lørdag den 21. marts 2009

Kortsigtede gevinster: Økonomers gambling

Dette er en anden version af 'the prisoner's dilemma med forskellige grader af straf istedet for belønningDen økonomiske teori (og store dele af den politiske) har en tendens til at betragte mennesker som dumme, kortsigtede, grådige individer, der umuligt kan samarbejde eller lægge langsigtede planer. Mennesket anses som styret udelukkende af sine umiddelbare behov og interesser, og drevet af et motiv om at opnå gevinst her og nu uden tanke på andre eller for fremtiden. Således regner de økonomiske modeller med, at de fleste hellere vil foretage en handling, der giver gevinst idag, end en handling, der giver fordele på længere sigt.

Dette menneskesyn bygger på en rent teoretisk og forsimplet skrivebordsmodel, der bedst illustreres ved det, der kaldes "the prisoner's dilemma". Dette tankeeksperiment går ud på, at to personer begge har et valg mellem henholdsvis at samarbejde og at modarbejde hinanden. Deres valg resulterer i henholdsvis straf eller belønning afhængigt af hvilket valg deres modpart foretog. Hvis begge samarbejder, får de begge en mindre belønning, og hvis begge modarbejder hinanden, får de begge en mindre straf. Men hvis den ene forsøgte at samarbejde, mens den anden modarbejder, så får "snyderen" en større belønning og den "naive" får en større straf. "Rationelle" individer, der kun ser ét træk frem - til den næste belønning eller straf - vil således ikke have nogen interesse i at samarbejde, for hvis de gør det, så blotter de sig selv for at blive straffet, hvis den anden "snyder", mens de selv højst kan se frem til den lille belønning, hvis modparten også helt utænkeligt valgte at samarbejde i denne omgang. Da begge er i samme situation og ved, at den anden altså er mest fristet til at modarbejde, så vil det ifølge denne teori være helt "irrationelt" for nogen af dem, at blotte sig. Resultatet er altså, at mens begge forsøger at få den store gevinst og derfor modarbejder hinanden, så får de i det lange løb slet ikke så meget, som de kunne have gjort, hvis de samarbejde.

Ifølge adskillige teorier er det denne perverse situation, vi alle er fanget i. Hvis modellen var korrekt, så ville intet samfund være opstået, og menneskeheden ville næppe eksistere, og når man sætter rigtige mennesker til at spille dette spil, så opfører de sig også helt anderledes end teorien forudsiger. Noget må altså være galt med modellen. Hvad modellen udelukker er ret væsentlige elementer af de fleste menneskers psykologi: evnen til at se frem i tiden og lægge mere sofistikerede planer samt evnen til at føle tillid til andre. Hvis vi virkelig var fanget i en serie af enkelte omgange af dette spil, så har teorien muligvis ret, men i virkeligheden indgår vi som regel i de samme sociale sammenhænge i længere tid og er altså nødt til at spille flere "omgange" med hinanden.

Og spillet ændrer sig radikalt, når deltagerne ved, at de skal spille mere end én runde. Pludselig er ens interesse ikke længere blot, hvad man kan få her og nu, men om man kan lægge en langsigtet strategi, der vil give en større overordnet gevinst. For at gøre det, er det i det samme spil nødvendigt, at få den anden til at samarbejde. Hvis først en smule tillid er etableret, så vil begge parter kunne få langt mere ud af begge at samarbejde end ved begge at modarbejde hinanden. Jo flere runder de ved, de skal spille, des mindre er interessen i at bryde tilliden og vende tilbage til den perverterede, kortsigtede udgave af spillet. Det er ikke længere tanken om gevinst eller straf her og nu, der driver disse tænkende homo sapiens, men langsigtede planer for fremtiden, som kræver tillid og samarbejde. Når man er ved at nå den sidste runde af spillet, så opstår interessen for at snyde igen, eftersom spillet alligevel er overstået, men i livets spil har man jo som regel ingen anelse om, hvor længe man indgår i en social sammenhæng - typisk vil det være resten af livet.

Denne nær-uendelige omgang "prisoner's dilemma" er en langt mere virkelighedsnær model for menneskelige relationer og strategier. Men de økonomiske teorier hænger i høj grad stadig fast i den perverterede og forsimplede udgave af modellen og tror, at den beskriver virkelige mennesker. Det gør den også på sin vis - denne tankegang er nemlig selvopfyldende: hvis du altid vil lægge ud med at snyde andre, fordi du har en teori om, at alle er lige som dig, og altså snyder, så vil du næppe kunne opnå et tillidsforhold til andre, og du vil altså blive bekræftet i din teori om, at det eneste, der eksisterer, er kortsigtet grådighed og mistillid. Bekymrende undersøgelser har vist, at økonomistuderende på amerikanske universiteter relativt hurtigt forandrer sig og bliver mere og mere selvcentrerede og asociale efterhånden som de indoktrineres med denne falske men selv-opfyldende teori om menneskets natur. De starter som alle andre, men efter nogle år adskiller de sig fra sine medstuderende med andre specialer, når man undersøger deres holdninger og adfærd med hensyn til moral, samarbejde og tillid til sine medmennesker.

Modellen kan også gå i opfyldelse når de rigtige strukturer er på plads: Hvis man forhindrer deltagerne i at kommunikere og i at genkende hinanden og huske hinandens træk, samt hvis man deler spillet, så deltagerne belønnes ekstra på baggrund af deres indsats i den enkelte runde i stedet for for deres overordnede indsats over flere omgange, således at fremtiden bliver mindre vigtig end den umiddelbare gevinst. I sådan en situation, hvor spillets struktur fjerner sig mere og mere fra den sociale virkelighed, forandres spillernes strategier også og bliver mere som i den økonomiske teori. Man kunne især forestille sig, at folk der i forvejen lider af dette menneskesyn, sandsynligvis ville designe en struktur, der svarer til det og altså forstærker det, hvis man satte dem til at lave reglerne for et spil.

Og det er lige præcis hvad man har gjort de sidste 15 år både i USA og mange andre steder. Økonomer, der er er blevet indoktrineret med en farlig opfattelse af mennesket som simpelt, grådigt og kortsigtet, har fået lov til at designe sine egne strukturer for det spil, de har spillet med andres midler (pensionsopsparinger, forsikringssselskaber, sygesikringer, arbejdsløshedskasser, banker og investeringsfonde osv). Én af de ting mere intelligente folk har råbt vagt i gevær om i årevis har blandt andet været, at banker og investeringsselskaber m.v. i USA har udbetalt enorme bonuser til de økonomiske gamblere, når de fik en større belønning hjem til firmaet. Bonuserne er blevet udbetalt på baggrund af spillernes indsats på kort sigt, hvilket har givet incitament til udelukkende at gå efter "den store gevinst" her og nu. Den store og hurtige gevinst i investeringssammenhænge viser sig ofte at være varm luft - en bunke aktier, der er blevet pustet kunstigt op på grund af alle investorernes desperate jagt på den. I det lange løb vil sådan en aktie ikke være meget værd, men finans-spillerne belønnes ikke for deres indsats i det lange løb. Når luften går ud af denne ballon, så er de for længst videre i kampen for at puste den næste ballon op og fylde bankerne og investeringsselskaberne med den næste omgang kunstigt oppustede "værdipapirer". I det lange løb er dette naturligvis hverken godt for virksomhederne eller for den globale samfundsøkonomi, som længe har været på vej ned ad bakke.

Forhåbenligt er der nogen, der er ved at lære noget af, at den globale økonomi faldt sammen, da det kunstigt oppustede amerikanske markede bristede. Der er i hvert fald en hel del, som nu er ved at kritisere den spille-struktur, som de økonomiske gamblere havde designet, og som altså ikke opfordrer til ansvarlighed og langsigtet strategi. Hér er ét eksempel ud af mange: "Regulators should be given the power to penalise banks that pay bonuses to reward short-term deal-making rather than long-term performance, British Prime Minister Gordon Brown said". Men mere interessant: vil dette føre til en generel omvurdering af menneskesynet i de økonomiske teorier? Mon økonomi-studierne gennemgår en eksistentiel krise indenfor de næste årtier, og mon vi vil se forsøg på at lave økonomiske modeller, der faktisk tager udgangspunkt i virkelige menneskers psykologi og behov?



Update: Læs denne artikel i dagens Information, som handler om et gryende paradigme-skifte i holdningen til økonomer, og blandt andet skriver:
Vinteren over har der i USA været en selvransagelse i gang både hos medierne og i finansverden, men i særlig grad har den almindelige amerikanske befolkning krævet erhvervslederes hoveder på et fad, mens der på Island har været en decideret lynchstemning mod regeringen og landets bankdirektører. Helt så voldsomt har danskerne ikke reageret, men en i en gallupundersøgelse for nyligt fremgik det, at 80 procent af danskerne mener, at bankerne selv har bragt sig i den svære økonomiske situation, og lige så mange mener, at det skal have konsekvenser for lederne i bankverden. Danskerne er markant mindre autoritetstro, og nu beskylder de bankerne for at have gamblet med deres penge og været ude efter hurtige og billige gevinster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar