fredag den 23. januar 2009

Verden er blevet en smule bedre

Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Selvom vi ikke vil lave grundlæggende om på noget, så kan vi vel godt gøre det lidt bedre indenfor de samme rammer? Jo, vi kan så!

Der skal nok komme masser af ting, jeg vil afsky USAs ny præsident for (der er allerede et par emner), men ret skal være ret: Idag har han truffet en beslutning som gør Verden lidt bedre. Lige så længe George W Bush var konge ayatollah præsident har religiøse fundamentalister regereret over kvinders kroppe og fysiske helbred og over unges mentale og fysiske helbred: Samtidig med at abort er blevet mere og mere utilgængeligt, har de samme tosser også forsøgt at forhindre adgangen til prævention og almindelig information om seksualitet og sikker sex. Dette vanvid er ikke bare gået ud over amerikanere, hvoraf de mere velhavende forhåbenligt har haft ressourcer til at omgå fascisternes moralske forbud. Anti-sex-politikken er også blevet presset ned over tusindvis af organisationer overalt i Verden, hovedsageligt i fattige lande hvor der i forvejen mangler netop adgang til oplysning og prævention. Således har samtlige organisationer, der direkte eller indirekte modtager bistandshjælp fra USA, i de sidste 8 år været forbudt at give saglig oplysning om sikker sex, graviditet, abort m.v. Kvindecentre, sundhedsklinikker, aids-forebyggelse m.v. har alle mistet deres økonomiske grundlag, hvis de fortsatte med at udføre deres arbejde. De må sågar ikke engang oplyse om, at de forbudte fænomener eksisterer. Det er svært at forestille sig nogen anden enkelt politisk beslutning, der bevidst har forsøgt at ødelægge menneskers helbred i så globalt et omfang. (Læs mere om den globale mundkurv her). Men nu er det endelig slut!

Og som en ekstra bonus idag har Senatet også netop vedtaget the Lilly Ledbetter act. Det er en lov, som skal rette lidt op på den absurde catch 22, som kvindelige arbejdere i USA har befundet sig i. Det er ganske vidst forbudt at diskriminere og betale kvinder mindre i løn end deres mandlige kolleger, men i USA kan en virksomhed forbyde sine ansatte at tale om deres løn, hvorved det jo er svært at finde ud af at man bliver diskrimineret. Da Lily Ledbetter endelig fandt ud af at hun fik langt mindre udbetalt end sine mandlige kolleger sagsøgte hun sin arbejdsgiver, men sagen blev afvist fordi hun skulle have indgivet klagen senest 180 dage efter at diskriminationen begyndte - hvilket hun jo ikke kunne, da løn-forskellene er hemmelige og altså ikke til at bevise. The Lily Ledbetter Fair Pay Act retter en smule op på denne absurde situation, og fastslår at fristen for at klage over diskrimination starter fra den dag, man bliver klar over diskriminationen. Loven har været foreslået før, men kom ikke igennem. Men det er den altså er nu.

Nå-ja, og så er det også blevet beordret at USAs koncentrationslejr i Guantanamo skal lukkes og tortur skal ophøre som officiel amerikansk politik. Det er jo også rart, men det har i jo nok hørt om i Danmark.

Lidt har også ret! Og efter 8 år med foragt for menneskerettigheder, fundamentalistiske fascister som lovgivere og alt hvad Bush/Cheney-regimet ellers har stået for, er dette faktisk et paradigme-skifte - et forsøg på en tilbagevenden til demokrati.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar