torsdag den 12. marts 2009

Krigstraumer og Suicide by Cop

Efter at have fået større og mere dødbringende pistoler har dansk politi endnu engang skudt og slået en psykisk syg person ihjel. De havde ellers fået pebber-spray præcis for at kunne undgå de situationer, så de kunne pascificere folk uden at slå dem ihjel, men istedet for at blive en erstatning for pistolen, hvilket ellers var argumentet i loven, er pebbersprayen blevet en del af politiets almindelige arsenal på linie med kniblen, mens antallet af skud-episoder er steget.

Jeg ved ikke om de to betjente kunne eller burde have handlet anderledes i denne situation, og dette er ikke en anklage mod de pågældende betjente, som begge er sårede og chokerede efter at være blevet angrebet med en sabel af den psykisk syge mand, som nu er død. Politiet er ikke trænet til at håndtere psykisk syge, og det burde ikke være deres arbejde. Enhver bør dog tage denne situation som en anklage mod den regering, der konsekvent har valgt at skære ned på behandlingstilbuddene til psyskisk syge, så selv de, der beder om akut hjælp, ikke kan få det.

Men mit anliggende her er snarere at forudsige, at vi vil få mange flere af disse situationer af en helt anden grund. Den afdøde var nemlig tidligere soldat, og led af svære traumer fra sin udstationering i Bosnien i halvfemserne - traumer, han tidligere har bedt om hjælp til. Den slags traumer kan ligge latent i årevis for pludselig at eksplodere. Det véd alle psykologer, og det ved det danske militær og den danske regering. Enhver med en smule erfaring i dette emne ved også, at man ikke vender hjem fra en krigszone - og måske fra selv at have slået ihjel - uden psykiske mén. Men på trods af disse velkendte kendsgerninger er terapi og bearbejdning ikke en fast del af militærets rutine i forbindelse med udstationering og hjemsendelse af soldater - og det skal det heller ikke være i fremtiden, hvis det står til krigsminister Søren Gade. Det vil sige, at vi med næsten sikkerhed kan forvente flere af disse tilfælde i fremtiden, når danske soldaters traumer bryder ud efter deres oplevelser i Irak og Afganistan.

Krigsministeren ævler noget om, at de jo modtager et uforpligtende tilbud, og at man da ikke kan tvinge dem til at modtage hjælp. Naturligvis kan man det: Han og det danske militær ved godt, at man påfører dem psykiske lidelser, når man sender dem ud i kamp, og ganske som man kan gøre træning og forberedelse til fast og obligatorisk rutine inden de sendes ud, kan man naturligvis også gøre efter-bearbejdning af deres oplevelser til en fast del af deres arbejde. Krigen holder ikke op - og arbejdet er ikke overstået - efter man vender hjem!

Det gælder ikke blot for soldaterne, men også for de civile og flygtningene. Amila har set mønstrene i Danmark:
Tirsdag aften døde den 32-årige tidligere soldat Torben Bødker efter at være blevet skudt tre gange af politiet. Forinden havde han såret to betjente, som ville tvangsindlægge ham. Et par timer inden da havde han været på Rigshospitalets traumecenter og bedt om hjælp til at tackle de traumer, han aldrig fik bearbejdet, og inden det også ringet til sine forældre og genoptaget kontakten til dem. Han havde bedt om hjælp.

Som 21-årig var Torben i et havlt år udstationeret i Bosnien-Hercegovina (BiH), hvor han blandt andet oplevede at sidde fast i et minefelt. Hans søster fortæller til URBAN, at han i sin tid selv havde insisteret på at komme til BiH fordi han ville gøre en forskel og hjælpe nogen i nød. Men da han kom hjem igen, var hans sjæl ikke fulgt med.

Det er et frygteligt trist tab af liv. Og så alle de år, han har døjet med traumerne. Krigen er begyndt at indhente mange af os, og der har i den seneste tid været en bølge af sammenbrud blandt overlevende bosniere (læs bl.a. denne artikel i Kristeligt Dagblad og Dansk Flygtningehjælps nyhedsbrev - pdf). Der tales om, at der også efter Anden Verdenskrig gik 10-15 år, før folk for alvor begyndte at bukke under for traumerne. Det samme sker måske også nu, og det er svært at undgå at blive meget bekymret.

Det samme mønster gør sig gældende, blot med langt større frekvens, i USA, hvor der er en regulær epidemi af selvmord, depression, vold m.v. blandt hjemvendte soldater fra hhv. Irak og Afganistan. Som jeg tidligere har skrevet er den hyppigste dødsårsag for amerikanske soldater ikke at falde i kamp. Flere soldater dør af de mentale sår, der ikke behandles af hæren, end der dør i aktiv krigstjeneste. Hyppigheden er langt større i USA, hvor de får endnu mindre hjælp end i Danmark, og ventetiden før traumerne manifesterer sig er langt kortere, fordi de amerikanske soldater tvinges tilbage til krigshelvedet igen og igen uden at have tid til at komme sig. Selvmord er derfor den hyppigste dødsårsag for amerikanske soldater.

Men den danske soldat i ovennævnte situation begik vel ikke selvmord? Det er svært at sige, men historien og hans handlinger ligner til forveksling mange af de historier, der har været adskillige af i de amerikanske medier de sidste par år, og som efterhånden er ved at blive klassificerede som en særlig slags selvmord: Suicide by cop. Selvmord kræver ikke, at man selv håndterer mordvåbenet. Mange tager sit eget liv ved at gå amok i forventning om - og med ønske om - at miste livet i mødet med betjente, som dermed gøres til et selvmordsinstrument. Læs om begrebet i denne historie fra Veterans Today:
Over the weekend, a nightmare was unleashed as a young man was shot and killed on an American interstate after a chase and standoff with authorities. This man, a national guard soldier, died at the scene. Upon first thought, one would assume there were drugs, felonies, or alcohol involved. In which there may have been but that is not where this story is heading.

The loneliness, desperation, the inability to reach out one more time, the family members state that this soldier had been suicidal in the past. What causes a soldier to become so despondent? Why would he engage in gunfire with police officers? Why? Over the next few days, all sorts of stories will come out of the woodwork. Everyone will have something to say about this soldier, but the voice that needs to be heard, is now silenced, forever.

Often the words, "we thought he would be okay" echo through the conversations after someone has taken their life. Granted, this death was not a suicide as it is normally defined, but when someone that has been suicidal, pulls a gun on police officers, shouldn't this be classified as the phenomenon of Victim Precipitated Homicide? Otherwise known as "Suicide by Cop", a method in which someone deliberately acts in a threatening way towards a law enforcement officer, with the goal of provoking a lethal response, such as being shot to death. Similar phrases include suicide-by-police, and officer- (or police-) assisted suicide.

Tendensen beskrives også i denne artikel hos Veterans for Common Sense:
The number of Iraq and Afghanistan war veteran suicides keeps escalating. And a highly disturbing, yet very small, pattern is emerging: suicide by cop.

Here are three disturbing cases of potential suicide by cop, where a veteran would rather die in a hail off civilian police gunfire than return back through the gates of hell to the Iraq War combat zone.Andres Raya in California in 2005. James Dean in Maryland in 2006. And Brian Skold in Minnesota in 2007.

If the deaths of these three recent combat veterans are an indicator, then Americans may face more tragic suicide by cop incidents as more soldiers are sent back to fight a second, third, or fourth time to the Iraq and Afghanistan wars.

Artiklen, der er skrevet af og for tidligere og nuværendee soldater, fortsætter med en kritik af det amerikanske militærs håndtering af soldaternes mentale helbred. Denne kritik rammer også den øverste ansvarlige for det danske militær, Søren Gade:
If we know suicides increase after war, then most of them can be monitored and many may be prevented. Therefore, we must collect information about suicides among our veterans and implement adequate mental health programs for veterans and families to reduce the number of post-war suicides among our veterans.

There are practical solutions. First, the military must implement mandatory mental health screening in order to reduce stigma. This means beefing up pre-enlistment, pre-deployment, post-deployment, and six-month-post-deployment psychological evaluations with face-to-face evaluations by certified professionals.

Journalisterne Mark Benjamin og Michael de Yoannas har også begået en lang række dybdegående artikler om selvmord, mord, vold, depression og psykoser hos amerikanske soldater. Artikelserien "Comming Home" i Salon.com indledes med følgende beskrivelse:
Preventable suicides. Avoidable drug overdoses. Murders that never should have happened. Four years after Salon exposed medical neglect at Walter Reed Army Medical Center that ultimately grew into a national scandal, serious problems with the Army's healthcare system persist and the situation, at least at some Army posts, continues to deteriorate.

This story is no longer just about lack of medical care. It's far worse than sighting mold and mouse droppings in the barracks. Late last month the Army released data showing the highest suicide rate among soldiers in three decades. At least 128 soldiers committed suicide in 2008. Another 15 deaths are still under investigation as potential suicides. "Why do the numbers keep going up?" Army Secretary Pete Geren said at a Jan. 29 Pentagon news conference. "We can’t tell you." On Feb. 5, the Army announced it suspects 24 soldiers killed themselves last month, more than died in combat in Iraq and Afghanistan combined.

But suicide is only one manifestation of the unaddressed madness and despair coming home with U.S. troops. Salon's close inspection of a rash of murders and suicides involving soldiers at just one base reveals that many of the deaths seem avoidable. Salon put together a sample of 25 suicides, prescription overdoses and murders among soldiers at Colorado's Fort Carson since 2004. Intensive study of 10 of those cases exposed a pattern of preventable deaths, meaning a suicide or murder might have been avoided if the Army had better handled the predictable, well-known symptoms of a malady rampant among combat veterans: combat-related stress and brain injuries. The results of Salon's investigation will be published in a weeklong series of articles that begins today with "The Death Dealers Took My Life!"

Når krigsminister Søren Gade nægter at gøre efter-bearbejdning af krigstraumer til en fast del af det at sende soldater i krig, så er det altså ikke kun hans egne soldaters helbred og velbefindende han skider på. Det er også deres ægtefæller, kærester og omgangskreds, som pludselig kan blive ofre for de psykoser, han i sidste ende er ansvarlig for - i bedste fald er resultatet depression, irriation, og i værste fald ender det, som det gjorde i tirsdags. Han har sørget for, at mænd (og kvinder) med alvorlige psykiske problemer og fysisk og psykisk træning i at udøve vold og tage liv ikke også vil blive trænet i at lægge volden og krigen bag sig, så godt det nu kan lade sig gøre. Husk på, at denne begivenhed drejer sig om en soldat, der vendte hjem fra Bosnien for 10 år siden. Indenfor de næste 10-15 år vil vi sandsynligvis se en bølge af lignende tilfælde i forbindelse med soldaterne fra de to krige, Søren Gade har ansvaret for lige nu. Er det ikke også hans ansvar at gøre hvad han kan for at undgå at krigen fortsætter 10-15 år senere i Danmark?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar