så vigtige at de måtte sætte deres præg på Verden i forhold til alle mulige emner, havde to muligheder: De kunne sætte en stemme en gang hvert fjerde år og føle, at de var en del af den demokratiske beslutningsproces, og de kunne skrive læserbreve, og forestille sig at deres yderst intelligente synspunkter blev læst og forstået og taget til sig.

Idag er det endnu lettere at føle, at man er vigtig, uden at løfte en finger, og uden at have en tøddel af egentlig betydning. Man kan klare det hele foran sin computerskærm og opbygge en identitetsfølelse som en "rigtig aktivist". Den slags hedder vist på dansk "lænestolsaktivisme". På engelsk er der et nyt udtryk: "slackitivism" - altså "aktivisme" for dovne driverter.

Jeg ved godt, at det ikke gør hverken til eller fra i virkelighedens verden. Alle disse "giv din mening til kende" på internettet er blålys, der ikke gør hverken fra eller til, men alligevel kan jeg heller ikke lade være med at klikke på den forbandede knap, der beder mig om at fortælle hvad jeg synes om dit eller dat. For eksempel: Jeg har ikke fjernsyn, men ser af og til tv-shows på nettet, hvor der er stationer, som også fungerer økonomisk ved at have reklame-afbrydelser (meget kortere afbrydelser end i normalt amerikansk TV). Her kan man så under afbrydelsen klikke på "I liked this commercial" eller "I did not like..." og efter den fyrretyvende gentagelse af et eller andet typisk sexistisk eller andet tåbeligt reklame-budskab kan jeg ikke dy mig for at klikke "NEJ, jeg bryder mig ikke om den", selvom jeg ikke har den fjerneste tro på at det skulle hverken afskaffe denne reklame eller gøre en dyt ved sexismen i samfundet. Det samme gør sig gældende i et hav af andre tåbelige "gør en forskel ved et klik" fænomener på internettet.

På Facebook og lignende "communities" kan man for eksempel blive medlem af alle mulige mere eller mindre politiske grupper. Nogle af disse bliver faktisk brugt som et organiserings- og kommunikationsværktøj, og er dermed midler til virkelig aktivisme. Men langt størsteparten af dem fungerer udelukkende til at påklistre sig selv et mærkat og give sin virtuelle brugerprofil en slags aktivist-identitet - lidt ligesom at have et badge på i virkeligheden for en eller anden sag, hvilket er noget man kan gøre uden egentlig at gøre noget aktivt. Dermed mener jeg ikke, at badget som holdningstilkendegivelse er noget negativt, men forhåbenligt bør det kunne tolkes som, at bæreren af det faktisk er aktiv og gør en forskel udover at bære dette mærkat, for ellers er det jo tomt og udhuler selve budskabet.

Alt dette er et lidt sjovt fænomen, som man kan håne og latterliggør. Men i bund og grund er det jo ikke andet end en ekstrem videreførsel af selve det parlamentariske demokrati. Det er jo også lidt latterligt, hvis man føler sig vigtig og indflydelsesfuld, når man afgiver en stemme en gang hvert fjerde år, hvis det er alt, man gør for at påvirke det samfund, man lever i. Der er intet galt i at stemme - hverken til et Folketingsvalg eller ved noget fjollet internet-halløj, og der er intet galt i at vise sin "politiske identitet" hverken IRL eller online - og da slet ikke, hvis disse ting følges op med alle mulige former for social og politisk bevægelse ude i "virkeligheden" (her er Folketinget og lignende institutioner placeret i en gråzone mellem virtuel og reel "reality").

Men det er og bliver at holde sig selv for nar, hvis man tror, at det i sig selv er mere end det er. Stemmeafgivelse og lignende fænomener kan eventuelt være med til at give en falsk fornemmelse af indflydelse - og en falsk idé om retfærdig magtfordeling - som forhindrer folk i at presse på for virkelige forandringer, sand indflydelse og reel retfærdighed. Og hvis det nu er sandt, så kan man jo tænke over, hvilke konsekvenser dette nye fænomen med konstant virtuel meningstilkendegivelse, har for det virkelige folkelige demokrati.

5 kommentarer:

  1. Godt begreb - falder de flestes bloggerier ikke også meget godt ind under det?

    MVH

    SvarSlet
  2. De flestes? Måske - sandsynligvis :)

    Der er nu 2 "kriterier", som gør at det bestemt ikke er alle bloggerier, der falder ind under det.

    1) En (falsk) tro på /følelse af, at det gør en politisk/social/strukturel) forskel. Nogle bloggere har næppe sådan en tro, da de bare skriver for sjov eller lignende, andre gør faktisk en (lille) forskel. Jeg skriver for eksempel primært for bare at få tankerne formuleret - og hvis der er nogen, der vil diskutere det, så glæder det mig. Jeg ser det altså lidt dels som en samtale/diskussion og dels som en notesblok/kladdehæfte.

    2) Det skal være let og ikke kræve nogen egentlig energi eller større tænkning. Det er jo egentlig bloggens formål, at skrive uden at tænke så meget over det, for at det derved bliver en personlig tankestrøm (ihvertfald ifølge skaberen af "the huffington post" som fornylig har udgivet en bog om bloggin). Her må jeg desværre melde pas. Ikke at mine blog-indlæg er synderligt gennem-researchede og ofte benytter jeg kun ét perspektiv i indlæggene, hvor jeg er klar over, at der kan være flere - det er altså ikke noget jeg kunne finde på at bruge i sin nuværende form i en journalistisk eller akademisk artikel. På den anden side, så kan jeg ikke lade være med at skrive lange (og måske kedelige) indlæg, som faktisk tager lang tid.

    Men mange bloggerier er en henvisning til et eller andet og så en kommentar om, at det da også er for dumt. Nogle af mine falder bestemt ind i den kategori, men jeg tror nu ikke på, at de har nogen politisk betydning.

    SvarSlet
  3. Jeg er stort set enig i dine vurderinger. At gå med i en Facebook-gruppe for at protestere over at et eller andet er for dumt er ikke aktivisme, det er en erstatning for aktivisme.

    Det samme gælder Internetdebat i almindelighed. Blogs har omvendt en vis betydning, men de udfylder også i høj grad en social snarere end en politisk/aktivistisk funktion (jeg bruger selv primært mine blogs som notesblok/kladdehæfte samt løbende trykventil for, hvad jeg nu har i hovedet for tiden).

    Jeg er også enig i din karakteristik af stemmeafgivelsen som en erstatning for handling. I kataloget mangler du dog den med, at man i stedet for at gøre noget, der kunne gøre en forskel, mødes med tre eller fem eller tusind af sine venner og går op og ned ad gaden med nogle papskilte, hvor man kræver, at magthaverne skal gøre noget ved et eller andet, i stedet for selv at gøre noget ved det.

    Nej, jeg ved det - demonstrationer kan selvfølgelig have en betydning, men grundlæggende hører de til i samme kategori.

    Grunden til , at jeg skriver det, er egentlig, at du nævner læserbrevet til avisen på linje med stemmeafgivelsen. Hvad jeg egentlig vil frem til:

    Læserbreve, debatindlæg og kronikker er en vigtig del af meningsudvekslingen, og for mange mennesker det sted, hvor de lettest kunne komme til at gøre en (lille) forskel. Det bør ikke være en erstatning for at lave andet, men hvis vi nedgør de muligheder, der faktisk ligger i at sætte sit præg på den trykte presse, legitimerer vi reelt, at folk gør ingenting i stedet for noget, der rent faktisk kunne gøre en vigtig forskel.

    Og, hvad værre er: Vi overlader en utroligt vigtig slagmark til højrefløjen. Dansk Folkepartis magt i dag har meget at gøre med en lille gruppe fremmedfjendske personer fra kredsen omkring Tidehverv og Den Danske Forening, der op gennem 80erne og 90erne sendte en lind strøm af læserbreve, kronikker og debatindlæg til især Jyllands-Posten og Berlingske Tidende.

    Der er højst 50, og jeg anser det for tvivlsomt, om DF havde haft magten i dag, hvis det ikke havde været for dem.
    50 revolutionære socialister, der skrev et læserbrev hver dag, og en kronik fra tid til anden, de næste 20 år, kunne rent faktisk gøre en lignende forskel.

    Hvormed jeg ikke vil ophæve det til mere end det er heller, men når man faktisk har en mulighed for at komme til orde, er det dumt ikke at gribe den. Hvis nogen skriver et indtrængende forsvar for civil ulydighed og Luk Lejren (f.eks. - grebet ud af luften :-)), og det bliver bragt i Politiken eller Jyllands-Posten, kan det blive læst af 100.000 mennesker og for nogen af dem ende med at blive afgørende for, hvordan de opfatter aktionen.

    Det er altså mere end ingenting (og det er også mere end de fleste blogindlæg kan gøre sig håb om).

    Men vi kan da blive enige om, at der kunne trænge til at blive handlet med mere end ord. Luk Lejren var et usædvanligt fænomen i Danmark, og i det hele taget tror jeg mest på selvorganisering og direkte aktion.

    Men jeg synes omvendt ikke, at man skal nedgøre de muligheder, folk med begrænsede mængder tid eller mulighed for at vie deres liv til et bedre og mere retfærdigt samfund har for rent faktisk at trykke på en eller anden knap. Eller, som Edmund Burke (det reaktionære gamle hoved) sagde: "Nobody made a greater mistake than he who did nothing because he could do only a little."

    SvarSlet
  4. "Men jeg synes omvendt ikke, at man skal nedgøre de muligheder, folk med begrænsede mængder tid eller mulighed for at vie deres liv til et bedre og mere retfærdigt samfund har for rent faktisk at trykke på en eller anden knap ..."

    Altså, i overført betydning. I bogstavelig betydning trykke på en knap, altså som i en afstemning eller "Join this Group" på Facebook, så synes jeg, man skal nedgøre det :-).

    SvarSlet
  5. @ Carsten: Nej, det skal bestemt ikke nedgøres at folk gør hvad de kan og hvad de føler de kan gøre. Og der skal kæmpes på alle fronter. Kritikken går blot på selve fænomenet med at tro at noget, der i virkeligheden ikke er noget (særligt), er NOK. Men det har du vidst fået fat i :)
    Jeg ønsker bestemt ikke at nedgøre det at folk GØR noget... selv når det er illusorisk. Så længe det ikke bliver en undskyldning for ikke at gøre "mere" eller andet.

    SvarSlet