lørdag den 17. januar 2009

Følelser, fornuft og den menneskelige hjerne

Personlige noter fra læsningen af:
Antonio Domasio: Descartes’ Error: Emotion, Reason, and the Human Brain, New York, Grosset/Putnam, 1994.

Antonio Domasio er neurolog med speciale i personlighedsforstyrrende hjerneskader. Gennem sit mangeårige virke med patienter og sammenligning med raske test-personer har Domasio set visse mønstre i menneskets rationelle processer, erkendelse og beslutningsprocesser. Alle videnskabelige tegn tyder på, at adskillelsen af tænkning og følelser, hjerne og krop osv er forkerte. Hjernen har brug for kroppen og tænkning har brug for følelser. Patienter med nedsat følelsesevne eller manglende forbindelse mellem krop og selvbevidsthed har også problemer med ellers non-emotive og "rent rationelle" beslutningsprocedurer.


Dette er mine personlige noter fra min læsning af bogen, tal i paranteser er sidetal fra ovennævnte værk. Noterne kommer uredigeret og i én lang køre. Jeg har ikke taget noter til alle kapitler - primært mangler de sidste få kapitler, der mest har form af spekulative konklusioner og filosofiske perspektiver, som allerede indgår i selve den videnskabelige gennemgang.



CASES

Phineas Cage (1844)
Jernbanearbejder, USA. Eksplosionsulykke. Fik metalstang gennem hovedet.
Overlevede uden alvorlige ”fysiske” mén. Motoriske evner intakt.
Men en skade i den prefrontale cortex viste sig at forårsage manglende evner til social adfærd samt manglende evne til at planlægge sin fremtid, økonomisk m.v. Begge egenskaber, Phineas Cage tidligere besad.

”Elliot”
Domasios patient. Hjernesvulst kureret, men efterlod skade i frontal-lappen.
Al ”intelligens” var tilsyneladende i behold, men ligesom Phineas Cage mistede han evnen til dels at foretage smarte økonomiske beslutninger og udvise normal moralsk adfærd.
Dette hang sammen med andre symptomer: Han havde mistet evnen til at prioritere sine aktiviteter – han ville gentage den samme ligegyldige proces igen og igen uden at kunne se hvornår den ikke gav mening mere – og han havde mistet evnen til at føle.
Tests viste, at han var i fuld besiddelse af teoretisk viden om sociale, etiske og økonomiske konventioner, processer og konsekvenser, men når han skulle træffe virkelige valg, gik det alligevel galt. Hans manglende proportionssans og manglende følelser gjorde, at han foretog ”irrationelle” og amoralske valg, selvom han var i fuld besiddelse af rationalitet og viden. Han bestod for eksempel alle tests om utilitaristisk beregning, men uden følelser blev det ikke omsat til praktisk etiske handlinger. Følelser hænger sammen med prioritering: de afgør, hvad der betyder noget og er vigtigt. Den rene ”rationalitet” kunne altså ikke fungere alene i virkeligheden.

Lignende mønster er konstateret ved andre patienter med lignende hjerneskader:
På trods af intakt viden og intelligens mistede de evnen til at agere socialt ved nedsat følelsesevne. De har ingen opfattelse af sig selv i en social kontekst eller sig selv med en fremtid. Dette må betegnes som en skade i deres ”selv”-opfattelse. (p.58)

Anosognosis
Anosognosis: ikke at erkende sin egen sygdom.
Kommer af skade i højre hjernehalvdel efter f.eks. blodprop/hjerteslag.
Symptomer: Ingen erkendelse af fysiske problemer i venstre del af kroppen. Selv åbenlyse ting som at være lammet og ikke kunne bevæge sin arm. Patienten har ingen erkendelse af at der skulle være noget galt, og hvis man gør vedkommende opmærksom på det, kan han måske godt se, at det er lidt underligt, at armen ikke ”vil bevæge sig”, men han glemmer det igen. Armen ses ikke som en del af personen, men som et fremmed element. Han føler ingen identitet med sin egen krop. (62)
Derudover er der ingen følelser omkring sygdommen og sin situation. Og generelt mangler patienterne følelser. (64)
Dette fører igen til manglende rationalitet og nedsat evne til at planlægge sit liv eller forudse konsekvenser på trods af en tilsyneladende intakt intelligens. De har ingen forståelse af sig selv i en social kontekst eller fremtid.

Et eksempel er den amerikansk højesteretsdommer, William O. Douglas, som i 1975 fik en blodprop i hjernen og blev lam i kroppen. Efter udskrivelse fra hospitalet insisterede han på, at der ikke var noget som helst galt med ham. Men ikke alene havde han ingen erkendelse af ikke at kunne bruge sin krop, han havde også mistet sine sociale evner – han var nu fuld af løgn og pralerier, uanstændigheder og stolthed. Han nægtede at gå af, og efter at være fyret nægtede han også at erkende det. (68)

Konklusion
Rationalitet, beslutningstagning, følelser, prioritering, erkendelse af sig selv som kropslig og som socialt væsen, er alle ting, der hænger sammen og påvirkes af skader i samme områder af hjernen – bl.a. i den præfrontale cortex, og i den højre hjernelap, der også har at gøre med kropsbevidsthed. Andre dele af hjernen har også lignende, overlappende funktioner: det kan ikke isoleres til ét ”center”.
Målrettet tænkning, personlig og social, økonomisk og moralsk beslutningstagning udføres af samme funktioner, som også tager sig af følelser og kropssignaler. Tænkning, følelser, krop og hjerne, hænger sammen og fungerer ikke uden hinanden. (70)


En neurologisk forklaring på tænkning
Rationalitet/planlægning kræver viden, beregning, forudseelse m.v. Disse er ting der har at gøre med kroppens overlevelse. Derfor er det ikke underligt at de har forbindelse til ”kroppens” instinkter, følelser og drifter. (83)
Følelser og instinkter er reguleret af kroppens biologiske neuro-kemi. Forskellige områder i hjernen håndterer forskellige sanseindtryk, viden m.v. Men hos komplekse, bevidste væsner som os er de forskellige centre og reaktioner ikke adskilte og uafhængige – vi har ikke (mange) biologiske automat-reaktioner. I stedet er vi i stand til at have en bevisthed og et fokus, hvor vi fastholder en tanke som et billede i hjernen, hvor forskellige hjerne-aktiviteter er forbunde og koncentrerer sig om det fænomen. Vi kan dermed have forskellige reaktioner til samme handlinger.

Kroppen er en del af ”hjernen” (87-90). Hjernen, nerverne, kemi, hormoner, blodet, celler, huden – altsammen kommunikerer frem og tilbage som én tænkende organisme.

Nogle beslutninger sker automatisk uden bevidsthed. Dette er alt hvad nogle organismer har: autonome nerve-reaktioner.
Men komplekse væsner, der kan navigere socialt og tilpasse sin overlevelse til forskellige omstændigheder får ikke bare sanse-indtryk og automatiske reaktioner. De kan danne mentale ”billeder” – repræsentationer af fænomener som de forholder sig til – dvs. bevidsthed. Disse repræsentationer gør det muligt at planlægge og ikke bare reagere.
Hjernen kan samle op på de mange indtryk og danne et sammenhængende overblik over, hvad der sker i kroppen og i omgivelserne. Dette skaber en følelse, forårsager evaluering, og gør planlægning mulig.
Evaluering, følelser og planlægning kan foretages på baggrund af tidligere erfaringer, ”gemte repræsentationer”, der inkluderer rapporter fra kroppens interaktion med omgivelserne (f.eks. ”gjorde det ondt at røre ved det”). (94)

Det integrerede mentale billede – bevidstheden – er ikke placeret et bestemt sted i hjernen. Det er snarere en funktion af timing og koordinering mellem de forskellige ”centre”, der skaber en tilstand, et mønster, i hjernen, hvor forskellige funktioner af organismen fokuserer på det samme. (94)
Hukommelse – fremkaldelsen af tidligere mentale billeder – er altså ikke ”lagret” som en hukommelsesfil, det er ikke ”gemte kopier af sanseindtryk”. Det er i stedet et forsøg på at genetablered et forudgående mønster. Dette gøres via associationer og følelser: én forandring i hjerne-neuroner aktiverer de omkringliggende neuroner, så de sætter sig i samme tilstand, som de havde sidste gang de var i samme situation. Dermed gendannes et mønster, umend uperfekt, via følelser og påvirkning. Det er nødvendigt for at have hukommelse. (98)

Eksempel (101): En skade i synscentret i hjernen kan også gøre det umuligt at huske ”synsindtryk” som hukommelse samt umuligt at forestille sig synsindtryk. Synsindtryk er altså ikke gemt som ”kopier” i et særligt hukommelsescenter. Hukommelse fungerer ved, at de relevante centre sætter sig i samme mønster som de var ved det, der huskes. Hvis synscentret ikke længere fungerer, så kan der ikke dannes ”visuel” hukommelse. At aktivere sin hjerne til at forholde sig til et bestemt fænomen aktiverer alle de dele af hjernen der har beskæftiget sig med det – også følelserne og evauleringen. Dette gælder ikke blot for hukommelse men også for ”fremtidshukommelse” – altså fantasi og beregning af fremtid, evaluering af scenarier.

Et sanseindtryk, man genkender fra en tidligere situation kan aktivere de andre dele af hjernen til at indtage samme positioner, som de havde dengang, og derved lave samme mentale billede – inklusiv de samme reaktioner.
En tilstand, eller et mønster, der har været dannet én gang skaber altså en disposition til igen at danne det mønster. Det gælder især hvis det var et stærkt indtryk, som var vigtigt for overlevelsessansen eller andre stærke følelser. (102)
Hjernen – medfødt og tillært
(108-113) Vore reaktioner, dispositioner, tanker, mentale billeder etc er alle funktioner af forskellige mønstre i vore neuroner og synapser i hjernen m.v. Dette er naturligvis ikke forprogrammeret. (Vi har 100.000 gener men over en trillion synapser).
Nogle af hjernens mønstre og reaktioner er dog genetisk determinerede. Hjernestammen, hypothalamus m.v. Disse har medfødte mønstre. De regulerer basale korposfunktioner såsom åndedræt, blodet, fordøjelse m.v.
Men også ting, der har at gøre med overlevelse i mere bred forstand, idet de automatisk udsender hormoner som adrenalin, dopamin m.v. i situationer, hvor de (eller andre dele af hjernen) vurderer, at kroppen er i fare. Dermed aktiverer de en bestemt tilstand i hjernens og kroppens andre dele – følelsen af fare e.l. bliver et element i alle andre kropsfunktioner og tanker.
Denne autonome ”reptil-hjerne” er ikke i sig selv nok til en bevidsthed. Den kan ikke danne mentale billeder, men den påvirker bevidsthedens billeder. For at danne mentale repræsentationer har vi brug for vores nyere hjerne.
Den nyere hjerne (b.l.a. frontal-lapperne) er ikke forprogrammeret, men plastisk. Den kan ændre dispositioner og danne mønstre baseret på erfaring. Men den gamle hjerne er med til at danne disse erfaringer og mentale billeder, og den sætter sit præg på dem ved at evaluere dem udfra bl.a. et overlevelsesperspektiv. Bevidsthed og rationalitet og erfaring er altså også noget, der dannes med indflydelse fra den ”primitive” medfødte overlevelsessans.
”Reptil-hjernen” tilføjer værdimæssig evaluering – godt/ondt, farligt/rart osv – til erfaringer og mentale repræsentationer ved hjælp af bl.a. instinkter og medfødte processer. Dertil kommer, at fænomener også evalueres via association, hvis de forekommer nært i tid og rum til et fænomen, der allerede er evalueret (117).

Rationalitet – sortering af sanseindtryk, beregning af handlinger m.v. – sker altså ikke uden følelser og ikke uden den del af hjernen som evaluerer. Og hjernens evaluering hænger sammen med kroppens reaktioner – evaluering sker for at hjælpe kroppen med at overleve. Kroppens reaktioner sker ved at den navigerer i omgivelserne. Rationalitet er altså lige så følelsesmæssigt og kropsligt og afhængigt af at have en krop, med følelser, som kan bevæge sig omkring og interagere. (118)
Adskillelsen af krop og sind, af krop og hjerne, af tanke og følelse osv er altså lige forkert.


Instinkt vs socialitet
Den ”gamle” hjerne regulerer instinkter for overlevelse. Sult -> spis, fare -> flugt osv.
Men for at navigere i en kompleks (social) verden kan vi ikke nøjes med disse automatiske reaktioner.
Vi har en nyere mere kompleks og plastisk hjerne, som kan veje ønsker og drifter op imod hinanden, udskyde dem, forkaste dem, evaluere dem i forhold til sociale regler og konsekvenser etc. Samfundsmæssige og sociale normer kan ikke reduceres til biologi – de eksisterer ikke i et isoleret biologisk individ, men dannes mellem sociale individer i grupper. Hertil bruges den nyere, fleksible hjerne.
Samspillet mellem de førprogrammerede biologiske instinkter og den sociale hjerne gør det muligt at tilpasse sig skiftende miljøer og komme med nye reaktioner til forskellige situationer. De fleste sociale og moralske regler er dog nødt til at harmjonere med de biologiske instinkter, hvis de skal sikre overlevelse og livskvalitet.

Rationalitet eller socialitet er ikke noget, der er i modsætning til biologiske instinkter. Det skal fungere sammen. Fysiologisk er der argument for dette, da folk med en udviklet neo-cortex (del af hjernen der er vigtig for sociale relationer) også ofte har en stor hypothalamus (den ”primitive” ur-hjerne, der regulerer instinkter). (128)


Instinkt -> følelse -> rationalitet
En kropslig automatreaktion, såsom at gemme sig for større dyr, er smart for individets overlevelse. Dette behøver ikke at være nogen bevidst reaktion, men kan være lige så autmatisk som kroppens funktioner.
At kombinere denne reaktion med bevidsthed er lig at have følelsen frygt. En følelse er at have et bevidst forhold til sin kropslige reaktion. Herved er det muligt at reagere mere fleksibelt og strategisk. F.eks. er det måske ikke det smarteste at flygte. Følelser som denne er vigtige for at udvikle og igangsætte rationelle, beregnende, processer. (132)

Primære følelser – de, der er rettet direkte mod en ting eller et fænomen – styres bl.a. i hjernens amygdala (134). Men mere komplicerede og abstrakte følelser er f.eks. rettet mod kategorier og begreber, som så har relation til de primære følelser. De gør det muligt at have moralske principper samt at tænke abstrakt. Dette kræver flere dele af hjernen, heriblandt den præfrontale cortex. Men stadig med basis i amygdala.

Det er bl.a. de sekundære følelser, som kan være beskadiget hos folk med hjerneskade i den præfrontale cortex i de første casesDisse personer reagerer ofte instinktivt og helt normalt i situationer, hvor de direkte udsættes for fare, men de har ikke forbindelse mellem tænkning og følelser, eller mellem individuelle reaktioner og generelle principper.
Folk med skade i amygdala har til gengæld problemer med begge ting. De har hverken primære eller sekundære følelser. De mere abstrakte følelser bygger på de primære instinkter.
Til de mere værdi-baserede og principielle overvejelser har kroppen altså brug for den samme del af hjernen som den også bruger til instinktive reaktioner. Den præfrontale cortex – eller den rationelle og ”sociale hjerne” – er nødt til at samarbejde med den gamle primitive hjerne, som godt kan fungere alene.


Beslutninger, følelser, rationalitet
Man kan skelne mellem forskellige typer af beslutninger, men man kan ikke drage et klart skel. Alle væsentlige beslutninger involverer et element af følelser og kropslighed – og dette er ikke skadeligt for rationaliteten, tværtimod. Her er 3 forskellige scenarier (166-):

1) Ubevidst og automatisk: Dit blodsukker falder, det registreres og kommunikeres af dine celler -> din hypothalamus reagerer og udsender de kemiske signaler, der aktiverer dit ”jeg er sulten” system. Det er stadig op til dig at skaffe føde, men des mere denne tilstand varer ved, des mindre fungerer din bevidste rationalitet, og hele din hjerne og krop vil fokusere på at løse sulten. Det er dog selve den kropslige, kemiske førstnævnte proces, der er rent automatisk og ubevidst.

2) Tillærte reflekser: En faretruende og akut situation registreres af dine sanser (f.eks. et stort objekt på ved mod dit hovede med høj hastighed). Uden at tænke og uden at nå at blive bevidst om det dukker du dig. I øjeblikket var det en instinktiv reaktion, der blev udført uden tid til tænkning, men den er nu delvist tillært, idet den afhænger af kroppens tidligere erfaringer med at navigere i verden, hvor den bl.a. har dannet reflekser og vigtige lyn-reaktioner. (Det svarer lidt til ikke længere at være bevidst om at læse)

3) Komplicerede dilemmaer: I en kompleks situation med flere mulige valg og svært gennemskuelige konsekvenser kommer automat-reaktionerne til kort. Forskellige scenarier må fremkaldes for bevidstheden og vurderes. Det er denne type af beslutninger, som Rationalisterne (Plato, Descartes, Kant m.v.) ofte forestiller sig, når de taler om den ophøjede ”ikke-kropslige” rene fornuft. Men selv sådanne beslutninger må stadig benytte refleksive følelser og instinktive evalueringer.

Der er 2 modeller for hvordan en sådan beslutningsproces foregår. Den ophøjede rationalisme (171) antager, at man i en sådan situation som en computer gennemgår, gennemskuer og beregner alle tænkelige scenarier og deres mulige konsekvenser og/eller principper, og så vælger den bedste med sin rene fornuft. Dette ville dog tage en evighed, og ingen beslutning ville kunne tages nogensinde – især ikke når man er i et reelt dilemma, hvor to beslutninger netop begge er problematiske eller gode.

Domasio mener i stedet, at en bedre model for sådanne beslutninger involverer en ”somatisk markør” (173), hvor visse scenarier og handlemuligheder automatisk og instinktivt filtreres og fravælges af ”kroppens” (dvs. de instinktive følelsesfunktioner med hjernesynaps-mønstre, nervesystem, hormoner etc) dannede normative og overlevelses-instinktive system, så der er færre reelle muligheder at overveje for den ”rene tænkning”. Der er en automatisk filtrering af de ”acceptable” valg og nogle muligheder er helt ”utænkelige” fordi kroppen automatisk har filtreret dem fra til overvejelse. Dvs. at den kognitive og den emotive proces er partnere i beslutningstagning og tænkning (175).


Den somatiske markør
Under opvæksten, erfaringer, opdragelse, socialisering osv foretages handlinger, der resulterer i belønning/straf – ros, skam, kritik, smerte, glæde m.v. – fra omgivelserne. Dette skaber en evaluerende hjerne-kropstilstand, som forholder sig til disse positive eller negative konnotationer ved den pågældende handling/situation. Denne evalution ”gemmes” som disposition, der kan genfremkalde den pågældende evaluering/følelse senere, når lignende scenarier overvejes. Dette er den ”somatiske markør” – den pågældende tanke er markeret med en kropslig/følelsesmæssig evalution. Herved kan mulige handlinger hurtigt vurderes og filtreres af ”kroppen” og forkastes/accepteres inden de overhovedet fremstilles for den mere ”rationelle” bevidsthed. (177-180)

(Dette er en evne, der kan mangle hos psykopater/sociopater. Det er ikke at de er ”mindre rationelle” end andre, men tværtimod at de har skader i følelsesmæssige og ”kropslige” funktioner i hjernen eller sindet. Handlemuligheder, der er utænkelige for andre, har ikke samme instinktive evalution og frembringer ikke samme følelser hos dem.)

Den præ-frontale hjerne (den ”rationelle” tænkning) får konstant meddelelser fra mere ”primitive” dele af hjernen og kroppen (både nervesystem, hud, blod m.v.). Meddelelser om ubehag, glæde osv. Disse tilstande ”gemmes” som potentielle ”følelser” der kan aktiveres igen ved blot at den præ-frontale hjerne overvejer lignende scenarier. Ved at tænke på noget, som kroppen af erfaring ved kan være farligt, aktiverer centre som hypothalamus kemiske stoffer, der sætter hele kroppen og tankerne i en ubehagstilstand. Hypothalamus skal sørge for at kroppen overlever og får altså kroppen/hjernen til at koncentrere sig om at undgå det ubehagelige/farlige. (183)

(Egen note: Sartre har altså ikke ret i, det er ”lige muligt” at hoppe ud over en kløft som at lade være. Alle valg er ikke ”lige absurde”. Nogle er sværere overhovedet at tænke på, endsige udføre, end andre: Hele din krop modsætter sig dem.)

En case-story:
Følelser/reflekser/instinkter/somatiske markører påvirker vor tænkning og beslutninger på godt og ondt. Under normale omstændigheder hjælper de os med at overleve og at fungere socialt – samt at udføre rutiner og lære egenskaber som at køre bil, hvor man jo ikke tænker bevidst over alle sine handlinger, men har øvet dem så de sidder ”på rygradden”. For eksempel bremser man instinktivt, når noget kommer ind i ens synsfelt foran bilen, som ikke hører til det normale udsyn.
Men ved unormale omstændigheder, kan de være en hindring. For eksempel er den instinktive reaktion, at bremse op, forkert og farlig under isslag. En af Domasios patienter med præfrontal hjerneskade og nedsatte emotive evner havde dog ingen problemer med at køre under ekstremt glat føre, fordi han netop kørte med bevidst beregning af alle handlinger uden ”rygradsreaktioner”.
Til gengæld var det umuligt for ham, at vælge mellem to ligeværdige datoer for en aftale, for hans hjerne fungerede som en utilitaristisk computer, der gik i gang med at gennemgå alle tænkelige fordele og ulemper ved hver dato, uden at kunne komme frem til en konklusion eller bare træffe et ambivalent valg. Som ved de andre nævnte cases er det tilfældet at skade i det emotive system forårsager manglende proportionssans og beslutningsevne. (193)


Kroppen tænker
Tænkning og beslutningstagning foregår ikke bare med den ”moderne” og den ”primitive” hjerne, men inkluderer det meste af kroppen. Ikke bare nervesystemet men også huden, som er nervesystemets yderste grænse, og kroppens tætteste kontakt til omverdenen. Når svære beslutninger skal træffes, under alvorlig tænkning, der eller når en person udsættes for følelsesfremkaldende situationer, aktiveres visse hjernecentre, hvilket kan registreres ved hjernescanning. Men disse forandringer kan også måles i huden som ændringer i blod og varme. Dette benyttes ved løgnedetektorer. Patienter med præfrontal hjerneskade og nedsat emotiv funktion er derimod istand til at lyve overfor en sådan løgnedetektor.
Når patienter og forsøgsobjekter vises moralsk relevante og følelsesfremkaldende billeder, eller bedes om at overveje moralske dilemmaer, giver dette ændringer i både hjerne og hud hos normale personer, men patienter med præfrontal hjerneskade har hverken de relevante følelser eller de kropslige reaktioner, selvom de er intellektuelt bevidste om det moralsk relevante og kan artikulere det. (209)

At kroppens instinkter kan være mere relevante i forhold til rationelle beslutninger, og overlevelse illustreres af et andet eksempel. Forsøgsobjekter sættes til at spille et gambling-spil, hvor de trækker kort fra to bunker og modtager tilsyneladende arbitrære straffe eller belønninger alt efter hvilket kort og hvilken bunke. Reglerne er simple og konsistente, men uden mening, så de er svære at gennemskue ved ren tænkning. Alligevel vinder normale personer i dette spil og gennemskuer tilsyneladende reglerne, selvom de ikke kan artikulere dem. For hver gang de modtager en stærk ”straf” registreres dette af kroppen, som ser et mønster, der gør at de afholder sig fra den pågældende handling. Også her kan der måles forandringer i hjerneaktivitet, hudens temperatur og blodets cirkulation: en følelse aktiveres, som siger ”gør ikke det igen”. Efter nogle runder spiller de normale forsøgspersoner som om de kendte reglerne, selvom de ikke har regnet systemet ud. Deres krop og følelser ”tænker hurtigere” end deres rene tænkning.
Omvendt har patienter med præfrontal hjerneskade ikke denne reaktion, og de taber i dette spil, fordi de forsøger at regne systemet ud. De har ikke den samme instinktive aversion mod straf, som er nødvendig for at genkende mønstre instinktivt og undgå lignende situationer. (212-217)


Descartes’ fejl
Alt dette er egentlig ikke så underligt. Evolutionen startede med en krop. Et dyr med simple livsfunktioner. Dernæst kom det autonome nervesystem, som kunne få denne krop til at reagere i forhold til omgivelserne (søge mod lys f.eks.).
Den mere bevidste hjerne er naturligvis også intimt forbundet til denne krop og dens forhold til omgivelserne. Det er trods alt det den er udviklet for at tage sig af: at beskytte kroppen og sikre dens overlevelse.
Huden er kroppens ”grænse” til omgivelserne, og spiller dermed en væsentlig rolle for hjernen, idet hjernen konstant skal forholde sig til omgivelserne, som bl.a. registreres af huden (huden er nok det første sanseorgan). Dertil kommer, at kroppen som helhed spiller en vigtig rolle i at registrere omgivelserne, selvet og deres forhold; ved at bevæge sig, føle tyngdekraft, op og ned, balance, hastighed m.v. (229)

Bevidsthed, tænkning og bevidsthedsdannelse er ikke bare at registre input fra omgivelserne via sanseorganer, som hjernen eller bevidstheden som en anden homonculus eller biografgænger så kan observere og forholde sig til. Menneskelig bevidsthed og personlighed dannes ved at inter-agere med omgivelserne, som derved også er med til at danne vor bevidsthed. Den filosofiske ”hjerne i et kar” vil næppe have en menneskelig bevidsthed. Menneskelig tænkning og ”væren” er noget, der foregår og dannes i samarbejde med krop og bevægelse og omgivelser. (227-228)

8 kommentarer:

  1. Jeg har ikke læst hele dit indlæg igennem så bær over mig, hvis du selv kommer ind på det:

    Det er værd at bemærke, at "Elliot" og de andre udviser de kendetegn, som man normalt finder som yderst typiske i en del religiøse sammenhænge: Den engelske "butler"-høflighed, den ironiske afstandtagen til virkeligheden, forestiller sig ting, der ikke er der, selviscenesættende "frelst" adfærd, involverer sig i konflikter, kender ikke grænserne for deres viden, meget dualistiske, selvudråbte vismænd, osv.

    Dette er Damasio ikke selv blind for. I et essay i Scientific American (oktober 1994, frit efter hukommelsen) antyder han, at vores behandling af planeten m.m. kan være udtryk for social hjerneskade.

    SvarSlet
  2. Godt og tankevækkende indlæg. Har selv interesseret mig lidt for de spændende, og det er meget meget spændende, hvordan den cartesiske dualisme, som du skriver, ikke finder megen støtte - læs: Er blevet empirisk tilbagevist - i den moderne neurologi.

    Noget andet, der ikke finder empirisk støtte, er Freuds teori om det ubevidste og fortrængning. Faktisk finder den så lidt støtte, at den vel må betegnes som modbevist, hvad der dog stadig er freudianere og andre, der ikke har fået omkring deres hoved.

    SvarSlet
  3. Nu har jeg læst det. :)

    Der er en detalje, som Damasio fandt vigtig, og som jeg synes, du også bør tage med i overvejelserne:

    Damasios patienter var i stand til at træffe gode og fornuftige beslutninger, når det var en teoretisk situation, der ikke berørte dem selv. Men i samme øjeblik det gik ud over dem selv (f.eks. i et forsøg, hvor de spillede om penge) var de ikke alene ude af stand til at foretage fornuftige valg; de virkede målrettet selvdestruktive. Deres valg var ikke bare uovervejede eller tilfældigt dårlige, men næsten kalkuleret efter at ødelægge sig selv.

    SvarSlet
  4. @wolf: Der er ingen smmanehæng mellem den adfærd, der udvises af patienter som "Elliott" og "irrationelt" tænkende mennesker.

    Den neuropsykologiske teori, der er udarbejdet af Damasio og andre, siger snarere tværtimod: Elliott havde læsion i den orbitofrontale del af det præfrontale cortex. Denne del af cortex har mange forbindelser til amygdala, der spiller en stor rolle ved vredes- og frygt-reaktioner.

    Når de "højere" lag (som afspejler processer ikke helt klarlagte steder i det associative og præfrontale cortex) skal vurdere, om en handling er god eller dårlig, vægtes den efter, hvilken fordel den vil give, hvor "fordel" skal måles efter, i hvor høj grad den vil tilgodese organismens behov.

    En del af denne afvejning foregår i den orbitofrontale cortex, hvor de mulige handlingsmønstre forsynes med en "emotionel ladning", der gives som input til amygdala og fremkalder en "skygge" af frygten for den situation, som konsekvenserne af vores handlinger kunne bringe os i.

    Hvis vi altså står nede i butikken og savler over den allernyeste blærbare med grafikkort og forsiringer og krummelurer og den tanke slår os, at vi kan da bare gå ind og køre den på Dankortet, rammes vi af (en skygge af) den frygt, som vi ville føle, hvis vi pludselig stod midt i måneden og ikke havde nogen penge og ikke kunne betale vores husleje - fordi ikke alene foretager vi en rationel overvejelse af konsekvenserne, men konsekvenserne forsynes også med en irrationel emotionel ladning, der får os til at tage os i agt.

    Denne proces, hvor konsekvensanalysen forsynes med en emotionel ladning, der gives tilbage til amygdala, foregår iflg. Damasios iagttgelser i det orbitofrontale cortex og mangler følgelig ved patienter med læsion her.

    Så problemet med folk som "Elliott" er med andre ord ikke, at de ikke kan overveje situationen rationelt, for det kan de - men snarere, at de ikke får de impulser, der skal sætte dem i stand til at handle irrationelt.

    SvarSlet
  5. Agger: Ja, men det er vel også bare en (mulig) teknisk forklaring på den manifeste, selvdestruktive adfærd.

    Damasio bemærkede selv, at disse patienters adfærd var selvdestruktiv, og det er da værd at notere, at hele vor civilisations fokus på intellekt og rationalitet frem for følelser og "intuition" synes meget støttende omkring "Elliot" som et idealmenneske, der er styret af rationalitet men ikke følelser. En sådan civilisationsindstilling ville vel svare til en "social hjerneskade" af samme selvdestruktive art som den, "Elliots" mere fysiske hjerneskade gav anledning til.

    SvarSlet
  6. Hej Wolf og Agger,

    God debat - i mellemtiden har jeg været væk, men det er rart at bloggen bruges alligevel.

    Det eneste jeg lige har at sige, er til Agger: Når i tilsyneladende er uenige så tror jeg, det ligger i brugen af ordet "rationalitet". Agger, du skriver, at en patient som "Elliot" er fuldt "rationel" og at hans problem består i at være "for rationel". Det er én måde at sige det på, men jeg er lidt uenig i ordvalget. Godt nok bruger vi - i filosofien og andre steder - typisk ordet "rationalitet" som værende i modsætning til det "følelsesmæssige", men jeg tror læren af Domasios studier netop er, at dette billede af hvordan "rationalitet" fungerer, er forkert. Rationalitet forstået som tænkning, planlægning, navigation i verden osv har brug for og består også i det emotive. Følelserne er en del af tænkningen og man ER altså mindre "rationel" (mindre egnet til at kunne navigere kløgtigt i verden) hvis man ikke har sine følelsesmæssige evner i behold.

    I den "gamle" version af ordet - en version vi bør forkaste - har du altså ret: "Elliot" er fuldt rationel, og faktisk over-rationel. Men i en mere sammenhængende (og naturvidenskabelig funderet) forståelse af menneskelig erkendelse, er han tværtimod mindre rationel - fordi han mangler en væsentlig del af den menneskelige rationalitet: det emotive.

    Måske skyldes "uenigheden" altså, at ordet bruges på to forskellige måder?

    SvarSlet
  7. Du skriver rigtig godt, virkelig et godt arbejde du har skrevet. Meget brugbart for terapeutstuderende og for studerende i fysik/kemi da jeg underviser i faget.

    SvarSlet
  8. Tak skal du have, Arne. Det varmer.

    SvarSlet