onsdag den 10. december 2008

Videnskabsjournalistik og primitiv retfærdighed

Elendig videnskabsjournalistik er noget, der ofte går mig på. Elendig journalistik går mig generelt på, men videnskabsjournalistik er så underprioriteret et emne i de fleste danske medier, at det ofte nærmere ryger over i petitesse-afdelingen sammen med kändis-sladder og "skøre nyheder fra verden". Og desuden er det et emne, som sjældent kan "forsvare sig" - der er ikke mange, der protesterer, når medierne maltrakterer en videnskabelig historie. Jeg læser af gode grunde ikke alle danske aviser jævnligt, men mit indtryk er, at Berlingske Tidende som en af de eneste faktisk har journalister som tager videnskabeligt stof seriøst, og den anden af de aviser, jeg jævnligt læser, Politiken, aldeles ikke har det. En avis må jo prioritere sine ressourcer og kan altså ikke dække alt stof, men så er spørgsmålet, om det ikke er bedre helt at lade være, istedet for at forsøge at skrive om noget, man ikke er istand til at skrive om?

Værst - og helt utilgiveligt - bliver det, når journalisten ikke bare fejlrepræsenterer det videnskabelige stof, men sågar drager sine helt egne amatør-"videnskabelige" konklusioner og skriver dem ind i artiklen, som om de faktisk havde noget at gøre med den omtalte undersøgelse, rapport osv. Det kan man se et eksempel på i dagens udgave af Politiken, hvor sports-, sladder- og kriminal-journalisten, Michael Bech, gør sig selv til evolutionsbiolog.

Artiklen "Hunde kræver retfærdighed" handler om et interessant østrigsk studie, som endnu er behæftet med mange usikkerheder, men er endnu et i en lang række, der bekræfter at mennesket ikke er det eneste dyr, som har en sans for retfærdighed.

Forsøget går kort fortalt ud på, at lade hunde gøre "kunster" - i dette tilfælde at gi' pote - henholdsvis med og uden belønning. De fleste af de pågældende hunde er glade for at give pote både med og uden belønning, når de testes enkeltvis, men hvis forsøget gøres med flere hunde samtidig, hvor den ene hund modtager en belønning for sit trick og den anden ikke gør, så vil den uretfærdigt behandlede hund blive utilfreds og langt mindre villig til at samarbejde. (Læs om eksperimentet her)

Retfærdighedsans handler altså om at være tilfreds eller utilfreds med et bestemt forhold og ikke bare den pågældende belønning. Belønningen kan være fin nok i sig selv under normale omstændigheder, men når man ser, at andre belønnes højere for det samme arbejde, så ændres vurderingen, idet det lidt mere abstrakte forhold - den ulige fordeling - ikke er tilfredsstillende.

Lignende forsøg har givet samme resultater med primater, som dog har udvist en mere kompleks retfærdighedssans. Hundene i omtalte forsøg var nemlig tilfredse så længe de fik en belønning, men de var ligeglade med kvaliteten af denne belønning: Når den ene hund fik et stykke pølse mens den anden måtte "nøjes" med rugbrød var der ingen utilfredshed. Frans de Wall (zoolog med speciale i primaters adfærd) har derimod lavet forsøg med Capuchin-aber, som viser, at de ikke vil finde sig i at blive spist af med et stykke agurk, der ellers normalt er udemærket, hvis deres sidemand får en lækker vindrue. (Læs om eksperimentet her)

Der er intet revolutionerende i disse opdagelser. De er tværtimod praktiske bekræftelser, at hypoteser og observationer, der har været fremført lige siden den moderne biologi blev født. Både Darwin og Kropotkin var klar over disse forhold, og mente, at den menneskelige etik og retfærdighedssans må være baseret på evolutionært tidligere paralleller. Alle dyr, der lever i flokke med social organisering har brug for at den sociale organisering fungerer optimalt, og der er derfor ikke noget underligt i, at de udvikler en sans for retfærdig behandling. Mennesket er et socialt dyr, og var det længe før vi overhovedet var mennesker, så det skulle være underligt om ikke, vi har taget vore fornemmelser for den slags med fra tidligere mere primitive instinkter.

Det østrigske forsøg med hunde bekræfter altså blot endnu engang, at mennesket ikke er det eneste dyr, som bliver fornærmet over ikke at blive ligeligt behandlet.

Derfor er det underligt - og helt forkasteligt - når Politikens Michael Bech tager en videnskabelig pressemeddelelse og tilføjer sine egne lægmandstanker, som faktisk er direkte modsatte af den videnskabelige konklusion og diskussion. Han indleder sin artikel med at påstå, at denne primitive retfærdighedssans slet ikke er så naturlig, som evolutionsbiologer ellers er forholdsvis enige om, at den er. Næh, ifølge journalisten er hundenes reaktion nemlig blot noget, de har lært af menneskene, der har holdt dem som kæledyr.

Han indleder således sin artikel med:
"Hunden er ikke bare menneskets bedste ven.
Hunden har også lært af menneskelig adfærd i de mange år som kæledyr med tæt kontakt til os og vore vaner."


Hunden er et gennem-socialiseret dyr, der er udviklet i tæt sammenhæng med menneskets biologiske og kulturelle udvikling, så vi kan selvfølgelig have påvirket hinanden, men jeg syntes nu alligevel, at den sætning var lidt underligt, og der er så vidt jeg kan se absolut intet i den oprindelige pressemeddelelse, som refereres i Politikens artikel, der antyder, at hundenes retfærdighedssans skulle være noget, de har fra "lært" fra mennesket. Der er heller ikke nævnt noget om det i de mange andre medier, der har bragt historien. Det er simpelthen noget journalisten selv finder på - og derved gør han sig ikke alene til ekspert i evolutionsbiologi men også en særdeles kontroversiel en af slagsen, da han dermed angriber Darwins hypotese om at primitive moralske instinkter er udviklet naturligt som konsekvens af alle sociale dyrs sociale behov.

Hvorfor er dette noget at hidse sig op over, spørger du måske? Tjah... for det første så er videnskabsjournalistik som sagt et emne, jeg føler et behov for at kritisere, da det er et emne, der ofte maltrakteres og underprioriteres, og som sjældent forsvarer sig selv. Ligeledes er det et emne, hvor det er de færreste læsere, som umiddelbart kan se om en journalist, yder emnet retfærdighed, for de ved lige så lidt om det som den journalist, der lirrer en artikel af fra en pressemeddelelse og tilføjer lidt humoristiske kommentarer uden at have nogen forståelse for emnet. Det er kort sagt et emne, hvor journalister generelt har alt for frit spil til at skrive det rene vås.

Men for det andet, så er det jo en frygtelig fejltagelse, Michael Bech promoverer her. Han gør det sikkert ikke med vilje, men han lægger jo direkte op til at konkludere det sædvanlige vås, som ikke hører hjemme i moderne biologi eller menneskelære, at mennesket er et særligt ophøjet væsen, som har en række over-naturlige evner - etik, retfærdighed, social indsigt osv. - som ikke kan forklares naturligt. Hvis hundene er nødt til at "lære" deres retfærdighedssans fra mennesker, hvor stammer menneskenes retfærdighessans så fra? Gud? Staten? Den sociale kontrakt?

Virkeligheden forholder sig nærmest omvendt: Det er ikke os, der lærer de primitive dyr retfærdighed. Vi har tværtimod "lært" det fra de primitive dyr - nemlig vore forfædre, som før vi kom til også levede i sociale samfund med behov for organisering, social balance og retfærdighed. Det er ikke noget "mystisk", som ikke kan forklares, eller som skal komme ovenfra via en særlig Menneskelig Fornuft. Det er et helt naturligt fænomen, som vi naturligvis har tilpassset til vore liv og vore samfund - med al den kompleksitet, som følger med det.

2 kommentarer:

  1. Du har ret ... du har alt, alt for ret :-(

    Jeg skyder skylden på den næsten totale mangel på viden om naturvidenskab i befolkningen som helhed. Hvis man havde fået bare en lille smule begreb om den videnskabelige metode ind med modermælken, og hvis man ikke mindst færdedes i et miljø, hvor folk havde det og stillede krav, ville man forstå, at hvordan og hvorfor man ikke bare kan give sig til at brodere videre på resultatet af et videnskabeligt eksperiment, når man ikke aner noget om det.

    Man ville forstå, mener jeg, at spørgsmålet om, hvorfor hunden reagerer, som den gør, er et andet spørgsmål, som må belyses for sig, og som ikke blot kan afgøres ud fra spekulationer af typen "mennesker har retfærdighedssans - hunde har retfærdighedssans - hunde har levet sammen med mennesker - *ergo* har de lært det af mennesker", hvilket vel er en blanding af "white man's burden" og post hoc ergo propter hoc.

    Mangelen på viden om naturvidenskab gælder nu også til en vis grad humanistiske akademikere, herunder filosoffer - jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogen mener, de kan udtale sig om erkendelsesteori eller ontologi (overvejelser om "det værendes natur" af den type, romantikkens og oplysningstidens filosoffer fik uendelige mængder af tid til at gå med) uden at kende til betydningen af lineaær algebra og teorien for uendelig-dimensionale vektorrum for kvantemekanikken, eller gruppeteori og symmetrier for kvantefeltteorien og relativitetsteorien. I hvert fald sådan på et overordnet plan.

    Men det var nu et sidespring - for ja, det kunne være rart, om folk almindelighed vidste nok om naturvidenskab til at videnskabsjournalister ikke kunne slippe godt fra den slags.

    I tilgift kunne vi måske endda slipper for Nørretranders og alt hans sludder ...

    SvarSlet
  2. @ Carsten: Angående filosofi, så er jeg helt enig. Der er alt for meget sludder og vrøvl og alt for lidt forbindelse til "virkeligheden" (sat i gåseøjne for at glæde de postmoderne i Kbh og andre steder). Jeg mener det helt seriøst: Jeg brækker mig ind imellem over hvor meget sludder en humaniora-studerende, sociolog, "filosof", og så videre kan få lov til at slynge ud. Ind imellem er det ikke så meget det at det ikke er det mindste baseret på videnskabelige kendsgerninger, men snarere det at det slet ikke har nogen forbindlse til virkeligheden. Det er som om det er okay at omdanne filosofi til et litteratur-studie, hvor man kan analysere hinandens værker men ikke deres forhold til faktuelle forhold... hvad skal det bruges til?

    Egentlig kunne det være skægt hvis filosofi blev flyttet ud af humaniora - det er jo kun indenfor relativt nyligt at det er blevet løsrevet fra naturvidenskaben.

    Når det er sagt, så synes jeg faktisk at min uddannelse i Odense har været særdeles god til ikke at tillade "hvad som helst" og til at inkludere mere hardcore videnskaber. Til gengæld fatter jeg ikke et hak af Derrida og andre post-modernister og den slags (selv når jeg prøver, så kan jeg ikke se meningen med det).

    SvarSlet