tirsdag den 30. september 2008

USAs økonomi er baseret på dækningsløse checks

Lidt om bagrunden for den nuværende finanskrise med udgangspunkt i USA:

Nu er jeg ingen økonom, men har altid fundet økonomi lidt interessant - altså lidt mere interessant end de fleste andre dødelige mennesker, som finder det overhovedet ikke interessant. Når der så kommer en krise, så er alle sgu tvunget til at forholde sig til det, og her er hvad jeg har suget til mig af information det sidste års tid, om hvordan det kunne gå så galt med USAs (og indirekte resten af Verdens) økonomi. Der er naturligvis flere forskellige ting, der påvirkede hinanden, men her er nogle af dem. Dels er USAs økonomi meget speciel, dels er der en politisk situation der giver spekulationskapitalisme frit spil til at handle ganske uansvarligt. Disse to ting er forbundne: både bankerne og spekulanterne har foretaget det samme som USAs nationalbank, nemlig at udskrive dækningsløse checks og håbe at andre vil tage imod dem.


SPEKULATIONSCIRKUS
Den ene faktor er den uansvarlig kasino-kapitalisme, hvor banker og investeringsfirmaer og børsnoterede virksomheder (og staten, men det er den anden del, som jeg vender tilbage til) alle har befundet sig i et spil, hvor man udskriver dækningsløse checks som hurtigere og hurtigere skifter hænder, så ingen opdager at der ikke er nogen reel værdi bag dem.

Et eksempel er energivirksomheden Enron, der får nogle år siden gik bankerot og efterlod store dele af Californien uden strøm. Det skete efter at el-markedet var blevet fuldstændig privatiseret (naturligvis en lov, der blev udarbejdet af Enrons egne lobbyister - sådan fungerer "demokratiet" i USA), så leverandørerne stort set kunne sætte prisen som de ville (note: det er ikke let som forbruger at have "frit valg" mellem el-leverandører, så det er i virkeligheden tæt på monopol, når det marked "liberaliseres").

Men så skulle der jo være udemærkede muligheder for at Enron kunne tjene masser af penge. De havde nærmest monopol på en livsnødvendig vare og kunne sætte prisen som de ville. Ja, men problemet var, at de ville tjene endnu flere penge - flere penge og hurtigere end det var muligt ved blot at sælge strøm. Det man så gør i en "moderne virksomhed" er, at få folk til at købe ens aktier og sælge aktierne dyrere og dyrere. Det er i virkeligheden aktie-salget, der er mange virksomheders indtægtskilde. Der var engang, da man opfandt aktier, hvor aktierne skulle være en slags investering i en virksomheds overskud, og man altså kun købte aktierne, hvis man mente, at firmaet havde en god forretning. Sådan er det ikke mere. Idag køber man aktier for at kunne sælge dem igen, når de er blevet mere værd. Det er altså ligemeget om virksomheden faktisk producerer noget, så længe aktierne bliver ved med at stige. Og hvordan får man aktier til at stige? Ved at få endnu flere folk til at købe ens aktier i forventning om at de vil stige. Og folk begynder automatisk at købe de aktier, når de kan se, at de er begyndt at stige - hvormed aktierne igen stiger.

Det eneste man behøver at gøre er altså at starte med at få ens aktier til at stige "kunstigt". Enron gjorde dette på mange forskellige måder, og der er skrevet hele bøger om det udspekulerede spil, de kørte. Kort sagt så "pumpede" de deres aktie-værdi kunstigt op og meldte falske regnskaber ud med fiktive milliard-overskud til offentligheden. Planen var at selvom det er ulovligt, så ville det manglende overskud hurtigt komme ind igen, fordi det fiktive regnskab ville få folk til at købe aktier, så de ville stige. Men Enron holdt sig ikke til at dække et fiktivt overskud med indtægten fra det stigende aktiesalg. Istedet lavede de flere datterselskaber, hvor de pumpede penge ind til direktørernes egen lomme, og det var for sjovt til at holde op, så de blev ved og ved med at pumpe aktierne endnu mere op uden at have nogen virkelig omsætning, der tilnærmelsesvis svarede til de værdier de havde spyttet ud i aktier.

Det var altså et spørgsmål om grådighed, der er gjort muligt ved at man har lavet et system, hvor folk kan sælge tomme værdi-papirer. En aktie er ligesom et gældsbevis, noget indehaveren kan kræve at få værdi for, men i dagens aktiemarked er det ligemeget hvilken værdi, der er bag aktierne: de er blevet til værdipapirer i sig selv og deres værdi er selve det at folk bliver ved med at købe dem og tro på at der er værdi bag dem. Så snart troen på det stopper, så krakelerer det hele.

Nogen kan nok også huske, det der hed "dot-com-boblen" i halvfemserne, hvor nystartede IT-virksomheder solgte aktier for milliarder uden at det, de producerede var i nærheden af den værdi de havde solgt aktier for, men folk blev ved med at spytte penge i dem, fordi IT var den nye "guldkalv". Den boble brast også.

Et andet eksempel og mere nutidigt eksempel er boligmarkedet og bankverdenen. Det startede også sidst i halvfemserne og krakkede her for et års tid siden, hvilket resulterede i at tusindvis af lavere til middelklasse-amerikanere pludselig blev hjemløse. Det er en direkte årsag til de nuværende bank-krak, hvor staten gik ind og opkøbte gældinstitutionerne.

Det der skete var, at bank-verdenen gik for langsomt. Bankerne er også aktie-selskaber og aktionærere vil have stadigt flere penge for deres aktier - de vil se dem stige, ellers så sælger de, og så begynder de automatisk at falde. Man er altså nødt til at omsætte for mere end man kan. Hvis ikke man løber hurtigst, så løber man baglæs i aktie-verdenen, også selvom det gør rigtig ondt hvis man falder, når man løber hurtigere end benene kan følge med.

Bankernes værdi er ikke deres penge-reserver. Penge, der bare ligger i en kælder, er ikke noget værd. Pengene skal ud og yngle. Når du sætter penge i banken så stoler du på at du kan få dem tilbage igen, men banken tager faktisk dine penge og investerer dem eller låner dem ud til andre. Hvis alle pludselig ville have deres penge ud af banken, så ville den gå fallit og måtte indrømme at den slet ikke har alle de penge... hvilket naturligvis ville få endnu flere folk til at gå i panik og kræve at få deres penge ud af banken osv osv. Det er kun fordi vi stoler på det, at det fungerer. Hvis vi kræver at se, hvad der er bag de garantier de giver os, så duer garantien ikke længere, og tryllenummeret går i vasken.

Nå men. Udover aktie-salget og spekulationen med kundernes penge, har bankerne en anden "indtægt": de folk der tilbagebetaler lån med renter. Uanset om de skyldnere faktisk betaler af på deres lån eller ej, så er selve det, at de har optaget et lån i sig selv en værdi for banken. Så har banken nemlig et stykke papir - et gældsbevis - som siger "hypotetisk indtægt i fremtiden", og det papir kan tælle med i deres værdier og omsætning.

Så hvis du tænker på hvad Enron gjorde, så er det let at gætte, hvad en bank vil gøre: Jo flere lån de giver ud, jo flere af disse tomme værdipapirer har de, des større er deres fiktive regnskab, og dermed vil flere folk købe deres aktier, så stiger aktierne, aktionærerne bliver glade.... osv. Og de virksomheder som ikke gør dette, og dermed ikke har et "overskud" der stiger tusind gange per år, de mister penge, fordi så sælger de dumme aktionærere og spekulanter jo deres aktier... hvis man ikke løber hurtigst så løber man altså baglæns.

Det der skete i halvfemserne i USA startede med massevis af mindre låneinstitutter - private små virksomheder, som lever at at sælge "lån". Det de gør er at få private folk til at optage et lån. Det selskab sælger så "låne-sagen" eller gældsbeviset til en bank. Bankerne sælger det videre som "værdipapirer". Gældsbeviser kan sælges ligesom aktier... bedre endda for det er jo en garanteret "hypotetisk" indtægt i fremtiden. Det er altså ikke kun banker der har gældsbeviser - alle mulige firmaer, som vil have en værdi-post på deres regnskab, så det ser ud som om det går rigtig godt (enten så flere folk køber aktier, men det kan også bruges som skattefidus), kan købe disse lån og regne dem med som "værdier".

Det virker selvfølgelig kun når der er en hvis tiltro til at det første led - den private kunde - betaler af på lånet. Derfor er det de første lånoptageres opgave at spørge til privatkundens økonomi og værdier osv. Altså om de har fast arbejde, om de har et hus osv. Men som sagt... så længe der er tiltro til det, så er det egentlig lige meget, om der er en faktisk værdi bag papirerne, og når gældsbeviser kan bruges til at pumpe aktierne op, så er det en idiot af en bankdirektør, som ikke vil være med til det, for så vil folk sælge deres aktier i hans bank, når hans regnskab ikke stiger lige så meget som de andres.

Altså begyndte bankerne at slække på kravene til låne-virksomhederne. Der opstod en "låne-boppel", hvor der var flere og flere penge i at få folk til at optage lån, og hvor bankernes krav til "kvalitet" bag lånene faldt og faldt (et låns kvalitet er sandsynligheden for at få alle pengene tilbage). Bankerne krævede at få stadigt flere og flere lånepapirer ind og købte dem af låne-hajerne for meget mere end de var værd, indtil lånehajerne nærmest gik rundt fra dør til dør og pressede folk til at optage lån, som de ikke havde nogen chance for nogensinde at betale tilbage.

Det skete altså også i Danmark, at mindre virksomheder forsøgte at komme ind på det marked. For nogle år tilbage (og endnu idag, så vidt jeg kan se i medierne) blev man især som ung (og dum) nærmest skrevet i hovedet konstant at man skulle optage "rentefri" lån, hvorman kunne vente et år med at betale af... sms-lån osv osv osv uden at nogen kiggede på om man overhovedet var istand til at betale af. Når de tilbyder dig "afdragsfri" lån, så er det altså fordi de ikke regner med dine afdrag men bruger dit gældsbevis til spekulation.

... og Roskilde Bank var for nylig inde på noget af det samme. Nærmest lidt Enron-agtigt. Det de gjorde var at bede folk om at tage lån i deres hus og investere i Roskilde Bank-aktier, hvormed aktierne jo automatisk stiger og så starter skruen.

Men den slags kan jo ikke vare ved. På et tidspunkt starter det med at de første private folk ikke kan betale deres lån tilbage... og så er deres gældsbevis jo blevet værdiløst for det finansinstitut, der har købt det. Så starter domino-effekten og går hele vejen op i systemet, idet alle led i systemet pludelig begynder at kræve at der er "garanti" for de papirer, de aldrig før har bedt om garanti for. Og så begynder det at falde fra hinanden hele vejen op.

D.v.s. tusindvis af private folk står pludselig uden hjem (det hører måske med til historien om de gældsættene boligejeres dumhed og medskyldhed, at man i USA ikke har særligt megen retssikkerhed hvis man ikke ejer sin bolig. Lejere kan sættes på gaden når som helst og må ingenting). Bankerne står så og ejer deres hus, som jo var sikkerheden bag lånet. Men hvad i alverden skal en bank dog bruge et hus til? Huset er kun noget værd for banken i det omfang det kan sælges, men når hele markedet pludselig er krakket og huspriserne falder, og folk iøvrigt ikke har nogen penge, så er det jo ikke særligt spændende for en bank at have en masse tomme huse.

Det var altså en tom "sikkerhed" og nogle banker gik under, fordi de som sagt har lånt folks penge ud og selv optaget lån hos større banker og nu begyndte hele systemet at kræve sine værdi-papirer omsat til rede penge, og det skal man ikke gøre, når hele systemet er bygget på at alle parter bare stoler på at værdipapirer har værdi. Det er den eneste værdi de papirer har: at alle bliver ved med at lade som om de har værdi. Så snart nogen holder op med den leg, så falder det hele sammen.

Når folk mister deres hjem og går fallit, når banker går fallit, når forbruget falder, når tiltroen til lån og til den økonomiske fremtid går i stykker, så påvirker det naturligvis masser af andre virksomheder, private osv. og hver økonomisk nedgang medfører mere økonomisk nedgang for andre osv osv osv og så har vi pludselig en kæmpe krise, der påvirker hele verden, fordi alle landes økonomi er mere eller mindre baseret på at sælge ting til USA.

USAS UNIKKE ØKONOMI
Og det er den ANDEN del af forklaringen: USAs økonomi er nemlig fundamentalt set rådden. USA er det eneste land i verden, der år efter år kan tillade sig at have gigantisk underskud på handelsbalancen (import i forhold til eksport). Amerikanerne køber simpelthen en masse ragelse (hovedsageligt kinesiske produkter og naturligvis olie) uden selv at producere noget særligt. Det er der ingen økonomi der kan holde til. Grunden til at de kan gøre det, er den samme leg som ovenfor beskrevet, hvor alle bliver ved med at lade som om det går godt og at der er dækning bag gældspapirerne.

Kort sagt har den amerikanske regering gjort det samme som Enron og alle de andre finansjonglørere: de har lavet et værdipapir, som ikke har nogen reel værdi bag sig, men som kun har værdi fordi alle andre er med til at bruge det som værdipapir. Og det gør de, fordi folk rundt omkring i verden har brug for de dollars til at handle olie. Verdens handel - især olie-handel - bliver nemlig udført i amerikanske dollars. (bemærk iøvrigt, at Saddam Hussein havde truet med at få OPEC til at handle i euro).

Det betyder at den amerikanske centralbank kan udstede mange flere dollars end der egentligt er værdier i USA. Det svarer til når Enron pumper sit regnskab og sine aktier op: det virker fint så længe folk er med på legen.

Dollarserne fungerer altså som en slags gældsbevis (man kan kræve at sælge dem tilbage til USA), som dog kun har værdi så længe der ikke er nogen, der faktisk kræver at se værdien eller at få dem indløst. Og da alle (rige) ligger inde med en masse værdier i dollars, så er der ingen der har nogen interesse i at holde op med at lege, at de er noget værd. Men så snart dollaren begynder at falde, så er der nogen, der vil overveje at sælge deres dollars, og så falder den endnu mere, med mindre at der er nogen andre der får rettet op på det.

Og der er mange der er interesserede i at rette op på dollarens fald. En finurlighed er for eksempel, at Kina og Japan er med til at pumpe dollaren langt højere op end den skulle være i virkeligheden. De to lande ejer i virkeligheden mere af USA end USA selv gør, hvis dollaren havde virkelig værdi. Kina og Japans centralbanker ligger nemlig inde med giga-milliarder af amerikanske dollars og gældsbeviser... papirer der ikke er en skid værd, for hvis de prøvede at indløse dem, så ville USA gå fallit.

Og Kina og Japan er ikke interesserede i at USA går fallit. Det er nemlig deres varer, amerikanerne køber. Som sagt så starter hele elendigheden i den amerikanske økonomi jo ved at dollaren er pustet kunstigt op for at dække over USAs manglende handelsbalance - altså det faktum at amerikanerne køber alt for mange kinesiske og japanske produkter og olie. Hvis USAs økonomi gik fallit så ville kineserne pludselig ikke have nogen at sælge al deres ragelse til (og jeg mener ragelse. Der er naturligvis også gode produkter - faktisk kommer 99,99% af alt i USA fra Østasien. Amerikanerne producerer tilsyneladende ikke noget selv. Men USA har også så lave standarder at Kina kan sælge giftigt legetøj osv som ellers er forbudt i resten af verden).

Det er ikke unikt for Kina og Japan, for vi er alle i hele verden viklet mere eller mindre ind i det amerikanske forbrugsmarked, så den økonomiske situation i USA kan altid mærkes i resten af verden.

Kontradoxa havde iøvrigt for et års tid siden nogle fremragende artikler om USAs unikke økonomiske situation. Der var 2, og de var virkeligt læsværdige uanset om man er intereseret i økonomi eller ej, for det har også stærke politiske konsekvenser. Desværre kan jeg kun finde den ene af dem.

Udvidelsen af Fort Europa

Oplæg holdt ved ved arrangement i Odense 8.november 2007 sammen med Støttekredsen for Flygtninge i Fare



Danmark er med sit forbehold på det rets- og sikkerhedspolitiske område ikke formelt med i EUs fælles afgørelser på flygtningepolitikken. Det spiller dog ingen rolle af to grunde. Den første grund er, at den danske regering kan tilslutte sig alle de EU-afgørelser på området, som den har lyst til. Den anden er at lande i udkanten af og udenfor EU tager sig af at holde flygtninge væk fra de indre områder. Danmark ligger altså lunt placeret i midten af det stadigt voksende Fort Europa.

Mange EU-lande har som mål at modtage så få flygtninge som muligt. Mange regeringer har ligesom den danske gjort sine flygtninge-definitioner snævre og giver ikke længere asyl til de flygtninge, der kunne få det før i tiden. For hvis nu et land blev kendt som det, hvor man som forfulgt flygtning kan få asyl, så er det klart, at det er dér flygtningene vil forsøge at komme hen - det kan vi se med Sverige, som nu er det eneste sted i Europa, hvor irakere kan få asyl. Der er altså et "kapløb" mod bunden, hvor hvert EU-land konkurrerer om at have den dårligste asyl-lovgivning som muligt. Hvis ét land indfører strengere krav, så følger de andre efter. Her har Danmark i årevis været foregangsland og sat standarden for hele EU, selvom vi altså ikke er med i den fælles EU-politik på området.

Dansk Folkepartis ny alliance

Bragt på intet menneske er illegalt (jeps, det er mig, der er redaktøren dér), 24.januar 2008



Det "anstændige" parti, Ny Alliance slutter sig til flygtninge-fjenderne

Partiet Ny Alliance blev dannet på baggrund af 2 faktorer: På den ene side en bølge af utilfredshed blandt borgerlige - især konservative - politikere med VKO-regeringens uliberale blokpolitik, hvor det racistiske Dansk Folkeparti har haft vetoret på flygtninge- og immigrationspolitikken og statsministeren har ladet hånt om menneskerettigheder, internationale konventioner og almindelig "borgerlig anstændighed".

Krigen mod flygtninge rammer os alle

Bragt på Intet menneske er illegalt 13. november 2007 (og ja, det er mig, der er redaktør for den hjemmeside. Artiklen er iøvrigt en bearbejdet og enormt forkortet version af nogle af konklusionerne i min universitetsopgave Flygtninge og filosofi)



Retten til at flygte og få asyl er et afgørende princip i menneskerettighedstanken. Uden denne ret er der ingen vej fra menneskerettighedernes status som ideal til deres realisering uden drastiske ændringer i den nuværende verdensorden. Når denne rettighed fjernes, så undermineres grundlaget menneskerettighedernes status i den globale verdensorden også. Dette har konsekvenser for os alle.

Jeg vil her beskrive nogle af de strategier, den ’vestlige verden’ har iværksat de seneste årtier for at underminere retten til at flygte. Jeg vil desuden vise hvorledes denne ’krig mod flygtninge’ også rammer vore egne rettigheder og sikkerhed. Men først en gennemgang af flygtningerettens rolle i menneskerettighedernes realisering.

Oppositionspartiernes holdninger til asylsystemet i Danmark

Bragt på Intet Menneske Er Illegalt, 9.november 2007



Tirsdag den 13.november 2007 er der folketingsvalg i Danmark. Asylsøgere har ikke stemmeret, men vores valg kan være afgørende ikke bare for deres helbred og velfærd men for deres liv eller død. Hvis man har nogen som helst medfølelse med nogle af de mest udsatte mennesker i verden, og interesserer sig for, hvad partierne vil gøre for dem - eller mod dem - så kan denne guide forhåbenligt være til hjælp for de, der ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds.
Først kommer vores egen kommentar om, hvad problemet er med det nuværende asylsystem og VK(O)-regeringens politik. Derefter følger oppositionspartiernes svar, og til sidst opsummerer vi og gør status på, hvilke partier, man kan stemme på, hvis man ønsker systemet ændret.



Det er ikke bare tal i statistikken

Bragt på internationaltforum.dk 4.juni 2005



... Men her er alligevel nogle af tallene fra den israelske besættelse af Palæstina siden begyndelsen på al Aqsa-intifadaen den 29. sept. 2000.

Det palæstinensiske selvstyres informationscenter rapporterer, at siden 2000 har den israelske hær dræbt 4.032 palæstinensere og såret 44.666. 750 palæstinensiske børn er blevet dræbt i perioden, og 732 palæstinensere blev dræbt af, at hæren sprængte deres huse i luften.

Israelske soldater har i alt dræbt 344 medlemmer af de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, 817 studenter og undervisere, 36 læger og ambulanceførere og 9 journalister. 325 palæstinensere er blevet dræbt i illegale henrettelser udført af hæren.

131 syge palæstinensere - deriblandt mange børn, ældre og gravide - døde ved de israelske militære checkpoints i Palæstina, mens hæren holdt ambulancerne tilbage, så de ikke kunne få behandling. 50 af palæstinenserne blev dræbt af bosættere, og 4.800 skoleelever blev såret, mens hæren skød mod skolen eller mod elever på vej til eller fra skole.

Antallet af totalskadede huse efter militære bombninger eller nedrivninger er 69.843 og 63.099 hjem er delvist smadrede. 590 offentlige administrationsbygninger blev ødelagt, 12 universiteter og skoler lukket efter militære ordrer, 316 skoler og andre bygninger under undervisningsministeriet blev bombet og 43 skoler blev beslaglagt som militærelejre.

Derudover har israelske soldater ryddet ca. 7.686 hektar landbrugsjord med bulldozere og jævnet de tilhørende landbrugsbygninger med jorden, for at bygge „adskillelsesmuren“.

Der sidder stadig 8500 palæstinensere i de israelske fængsler og arbejdsløsheden for palæstinensere er nu på 26% og fattigdomsraten på 67%.

Læs mere på International Middle East Media Center

af Ole Poulsen, IF-Odense


Ørken-fronten

Bragt i Gaia #51 vinter 2005

I Nordafrika smelter EU’s militære og økonomiske interesser sammen i krigen mod flygtninge og andre trusselsbilleder. De nordafrikanske lande integreres i EU’s deportationspolitik bl.a. ved hjælp af nye fængselslejre uden for nogen juridisk kontrol.



af Helmut Dietrich

”Hvordan kan du glemme koncentrationslejrene, der blev bygget af de italienske kolonisatorer i Libyen, hvortil hele din slægt, obeidaterne, blev deporteret? Hvorfor har du ingen samvittighed?” De spørgsmål stillede den libyske intellektuelle, Abi Elkafi, i et åbent brev til Libyens ambassadør i Rom. ”Grunden til, at jeg skriver til dig, er de nye modbydelige koncentrationslejre, der bliver bygget på libysk jord på vegne af Berlusconi-regeringen.”

Europæiske interneringslejre i Libyen

I juni 1930 havde den italienske guvernør over Libyen, Marskal Petro Badoglio, interneret størstedelen af de 700.000 indbyggere. Inden for to år døde over 100.000 mennesker af sult og sygdomme i koncentrationslejrene i ørkenen. Samtidig af-spærrede Badoglio den 300 kilometer lange libysk-ægyptiske grænse med pigtråd. Derved knuste de italienske kolonisatorer den libyske modstand - et projekt de ikke havde kunnet fuldføre i årevis, hverken ved at bombardere landsbyer og oaser - eller med giftgas. Den nuværende italienske regering håner ethvert krav om kompensation, skriver Abi Elkafi.

For fem år siden modtog den vestlige presse de første pålidelige rapporter om nutidige interneringslejre i Libyen.

Efter pogromer mod 130-500 sorte afrikanske migrantarbejdere i hovedstaden Tripoli i efteråret 2000, flygtede tusinder af arbejdere fra Niger, Mali, Nigeria og Ghana mod syd. Mange af dem blev stoppet ved vejafspærringer i Sahara og bragt til libyske militærlejre.

’Le Monde Diplomatique’ rapporterede om adskillige lejre, hvor migranter og flygtninge havde været indespærret siden 1996 - der skulle være omkring 6.000 ghanesere og 8.000 nigere i en af lejrene. Ghanas præsident, Jerry Rawlings, besøgte lejren for at bringe nogle hundrede af sine landsmænd tilbage. Den 22. februar 2004 udsendte the Somali Consultative Council en appel til Libyens leder Ghadaffi om at løslade de somaliske fanger på libysk jord, der havde været i sultestrejke i to uger - uden at sende dem tilbage til borgerkrigen i Somalia. I begyndelsen af oktober samme år viste den italienske statsejede TV-kanal, RAI, billeder fra en libysk flygtningelejr - hundreder af mennesker i en svært bevogtet gård der ikke havde noget sted at sove indenfor barakkerne. De seneste rapporter fra flygtninge, der bliver deporteret fra Italien tilbage til Libyen, bekræfter eksistensen af disse lejre.

Oprettede den libyske regering oprindeligt disse lejre for at forsyne de store industrielle projekter i Sydlibyen med arbejdere? Eller blev de etableret for at stoppe flygtninge på vej igennem den del af landet? Uanset hvad, så erklærede den libyske regering i 2004 at folk, der kommer ukontrolleret ind i landet, vil blive inde-spærret i det sydlige Libyen og deporteret. Yderligere oplyste den libyske indenrigsminister, Mabruk, at omkring 40.000 migranter var blevet deporteret fra Tripoli i løbet af de seneste uger.

En ny europæisk flygtninge-politik

Internering og deportation er forudsætningerne for EU’s ”off-shore-lejre” (lejre uden for EU). Libyen er det første ikke-europæiske land, som blev integreret i EU’s deportationspolitik. De første klare fakta kom med luftbroen, som siden 2. oktober 2004 har deporteret afrikanske flygtninge fra Italien til Libyen. I begyndelsen af oktober erklærede den dengang udnævnte EU-kommissær, Buttiglione, under en høring i EU-parlamentet, at EU ikke ville bygge ”koncentrationslejre” i Nordafrika, men i stedet benytte de allerede eksisterende lejre, ”hvor flygtninge lever under yderst vanskelige forhold”. Under det uformelle møde i Scheveningen i oktober 2004 blev EU’s justits- og indenrigsministre i princippet enige om, at EU har planer om at etablere ”modtagelsescentre” for asylsøgere i Algeriet, Tunesien, Marokko, Mauretanien og Libyen - ikke under EU’s men de pågældende landes kommando.

Stort set ubemærket af offentligheden er EU-landene ved de ydre europæiske grænser i færd med at udarbejde et nyt deportationssystem. Hidtil er flygtninge og migranter, som tilbageholdes af grænsepolitiet, blevet sluppet løs i landet efter nogle få dage. Nu eksisterer der gigantiske lejre på Kanarieøerne og øerne syd for Italien og øst for Grækenland. Derfra går der ingen vej til europæiske byer og europæisk asyllovgivning, hvor stram den end måtte være.

Fordelene ved at placere lejre i den europæiske periferi er beliggenheden. De er ofte placeret på grænserne til lufthavne ved nedlagte militære områder, bevogtet af paramilitære tropper og er besværlige at få adgang til selv for UNHCR (FN’s flygtningeagentur). Kontakt til verden udenfor er yderst besværlig, hvis ikke umulig. Områderne er sikrede som moderne fængselsanlæg. På Kanarieøerne er der bygget fire lejre med plads til i alt 1.950 internerede, og lejre af tilsvarende størrelser findes i det sydlige Italien og østlige Grækenland.

Lejrene repræsenterer en samfundsmæssig drejning i EU-landene: I 1990’erne var modtagelsen af bådflygtninge i Middelhavet stort set venlig. Ved ankomsten af større flygtningeskibe blev der erklæret nødsituation, og flygtningene blev låst inde i sportsstadier. Men det var en affære, som offentligheden deltog engageret i - folk kom forbi med tøj, tæpper og mad. Nu adskiller administrationerne systematisk bådflygtningene og befolkningen ved hjælp af nye fængselslejre og skaber således betingelserne for massedeportationer over EU’s ydre grænser - udenfor nogen form for juridisk kontrol. Der er ved at blive etableret retlig undtagelsestilstand ved Europas grænser.

Siden starten af 1990’erne har strategiske dokumenter vedrørende Vesteuropas flygtningepolitik, antydet ønsket om at håndtere asylsøgning uden for Europa. Der foretages verdensomspændende foranstaltninger for at forhindre flygtninge og uønskede migranter fra Afrika, Asien og Sydamerika i at nå Europa. Kernen i dette koncept er netop disse lejre rundt om Europa.

Strategerne

Hidtil kunne dette ikke lade sig gøre. I starten af 1990’erne efter Irak-krigen, da flyvning over bestemte områder i irakisk Kurdistan var forbudt, gjorde tyske myndigheder forskellige forsøg, men uden held: De ville erklære dette område for et ”sikkert sted” for irakiske flygtninge og dermed gøre massedeportation mulig. Dette lykkedes ikke før Nato-krigen i Kosovo. Inden for nogle få uger var krigszonen omringet af flygtningelejre, hvorved hundredtusindvis af flygtninge blev forhindret i deres flugt til EU. I starten af den nuværende Irak-krig foreslog Tony Blair at etablere flygtningelejre under EU’s kommando, men uden for EU’s grænser. Hans ’New Vision for Refugees’ fra marts 2003 erklærede, at flygtninge, der søger om asyl i EU, skal deporteres til de ydre grænser. I ’Transit Processing Centres’ (TPC) uden for EU’s mure, skulle EU-repræsentanter, UNHCR og den berygtede International Organisation of Migration (IOM) etablere et ”lejr-univers”. Derfra skulle flygtninge kunne tages til ”sikre” zoner i nærheden af deres hjemlande og nogle få kunne udvælges til at få adgang til Europa. Da planen blev offentligt kendt, gik den under i en storm af protester.

I sommeren 2004 tog Otto Schily og Giuseppe Pisanu, de tyske og italienske indenrigsministre, idéen op igen. EU-kommissionen skulle sammen med den ansvarshavende Schengen-komité (den strategiske migrations- og asylkommitte) teste de indledende foranstaltninger for ”et europæisk asylkontor med opfangende funktioner” i Nordafrika. I praksis betød det: returnering af bådflygtninge i Middelhavet til lejre i arabiske lande - som en kollektiv foranstaltning uden at undersøge nationalitet, flugtrute eller grunde til flugt hos hver person. Dette kaldes ”refoulement” og er præcis, hvad Genevekonventionen for flygtninge modsætter sig. De europæiske landes grundlove såvel som den europæiske menneskerettighedskonvention bekræfter dette forbud. Det er dog ikke kun asylsøgeres menneskeværdighed, der rammes. Migranter, uanset om de flygtede fra fattigdom og sult eller af andre ”økonomiske” grunde, får samme skæbne som de flygtede fra, når de indespærres i interneringslejrene. De trues af anholdelser, mangelfuld ernæring og død.

Fronterne fremrykkes

De seneste internationale udviklinger har forandret det politiske, militære og økonomiske landskab. Nu er ørkenlejre næsten inden for Schily og Pisanus rækkevidde. Efter EU’s udvidelse og krigen mod terrorisme har betingelserne for denne politik forandret sig. I 2001 blev de tyske og italienske indenrigsministre enige om at få skrevet et EU-grænsepoliti ind i EU-dokumenterne, og derved få centraliseret kontrollen over upålidelige kolleger. Deres første mål var de nye østlige grænser. De nye lande er dog ikke begejstrede for planen om at lade hovedsageligt Tyskland sammen med andre EU-politienheder bevogte deres østlige grænser. De frygter, at en total afspærring vil irritere deres østlige naboer. Derudover er det tyske grænsepolitis metoder ved Oder og Neisse ikke særligt populære blandt befolkningen i de nye lande, og de tyske troppers massakre i Bug regionen huskes også stadig.

Politikerne i de sydeuropæiske front-stater - som de kaldes i officielle EU-dokumenter - har ikke så mange skrupler. Anti-terror-foranstaltningerne mod den arabiske befolkning har forstærket udviklingen af stærke ydre grænser. Den operative kerne i den fremtidige EU-grænsebeskyttelse er baseret i Middelhavsregionen. Middelhavet er en ny udfordring for kontrol-fanatikerne. Målet er en ”virtuel” fremrykning af de europæiske grænser til den nordafrikanske kyst. Selv små træbådes afgang skal forhindres. Derudover længes grænsepolitiet efter at kunne kontrollere Sahara-Sahel-zonen sammen med militæret og de europæiske og amerikanske hemmelige sikkerhedstjenester, og dermed etablere en anden ”afvisnings-ring” rundt om Europa. Udover at standse flygtninge, må olie- og gasproduktionen i ørkenen sikres. Derfor sørger grænse-overvågningsaftalen mellem Italien og Libyen for en internationaliseret kontrol med den 2.000 kilometer lange kystlinie samt den 4.000 kilomenter lange ørkengrænse i Libyen.

Oprustningen

Dette kan næppe opnås med båd- og jeep-patruljer, så kontrol-teknologi testet i de seneste krige bliver også brugt. Luftkontrol med radar-teknologi til at søge efter flygtninge i Middelhavet testes lige nu. Det spanske Guardia Civil har for nylig genopfundet overvågningstårnet. Ovenfra kan den visuelle og elektromagnetiske identifikationsteknik konstant scanne Gibraltarstrædet og den marokkanske kystlinie. På grund af klodens ujævnheder er det kun det åbne hav, der kan ses oppe fra andre dele af kysten. Ikke desto mindre er Kanarieøerne og den spanske sydlige kyst udstyret med denne tårn-teknologi. Der bliver gjort forsøg på at forbinde alle tilgængelige data i ”real time” for at kunne identificere og følge alle skibe i det kontrollerede område. Denne teknologi, kendt som SIVE (Sistema Integrado de Vigilancia Exterior), bliver nu eksporteret til de græske øer. I mellemtiden tester Italien droner, som senere skal kunne bruges ved de libyske ørkengrænser. I oktober erklærede general for luftvåbnet, Leonardo Tricarico, at Italien havde købt fem ’Predator’-droner fra det californiske våbenfirma, General Atomic Aeronautical Systems, for 48 millioner dollars. En af de fem styrtede ned, mens den blev testet i USA. Predatoren bliver brugt til at jage al-Qaida, og det ubemandede flyvende objekt kan også selv affyre raketter. Tricarico forklarede, at det italienske luftvåben vil bruge dronerne til at bekæmpe terrorisme og ureglementeret migration. Det italienske luftvåben påstår at have opsporet det første skib med flygtninge i slutningen af oktober 2004.

Testningen af disse nye teknologier ved den sydeuropæiske ”front” bliver koordineret af EU’s såkaldte ad hoc-centre, der har kommandoen over de kommende EU-grænse-centre. To hav-overvågningscentre er baseret i Spanien og Grækenland, et luft-overvågningscenter i Italien, og endnu et er ansvarlig for ”risiko-analyse”. Med forsikringsbranchen som forbillede og med Europols assistance kalkuleres det, hvor den største skade fra ureguleret migration truer, og overvågningen forstærkes.

Ad hoc-centrene bliver fusioneret med Schengen-komitéer, som skulle have været smeltet ind i Amsterdam-traktatens institutioner for længe siden. Disse kredse har lanceret nye kraftcentre for at skabe en ny EU-grænsebeskyttelse inden for de næste fem år. I den forbindelse blev SCIFA+ (Det Strategiske Udvalg for Indvandring, Grænser og Asyl) etableret i 2002 - en institution, der skal forene Schengen-runden med alle EU’s grænsepolitienheder - og PCU (multi-country Programme Co-ordination Unit) i 2003 - den praktisk koordinerende enhed, der opfatter sig selv som et krisecenter. PCU fokuserer på svage punkter ved de ydre grænser for at trænge igennem de centraliserede kommando-strukturer, med henblik på udviklingen af præventive tiltag og strengere kontrol med nationalt grænsepoliti.

Fjendebilledet

Det er svært at sige, om disse EU-koordinerede metoder hidtil har været fiaskoer eller om de har haft dødelige konsekvenser. På den ene side rapporteres det, at en EU-manøvre med forskellige nationale flåde-enheder, der skulle have fundet sted i Gibraltarstrædet og omkring Kanarieøerne, måtte stoppes på grund af kommunikationsbesvær. På den anden side betragtes højteknologi som en trylledrik, der skal motivere grænsepolitiet og flåden og få dem til at føle, at deres arbejde er mere værdsat. Som resultat af den intensiverede overvågning af strædet er bådflygtninge nu tvunget til at benytte mere farlige farvande.

Faktum er, at ifølge officielle beregninger kommer mellem 400.000 og 500.000 mennesker hemmeligt over EU’s sydlige grænser hvert år. Dem, der har råd til det, ankommer via fly med falske pas. Dem, der har familie og venner her, tager måske en af færgerne i den tætte ferie-trafik. Kun de allerfattigste kommer i træbåde. Ifølge pålidelige beregninger er over 10.000 mennesker druknet i Middelhavet siden 1992 - siden visa blev obligatoriske for EU’s naboer mod syd. EU-regeringerne er-klærede dog ikke nogen nødsituation pga. dette høje antal af døde på havet, men pga. ankomsten af ca. 30.000 bådflygtninge per år. I sensommeren 2004 ankom omkring 1800 mennesker på den italienske ø, Lampedusa. EU-institutioner var muligvis med til at erklære ankomsten af de 1800 flygtninge for en ”nødsituation”, der krævede ekstraordinære tiltag. Den italienske stat og EU kunne bruge disse tiltag som metode til afskrækning og advarsel af andre flygtninge.

Økonomien

Det andet aspekt ved Pisanu og Schilys lejr-planer i den libyske ørken er økonomisk. Siden midt-halvfemserne har Ghadaffi langsomt åbnet op for Libyens økonomi og dermed for olie- og gasindustrien for udenlandske investorer. Efter Rusland er Libyen Tysklands største ikke-europæiske olie-leverandør, og Tyskland er næst efter Italien den største leverandør af varer til Libyen. I 2002 annoncerede den tyske handelsminister en ”eksport offensiv” i Mel-lemøsten og Nordafrika - hvilket betød investeringer i olie- og gasindustrien i disse regioner. Libyens potentiale har førsteprioritet. I 1970’erne - før det økonomiske samarbejde blev afbrudt - blev størsteparten af tyske investeringer i Nordafrika og Mellemøsten lavet i Libyen. Nu ser han-delskammeret ikke blot store muligheder i energi-sektoren, men også i infrastruktur, telekommunikation og sundhed. Et andet stort marked er fødevareforsyning til den libyske befolkning, der for det meste bliver importeret.

7. oktober 2004: Italiens præsident, Silvio Berlusconi, besøger Libyen for fjerde gang i dette år. Denne gang for at åbne en pipeline for det ’Vestlibyske gasprojekt’ - bygget og drevet af den italienske energi-gigant ENI, nummer ét blandt de udenlandske virksomheder i Libyen. 6,6 milliarder dollars blev investeret i det 520 kilometer lange rør, som nu forsyner Sicilien med gas fra Mellitah i Libyen.

14.-15. oktober 2004: Tysklands kansler, Gerhard Schröder, besøger Ghadaffi sammen med repræsentanter for tysk industri. Schröder underskriver en bilateral investeringsaftale og er tilstede, da olie- og gas-rettigheder overdrages til det tyske firma, Wintershall - en underafdeling af BASF-gruppen, der har været tilstede i landet siden 1958 og en af de førende udenlandske producenter med en investering på 1,2 milliarder dollars. Under kanslerens besøg opstartede den tyske RWE-gruppe også forretninger i olie- og gas-produktionen, og den tyske Siemens-gruppe modtog ordrer på en værdi af omkring 180 millioner. Derudover er den tyske regering interesseret i ordrer på ”tekniske materialer såsom infrarøde visuelle apparater eller varme-kameraer til grænseovervågning”.

Ørkenfronten

Den tredie grund til Schily og Pisanus interesse i ørkenen er militær. Det vedrører militarisering af grænserne, opbygning af lejre samt olie- og gasproduktion. Den tyske økonomi forbinder åbenlyst økonomiske målsætninger i Nordafrika og Mel-lemøsten med militær planlægning, eftersom de pågældende markeder antages at udgøre ”særlige sikkerhedstrusler”. Ligesom Pakistan og Tyrkiet kunne Libyen snart blive en privilegeret vestlig partner som et fort mod islamisme. På grund af Ghadaffis førende rolle i Afrikas integration har han en særlig indflydelse i mange afhængige stater. Britiske officerer vil operere som konsulenter for den libyske hær, og samtidig er der vedtaget et militært samarbejde med Grækenland. Som aftalt med Italien i 2003 er Libyen i øjeblikket i færd med at indkøbe både, jeeps, radarudstyr og helikoptere til grænseovervågning. Italienske trænere og konsulenter opererer allerede i landet. Ifølge pressens rapporter leverede Rom telte og andre materialer til tre lejre i Libyen i de første dage af august. ”Lejrene bliver etableret nu”, sagde Pisanu i et interview til avisen ’La Republica’, ”det var aldrig noget diskussionsemne.” I mellemtiden patruljerer den italienske flåde store dele af den libyske kystlinie. Efter pres fra Rom kontrollerer Ægypten det Røde Hav for flygtningeskibe. Med italienske midler råder Tunesien over 13 deportationsfængsler, hvoraf 11 er hemmelige for offentligheden. Massevis af flygtninge, deporteret fra Italien, skulle være blevet transporteret ind i den tunesisk-algierske ørken og efterladt der.

Den tyske regering er også ansvarlig for at bevæbne den nordafrikanske kyst. Ifølge forsvarsministeriet modtager Tunesien seks Albatros speedbåde fra den tyske flåde to år efter at leveringen af fem speedbåde til Ægypten blev vedtaget. I 2002 modtog Algeriet overvågningsystemer til en værdi af 10,5 millioner euro, Tunesien fik kommunikations- og radarudstyr for omkring 1 million, og Marokko fik lastbiler for 4,5 millioner euro. De vestlige industrialiserede lande har beskrevet den påståede fare i og fra Middelhavsregionen ved to scenarier: Et er islamisk fundamentalisme, det andet er ukontrolleret migration. Det er fantastisk, hvordan to fuldstændig forskellige sociale aspekter smelter sammen i dette trusselsbillede. Aftaler i EU-landene erklærer, at al-Qaida og bådflygtningene bruger de samme nordafrikanske netværk. I mellemtiden bliver der dannet eftersøgningsenheder for at bekæmpe begge fjender.

Artiklen har tidligere været publiceret i det tyske tidsskrift ’Konkret’ #12-2004. Oversat af Ole Poulsen. Billederne stammer fra demonstrationer mod hegnet i Ceuta i november 2005.

<\span>

Palæstinas skjulte demokrati

Bragt i Gaia #45 sommer 2004


Bagved det formelle palæstinensiske demokrati, der ofte beskrives som gennemkorrupt i medierne, findes et omfattende uformelt demokrati, der blev grundlagt tilbage i 1970erne. Dette netværk af ”gange under besættelsesmagtens fødder” medvirker til, at almindelige mennesker i dag kan overleve konfliktens rædsler.




Af Andreas Malm, Oversat og bearbejdet af Ole Poulsen

Grundlaget for det palæstinensiske demokrati blev skabt i 1970’erne og 80’erne. På det tidspunkt dannede de tre venstrefraktioner i PLO - Popular Front for the Liberation of Palestine, Democratic Front for the Liberation of Palestine, Palestinian Peoples Party - en række landbrugs- og sundhedsorganisationer for indbyggerne i byerne og på landet. De organiserede daglejerne i fagforeninger og mobiliserede kvinderne i kvindebevægelser. Denne nye flora af organisationer inkluderede de fattigste dele af det palæstinensiske samfund. En ny politisk kultur baseret på selvorganisering, åbne politiske diskussioner og regelmæssige valg på alle organisatoriske niveauer så nu dagens lys. Da den første intifada brød ud, tog disse organisationsformer over.

Bølgen af masseaktioner forandrede hele det palæstinensiske samfund. Men selv om der i dag mangler dokumentation af hvad disse forandringer konkret bestod i, er der ingen tvivl om, at palæstinenserne fik en dyb kollektiv erfaring, som stadig findes blandt dem.

Folkekomitéerne dannes

Da masseaktionerne og kampene i december 1987 og januar 1988 spredte sig til de palæstinensiske lejre, landsbyer og byer, satte militæret hårdt mod hårdt. Der herskede undtagelsestilstand i det palæstinensiske samfund. Skudvekslinger lukkede skoler. Raids fra bosættere og et generelt indkomsttab skabte akutte behov, som måtte varetages på en eller anden måde. Palæstinenserne tog hånd om disse problemer ved at danne en række lokale komitéer i løbet af de første måneder af 1988. De udviklede sågar et helt nyt system af ”lija sha’biya” - de såkaldte folkekomitéer.

En typisk folkekomité bestod af fem underkomitéer: Sundhedskomitéer skulle sørge for den lokale befolknings helbred. De samlede medicinsk udstyr, uddelte førstehjælp under kampene og indrettede provisoriske klinikker. Oplysninger om indbyggernes blodtyper blev indsamlet og videregivet til UPMRC’s (United Palestinian Medical Relief Centers) database, der siden blev brugt til at informere klinikker og sygehuse om, hvor den efterspurgte blodtype kunne findes. Uddannelseskomitéer kompenserede for den afbrudte undervisning ved at åbne uformelle miniskoler i private hjem, moskeer eller kirker. Hjælpekomitéer samlede basale fornødenheder som ris og sukker i tilfælde af udgangsforbud og afspærringer. Der blev givet ekstra hjælp til særligt trængende familier, der kunne finde en dåse fotogen eller en madpakke udenfor døren om morgenen. Vagtkomitéer lavede skemaer for nattevagter mod soldater og bosættere. Landbrugskomitéer var selvforsyningsbevægelsens gren. Disse komitéer fandt uopdyrkede små jordarealer, hvor der kunne dyrkes grøntsager, skaffede drivhuse, distribuerede gødning og forbedrede vandingssystemet.

Demokratiet udbygges

På den måde dækkede de fem underkomitéer nogenlunde de mest akutte behov.

Hver folkekomité blev knyttet sammen af en koordineringskomité. Den koordinerede underkomitéernes arbejde og holdt kontakt med andre folkekomitéer i egnen.

Beslutningen om at danne nye komitéer blev taget på stormøder, og de spredtes som en løbeild over de besatte områder i de første måneder af 1988. Et eksempel kan hentes fra byen Idna, hvor der var store demonstrationer de første dage i januar:

“Dannelsen af folkekomitéer var ikke let - der var forskellige holdninger til, hvordan de burde fungere og hvad de skulle gøre. Nogle så helst deres funktion begrænset til at organisere konfrontationer med hæren. Andre foreslog en bredere praksis, der kunne varetage forskellige samfundstjenester. Diskussionerne blev ført i en demokratisk ånd med deltagelse af en stor del af byen. Mod slutningen af disse debatter blev følgende komitéer dannet: en forsvarskomité til at bevogte byen, en madlavningskomité, en kampkomité, bydelskomitéer, mobiliseringskomitéer og en mediekomité. De forskellige komitéer blev koordineret i en central komité, som blev kaldt ”Komitéen til ledelse af kampen”.” (The Idna Diary, FACTS Information Committee).

I de mindre byer kunne de nøjes med én folkekomité, mens man i de større byer dannede flere. I byerne og flygtningelejrene havde komitéerne ansvaret for hvert sit nabolag eller kvarter.

”Overalt, overalt”

Graden af decentralisering varierede, afhængigt af hvilket område man befandt sig i - men intet sted manglede der folkekomitéer. Komitéerne levede, fordi lokalbefolkningen deltog aktivt i organiseringen - man meldte sig frivilligt efter interesse og kompetence. I sundhedskomitéerne fandtes både læger, personer med medicinske grundkundskaber og frivillige. Lærere og forældre organiserede undervisningen sammen, mens hjælpekomitéerne ofte voksede frem af kvindebevægelsens lokale afdelinger. Yngre indbyggere stod for opsynet med indgange til lejre, byer eller kvarterer, mens de ældre ofte tog sig af nattevagterne. Landbrugskomitéerne engagerede flest mennesker, og strejkende daglejere var særligt aktive. De indbyggere, der ikke deltog i nogen af underkomitéerne, synes at have været få. I starten var politiske aktivister - i særdeleshed fra de tre venstrefraktioner - drivkræfterne, men efterhånden blev folkekomitéerne udstrakt til at omfatte hele lokalsamfundet. I byen Arrabeh udenfor Jenin rapporterede folkekomitéernes mediegrupper om en sådan udvikling i løbet af marts måned:

”Metoderne for dannelsen af folkekomitéer blev revideret og omarbejdet. Indtil da havde komitéernes medlemmer været de unge, som var kendt for at være politisk aktive. Det havde dog betydet, at det var svært at få inddraget alle byens sektorer. Folkekomitéerne blev omstruktureret, og folk kom med, selvom de ikke var kendt som aktivister. Komitéerne voksede og bredte sig ud til alle samfundets dele: Købmænd, arbejdere, bønder og studenter. Kvinder såvel som mænd spillede hovedrollerne. Under denne fase blev det maksimale antal af mennesker, hvis potentiale og kundskaber kunne udnyttes, aktive i de nationale styrker og folkekomitéerne.”

Politiske fraktioner afgiver magt

Koordineringskomitéerne havde en mere snæver politisk sammensætning. Nogle steder blev posterne delt mellem de politiske fraktioner, som fandt sine repræsentanter gennem interne valg. Somme tider indsattes også akademikere, enkelte aktivister og lokale personligheder, der ikke tilhørte nogle af fraktionerne. Men kontrollen over koordineringskomitéerne blev efterhånden flyttet fra de politiske fraktioner til lokalbefolkningen, og der blev gjort bevidste anstrengelser for at åbne op for indbyggerne. Byen Taybeh er et eksempel:

”Den komité, vi satte sammen, havde en repræsentant for hver klan i byen. Vi valgte individer, som var nationalt orienterede, begavede, ved godt helbred, gode til at lytte, og ligeledes kunne modstå tortur i tilfælde af anholdelse,” fortalte en aktivist til ”The Palestinian Uprising”.

I Beit Sahour delte indbyggerne sig ind i femogtredive kvarterer, hvor hvert kvarter bestod af mellem fyrre og halvtreds hjem. I efteråret 1988 begyndte hvert kvarter at holde en række ”stormøder” for at diskutere, hvad der kunne gøres for at deltage i intifadaen og beskytte byen under udgangsforbud og skolelukninger. Typisk deltog fyrre til halvtreds personer i de indledende møder, inden deres arbejde blev uddelegeret til valgte repræsentanter. Hver repræsentant var ansvarlig for at håndtere nogle af intifadaens nødsituationer.

Ulydige Beit Sahour

Valgene til komitéerne foregik i store forsamlinger. Ghassan Andoni var på denne tid PFLP-aktivist og drivkraft i dannelsen af Beit Sahours folkekomitéer.

“Et boligkvarter blev samlet til møde, og her tilkendegav folk, at de ville vælge en lokal komité. Kandidater blev opstillet, og var der mere end én kandidat, blev der holdt en afstemning. Det handlede ikke om at gå ind i fuldstændige valgprocedurer, men man blev i det mindste spurgt til råds; folket bestemte og havde ret til at vælge mellem flere kandidater”, fortæller han.

I Beit Sahour etablerede sundhedskomitéerne i samarbejde med PFLP’s sundhedsbevægelse en af de mest succesfulde klinikker, der på trods af hærens chikane, udviklede sig til et hovedsygehus for Betlehemregionen. Selvforsyningsbevægelsen blomstrede i byen. I samme by organiserede indbyggerne en omfattende skatteboykot. Hæren reagerede ved at belejre byen i 45 dage for derefter at gå fra hus til hus og konfiskere ejendele modsvarende den udeblevne skat. Byen blev verdenskendt for sin civile ulydighed - FN’s generalforsamling fordømte de israelske forsøg på at slå ned på skatteboykotten - og samtidig fortsatte byen med at udvikle sit rådssystem.

En slags overordnet folkekomité ved navn Sulha tilsidesatte såvel kommunens som besættelsesmagtens administration. Medlemmerne blev udpeget ved valg, og en af de mest aktive iblandt dem var Ghassan Andoni. Det var på denne tid, han dannede The Palestinian Center for Rapproachment Between People. Tolv år senere skulle Ghassan Andoni tage initiativ til fredsvagtorganiseringen International Solidarity Movement.

Et nyt samfund

Beit Sahour er dog bare det bedst dokumenterede tilfælde: I de første måneder af 1988 bredte folkekomitéerne sig til alle de besatte områder. De overtog stadigt flere dele af samfundslivet og inddrog stadig flere indbyggere i et ufuldstændigt, men alligevel direkte, demokrati. Det, der begyndte som et svar på de mest akutte problemer under den israelske repression, udviklede sig til at blive en ny organisering af det palæstinensiske samfund. Den israelske hærs "civile administration", som siden begyndelsen af 80’erne havde haft ansvaret for uddannelse, politi og renovering, blev opløst. Palæstinenserne nægtede at have noget med den at gøre. Så godt som alle administrationens ansatte sagde op under intifadaens indledning - arbejdet blev forstyrret af konstant civil ulydighed. Ansvaret for samfundsdriften overgik i stedet til folkekomitéerne. Hærens operationer formåede kun midlertidigt at indskrænke komitéernes rolle - de styrede i realiteten det palæstinensiske samfund under intifadaen.

Folkekomitéerne gravede et system af gange under besættelsesmagten. Dér kunne palæstinenserne bevæge sig nogenlunde frit og styre selv.

Ledelsen overtager

Folkekomitéerne blev mere eller mindre bevidst et avanceret eksperiment i lokalt demokrati, spontant opstået for at sørge for de mest indtrængende behov. Deres politiske styrke fik dog yderst lidt opmærksomhed udenfor Palæstina. Dette var i slutningen af den kolde krig, inden venstrefløjen havde rystet den autoritære spændetrøje af sig. Det var inden zapatisterne, inden Puerto Alegre og rådene i Buenos Aires - det var kort sagt inden venstrefløjen fandt håb i de decentrale demokratiske modmagter. Deres indflydelse i det palæstinensiske samfund var altomfattende og langvarig, men det gik omverdenen forbi.

Denne modmagt blev en torn i øjet både for den israelske besættelsesmagt og de formelle magthavere i Palæstina. I august 1988 erklærede det israelske militær, at folkekomitéerne udgjorde en ”hovedtrussel” mod den israelske stat. Alt samarbejde med komitéerne blev straffet med 10 års fængsel. Men klapjagten mod dem viste sig umulig. Trods massearrestationer fortsatte folkekomitéerne med at sprede sig. Militærordren havde dog en skæbnesvanger konsekvens: Eftersom arbejdet måtte holdes hemmeligt, blev det sværere at holde åbne stormøder for alle indbyggere i lokalområdet og dermed sikre det direkte demokrati.

Nogenlunde samtidigt begyndte folkekomitéerne også at blive modarbejdet af en anden aktør, som følte sig truet af dem. Det var Yassir Arafat og PLO-ledelsen, der fra Tunis indledte et diskret og uudtalt forsøg på at demontere komitéerne. Under intifadaens indledende fase var det venstrefløjen, der satte sit præg på oprøret, men i foråret 1988 prøvede Fatah at tilvinde sig magt. De begyndte at profilere sine egne organisationer på folkekomitéernes bekostning - ivrigt opfordret og finansieret af ledelsen i Tunis. Efter et par år fik Fatah fremgang. Mod slutningen af intifadaen splittedes mange af folkekomitéerne op i en komité for hver sin politiske fraktion. De israelske arrestationer øgede dette pres, hvor også Hamas gav sit bidrag. Denne fraktion, som voksede sig stærk under intifadaens senere år, havde ikke meget til overs for folkekomitéerne. I stedet trak den sine sympatisører til moskeer og islamiske velgørenhedsforbund.

Epilog eller på gensyn?

Mod slutningen af intifadaen blev flere af folkekomitéerne opløst, men da den israelske ”Operation Beskyttelsesmur” indledtes i foråret 2002, opstod behovet for lokal selvforvaltning igen. Denne gang ikke som modstand mod besættelsesmagtens administration, men simpelthen for at overleve. Arafat blev indespærret i hovedkvarteret Muqata i Ramallah. Det beskedne palæstinensiske selvstyre var sat ud af spillet, de officielle institutioner som Røde Kors/Halvmåne blev udsat for militære angreb og befolkningen måtte leve under pludselige og langvarige udgangsforbud. Denne situation gjorde det igen tvingende nødvendigt for befolkningen i nabolagene at organisere sig for at hjælpes ad med bl.a. at skaffe mad og medicin under udgangsforbud. Da de overlevende indbyggere vendte tilbage efter massakren i flygtningelejren Jenin i april 2002, blev der straks dannet en folkekomité, som primært byggede på repræsentation fra sammenslutninger af flygtninge fra samme byer. Det var den, der påtog sig at finde husly til dem, der ikke længere havde noget, at fordele mad og at udføre det mest nødvendige arbejde i lejren. Opinionsundersøgelser fra maj 2002 viser, at 91 % af palæstinenserne er for grundlæggende forandringer i myndighedernes struktur, 89 % for et demokratisk system og 95 % for regelmæssige valg. Erfaringerne fra den første intifada satte en spire i den palæstinensiske bevidsthed. I april 2002 udtalte Eileen Kuttab, professor i sociologi ved Birzeit Universitet:

”Jeg tror, vi må gå tilbage til de folkelige metoder, til folkets metoder for kamp og modstand: samarbejde, selvtillid, alle de idéer, som vi lancerede under den første intifada. Dette med at være mere demokratiske, som i nabokomitéerne; de folkelige strukturer, hvor mennesker kunne fungere frit og udtrykke sine idéer demokratisk. Vi må bygge det op igen. Vi er ikke klar endnu, værktøjerne er her ikke - men det er en arv, som findes indeni os. De var her for bare ti år siden, det er ikke lang tid siden. Vi har evnen til at gennemføre revolutionen igen. Men det kræver, at regeringen har modet til at sige: ”Hey people, take it again, because we can’t”. Og jeg ønsker, at de ville tage tilbage til Tunis, for vi klarede os meget bedre før”.


Andreas Malm er freelance journalist og kulturredaktør på den svenske syndikalistiske avis ”Arbetaren”. Fredsvagt i Palæstina i foråret 2002.

Artiklen er en bearbejdet oversættelse fra hans debutbog: ”Bulldozers mot ett folk”, udgivet på Agora, Helsingborg 2002. Oversat af Ole Poulsen.

Bogen kan købes i Internationalt Forums butik i Griffenfeldsgade 41, Kbh N eller bestilles på: 3537 1889.


Diktatoren er død, diktaturet lever

Bragt i Gaia #52 sommeren 2006


I tre årtier har General Eyadémas’ militærdiktatur holdt den vestafrikanske republik Togo i et jerngreb. Efter hans død i februar sidste år har sønnen taget over. Dette er også en historie om hvordan Europa fortsætter et kolonialistisk dobbeltspil.


Af Ole Poulsen

Der er stadig nogle få diktatorer tilbage, som har regeret i årtier. Den slags korrupte despoter, der i enhver henseende undertrykker og terroriserer sin egen befolkning. Sådan én var Gnassingbé Eyadéma. Han herskede over Togo i 38 år, indtil han døde af et hjerteslag i en alder af 69 år den 5. februar 2005, hvorefter hans søn overtog diktator-embedet.

Den vestafrikanske republik Togo består af en smal stribe land mellem Ghana og Benin. 5,5 millioner mennesker bor i landet, som var en tysk koloni fra 1884 til 1920, hvor Frankrig overtog kolonien efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig. I 1960 blev Togo uafhængigt sammen med en række andre tidligere kolonier i Afrika.

Hvordan Copyright lovgivningen forandrede hiphop

Bragt på Piratgruppen.org og Kontradoxa 5.september 2004.


Da Public Enemy udgav It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back i 1988, var det som om, dette album landede fra en anden planet. Intet andet på den tid havde den samme lyd. It Takes a Nation var spækket med sirener, hvin og skrig, der forstærkede den kaotiske kollage af baggrundsrytmer, hvorover P.E’s frontfigur Chuck D lagde sine politiske og poetisk radikale rim. Han rappede om det hvide racistiske system, kapitalisme, musikindustrien, sort selvbevidsthed, og - på "Caught, Can I Get a Witness?" - om digital sampling:

"CAUGHT, NOW IN COURT ’ CAUSE I STOLE A BEAT / THIS IS A SAMPLING SPORT / MAIL FROM THE COURTS AND JAIL / CLAIMS I STOLE THE BEATS THAT I RAIL ... I FOUND THIS MINERAL THAT I CALL A BEAT / I PAID ZERO."


I midten og slutningen af 1980’erne havde hiphop-kunstnere et lille åndehul, hvor de kunne eksperimentere vildt med de nye sampling-teknologier, inden pladeselskaberne og advokaterne gav det opmærksomhed. Ingen udnyttede udviklingen af disse teknologier mere effektivt end Public Enemy, som på It Takes a Nation tog hundredvis af samplede lyd-fragmenter og blandede dem sammen for at skabe en ny radikal lyd, der forandrede den måde vi hører musik. Men i 1991 var der ingen, der samplede fra andre plader uden at betale for det, som ikke blev retsforfulgt. Og de skulle betale meget. Stay Free! mødtes med de to arkitekter bag P.E’s specielle lyd, Chuck D og Hank Shocklee, og fik en snak om hiphop, sampling, og hvordan copyright lovgivning forandrede den måde P.E og andre hiphop-kunstnere måtte lave deres musik. Det følgende er en kombination af to interviews, der blev lavet seperat med Chuck D og Hank Shocklee.

Stay Free!: Hvordan blev sampling en del af hiphop?

Chuck D: Samplingen kom grundlæggende set fra det faktum, at rap ikke er musik. Det er rap henover musik. Vokaler blev brugt henover lyden fra plader i hiphoppens tidlige stadier fra 0’erne til de tidlige 80’ere. I slutningen af 1980’erne indspillede rappere henover lyden af live bands, som stort set efterlignede lyden af pladerne. Efterhånden fik man synthesizere og samplere, som kunne tage lyde, der efterfølgende kunne omarrangeres eller loopes, så der kunne rappes henover det. Arrangeringen af lyde, taget fra indspillede plader opstod fra 1984 til 1989.

Stay Free!: Synthesizere og samplere var dyre dengang, især i 1984. Hvordan fik hiphop-kunstnere fat i dem, hvis de ikke havde en masse penge?

Chuck D: De var ikke alene dyre, det var også meget begrænset, hvad de kunne gøre - de kunne kun sample to sekunder af gangen. Men man kunne få adgang til udstyret ved at leje studietid.

Stay Free!: Hvordan brugte the Bomb Squad (Public Enemy’s produktionshold, ledet af Shocklee) samplere og andre indspillingsteknologier for at lave lydsporene på It Takes a Nation of Millions?

Hank Shocklee: Det første vi lavede var beatet, det er skelettet i lydsporet. Faktisk var der allerede småstykker af samples i beatet, men det var kun rytme-delen. Chuck startede så med at skrive og afprøve forskellige ideer for at se, hvad der virkede. Når han fik en ide, så ville vi se på det og se i hvilken retning nummeret skulle gå. Derefter startede vi bare med at fylde på, med hvad der nu var brug for udfra teksterne. Jeg var på en måde arkitekten bag ideen. Jeg forestillede mig denne lyd, og Public Enemy var indstillet på, at have en lyd med sin helt egen vision. Vi ville ikke bruge nogle af de ting, vi anså som traditionelle R&B-ting - rytmespor og melodier og akkortstrukturer og den slags.

Stay Free!: Hvordan brugte i samplere som instrumenter?

Chuck D: Vi mente, at sampling blot var en anden måde at arrangere lyde på. Ligesom en musiker ville tage lyde fra et instrument og arrangere dem på sin egen måde. Så vi mente at vi var ret kreative.

Shocklee: "Don’t Believe the Hype" var for eksempel stort set spillet på pladespilleren, transformeret og derefter samplet. En del af den manipulation, vi lavede, foregik mest på pladespilleren - altså live.

Stay Free!: Bekymrede i jer om copyrights, da i samplede fra mange forskellige kilder på indspillingen af "It Takes a Nation"?

Shocklee: Nej. Det var der ikke nogen der gjorde. På det tidspunkt var det ikke noget man overvejede. Copyrights var kun aktuelle, hvis du tog hele rytmesporet fra et nummer, altså loopede det, hvilket mange gør idag. Du tager et rytmespor, looper det, og så bliver det den grundlæggende rytme i dit nummer. De vedhæfter egentlig bare en baggrundsrytme. Men vi tog lyden fra et horn her, et guitar-riff der, vi kunne tage en smule tale, et spark på en tromme fra et andet sted. Det var altsammen små bitte lydstykker.

Stay Free!: Måtte i skaffe licens til at bruge samplingerne i It Takes a Nation of Millions før den blev udgivet?

Shocklee: Nej. Det blev ordnet bagefter. En masse blev cleared bagefter. Dengang var forholdene anderledes. Copyright-lovene handlede ikke rigtig om sampling før hiphop-kunstnere begyndte at modtage sagsanlæg. Faktisk så indhentede copyright-systemet os ikke rigtig før Fear of a Black Planet. Det var på det tidspunkt, at copyrights og den slags blev strammere, for der var en masse folk, der samplede, og nogle tog hele sange. Det blev så udbredt, at pladeselskaberne begyndte at anmelde pladerne, før de blev udgivet.

Stay Free!: Ville det være muligt at lave "It Takes a Nation of Millions", med de hundredvis af samples i brugte? Ville det være muligt at få tilladelse forud til hver sampling?

Shocklee: Det ville ikke være umuligt. Det ville bare være meget, meget dyrt. Det første, der skete i slutningen af 1980’erne, var at man lavede boyouts. Du kunne få en buyout - det vil sige at du kunne købe retten til at sample en lyd - for omkring 1.500$. Derefter begyndte det at stige til 3.000$, 3.500$, 5.000$, 7.500$. Så begyndte de at tilføje det, de kaldte rollover rates. Hvis din rollover rate er hver 10.000 enheder, så betyder det, at for hver 10.000 enheder du sælger, så skal du betale 7.500$ ekstra. Et album, der sælger to millioner kopier ville få prisen til at stige tyve gange. Nu har du pludselig en sang, der koster dig mere end halvdelen af det, du overhovedet kunne tjene på hele pladen.

Chuck D: Selskaberne fandt ud af, at hiphop-musik var levedygtigt. Det solgte plader, hvilket jo er firmaets brød og smør. Eftersom selskaberne ejede alle lydene, så begyndte deres advokater at opsøge folk, som illegalt brugte lyde fra deres plader. Alle rap-kunstnere var på de seks store firmaer, så der kunne være advokater fra Sony, der mødtes med advokater fra BMG, og advokater fra BMG, der mødtes med advokater fra Sony, som sagde "Din kunstnere gør dette...", så det var sådan lige for lige, og det gav indtjening til advokaterne, der anlagde sagsanlæg for selskaberne. Meget lidt af alt dette gik til den oprindelige kunstner eller til pladeselskabet.

Shocklee: I 1990 begyndte alle selskaberne og deres advokater at røre på sig. Et af de store var Bridgeport, det selskab, som udgav alt George Clintons materiale. Da alle de små fyre opdagede, at de kunne få penge fra rappere, hvis de brugte deres samples, fik det pladeselskaberne til at undersøge markedet, fordi nu tjente de folk, de udgav, penge.

Stay Free!: Der er en bemærkelsesværdig forskel på Public Enemy’s lyd fra 1988 til 1991. Havde det noget at gøre med sagsanlæg og opretholdelse af copyright-love ved udgangen af årtiet?

Chuck D: Public Enemy’s musik var mere påvirket af det end nogen andres, fordi vi brugte tusindvis af lyde. Hvis du udskilte lydene, ville de ikke være noget som helst - de var uigenkendelige. Lyden indgik sammen i en kollage, der skabte en lydmur. Public Enemy var berørte, fordi det ville være for dyrt at forsvare sig mod sagsanlæg. Så i 1991 måtte vi ændre hele vores lyd, lyden fra It Takes a Nation og Fear of a Black Planet.

Shocklee: Vi var tvunget til at bruge forskellige organiske instrumenter, men man kan ikke få den samme komprimerede lyd på den måde. En guitar, der er samplet fra en plade, lyder anderledes end en guitar, indspillet i studiet. Den guitarlyd, der er samplet fra en plade har al den komprimering, som de lagde på pladen, equalizeringen. Det vil ramme hårdere på båndet. Det rammer dig hårdere. Noget, der er organisk, vil have en mere pulver-agtig effekt. Det rammer dig mere som en pude end som et stykke træ. De ting forandrer altså din stemning, den stemning du kan få fra en plade. Hvis du lægger mærke til det, så er lyden fra de tidlige 1990’ere blevet meget blødere.

Chuck D: Copyright-lovene fik folk som Dr. Dre til at få musikere til at genindspille de lyde, der var på pladerne, og derefter sample de musikere, der efterlignede pladerne. På den måde kunne du få master clearence, men du skulle stadig betale for udgivelsen.

Shocklee: Ser du, der er to forskellig typer copyrights: udgivelse (publishing) og indspilning (master recording). Udgivelsescopyrights gælder den nedskrevne musik, sangen, strukturen. Indspilningen gælder sangen, som den er spillet på en bestemt indspilning. Sampling bryder begge disse copyright-systemer. Men når jeg optager min egen version af en anden persons sang, så skal jeg kun betale for udgivelsesretten. Når du betaler for indspilningsretten, så går pengene kun til pladeselskabet.

Chuck D: At putte hundredvis af små fragmenter ind i en sang betød, at man fik hundredvis af forskellige folk man skulle forholde sig til. Hvorimod folk som EPMD blot tog et helt loop og brugte det, hvilket betød, at de kun behøvede at betale til en enkelt kunstner.

Stay Free!: Er det grunden til at en masse populære hiphop-numre idag kun bruger et hook, en primær sampling, istedet for en kollage af forskellige lyde?

Chuck D: Lige præcis. Der er kun en person at forholde sig til der. Dr. Dre forandrede tingene, da han lavede The Chronic og indspillede sin egen version af Leon Haywoods "i Wanna do Something Freaky to You" men beholdt den grundlæggende rytme og det instrumentale hook. Det er lettere at sample en enkelt skæring, end at skabe en helt ny kollage. Hele kollage-stilen er forsvundet.

Shocklee: Vi er ikke rigtig indviet i alle dele af lovgivningen og alle de interne regler selskaberne laver. Fra vores synspunkt virkede det på en måde som om pladeselskaberne udspionerede os.

Chuck D: Det virkede ikke som om, at advokaterne skelnede mellem hvad der var reelt kreativt, og hvad der var åbenlyst stjålet.

Stay Free!: For at skifte fokus fra fortid til nutid - på Public Enemy’s nye album, Revolverlution, fik i fans til at remixe gamle Public Enemy-numre. Hvordan fik i den ide?

Chuck D: Vi havde et kraftigt online netværk via Rapstation.com, PublicEnemy.com, Slamjams.com og Bringthenoise.com. For mit vedkommende drejede det sig bare om at se på dette netværk og sige, "Kan vi rent faktisk få dem involveret i den kreative proces?" Hvorfor ikke se, om vi kan forbinde alle disse soveværelses- og kælder-studier, og mangfoldigheden af producere, og udvide the Bomb Squad til at blive et verdensomspændende koncept?

Stay Free!: Som du sikkert ved, så er fans nu igang med at sample og sammensmelte forskellige numre og udveksle resultaterne online. Der er et nummer med Evolution Control Committee, som bruger et instrumentalt nummer med Herb Alpert som baggrundsspor til jeres "By the Time I Get to Arizona". Det lyder som om, du rapper henover Herp Alpert og The Tijuana Brass Song. Hvordan har du det med, at andre folk remixer dine numre uden tilladelse?

Chuck D: Jeg tror min holdning giver sig selv. Jeg synes det er fantastisk.




Skrevet af Kembrew McLeod for tidsskriftet Stay Free! (www.stayfreemagazine.org)

Oversat af Ole Poulsen

Chuck D og Public Enemy er bl.a. involverede i de kunstner-styrede fildelingssider www.rapstation.com og www.weedshare.com samt andre projekter, der skal udbrede kendskabet til progressive ukendte kunstnere ved hjælp af gratis downloads og fildeling. De var også aktive i forsvaret af fildelingssiden Napster. Weedshare gør det muligt for kunstnere og fans at tjene penge på fildeling uden at blande pladeselskaber ind i processen.

EU opruster massivt på grænseovervågningen

Bragt på Modkraft.dk 4. april 2008

Avancerede overvågningssystemer og ny teknologi skal opbygge en højteknologisk, uigennemtrængelig mur omkring EU. Målet er at stoppe al ureguleret indvandring, især fra landene i det globale Syden. EU har for nylig godkendt planer om at opbygge verdens mest omfattende og avancerede overvågningsystem, der skal sikre fuld kontrol med ind- og udrejse fra unionen. Projektet indebærer bl.a., at alle rejsende registreres i en fælles database samt satelitovervågning af trafik selv langt udenfor EU’s ydre grænser.

Endnu en flygtning dræbt under udvisning

Bragt på Modkraft.dk 18. juni 2007


En 23-årig nigeriansk immigrant er blevet kvalt af politibetjente under en tvangsudvisning fra Spanien til Nigeria. Myndighederne lover en undersøgelse af drabet, men det er langt fra første gang, det sker.


Lørdag den 9. juni 2007 blev den 23-årige Osamuyia Aikpitanhi dræbt af politibetjente under en tvangsudvisning fra Spanien til Nigeria.

Under hans udvisning med flyselskabet Iberia Jet blev den nigerianske immigrant kvalt, da politiet gav ham tape for munden.

Osamuyias familie siger, at han blev slået og sparket af de spanske betjente, da de hev ham ombord på flyet, og flere vidner fortæller, at han strittede imod betjentenes overgreb.

Det burde altså være tydeligt for både de øvrige 97 passagerer og flyets personale, at Osamuyia Aikpitanhi ikke foretog rejsen frivilligt.

Ifølge både international og national lovgivning har et lands politibetjente ingen myndighed ombord på et international fly, og både passagerer og besætningsmedlemmer kunne derfor med fuld ret have grebet ind og forhindret udvisningen.

EUs flygtningepolitik: Uden om lovgivning og menneskerettigheder

Bragt på Modkraft.dk 15. januar 2008


EUs kamp mod fattigdomsflygtninge sker uden for egne grænser, hvor menneskerettigheder og egen lovgivning er suspenderet. Den 29. december lukkede en aftale mellem Italien og Libyen det sidste smuthul.

Den 29. december 2007 underskrev Italien og Libyen en bilateral aftale om fælles patruljering i Libyens farvand. Hermed lukker EU effektivt det sidste hul i Middelhavslandene, hvor flygtninge kunne slippe ind i Europa.

Norge stopper tilbagevisning af asylsøgere til Grækenland

Bragt på Modkraft.dk 3.marts 2008

Den 7. februar 2008 annoncerede det norske flygningenævn, at ingen asylsøgere vil blive tilbagevist til Grækenland, før forholdene for flygtninge er blevet nærmere undersøgt. Det skete efter at den norske organisasjon for asylsøgere, NOAS, og den norske Helsingforskomite gjorde offentligheden og det norske Udlændigenævn opmærksom på forholdende i Grækenland og at flygtningenævnet ikke udviste asylansøgere hertil.

Norge var dermed det første medlemsland, der har tiltrådt den såkaldte Dublinforordning, der har besluttet at menneskerettigheder og flygtningekonvention står over Dublinforordningen.

Libyen: To millioner immigranter deporteres

Bragt på Modkraft.dk 17. januar 2008


Konsekvensen af Libyens accept af grænsesamarbejde med EU: Alle ulovlige immigranter skal ud af landet.

De libyske myndigheder har onsdag den 16. januar 2008 meddelt, at de er begyndt at genne migranter i landet sammen og sende dem ud af landet. Myndighedernes aktion retter sig mod de migranter, der ikke kan dokumentere lovligt ophold i landet – og det drejer som formentlig om op mod to millioner indvandrere.

»Myndighederne har øjeblikketligt besluttet at iværksætte en operation, hvor alle udlændige, der lever illegalt i landet, uden undtagelse vil blive gennet sammen og deporteret,« meddeler Libyens statslige nyhedsbureau, Jana.

Krarup bag dansk udlændinge-politik

Bragt i Kontradoxa 7.februar 2004

Den Danske Forening (DDF) har, siden den blev stiftet i midten af 80’erne, med skiftende held påvirket opinionen i Danmark. Foreningens medlemmer har aldrig haft den store officielle gennemslagskraft, fordi de altid har været forbundet med had, racisme eller samarbejde med nazister. Men alligevel er det en ret stor gruppe af det officielle Danmark, der gennem tiden har haft kontakt til Foreningen. Mogens Glistrup og Pia Kjærsgård, adskillige politifolk, advokater, hel- og halvnazister, men også medlemmer af CD og Venstres kirkeminister Tove Fergo samt den socialdemokratiske borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussen, bare for at nævne nogle af dem.

Sverige: Fremmedfjendske og homofobe „demokrater“

Bragt på Kontradoxa 5.december 2005

Der er to ekstremt fremmedfjendske partier i Sverige, Sverigedemokraterne og Nationaldemokraterne. Begge partier deler mange synspunkter med de forskellige nazistiske grupperinger, og hele det højreekstreme miljø er derfor i konkurrence med hinanden om medlemmer. Men selv om de er i konkurrence og ofte bekæmper hinanden, så kan de dog også samarbejde om konkrete mål. På trods af fælles holdninger har de forskellige metoder i praksis, og de kan derfor bruge og dække over hinanden.

Sverige: Den nazistiske terrorbølge i 1990’erne

Bragt i Kontradoxa 30. november 2005

Igennem 1990’erne voksede den nazistiske og racistiske bevægelse i Sverige sig stadigt større og stærkere, indtil den eksploderede i 1999 med flere mord og terroraktioner. Den nazistiske terror i Sverige i 1999 er en kraftig advarsel om hvad der kan ske, hvis racismen får lov til at gro.

Luftkaptajner kan standse udvisninger

Bragt på Modkraft.dk 13. juni 2005


Når tvangsudviste flygtninge eskorteres ud af landet af politiet, kan betjentene ikke tillade sig hvad som helst, hvis de vælger et fly som transportmiddel. Faktisk har de intet at skulle have sagt i flyet, for her gælder kun luftkaptajnens ord. Og det i en grad så kaptajnen kan standse udvisningen, hvis den kan påvirke sikkerheden ombord. Oven i købet har andre passager ret til at gribe ind overfor ufrivillige deportationer, fremgår det af reglerne i den såkaldte Tokyo-aftale fra 1963. En ny kampagneside på internettet sætter spot på reglerne for deportation af mennesker.

1000 flygtninge omkommet på fire måneder

Bragt i Dagbladet Arbejderen 8.juni 2006

Mandag den 3. april blev ligene af 32 flygtninge fra Afrika syd for Sahara fundet af en mauretansk fiskerbåd. De var del af en gruppe på 57 om bord i en lille fiskerbåd, der kæntrede på vej til De Kanariske Øer. De havde været på havet i 17 dage, og de 25 overlevende blev bragt til et hospital i Mauretanien for at blive behandlet for dehydrering, hedeslag og sult. Over 1000 flygtninge er druknet på denne rute i løbet af de seneste fire måneder.

Europa og USA på anklagebænken

Bragt på Modkraft.dk 27. september 2006

I juni 2007 rejses i Berlin et internationalt tribunal mod Europa og USA. Det sker for at holde disse kontinenters stater ansvarlige for de forbrydelser, de har begået mod det befolkningen på det afrikanske kontinent gennem de sidste fem hundrede år. Tribunalet anklager Europa, USA og andre imperialistiske nationer for udplyndring af Afrikas ressourcer siden slavehandlen og kræver oprejsning og erstatning.

Oprettelsen af det internationale tribunal blev bl.a. besluttet på en konference i Freetown, Sierra Leone i Vestafrika den 25.-26. september 2006, som den første i en række forberedelsesmøder i Afrika.

Østfyn: Bølge af racistiske overfald

Bragt på Modkraft.dk 7. april 2005

De mindre byer på Østfyn har i årevis været berygtede for at huse nogle stærkt racistiske grupper af unge. Racistiske tilråb, trusler og overfald har ikke været ualmindelige, når unge med en anden etnisk baggrund er kommet til området. Mandag den 4. april nåede den racistiske voldstendens sin foreløbige kulmination, da en familie af flygtninge fra Somalia blev angrebet i deres hjem i Langeskov.

Mandag aften smadrede fire unge danske mænd – bevæbnede med køller – ruderne hos en somalisk familie i den østfynske by Langeskov. Et af vinduerne vendte ind til børneværelset, hvor to af familiens børn lå og sov.

Familien blev efter angrebet indkvarteret på et hotel i Odense og er blevet sat i forbindelse med en krisepsykolog.

Status på udvisning af flygtninge i 2005

Bragt på Modkraft.dk 15. november 2005

Ifølge en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti skal Rigspolitiet to gange om året udsende en rapport om »status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere«. Den seneste rapport blev offentliggjort den 19. oktober 2005.

Af rapporten fremgår det blandt andet, at det er blevet lettere og lettere, at udvise asylansøgere fra Danmark i de seneste år. Det skyldes dels, at politiet har fået øgede muligheder for at presse asylansøgerne til at samarbejde om deres udvisning, samt at regeringen og EU har lavet stadigt flere aftaler med såkaldt flygtningeproducerende lande om deres samarbejde med at identificere og modtage mennesker, der er flygtet til Europa. Disse aftaler omhandler blandt andet klausuler i bistandsaftaler.

Selvsving i Svendborg

Bragt på Modkraft.dk 7. april 2005

Medierne optrappede bevidst omtalen af en happening mod statsministeren i januar. Dansk Politiforbund afviser i deres fagblad, at der skete noget særligt.

Da nogle venstrefløjsaktivister i Svendborg opførte en happening under Anders Fogh Rasmussens valgturné i januar, gik medierne i selvsving: »Angreb mod demokratiet og ytringsfriheden« og »Fogh jaget ud af byen« lød beskrivelserne i pressen. Men i en artikel i Politiforbundets fagblad afviser politiet selv den voldsomme udlægning under overskriften »Der skete jo ingenting«.

Sikker sejr i Palæstina

Bragt på Modkraft.dk 7. januar 2005

Søndag den 9. januar går en del af palæstinenserne til valg for første gang siden 1996, hvor Fatah-lederen Yasser Arafat blev valgt som præsident. Fatahs kandidat står endnu engang til at vinde valget, men næppe med samme folkelige opbakning som Arafat i sin tid fik. Kun én anden kandidat kan tilnærmelsesvis udfordre den kandidat, som både Fatah, Israel og Vesten satser på.

Her følger en kort beskrivelse af de to spidskandidater til det palæstinensiske præsidentembede.

Grækenland: flygtninge smides i havet

Bragt på Modkraft.dk 28.september 2006

De græske myndigheder anklages for at have smidt 40 flygtninge i havet ud for Tyrkiets kyst. Mindst seks er druknet. Grækerne benægter historien og skyder skylden på Tyrkiet.

Tirsdag den 26. september blev 31 migranter reddet i land ud for den tyrkiske kystby Izmir, efter at lokale beboere havde hørt råb om hjælp ude fra havet.

De overlevende, der var del af en gruppe på 40 flygtninge, fortæller, at græske myndigheder smed dem i havet. Seks af migranterne er fundet omkomne og tre savnes fortsat.

Søens lov undermineres

Denne artikel blev bragt i Modkrafts teoretiske tidsskrift Kontradoxa 2.august 2006.

På søen gælder der bestemte regler og love, som ikke nødvendigvis gælder indenfor staternes territoriale lovgivning. Det stammer fra ældgamle normer, som er livsnødvendige at respektere i et hverv, hvor enhver kan få brug for hjælp.

Disse normer er formuleret i internationale konventioner, som alle søfarende nationer har tilsluttet sig, og de håndhæves dels af det sejlende folk selv og af deres stater. Men i det sidste årti har de været konstant udfordret af staterne selv, når de kommer i konflikt med politikernes indenrigspolitiske dagsordener.

fredag den 26. september 2008

Messerschmidt stiller "tvivlsspørgsmål" ved grundlaget for invasionen af Irak

Politiken viderebringer en vrøvlende udtalelse fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, hvor han kritiserer Venstre for at have opstillet Morten Løkkegaard til næste års valg til Europaparlamentet, fordi Morten Løkkegaard har stillet spørgsmål ved, om Osama bin Laden og al-Qaeda virkelig stod bag terrorangrebene den 11. september 2001.

Messerschmidt vil have Løkkegaard taget af listen, fordi:
»Morten Løkkegaard har været ude med nogle mærkelige betragtninger om, hvilke konspirationsteorier han nu mener er rigtige eller ikke er rigtige. Det er noget med, at han tror på dem, som er sande.«
Jeg synes også det er problematisk at tro på langt ude teorier, omend der nu ikke kan være noget galt i netop, at tro på de teorier, der er sande. Messerscmidt mener dog tilsyneladende ikke, at der er forkert, fordi det simpelthen er latterligt, at Venstre og flere andre partier i Danmark ikke bekymrer sig om, hvem de opstiller til Europaparlamentet, eller fordi det er foruroligende, at en politiker, der opstilles, kan være ubegavet. Næh, han er åbenbart bekymret på vejne af en helt anden konspirationsteori: Påstanden om at sammenhængen mellem Bin Laden og Saddam Hussein.
»Det er da foruroligende, at Venstre stiller en mand op, som stiller tvivlspørgsmål ved hele grundlaget for kampen mod terror og de aktioner, vi har foretaget i Irak og Afghanistan«, siger Morten Messerschmidt.«
Hermed afslører Messerschmidt jo dels, at han selv går ind for udbredelse af løgnagtige konspirationsteorier, og at han ønsker at bruge dem til politisk propaganda for helt andre formål. Alle rationelle og intelligente mennesker, som har gidet at bruge et par minutter på sagen, er jo udemærket klar over, at der absolut ingen forbindelse var overhovedet mellem Irak og Al Qaida eller 11.september.

I den sætning stiller han jo netop selv "tvivsspørgsmål" (hvad fanden er det egentlig?) ved grundlaget for de "aktioner", det danske militær foretager i Irak: Ifølge den danske regering var grundlaget først noget med nogle masseødelæggelsesvåben, som ikke fandtes, og derefter var det noget med at erstatte en diktator - men det har aldrig nogensinde haft noget at gøre med 11.september. Hvorfor skaber Morten Messerschmidt tvivl om dette grundlag? Mon han nu vil kræve sig selv fyret?

Og hvorfor har Politiken ikke lidt højere standarder? Man kan da for pokker ikke bare bringe sådan en gang selvmodsigende vrøvl uden et eneste kritisk spørgsmål eller research og så kalde det "journalistik".



Tilføjelse: I en senere rigtig artikel, der faktisk har spørgsmål, interviewer Politiken en anden EU-parlamentskandidat fra Venstre om grundlaget for invasionen ("aktionen") af Irak. Det drejer sig om Jens Rhode fra Venstre, som indrømmer, at selvom det juridiske argument for krigen var, at Saddam Hussein ikke efterkom FN-resolutioner, så misledte regeringen bevidst den danske befolkning ved at skabe et billede af, at landet havde masseødelæggelsesvåben, og at det var grunden til invasionen. Jens Rhode beskriver denne vildledning i sin bog "Vejen til Irak", hvor han også selv påtager sig ansvaret for at have været med til at skabe dette falske billede.

Manglende efterkommelse af FN-resolutioner var altså det formelle juridiske grundlag. Påstanden om masseødelæggelesesvåben var det offentlige grundlag, der skulle sælge krigen til befolkningen. Men Jens Rhode - der nok ikke tror på konspirationer han ikke selv har været med til at skabe - nævner altså intet sted noget om Al Qaida eller 11.september som grundlaget. Mon Morten Messerscmidt så vil kræve Jens Rhode taget af Venstres opstillerliste til EU-parlamentet? Eller er det snarere Messerscmidt selv, der ifølge sine egne argumenter, ikke er egnet, fordi han i modsætning til Rhode, stadig tror på konspirationsteorier og ikke har fattet grundlaget for krigen? Hvordan kunne det iøvrigt gå Messerscmidts næse forbi, hvad grundlaget i lov-teksten var, når han selv var med til at udforme den?

Det kunne da have været morsomt, hvis Politiken ville have fulgt op på den mystiske historie med Messerscmidt, de valgte at bringe. Altså... når nu de nu valgte at bringe de tossede udtalelser, så er det vel på sin plads at følge op på dem, når man lidt efter har et interview, som direkte modsiger dem. Man kunne selvfølgelig også bare have valgt at ignorere dem til at starte med, når man nu ikke gad at lave noget journalistisk arbejde på dem.

fredag den 19. september 2008

Bankrøveri eller finansspekulation?

En mand fra Katalonien - Enric Duran - har fuldt legalt begået adskillige "bankrøverier". Det er foregået fuldstændig på systemets præmisser og på den måde de ønsker, at folk handler på.

Inden jeg fortæller historien, vil jeg igen understrege, at denne metode ikke bare er lovlig - det økonomiske og det politiske system opfordrer ligefrem til det. Det han gjorde, er det især USAs banker har opfordret folk til at gøre i årevis og som nu er grunden til at bankerne går fallit, og det er det USAs regering tilskynder idet de nu i denne uge har gået ind og reddet (nationaliseret) disse "uansvarlige" banker. Det er ikke andet end løssluppen kapitalisme, når det er bedst (iøvrigt er dette noget, mange libertarianere vil have afskaffet - det er faktisk en anden type kapitalisme de vil have nogen af dem. Se note.): systemet skal køre hurtigt, penge skal skifte hænder, det er ligemeget om der er nogen garanti for pengenes værdi, gæld er også værdi, spekulation og hurtige økonomiske omdrejninger er systemets grundlag... indtil det kollapser og folk opdager at det var værdiløst, men til den tid har de rigeste skummet fløden. Vi så det også i Danmark i lidt mindre målestok med Roskilde-banks kollaps: pyt med om der er dækning og reel værdi bag lånene og værdipapirerne, for hvis bare papirerne skifter hænder hurtigt nok, så kører systemet rundt, og det ser ud som det går godt... indtil det stopper og showet er forbi.

Nok om det. Her er historien:

Enric Duran optog 68 forskellige lån i forskellige banker. Nogle af dem var investeringslån til at starte eget firma. Et af de firmaer han startede producerede iøvrigt materiale, der illustrerer og protesterer mod dette kapitalistiske finans-cirkus - bl.a. klistermærker og den slags, men også hele denne "happening". På to år fik han ialt 492.000 euro fra forskellige banker for at vise vor let det er at udføre "bankrøveri" på den måde, de gerne vil have og ligefrem opfordrer til.

Metoden er simpel: Han gik hen til en bank og præsenterede sig som en god kapitalistisk iværksætter og bad om et lån til opstart af sin nye virksomhed. Bankerne er i vore dage glade for at give lån ud (uden garanti for dækning), for så får de et gælds-bevis, som er lige så godt som et værdi-papir (der heller ikke har dækning), som de kan bruge til deres investeringer eller til betaling af deres lån (som heller ikke har dækning) og som indgår som værdi-post i deres regnskab overfor deres aktionærere, så flere vil købe deres aktier (der heler ikke har dækning). Disse tomme værdi-papirer bliver købt af større banker og finans-institutioner helt op til central- og national bankerne, som jo udsteder lige så tomme og dækningsløse (men med "statsgaranteret" værdi) værdi-papirer kaldet "penge". Systemet kører rundt på gældsbeviser uden dækning og så længe ingen beder om at indløse dem, så kører det rundt.

Efter at have fået lån til opstart af et firma, så laver han flere firmaer med flere lån, og ganske ligesom andre respekterede virksomheder så optager de firmaer lån hos hinanden, så ingen af dem har skattepligtig indtægt men ser ud som om de kører hurtigt rundt - og det er jo det, der tæller - så de kan få flere lån hos bankerne.

Derudover så udbetalte disse firmaer jo naturligvis en klækkelig løn til deres direktør - ham selv - så han havde en pæn indtægt, han kunne præsentere for bankerne og dermed optage nye lån. At hele hans indtægt egentlig er 0 fordi hans løn modregnes af hans gæld er underordnet... det er netop også sådan danske rigmænd financerer deres liv (og undgår at betale skat): de ejer ikke noget selv, det hele er baseret på gæld eller ejet af deres firma, som kan trække det fra som udgift.

Hvorom alting er... lån til opstart af nye firmaer, firmaer der optager lån hos hinanden så de ser ud som om de har en indtægt, udbetaling af en kæmpe løn til direktøren, som selv investerer det i flere lån til flere "investeringer"... systemet kører rundt... det er det systemet vil have... det er det det er bygget op omkring.

Efter nogen tid gjorde han så et offentligt medie-stunt ud af det, og alt han behøver at gøre er at erklære sine firmaer fallit. Hvis han havde været et kæmpe-firma og i USA, så ville regeringen endda have reddet ham ud af det. Han har ikke gjort noget ulovligt, men tværtimod taget næsten en halv million euro ud af bankerne ved at gøre det, de gerne vil have os til at gøre. Hans gæld er jo deres fiktive "indtægt". Deres fiktive indtægt er aktionærernes indtægt ... indtil nogen spørger hvor værdierne egentlig kommer fra selvfølgelig... og staterne gør det samme ved at udskrive gældsbeviser kaldet "penge" som heller ikke er baseret på nogen egentlig værdi.

Det er tvivlsomt om han bliver retsforfulgt. Og ligesom Claus Riskjær Pederson i Danmark er det værste, der kan ske, at han bliver erklæret i personlig betalingsstandsning, hvilket jo ikke forhindrer nogen kapitalister i at fortsætte, så længe de bare "ansætter sig selv" og fortsætter med at have gæld nok til at de ikke behøver at afbetale deres gæld, fordi de ikke har nogen indtægt... det hele kører rundt og bider sig selv i halen :) Finansverdenen er fantastisk.

Historien har jeg modtaget på engelsk via email. Der fulgte nogle links med, men de er alle på katalansk / spansk, som ikke lige er min stærkeste side. Formålet med det hele er at vise, hvad vores finansverden og økonomiske system er bygget op omkring og hvor skrøbeligt det er. Det er ikke uden grund, at hans "firma" hedder "CRISI": krise.
http://polaris.moviments.net:8000/es/crisi
http://polaris.moviments.net:8000/es/book/export/html/32
http://www.youtube.com/watch?v=wkdtJoZ4kFQ

Note: Mange libertarianere (de der kalder sig "anarko-kapitalister) er faktisk stærkt imod denne finans- eller spekulationskapitalisme, og baserer hele deres teori på en tilbagevenden til "guld-standarden" (alternativt sølv), hvor ingen banker kan udskrive mere i lån end de har dækning for i rigtigt guld eller i rigtige penge, og hvor "rigtige penge" betyder, at staten ikke kan udskrive flere penge end den har guldreserver, således at man som borger til hver en tid kan veksle sine penge til guld, og man altså kan stole på at der er reel værdi bag kapitalen. Men det er en helt anden diskussion.

Kan man gøre akademisk karriere indenfor filosofi som anarkist?

Det er selvfølgelig ikke alle professioner, hvor det er lige klogt at gøre opmærksom på, at man er anarkist. Det vil for eksempel være med god grund, hvis de opfatter det som besynderligt, når man ansøger om at blive politibetjent. Men når anarkismen er en århundrede lang filosofisk og politisk tradition, der faktisk netop befinder sig midt i de helt centrale spørgsmål i den politiske filosofi - de spørgsmål, der udgør grundlaget for al politisk filosofi - så skulle man tro, at det da netop som filosof ville være legalt at have anarkistiske tilbøjeligheder eller i det mindste at beskæftige sig seriøst og akademisk med anarkismen og dermed med de absolut centrale spørgsmål i politisk filosofi.

fredag den 12. september 2008

Our Time 2008: Grab the Mic

Our Time 2008 er en række arrangementer, der har været her i Anchorage, Alaksa, i løbet af året, som blander hiphop og politisk bevidsthed: Der har været workshops i alle mulige politiske, bureukratiske og sociale emner - fra "kend din grundlov" til "hvordan laver man en ungdomsklub" - såvel som praktiske workshops i hiphoppens elementer og filosofi. Det meste af det har foregået i weekenden fra morgen til aften på universitetet, UAA.

Det overordnede formål er at gøre (primært) unge mennesker bevidste om, hvordan det politiske system fungerer, og at gøre det muligt for dem at få lov til at stemme (det er ikke en let proces for amerikanske borgere!) og/eller at blive aktive "community organisers" eller bare socialt bevidste mennesker. Alle arrangementerne har været befriende fri for folk, der taler ned til folk og fra lovprisninger af systemet eller værdien af at stemme - det har tværtimod været arrangeret af folk, der selv har følt sig sat udenfor indflydelse, men som lægger vægt på at "all politics are local", og at forandring altså starter her og nu med os selv og vores lokalsamfund.

Anyways. Et af arrangementerne, i juli, havde titlen "Grab the Mic". Hvor det første arrangement tidligere på året var for større forsamlinger og mere abstrakt og tilskuer-agtigt, bestod dette af mindre praktiske workshops, der krævede en aktiv deltagelse - selvfølgelig både politiske og hiphop-aktivistiske. Arrangementet sluttede med et stort show-down, hvor dj'erne dj'ede, b-drenge og -pigerne breakede og rapperne spyttede rim. Altsammen med en bevidsthed om, at hiphoppens oprindelige formål er, at få folk til at have det sjovt sammen og samtidig være socialt bevidste og ansvarlige.

Arrangementet blev streamet live, og undertegnede kunne selvfølgelig ikke tillade mig bare at sidde passivt ved sidelinien, så det fik også et internationalt præg med danske rim fra en nylig immigrant. Jeg kommer på ca. 3 et halvt minut inde i videoen herunder. Tag dog lige tid til at grave den første battle mellem de to kvindelige poeter, der på fantastisk vis i deres rim (og eksistens) bl.a. får repræsenteret livet som henholdsvis afro-amerikaner og "native" amerikaner (alaskanske inuitter m.fl.) i Alaska:


Watch live video from oki and his random life on Justin.tv

Det næste arrangement er den 27. september og handler om hiphop og konkret politisk aktivisme og den 4. oktober slutter det hele med en "Remix the Vote" fest og koncert.

Big up til Our Time 2008