mandag den 5. januar 2009

Magtens selvlegitimering - fra Henry VIII, over Bush, Nixon og Rønn-Hornbech

Vi er i øjeblikket igang med at se den amerikanske tv-serie The Tudors, som handler om den engelske konge, Henry VIII. Det er ham, der er kendt for at hugge hovederne af sine koner, og for at løsrive England fra den katolske kirke, samt for at indføre enevældet i England. Hvis man skal dømme ud fra denne tv-serie, så var han bestemt ingen rar person. Man behøver heldigvis ikke kun at dømme ud fra dette stykke (ekstremt overdramatiserede) fiktion: ifølge historiebøgerne var en en sygelig despot, som oprettede et sandt rædsesregime.


Det hele startede med, at han var en horebuk, som en dag blev forelsket i en af sine elskerinder, og derfor ville skilles fra sin kone, Dronning Catherine. Men England var dengang katolsk og skilsmisser var forbudt. Den bureuakratiske forhindring blev normalt ryddet af vejen i al mindelighed for overklassen ved, at den katolske kirke skrev om på historien og erklærede ægteskabet for ugyldigt, så man ikke blev skilt men faktisk lige pludselig aldrig havde været rigtig gift "i virkeligheden". Men på grund af alle mulige magtkampe og intriger mellem de europæiske kongehuse og paven, trak det ud, og horebukken og hans elskerinde blev til sidst så sure, at Henry den 8. istedet lod England skille fra den katolske kirke. Han udråbte sig selv til kirkens overhovede, så han selv kunne erklære de teologiske og politiske spidsfindigheder, der passede ham.

Men ikke nok med det. Han erklærede også sig selv for landets øverste diktator og absolutte enevældige. Fra nu af var kongen ikke ansvarlig overfor hverken folket, adelen eller kirken - al magt kom fra nu af fra kongen som kun var ansvarlig overfor Gud (og kongen var som bekendt nu den der tolkede Guds vilje). Han tvang alle parlamentets medlemmer og alle de adelige til at sværge deres ubetingede troskab til kongen, som den eneste autoritet i alle henliggender, og hvis de ikke ville sværge på det, så blev de dømt som landsforræddere og halshugget (Thomas More, som de fleste filosoffer vil kende navnet på, var en af de, der måtte lade livet). Der blev også lavet love, der krævede at alle skulle være hinandens stikkere og rapportere pave-venlige, eller konge-mistroiske eller andre "landsforrædderiske" udsagn til myndighederne. Hvis man ikke meldte sin nabo, så rissikerede man selv at blive henrettet. Det resulterede naturligvis i en "hekse-jagt" og et værre blodbad.

Med til historien hører, at Henry hurtigt blev træt af sin nye kone og erklærede ægteskabet ugyldigt og lod hende derefter halshugge. Derefter havde han en masse andre koner, som han også blev træt af og mishandlede.

Kongen var nok ikke den mest rationelle og intelligente person - han var magtsyg og aggressiv og vægelsindet, men ikke nogen god politiker, diplomat eller statsmand. Men han havde en tæt kreds af magtgerrige og mere kynisk intelligente rådgivere. Én af dem var juristen og politikeren, Thomas Cromwell, som var arkitekten bag de fleste af de dekreter, som stadfæstede rædselsregimet og kongens enerådighed, iværksatte spion- og torturprogrammer. Thomas Cromwell var den næstmest magtfulde mand i landet, indtil han også blev henrettet af den gale konge. (Note: Pudsigt nok er der en anden "Cromwell" nemlig Oliver Cromwell som nogle få år senere udråbte sig selv til diktator i England og indførte endnu et morderisk rædselsregime)

Her er det, du gerne må tænke på moderne fænomener som forholdet mellem George W. Bush og den kyniske Dick Cheney. Man kan drage paralleller til erklæringen om at melde sig ud af internationale aftaler om miljø og menneskerettigheder, man kan drage paralleller til de mange dekreter Bush-administrationen har indført for at give præsidenten enerådig magt udenom parlamentet, og der er åbenlyse ligheder hvad angår stikker-, spion- og tortur-programmer.

Det var egentlig slet ikke fordi, jeg ville fortælle historien om Henry den VII's rædselsregime. Og jeg gider slet ikke at sige mere om Bush-regimet. Begge dele er overstået, de er historie (om et par uger ihvertfald). Men hvis man ikke kan bruge historien til at lære af ved at drage paralleller til nutiden og fremtiden, så er man en nar, som er dømt til at gentage den.

Det jeg i virkeligheden ville have skrevet noget om, er et ekstremt foruroligende citat fra den danske tidligere liberalist, der ligesom Thomas Cromwell er en jurist, der pludselig har fået magt, Birthe Rønn Hornbech. Citatet stammer fra lige før juleferien, hvor regeringen hastede en lov igennem, som medfører en gevaldig principiel indskrænkning i demokratiet og nogle af befolkningens rettigheder. Loven er muligvis i strid med menneskerettighederne og landets grundlov, men den er som sagt blevet tvunget igennem af regeringen udenom de normale høringer og vurderinger, der hører med til lovbehandlingsprocessen normalt i Danmark.

Man skulle vel netop forvente en særlig grundig behandling og høring, når der nu har været eksperter, der har vurderet at regeringen måske tilsidesætter og bryder grundloven, som de jo er forpligtede til at overholde. Men sådan forholder det sig slet ikke ifølge Birthe Rønn Hornbeck. Dét at regeringen fremsætter et dekret er nemlig i sig selv nok til at legitimere dette dekret. Regeringen behøver ikke at følge grundloven, for ifølge den nyudklækkede totalitarist Birthe Rønn Hornbeck "ligger det i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovsstridige." Regeringen kan altså ikke bryde loven, for regeringen ér loven og det regeringen siger er lov!

Hvordan skal det ellers forstås, når en grundlovsekspert sætter tvivl ved om dette lovforslag nu også er lovligt, og det ansvarlige regeringsmedlem afviser at dette spørgsmål overhovedet giver mening, for det ligger i regeringens "natur", at den ikke kan bryde loven. Magten behøver ikke at legitimere sig, hvis den er en sand magt, dvs total og selvlegitimerende magt.

Det gav straks kuldegysninger, da jeg læste det citat. Især fordi, det her i USA er 30-års jubilæums for en anden would-be diktators fald, Richard Nixon. Han mente også, at han var hævet over loven, og at alle de midler, han brugte for at bevare magten, nødvendigvis måtte være legtitime, eftersom det jo var ham - ham med magten - der brugte dem. Den engelske journalist David Frosts prisbelønnede interview, der fik Nixon dømt i offentlighedens øjne, er for nylig blevet genudgivet (samt filmatiseret) i anledning af jubilæet, og der har været brudstykker og reklamer for det dagligt i radioen.

Én af de berømte Nixon-citater har især været gentaget i radio-jinglerne, og det var det, Birthe Rønn Hornbechs udtalelse mindede mig om, da hun i samme periode gav udtryk for sin magtfuldkommenhed. Hun sagde til information:
"Det ligger i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovsstridige."
Og nøjagtig 30 år tidligere sagde Richard Nixon:
"When the president does it, that means that it is not illegal.
Det havde Nixon tydeligvis misforstået, og han blev endelig dømt. Sådan fungerer magten altså heller ikke i Danmark, Birthe Rønn Hornbeck. Det håber jeg da ihvertfald ikke. Hvad er der dog sket i Danmark, mens jeg var væk?

Suk...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar