tirsdag den 6. januar 2009

Identitetsproblemet og politiske bevægelser

Tidligere idag havde jeg en diskussion med Linda her på bloggen, som blandt andet handlede om hvorvidt, det giver mening at give den samme betegnelse til to ting, der er ekstremt forskellige og ligefrem modarbejder hinanden (min tolkning). Nu vil der sandsynligvis altid være dele indenfor den samme bevægelse, som modarbejder hinanden. Det er nemlig et typisk træk at man er mest sur på dem, man har næsten alt til fælles med, for de "burde" jo kunne indse, at de tager fejl på det "afgørende" ene punkt eller to. Sådan et fænomen kan sagtens kaldes "del af den samme bevægelse", eftersom det afgørende jo er, at de netop deler en række essentielle egenskaber, som er nok til at få den samme betegnelse. Men hvis man adskiller sig radikalt fra størstedelen af de mest afgørende elementer i en ideologi eller bevægelse, eller mener at dens hoved-målsætning er helt forkert, så giver det efter min mening ikke mening, at fortsætte med at benytte denne bevægelses navn om sig selv - så må man kalde sig noget andet. Du er velkommen til at sige din mening om dette i denne tråd eller fortsætte debatten i den anden.

Men der er også det modsatte tilfælde: Hvad hvis der er to fænomener - bevægelser, ideologier, teorier e.l. - som deler de fleste af de afgørende elementer, men de betegner sig med forskellige navne? Hvis man i den forrige debat mener, at det skal være helt "frit" rent sprogligt og meningsmæssigt, at kalde sig hvad man vil - også selvom man bruger navnet på en bevægelse, som man egentlig modarbejder og ikke har noget til fælles med - så er det vel også helt "frit" at insistere på, at man er noget helt andet end den bevægelse, som man ellers ligner så utroligt meget, men nægter at dele navn med. Og hvis man omvendt mener - som jeg gør - at navne på ideologier og bevægelser betyder noget og har en mening som ikke bare kan udskiftes radikalt samtidig med at man beholder det samme navn, så må man vel også - som jeg gør - mene, at man godt kan give samme betegnelse til to fænomener, der ikke selv kalder sig det samme (jeg mener sagtens at bevægelser og betegnelser kan skifte indhold, så længe omformningen tager udgangspunkt i at den bygger videre på samme bevægelse).

Dette modsatte spørgsmål om to fænomener, der deler samme mål og kerne-værdier men kalder sig noget forskelligt, dukkede pludselig op en times tid efter min diskussion med Linda om det første spørgsmål, da jeg faldt over "Amina og Oles sæbekasse" og læste indlægget "Theseus og nazismen". Theseus' skib er en myte eller analogi, som ofte bruges i filosofien, for at illustrere spørgsmål om identitet, og i indlægget benyttes den til at illustrere spørgsmålet om udvikling og identitet hos politiske ideologier:
"Da Theseus i følge den græske mytologi vendte tilbage til Athen fra Kreta, blev hans skib restaureret efter mange års opbevaring. De gamle, rådne planker blev erstattet af nyt træ. Al byggematerialet blev udskiftet, og skibet stod nu skinnende nyt. Legenden illustrerer en filosofisk problemstilling: Når alle dele i Theseus' skib er blevet udskiftet, er det så stadig Theseus' skib? Hvis de originale dele blev sat sammen igen, så man havde to skibe, hvilket af disse var så Theseus' skib?"

"Hvis Theseus' skib kan sammenlignes med en politisk ideologi, hvor store dele af ideologien kan man så erstatte med nye ord, før ideologien kan kaldes "ny", og kræver et nyt navn for at undgå begrebsforvirring?"
Se det er jo lige præcis det, jeg lige havde siddet og debatteret. Men ligesom der er en "øvre grænse", for hvor mange og dybe forskelle, der kan være på to fænomener, før man må sige: Nej, nu må i simpelthen kalde jer noget andet, er der også "en nedre grænse, som udtrykker, hvornår en ideologi ikke afviger fra en anden. Det er, når afvigelser overvejende blot er af kosmetisk form."

I indlægget analyserer Ole Wolf de essentielle kerneværdier hos nazismen og Dansk Folkeparti (som jo nægter at have nogen politisk -isme), for at se om, der virkelig er så væsentlige forskelle, at det vil være forkert at bruge samme betegnelse om de to. Uanset om man er enig eller uenig i konklusionen, så er gennemgangen de to bevægelsers essentielle kerneværdier særdeles lærerig. Tag derfor at læs analysen "Theseus og nazismen".



1 kommentar:

  1. Tak for reklamen. :)

    Det er ikke nødvendigvis sådan, at man skal kalde sig noget andet, bare fordi man er væsentlig forskellige fra andre retninger. En brandmand er f.eks. en gople og en brandslukningsansat, en bornholmer er både et standur og en person fra Bornholm, og en drage er både et legetøj og en ildspyende sagnfigur.

    Inden for -ismer er det også rimeligt, at man kan kalde sig det samme, selv om man er meget forskellige. Danske kristne er f.eks. så forskellige fra visse afrikanske landsbyers kristendom (der mest af alt minder om gamle dages magi), at det nok ville være de færreste, der kunne se fællestræk, hvis man lige så bort fra navnene på enkelte mytologiske figurer.

    Hvis man afviger i tilstrækkelig grad, kan to ens betegnelser godt benyttes uproblematisk. Moderne hekse bor f.eks. ikke i pandekagehuse, men det fratager dem jo ikke retten til at kalde sig for hekse. Tvivlen opstår først, når folk roder to sådanne separate felter sammen.

    SvarSlet