søndag den 8. marts 2009

Kvindekamp et år efter: de "tavse" råber op

Idag er det den 8. marts, Kvindernes internationale kampdag. Det er det lige blevet her i USA (hvor det er lige efter midnat nu), men i Danmark er dagen ved at være godt igang, så jeg må hellere skrive noget nu, hvis jeg vil have noget ud i forbindelse med kampdagen. Det er sådan set ikke fordi jeg absolut vil skrive noget til en bestemt dag - jeg skriver ikke, hvis jeg ikke har noget at skrive. Men der er to ting.

Den første er, at kvindernes kampdag aldrig rigtig har eksisteret i USA. Feminisme er stadig er lidt beskidt ord i USA, men intet er jo for "helligt" til at kunne udvandes og kommercialiseres, så i USA er dagen netop ved at fænge an. Ikke som nogen "kampdag", eller som noget der har noget som helst med feminisme, ligestilling eller noget andet politisk at gøre. Istedet er hele marts er nu blevet "women's history month" - ligesom februar er "black history month". Det er det mest progressive: at tage en måned, med ren akademisk interesse for en udvalgt gruppe af litteratur-forfattere, som derved marginaliseres og kategoriseres som "kvinde-litteratur" eller "sort litteratur", der kun er relevant i disse særlige perioder, hvor det er påkrævet. I supermarkedet idag var der sågar reklame-spots for særlige produkter, der ville være passende at købe til denne "women's day", som altså nu hvor den er kommet til USA er blevet reduceret til endnu en "køb et produkt der bekræfter dine kønsforestillinger"-dag. Det der startede som ikke bare en kvindekamp-dag, men en kampdag for fred og socialisme og som i det mindste i Danmark stadig har ordet kamp, er altså endelig kommet til USA, hvor det er blevet reduceret til mindre end ingenting.

Nåja. Det er jo som det er. Den anden grund til at jeg hellere må skrive noget i forbindelse med den 8. marts er, at mit første egentlige bloginlæg netop handlede om den kampagne der fik alle mediernes interesse sidste år. Jeg synes den kampagne illustrerer lidt dels hvad "kvindesagen" trod alt har opnået og dels, hvad den dermed også har mistet. Nogle kvinder har nu opnået at blive næsten inkluderet og næsten ligestillet til at få lov til at konkurrere på næsten lige vilkår med mænd på visse områder. De kan nu deltage sammen med de andre priviligerede i magtens patriarkalske og paternalistiske retorik om "befrielse" af "stakkels", "umældende" og "irrationelle" kvinder, der stadig har lige så lidt at skulle have sagt, og som der er lige så lidt grund til at lytte til og tage alvorligt, hvis der står til det patriarkalske system, som altså både kan rumme mænd og en vis portion kvinder, så længe de accepterer magt-mændenes spilleregler.


De, der ikke accepterer herrernes spilleregler behandles stadig som "dumme kvindfolk": irrationelle, selv-undertrykkende, uvidende om hvad der er i deres egen bedste interesse, og ihvert fald ude af stand til at formulere sine egne krav og lyster. For deres vedkommende er det altså bedst, at Fader Stat fortæller dem, hvad der er bedst for dem, om de så skal tvinges til det. Det drejer sig blandt andet om de kvinder, der ikke selv kan fatte, at de jo er pisse-undertrykte, hvis de klæder sig som de har lyst til. Dem alle de gode mænd (og kvinder) i det patriarkalske herskersystem hellere må tvinge til at blive "befriet". For det er stadig sådan, at hvis man ikke passer ind i nationalismens patriarkalske opfattelse af hvordan man skal se ud og opføre sig for at være en "rigtig kvinde", så bliver man trynet. Det har ikke ændret sig af, at flere kvinder i Danmark har fået lov til at være med til at definere den "rigtige nationale kvinde" - nationalisme og kvindeundertrykkelse hænger sammen over alt i verden. Det er vist nogle af de kvinder, der holder fest sammen på Københavns rådhus idag.

Det drejer sig også om de "svage" kvinder, som har gjort oprør imod diktaturer og økonomiske forhold, taget livet i egne hænder, rissikeret livet og trodset det europæiske grænseregime. Disse kvinder kan betragtes som helte, men ikke hvis de faktisk kommer hertil - så bliver de pludselig en trussel og må umyndiggøres, knækkes, ydmyges og fratages deres stemmer, ganske som det patriarkalske system har gjort det overfor kvinder i århundreder: Hvis de opfører sig pænt og lever op til de nationalistiske normer, så kan vi godt høre lidt på dem fra afstand, men de skal sgu ikke komme her og ville have noget. På afstand kan vi bruge de kvinder, der gør modstand mod den herskende orden til at bekræfte os selv i, hvor gode vores samfund dog er, men hvis de samme kvinder vover at komme hertil, så er det jo os, de gør modstand mod, og så er det ikke sjovt og eksotisk mere. Derfor klumper vi kampen mod enhver migration, der ikke er kontrolleret og administreret af Fader Stat, sammen som "trafficking", "menneskesmugling" og "illegale indvandere", så alle der udfordrer grænseregimet og opdelingen af verden kan gøres til "stakler", "ofre" og "forbrydere" samtidig. Det er altså for deres "egen skyld" at vi opretter hegn og kontrolposter for at holde dem væk. Én af 8.marts demonstrationerne i København handler eksplicit om denne situation.

Den samme umyndiggørelse sker overfor adskillige kvinder i vort eget eget samfund. Lad os nu ikke bilde os selv ind, at feminismen ikke længere er nødvendig, blot fordi der er blevet lukket nogle kvinder ind i det patriarkalske system. Feminisme er blandt andet den simple idé, at kvinder også er en slags mennesker, som har selvstændige interesser og er istand til at formulere dem - det er blot det patriarkalske system, som har nægtet at lytte, og som har affejet deres stemmer som "ligegyldige" eller "irrationelle". Jeg mener altså - og dette er en gentagelse - at det, blankt at nægte at lytte til udsatte kvinders egne stemmer, at lave politik på deres vejne fordi de ikke "ved bedre selv", det er nogle af de definerende karakteristika ved patrarkalisme, og altså netop dét feminismen modsætter sig.

Det var det, der drev mig til at skrive mit indlæg sidste år. Og det er det der gør, at jeg nu for en god orden skyld må notere, at kampen i år ikke længere er så ulige. Den kampagne, der sidste år var i alle medierne og som ønskede at kriminalisere en stor gruppe kvinder i Danmark "for deres eget bedste", har ikke længere samme slagkraft. Til gengæld er de kvinder, der blev tiet ihjel af kampagnen, som eksplicit henvendte sig til priviligerede mænd, nu selv kommet på banen og kræver at blive hørt, når magthaverne og akademikerne diskuterer deres livsvilkår og interesser. De har organiseret sig, og nu - et år efter - er parolerne på én af demonstrationerne den 8. marts altså fuldstændigt de modsatte af mandekampagnen fra 2008.

Hvor mande-kampagnen sidste år især benyttede sig af et af de mest anvendte våben, i kampen for at få kvinder til at makke ret: skam - så kræver den feministiske demonstration i år tværtimod et opgør med stigmatiseringen af kvinder. Hvor kampagnen i 2008 ønskede statslig indgriben og kriminalisering, så går denne demonstration i 2009 ind for rettigheder og selvbestemmelse. Men først og fremmest: hvor 2008-kampagnen nægtede at lytte til disse kvinder og stemplede dem som dumme og irrationelle, så er det i år de selvsamme kvinder, som nu kræver at blive hørt og nægter at blive usynliggjort.

For mig er der ingen tvivl om, hvilken af de to kampagner, der har flere patriarkalske træk, og hvilken der fortsætter den feministiske kritik og kamp. Der er trods alt sket meget på ét år.

Der er altså masser af kvindekamp i nutiden. Og så kan de holde nok så meget "women's history month" i USA.


Opdatering: Læs Einis glimrende tale ved den feministiske demonstration for sexarbejderes rettigheder.


PS. Det er ikke altid let at finde på overskrifter. Den her er jeg ikke specielt tilfreds med, men nu må den stå som den er.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar