mandag den 17. november 2008

Noget om ansvar...

For et par dage siden var jeg på min cykel på vej ind til byen, hvor jeg skulle mødes med nogle venner, da jeg så en person liggende i en snedrive i vejkanten. (Jeg bor i Anchorage, Alaska). Jeg var allerede cyklet forbi, da jeg blev bevidst om, hvad jeg havde gang i, og måtte stoppe og sige til mig selv: "Nej fandme nej! Det er et menneske, der ligger der. Du kan ikke bare fortsætte og lade som om, du ikke så det."

Så jeg vendte om og forsøgte at prikke til den menneskelige krop, der lå der i sneen. Det var en underlig følelse, hvor jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre og hvordan jeg skulle forholde mig, men jeg kunne altså virkelig ikke bare lade en person ligge i en sne-drive uden at sikre mig, at han i det mindste var okay. Efter et minuts tid og lidt forsigtig rusken, vågnede han op, stirrede på mig og udstødte et "what?".

Hvad ville jeg ham? Tankerne for igennem mit hovede om, om der dog var noget jeg kunne gøre for han ikke skulle fryse ihjel, og hvad jeg egentlig ville ham. Måske ville jeg vide hvilken grad af ansvar jeg havde, for det jeg spurgte ham om, var om han var "okay". Han så faktisk ikke ud til at være ved at fryse ihjel (han var varmt klædt på og det har været en forholdsvis varm uge lige omkring frysepunktet). Han var beruset, søvndrukken og sikkert irriteret over at være blevet vækket, men efter hånden kom han dog til fuld bevidsthed, og spurgte blandt andet om jeg kunne undværre en dollar. Det kunne jeg selvfølgelig - jeg kunne faktisk undværre to (se video) - og gav ham desuden en cigaret, for det er noget de fleste sætter pris på i den situation.

Imens jeg så stod der og ikke vidste, hvad jeg nu skulle stille op (det var vanskeligt at forstå hvad han sagde), kom en politibil med blink forbi og standsede i nærheden af os. En betjent steg ud, og da han tydeligvis var på vej over til os, hjalp jeg fyren op at stå, og nu havde jeg så nye bekymringer, idet jeg ikke følte, jeg bare kunne overlade ham i politiets varetægt, før jeg vidste noget om, hvordan de ville behandle ham. Betjenten virkede venlig og professionel, og de havde allerede en ambulance på stand-by, som heldigvis kunne aflyses. Betjenten ville have mig af vejen, og da fyren ikke så ud til at være bekymret eller nervøs, så var problemet (og ansvaret) ligesom ude af mine hænder, og jeg kunne cykle videre. Jeg ved ikke hvor, de tog ham hen, men jeg håber, at de i modsætning til mig i det mindste kunne tage ham et eller andet sted hen - et sted der er bedre end en snedrive.

Jeg havde gjort hvad jeg følte kunne. Det var ikke meget, men dog det, jeg følte var mit ubestridelige personlige ansvar. Jævnligt går man forbi og ignorerer forskellige former for menneskelig lidelse, som man kunne afhjælpe en lille smule, men at lade et menneske ligge i en snedrive uden i det mindste at stoppe og sikre mig at han ikke er død, det er simpelthen ud over hvad jeg kunne ignorere uden at måtte skamme mig over mig selv.

I al den spekulation over hvad jeg skulle stille op faldt det mig dog aldrig ind at ringe til politiet. Men politiet var blevet tilkaldt, så nogen af de hundredvis af biler der kørte forbi må have set kroppen ligge der i sneen, og deres reaktion har så været at løse sagen uden at behøve at stige ud af sin bil ved at foretage et telefonopkald og fortælle en institutionaliseret tredie-part, at der er en "situation", som ligger indenfor deres ansvarsområde. Det var måske et rigtigt valg at kontakte politiet, men hvordan kan man vide det uden at stoppe op og undersøge hvad situationen er? Hvad hvis manden havde brug for akut førstehjælp? Hvad hvis han var død? Eller hvad hvis han ikke havde brug for politiet eller lyst til at blive samlet op af dem? Hvordan ved man det, hvis man ikke stiger ud af sin bil?

Nu har jeg grublet over den episode i et par dage, og jeg hælder til den konklusion, at hvem der end kontaktede politiet, ikke tog moralsk ansvar. Javist, i det mindste gjorde de noget, men det forbløffer mig at nogen har været bevidst nok om at der er et potentielt alvorligt problem, og så har reageret ved at kontakte en anonym tredie-part. Jeg hælder mest til at sige, at de var bevidste om, at her var et ansvar, og så fralagde de sig det med det samme. Forhåbenligt har de bragt mere gavn ved at kontakte politiet - jeg siger ikke det var forkert - og som sagt anede jeg jo ikke, hvad jeg skulle stille op. At kontakte politiet var måske en rigtig løsning, og jeg havde ingen løsning selv. Det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg ikke bare kunne gå videre. Hvis jeg gjorde det, så ville jeg ikke tage ansvar for mig selv.

Et andet spørgsmål: Er det godt, at en institution som politiet kan løse vore problemer, eller er det skidt, at den gør det muligt for os at nægte at stoppe op og tage ansvar for hinanden?

Jeg ved ikke om der er nogen konklusion på den historie eller hvad den egentlig handler om, men her er en relevant sang med en af de mest oversete grupper i hiphoppens historie - Arrested Development med "Mr. Wendal":





lørdag den 15. november 2008

I moderne krig dør man ikke i kamp

Der er i gennemsnit 18 hjemvendte amerikanske soldater, som tager deres eget liv - hver dag. Det er flere end antallet, der dør i de to krige, de vender hjem fra.

Når de officielle tal for faldne soldater modvilligt offentliggøres i USA, så udgør de altså kun toppen af en gigantisk isbjerg. Antallet af amerikanske soldater, der dør som følge af krigene i Irak og Afganistan, er nemlig vildledende, idet de ikke inkluderer de, der dør efter hjemsendelse af fysiske og psykiske indre skader. I disse moderne krige er antallet af soldater, der falder i kamp, langt lavere end i tidligere krige, hvilket blandt andet skyldes moderne militær udrustning og læge-teknologi.

Hvis en soldat i krigen i Vietnam for eksempel trådte på en landmine og fik revet arme og ben af, så var sandsynligheden for at livsvigtige organer også blev ramt lang større end idag, hvor moderne udrustning beskytter de livsvigtige organer, og soldater i Irak kan således overleve at blive sønderflået af f.eks. vej-bomber i Irak. Dertil kommer at det idag er muligt at flyve sårede soldater i sikkerhed til behandling langt hurtigere, end det var muligt under junglekrigen i Vietnam - blandt andet fordi USA har militærbaser over alt i Mellemøsten og i Europa. Det betyder, at langt færre dør i selve krigene, men istedet vender hjem med mistede lemmer og alvorlige skader andre steder, som ikke beskyttes af den moderne udrustning eller af hurtig lægehjælp.

Blandt andet er der endnu ingen teknologi, som beskytter den menneskelige hjerne mod den ekstremt skadende påvirkning det er at opleve sin krop blive sønderflået, se sine kammerater dø, at være under konstant stress, og at føre krig mod og dræbe mennesker man ikke ved om er civile eller fjender. De amerikanske soldater vender hjem i større antal end tidligere, men det betyder ikke, at de overlever, for de vender hjem med alvorlige sår, der langsomt slår dem ihjel, hvis de ikke tages alvorligt og behandles.

Og det gør de ikke. De får ingen hjælp - slet ingen krisehjælp og stort set ikke engang sygesikring. Når de vender hjem bliver de amerikanske soldater interneret på militærbaser, hvor deres eventuelle skader behandles, og de får først lov til at komme ud, når de har skrevet under på at der ikke er mere galt med dem. Derved kan de ikke søge arbejdsskadeerstatning, rehabilitering eller krisehjælp senere.

Engang fik amerikanske veteraner automatisk livsvarig gratis sygesikring. Det gør de ikke mere. De rekrutteres på korte kontrakter, og sendes hjem inden de har været i kamp i så lang tid, at de vil være berettigede til veteran-status. De loves også gratis uddannelse, men snydes på samme måde: de sendes hjem lige et par dage før de har været der i hele kontrakt-perioden, så de ikke kan få de ydelser.

Posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) bliver sågar ikke anerkendt som en alvorlig sygdom i den amerikanske hær, og soldater med denne alvorlige diagnose kan stadig blive tvunget i krig. "Death by cop" er en af de almindelige måder at begå selvmord på blandt de hjemvendte soldater. Det vil sige at gå amok med et våben med det ønske at blive skudt af politiet.

Under de to amerikanske partiers primær-valg af præsidentkandidater og under præsident-kandidaternes debatter forsøgte veteraner fra Irak-krigen at protestere mod krigen og mod den behandling de får af systemet. De ville høres, men fik istedet tæsk af politiet udenfor de kongresser og debatter, hvor politikerne kappedes om at være den, der mest "støtter tropperne".

Og nej... de, soldaterne, er ikke alle i krig af egen vilje. USAs permanente "krig mod noget terror" har drænet landet for både økonomiske og menneskelige ressourcer, så soldater i "the national guard", hvis opgave er nogenlunde den samme som civilforsvaret i Danmark var, er blevet sendt i krig, hvilket de ikke regnede med, da de meldte sig ind. Andre meldte sig til hæren i fredstid under løfter om gratis uddannelse og sygesikring - løfter de er blevet snydt for. Og soldaterne genindkaldes gang på gang, for selvom man har skrevet sig op til en tidsbegrænset kontrakt, så kan militæret forlænge den i krig uden at den enkelte soldat har noget at skulle have sagt. En af de faktorer, der driver folk til selvmord, er truslen om at blive genindkaldt efter endelig at være kommet hjem og inden man har haft en mulighed for at få bearbejdet sine traumer.

Men uanset om man selv har valgt at tage i krig eller ej, så er det ingen undskyldning for en regering og en hær, at mishandle sine soldater, drive dem til depression, ignorere deres lidelser og samtidig have "respect our troops" som slogan.

Læs mere:
- Suicide Epidemic Among Veterans
- VA confirms 18 vets commit suicide every day
- Iraq Coalition Casualty Count
- Iraq Vets Come Home Physically, Mentally Butchered

- Iraq Veterans Against the War



torsdag den 13. november 2008

Kropotkin om Obama og om håb

Jeg har lige opdaget, at Kropotkin for 100 år siden skrev noget om Barack Obamas valgkampagne:
"It is hope, not despair, which makes successful revolutions."

Obama har fået folk til at håbe og ønske at tingenes tilstand kan være anerledes. Bevægelsen - som er langt større og meget mere end politikeren Obama - har fået en tiltro til at de kan forandre noget. Det stopper naturligvis ikke med blot at vælge en centrumpolitiker, og Obamas politik har nærmest intet med hans valgsejr at gøre. Det var hans retorik, som ikke bare ramte utilfredsheden blandt vælgerne men også talte til alle de der normalt ikke stemmer, og gav dem et løfte om at forandring er mulig. Hvis deenergi og optimisme kan videreføres til alle andre dele af samfundet - de steder, hvor der føres rigtig politik og kan laves rigtig forandring, så kan der bestemt komme noget godt ud af dette valg. Ikke på grund af valget af Obama, men på grund af den energi og det håb, der er blevet antændt rundt omkring blandt den menige og ofte marginaliserede befolkning i USA, og som kan føre til meget mere end en udskiftning af beboerne i Det hvide hus. Obama er ingen revolution, men det håb, der fik ham valgt og som han var med til at antænde, kan bedre føre til grundlæggende forandringer end venstrefløjsvrede og afmagt.

Frygt og vrede er også stærke drivkrafter, men der kommer intet positivt ud af en politik eller bevægelse, der er baseret på disse negative værdier. Det var disse følelser, som McCain-Palin forsøgte at blive valgt på, og det er glædeligt, at den tendens tabte. Gid det samme paradigme-skift også måtte finde sted i Danmark, hvor hadet og mistroen stadig er dominerende i valgkampe.

Men det er ikke bare højrefløjen, som primært kører på vrede. Også venstrefløjen (i både Danmark og USA) har det problem, at vi i vor kritik af systemet får det til at fremstå som en uovervindelig modstander, man ikke kan gøre noget ved. Det appellerer i bedste fald til den aktive følelse, vrede, og i værste fald til passiviserende afmagt, og ingen af disse fører til positive, progressive forandringer. Venstrefløjen bør lære af Obamas retorik og fokusere på muligheden for forandring, der kan give det håb, der gør rigtig forandring mulig.

Det skrev Kropotkin som sagt om for henved 100 år siden i sine erindringer, hvor han blandt andet beskrev sine overvejelser som redaktør for adskillige anarkistiske aviser. Som redaktør ville han bryde tendensen til at fokusere på alt det, der er galt med samfundet, og istedet skrive om de bevægelser og fænomener, der kan forandre det, for at vise at forandringen er i gang og at det altså ikke er umuligt. Lad os tage hele afsnittet, det første citat stammer fra:


Socialist papers have often a tendency to become mere annals of complaints about existing conditions. The oppression of the laborers in the mine, the factory, and the field is related; the misery and sufferings of the workers during strikes are told in vivid pictures; their helplessness in the struggle against employers is insisted upon: and this succession of hopeless efforts, related in the paper, exercises a most depressing influence upon the reader. To counterbalance that effect, the editor has to rely chiefly upon burning words by means of which he tries to inspire his readers with energy and faith. I thought, on the contrary, that a revolutionary paper must be, above all, a record of those symptoms which everywhere announce the coming of a new era, the germination of new forms of social life, the growing revolt against antiquated institutions. These symptoms should be watched, brought together in their intimate connection, and so grouped as to show to the hesitating minds of the greater number the invisible and often unconscious support which advanced ideas find everywhere, when a revival of thought takes place in society. To make one feel sympathy with the throbbing of the human heart all over the world, with its revolt against age-long injustice, with its attempts at working out new forms of life,--this should be the chief duty of a revolutionary paper. It is hope, not despair, which makes successful revolutions.


Fra Kropotin: Memoirs of a Revolutionist.
Værket findes også på dansk men ikke på internettet.

Citatet handler om Kropotkins overvejelser ved udgivelsen af den franske avis "Le Revolté", men den samme redaktionelle politik var også fundamentet, da han var med til at grundlægge den engelske avis "Freedom", som stadig eksisterer (De første numre af Freedom kan iøvrigt læses her). Samme redaktionelle og filosofiske indfaldsvinkel blev også ført af den senere redaktør på avisen Colin Ward, der videreførte Kropotkins studier i gensidig hjælp og anarkisme i praksis.

Det er netop af denne grund at Kropotkin er en af mine yndlingsanarkister. Jeg vil langt hellere beskæftige mig med hvordan folk kan organisere sig, hvordan gensidig hjælp, moralen, økonomien, osv kan fungere blandt ligeværdige frie mennesker, og dermed få et indblik i, at det sociale liv faktisk eksisterer uden stat og autoritet (når det får lov), end jeg er i at kritisere og angribe stat og autoritet: Det sidste er så let at gøre i teorien, men svært i praksis, hvorimod det første eksisterer overalt i virkeligheden, men sjældent dækkes af teoretikere.

onsdag den 12. november 2008

Prut!

Hvor er det dog ynkeligt, hvilken magt trylleord (på engelsk 'cuss words' eller 'curse words', dvs trylleord) kan have over voksne mennesker i "primitive samfund" - dvs i USA. Her er et klip fra en "skandale", hvor den højreorienterede nyhedskommentator på MSNBC, Joe Scarborough, kom til at sige et ord istedet for et bogstav, og alle i studiet opfører sig som små børn, der ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv, fordi der var en der sagde et voksen-ord.



Ynkeligt!

Ordet "fuck" er en helt almindelig del af det engelske sprog, men det er altså et af de ord, som er forbudt at bruge offentligt i USA, og en tv-station vil få bøder af censurkommittéen, FCC, som registrerer klager og uddeler tv-licenser. Den religiøse censurkommitte besluttede i 2004 at slå hårdt ned på især dette ord og bestemte at det ikke kan bruges på nogen måde der er harmløs. Fundamentalisternes begrundelse? Det refererer til en seksuel handling, og er defor altid vederstyggeligt! USAs højesteret har dog endelig, i 2007, sat en bremse for dette vanvid, og censuren er nu lidt mindre stram end for et par år siden.

Udover tabu-belagte ord er der også genstande, det er forbudt at minde folk om eksistensen af. Blandt andet brystvorter. Da Janet Jackson kom til at blotte sig et sekund under Superbowl i 2004 blev der således uddelt en halv million dollars i bøder til de tv-stationer, der viste finalen - for at have vist en enkelt brystvorte i et sekund.

I Danmark er der vel knap nok nogen børn længere, som får ukontollerbare fniseanfald eller angst, når de hører et ord, der engang var tabu. Heldigvis da. Den eneste måde at gøre sådan et ord harmløst, det er ved at gentage dem indtil man ikke er bange for dem mere, og de ikke har den samme fascination. Det burde de tilsyneladende voksne journalister på MSNBC og andre amerikanske medier lære.

Fuck er et ganske harmløst og ofte nyttigt ord - selv når det refererer til en af livets absolut mest nødvendige (og ofte ganske behagelige) handlinger, hvilket det altså ikke gør i alle sammenhænge. Se for eksempel denne lille film om de mange måder, ordet "fuck" kan bruges på:



PS. Hvis de Youtube-videoer, jeg linker, til ikke virker, så sig lige til.

Tilføjelse: Spin-eksperterne på Afdeling F har en interessant analyse af den danske højaktuelle "Helge-Gate", hvor journalisten slutter af med en betragtning om, at "det sjældent er klogt at afvise anklager om seksuel chikane med ord, der starter med »pik«" (Helge Sanders svar var, at han er "pikeret"). Det kan de jo have ret i, og ligeledes er det næppe det smarteste de gør i MSNBCs "Fuck-Gate" at skynde sig at tale om et nyt emne, ved at sige et ord, der starter med "cock", som en af journalisterne gør i video-klippet her ("caucus").

tirsdag den 11. november 2008

Darwin var ikke religiøs

I dagens udgave af Politiken er der et interview med den skønlitterære forfatter Sissel-Jo Gazan, som er uddannet biolog med speciale i dinosaurer. Hun har netop udgivet krimi-romanen "Dinosaurens fjer", som kredser om striden mellem palæontologiske retninger og en række mystiske dødsfald. Ifølge politikens anmelder er "det fængende krimiplot er (..) sovset grundigt ind i specialviden", og jeg er bestemt solgt: jeg elsker både krimier og videnskabelige stridigheder.

Men det var nu ikke det, jeg vil skrive om her. For i interviewet fortæller Sissel-Jo Gazan også om det, at hun er troende kristen og ikke mener, at det er i strid med videnskaben. Det har jeg intet problem med - eftersom religioner er historier, så er det helt op til den enkelte, om hun vil og kan tilpasse sin historie til andre dele af livet. Men jeg vil nu protestere mod det historie-bedrag hun begår, når hun forsøger at give sin religion legitimitet ved at appellere til Darwin.

»Darwin var et meget kristent menneske, det ene behøver ikke at udelukke det andet. Og man har netop brug for at være troende, hvis man skal kunne kapere naturvidenskab, for det er sgu da for vildt, at to ting, man ikke kan se med det blotte øje, kan blive til en baby, for eksempel. Jeg har tit mærket Guds nærvær, når jeg har siddet og kikket i et mikroskop og set farver og sammenhænge, der ellers ikke er til at kapere. Jeg tror, Gud har en finger med i spillet,« siger Sissel-Jo Gazan.

Javist er det vildt, men videnskab handler nu engang om at finde forklaringer på den vilde virkelighed, og det vilde ved evolutionslæren er netop, at den er en model, som kan bruges til at forklare hvordan noget vildt komplekst kan opstå ud af noget mindre komplekst - helt uden at involvere nogen guddomme eller andre bevidstheder i processen. Der er intet galt i at Sissel-Jo på trods af dette stadig er religiøs, men det er da ærgerligt, hvis hun helt ignorerer det banebrydende i Darwins evolutionslære: selve essensen i den er jo netop, at den kan levere en naturlig forklaring på noget, der virker helt vildt. Evolutionsteorien, biologien og alle andre videnskaber handler netop om at forklare det, der er svært at kapere, uden at bruge "Guds finger".

Darwin var ikke religiøs
Darwin var enig i, at man sagtens kan være religøs og tilhænger af evolutionslæren samtidig. Evolutionslæren siger intet om Verdens skabelse, men en hel masse om livets udvikling. Så dér kan Sissel-Jo sagtens tage Darwin til indtægt, men det er altså bedrag, når hun påstår, at "Darwin var et meget kristent menneske". Darwin var ikke kristent troende! Han var agnostiker. Dvs. at han ikke ønskede at benægte Guds eksistens, men heller ikke troede på den. Ifølge Darwin selv opgav han kristendommen endeligt da han var omkring 40 år gammel efter årevis af gradvis tvivl, så Sissel-Jos påstand er falsk.

Darwin var ofte i debat med erklærede ateister, og ud over at han ikke mente, at man kan benægte Guds eksistens lige så lidt som man kan bekræfte den (det er agnosticisme), og derfor ikke selv ville kalde sig ateist, så var uenigheden dog mere taktisk: Darwin mente ikke, at der kunne komme noget godt ud af direkte angreb på religionen. Dels var han selv bekymret for at støde religiøse slægtninge og venner, og dels mente han - efter min mening korrekt - at det bedste middel mod overtro er at udbrede viden og kritisk tænkning. Han skrev således:


»It appears to me (whether rightly or wrongly) that direct arguments against Christianity & theism produce hardly any effect on the public; & freedom of thought is best promoted by the gradual illumination of men's minds which follows from the advance of science. It has, therefore, been always my object to avoid writing on religion, & I have confined myself to science.«

(Wikipedia: Charles Darwin's views on religion)

Et taktisk spørgsmål
På dette punkt var Darwin faktisk helt på linie med mange andre (erklærede) ateister. For eksempel skrev den russiske anarkist Bakunin om det taktisk ukloge i at inkludere aktiv ateisme blandt kravene i Den 1. Internationale Arbejdersammenslutning:

»There is today no serious philosophy which does not take as its point of departure not positive but negative atheism... But do you believe that if this simple word "atheism" had been inscribed on the banner of the International this association would have been able to attract more than a few hundred thousand members? Of course not--not because the people are truly religious, but because they believe in a Superior Being; and they will continue to believe in a Superior Being until a social revolution provides the means to achieve all their aspirations here below. It is certain that if the International had demanded that all its members must be atheists, it would have excluded from its ranks the flower of the proletariat.«

Også anarkisten, biologen og ateisten Kropotkin mente, at religion ikke er noget man behøver at angribe direkte, fordi overtroen istedet kan gøres overflødig ved videnskabelige og sociale fremskridt. Evolutionsteoretikeren Kropotkin var helt på linie med Sissel-Jo Gazans fascination af hvor vild og fantastisk naturen er, men han drager den direkte modsatte konklusion, idet han netop så det videnskabelige erkendelse heraf som en fascination af naturen, der ikke behøver en mystisk guddom for at være fantastisk:

»Reverting to the sound philosophy of Nature which remained in neglect from the time of Ancient Greece until Bacon woke scientific research from its long slumber, modern science has now worked out the elements of a philosophy of the universe, free of supernatural hypotheses and the metaphysical “mythology of ideas,” and at the same time so grand, so poetical and inspiring, and so expressive of freedom, that it certainly is capable of calling into existence the new forces. Man no longer needs to clothe his ideals of more beauty, and of a society based on justice, with the garb of superstition: he does not have to wait for the Supreme Wisdom to remodel society. He can derive his ideals from Nature and he can draw the necessary strength from the study of its life.«


Flere af Darwins samtidige, som var erklærede ateister, var altså enige med ham i, at religion og overtro bedst afskaffes ikke ved direkte angreb men indirekte ved at overflødiggøre den både socialt og psykologisk - ved videnskabelige forklaringer, fascination af naturen og afskaffelse af social elendighed og afmagt: Ved at give mennesket tiltro til sig selv.

Dette skal ikke være noget angreb på Sissel-Jo Gazan. Hun må for min skyld hjertens gerne have sin religion i fred og endda mene, at den er i overensstemmelse med videnskaben. Det sidste ville Darwin heller ikke protestere mod. Men man kan ikke tage Darwin til indtægt for et positivt forsvar for kristendommen. Han var ikke kristen, og mente ikke, at der var noget belæg for at tro på hverken kristendommen eller Biblen. Han mente bare heller ikke, at der var nogen nytte i at angribe troen eller benægte den aktivt, når man istedet kan underminere den ved at udbrede rationelle forklaringer og erstatte dem med overtro, og det er netop hvad evolutionslæren gør med hensyn til livets udvikling.

Igen: se Wikipedia: Charles Darwin's views on religion

mandag den 10. november 2008

Journalistiske sandhedsværdier

(eller humaniora-relativisme når det er værst)

I den klassiske logik og matematik opererer man som regel med et simpelt sæt af sandhedsværdier, hvor påstande kan klassificeres som enten SAND eller FALSK. Denne binære logik gør det let at analysere mere komplicerede argumenter og finde deres gyldighed. Men den er også idealiseret, for det er ikke alting, der sådan uden videre kan være enten-eller. Derfor kan det af og til være på sin plads at operere med flere sandhedsværdier eller en gradvis sandhedsskala, for af og til er virkeligheden kompliceret og en påstand kan være mere-eller-mindre sand.

Dette må være noget af det første de lærer på journalisthøjskolen. I journalisternes verden er der ingen påstande overhovedet, der er enten sande eller falske. I denne åh-så-komplicerede verden, hvor alt er relativt (især journalisters omgang med sprog og logik), kan intet være falsk. Det kan allerhøjst være "usandt".

I den videnskabelige tilgang til verden kan en påstand klassificeres som "falsk", hvis den ikke har et korrekt forhold til den empiriske virkelighed, den beskriver. Og hvis en person er bevidst om, at hans påstand ikke stemmer overens med de virkelige forhold, så kan det i bl.a. psykologien klassificeres som en "løgn". En falsk påstand er falsk uanset udtalerens intentioner og viden, men ordet "løgn" beskriver det, at udtaleren er bevidst om påstandens negative sandhedsværdi. Både korrelation mellem påstand og virkelighed og spørgsmålet om aktørens bevidsthed om denne korrelation er naturligvis ikke noget, der kan afgøres entydigt i alle situationer. Men jeg vil nu alligevel mene, at disse sproglige begreber har en vis anvendelighed.

Derfor kan jeg aldrig blive rigtig journalist. For journalister er hævede langt over det primitive "videnskabelige" erkendelsesniveau, og ved at det ikke er muligt at tale om verden som eksisterende uafhængigt af den pågældende tale-handling... eller noget... For danske og udenlandske "nyheds"-medier findes der nemlig hverken sande eller falske påstande. Det har længe været almen viden, hvis man lader sig påvirke af journalisternes komplicerede virkelighedsforståelse, at der ikke er noget, der er "falsk" - det er som sagt altid allerhøjst "usandt". Og journalister vil naturligvis ikke gisne om politikeres tanker og intentioner - eller antyde at politikere skulle have en bevidsthed - så der er ingen politikere, der "lyver", hvis man lytter til de danske journalister. Næh, de taler skam blot "usandt" - se selv her.

Men at det heller ikke er muligt at tale sandt, det er nyt for mig. Det burde jeg selvfølgelig selv have kunnet regne ud, for det følger jo naturligt af den journalistiske "fuzzy logic", men det havde jeg altså bare ikke tænkt over før, jeg idag så politikens journalist Elisabeth Astrups artikel "V-ordfører: Obama har ikke uret". I den håbløst forældede "logik" og i det ubrugelige danske sprog ville man naturligvis slet og ret "have ret", hvis man udtaler en påstand, der svarer nogenlunde til de virkelige forhold. I den gamle logik er "ret" og "uret" nemlig det modsatte af hinanden, men sådan fungerer negationer ikke i den ophøjede journalistiske erkendelse. Det får man også bekræftet i artiklens introduktionstekst, som igen er, hvad der for en gammeldags "filosof" som mig lader til at være en dobbelt-negation: "kritik af Danmark er ikke malplaceret". Det er naturligvis ikke en dobbelt-negation, det er bare mig der er primitiv. "Ikke-malplaceret" er nemlig kun det samme som "på sin plads", hvis man tror på den primitive logiks negationsregler eller hvis man taler dansk.

Jeg bliver dog lidt foruroliget, når jeg så ser, at der i samme artikel er en påstand om en person, som slet og ret "er enig". Hvordan kan hun udtale sig så kategorisk? Burde hun ikke være "ikke uenig"? Jeg har nok ikke forstået det endnu.

Hvis der er nogen, der melder sig ind i journalisthøjskolen med den opfattelse, at mediernes funktion er, at forklare verdens begivenheder på en let forståelig måde, der blandt andet gør det muligt for befolkningen at tage stilling til magthavernes udtalelser og gerninger, så tager de grundigt fejl. Journalister skal være hævede langt over den forsimplede opfattelse af verden og menneskelig erkendelse, som man bruger i de såkaldte "videnskaber" og i den naive "almindelige sprogbrug". Deres opgave er, at illustrere hvor kompliceret verden er, de skal vise, at der ikke er noget, der hedder "sandt og falsk", at man ikke bare kan fordømme noget som "løgn", og at det slet ikke er muligt at tage stilling til noget. Det var i gamle dage - dengang medierne ikke var "objektive", at det var deres opgave at afsløre magthavernes letfældige omgang med sandheden. Idag, hvor rigtige medier er neutrale er det deres opgave at forvirre læserne - men på et højere plan end de var forvirrede før.

Journalister er de sande filosoffer. Jeg ved ikke helt hvad de gør på journalisthøjskolen for at banke den gammeldags logik, der trods alt er indbygget i vores normale sprogbrug, ud af de studerende og åbne dem for den højere erkendelse af verden. Måske er der nogen der kan hjælpe med lidt information om det? Og hvorfor har jeg ikke lært det i undervisningen på filosofi-studiet?


onsdag den 5. november 2008

Nogle amerikanske anarkister om valget

Tre foredrag med tre prominente amerikanske anarkister om muligheden for social forandring: anarkistisk strategi, retorik og forholdet til det parlamentariske system. Cindy Milstein, Noam Chomsky og Howard Zinn om præsidentvalget i USA - eller snarere om alt det, der er endnu vigtigere, og kan føre til virkelig forandring.


Cindy Milstein: Vær positiv og konstruktiv
Først et længere og fremragende foredrag af Cindy Milstein, der er involveret i det amerikanske Institute For Anarchist Studies og Institute for Social Ecology. Foredraget fandt sted ved et Anarchist Bookfair i New York i april 2008 og altså længe før præsidentvalget. Cindy tager udgangspunkt i de mange venstrefløjsprotester ved de to amerikanske partiers konventer i sommeren 2008 og foreslår, at anarkister bør fokusere mindre på kritik af parlamentariske valg, og istedet på at udvikle en konstruktiv bevægelse, som kan praktisere det positive indhold i anarkismen. En sådan bevægelse må være forankret i de folkelige bevægelser, der af og til stemmer ved et valg, og bør istedet for at støde dem væk forsøge at kanalisere ønsket om politisk forandring ud i alle livets aspekter. Foredraget handler ikke om valget som sådan, men om anarkismen som en bevægelse, der burde fokusere mindre på valg og mere på konkrete løsninger.




Noam Chomsky: Stem - uden illusioner
Før valget gav den berømte anarkist og politiske analytiker Noam Chomsky et interview til The Real News om henholdsvis den økonomiske krise, det parlamentariske system i USA og præsident-valget. Selvom der er masser af mangler ved det amerikanske system, er det en fejltagelse at påstå at der ingen forskel er overhovedet på de to fraktioner, man kan stemme på, og selvom det er en lille forskel, så gør det en forskel for folks liv. Chomsky opfordrer derfor amerikanske vælgere til at stemme på Obama - uden at have nogen illusioner om, at alting bliver bedre af den grund. Der er intet galt i at vælge "det mindste af to onder", og det forhindrer ikke nogen i at sætte pres på systemet nedefra.




Howard Zinn: Stem gerne, men praktiser direkte aktion
Den næsten lige så berømte amerikanske anarkist og historiker, Howard Zinn har nogenlunde samme holdning som Chomsky. Han mener ligeledes ikke, at der vil komme nogen grundlæggende forandring af alene at vælge en ny præsident, men det er ingen undskyldning for at afvise de mindre forskelle, der trods alt er på de to kandidater. Ingen politiker vil dog kunne gøre nogen forandring, hvis der ikke er et stærkt pres fra en folkelig bevægelse, der sætter krav til dem og selv skaber forandringer. Det væsentlige for Howard Zinn er at skabe en bevægelse af folk, der tager livet i egne hænder og benytter direkte aktion til at forandre sine vilkår. Dette indslag er et i en række af interviews, Howard Zinn gav til The Real News om valget, den økonomiske krise og det amerikanske system.



Læs også Howard Zinns artikel "Election Madness" eller det længere interview med Chomsky om emnerne og misforståelserne i den amerikanske valgkamp: "Wars, Bailouts & Elections".


tirsdag den 4. november 2008

Demokrati: hvor svært kan det være?

Det kan godt være meget svært at afholde et demokratisk valg. Især når man ikke har nogen nationale registre over indbyggere, når regler og valgprocedurer varierer fra sted til sted, og især når der er bevidste forsøg på at forhindre visse befolkningsgrupper i at få indflydelse. Disse forhold er gældendei USA, som decideret ikke kan siges at have et velfungerende maskineri til afholdelse af demokratiske, nationale valg. Jeg har her skrevet en lille gennemgang af nogle af de mekanismer der forhindrer folk i at stemme i USA, og som beviseligt har en politisk slagside.

Dette er skrevet udfra at have fulgt med i disse forhold i de amerikanske medier i de sidste par måneder (jeg bor i USA). Links og dokumentation kan findes i de medier, der er nævnt i bunden af indlægget.



Førstegangsvælgere kan forhindres i at stemme


I USA skal man stadig registrere sig som vælger for at kunne stemme. Det er ikke så ligetil og der er mange muligheder for at forhindre folk i at registrere sig og for at forhindre dem i at stemme efter at de har registreret sig.

Hvis det er første gang du registrerer dig som vælger, så er der steder, hvor politikere kan kræve at dine papirer bliver gennemgået og at du skal bevise din legitimitet - det er ikke så let, for i USA er der altså mange borgere som hverken har pas eller fødselsattest. Dertil kommer at det er politikere, der udvælger bestemte mennesker til disse tests, og de kan altså udvælge folk med ikke-hvide navne, og folk der bor i fattigere kvarterer eller kvarterer med bestemte politiske tendenser. Så selve besværet med at få lov til at stemme er altså politisk skævvredet.

I Ohio er der således - som ét eksempel blandt mange - over 200.000 nye registrerede vælgere som har fået deres ret til at stemme "udfordret" allerede inden valget - de er udvalgt til at blive fjernet fra valglisterne, og skal selv bevise at de har ret til at være der. Og i Colorado blev en femtedel(!) af vælgerne fjernet fra listen, og skal kæmpe for retten til at stemme. Begge steder er såkaldte "sving-stater" som tidligere var republikanske men nu læner mod at have demokratisk flertal. En af de måder, man kan rissikere at miste sin stemmeret på, er hvis man af en politiker er blevet udvalg til at skulle bevise sin legitimitet og derfor modtager et brev, som man skal kvitere for - hvis man altså ikke er hjemme den dag, det kommer, hvis man ikke har en fast bopæl, eller hvis man ikke har lyst til at skrive under på et mystisk brev, så kan man altså miste sin stemmeret.

Hvis du har ladet dig registrere til at stemme, og du er blevet "godkendt", så er det alligevel ikke sikkert, at du får lov. Der er ikke nogen database over borgerne i USA, og du vil på valgdagen kunne blive mødt med et krav om at skulle fremvise kørekort eller pas, hvilket det altså ikke er alle der har, men hvad værre er, at din ret til at stemme kan afhænge af en sjuskefejl hos det lokale kontor, hvor du lod dig registrere: hvis dit navn på din vælger-registrering ikke er 100% identisk med dit navn på for eksempel dit kørekort, så kan du blive udelukket. Det lyder måske ikke så mærkeligt at kræve legitimation og navne-identitet, men det er altså et problem, fordi USA jo ikke har noget "velfungerende" bureaukrati på samme måde som de skandinaviske stater. Dit navn kan sagtens blive stavet forskelligt på to forskellige lokale kontorer - især hvis du har et besværligt "ikke-hvidt" navn (ikke bare latinoer, men også mange sorte staver deres navne anderledes end de normalt staves blandt hvide engelsktalende).

Der vil desuden her og der være højreekstremister på valgstederne, som vil benytte deres "ret" til at "udfordre" enkelte vælgere, som så på valgdagen skal "bevise" deres ret til at stemme (hvilket som sagt kan være besværligt). Det er en taktik der går tilbage til de racistiske forhold i sydstaterne for årtier siden, og det er klart at denne taktik idag stadig har en race-orienteret slagside, så ikke-hvide vil blive udfordret mere end hvide - og det er de samme mennesker som har flere besværligheder med at bevise deres ret.

At bevise sin ret til at stemme et bestemt sted kan være besværligt, men det er decideret umuligt, hvis man slet ikke ved, at man er blevet fjernet fra listen over stemmeberettigede. Mange oplever at dukke op på valgdagen for at opdage, at deres navn ikke er på listen over stemmeberettigede, selvom de har ladet sig registrere. Selvom det måske er en bureaukratisk "fejl", så er det for sent at gøre noget ved det på selve valgdagen, og stemmen bliver ikke talt. Dette påvirker primært beboere i mindre bureaukratisk velfungerende - altså fattigere - nabolag, folk med ikke-hvide navne, og fortrinsvis nye vælgere.

Andre måder man kan miste sin stemmeret på i USA er, hvis man har været mistænkt for at have begået en forbrydelse og ikke er blevet fjernet fra det register, eller slet og ret hvis man har et navn, der er identisk med en person, som er kriminel - tidligere straffede har nemlig ikke borgerrettigheder alle steder i USA (og der er som bekendt en kraftig social og racebetonet slagside i retssystemet), og det er altså nok at have det samme navn, som en tidligere straffet, for at man selv kan miste sin stemmeret.

Dette valg bliver kaldt "historisk" netop fordi der er ekstremt mange nye vælgere, som for første gang nogensinde er interesserede i at stemme - og det er Obama, der har fremkaldt denne interesse. Angreb på førstegangsvælgere er altså helt afgjort et forsøg på at forhindre de mange obama-stemmer, der ligger i førstegangsvælgerne blandt de unge og de marginaliserede befolkningsgrupper.



Studenter, boligløse og katastrofe-ofre forhindres i at stemme


For at stemme skal du være registreret i et bestemt område, som er det område, du bor i. Her varierer reglerne fra stat til stat og fra county til county. Det er normalt - og fuldt lovligt - i USA at studenter er registrede som boende hos deres forældre (pga skat og sygesikring), mens de studerer og bor i en helt anden stat. Det har været helt normalt, at de lader sig registrere som vælgere, der hvor de reelt bor - altså der, hvor de studerer. Men pludselig ved dette valg er der flere steder, hvor der pludselig er skabt tvivl om, hvorvidt de kan få lov til at stemme der hvor de bor, når de også er registreret hos deres forældre. Og omvendt så vil den stat, deres forældre bor i måske også nægte de studerende ret til at stemme dér, fordi de jo ikke reelt bor der. Det er ikke noget der har været et problem før, men det er pludselig kommet op ved et valg, hvor der er rigtigt mange førstegangsvælgere og unge, som er grebet af muligheden for politisk forandring. Det har altså en klar politisk slagsside.

Den samme regel er blevet brugt til at fratage boligløse deres stemme. Og her taler vi altså ikke blot om de typiske permanent hjemløse (der var forøvrigt en retssag for nylig et eller andet sted, hvor hjemløse vandt retten til at lade sig registrere hos en park-bænk for at få lov til at stemme). Vi taler om de hundredtusinder af fattige flygtninge fra orkanen Katrina i New Orleans, som stadig ikke har fået en fast adresse og et permanent hjem, og vi taler om de hundredtusinder af arbejdere, som i det sidste år har måttet gå fra hus og hjem på grund af bankernes spekulationskrise. Alle disse sammenlagt millioner - og primært fattigere og til dels sorte - mennesker kan rissikere at miste deres stemme, fordi de ikke længere bor, hvor de er registreret eller ikke har en fast bopæl.

Det har altså en helt klar politisk slagside, som forfordeler politisk indflydelse til folk med økonomisk sikkerhed. Dertil kommer, at der er eksempler på direkte samarbejde og personsammenfald mellem de institutioner, som smider folk ud af deres hjem, og republikanske interesse- og valgorganisationer, som bagefter kan fratage folk deres stemmeret. Dette er groft udemokratiske mafia-metoder, som beviseligt har fundet sted.



Lange køer kan forhindre folk i at stemme


Det er besynderligt, at det ikke kan lade sig gøre i USA, at have et maskineri, der fungerer, til at håndtere noget så vigtigt som et valg. Der er ikke nok steder at stemme. Maskinerne går i stykker. Der er forvirring omkring hvor man skal stemme. Og så videre. Der er steder hvor folk har stået i kø i OTTE TIMER - for at få lov til at stemme FØR VALGDAGEN! Køerne vil være endnu længere på valgdagen.

Hvis disse forhold var identiske overalt, så ville de stadig have en kraftig politisk slagside. Det er de arbejdende fattige, som ikke har mulighed for at tage fri hele dagen for at få lov til at stemme. Det er dem, der ikke har råd til at miste en hel arbejdsdag, det er dem, der ikke har mulighed for at finde en babysitter, og det er dem, der ikke har sikkerhed i ansættelsen, og altså ikke kan være sikre på overhovedet at have et job dagen efter, hvis de tager fri hele dagen.

Men de forhold er ikke identiske overalt. I samme by kan du have et valgsted i et velstående kvarter, hvor der er 10 minutters kø og maskinerne fungerer, mens der er 6 timers kø i nabokvarteret, som primært har ikke-hvide, fattigere eller på anden vis "typisk demokratiske" vælgere.



Stemmer tælles ikke


Endnu mere grotesk er det, at man i USA insisterer på ikke at have et teknisk maskineri, der kan sikre et demokratisk valg. Det er så simpelt i Danmark: man sætter et tydeligt kryds på et letlæseligt stykke papir og bagefter bliver stemmerne talt flere gange af de involverede partier. Sådan er det ikke i USA, hvor der er en lang kamp for at få indført dette simple demokrati. Istedet er der et hav af forskellige udformninger af valg-opstillingerne, så ingen før valgdagen kan være sikker på hvordan stemmesedlen ser ud. Derudover er det et privilegie for de få at få lov til at bruge papir-sedler som kan blive talt af mennesker. Istedet foregår det mange steder med touch-screen computere - og alle der har prøvet at benytte en computer ved hvor usikker deres stabilitet er - som beviseligt ikke fungerer. Det er helt absurd, men man kan rissikere at trykke på én kandidat og så registrerer computeren det som en stemme på en helt anden - og der er ikke noget stykke papir, som kan gemmes som bevis for din stemme og tælles bagefter.

Hvorvidt disse problemer har en politisk slagside er åbent for diskussioner, undersøgelser og konspirationer (noget lader altså til at det er mere almindeligt at obama-stemmer fejlregistreres som McCain-stemmer). Men de er ihvertfald med til at skabe de lange køer, som påvirker fattigere folk mere - og af en eller anden grund lader det til at maskinerne bryder oftere sammen i tæt befolkede og mere venstre-svingende områder.


Links:
- Huffington Post: Voting Problems
- En artikel i Huffington Post om "Voting Suppression
- Huffington Post: Nearly 600,000 Subject To Possible Voter Caging In Ohio
- Mother Jones: 10 Ways to Steal an Election
- Mother Jones: How to Protect Your Vote
- Republican Voter Suppression: A Guide
- Voters Suppression Wiki
- Project Vote
- Video the Vote
- Democracy Now!: Election 2008
- Amy Goodman: Election Protection
- Tegneserie: Steal Back Your Vote
- Wikipedia: Voter Suppression
- Slate: What is Voter Intimidation
- National Public Radio: Voter Caging
- Wikipedia: Voter Caging
- Programmer Built Vote Rigging Prototype at Republican Congressman's Request
- Følg også valgets problemer og beviser for bevidst manipulation på journalist Brad Friedmans blog
- BBC-dokumentar om valg-manipulation forud for valget idag
- Journalist Greg Palast om valg-svindel 2008

lørdag den 1. november 2008

Sig det så!

Hvem er den hemmelige terrorist som Obama hænger ud med? Og hvorfor vil denne McCain-fyr ikke fortælle det? Sig det NU!



Det er vel lettere at være bange for det, man ikke ved, hvad er? Det her indslag gør mig ihvertfald grundigt frustreret. Jeg har ikke flere kommentarer - skriv endelig nogen selv.

Tilføjelse: humor inside

PS. Den første "antisemit", de snakker om, er Rashid Khalidi, som hverken er ekstremist eller noget som helst, men en ganske almindelig professor i mellemøststudier med palæstinensisk baggrund. Der er ikke noget odiøst ved ham, og McCain har skam også "hængt ud" med ham og sågar givet penge til hans fond. Det er altså en lidt "kedelig" terrorist. Men så er det jo godt, at der er en "hemmelig" en - hvis bare vi vidste hvem.

Tilføjelse:
Som sagt er Rashid Khalidid hverken ekstremist eller kontroversiel. Han bliver simpelthen bare taget op i Sarah Palins taler, for at hun kan kæde Barack Obama sammen med et arabisk navn. Et navn på en person som ingen kender, men som sikkert er suspekt og farlig, fordi... det lyder (og er) arabisk. Det er slet og ret racisme. Den konservative McCain har som sagt selv støttet Rashid Khalidi, hvilket pointeres i videoen herunder.

Men først - en joke fra Alaska: Sarah Palin aner heller ikke selv, hvem Rashid Khalidi er. Hun har ikke den fjerneste anelse om hvem manden er, men benytter blot enhver lejlighed til at sprede idioti og frygt. Det illustreres vidst tydeligt af, at hun ikke engang kender hans fucking navn! I videoen herunder kalder hun ham for "Rashid Khaladi"... hvorfor er det sjovt? Det er det, fordi "Khaladi" er den største kæde af coffee-shops (altså steder der serverer kaffe) i Alaska. Måske betragter de i Wasila den Anchorage-baserede og forholdsvis progressive kaffe-distributør som en terrorist-rede?




Det man gør, eller det man er

Hvis din profession er at reparere biler, ville det så ikke være på sin plads at påstå, at du er en "bilmekaniker"? Hvis du stjæler en taske, kan man så ikke godt kalde dig en tyv?

Disse eksempler på en navneordsbeskrivelse som funktion af de handlinger, de aktiviteter, den beskrevne person foretager, er vel ikke kontroversielle? Det er rigtigt, at kalde dig "bilmekaniker", hvis det du gør, er at reparere biler, selvom det sandsynligvis bare én blandt mange beskrivelser der kan bruges om dig, hvoraf ingen af dem alene beskriver dig fuldt ud, og selvom du ikke altid reparerer biler.

Et sådant prædikat er nemlig ikke en beskrivelse af din "identitet", men simpelthen bare ordet for en person, der foretager de handlinger, du foretager i den pågældende situation. Beskrivelsen siger heller ikke noget om, hvorvidt du selv identificerer dig med det prædikat, eller om, hvorvidt du føler dig som en sådan én. Det er slet og ret en beskrivelse af, hvad du gør.

Hvis dette foreløbigt er rigtigt - og det kan naturligvis diskuteres - hvorfor er det så så kontroversielt, at kalde en person, hvis aktivitet eller profession er at skabe og forstærke racisme, for en "racist"? De samme kriterier burde da være gældende her som i de ovennævnte eksempler: Vi har ikke sagt noget om, hvad vedkommende selv føler sig som, eller påstået at det til fulde beskriver vedkommendes "identitet", men blot brugt det navneord, som beskriver en person, der foretager bestemte handlinger.

Det kan naturligvis stadig diskuteres hvad det vil sige, at "skabe og forstærke racisme" (og det ville være en god og relevant diskussion), men en person, der gør bevidst og systematisk gør det, må for pokker kunne kaldes en "racist" - ganske ligesom en person, der bevidst og ofte reparerer biler, må kunne kaldes en "bilmekaniker", og en person, der ofte stjæler, kan kaldes en "tyv".

Denne diskussion er særdeles relevant i Danmark. men grunden til, at jeg skriver om det nu, er dog at Berlingske Tidende (iøvrigt den danske avis, der bedst dækker det amerikanske valg) har en artikel om, hvordan Sarah Palin bevidst appellerer til racismen blandt amerikanske vælgere, der er i tvivl om, hvad de skal stemme på. Herved angriber hun ikke bare Obama, men skaber frygt og misttro til alle, der ligner ham - hun forstærker altså racismen i samfundet. 


Poul Høi skriver i sin udemærkede artikel, at Palin og det republikanske parti bevidst pirker til racistiske fordomme og overlegenhedsfølelser ved hjælp af kodede budskaber. Jeg har også selv tidligere givet flere eksempler på åbenlyse og slet skjulte racistiske budskaber fra det republikanske parti.

Der er altså en bevidst og systematisk politisk kampagne, der går ud på at sprede angst og mistro til etniske minoriteter, samt at holde dem ude fra samfundsmæssige positioner ved hjælp af apellen til denne angst og mistro. Dette må da kunne klassificeres som handlinger, der "skaber eller forstærker racisme". Og ifølge den ovenstående diskussion, må man altså kunne bruge prædikatet "racist", om de, der bevidst foretager sådanne handlinger.

Jeg bebrejder ikke Poul Høy, at han skriver "Republikanerne er ikke racister, men (..)", for det giver altid problemer, når man med lige netop dette ord bruger samme standarder for beskrivelse, som er normalt og ukontroversielt at bruge om alle andre prædikater. Jeg tror ikke, at hverken Sarah Palin eller bagmændene bag McCain-kampagnen har et "indre" had til sorte de befolkningsgrupper, de de facto lægger for had. 


De gør det ganske simpelt for at få magt, og racismen er som Poul Høy beskriver et af de våben de bruger i deres kamp for magt. Men når vi kan beskrive en bilmekaniker uden at behøve at gætte noget om hans følelser eller motiver (måske reparerer han kun biler for at få penge, men vi kalder ham stadig "bilmekaniker"), hvorfor kan vi så egentlig ikke beskrive en person, der bevidst skaber racisme og altså foretager racistiske handlinger, for "racist"? Hvis vi kan bruge en funktionalistisk forklaring i den ene situation, så kan vi vel også den anden. Hvorfor er det nødvendigt at kende en persons indre følelser, for at bruge dette prædikat, når det ikke er det ved andre?

Hvad ved vi for eksempel om Hitlers inderste føleser? Jo-vist, han beskrev sit racistiske had i "Mein Kampf", men det kunne jo også bare være noget han skrev, for at sprede had og frygt, for derved at kunne få magt. Det lykkedes som bekendt, og alt tyder da på, at manden selv var fuld af had, men pointen er, at det altså ikke er hans følelser, vi bør kigge på, når vi definerer Hitler som racist. Vi ser på det han gjorde, og det var racistisk - han skabte et racistisk samfund, og det kan vi udtale os om uden at kende noget til hans "indre". Dels er det principielt umuligt at gætte hvad han har følt inderst inde, men sagen er, at Hitler var racist, fordi han foretog racistiske handlinger og skabte et racistisk samfund. Vi behøver ikke at vide hvad han definerede og følte sig selv som - vi kan se på hans systematiske handlinger.

I den sproglige konsistens navn, vil jeg derfor kalde Sarah Palin og andre, som
bevidst og systematisk foretager racistiske handlinger og skaber, forstærker eller vedligeholder racismen i samfundet, for "racister". Det er for mig underordnet om deres racistiske handlinger blot er et middel til at få magt - rent akademisk mener jeg, at det er holdbart at argumentere for, at en "racist" er en person, som systematisk "gør racisme" (dvs gør ting, som bekræfter eller forstærker racistiske strukturer eller holdninger).

At "gøre racisme" er noget vi alle kan komme til - ofte uden at tænke over det - men de fleste af os er forhåbenligt villige til at lytte til kritik og ændre vor opførsel, når vi får påpeget og forklaret hvordan og hvorfor vore handlinger forstærker visse sociale strukturer. Men en person som håner de, der forsøger at forklare og ændre disse sociale strukturer, og istedet bevidst forsøger at forstærke dem for at opnå egen vinding, en sådan person har jeg intet forbehold overfor at omtale som "en racist". Det, jeg mener er nødvendigt, er, at det er muligt at forklare hvordan vedkommendes handlinger fungerer som forstærkende faktorer i forhold til nogle racististiske strukturer.


Men én ting er om det er korrekt at bruge dette ord. Noget andet er om det er kløgtigt. Det kommer an på sammenhængen og hvem man taler med og hvad man vil opnå. Dette ord har åbenbart en helt anden status end de fleste andre prædikater, og på grund af dette, så kan det selvfølgelig være en god idé at bruge andre ord af praktiske årsager.  
 

En politisk diskussion kan nemlig godt hurtigt blive afsporet, hvis man bruger det ord, så af rent praktiske årsager, kan det i nogle situationer være smart at lade være med at sige: "du er bilmekaniker" og måske istedet sige: "det du gør, det er at reparere en bil" - især hvis man gerne vil have vedkommende til at lytte og måske holde op med at foretage de pågældende handlinger. Det samme gælder med ordet "racist" og med andre ord.

Af og til er det altså praktisk at adskille diskussionen om "det du gør" fra diskussionen om "det du er". Det har Illdoctrine lavet et indlæg om i hans vlog: