fredag den 5. december 2008

Truslen mod det liberale demokrati

Der findes ingen borgerlige liberale partier i Danmark længere. Det er en kendsgerning. Liberalismen er så godt som død i Danmark, og man skal besynderligt nok ud til venstrefløjen, hvis man vil finde en rest af de liberalistiske kerne-værdier i dansk politik. Der er borgerlige i Danmark, som klager over, at partiet Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har fået nogle små-socialliberale træk såsom accept af velfærdsstaten. Jeg er langt mere bekymret for den kendsgerning, at partiet især under Anders Fogh Rasmussens ledelse har solgt ud af de helt essentielle liberalistiske politiske værdier såsom det ubetingede forsvar for retsstaten, magtens tredeling, parlamentarisk-demokratiske beslutningsprocesser, mindretalsbeskyttelse, politisk og ikke kulturelt begrundet lovgivning, lige rettigheder for alle og statens udeblivelse fra den personlige sfære.

Som venstreorienteret er jeg ikke enig i alle disse liberalistiske kernepunkter. For eksempel er opdelingen mellem personligt og politisk ikke så åbenlys, ligesom beslutninger sagtens kan tages på mere demokratisk vis end via repræsentativ parlamentarisme og liberalismen er bestemt ikke den eneste eller bedste model, der kan beskytte individets og fællesskabets frihed og velfærd.

Men liberalismen er ligesom udgangspunktet. Det er her, vi tror vi er, og det er herfra vi måske kan komme videre. Og et liberalt retssamfund er efter min mening langt at foretrække fremfor kulturalistiske nationalistiske essentialistiske stater med arbitrær og uigennemskuelig lovgivning vendt mod udvalgte dele af befolkningen baseret på magthavernes eller den kulturelle elites tilfældige præferencer.

Det ville ærligt talt være rart, hvis det var sandt, at vi levede i et liberalt demokrati. Så kunne man ligesom tage kampen derfra og forsøge at udvide dette demokrati. Istedet er Danmark de facto ved at blive omdannet til et af de ovenfor beskrevne regimer, hvor almindelige principper for retssikkerhed og lovgivning ikke længere eksisterer - og det er Danmarks såkaldt "liberale" parti, som fører an i kampen. Partiet Venstre er truslen mod det danske liberale demokrati.

Og den anti-liberale bevægelse føres helt fra toppen af partiet. Liberalisme betød engang ting som:

-

at staten ikke lovgiver om påklædning og lader faggrupper definere sine egne beklædningsregler.
. Det ville nemlig være at overskride, hvad det er tilladt at lovgive omkring, hvis det ikke kan påvises at være et fælles rettigheds- eller sikkerhedsanliggende.

-

at regeringen og politikere ikke blander sig dommerstandens afgørelser og forsøger at påvirke disse andet end ved at udfærdige de konkrete love, dommerne dømmer efter.
Det ville nemlig være at overskride den opdeling af magtens institutioner, som er essentiel for at Danmark kan kalde sig et demokrati i liberal forstand.

- at borgerne ikke behandles som potentielt kriminelle, og altså ikke kan tilbageholdes af politiet uden begrundet mistanke. Det er en ret afgørende forskel på en retsstat og et diktatur, at alle i et demokrati betragtes som uskyldige som udgangspunkt og frit kan bevæge sig omkring uden at blive mistænkeliggjort.

- at ingen kan straffes og frihedsberøves i længere tid uden en forudgående fair retssag, hvor anklagerne mod dem er blevet endegyldigt bevist eller kraftigt sandsynliggjort. og at der er proportion mellem forbrydelsens og straffens karakter samt lighed for loven. Igen et kriterie for at man kan kalde noget for et liberalt demokrati eller en retsstat og en af de traditionelle liberalistiske værdier.

- Fik jeg sagt, at ingen liberalistiske politikere ville bruge deres position i den udøvende magt til at påvirke den dømmende magt? (efter den lovgivnde magt har lavet loven)... nåh, det kan ikke siges for tit.

Man kunne blive ved. For eksempel kunne man nævne at særlovgivning - lovgivning der fremhæver en bestemt gruppe - nu er blevet okay. Eller at staten bruges til at fremme en bestemt kultur via lovgivning istedet for at være en retsstat for alle borgere uden skelen til andet end statsborgerskab og bopæl, som ville være sådan man lavede love i et liberalt demokrati. Og man kunne blive ved... Men det korte af det lange er, at partiet Venstre på ingen måde er hverken liberalt eller liberalistisk.

Man kan sagtens være liberal(ist) og gå ind for større eller mindre grader af social sikkerhed og velfærd. Men man kan ikke være liberalist, hvis man har skrottet ideologiens helt essentielle politiske kernepunkter. Liberalismen er en teori om statens rolle over for borgerne - og det danske regeringsparti har afgørende forkastet denne teori. Det er de naturligvis (desværre) ikke alene om, men de er nu engang regeringspartiet og - hvad værre er fra et 1984-orwelliansk synspunkt - det parti, der kalder sig "Danmarks liberale parti".

Jeg skrev for et par år siden en opgave (se kortere version her) om migration og flygtningepolitik, hvor jeg kom ind på, at det er ganske rigtigt at vore samfundsstrukturer og demokrati er truet, men at det er kampen mod migraterne og flygtningene, som underminerer vore samfund. Vestlige regeringer fører nemlig krig mod flygtninge og migranter i en sådan grad, at de opgiver de demokratiske principper, som er afgørende for også borgernes retssikkerhed.

Det er sådan en analyse, det er trist at finde ud af, at man havde ret i.


5 kommentarer:

  1. Et par kommentarer:

    "Men liberalismen er ligesom udgangspunktet. Det er her, vi tror vi er, og det er herfra vi måske kan komme videre."

    Du 'afslører' så, at dette ikke er vores udgangspunkt alligevel... Men hvem var det lige, der troede, at Liberalismen (med stort L) var vores udgangspunkt? Vi lever i velfærdsstats-DK udviklet i høj grad af socialkammerater. Vi lever i et relativt homogent nationalt fællesskab, som historisk har været *garanten* for de liberale frihedsrettigheder (selv om denne funktion er i opløsning). Den liberale tradition i DK er i høj grad National-liberal (med stort N).

    "Og et liberalt retssamfund er efter min mening langt at foretrække fremfor kulturalistiske nationalistiske essentialistiske stater med arbitrær og uigennemskuelig lovgivning vendt mod udvalgte dele af befolkningen baseret på magthavernes eller den kulturelle elites tilfældige præferencer."

    Reflektér lige over den.... Foretrækker du en minimalstat, der tildelser sine borgere nok så mange formelle rettigheder, men hvor de fattige af slagsen alligevel dør af sult og bliver stadigt fattigere - frem for et kulturelt fællesskab, der undertrykker mindretal? Skulle jeg satse i skæbnelotto på ét af de to, tror jeg, jeg ville tage min chance i kulturalismens hjemland.
    Jeg gambler dog af principielle årsager aldrig, hvis præmierne er dårlige.

    Er det ikke i bund og grund vores samfunds af-ideologisering, du ikke kan lide? Venstre ved man sgu, hvor man har, men det er snarere i meningsmålingerne end det er i favnen på Locke, Smith, Mill, Nozick mfl...

    SvarSlet
  2. Du har stort set ret, Søren.

    Kun halvt i din første kommentar om social lighed. Der er som jeg skrev intet i den politiske liberalismes kernebegreber om, at der ikke kan være udstrakt social lighed i et liberalt samfund, og omvendt er der intet overhovedet som giver anledning til at tro, at et samfund uden formel lighed vil kunne have nogen synderlig socio-økonomisk lighed. Så jeg tror faktisk, jeg foretrækker et liberalt demokrati med en anstændig grad af social lighed fremfor et regime med undertrykkelse af mindretal. Hvis mindretal undertrykkes og ikke har samme rettigheder, så har de også sjældent samme sociale muligheder.

    Men jo: social lighed er skam vigtigt for mig, så jeg vil godt give dig lidt ret i den kommentar. Min pointe var den, at det ofte antages at vi lever i et formelt liberalt samfund med demokratiske borgerrettigheder, og så kan vi tage den økonomiske og sociale kamp derfra - og den antagelse er jo desværre forkert: det virkelige udgangspunkt er desværre at der både er politisk og social ulighed.

    Når det er sagt, så har du 100% ret i, at det der i virkeligheden går mig på, er af-ideologiseringen eller snarere løgnagtigheden i politik. Det er sgu lettere at forholde sig til ærlige og ideologiske politikere end til nogen, der vil gøre og sige hvad som helst for at bevare deres magt. Hvis Venstre var et liberalistisk parti, så kunne man forholde sig til det på et andet plan, end nu hvor vi de gør alt hvad der er stik imod de liberale demokratiske kerneprincipper til "forsvar for demokratiet"....

    Når "kampen mod terror" bruges af vore politikere til at underminere de politiske grundpiller i vore samfund, så er det ikke terroristernes skyld, men vore politikeres - og vor egen idet vi tillader dem at vende sproget på hovedet. Det samme gælder, når de bruger "kampen mod migranter" til at smadre det demokrati, de påstår at ville "forsvare", mens de underminerer det.

    Så ja... det der virkelig går mig på er den orwellske new-speak, som gør at man kan binde folk hvad som helst på ærmet, og få ordet "liberal" til at betyde det direkte modsatte af hvad det egentlig betyder.

    SvarSlet
  3. Det lader til, at det er specifikt den politiske liberalisme og ikke den økonomiske, du så mener bør være 'vores udgangspunkt' og som du foretrækker frem for den diskriminerende kulturalisme.

    Dette er nok så vigtigt, mener jeg. 'Liberalisme' i den europæiske diskurs handler netop i dag ofte eksklusivt om den *økonomiske* liberalisme, altså markedstænkning.

    Og i den økonomiske liberalisme gør der sig en dynamik gældende, der *netop udelukker* en 'udstrakt social lighed'.

    I øvrigt er det ikke svært at forestille sig et samfund uden formelle rettigheder, men med en god socio-økonomisk lighed. Det er jo ikke alle lande, der som i Scandinavien baserer økonomisk tryghed på statens procedurer. Civilsamfundet er i mange samfund den socio-økonomiske 'base', og her er der er sjældent formelle frihedsrettigheder. Men ok, i komplekse arbejdsdelte moderne samfund har du nok ret: Vi har brug for de formelle institutioner! Fedt at høre fra en anarkist :O).

    Så ok, vi er vist rimeligt enige her.

    De formelle liberale frihedsrettigheder har deres funktion og udelukker ikke i sig selv social lighed. Min pointe er, at de intet er i sig selv. Friheder må realiseres for at have værdi.

    Interessant blog, i øvrigt.

    MVH

    SvarSlet
  4. @ vhs

    Rigtig godt indlæg, vi er ikke enige på alle punkter, men her er vi det i hvert fald. Som traditionelt politisk liberal gør det mig bare endnu mere trist at se dette.
    I det hele taget er der vel tale om en enorm overreglementering i vort samfund, regelmentering om ting som det direkte er idiotisk at lovgive om. Det eneste resultat af dette er at det fordummer befolkningen.

    Venlig hilsen

    Jon

    SvarSlet
  5. God kommentar, Søren!
    Ja, jeg har udelukkende haft den politiske liberalisme i tankerne. Altså den klassiske, ideologiske liberalisme. Den der handlede om demokratik og ligestilling og var imod kongemagt og anden magtkoncentration. Den liberalisme som blev født af oplysningstanken og ønskede at finde et ansvarligt forhold mellem stat og borgere, hvor alle individer i princippet har lige muligheder. Den kunne sagtens gå ind for forskellige grader af velfærd og økonomisk lighed - det kan endda gå ind for en høj grad af lighed, da den kan være bevidst om at økonomisk magt også er politisk magt, og at social arv er skævvridende for det liberale projekt. John Stuart Mill og senere John Rawls er åbenlyse eksempler.

    Nok om det. Mere interessant er din kommentar om, at lighed er muligt, hvis man ikke fokuserer på statens rolle. Liberalismen er en ideologi, der handler om statens rolle (ligesom andre ideologier), og det er en diskurs, det er interessant at bryde med.

    Lad mig sige det sådan, at i det omfang, at der er formelle magt-institutioner - såsom en stat - og i det omfang vi fokuserer på dem, så ønsker jeg dem baseret på formelle lighedsprocedurer (altså nogle liberale er). Men jeg er glad for at du pointerer, at man jo ikke behøver at fokusere på staten. Samfundet er mere end staten... men når man taler om dansk politik og partier og regeringer, så er det svært ikke at fokusere på deres holdning til hvad statens rolle er.

    Jeg ser formelle rettigheder som praktiske tommelfingerregler, der kan være brugbare alt efter den pågældende kontekst. De er ikke endegyldige og de er bestemt ikke altafgørende. De kan sågar komme i konflikt med hinanden. De virkelige mennesker og deres liv og lykke, som rettighederne var tænkt at skulle forsvare, er langt vigtigtere end rettighederne selv - og fokuseringen på rettigheder i sig selv kan godt være en forhindring for at realisere det de var tænkt til. Så længe de ikke behandles som universelle eller som mål i sig selv så kan de dog have en vis funktion.

    Rettighedsdiskursen kan jo for eksempel også misbruges til at ødelægge folks liv og velfærd - altså det modsatte af hvad den var tænkt til (se min opgave her på siden om "flygtninge og filosofi"). Det er altså vigtigt at huske at mennesker er primære overfor formellem rettigheder, men derefter kan rettigheder jo godt have et vist praktisk formål.

    SvarSlet