lørdag den 27. december 2008

USAs afgående regering erkender krigsforbrydelser

Jeg har jo lovet at bringe "oversete nyheder" her fra det forjættede land, men det overrasker mig godt nok, at jeg er nødt til at inkludere disse historier i kategorien "oversete nyheder". Jeg har ikke skrevet om det, fordi det er kæmpe nyheder af gigantisk vigtighed, og derfor gik jeg jo ud fra, at den almindelige danske presse ville skrive om det - jeg er jo ikke noget nyhedsbureau - men jeg har simpelthen ikke set noget i den danske dagspresse om det her, hvilket li'godt er noget underligt.

Enten har jeg bare overset det, selvom jeg nu plejer at følge med i den danske presse, eller også mener de danske redaktioner ikke, at det er nyhedsværdigt, at USAs vicepræsident offentligt har indrømmet at være skyldig i krigsforbrydelser, og at en kommission under USAs parlament har kendt regeringen og specifikt den tidligere forsvarsminister skyldig i krigsforbrydelser.

Hvordan pokker kan det have gået den danske offentlighed næsen forbi? Det må da være relevant at informere om, at den danske stats allierede nu er formelle krigsforbrydere. Det betyder for eksempel, at ledende medlemmer af den amerikanske regering nu kan anholdes og retsforfølges hvor som helst i verden! Alle lande, der har underskrevet tortur-konventionen (deriblandt Danmark og USA) har ikke alene pligt til at undlade at bruge tortur, men også til at retsforfølge internationale tortur-forbrydere.

Her er sagerne:

I midten af december 2008 offentliggjorde en kommission under Senatet i USA en rapport, der dels slår fast, at amerikanske tropper og CIA har begået krigsforbrydelser og brudt både amerikansk og international lovgivning ved at torturere fanger fra krigene i Afganistan og Irak. Rapporten afviser, at det blot drejer sig om enkeltstående handlinger begået af individuelle soldater, men er systematiske forbrydelser, der har været dirrigeret og instrueret helt fra toppen af militærets administration: USAs regering og specifikt den tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld. Endvidere citerer rapporten officerer i den amerikanske hær og efterretningsspecialister for at en stor del af den militante modstand til de amerikanske invasionsstyrker i de to lande skyldes netop brugen af tortur. De amerikanske torturbaser, Abu Graib og Guantanamo, står som symboler på besættelsesstyrkernes umenneskelighed og fungerer dermed som rekrutterings- og radikaliseringsgrundlag for modstandsgrupperne. Ikke alene er USAs regering ifølge USAs parlament altså skyldig i krigsforbrydelser i form af mishandling af fanger. Tortur-politikken, som blev godkendt af regeringen, er altså også medvirkende årsag til dødsfald blandt amerikanske soldater.

Hele rapporten kan læses her
Et grundigt referat kan læses her
Og et kort resume her

At tortur-politikken blev bekræftet og dirrigeret fra toppen af administrationen blev bekræftet nogle dage senere, da den siddende vicepræsident, Darth Dick Richard Cheney gav et afskedsinterview til ABC. Her erkendte han, at ikke blot at have været vidende om, at tortur fandt sted i Guantanamo-lejren men også at have givet ordre til det og sørget for at rydde bureaukratiske forhindringer af vejen.

En del af interviewet kan ses her:


Der må nu været rigeligt af materiale for at rejse anklager mod såvel Dick Cheney som Donald Rumsfeld. Der er da også adskillige sager på vej mod de to krigsforbrydere - bl.a. fra det Internationale Røde Kors. De nye anklager skal lægges til de anklager om krigsforbrydelser, der også er rejst mod de to politikere af soldater i den amerikanske hær, Medlemmer af USAs kongress, amerikanske forfatningsadvokater og adskillige andre organisationer. Der er ikke blot anklager om tortur, der er rettet mod den amerikanske regering, men også ulovlig angrebskrig, bedrag af kongressen, manipulation af rapporter m.v. Endelig er det for nylig også blevet afsløret, at præsident George W. Bush iværksatte og sagde god for et ulovligt spion-program, hvor samtlige amerikanere er blevet ulovligt aflyttet af de to hemmelige tjenester, CIA og NSA.

Det her er altså nyheder af gigantiske proportioner, og den danske presse skriver normalt så meget om mere eller mindre ligegyldige ting fra USA, at jeg undrer mig stærkt over, ikke at have set noget af dette blandt de danske overskrifter.



lørdag den 20. december 2008

Ondskab

Hvad er ondskab? Det er et af de evige filosofiske spørgsmål. Jeg har ingen definition men jeg kan godt give nogle eksempler på situationer og handlinger, som en definition af ondskab bør inkludere. Her er tre eksempler på ondskab fra dagens nyheder.

1) Det er ikke så meget det, at en antidemokratisk regering indsnævrer kriterierne for at blive en borger med rettigheder og mulighed for at danne sig et liv i det land, man bor i. Men det er ondskab, når denne regering hånligt og med tilbagevirkende kraft annullerer resultatet for de, der bestod den diskriminerende og eskluderende prøve, og altså slap igennem nåleøjet for den eksklusive definition af "danskhed", som giver én ret til rettigheder privilegier. De der nu har bestået "danskhedstesten" (som iøvrigt ikke er en test i faktuel viden) får nu deres resultat annulleret og skal op i en ny og endnu tåbeligere test. Én ting er at den danske regering bevidst arbejder på at skabe flere rettighedsløse mennesker. Men at håne de, der allerede har bestået dens idioti, og fratage dem de rettigheder, de var på vej vil at få, dét er ondt. Det tjener intet formål, og det er ikke bare at påføre folk smerte uden grund men samtidig at le hånligt af deres smerte, og denne handling viser, at det aldrig var meningen at nogen skulle kunne bestå prøven: de skulle bare ydmyges.

2) En definition af ondskab må også inkludere mishandlingsministerens hånlige kommentarer til afstraffelsen af uskyldige i form af kollektiv afstraffelse. Idag vedtog en lov, der ophæver demokratiet, med det erklærede formål at pine nogle mennesker resten af deres liv, selvom regeringen nægter at vise, at de har gjort noget galt. Det alene er på grænsen til ondskab, men da Ministeren for Kollektiv Afstraffelse idag kommenterede, at hun da var ligeglad med, at flere uskyldige mennesker også vil blive ramt af denne utålelige lov - nej, at hun ligefrem synes, det er "OK" at straffe uskyldige, og sågar lyver om hvad ofrene har lov til, så er det helt afgjort et eksempel på ondskab.

3) Men det mest nedrige eksempel på rendyrket ondskab i dagens nyheder det er, at regeringen op til jul udsender et trusselsbrev til barmhjertighedsorganisationer om, at de vil blive straffet af staten, hvis de giver lidt varm mad, en kop kaffe, en seng eller lidt varme til en hjemløs, forfrossen, sulten og fattig udlænding. Arbejdere fra Østeuropa er som bekendt andenrangsmennesker, som selvom de er EU-borgere ikke har samme rettigheder som andre EU-borgere i Danmark. De må således ikke modtage nogen form for offentlig støtte, hvilket altså ifølge regeringen betyder, at herberge for hjemløse og lignende institutioner, der forsøger at sprede lidt varme til de, der absolut ikke har andet, vil miste deres offentlige støtte, hvis de udviser barmhjertighed over for folk fra Østeuropa, der kommer til dem som sidste udvej. Føj for den lede! En sådan smålighed, hvor man ikke alene selv mishandler andre, men forbyder tredieparter at lappe lidt på såret, det er satme ondt i alle ordets - filosofiske, moralske, metafysiske og religiøse - betydninger.

Egentlig tror jeg ikke som sådan på begrebet Ondskab. Men efter den tredie historie i dag, så er jeg næsten ved at skifte mening. Jeg kan ikke finde anden forklaring end simpel "ondskabsfuldhed", når staten på denne smålige måde at drejer armen om på folk og forbyde dem at udvise simpel barmhjertighed. Regeringen har jo ingen egen-nytte af dette - ikke engang den nytte de nyder i form af at styrke deres populistiske, nationalistiske og antidemokratiske profil. Det er ikke egen-interesse, som tilfældigvis går ud over andre, men slet og ret at skade andre uden andet formål end at skade dem. Det er altså ikke kynisme, grådighed eller magtbegærlighed eller nogen af de andre ting der kan få folk til at gøre andre ondt. Det er simpelthen bare at gøre ondt med det formål at gøre ondt. Der kommer intet godt ud af det for nogen. Politikene må altså have et ønske om at udbrede lidelse som et mål i sig selv. Og det må vel leve op til en definition på ondskab, hvis ordet skal have en ikke-religiøs mening.


tirsdag den 16. december 2008

De er i krig mod de vestlige værdier

Jeg har sagt det flere gange før - ligesom mange andre har gjort. Det er et rigtig trælst emne - det at der er folk i vor midte - danske statsborgere(!) - som med vold og magt vil smadre alt, hvad vore samfund står for. Diktatur-forherligende, bagstræberiske og uoplyste folk, som ikke deler vores værdier, ikke respekterer demokratiet, den danske grundlov, menneskerettighederne eller andre "vestlige værdier". De befinder sig simpelthen på et andet kulturelt stadie, som ligger før oplysningstiden, og de hader alt der er dansk, vestligt og demokratisk... som George W. Bush sagde, om terroristerne: "de hader os på grund af vores demokrati, vores frihed". Det drejer sig ikke om "fremmede" mennesker, i lande langt væk fra Danmark, eller om folk, som er kommet hertil for nylig. De ligner "os" til forveksling, og de går rundt omkring i vore samfund som alle os andre, mens de lægger planer til ødelæggelsen af det samfund, de lever i. Flere af dem har endog særdeles stor magt, og den danske regering støtter dem aktivt.

Det burde være åbenlyst for enhver, hvem udgør den største trussel mod "de vestlige værdier" og "danskheden". Nogle af de mest magtfulde mennesker i Danmark er også nogle af de mennesker i Danmark, der fører an i deres fundamentalistiske krig mod demokratiet og menneskerettighederne og sågar den danske grundlov.

Du kan kende disse fjender af det danske samfund ved, at det er dem der smykker sig i Dannebrog og råber højst op om hvor danske de er, mens de forsøger at omgøre århundreders europæisk og dansk politisk historie, smadre vore traditioner og institutioner, og føre os tilbage til en middelalderlig kultur, hvor ingen har nogen rettigheder. Og du kan kende fjenderne af det borgerlige demokrati ved, at de kalder sig "borgerlige" eller "liberale".

Man græmmes!


onsdag den 10. december 2008

Videnskabsjournalistik og primitiv retfærdighed

Elendig videnskabsjournalistik er noget, der ofte går mig på. Elendig journalistik går mig generelt på, men videnskabsjournalistik er så underprioriteret et emne i de fleste danske medier, at det ofte nærmere ryger over i petitesse-afdelingen sammen med kändis-sladder og "skøre nyheder fra verden". Og desuden er det et emne, som sjældent kan "forsvare sig" - der er ikke mange, der protesterer, når medierne maltrakterer en videnskabelig historie. Jeg læser af gode grunde ikke alle danske aviser jævnligt, men mit indtryk er, at Berlingske Tidende som en af de eneste faktisk har journalister som tager videnskabeligt stof seriøst, og den anden af de aviser, jeg jævnligt læser, Politiken, aldeles ikke har det. En avis må jo prioritere sine ressourcer og kan altså ikke dække alt stof, men så er spørgsmålet, om det ikke er bedre helt at lade være, istedet for at forsøge at skrive om noget, man ikke er istand til at skrive om?

Værst - og helt utilgiveligt - bliver det, når journalisten ikke bare fejlrepræsenterer det videnskabelige stof, men sågar drager sine helt egne amatør-"videnskabelige" konklusioner og skriver dem ind i artiklen, som om de faktisk havde noget at gøre med den omtalte undersøgelse, rapport osv. Det kan man se et eksempel på i dagens udgave af Politiken, hvor sports-, sladder- og kriminal-journalisten, Michael Bech, gør sig selv til evolutionsbiolog.

Artiklen "Hunde kræver retfærdighed" handler om et interessant østrigsk studie, som endnu er behæftet med mange usikkerheder, men er endnu et i en lang række, der bekræfter at mennesket ikke er det eneste dyr, som har en sans for retfærdighed.

Forsøget går kort fortalt ud på, at lade hunde gøre "kunster" - i dette tilfælde at gi' pote - henholdsvis med og uden belønning. De fleste af de pågældende hunde er glade for at give pote både med og uden belønning, når de testes enkeltvis, men hvis forsøget gøres med flere hunde samtidig, hvor den ene hund modtager en belønning for sit trick og den anden ikke gør, så vil den uretfærdigt behandlede hund blive utilfreds og langt mindre villig til at samarbejde. (Læs om eksperimentet her)

Retfærdighedsans handler altså om at være tilfreds eller utilfreds med et bestemt forhold og ikke bare den pågældende belønning. Belønningen kan være fin nok i sig selv under normale omstændigheder, men når man ser, at andre belønnes højere for det samme arbejde, så ændres vurderingen, idet det lidt mere abstrakte forhold - den ulige fordeling - ikke er tilfredsstillende.

Lignende forsøg har givet samme resultater med primater, som dog har udvist en mere kompleks retfærdighedssans. Hundene i omtalte forsøg var nemlig tilfredse så længe de fik en belønning, men de var ligeglade med kvaliteten af denne belønning: Når den ene hund fik et stykke pølse mens den anden måtte "nøjes" med rugbrød var der ingen utilfredshed. Frans de Wall (zoolog med speciale i primaters adfærd) har derimod lavet forsøg med Capuchin-aber, som viser, at de ikke vil finde sig i at blive spist af med et stykke agurk, der ellers normalt er udemærket, hvis deres sidemand får en lækker vindrue. (Læs om eksperimentet her)

Der er intet revolutionerende i disse opdagelser. De er tværtimod praktiske bekræftelser, at hypoteser og observationer, der har været fremført lige siden den moderne biologi blev født. Både Darwin og Kropotkin var klar over disse forhold, og mente, at den menneskelige etik og retfærdighedssans må være baseret på evolutionært tidligere paralleller. Alle dyr, der lever i flokke med social organisering har brug for at den sociale organisering fungerer optimalt, og der er derfor ikke noget underligt i, at de udvikler en sans for retfærdig behandling. Mennesket er et socialt dyr, og var det længe før vi overhovedet var mennesker, så det skulle være underligt om ikke, vi har taget vore fornemmelser for den slags med fra tidligere mere primitive instinkter.

Det østrigske forsøg med hunde bekræfter altså blot endnu engang, at mennesket ikke er det eneste dyr, som bliver fornærmet over ikke at blive ligeligt behandlet.

Derfor er det underligt - og helt forkasteligt - når Politikens Michael Bech tager en videnskabelig pressemeddelelse og tilføjer sine egne lægmandstanker, som faktisk er direkte modsatte af den videnskabelige konklusion og diskussion. Han indleder sin artikel med at påstå, at denne primitive retfærdighedssans slet ikke er så naturlig, som evolutionsbiologer ellers er forholdsvis enige om, at den er. Næh, ifølge journalisten er hundenes reaktion nemlig blot noget, de har lært af menneskene, der har holdt dem som kæledyr.

Han indleder således sin artikel med:
"Hunden er ikke bare menneskets bedste ven.
Hunden har også lært af menneskelig adfærd i de mange år som kæledyr med tæt kontakt til os og vore vaner."


Hunden er et gennem-socialiseret dyr, der er udviklet i tæt sammenhæng med menneskets biologiske og kulturelle udvikling, så vi kan selvfølgelig have påvirket hinanden, men jeg syntes nu alligevel, at den sætning var lidt underligt, og der er så vidt jeg kan se absolut intet i den oprindelige pressemeddelelse, som refereres i Politikens artikel, der antyder, at hundenes retfærdighedssans skulle være noget, de har fra "lært" fra mennesket. Der er heller ikke nævnt noget om det i de mange andre medier, der har bragt historien. Det er simpelthen noget journalisten selv finder på - og derved gør han sig ikke alene til ekspert i evolutionsbiologi men også en særdeles kontroversiel en af slagsen, da han dermed angriber Darwins hypotese om at primitive moralske instinkter er udviklet naturligt som konsekvens af alle sociale dyrs sociale behov.

Hvorfor er dette noget at hidse sig op over, spørger du måske? Tjah... for det første så er videnskabsjournalistik som sagt et emne, jeg føler et behov for at kritisere, da det er et emne, der ofte maltrakteres og underprioriteres, og som sjældent forsvarer sig selv. Ligeledes er det et emne, hvor det er de færreste læsere, som umiddelbart kan se om en journalist, yder emnet retfærdighed, for de ved lige så lidt om det som den journalist, der lirrer en artikel af fra en pressemeddelelse og tilføjer lidt humoristiske kommentarer uden at have nogen forståelse for emnet. Det er kort sagt et emne, hvor journalister generelt har alt for frit spil til at skrive det rene vås.

Men for det andet, så er det jo en frygtelig fejltagelse, Michael Bech promoverer her. Han gør det sikkert ikke med vilje, men han lægger jo direkte op til at konkludere det sædvanlige vås, som ikke hører hjemme i moderne biologi eller menneskelære, at mennesket er et særligt ophøjet væsen, som har en række over-naturlige evner - etik, retfærdighed, social indsigt osv. - som ikke kan forklares naturligt. Hvis hundene er nødt til at "lære" deres retfærdighedssans fra mennesker, hvor stammer menneskenes retfærdighessans så fra? Gud? Staten? Den sociale kontrakt?

Virkeligheden forholder sig nærmest omvendt: Det er ikke os, der lærer de primitive dyr retfærdighed. Vi har tværtimod "lært" det fra de primitive dyr - nemlig vore forfædre, som før vi kom til også levede i sociale samfund med behov for organisering, social balance og retfærdighed. Det er ikke noget "mystisk", som ikke kan forklares, eller som skal komme ovenfra via en særlig Menneskelig Fornuft. Det er et helt naturligt fænomen, som vi naturligvis har tilpassset til vore liv og vore samfund - med al den kompleksitet, som følger med det.


Pligt vs Nydelse - eller filosofi vs virkelighed

Ha! Det her er så sjovt og ironisk... og den stakkels professor er nok allerede nu godt træt af at blive mindet om, hvor sjovt og ironisk det er: Professor i filosofi ved University of London, Anthony Grayling, skulle for nylig holde foredrag ved Richmond Litteraturfestival, hvor han skulle præsentere sin seneste bog "The Choice of Hercules", som handler om forholdet og dilemmaerne mellem nydelse og pligter i det 21. århundrede. Biletterne til foredraget var udsolgt og salen var fuld, men filosoffen dukkede aldrig op til sit eget fordrag om, hvor vigtigt det er at gøre sin pligt.

Den stakkels professor havde taget fejl af datoen, og det kan jo ske for den bedste (hvis man ikke har en sekretær, der planlægger ens kalender), men det er alligevel sjovt. Læs mere i lokalavisen for Richmond-området.

lørdag den 6. december 2008

Lænestolsaktivisme og virtuel indflydelse

Er du medlem af en eller anden god "sag" på Facebook eller andre (a)sociale communities? Kan du ikke lade være med at give din "mening til kende" ved at trykke på en knap, når avisernes hjemmesider har en eller anden "meningsmåling"? Må du bare skrive under på de internet-underskriftsindsamlinger, der finder sted for ting, du går ind for (eller er imod)? Er det vigtigt for dig, at ingen idiotisk ytring noget sted på internettet står uimodsagt?

Der var engang, hvor dovne hoveder, som ikke kunne forestille sig at organisere sig sammen med andre mennesker i virkeligheden og tage de knups det kan give at kæmpe for sine interesser, men som dog selv syntes at de var så vigtige at de måtte sætte deres præg på Verden i forhold til alle mulige emner, havde to muligheder: De kunne sætte en stemme en gang hvert fjerde år og føle, at de var en del af den demokratiske beslutningsproces, og de kunne skrive læserbreve, og forestille sig at deres yderst intelligente synspunkter blev læst og forstået og taget til sig.

Idag er det endnu lettere at føle, at man er vigtig, uden at løfte en finger, og uden at have en tøddel af egentlig betydning. Man kan klare det hele foran sin computerskærm og opbygge en identitetsfølelse som en "rigtig aktivist". Den slags hedder vist på dansk "lænestolsaktivisme". På engelsk er der et nyt udtryk: "slackitivism" - altså "aktivisme" for dovne driverter.

Jeg ved godt, at det ikke gør hverken til eller fra i virkelighedens verden. Alle disse "giv din mening til kende" på internettet er blålys, der ikke gør hverken fra eller til, men alligevel kan jeg heller ikke lade være med at klikke på den forbandede knap, der beder mig om at fortælle hvad jeg synes om dit eller dat. For eksempel: Jeg har ikke fjernsyn, men ser af og til tv-shows på nettet, hvor der er stationer, som også fungerer økonomisk ved at have reklame-afbrydelser (meget kortere afbrydelser end i normalt amerikansk TV). Her kan man så under afbrydelsen klikke på "I liked this commercial" eller "I did not like..." og efter den fyrretyvende gentagelse af et eller andet typisk sexistisk eller andet tåbeligt reklame-budskab kan jeg ikke dy mig for at klikke "NEJ, jeg bryder mig ikke om den", selvom jeg ikke har den fjerneste tro på at det skulle hverken afskaffe denne reklame eller gøre en dyt ved sexismen i samfundet. Det samme gør sig gældende i et hav af andre tåbelige "gør en forskel ved et klik" fænomener på internettet.

På Facebook og lignende "communities" kan man for eksempel blive medlem af alle mulige mere eller mindre politiske grupper. Nogle af disse bliver faktisk brugt som et organiserings- og kommunikationsværktøj, og er dermed midler til virkelig aktivisme. Men langt størsteparten af dem fungerer udelukkende til at påklistre sig selv et mærkat og give sin virtuelle brugerprofil en slags aktivist-identitet - lidt ligesom at have et badge på i virkeligheden for en eller anden sag, hvilket er noget man kan gøre uden egentlig at gøre noget aktivt. Dermed mener jeg ikke, at badget som holdningstilkendegivelse er noget negativt, men forhåbenligt bør det kunne tolkes som, at bæreren af det faktisk er aktiv og gør en forskel udover at bære dette mærkat, for ellers er det jo tomt og udhuler selve budskabet.

Alt dette er et lidt sjovt fænomen, som man kan håne og latterliggør. Men i bund og grund er det jo ikke andet end en ekstrem videreførsel af selve det parlamentariske demokrati. Det er jo også lidt latterligt, hvis man føler sig vigtig og indflydelsesfuld, når man afgiver en stemme en gang hvert fjerde år, hvis det er alt, man gør for at påvirke det samfund, man lever i. Der er intet galt i at stemme - hverken til et Folketingsvalg eller ved noget fjollet internet-halløj, og der er intet galt i at vise sin "politiske identitet" hverken IRL eller online - og da slet ikke, hvis disse ting følges op med alle mulige former for social og politisk bevægelse ude i "virkeligheden" (her er Folketinget og lignende institutioner placeret i en gråzone mellem virtuel og reel "reality").

Men det er og bliver at holde sig selv for nar, hvis man tror, at det i sig selv er mere end det er. Stemmeafgivelse og lignende fænomener kan eventuelt være med til at give en falsk fornemmelse af indflydelse - og en falsk idé om retfærdig magtfordeling - som forhindrer folk i at presse på for virkelige forandringer, sand indflydelse og reel retfærdighed. Og hvis det nu er sandt, så kan man jo tænke over, hvilke konsekvenser dette nye fænomen med konstant virtuel meningstilkendegivelse, har for det virkelige folkelige demokrati.


fredag den 5. december 2008

Truslen mod det liberale demokrati

Der findes ingen borgerlige liberale partier i Danmark længere. Det er en kendsgerning. Liberalismen er så godt som død i Danmark, og man skal besynderligt nok ud til venstrefløjen, hvis man vil finde en rest af de liberalistiske kerne-værdier i dansk politik. Der er borgerlige i Danmark, som klager over, at partiet Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har fået nogle små-socialliberale træk såsom accept af velfærdsstaten. Jeg er langt mere bekymret for den kendsgerning, at partiet især under Anders Fogh Rasmussens ledelse har solgt ud af de helt essentielle liberalistiske politiske værdier såsom det ubetingede forsvar for retsstaten, magtens tredeling, parlamentarisk-demokratiske beslutningsprocesser, mindretalsbeskyttelse, politisk og ikke kulturelt begrundet lovgivning, lige rettigheder for alle og statens udeblivelse fra den personlige sfære.

Som venstreorienteret er jeg ikke enig i alle disse liberalistiske kernepunkter. For eksempel er opdelingen mellem personligt og politisk ikke så åbenlys, ligesom beslutninger sagtens kan tages på mere demokratisk vis end via repræsentativ parlamentarisme og liberalismen er bestemt ikke den eneste eller bedste model, der kan beskytte individets og fællesskabets frihed og velfærd.

Men liberalismen er ligesom udgangspunktet. Det er her, vi tror vi er, og det er herfra vi måske kan komme videre. Og et liberalt retssamfund er efter min mening langt at foretrække fremfor kulturalistiske nationalistiske essentialistiske stater med arbitrær og uigennemskuelig lovgivning vendt mod udvalgte dele af befolkningen baseret på magthavernes eller den kulturelle elites tilfældige præferencer.

Det ville ærligt talt være rart, hvis det var sandt, at vi levede i et liberalt demokrati. Så kunne man ligesom tage kampen derfra og forsøge at udvide dette demokrati. Istedet er Danmark de facto ved at blive omdannet til et af de ovenfor beskrevne regimer, hvor almindelige principper for retssikkerhed og lovgivning ikke længere eksisterer - og det er Danmarks såkaldt "liberale" parti, som fører an i kampen. Partiet Venstre er truslen mod det danske liberale demokrati.

Og den anti-liberale bevægelse føres helt fra toppen af partiet. Liberalisme betød engang ting som:

-

at staten ikke lovgiver om påklædning og lader faggrupper definere sine egne beklædningsregler.
. Det ville nemlig være at overskride, hvad det er tilladt at lovgive omkring, hvis det ikke kan påvises at være et fælles rettigheds- eller sikkerhedsanliggende.

-

at regeringen og politikere ikke blander sig dommerstandens afgørelser og forsøger at påvirke disse andet end ved at udfærdige de konkrete love, dommerne dømmer efter.
Det ville nemlig være at overskride den opdeling af magtens institutioner, som er essentiel for at Danmark kan kalde sig et demokrati i liberal forstand.

- at borgerne ikke behandles som potentielt kriminelle, og altså ikke kan tilbageholdes af politiet uden begrundet mistanke. Det er en ret afgørende forskel på en retsstat og et diktatur, at alle i et demokrati betragtes som uskyldige som udgangspunkt og frit kan bevæge sig omkring uden at blive mistænkeliggjort.

- at ingen kan straffes og frihedsberøves i længere tid uden en forudgående fair retssag, hvor anklagerne mod dem er blevet endegyldigt bevist eller kraftigt sandsynliggjort. og at der er proportion mellem forbrydelsens og straffens karakter samt lighed for loven. Igen et kriterie for at man kan kalde noget for et liberalt demokrati eller en retsstat og en af de traditionelle liberalistiske værdier.

- Fik jeg sagt, at ingen liberalistiske politikere ville bruge deres position i den udøvende magt til at påvirke den dømmende magt? (efter den lovgivnde magt har lavet loven)... nåh, det kan ikke siges for tit.

Man kunne blive ved. For eksempel kunne man nævne at særlovgivning - lovgivning der fremhæver en bestemt gruppe - nu er blevet okay. Eller at staten bruges til at fremme en bestemt kultur via lovgivning istedet for at være en retsstat for alle borgere uden skelen til andet end statsborgerskab og bopæl, som ville være sådan man lavede love i et liberalt demokrati. Og man kunne blive ved... Men det korte af det lange er, at partiet Venstre på ingen måde er hverken liberalt eller liberalistisk.

Man kan sagtens være liberal(ist) og gå ind for større eller mindre grader af social sikkerhed og velfærd. Men man kan ikke være liberalist, hvis man har skrottet ideologiens helt essentielle politiske kernepunkter. Liberalismen er en teori om statens rolle over for borgerne - og det danske regeringsparti har afgørende forkastet denne teori. Det er de naturligvis (desværre) ikke alene om, men de er nu engang regeringspartiet og - hvad værre er fra et 1984-orwelliansk synspunkt - det parti, der kalder sig "Danmarks liberale parti".

Jeg skrev for et par år siden en opgave (se kortere version her) om migration og flygtningepolitik, hvor jeg kom ind på, at det er ganske rigtigt at vore samfundsstrukturer og demokrati er truet, men at det er kampen mod migraterne og flygtningene, som underminerer vore samfund. Vestlige regeringer fører nemlig krig mod flygtninge og migranter i en sådan grad, at de opgiver de demokratiske principper, som er afgørende for også borgernes retssikkerhed.

Det er sådan en analyse, det er trist at finde ud af, at man havde ret i.



Klima-chok

Det ubetinget bedste ved at være gift med en videnskabsperson, er alle de mange internationale konferencer i tide og utide, hvor turen kan forlænges med en mindre ferie. Jeg er netop kommet hjem fra en lille ferie (i forlængelse af hustruens vulkan-konference) i det østlige Yucatan, Mexico. Det bød på tropisk badestrand, pastelfarvede drinks, jungle og maya-ruiner, krokodiller, firben og slanger, ekstremt dyre turistfælder og frem for alt: sol og varme. Rigtigt mange, der bor i Alaska, tager på ferie om vinteren i enten Mexico eller Hawaii for at lade lidt op og ikke gå helt i hundene i den mørke vintertid, hvor man må kæmpe sig igennem snedriver og is, hvis man bevæger sig udenfor. Jeg ved ikke, om det er så god en idé; ihvertfald giver det noget af et chok, når man vender hjem fra troperne til en halv meter sne og -20 grader.

Lufthavnen i Cancun, Mexico, november 2008.


Lufthavnen i Anchorage, Alaska, november 2008