fredag den 31. oktober 2008

Kritik er en trussel for ytringsfriheden...?

"Jeg må sige og mene hvad jeg vil, men du må ikke sige, hvad du mener, om det jeg siger. Hvis du kritiserer det, jeg siger, så truer du min ytringsfrihed, så du skal holde din kæft."

Denne fuldstændigt forskruede opfattelse af "ytringsfriheden", som vi har hørt adskillige gange i Danmark især i kølvandet på "Muhammed-krisen", hvor et medie besluttede sig for at åbent at håne og tilsvine en befolkningsgruppe, hvorefter alle, der ytrede sig kritisk om denne handling, fik at vide at det måtte de sandelig ikke, for hvis de ytrede sig kritisk om den, så var de "imod ytringsfriheden". Man skal være rablende vanvittig (eller en dygtig, løgnagtig demagog), for at føre det argument, at ytringsfrihed betyder, at kritik af ytringer er forbudt.

Og dog... denne bizarre opfattelse er nu ikke så ualmindeligt. Jeg har af og til stødt på den på diverse debat-foraer på nettet m.v. hvor folk reagerer på kritik af deres holdninger og påstande med "jeg har ret til at mene hvad jeg vil". Javist, har du da det - og jeg har ret til at påpege, at det er forkert eller kritisabelt. Din ret til at have vanvittige meninger, betyder altså ikke, at jeg ikke har ret til at kritisere dem. Det ville jo være en begrænsning af min ytringsfrihed.

Det her burde være åbenlyst for voksne mennesker med bare en minimal viden om politiske rettigheder, og da især for en siddende guvernør og måske kommende vicepræsident i USA. Så det siger ikke så lidt om Sarah Palins totale uvidenhed, at hun idag i et interview med en stærkt højre-orienteret radio-vært, benyttede netop dette børnehave-argument.

Sarah Palin har i sin valgkamp spredt en masse bagvaskende løgne med nogenlunde samme formål og effekt som Jyllandspostens tegninger: at forhåne og latterliggøre (og skabe frygt og had). Det har hun jo for så vidt ret til, omend hendes løgne faktisk grænser til det ulovlige. Men andre har naturligvis også ret til at kritisere hende for det, og medierne, der skal dække valgkampen, har naturligvis ret at kritisere hende for at have en valgkamp, der udelukkende består af person-angreb på sin politiske modstander.

Det skulle man ihvertfald tro. Den amerikanske forfatning siger ihvertfald, at der ikke må laves nogen lov, der begrænser pressens frihed. Men ikke ifølge Sarah Palin. Nej, ifølge USAs måske kommende vicepræsident, så er det den frie presse og dens kritik, som er en trussel for ytringsfriheden. Hun fortalte i interviewet, at hun mener at den del af forfatningen, som sikrer presse- og ytringsfriheden, er truet, hvis politikere ikke kan lukke en masse lort ud, uden rissiko for at journalister skriver kritisk om det.

Ytringsfriheden er sandelig truet ... hvis en politiker med en sådan opfattelse af politiske rettigheder bliver vicepræsident.




Amerikanske kristne tilbeder den gyldne kalv

Det aller-aller-aller-første af de 10 Bud, som Moses 2 gange hentede ned fra Sinai-bjerget, er "Du må ikke lave dig støbte guder". Det er et meget vigtigt bud. Det er vel for fanden derfor, det er det allerførste Gud kom på, og han bliver altså pisse-sur, hvis hans folk ikke overholder det.

Det var også det første bud, der blev brudt. Ikke så snart var Moses gået op på bjerget for at holde palaver med Gud, før hans folk blev forvirrede og begyndte at smelte al deres guld om til en statue af en tyrekalv, som de så begyndte at tilbede. Moses blev så vred, da han så det, at han smadrede de to stentavler med bud, som Gud havde givet ham, og Gud konstaterede fortrød (ikke for sidste gang), at han havde udvalgt disse folk og besluttede sig (ikke for sidste gang) til at slå dem alle ihjel. Moses fik dog formildet Gud lidt, og sørgede selv for at blot 3.000 jøder blev myrdet. Det er altså ikke et bud, man kan tage let på!
(Læs om den historie i Det Gamle Testamentes Anden Mosebog, kapitel 32)

Et par tusinde år senere blev Jesus, Guds udenomsægteskabelige søn, også engang rigtig vred. Det var da han kom til Jerusalem og stødte på nogle finansfolk, som udenfor et tempel var igang med at spekulere i aktier, optioner og valuta. Jesus var normalt en meget mild person (meget ulig sin far), men her blev han altså virkelig arrig og begyndte at vælte bordene og jage kapitalisterne væk.
(Læs om den historie i Det Nye Testamente: Markus-evangeliet kapitel 11, Matheus kapitel 21, Lukas kapitel 19 og i Johannes-evangeliet kapitel 2)

Der er altså 2 ting, man kan være sikker på som kristen: Man må ikke danse omkring en guldkalv, og finansspekulanter er ilde sete. Eller: du må ikke tilbede Markedet.

Udenfor Wallstreet - det amerikanske og globale centrum for finansspekulation - er der meget passende en statue af en guldkalv. Det går som bekendt ikke så godt for det amerikanske og globale finans-marked i øjeblikket, og ved at læse Biblen kunne man få den tro, at bogstavtro kristne ville bebrejde vor tids vekselerere, som Jesus var så sur på, og de mange som har sat deres "tro" på Markedets kraft, og de der ligefrem har påkaldt sig Guds beviselige vrede over guldkalve.

Men nej. En gruppe kristne i USA er tværtimod igang med lige præcis de ting, som det er bevist, at både Gud og hans søn bliver stik-tossede over! De har flyttet deres kirke hen til Wallstreet, hvor de beder Gud om at rette op på den økonomiske krise - og de gør dette rundt omkring Wallstreets statue af en guldkalv!

Idéen kom fra den moderne udgave af Moses, den amerikanske Cindy Jacobs, som jævnligt taler personligt med Gud. Hun mener ikke, at krisen er Guds hævn over de kætteriske tilbedere af Markedet og Guldkalven. Næh, den er Satans værk... og jøderne og de homoseksuelle bærer også en del af ansvaret!

For disse kristne er det altså ikke længere forkert at danse omkring Guldkalve og tilbede Mammon. Og de må jo vide det, for Cindy er ifølge hende selv ikke den eneste, som er blevet udnævnt til profet for nylig og personligt har modtaget disse kontra-ordrer fra Gud selv. Noget lader altså til, at Biblen må skrives om.



Billedet stammer herfra
Læs interviewet med Profeten Cindy

Musik og politik, der inspirerer og giver håb

Hvis man kaster et blik på de danske blogge, der i Blogbot.dk er kategoriserede under "filosofi", opdager man, at størstedelen af dem "bare" handler om musik, film og litteratur. Det lader altså til, at æstetik fylder langt mere i den filosofiske blogosfære, end det gør i filosofien generelt, hvor det efter min bedste overbevisning blot er et mindre og ret perifært emne.

Nu er det ikke fordi, jeg vil underkende kunstens rolle for menneskers liv, men jeg interesserer mig mere for emner, jeg synes, har mere håndgribelig indvirken på vore liv og handlinger. Jeg er af en eller anden grund en af de få i blogbots filosofi-sektion, som ofte skriver om politik og etik - emner, der ellers fylder meget indenfor filosofien generelt. Mine indlæg er ikke altid "dybt filosofiske" - en blog er jo et personligt medie, hvor man kan skrive hurtige kommentarer til hvad der nu end falder én ind - og af og til fylder nogen emner mere end andre. Lige for tiden er jeg af oplagte grunde ret optaget af det amerikanske præsidentvalg.

Men der er ingen grund til at skille mig ud fra de typiske indlæg på Blogbot, for emnerne Politik og kunst kan naturligvis forenes - og bliver det ofte. Dette emne vender jeg sikkert tilbage til senere - ligesom emnet "hvad synes jeg er interessat og filosofisk", men lige her og nu, vil jeg gerne præsentere en video, der kombinerer æstetik og det amerikanske præsidenvalg.

Jeg kender ikke MC Yogi, men hans video hér er efter min mening fantastisk. Både rent visuelt, lyrisk og politisk. Ikke at jeg deler hans store tiltro til, at Obama som præsident vil medføre drastiske politiske forandringer i USA eller andre steder, men videoen præsenterer fremragende den psykologiske effekt Obamas kampagne har haft. Den har startet en mentalitet, hvor folk tør at håbe på forandring og forbrødring, på fremdadrettet politik for at gøre folks liv bedre, og et inklusivt samfund, hvor folk tager sig af hinanden, istedet for at leve i frygt for og mistro til hinanden. Som sagt tror jeg ikke, at politikeren Obama vil ændre særligt meget rent politisk, men hvis den mentalitet kan bevares hos folk, så ville det da være en god lille ting.

Det er den mentalitet, denne video beskriver ekstra-ordinært godt. Hvis man sammenligner dens budskab om at turde håbe på et godt liv med McCain-kampagnens budskaber om splittelse, had og frygt, så kan man måske forstå lidt af grunden til hvorfor dette valg føles ekstra vigtigt for mange i USA. I denne video er emnerne æstetik, etik og politik virkelig identiske.


Obama '08 - Vote For Hope from MC Yogi on Vimeo.

onsdag den 29. oktober 2008

Birthe Rønn Hornbechs følelser

Der var engang, hvor Birthe Rønn Hornbech - den danske regerings minister for udelukkelse, diskriminering og deportation - var særdeles respekteret som arg forsvarer af retssikkerheden og det liberale demokrati. Hun var den liberale opposition internt i partiet Venstre og kritiserede særlovgivning og andre afvigelser fra demokratiske rets- og lovgivningsprincipper. Birthe Rønn Hornbech har adskillige gange stået for principperne om, at alle er lige for loven, at polikere ikke har ret til at udvælge særlige grupper eller individer for deres lovgivning, at loven skal være klar og gennemskuelig, at alle har krav på en fair og gennemskuelig retssag. Kort sagt: der var engang, hvor Birthe Rønn Hornbech var liberal.

Det ophørte alt sammen da hun fik en ministerpost. Måske har hun ændret holdning i løbet af årene, men i offentligheden blev hun ihvertfald stadig betragtet som forsvarer for retssikkerheden, lige indtil hun blev minister i november 2007. Siden har hun vist sig særdeles villig til at give køb på selv de mest grundlæggende demokratiske retsprincipper.

I Danmark er der måske et par personer, som måske engang havde tænkt sig, at slå en person ihjel. Vi ved det ikke, for det var det hemmelige politi, som anklagede disse personer, men PET ville ikke præsentere grundlaget for denne anklage i en dansk retssag.

Det blev også påstået, at de ikke blot udgjorde en fare for den person, de måske måske ikke havde tænkt sig at slå ihjel, men ligefrem for hele den danske stats sikkerhed! Vi ved ikke hvordan, de måske havde tænkt sig at sabottere hele det danske statsmaskineri, og heller ikke denne anklage, har nogen af de danske domstolene haft mulighed for at vurdere, for også i denne sag holder efterretningstjenesten alle beviserne hemmelige.

Da der således ikke var nogen mulighed for at holde en retssag, hvor anklager og beviser blev framlagt, så kan disse personer naturligvis ikke frihedsberøves eller straffes. I et demokrati er man nemlig betragtet som uskyldig indtil det modsatte er blevet bevist ved en fair og gennemskuelig retssag. I et demokrati kan man ikke blive dømt og straffet bare fordi, en hemmelig organisation frembringer nogle anklager, som den ikke vil hverken begrunde, bevise eller uddybe.

Det kan måske være trælst, at man ikke kan straffe folk uden at skulle lave det irriterende arbejde, det er at samle beviser mod dem. Ligesom det måske kan være trælst, at man ikke bare må tæske en person, man mistænker for noget. Det kan sikkert også være trælst, at man som politiker ikke bare kan bestemme alting selv, og det kan måske være trælst, at være et barn som ikke må spise slik lige inden man går i seng. Sådan er der så meget.

Birthe Rønn Hornbech synes således, at det er trælst, at man ikke bare kan straffe disse personer uden at fremlægge beviser. Hun har nemlig som en af de få set PETs påståede beviser, og hun synes således at det burde være nok, at hun som minister kan sige god for, at personerne er skyldige. Men sådan spiller klaveret altså ikke i en retsstat - der skal der beviser på bordet for en dommer og ikke bare for en politiker. De tider er forbi, hvor regenten bare kunne råbe "af med hovedet" og dømme folk efter hans egen vilje. Og heldigvis for det! Selvom det kan være trælst at arbejde med, så er der altså gode grunde til at vi har afskaffet diktatur og den slags... det var Birthe Rønn Hornbech engang meget bevidst om, men de grunde har hun åbenbart glemt.

Dengang verden var sådan, som Birthe Rønn Hornbech nu ønsker sig tilbage til, da kunne hvem som helst pludselig blive udvalgt som offer for regentens tilfældige tilbøjeligheder og følelser. Loven var ikke begrundet i offentlige interesser, men i regentens vilje - og altså også hans skiftende følelser. Vi kan alle af og til føle at en eller anden burde få sig en afklapsning, men der er gode grunde til, at vi ikke længere lader lovgivning, domsfældelse og afstraffelse af mennesker være op til regentens følelser.

Så når Birthe Rønn Hornbech synes, at det støder hendes følelser, at man i Danmark ikke kan fængsle folk i længere tid uden at bevise deres skyld ved en uafhængig domstol, så kan alle tilhængere af demokrati og retssikkerhed kun svare med: "Det er bare ærgerligt, Birthe. Sådan er spillereglerne altså her i samfundet, og det er de spilleregler, du har skrevet under at ville overholde og forsvare, da du blev minister." I en retsstat laver man nemlig hverken lovgivning eller domsfældelse baseret udelukkende på enkeltpersoners følelser. Man fremlægger offentligt tilgængelige beviser og argumenter, og kan man ikke det, så må man opgive sin sag.

Det kan være trælst og irriterende, men hvis man ikke vil det, så må man enten give op, eller hvis man stadig presser på indrømme at man er anti-demokrat og anti-liberal. Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med at være de ting, men der er noget i vejen med at kalde sig "liberal" og "demokrat", hvis man i virkeligheden er modstander af det. Jeg kræver bestemt ikke at folk skal være det ene eller det andet - og det ville være en helt anden og længere diskussion at overveje fordele og ulemper ved retsprincipperne - men jeg kræver altså, at folk er ærlige og konsekvente.

Dengang Birthe Rønn Hornbech var kendt som en konsekvent forsvarer af retsprincipperne, ville hun have fundet det stødende, at der er folk, der af staten betragtes og behandles som skyldige kriminelle uden at have haft en retssag. De to mistænkte er nemlig stadig i varetægtsfængsel, og da de ikke er danske statsborgere, så har de ikke den samme retssikkerhed, som Birthe Rønn Hornbech engang forsvarede. Selvom de ikke kan dømmes for noget kriminelt, så kan udlændinge nemlig godt afstraffes uden domsfældelse, hvis det hemmelige politi og ministeren for afstraffelse af udlændinge - Birthe Rønn Hornbech - synes de skal. Ingen beviser, ingen retssag, ingen begrundelse er nødvendig - de kan betrages som kriminelle af flere af den danske stats institutioner uden at have været for en dansk domstol. PET har af den nuværende regering nemlig fået ret til at bestemme hvem der for eksempel kan få asyl eller opholdstilladelse i Danmark uden at behøve at begrunde det.

At afstraffe dem ved at deportere dem til et andet land er således principielt muligt uden nogen som helst af de trælse retsprincipper, der normalt gælder i et demokrati, for den slags gælder nemlig ikke for udlændige i Danmark. I dette tilfælde ville det dog være ulovligt, for det er nemlig ulovligt at udvise flygtninge til lande hvor deres liv og lemmer vil være i fare - og det er tilfældet i denne sag. Vi står altså i en situation, hvor det hemmelige politi og ministeren for afstraffelse af udlændinge, har bestemt at nogle personer er skyldige, men da ingen af dem vil præsentere deres beviser, så kan de ikke betragtes som kriminelle af den dømmende magt, domstolen, og kan altså ikke straffes af det danske retssystem.

Hvis nu disse personer virkelig er skyldige i et eller andet, så er det da trælst, at de ikke kan straffes. Heldigvis, kan man så sige, har de trods alt ikke har gjort noget - de er kun mistænkte for at ville have gjort noget, så der er altså ingen der er blevet såret. Men hvis Birthe Rønn Hornbech finder det så stødende at mennesker, som ikke er blevet bevist skyldige, kan gå rundt på gaden i Danmark, når hun nu har sagt, at de er skyldige, så kunne hun jo rette sin harme mod den organisation, som har modarbejdet, at de kan dømmes.

Det hemmelige politi i Danmark har haft mulighed for at præsentere sine påståede beviser i en retssag, men har nægtet at gøre dette, og derfor vil enhver demokrat naturligvis mene, at der ikke er noget at komme efter, og at staten således ikke kan straffe disse mennesker, da enhver i et demokrati jo betragtes som "uskyldige indtil det modsatte er bevist". I en liberal retsstat og et demokrati ville man derimod aldrig nogensinde kunne høre en minister foreslå, at man skulle afstraffe folk, der ikke har haft en sådan retssag - en sådan minister ville af en liberal og en demokrat blive kategoriseret som minister for et diktatur eller andet udemokratisk rædselsregime. I en demokratisk retsstat ville man naturligvis heller ikke acceptere, at et hemmeligt politi kan få folk "dømt" uden at præsentere nogen beviser eller konkrete anklager. Hvis det hemmelige politi ikke kan præsentere den slags i en åben og fair retssag, så ville man naturligvis i et demokrati betrage sagen som åbenlyst grundløs og fortsætte med at betragte de pågældende individer som uskyldige, fordi det modsatte ikke er blevet bevist.

Hvis disse tunesere er skyldige i et eller andet kriminelt, så må Birthe Rønn Hornbech rette sine "følelser" mod hendes egen regering og dens hemmelige politi, som nægter at præsentere sine anklager og beviser. Det ville hun gøre, hvis hun gik ind for demokrati og retssikkerhed. Men Birthe Rønn Hornbech bekræfter i denne sag, at hun ikke tilhænger af liberale, demokratiske retsprincipper. Hun udtaler sig jo her som tilhænger af hemmelige tjekkaer med dømmende magt, afstraffelse uden retssag eller bevisførelse og hemmelig domsfældelse - altså som anti-demokrat af den allerværste slags.

Det er skræmmende, at en tilhænger af arbitrær afstraffelse baseret på egne følelser engang blev betragtet som det danske regeringspartis stærkeste tilhænger af retssikkerhed. Hvem er der mon nu til at forhindre udemokratisk regeringsførelse og lovgivning?

Danske journalister og amerikanske valg

Amerikansk politik er vigtig for resten af Verden. Det er vel også derfor de danske medier dækker det amerikanske præsidentvalg nærmest mere intenst end de dækker en dansk valgkamp. Men det er også derfor, at det ville være rart, hvis de danske medier gad at gå lidt dybere ind i hvordan valgsystemet fungerer i USA og måske endda sætte sig ind i det, de skriver om. Det ville således være rart, når danske medier skriver om de partier og kandidater, der er udover Obama og McCain, hvis de også gik i dybden med hvordan det amerikanske system fungerer og hvorfor disse "tredie" partier de fakto er udelukkede fra den politiske proces.



Et 2-parti-system
Ditte-Marie Ascanius har en lille artikel i Politiken om et særdeles relevant emne - nemlig den i Danmark og i USA oversete kendsgerning at der altså er mere end 2 personer og 2 partier, som stiller op til valg. Man hører sjældent noget om de kandidater, der ikke er godkendt af de to magthavende partiers centralkommitteer, men de findes altså - og de har krav på at blive hørt, hvis man skal gøre sig nogen forestilling om at USA er et demokrati (det er det iøvrigt ikke - USA er en republik, der består af delstater, som kan være demokratiske, men det er ikke folket der vælger præsidenten. Det gør valgmændene i hver stat, og de er i princippet uafhængige af hvad deres befolkning har stemt på).

Det er et vigtigt emne, og derfor skal Ditte-Marie have ros for at tage det op, men så sker der jo det, der tit sker, at man bliver skuffet fordi et i forvejen overset emne behandles overfladisk. Artiklen handler nemlig slet ikke om de andre kandidater, men fokuserer kun på deres eksistens i det omfang at de kan have indflydelse på valgresultatet for de to anerkendte præsidentkandidater. Hvad er nu den af? Har de ikke ret til at blive behandlet som værdige og selvstændige kandidater?

Det kunne også være interessant at gå i dybden med det demokratiske problem det vitterligt er, at vælgerne altså ikke kan få deres holdninger og interesser seriøst repræsenteret, når de kun har 2 kandidater at vælge imellem. Et 2-parti-system er næsten lige så latterligt og "demokratisk" som et 1-parti-system, og for mange amerikanere består et valg i at vælge mellem "det mindste af to onder" og altså ikke i hvem de virkeligt føler repræsenterer dem. Og det er da klart at det må være sådan, når medierne og det politiske system fastholder, at der kun kan være to kandidater.



Udemokratiske interne valg
Vælgerne har jo ikke engang megen indflydelse på hvem der skal være de kandidater, de kan stemme på. De to partiers kandidater er nemlig først filtreret igennem partiernes centralkomiteer, som altså ikke har meget demokratisk over sig, hvorefter folk, der lader sig registrerere hos hvert parti kan få en mulighed for at vælge imellem centralkommitteens udvalgte. Men ligesom med præsidentvalget, så behøver din stemme som parti-medlem ikke i princippet at blive respekteret, for hver stats parti-afdeling har repræsentanter, som stemmer på hvem der skal være partiets landsdækkende præsident-kandidat, og de er altså ikke bundne af hvad deres medlemmer har stemt på.

Men inden det overhovedet kommer dertil, så har partiets centralkommitte altså sørget for, at kun de kandidater, kommitteen ønsker, vil kunne stille op til internt valg. Den i progressive kredse populære Demokrat, Dennis Kuchinich, blev således udelukket fra Demokraternes TV-debatter, med top-kandidaternes godkendelse, og kunne derfor ikke føre valgkamp på lige fod med f.eks. Hillary og Obama.



Partier udelukkes
Det er den samme mekanisme, der sker når man vover at stille op for et helt tredie parti: man udelukkes fra de offentlige debatter og nægtes adgang til medierne. Den "demokratiske proces" i USA er nemlig ikke offentlig - det er ikke det offentlige som skal sørge for at der er demokratiske valg! Næh, det er privat: fra udførelsen af benarbejdet i valgkampagnerne og financeringen af valgkampen til optælling af stemmer og altså også spillereglerne for de politiske debatter: hvem der må være med og kan fortælle offentligheden om deres budskaber.

Dels er det op til de private medier selv - der for de flestes vedkommende er erklærede demokratiske eller republikanske - om de vil give spalteplads eller sendeflade til en kandidat eller ej. Alle medierne dækker naturligvis de officielle præsident-debatter, og befolkningen har altså her en chance for at komme til at kende kandidaterne. Bortset fra at en privat organisation bestående af repræsentanter for de to ledende partier har fastsat reglerne for, hvem der må være med i de officielle valg-debatter (og hvilke spørgsmå de bliver stillet, og hvem der må være i publikum og så videre).

Republikanerne og Demokraterne er muligvis hinandens modstandere, men de to private organisationer holder sammen om at udelukke alternativer til deres fælles dominans. Det er naturligvis tilladt i USA at danne andre partier og at stille op til valg, men da der ikke er nogen offentlig procedure for at sikre at alle har lige minimums-muligheder for at kunne komme til orde, så er det op til de to siddende partier at sørge for at beholde magten og fordele den imellem sig. Ingen andre end de officielt godkendte kandidater fra de to magthavende partier har nogen mulighed for at føre valgkamp, komme i medierne eller deltage i debatter.



De "tredie" kandidater
Det er naturligvis et demokratisk problem (det er decideret udemokratisk), og det ville være særdeles relevant at gå i dybden med. Det er blandt andet det, der har drevet den uafhængige Ralph Nader
til at stille op igen og igen. Nader bliver ofte beskrevet som en ekstremt venstreorienteret, men faktisk er han slet og ret en liberal demokrat, som ønsker at USA skal blive et rigtigt demokrati med offentlige valg, politisk pluralisme og vælger- og forbrugerbeskyttelse.

Problemet som vælger er at man måske gerne vil støtte bevægelsen for demokrati i USA og derfor gerne vil stemme på Nader eller en anden "tredie" kandidat, men samtidig er man nødt til at forholde sig til at de ikke har en chance for at blive valgt, så længe der ikke er mange flere som tænker på samme måde. Hvis man stemmer på en "tredie" kandidat rissikerer man altså at ens stemme bliver "spildt" istedet for at gå til "den mindste af de to onder" blandt de officielt anerkendte kandidater. Så for at sikre at det ikke er den værste af dem, som bliver valgt, så må man altså overveje at stemme på en kandidat, som man slet ikke føler sig repræsenteret af.

Udover Nader har USA adskillige andre "tredie partier" og kandidater, som hverken folk i Danmark eller vælgerne i USA sjældent hører om. På venstrefløjen er der blandt andet De Grønne, som Nader tidligere har stillet op for. Det gamle miljø-parti fra 68-bevægelsen, har i de sidste år gennemgået en forvandling og dannet en basis med rødder i marginaliserede aktivister fra ghettoerne og byerne. Personligt synes jeg, at de har valgt en bedre strategi end Nader, hvis kampagne i årevis har været fokuseret omkring ham selv, for De Grønne er igang med at opbygge en politisk bevægelse forankret i de lokale samfund. De har allerede flere borgmesterposter, og selvom deres præsident-kandidat, Cynthia McKinney, har endnu mindre chance for at blive valgt end Nader har, så er hendes strategi efter min mening mere langsigtet end hans.

Der er naturligvis også et hav af mere eller mindre relevante socialistiske partier, samt en række alternative partier på den yderste højrefløj (se en liste over tredie-partier her).



Tilbage til Politiken: Konføderalister er ikke "liberale", Ditte-Marie
Et af de større højrefløjspartier, man også kan stemme på, har navnet "Libertarian Party", og det var egentlig det, der drev mig til at skrive denne artikel. "Libertarian" er en betegnelse for den ideologi, som ønsker en minimal-stat, der kun har til formål at forsvare borgernes "naturlige rettigheder". De er altså imod velfærdsstater og socialpolitik men til gengæld også imod statslig indgriben i private, moralske og kulturelle emner.

Det amerikanske "Libertarian Party" er ikke libertariansk i denne forstand. Det består nemlig blandt andet af ultra-konservative, som i særdeleshed ønsker en moralserende stat, der griber ind i borgernes private og kulturelle valg - for eksempel ved at kriminalisere abort, homoseksuelle ægteskaber, fremmede kulturer, anti-autoritær opførsel, provokerende litteratur o.l.

Misforståelsen kommer nok af at de dels er imod social velfærd, og dels er imod den føderale stat - altså republikken USA og dens forfatning. Den amerikanske forfatning og højesteret har flere gange skredet ind overfor delstaternes beslutninger, fordi de gik imod USAs menneskerettigheder og var diskriminerende. The Libertarian Party ønsker, at de enkelte stater skal være frie til at lave de diskriminerende love, de har lyst til. De er altså ikke imod statslig indgriben som sådan men ønsker faktisk mere af det. De er med andre ord ikke libertarianere men det, der i USA bør kaldes "confederalists" - altså den politiske bevægelse, som ønskede at løsrive sydstaterne og bevare retten til at have slaver. De vil nok ikke have slaveriet genindført, men den politiske bevægelse er den samme: en højreorienteret, ultra-konservativ bevægelse som ønsker at frisætte delstaterne fra den irriterende amerikanske forfatning, der fastlægger rammer for lovgivning.

Det skal slås fast, at det aldeles ikke er alle i "the Libertarian Party", der har disse holdninger. Nogle er faktisk ægte "libertarians". Men i 2008 har partiet valgt en præsidentkandidat, som altså er konføderalist, kultur-konservativ og går ind for en religiøs og diskriminerende stat. Kort sagt en person med holdninger, der minder meget om den intolerante højrefløj i det republikanske parti, som Sarah Palin repræsenterer.

Derfor er det noget underligt, at Ditte-Marie Ascanius i sin artikel beskriver dette partis præsidentkandidat Bobb Barr som "liberal". Liberal betyder på dansk "frisindet" - Bobb Barr er det direkte modsatte. På amerikansk betyder det lettere venstreorienteret og er i direkte modsætning til den statslige kultur-konservatisme og religiøse fundamentalisme, som Bob Barr (og Sarah Palin) står for. Liberal på amerikansk betyder sågar tilhænger af socialpolitik og er altså på alle måder i modsætning til "the libertarian party".

Ærligt talt - jeg ved godt at det danske sprog er ved at forfalde, og at "liberal" er et af de ord, der er ved at blive kraftigt smadre i øjeblikket i Danmark. Men... man kan altså ikke kalde Bob Barr for "liberal", uanset hvad man lægger i det ord!

Bob Barr har heller ikke nogen chance for at blive valgt og den lille artikel i Politiken gør jo hverken fra eller til, udover at illustrere hvor vigtigt det er, at prøve at sætte sig ind i amerikansk politik udover den overfladiske "der er kun 2 kandidater"-dagsorden, men den er sandsynligvis et tegn på udvandingen af det danske sprog, som den danske højrefløj er igang med, hvor ordet "liberal" er ved at blive et ord, der kan betyde hvad som helst - især ting der er det direkte modsatte af dets oprindelige betydning.



... og der findes altså anstændige konservative, Michael
En anden artikel i Politiken, der ærgrede mig, er endnu en overfladisk skøjtetur hen over de problemer og splittelser, McCains vicepræsident-kandidat Sarah Palin har skabt internt i det republikanske parti og konservative bevægelse. Artiklen handler netop om, at hun har skabt splittelse med sin hadske og populistiske kampagnestil. Der er allerede mange konservative, der har meldt sig ud af McCain-lejren, og McCain selv har da også ind imellem forsøgt at rette op på nogle af de mange løgne og misforståelser, hun har været med til at sprede. Der er altså god grund til at antage, at der er mere end én holdning til hendes politik og retorik i det republikanske parti og den konservative bevægelse. Der er faktisk en hel del af de ledende figurer i den amerikanske konservative bevægelse, som betegner hende som en katastrofe.

Men hvorfor pokker skriver Michael Seidelin, så i Politiken, at "Hun er et hit blandt ægte, konservative republikanere"? Vil det sige at alle de republikanere og ærke-konservative, der har kritiseret hende - fra menige vælgere til højtstående parti-medlemmer og konservative intellektuelle - ikke "rigtige"?

Der må jeg altså komme de konservative til undsætning. Man kan godt være "rigtig konsevativ" uden at være religiøs fundamentalist, racistisk populist, anti-intellektuel modstander af civile rettigheder og af videnskab og hvad Palin ellers står for. Det er en kendsgerning at massevis af særdeles "rigtige" konservative republikanere i USA er dødtrætte af Palin. Ellers ville Politiken jo heller ikke kunne bringe den artikel om, at der netop er splittelse! Det er simpelthen for dumt skrevet - og det er sågar skrevet af Politikens særligt udsendte USA-specialist.



Danske journalister: Tag jer sammen!
(Jeg hader sløset journalistik)


tirsdag den 28. oktober 2008

"Giv mig dit førstefødte barn"...

Eeew!

En familie i Tennessee, USA, kunne glæde sig til en forøgelse af familien. Men i et øjebliks politisk fanatisme valgte alfa-hannen, Mark Ciptak, at ofre sin nyfødte datter - og måske sit ægteskab - til den republikanske valgmaskine. Han og hans hustru var allerede blevet enige om et navn til deres nye datter. Hun skulle hedde Ava Grace.

Men allerede mens hans kone hvilede sig efter fødslen, skyndte Mark sig at udfylde navne-papirerne og opkalde deres fælles datter efter de to højrefløjspolitikere, der i øjeblikket forsøger at blive henholdsvis præsident og vicepræsident i USA. Hans hustru fik sig et gevaldigt chock, da hun fik at vide, at hendes datter nu - mod hendes ønske - officielt hedder "Sarah McCain Palin Ciptak".

Mark Ciptak begrundelse for sit forrædderi hos sin hustru, er som taget ud af et klassisk æventyr: Han ønskede brændende at blive en del af McCain-kampagnen, men havde ingen penge, så uden at overveje konsekvenseerne ofrede han sin nyfødte datter til "Sagen".

Med den enorme folkelige entusiasme Obamas valgkampagne har skabt, hvor hundredtusinder møder op for at se ham tale, og millioner af amerikanere inspireres til at håbe om forandring og forbrødring personificeret i Obamas kandidatur, så er jeg sikker på, at der nok skal være nogen et sted derude i USA, som opkalder deres barn efter ham. Men... forhåbenligt gør de det efter at have talt sammen om det og altså uden at ofre sin ægteskabelige lykke i processen.

Det er dårlige tider... lad os købe flere våben

Der er økonomisk krise, det ved vi alle. Og krisen startede i USA, hvor tusinder har mistet deres hjem, arbejdspladser er blevet nedlagt og priserne på både benzin - det amerikanske samfunds livsnerve - og mad er stadigt stigende. Det er altså dårlige tider, og i USA forbereder folk sig på, at de bliver endnu værre.

Hvordan forbereder man sig på en kommende økonomisk katastrofe? Jo i USA gør man det ved at anskaffe sig flere skydevåben. Mange har ikke råd til medicin, husleje, mad og andre livsnødvendigheder og 2008 er det første år nogensinde, hvor amerikanernes forbrug af benzin er faldet. Men der er én privat sektor, der er i vækst, og det hænger direkte sammen med krise-mentaliteten: Jo mere krisen trænger ind på livet af de menige borgere, des flere våben bliver der solgt. I 2008 er våbensalget til private steget med op til 10%, mens forbruget af alle andre produkter er faldet.



I Argentina reagerede folk på det økonomiske kollaps i halvfemserne ved at danne lokale arbejder- og forbruger-organisationer, som kunne køre lokalsamfundene videre udenom den elendige valuta. I Chile i 1980erne blev der oprettet fælleskøkkener på gaden, hvor alle kunne spise med. Sidst der var generalstrejke i Danmark begyndte tusinder af danskere, at hamstre gær for at være sikre på at kunne bage en milliard brød, hvis det nu skulle være. I USA reagerer folk ved at hamstre skydevåben. Sådan er folk så forskellige.



Stemmer til salg

Politisk valgkamp er ikke det samme i Danmark og USA. Det er privatlivets fred eller arbejdsrettigheder heller ikke. Jeg har tidligere skrevet om, at telefonister på call-centre i USA kan blive tvunget til at føre valgkamp, og at enkelte har mistet deres arbejde, da de nægtede at chikanere folk med McCain-kampagnens seneste hadske og løgnagtige budskaber. Det er et besynderligt fænomen, det med at man kan blive tvunget til at føre valgkamp imod sin egen overbevisning, hvis man vil beholde sit job og sit livsgrundlag.

På den anden side giver det alligevel en vis tryghed at vide, at de telefonister, der ringer og chikanerer én med politiske budskaber slet ikke mener det personligt. Det republikanske parti har nemlig slet ikke folk nok, som er interesserede nok til at føre kampagne for McCain, så de har ansatte løsarbejdere, som uanset egen politisk overbevisning betales for at overbevise folk om McCains fortræffeligheder. Således kan man hverken være sikker på, at den person, der ringer til én for at sælge et politisk budskab, eller de ansatte i en valgkampagnes kontor, selv står inde for det, de sælger.

For et lille indblik i denne del af amerikansk "politik" læs om The Times besøg hos to vidt forskellige valgkontorer i Iowa. Det ene tilhører Demokraterne, det andet Republikanerne, men de ansatte i begge kontorer stemmer altså Obama.

lørdag den 25. oktober 2008

Hvaba'?! - Politiet vil have "arbejdsro" = ingen presse

Når asylaktivister imorgen demonstrerer ved Sandholmlejren, så forbereder politiet sig ved at spærre demonstrationen inde i et metalhegn af en art. Samtidig har politiet krævet at aktionen bliver mørklagt for offentligheden, og lukker pressens muligheder for at dække begivenhederne. Én ting er, at politiet har nedlagt flyveforbud, så TV2News' tåbelige helikopter ikke kan komme og bogstaveligt talt "piske" en stemning op, men politiet har altså også forbudt alle journalister at komme ind i Røde Kors' lejr og bag politikæderne.

Polititalsmand Flemming Poulsen er helt åben omkring begrundelsen for dette tiltag, der for mig at se må være bund-ulovligt og ikke burde kunne foregå udenfor lande som Kina, Burma, Rusland , Columbia m.v.: Politiet vil slet og ret forhindre pressen i at dække politiets arbejde! Han udtaler til Politiken:
»(..) vi har valgt, at vi gerne vil have vores politioperative situation i fred og ro. Det, man kan se fra helikopteren, det kan alle jo se. Nærmere kan og vil jeg ikke komme ind på det«, siger Flemming Poulsen.
Han tilføjer, at det er af samme grund, at journalister slet ikke får lov at komme ind i Sandholmlejren, som ellers ikke plejer at være lukket land.

Det vil åbenbart være en gene for politiet, hvis offentligheden kan se, hvad de har tænkt sig at lave, og derfor skal pressen holdes væk - og det finder pressen sig åbenbart i? Hvordan pokker han kan slippe afsted med den udtalelse og politiet med den manøvre, uden at den danske journalist-stand sætter ind med nærgående spørgsmål, forbliver mig en gåde.




fredag den 24. oktober 2008

Obama: "En Sort Muslimsk, Anti-kristen Socialist, som konspirerer med en Jødisk Milliardær"

Ja, det er noget af en (selvmodsigende) mundfuld, men det er altså hvad præsidentkandidaten Barack Obama er, ifølge de officielle og informelle Republikanske, konservative organisationer, der fører valgkamp lige for tiden i USA.

Journalisten David Corn har samlet nogle af de dybt selvmodsigende og løgnagtige had-kampagner, Republikanske organisationer fører i øjeblikket, i en artikel i Mother Jones: The Right's Final Attack: Obama is a Black Muslim, Anti-Christian Socialist Plotting with an Evil Jewish Billionaire





torsdag den 23. oktober 2008

Glædelig Jord-dag

Idag er det Verdens fødselsdag. Ihvertfald ifølge Biskop James Ussher, som engang for længe siden regnede ud, at Jorden, Livet og Alting blev skabt den 23. oktober år 4004 før "kristu fødsel". Det beregnede han ganske nøjagtigt ud fra hovedpersonerne i Biblen og deres alder.

Idag er det altså nøjagtig 6012 år siden, at de første mennesker vandrede rundt på Jorden sammen med de første dinosaurere (hvis dinoerne da nogensinde har eksisteret). Det mener blandt andet kloge autoriteter som USAs måske kommende vice-præsident Sarah Palin. Hvis McCain vinder præsidentvalget, så skal hun efter sigende blandt andet blive ansvarlig for uddannelsespolitik.

Tillykke! Vi er kommet langt på kort tid. (Især de sidste få hundrede år!)

Det er bare trist, at jeg er gift med en person, der har en så overflødig og tåbelig profession som "geolog". Deres påstand om, at Jorden skulle være flere milliarder år gammel er jo helt hen i vejret.

Autonomi og viljens frihed

Et oprids af lidt af den filosofiske debat fra de sidste 20-30 år om, hvad det vil sige at være en fri og selvstændig person: spørgsmålet om personlig autonomi og nogle af de mange andre filosofiske spørgsmål, der har relevans til dette. Denne tekst er blevet til i forbindelse med en mundtlig emneprøve (frit emne) i sommeren 2006, og gav inspiration til en senere skriftlig opgave, hvor jeg gik mere i dybden med nogle få af disse spørgsmål.


Fri vilje eller autonomi?
Diskussionerne om ”personlig autonomi” og om ”viljens frihed” kan ses som værende det samme spørgsmål, men begrebet ”viljens frihed” har rødder i et ældre og mere betændt, metafysisk spørgsmål: spørgsmål om hvorvidt frihed og personligt valg og ansvar er kompatibelt med fysisk, psykologisk eller endog teologisk determinisme - altså at alting er forårsaget af forudgående årsager.

Hvis man mener, at de to begreber er inkompatible, så må den ene vige pladsen for den anden: vores erfaring og fornuft må holde på determinismen, hvorimod vores intuition nu alligevel fortæller os, at vi har valg, og at det er os selv, der udfører dem. Udgangspunktet for den metafysiske debat er ofte, at frihed betyder ”ikke-forårsaget” eller ihvertfald ”ikke kausalt determineret”, og hvis den personlige vilje kan være fri i den forstand, så må den på en eller anden måde eksistere i en ikke-determineret sfære samt være i stand til direkte eller indirekte at gribe ind og påvirke den kausale, fysiske verden (som dermed ville få sine kausale mekanismer forstyrret).

At hævde en kompatibilisme mellem to så væsens-forskellige sfærer ville være absurd, hvorfor enten påstanden om fysisk determinisme eller om viljens frihed må være falsk. En tredie mulighed er dog, at selve problemstillingen er forkert, at frihed - og dermed viljens frihed - betyder noget ganske andet det rent negative begreb. Hvis vi vil forsvare viljens frihed, må vi se det som noget, der kan eksistere i og ikke være væsensforskelligt fra den fysiske, kausale verden.

Bl.a. for at undgå den betændte, metafysiske diskussion er det dog mere almindeligt at skifte fokus fra spørgsmålet om ”viljens frihed” til ”personlig autonomi”. Hvis vi ikke kan forklare viljens frihed i en determineret verden, så kan det dog være, at vi kan hævde et lidt mere beskedent begreb, autonomi, i en sådan, og hvis vi kan forklare og forsvare dét begreb, kan vi enten være tilfredse med i det mindste at have autonomi - eller insistere, at det er dét, der menes med ”viljens frihed”, og at debatten har været forkert fra starten.

Af disse grunde vil jeg hovedsageligt koncentrere mig om - og bruge - begrebet ”autonomi”, som det er blevet brugt i den nyere debat. Om begrebet er identisk med ”viljens frihed” eller ej er et terminologisk spørgsmål, som jeg vil lade være åbent, men mange af problemstillingerne er de samme i de to spørgsmål.


Autonomi og etik
Personlig autonomi er ikke bare noget, vi kunne ønske os at have, og som kan ses som en positiv værdi i moral-filosofien. Det er et begreb, der er nødvendigt for at vi overhovedet meningsfuld skal kunne tale om etik og moral: hvis alle mine handlinger såvel som mine holdninger er kausalt determinerede på en måde så jeg ikke har hverken valg eller ansvar for dem, og hvis ingen af os kan handle anerledes, end vi er determinerede til at gøre, så er der en stor del af etikken, den politiske filosofi m.v., som må forkastes som det rene spild af tid.

Men dertil kommer, at autonomi er et begreb, som er nødvendigt at forklare og indoperere i enhver etisk teori, som et gode, der bør fremmes og have værdi i sig selv.

Jeg tænker her ikke så meget på Kants etik, der jo har en bestemt opfattelse af autonomi som både udgangspunkt og mål for de moralske overvejelser, eftersom ingen moralsk maksime kan være kategorisk bindende, hvis den er baseret på noget udenfor den autonome vilje. Kants autonomi-begreb adskiller sig i høj grad fra den måde, ordet bliver brugt på i den moderne debat, da han ikke taler om autonomi hos en bestemt vilje, men om, hvilke strukturer og begrundelser moralske overvejelser bør have for at kunne være gældende uafhængigt af tilfældige og konkrete interesser eller situationer. En venligsindet læsning af Kant kan konkludere, at determinisme-spørgsmålet er underordnet for hans etik, eftersom autonomi og viljens frihed er et grundvilkår for enhver overvejelse - en bestemt transcendental opfattelse af selvet, som er nødvendig for overhovedet at træffe valg: hvad enten valget er determineret eller ej, så hjælper den viden os ikke til at træffe det. Det, der er relevant for Kants etik, er, om vi efter at have erkendt denne transcendentalt nødvendige negative frihed vælger efter maksimer, der ikke er afhængige af ting udenfor vores egen vilje.

Kants etik er den, der er mest kendt for dens forhold til autonomi, men det er som sagt en lidt anden opfattelse af begrebet end det ellers bliver givet, selvom de fleste vil være enige i, at autonomi er at træffe valg, som er ens egne, som man kan identificere sig med og at det kræver et vist mål af uafhængighed.

Den klassiske utilitarisme ser til gengæld kun autonomi og frihed som rent instrumentale værdier: de har værdi fordi - og kun såfremt - de bidrager til at fremme velfærd eller præferencer. Robert Young, Lawrence Haworth og Jon Elster har alle argumenteret for, at der ikke er nogen nødvendig, analytisk sammenhænge mellem autonomi, præferencer og velfærd: folks præferencer er ikke nødvendigvis autonome, deres realisering giver ikke nødvendigvis øget velfærd, og autonomi og velfærd kan i visse tilfælde være modsætninger.

Det betyder at utilitarismen har både interne og eksterne problemer. Internt har den ingen måde at vælge mellem autonom og ikke-autonom præference-tilfredsstillelse eller velfærdsmaksimering, og eksternt finder vi det problematisk, at den kan være tvunget til at forsvare autonomi-formindskende tiltag, såfremt de gavner den generelle velfærdsmaksimering - til at være imod autonomi- og bevidsthedsfremmende tiltag, hvis de er modstridende med (ikke-autonome) præferencer eller velfærd.

Derfor mener de alle, at utilitarismen kan og skal inkooperere autonomi som en væsentlig faktor i og for sig selv, og som i det mindste i visse situationer har forrang for de normale utilitaristiske goder. Uden at skelne til om præferencer og velfærd er autentisk og autonom, er utilitarismen både ude af stand til at vælge mellem sine interne goder og simpelthen en falsk moral-teori, der kan forsvare noget, der er moralsk forkasteligt.

Det er derfor nødvendigt at se på, hvordan præferencerne er opstået og om de virkelig er autentiske, samt om den påståede velfærdsmaksimering giver de involverede personer autentisk lykke eller blot tilfredsstiller bestemte psykologske begær, som ikke egentlig er hvad personen ønsker eller får lykke af. Det er med andre ord nødvendigt med en empirisk teori om, hvad autonome præferencer m.v. er for nogle, hvordan man kan skelne dem fra ikke-autonome, og hvordan man kan skelne autentisk lykke fra uautentisk.


Hindringer for konkret autonomi
Inden vi forsøger at afklare, hvad autonomi er og om, det er muligt, er det nødvendigt at skelne mellem to ting: teoretisk autonomi og konkret autonomi. At en - eller alle - person ikke er i besiddelse af konkret autonomi, betyder ikke, at det ikke er teoretisk muligt at være det, men hvis vores teoretiske autonomi-begreb er defineret således, at ingen har mulighed for at leve op til det, så er det muligvis den teoretiske konstruktion, der er noget galt med.

Det er muligt, at det teoretiske begreb, viser sig at være så umuligt at leve fuldt op til og ovenikøbet være lige så inkompatibelt med virkelige personer, som den metafysiske negative frihed er med den fysiske verden. I så fald må vi ikke kræve, at konkrete personer skal kunne leve op til det for at begrebet autonomi kan forsvares, da det vil være at forgifte debatten før den går igang. Men måske er en sådan teoretisk abstraktion nødvendig, fordi den rummer alle de forskellige måder, man kan være autonom på. Hvis konkret autonomi er noget, der kommer i forskellige former og grader, så er det ingen teoretisk hindring for konkret autonomi, at det aldrig kan være fuldt identisk med det teoretiske begreb.

Vi må altså have et teoretisk begreb om autonomi, som tillader konkrete mennesker at leve op til det i mere eller mindre perfekt grad. Samtidig må begrebet, hvis det skal give mening og kunne bruges til noget, ikke konstrueres således, at alle per definition er autonome. Vi må have et - eller flere - begreber, der forklarer, hvornår folk er autonome, samt hvornår de ikke er, og hvilke faktorer, der forhindrer det.

Argumenterne mod den fri vilje kan bruges til at forplumre diskussionen om, hvad autonomi er - blandt andet ved at forsvare begrebet i så høj en grad at det bliver alt for inklusivt og dermed meningsløst. Således har Gary Watson for eksempel argumenteret imod ikke-autonome præferencer, eftersom det folk gør, må være det, de vil gøre. Hvis autonomi er at gøre det, man gerne vil (hvis man kan), så kan man jo se, hvad folk vil, ud fra hvad de faktisk gør. Hvis folk er determinerede til at have bestemte viljer, og viljen automatisk resulterer i den tilsvarende handling, så er autonomi i denne forstand fuldt kompatibel med determinismen - men i en sådan grad, at ordet hverken giver dagligdags eller teknisk mening.

Watsons behavoristiske analyse holder dog ikke engang indenfor dens egne rammer. Vi kan se på folks adfærd, at de somme tider gør ting, de ikke egentlig vil gøre: den stof-afhængige eller tvangsneurotiske, som gerne vil af med sine drifter, den apatiske neurotiker, som ville ønske, han havde en stærkere autentisk vilje, og andre mere eller mindre neurotiske tilfælde, hvor folk gør det modsatte af, hvad de egentlig vil - og eventuelt angrer det samtidigt.

Symptomerne og diagnoserne er mange, men fælles for dem er, at de alle udgør adfærd, som vi karakteriserer som ikke-autonom. De kan således ses som demarkationstilfælde af, hvad autonomi ikke er - og med mindre man benægter, at de udgør noget særligt, så må man kunne konstatere, at autonomi er muligt - i form af ihvertfald ikke at have nogle af de diagnoser.

Det er ikke utænkeligt, at vi alle har en lille smule af en eller anden neurotisk adfærd, at vores handlinger ikke altid er fuldt autonome - hvad det så end betyder. Men det, der er vigtigt er, at disse konkrete begrænsninger for konkret autonomi kan vise, hvad vi mener med det teoretiske begreb. De er kun begrænsninger for konkret autonomi, som måske - måske ikke - aldrig kan leve fuldt op til det teoretiske begreb, men da vi ikke alle lider af alle disse sygdomme, er muligheden åben for, at man kan have forskellige grader af konkret autonomi.


Autonomi og frihed
Både teoretisk og konkret autonomi må først adskilles fra begrebet ”frihed”. Definitionen af frihed og forskellen mellem positiv og negativ frihed er en anden - omend sammenhængende - diskussion, som ikke skal tages her, så jeg vil bruge den dagligdags - negative - betydning af ordet: at være fri fra noget eller til at gøre noget.

Frihed i den forstand er hverken en tilstrækkelig eller nødvendig betingelse for autonomi. Den er ikke tilstrækkelig, for autonomi betyder noget andet end mangel på ydre forhindringer. Den er heller ikke nødvendig, for man kan have autonome ønsker, som ikke kan realiseres, fordi ens handlefrihed er begrænset, og man kan ovenikøbet autonomt ønske at have den begrænset. Jon Elster skriver ovenikøbet, at det at have præferencer, som man ikke kan realisere kan være et tegn på øget autonomi, da man i så fald ikke er offer for ”adaptiv præference-formation” og udelukkende får sine præferencer kausalt fra sine til rådighed stående muligheder.

Spørgsmålet om autonomi hænger som sagt sammen med spørgsmålet om viljens frihed. Hvis man definerer ”frihed” til at være ”frihed til at gøre det, man gerne vil gøre”, så kan man med Harry Frankfurt definere ”viljens frihed” til at være ”frihed til at ville det, man gerne vil ville”. Det er måske en underlig formulering, som vil give mere mening, når de forskellige autonomi-teorier præsenteres, men den indikerer, at autonomi ikke handler så meget om, hvad man kan, men hvad man vil, og hvorfra man har fået den vilje. Autonomi er spørgsmålet om, om ens vilje - ens præferencer, ønsker, begær, idéer m.v. - virkelig er ens egne, om man har kontrol over dem, og i givet fald, hvilke(n) del af éen selv, der er den autentiske vilje, som skal kontrollere de andre.


Abstrakt autonomi
Det er også nødvendigt at adskille konkret autonomi fra, hvad vi til nøds kan kalde ”abstrakt autonomi”. Det er det autnonomi-begreb, som forårsager det uløselige metafysiske dilemma om ”viljens frihed”: idéen om at man først er autonom, når man ikke er påvirket af noget som helst udenfor det rene, uberørte og abstrakte ”selv”. Det kræver at ens autentiske ”selv”, er et, som ikke har psykologiske tilstande, biologiske, individuelle og sociale begær og motiver, og som ikke er kausalt determineret på nogen måde.

Et sådant autonomi-begreb er absurd dels fordi, det jo er inkompatibelt med den fysiske verden, og dels fordi det kræver en opfattelse af selvet, som underminerer den autonomi, det skal forsvare: Hvis mit ”virkelige” jeg er noget ganske andet end alle de mentale tilstande, mine ønsker m.v., hvad i alverden er det så? Det kræver jo et ”jeg”, som jeg slet ikke kan identificere mig med - en upersonlig og viljeløs, men alligevel bestemmende ”homunculus”, som Descartes opererede med, som centret for ”sjælen”. Men hvis det er sådan en ”homunculus”, som bestemmer mit egentlige jeg, så er den jo ikke det, jeg normalt opfatter som mig selv: jeg er altså bestemt af noget andet og dermed ikke autonom i den opfattelse, jeg selv har af ordet.

Både Bernard Berofsky og Robert Noggle argumenter for en hastig aflivning af dette abstrakte autonomi-begreb. Det kræver et selv, som skaber sig selv ud af intet, som vælger uden at ville noget bestemt, og som endda placerer mit selv udenfor min egen, bestemte vilje. Det kan måske bruges illustrativt som demarkation af ideal autonomi, men en insisteren på det abstrakte begreb kan kun tjene til at underminere en diskussion om konkret autonomi. Ingen kan leve op til det begreb, og hvis de gjorde, ville de næppe være konkret autonome.


Konkrete autonomi-teorier
Noggle beskriver blandt andet to kategorier af non-homunculære autonomi-teorier: strukturelle, og historiske. Det, der er fælles for dem, er, at istedet for at operere med et autentisk selv, som er uafhængig af de mentale tilstande, så gør de autonomi til et forhold mellem de mentale tilstande. De er med andre ord ”selv-reflekterende”.

1. Strukturelle teorier: Noggle skriver om ”strukturelle autonomi-teorier”, som de teorier, der sætter som betingelse for en motiverende mental impuls, at den har et bestemt strukturelt forhold til andre dele af aktørens bevidsthed for at kunne kaldes autentisk eller autonom. Han nævner to strukturelle teorier: hierarkisk autonomi og partition-teorien, som begge har en bestemt opfattelse af hvilken del af ”selvet”, der kan karakteriseres som autenticitetsgivende for de resterende mentale impulser.

2. Historiske teorier: Den historiske tilgang til autonomi, går ud på, at aktøren har fået sine mentale impulser - eller kombineret med en strukturel teori: sin autentiske vilje - på en korrekt måde. Problemet med selv-reflekterende, strukturelle teorier er, at man ikke teoretisk kan garantere, at den ”autentiske” del af bevidstheden nu også er autentisk. Ligesom de forskellige motiverende impulser kan inpodes i en person, kan han vel også hjernevaskes eller lignende til at have bestemte autenticitetsgivende ønsker, som således ikke er så autentiske endda. Derfor må man sikre sig, at aktøren ikke er blevet udsat for autonomi-undergravende virksomhed udefra.

Selvom dette kan være rigtigt, og Gerald Dworking således sætter ”procedural uafhængighed” som en ekstra betingelse i hans strukturelle, hierarkiske autonomi-teori, så er et problem med den historiske tilgang, at ofte kun nævner hvilke påvirkninger, der er hindringer for autonomi, og fælles for dem alle er, at de alle er nogle, der presser en vilje ned på aktøren ”udefra”. Det lader altså til, at de ikke-autonomi-undergravende procedurer må være nogle, der handler om aktørens mentale processer, hvorved vi er tilbage ved de strukturelle teorier. Dworkins ”procedural uafhængighed” kan måske bruges til at advare imod bestemte ting, men kernen i et autonomi-begreb må altså være selv-reflekterende.

Lad os derfor se nærmere på de to strukturelle teorier.

1.a Den hierarkiske model: Den hierarkiske model for autonomi er primært blevet fremført af Harry Frankfurt og Gerald Dworking. Den inddeler motiverende impulser i to typer: 1. og 2. ordensimpulser. Begær, lyster m.v. af den første orden er dem, man umiddelbart føler - og måske handler efter. Men det er ikke altid, man ønsker at ens umiddelbare begær skal realiseres - dvs. blive til effektive bevægere. En sådan vilje - et ønske om at et begær skal blive eller ikke blive effektivt - er de 2. ordensimpulser.

I og med at man kan have begær, som man ikke ønsker at reagere på - og at det kan være svært at lade være - bliver spørgsmålet om ”viljens frihed” relevant for personer med sådanne 2.ordensviljer. Hvis man ikke er istand til at undlade at realisere et begær, som man ikke ønsker skal blive effektivt, så giver det en vis mening at sige, at det ikke var ens egentlige selv, som gjorde det: det var ikke det selv, man identificerer sig med.

Omvendt så er en autonom person en, som har klart definered 2.ordenspræferencer, som handler om, hvilken person, man gerne vil være, og som kan vælge, hvilke af hans 1.ordenspræferencer, der skal være effektive bevægere, alt efter om de er i overensstemmelse med de 2.ordenspræferencer, han identificerer sig med og kalder sit autentiske selv.

1.b Partion-modellen: Gary Watson har blandt andet den kritik af den hierarkiske model, at det ikke er de overvejelser folk i virkeligheden gør sig, når de står overfor et valg. Da spørger de ikke ”hvad vil jeg egentlig”, men ”hvad bør jeg gøre”. Han deler derfor den mentale struktur ind i to forskellige funktioner: de motiverende impulser og det evalutative system. Den evaluerende funktion bestemmer de værdier, som personen klassificerer som ”gode”, hvorefter motiverende impulser automatisk bliver effektive, hvis de stemmer overens med denne moralske opfattelse.

Watson finder det problematisk, at den hierarkiske model bruger et begær - selvom det er af højere orden - til at autentificere et andet begær. For ham handler mennesker efter de værdier og idealer, de har, hvorfor hans teori også kaldes ”den platoniske model”.


Mod al autonomi
De væsentligste problemer for enhver autonomi-teori hænger sammen med problemet om viljens frihed. De kan fremhæves som værende argumenter, der gør enhver autonomi-model teoretisk og praktisk umulig, men i virkeligheden underminerer de selvsamme argumenter også grundlaget for videnskab- og erkendelsesteori m.v.

Determinismen: En problemstilling er det klassiske determinisme-spørgsmål: hvis alt er kausalt bestemt, så er det ikke alene vores handlinger, der er determinerede, men også vores viljer og mentale impulser - uanset om de er af 1. eller 2. grad eller ideale værdi-sæt, og procedural uafhængighed kan man godt skyde en hvid pind efter.

De fleste af ovenstående teorier er dog forholdsvis neutrale overfor det klassiske determinisme-spørgsmål: den hierarkiske model for autonomi handler for eksempel ikke om, hvordan an har fået sine impulser, men om, hvorvidt der er overensstemmelse mellem de 1. og 2.ordensimpulser - det vil sige, om man identificerer sig med dem og ikke føler nogen indre konflikt. Autonomi handler om at overveje hvilken person, man gerne vil være - med de dertil hørende begær og ønsker - og forsøge at realisere dette. Om man er determineret til at komme frem til en bestemt opfattelse af sig selv, er i dette spørgsmål ikke relevant.

Ab initio-problemet: Ab initio-problemet svarer direkte på denne snakken-udenom. Hvis den faktor, som skal fungere som autentifikator og give autoritet til de ”lavere” impulser, ikke selv er autentisk, så risikerer hele strukturen at være baseret på en løgn. Kan man bare sådan vælge ét punkt og sige, at det er det autonome udgangspunkt, uden at undersøge, om det selv er autonomt?

Den onde regres: Hvis man anerkender ab initio-problemet, så melder man sig dog frivilligt til at stå overfor et endnu værre problem: den uendelige regres. For hvis man skal og lykkedes med at garantere den tidligere autentifikators autenticitet, så må man gøre det ved at benytte et endnu ”højere” eller ”mere autentisk” grundlag, som kan give autoritet. Og hvad så med det grundlag? Dette problem gælder både for de strukturelle teorier, der kræver ”horisontal autentifikation”, og de historiske, der kigger bagud, for hvor og hvornår kan man finde et punkt, der ikke kræver begrundelse i et andet?

Det lader altså til, at man enten må opgive autonomi, fordi det kræver en uendelig række af begrundelser, eller man må vælge et punkt, som skal garantere autonomien, men hvis autenticitet man ikke kan garantere.

Som sagt gælder disse problemer også for de fleste andre filosofiske og videnskabelige retninger: man kan stille ydereligere spørgsmål til alle svar indtil, man når et ”tomt” punkt. Hvis disse problemer umuliggør autonomi, så kan de altså også lige så vel umuliggøre al erkendelse.


Det (u)autentiske udgangspunkt
Et umiddelbart svar på regres- og ab initio-argumenterne kunne være at medgive, at man godt kan stille disse spørgsmål - teoretisk. I virkeligheden bør man dog nok holde sig fra den slags filosofisk sofisteri, når man står overfor et konkret valg - og det er den slags situationer, et autonomi-begreb skal kunne bruges til at forklare - ellers bliver det umuligt at beslutte sig for noget som helst eller at identificerer sig med sig selv.

For både Frankfurt og Dworking er det et rent empirisk spørgsmål hvornår regressen slutter. Måske kræver det mange refleksioner og både 2. og 3. grads-overvejelser, men på et tidspunkt kommer man forhåbenligt til et stadie, hvor man har fundet ud af, hvordan man gerne vil se sig selv, hvor man endelig har besluttet sig, er tilfreds med sit valg og sig selv, og kan identificere sig med det. I så fald har man opfyldt det strukturelle krav for autonomi.

Proceduren: For at imødegå det latente regres-argument i spørgsmålet om, hvorvidt ens højere-ordens viljer - dem man identificerer sig fuldt med - ikke teoretisk kunne være resultater af hypnose, hjernevask, hjerne-i-kar og andre filosofiske konstruktioner, således at man har fået inpodet en selv-identificering og tilfredshed med sit uautentiske selv, indfører Dworking også som et ekstra krav, at man har haft procedural uafhængighed i opbygningen af det.

Tilfredshed: Frankfurt videreudviklede istedet sin teori om, hvad det vil sige at have taget et endeligt valg og være tilfreds med det: Tilfredshed er ikke ”endnu en følelse”, men en bestemt mental struktur eller et forhold mellem de forskellige mentale input. Tilfredshed er den tilstand, hvor der ikke er nogen indre konflikt og den mentale struktur derfor er stabil og aktøren kan konkludere, at det virkelig er dette han vil. Hvis han aldrig kan opnå en sådan tilstand, så er hans autonomi rigtig nok i fare, men det er et problem for hans konkrete autonomi og ikke for den teoretiske mulighed af begrebet.

Opløsning af ab initio-”problemet”: Et andet svar kunne dog være, som Robert Noggle, at opløse problemet ved at gentage, at det autonomi drejer sig om, er ens ”indre selvs” tilfredshed med de motiverende impulser, og hvis det er en ond videnskabsmand eller hypnotisør, der har skabt dit ”indre selv”, så er det sagen underordnet - autonomi betyder stadig, at du vil, det du virkelig vil ville; at du ikke føler nogen modsætning mellem hvem, du gerne vil være, og de impulser, du reagerer på. Når spørgsmålet om autonomi handler om, hvorvidt en impuls er autentisk for en bestemt person, så er det at snakke udenom, at sige personen selv ikke er autentisk i forhold til et andet udgangspunkt, som ikke er den person.

Noggles løsning er altså snarere en opløsning af ab initio-problemet. Han og Berofsky deler den opfattelse, at det slet ikke er så farligt et problem: et eller andet sted skal vi jo starte - sådan er det i videnskaben, erkendelsen og sådan er det også med autonomi. Der kan godt komme sand og verificerbar viden ud af noget, der bygger på ikke-verificerede postulater, og der kan også komme et autentisk selv ud af en ikke-autentisk proces.


Dannelsen det autentiske selv
Noggle og Berofsky mener, at ab initio-”problemet” bygger på det samme absstrakte frihedsbegreb, som kræver, at et ikke-determineret selv har skabt sig selv ud af intet og ikke har noget indhold og altså ingen bestemt vilje. Udover at det er en absurd metafysisk konstruktion, som på forhånd har gjort en løsning af problemet umuligt, ville et sådant abstrakt selv ikke være istand til at ville noget og dermed have en meget tvivlsom autonomi - ihvertald et helt andet autonomi-begreb end det, vi må forudsætte for konkrete mennesker.

Konkrete menneskers selv er de facto blevet skabt af ikke-autentiske processer. Ifølge Noggle har et spædbarn ikke det kognitive system, som muliggør autonomi. Det får det gradvist via begivenheder og input, som er udenfor dets kontrol (der er jo heller intet autonomt selv, som ville kunne kontrollere dem): opdragelse, efterligning af autoritetspersoner, interaktion med omverdenen etc.

Gradvist under denne process dannes nogle kerne-værdier og -opfattelser, som er mere stabile og som andre motiverende impulser kan vurderes i forhold til - altså den hierarkiske struktur, som er forudsætningen for autonomi. Disse udgør det autentiske selv og den konkrete person, som er et individ med med en bestemt vilje og ikke et abstrakt og tomt begreb.

Når denne person er dannet, kan vi tale om, hvad der er autentisk for ham/hende, og vi kan kræve, at vedkommendes videre udvikling ikke sker med autonomi-undergravende, uautentiske procedurer, ligesom vedkommende kan have indre konflikter og ikke-autentiske impulser.

At det autentiske selv dannes ved en ikke-autentisk proces betyder ikke, at selvet er fuldstændig udenfor dets egen kontrol. Det har ikke dannet sig selv, men det kan omdanne sig selv. Yderligere betingelser for autonomi er blandt andet, at man reflekterer over sine værdier - også kerneværdierne - har selvrefleksion og er istand til at lære og udvikle sig og sit selv. Dette kræver ingen ”homunculus”, som uden grundlag bedømmer impulser og kerneværdier, men er en fortløbende proces, der sker ved interaktion mellem selvet og omverdenen og internt imellem selvets mentale dele.

Nogle af de værdier og holdninger, det konkrete individ har fået via den ikke-autentiske proces men som nu er autentiske for dét individ, kan afprøves og verificeres når de støder på den objektive virkelighed. Således mener Berofsky, at hvis jeg således er blevet indlært, at 5-3=2, og min interaktion med omverdenen aldrig giver mig anledning til at tvivle herom, så er denne opfattelse ikke en hindring for min autonomi. Det ville den kun være, hvis den var så stærkt inpodet, at jeg ikke kunne lave den om, hvis virkeligheden skulle sætte sig imod den. I så fald ville jeg ikke have den selvrefleksion, der muliggør selvets autonome om-skabelse af sig selv.

Andre værdier, er dog netrale overfor virkeligheden - dem kalder Berofsky ”contingencies”. Det er værdier, som ikke objektivt kan verificeres eller falsificeres: personlige præferencer, der er objektivt lige så ”sande” som de modsatte. Disse contingencies udgør kun et problem for den konkrete autonomi, hvis aktøren gerne vil af med dem, men ikke kan. Hvis han er godt tilfreds med dem og de ikke udgør noget problem, så er der ingen grund til at se dem som forhindringer for hans autonomi - tværtimod, da de jo udgør indholdet i hans konkrete individuelle selv.


Betingelser for autonomi
Der er efter min mening god grund til at antage, at ab initio-problemet og dermed truslen om en uendelig regres er falsk eller i det mindste mindre farligt, end det bliver gjort til. Det ér muligt, at udpege - ab initio - et ”kerne-selv”, som fungerer som autentifikator for motiverende impulser.

Dette selv er med autonom selvrefleksion istand til kontinuerligt at ændre dele af sig selv og ”konstituere sig” på ny. Hvor meget, vi skal spørge ind til for at finde dette kerne-selv, er et empirisk spørgsmål, som afhænger af, hvornår personen endegyldigt identificerer sig med og er tilfreds med en bestemt opfattelse af sit jeg.

Mere kan vi ikke forlange, for at fortsætte med at tvivle på personens autenticitet - ved at insistere på en uendelig regres - er netop at underminere hans konkrete autonomi. Hvis han hoppede på den sofistiske limpind og krævede et absolut grundlag, som alligevel yderligere bør begrundes, ville han aldrig kunne foretage valg, han ville konstant tvivle på sig selv - han ville ikke have noget selv, der kan være autonomt.

Men når vi nu har defineret, hvad det autentiske selv er, så kan vi også stille betingelser for, hvornår det er autonomt - selv-regerende.

Det er klart, at der må være en vis procedural uafhængighed, hvor vedkommendes kun omdanner sit selv ved processer, han anerkender, og som altså er autentiske.

Dermed er den sofistiske frygt for hypnose, hjernevask og andre ting, som omformer også kerne-selvet, udelukket, da det i bedste eller værste fald kan siges at skabe et helt nyt selv, der kan have nye autentiske impulser, men under alle omstændigheder har ”dræbt” det gamle autonome selv. Denne frygt udgør dog ingen hindring for den teoretiske mulighed for autonomi og for begrebet som sådan - ikke mere end den totale ”alt-er-måske-en-drøm”-skepticisme er et alvorligt problem for erkendelsen af den faktiske verden.

Vi kan altså sige, at virkelig hjernevask udgør en praktisk underminering af konkret autonomi når og i det omfang, det virkelig sker. Det autonome selv må have en vis indflydelse på og accept af de begivenheder, der påvirker og omdanner det.

Vi påvirkes dog konstant uden at være det bevidst af input udenfor vores kontrol, og dermed er vi måske aldrig fuldstændigt autonome og har aldrig total procedural uafhængighed. Det er som sagt en begrænsning af den konkrete autonomi, men der er ingen grund til at antage, at den ikke skulle kunne eksistere i forskellige grader - det er kun det abstrakte autonomi-begreb, der behøver at være absolut. Hvis en person ikke er i stand til at revurdere de idéer, hun har fået via udefra kommende input, såfremt de viser sig at være i konflikt med virkeligheden eller hendes andre værdier og ønsker, så er hun dermed mindre autonom, end en person, som kan gøre dette - men hun kan sagtens have en vis grad af konkret autonomi trods alt.


Hvorfor er autonomi vigtigt?
Uden et begreb om, hvad konkret autonomi er, som også forklarer og muliggør ikke-autonome tilstande, er det umuligt at kunne afhjælpe eller overhovedet anerkende autonomi-undergravende og smertefulde tilstande, som psykoser, neuroser m.v. De tilstande er empirisk erkendbare og fortæller os noget om, hvad autonomi ikke er - og giver os dermed et begreb om at autonomi er muligt, da det dels ikke er alle, der lider af disse tilstande (i en fuldstændig grad), og da det er muligt at slippe ud af dem og dermed få øget kontrol over sine motiverende impulser. Denne kontrol er hvad vi definerer som autonomi - selvregering.

Selv-regering forudsætter et selv, som muligvis er determineret, men som fra det øjeblik det eksisterer udgør personens ”autentiske”, selv - hvad enten man definerer dette som de hierarkiske, højere-ordens-begær, et sæt af ”kerne-værdier”, en bestemt kognitiv struktur og indhold, eller som - hos Watson - et sæt af moralsk, evaluerende system.

Michael Bratman argumenterer imod Watsons ”platoniske model”, idet den blandt andet ikke kan forklare ”perverterede tilfælde”, hvor en person handler modsat af, hvad han egentlig betragter som ”godt”, eller hvorfor der ikke nødvendigvis opstår anomi - mental underdeterminering og inaktivitet - når en person må vælge mellem to værdier, han begge betragter som ”lige objektivt værdifulde”.

Det er muligt for autonome personer at vælge mellem to goder, som han anerkender, fordi han allerede har truffet et valg. Bratman mener, at den ”hierarkiske model” må suppleres med en opfattelse af selvet som intentionelt planlæggende: Kerne-værdierne er nogle selvet har og har valgt, fordi de passer ind i dets opfattelse af ikke bare hvem, det er, men også hvem det gerne vil være.

Autonome personer lægger mere eller mindre en strategi for hvilken person, de gerne vil være, hvad de gerne vil med deres liv og dermed hvilke muligheder, de vil realisere og altså hvilke impulser, de gerne vil have til at være ”effektive bevægere”. Watson har ret i, at det ikke er de spørgsmål, vi stiller os selv i normale valgsituationer, men det skyldes at de fungerer som ”baggrunds-valg”, og at vi altså har valgt en retning med vores liv og i normale situationer kan vælge mellem to lige goder, hvis det ene bedre realiserer vores ambitioner om vores liv.

Denne intentionelle selv-planlægning giver selvet en retning og stabilitet, der ikke alene muliggør valg, men også kan konstituere og forklare den personlige, kontinuerlige identitet, idet ”kerne-selvet” giver sammenhæng i valgene og personens opfattelser og motiverende impulser. Hvis personen har nogenlunde kontrol over dette valg og reflekterer over det, så er han autonom. Hvis han har en sådan stabilitet og ovenikøbet er i stand til at realisere sit planlagte selv, så kan han være tilfreds med sit liv og sine muligheder.

Dette bringer os tilbage tilbage til det første spørgsmål: autonomiens betydning for etikken. Hvad enten etik handler om - som hos Kant - at handle udfra principper, der er principielt universaliserbare og dermed uafhængige af ting udenfor selvet, eller som i utilitarismen og andre moral-teorier at fremme det gode liv, velfærd og den generelle lykke, så er det nødvendigt at have en opfattelse af hvilke valg og præferencer, der autentisk repræsenterer det autonome selv.

Hvis utilitarismen for eksempel vil fremme den generelle lykke, så nytter det ikke, at den blot bestræber sig på at tilfredsstille alle præferencer uanset, hvordan de er opstået. Kun realiseringen af de højere ordens præferencer, som hører til selvets selv-opfattelse, fører til en autentisk tilfredshed med sit eget liv. At realisere præferencer, som ikke autentisk hører til selvet, er som Lawrence Haworth mener, ikke et udtryk for respekt for det individ, men blot for præferencen som en psykologisk tilstand.

Derfor er det nødvendigt dels at kunne skelne autonome præferencer fra ikke-autonome, og derefter at have som en del af en etisk teori målet om at fremme autonomi som et gode i sig selv. Autonomi er nemlig betingelsen for autentisk lykke og selvrealisering. Dertil har det den fordel, at autonome individer er istand til selv at realisere og tilfredsstille deres autentiske præferencer, hvorimod visse ikke-autonome, neurotiske tilstande aldrig vil kunne tilfredsstilles - og atter andre vil være tilfredse med hvad som helst, og giver dermed ikke utilitarismen noget at kunne bruges til.


Social autonomi
Alle disse teorier har kun beskæftiget sig med individuel autonomi og stort set kun med sociale forhold i det omfang, de påvirker den personlige autonomi negativt. Det er klart at input fra omverdenen og dermed andre mennesker kan udgøre begrænsninger for den personlige autonomi - ikke alene i form af begrænsning af handlefrihed til at realisere sine autentiske præferencer, men i form af at inpode uautentiske og autonomi-undergravende opfattelser og præferencer i individer.

Et eksempel er hjernevask og hypnose, som bliver mere realistisk, når man tænker på reklamernes og mediernes magt og lignende. Disse ødelægger ikke al autonomi og selv-opfattelse, men de inpoder ikke-autentiske motiverende impulser, som selvet ikke har anerkendt og identificerer sig med, og de kan være modsatrettede selvets autentiske valg og dermed begrænsninger i den konkrete autonomi.

Den indflydelse kommer dog ikke alene fra organiserede institutioner, men også fra sociale strukturer og andre mennesker. Vi påvirkes alle af omverdenen, vores konkrete livsforhold, relationer og hinanden. Hvad vi mener om dette og hint er derfor ikke ligegyldigt - det ville det kun være for et abstrakt selv, der eksisterer uafhængigt af den determinerede, fysiske og sociale verden.

Hvis den sociale struktur er således at en gruppe har mere magt, frihed og velfærd, så mener jeg det er yderst utænkeligt, at det ikke skulle påvirke både denne og den underordnede gruppes selv-opfattelse. Hvis man som Berofsky mener, at ”contingencies”, der ikke støder imod virkeligheden og dermed ikke hindrer ens autonomi, er irrelevante, så må man passe på, hvilke værdier, man tillader at komme ind i denne kategori.

Hvis en mand har fået inpodet en opfattelse om at kvinder er mindreværdige end mænd, men ikke nødvendigvis har magt eller intention om at begrænse kvinders handlefrihed fysisk, så kunne man kalde dette for en ”contingency”, da det jo ikke principielt kan verificeres eller falsificeres. Det er dog ikke hip som hap, at han mener dette (med mindre han lever udenfor sociale sammenhænge), da en sådan opfattelse vil påvirke hans adfærd, andres adfærd og deres opfattelse af sig selv, og dermed begrænse deres autonomi i betydningen selv-værdsættelse. Dermed vil det forstærke de sociale strukturer, som i første omgang påvirkede ham (og dem) til at have den opfattelse.

Den ene persons ikke-autonome idéer genererer altså flere ikke-autonome idéer, og kun et første skridt i retning af hævelse af den autonome bevidsthed hos den ene part, kan igangsætte kuren mod denne social-neurotiske tilstand. En sådan proces kan være lige så smertefuld, som Robert Young beskriver, at kuren mod personlige neuroser kan være, for når processen er begyndt må aktørerne konstant revurdere deres opfattelse af sig selv og andre.



Anvendt litteratur:
O'Neill, Onora: “Autonomy: The Emperor's New Clothes”, Proceedings of the Aristotelian Society Vol. 77, Blackwell Publishing (2003).

Hill, Thomas: “The Kantian Conception of Autonomy”, The Inner Citadel : Essays on Individual Autonomy, John Christman (red.), Oxford University Press, USA (1989).

Dworkin, Gerald: “The Concept of Autonomy”, The Inner Citadel : Essays on Individual Autonomy, John Christman (red.), Oxford University Press, USA (1989).

Frankfurt, Harry: “Freedom of the Will and the Concept of a Person”, The Inner Citadel : Essays on Individual Autonomy, John Christman (red.), Oxford University Press, USA (1989).

Haworth, Lawrence: “Autonomy and Utility”, The Inner Citadel : Essays on Individual Autonomy, John Christman (red.), Oxford University Press, USA (1989).

Young, Robert: “Autonomy and the ‘Inner Self’”, The Inner Citadel : Essays on Individual Autonomy, John Christman (red.), Oxford University Press, USA (1989).

Elster, Jon: “Sour Grapes – Utilitarianism and the Genesis of Wants”, The Inner Citadel : Essays on Individual Autonomy, John Christman (red.), Oxford University Press, USA (1989).

Berofsky, Bernard: “Autonomy Without Free Will” , Personal Autonomy: New Essays on Personal Autonomy and its Role in Contemporary Moral Philosophy, James Taylor (red.), Cambridge University Press, 2005.

Noggle, Robert: “Autonomy and the Paradox of Self Creation: Infinite Regresses, Finite Selves, and the Limits of Authenticity” , Personal Autonomy: New Essays on Personal Autonomy and its Role in Contemporary Moral Philosophy, James Taylor (red.), Cambridge University Press, 2005.

Bratman, Michael: “Planning Agency, Autonomous Agency”, Personal Autonomy: New Essays on Personal Autonomy and its Role in Contemporary Moral Philosophy, James Taylor (red.), Cambridge University Press, 2005.




"Det etiske" hos hhv. den yngre og den ældre Wittgenstein

Tanker nedskrevet inden fri mundtlig emneprøve i filosofi, sommeren 2007 (og inden jeg var færdig med at læse og genlæse Tractatus).

Udover det rent logiske/erkendelsesteoretiske samt spørgsmålet om filosofiens rolle kender jeg ikke meget til den yngre Wittgenstein (Tractatus). Jeg har ligesom de fleste, der er optaget af social-videnskab/humaniora mere været optaget af den ældre Wittgenstein (Philosophische Untersuchungen), da dens behandling af sprog-spil, livsformer m.v. åbner for fortolkning af hvordan socialiseringsprocesser foregår og hvordan de kan gå galt, når der opstår misforståelser mellem forskellige livsformer/kulturer, og dermed - i erkendelsen af at et givent samfund har mangfoldige livsformer - en potentiel forklaring af social forandring.

Sprogspilsteorien kan fortolkes i både en mekanistisk/kommunitaristisk retning, hvor den fælles livsform og dermed det fælles sprog giver fælles mening og det at bryde ud heraf vil være meningsløst - evt. umuligt - og i en dynamisk retning, der fokuserer på sammenstød mellem mangfoldige livsformer og sociale strukturer, som konstant påvirker og ændrer 'hvad der giver mening'.

Wittgenstein selv afholder sig eksplicit fra at udtale sig om sociale og etiske spørgsmål, men som sagt er det ret populært i social-videnskaberne at implementere hans Untersuchungen. En konklusion, der kan drages uanset politisk-etiske tilbøjeligheder, er, at enhver ytring kun giver mening og kan fortolkes i henhold til den kontekst/livsform, den foregår i. Kultur-sammenstød f.eks. kan betragtes som ytringer fra én livsform med ét sprogspil, der fortolkes af en anden i en sammenhæng - et sprogspil - hvor den bryder mod de givne 'regler' og dermed ikke giver mening. At tillægge mening kan kun foregå indenfor den kontekst hvis regler ytringen følger. Wittgenstein udtaler sig derfor ikke om etik, da etiske fordringer følger af reglerne i det til enhver tid givne sprogspil, og ingen er mere metafysisk-objektivt rigtig end den anden: Der er ikke nogen "Retfærdigheden" eller "Det Gode" "derude", som man kan opdage teoretisk.

Som sagt har jeg primært tidligere beskæftet mig med den ældre Wittgenstein. Jeg var nu interesseret i, om man kunne bruge den yngre til noget i den her givne tolkning og problemstilling. Desværre er den yngre endnu mere radikalt tavs om etiske spørgsmål. Og dog! - hans eksplicitte afvisning af at sige noget om disse ting indikerer en holdning til spørgsmålet; en holdning, der måske ikke ligger så langt fra den ældres "relativisme", men måske er mere radikal.

Tractatus er en (ifølge den ældre Wittgenstein dogmatisk) gennemgang af "alting", der meningsfuldt kan siges. Dette begrænser sig til logiske påstande om empiriske forhold, som kan be- eller afkræftes. Da Tractatus selv beskæftiger sig med disse påstandes natur og mening ligger den selv udenfor dette kriterie og er ligesom logikken "sinnlos" (meningsløs, men ikke nonsens). Det i denne forstand meningsløse er de "regler", som man må bruge for at kunne lave ytringer, der har mening. De kan ikke selv be- eller afkræftes, men må vises i praksis.

Tractatus er "dogmatisk" idet den udtaler sig skråsikkert om hvad man kan sige med sikkerhed, og henviser bl.a. etiske spørgsmål til det, hvorom man bør tie, da det ikke hører ind under det logisk-empirisk meningsfulde. Men det betyder ikke - ligesom med logikken - at det ikke er relevant for os. I et brev til forlæggeren af Tractatus (ProtoTractatus) skriver han (nærmest buddhistisk), at bogen består af to dele: det der står i den, og alt det der ikke står i den - og den vigtige pointe er i denne "anden del". Wittgenstein har sagt alt, der kan siges med sikkerhed om verden, men tilbage er altså alt det man ikke kan udtale sig så skråsikkert om - og det er det vigtige og det etiske.

I livets væsentlige spørgsmål - dem udenfor naturvidenskaben - er der altså radikal mulighed for fortolkning. Påstande i denne sfære er meningsløse, idet de ikke har en given absolut korrelat til en fysisk eller metafysisk virkelighed og hverken kan bevises eller modbevises. De må leves! Hvor den ældre Wittgenstein kan fortolkes som relativist, så finder jeg her belæg for at at fortolke den unge Wittgenstein som en slags eksistentialist. Eksistentialister afviser at de væsentlige spørgsmål i livet har et på forhånd givet svar. Det samme gør Wittgenstein, og hans fokus på det, der kan siges med sikkerhed, betyder netop ikke, at han mener, det er det eneste relevante, men tværtimod, at han nu har afgrænset de meget få logisk meningsfulde ting, hvormed de etiske fordringer er demarkeret "indefra" som alt-det-andet.

Begrebet om det "meningsløse" hos den unge Wittgenstein - det vi ikke kan udtale os om - har efter min mening paralleller til andre eksistentialister (i en bred betydning af ordet) som Sartres "det absurde", Stirners "det ubegribelige" samt Kierkegaard, der ligeledes mener, at de virkeligt vigtige spørgsmål er dem, der ikke kan udtrykkes direkte i almindeligt sprog. Idéen om at værket, Tractatus, skal forkastes efter det er blevet læst - som en stige man benytter for at se tingene ovenfra for derefter at konkludere at den ikke længere er nødvendig - finder også direkte genklang hos andre eksistentialister (Max Stirner gav udtryk for nøjagtig det samme i hans værk fra 1845 og Kierkegaard skriver et sted at, at forstå hans værk er at forkaste det).

Den unge og den ældre Wittgenstein har det til fælles, at projektet er at afgrænse filosofiens rolle som et terapeutisk redskab. Et redskab hvor man med kritisk refleksion kan få en dybere forståelse af de ting, man egentlig allerede ved - filosofien lærer os ingen "nye sandheder om verden derude", men kan hjælpe os til at få klarhed over, hvad vi egentlig mener. Hos begge er det, man kan udtale sig om, afgrænset af sproget - men det betyder ikke at det er alt, tværtimod at der dermed er en hel del, som man ikke kan fordømme som "falsk" eller "moralsk forkert" blot fordi de ligger udenfor ens egen begrebsramme, da det at udtrykke sådan en fordømmelse i sig selv er at gå udover sin begrebsramme: "Om det, hvorom man ikke kan udtale sig, bør man tie".





Litteratur
- Creegan, Charles L.: Wittgenstein and Kierkegaard: religion, individuality and philosophical method, Routledge (1989)
- Edwards, James C.: Ethics without Philosophy: Wittgenstein and the Moral Life, University Press of Florida (1985)
- Wittgenstein, Ludwig: afsnit 5.6 - 7 i Tractatus logico-philosophicus, Surkamp, Frankfurt am Main (1999), p.67-85
- Wittgenstein, Ludwig: “A Lecture on Ethics”, The Philosophical Review, Vol. 74/1 (1965)



Telefonister fyret for ikke at ville sprede had

Et ækelt fænomen i USA (udover alle de andre ækle ting, der kommer op ved en valgkamp) er den lovlige telefon-spam. Ligesom der er robotter, der er programmeret til at forpeste dit liv ved at spamme dig med reklamer for viagra osv på internettet, hvilket er ulovligt i Europa, så er der i USA firmaer, hvis opgave er at forpeste dit privatliv i Real Life ved at ringe dig op og lalle et reklame-budskab af. Denne pestilens udføres både af mennesker og af "robotter" - dvs indtalte beskeder, som ringer tilfældige op og afspiller sit budskab - men uanset hvem der er "stemmen" bag beskeden, så kaldes disse lovlige indtrængninger i privatlivets fred for "robo-calls": Det er beskeder der aflires via telefonen til tilfældige mennesker, hvorefter der bliver lagt på.

Denne ækle teknik benyttes også af de politiske kampagner, selvom det for mig er svært at se, hvordan man kan forvente at fremstå som noget positivt efter at have forulempet og irriteret folk midt i aftensmaden. Når valgkampen falder til så lavt et niveau at den består i at skabe had og frygt, så bliver det dog endnu værre for modtageren af sådanne opkald. Tænk at blive ringet op flere gange om dagen af en robot, som fortæller dig at du skal være fuld af frygt og had, og som fortæller dig løgne om dig selv og den politiker, du eventuelt overvejer at stemme på.

Det er hvad mange amerikanere går igennem i det seneste lavpunkt i det republikanske partis mere og mere desperate valgkamp for at få John McCain valgt uanset midlerne. Telfonen ringer og i røret er der en stemme, som siger:

"Hello. I'm calling for John McCain and the RNC because you need to know that Barack Obama has worked closely with domestic terrorist Bill Ayers, whose organization bombed the U.S. Capitol, the Pentagon, a judge's home and killed Americans. And Democrats will enact an extreme leftist agenda if they take control of Washington. Barack Obama and his Democratic allies lack the judgment to lead our country. This call was paid for by McCain-Palin 2008 and the Republican National Committee."

Det var ligegodt ikke et rart budskab at få midt i aftensmaden! Barack Obama samarbejder med terrorister og Demokraterne vil indføre venstreekstremistisk (terroristisk) politik... og sandsynligvis dræbe en masse amerikanere!

Wow! Vær bange, vær rigtig rigtig bange! Det er faktisk De Røde Brigader og Al Qaida i forening, som har kuppet Demokraternes parti. Det kedelige parti, der stemte for både George Bush's krig i Irak og hans overvågningslov, og som modtager kæmpe summer i støtte fra de fleste af de mest kapitalistiske virksomheder er i virkeligheden bare frontfigur for en flok venstreekstremistiske terrorister, som vil dræbe amerikanere.

Spøg til side. Det ville være morsomt, hvis ikke der faktisk var folk, der er hoppet på den historie, som er bevidst plantet i folks bevidsthed af Det republikanske parti. Dét er uhyggeligt og ikke spor morsomt.

Morsomt er det nok heller ikke, at være den person, som skal foretage disse svinske robot-opkald. Generelt er det sikkert ikke et job, man er stolt af, når ens arbejde består i at ringe op og chikanere folk med ligegyldige reklamer, men når man pludselig får ordre på at chikanere folk med den her slags politisk manipulation, så må det virkelig være svært at sove godt om natten.

Det er nemlig ikke de hadefulde magtliderlige mennesker i McCain-kampagnen som selv foretager dette beskidte arbejde. Nej, det er udliciteret til de private call-centre, som normalt foretager de kommercielle spam-opkald. Nu skal de stakkels medarbejdere der, så - uanset egen politisk overbevisning - foretage politisk arbejde af den laveste og mest svinske karakter, og chikanere folk med løgnagtige bdudskaber, for at skabe frygt og had. Altsammen bare en del af deres arbejde, som de ikke kan sige nej til.

Det er naturligvis forbudt at tvinge folk til den slags i de fleste andre lande, hvor demokratiet og politisk frihed, har en anden status. Men i USA er alt på markedets præmisser (bortset fra hvis man er en virksomhed med statsstøtte) - også valgkamp og personlige politiske holdninger. Hvis du ikke vil føre valgkamp for en politiker, når du arbejder på et sådant call-center, så må du finde dig et andet arbejde, hvilket i denne krisetid kan betyde at du må gå fra hus og hjem.

Mindst to telefonister har dog taget konsekvensen og valgt at bibeholde deres samvittighed. Chaylee Cole i West Virginia nægtede at foretage den omtalte terrorist-opringning, og blev derfor bedt om at gå hjem. Derefter sagde hun op. Det samme gjorde Ted Zoromski i Wisconsin, som ellers havde udført mange spam-opkald med angreb på Obama, men satte grænsen for anstændighed, da han blev beordret til at udføre dette opkald.



Det ville være rart, hvis man kunne håbe, at de to har en god fagforening, men det er nok usandsynligt.




PS. William Ayers, der idag er professor i Chicago, var i 1960erne medlem af en venstreorienteret gruppe, som udførte flere bombe-handlinger, i en slags "solidaritet" med fredsbevægelsen og de fattige sortes kamp for social retfærdighed. De eneste amerikanere, de slog ihjel, var dog dem selv, da en af deres bomber sprang i hænderne på dem. Det er altså dem McCain-kampagnen henviser til, når den taler om "killed Americans", men det fortæller de selvfølgelig ikke.
Obamas "forhold" til William Ayers er blevet afvist som værende ubetydeligt fra alle seriøse sider - inklusiv af John McCain selv, men han står af en eller anden grund alligevel inde for at spamme uskyldige vælgere med denne løgnekampagne, for at sprede frygt om noget, han selv har sagt er irrelevant.