fredag den 20. februar 2009

Politiken mangler en redaktionel linie

Narj... arh... hvad skal man nu tro på? Denne historie illustrerer hvorfor kulturradikalismens vaklende holdninger gør folk utrygge og utilfredse.

For en måned siden tog Politiken endelig bladet fra munden, droppede den elitære smagsdommeragtige linie, sagde fra overfor "ekspert-vældet", og valgte den i denne tid kløgtigste linie: folkelig frygt overtrumper til hver en tid såkaldt "saglighed" og "videnskabelige" "undersøgelser". Hvis folk vil leve i frygt, så er det politikernes og mediernes rolle at skabe denne frygt og gøde den, uanset om det er "videnskabeligt" begrundet eller ej - såkaldte "eksperter" skal ikke komme og fortælle os, hvad vi skal være bange for! Jeg var glad for dette radikale skift i dagbladet Politikens rækker. Jeg var især glad for, at redaktionen havde valgt at gennemføre det i et område, hvor det var min frygt, der blev bekræftet. Som både indvandrer og udvandrer til og fra Danmark er jeg nemlig ikke så bange for andre migranter eller for "fremmede kulturer" (jeg har endda med held udbredt min skånske kultur ved danske julefrokoster i form af blodpølse), men jeg bryder mig altså aldeles ikke om hajer, og jeg er flintrende ligeglad med, at der ikke er nogen af de farligere krabater i nærheden af noget sted, jeg har boet (som skåning bryder jeg mig iøvrigt ikke om det salte danske hav, jeg foretrækker søer, og i Alaska svømmer vi slet ikke udendørs).

Uanset hvad haj-hippierne siger, så er hajer fucking farlige og onde. Det er ihvertfald hvad jeg føler, når jeg ser dem, og for en måned siden kunne dagbladet Politiken give mig ret. Ikke alene kunne de bekræfte min frygt, avisen kunne også citere en religiøs had-hader (eller "haj-kritiker"?), som advarede om det farlige ved ikke at være tilstrækkeligt bekymret for hajerne.

Han havde godt nok ingen "faglig" baggrund, men hvad gør det, når han kunne fortælle, at hajerne faktisk var ved at invadere vore badestrande. Med samme sagkyndighed, som når Den Danske Forening laver statistik, kunne han endda forudsige en kommende regulær krig mellem hajer og mennesker, hvis vi ikke reagerede hurtigt. »Hajer angriber mennesker i dusinvis, og snart vil der være hundrevis af angreb. Folk har fået en falsk fornemmelse af tryghed. De lægger ikke engang mærke til, når der endelig er advarelser« fortalte artiklen, og så kunne det da nok være, at jeg blev opmærksom på et problem jeg godt nok havde på fornemmelsen i forvejen - jeg har faktisk levet i konstant haj-beredskab lige siden.

Artiklen fra januar konkluderede, at "der har været en stigning i hajangrebene det seneste år", dvs 2008. Det var godt nok på baggrund af tal, der er så små at ingen med nogen egentlig uddannelse ville kunne finde på at konkludere noget ud fra dem, men Politiken havde nu endelig sat sig på Folkets og Frygtens side, og blæste det en høstblomst, hvad de såkaldte "eksperter" måtte mene om, hvordan man laver statistik (og journalistik). Men hvad sker der så en måned senere? Nu har selvsamme avis gudhjælpemig en artikel, der modsiger alt, hvad den skrev i januar. En anden journalist på Politiken har valgt at gå imod den nye linie og bringer idag en artikel med en såkaldt "forsker", der hævder, at "2008 var året for det laveste antal hajangreb i 5 år". Det er jo det stikmodsatte budskab af, hvad de fortalte for en måned siden!

Typisk radikalt. Nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal tro på. Skal jeg nu være bange eller beroliget? Eftersom frygten stadig sidder i mig, så vinder den altså - der er ingen følelsesvækkende billeder eller udtalelser i den såkaldt "saglige" artikel fra februar. Og hvem repræsenterer nu Politikens redaktionelle linie? Religiøse folke-helte eller faglige forskere? Rolighed eller frygt? Det vil jeg have at vide. Vi må have krav på at få at vide, om Thøger Seidenfaden er for eller mod menneskeædende hajer!


N.B. Satire kan forekomme i dette indlæg!

Update: Jeg har på anmodning fjernet journalistens navn fra indlægget, da det ikke er relevant. Indlægget er ikke nogen kritik af en bestemt journalist eller et forsøg på at gøre mig morsom på vedkommendes bekostning - det er faktisk et forsøg på at gøre grin med noget helt andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar