tirsdag den 10. marts 2009

Reformatoren Ayatollah Obama

Blandt de mange fatwaer bandbuller dekreter USAs tidligere konge præsident, George W. Bush II, udstedte under sin regering var et forbud mod stamcelle-forskning. Massevis af lokale og nationale love i USA er udelukkende baseret på religiøse tabuer, men der er næppe mange præsidenter, som har indført så mange religiøse dekreter som George Bush den Anden. I USA er det nemlig ikke sådan, at lovene entydigt laves af den lovgivende forsamling, parlamentet. Præsidenten kan nemlig nedlægge veto mod parlamentets beslutninger og sågar erklære, at hans administration ikke har tænkt sig at følge denne og hin lov, hvis det ikke passer ham, ligesom han selv enerådigt kan udfærdige dekreter, som altså bliver til lov.

Ligesom i for eksempel Iran er det altså ikke parlamentet, som er den øverste lovgivende myndighed i USA. Men modsat Iran, så er den udøvende magt, præsidenten, faktisk særdeles magtfuld i USA, hvis han benytter sine kongelige beføjelser. Ligesom i Iran er det også således i USA, at det er meget svært at få noget gennemført, hvis det tolkes som værende i modstrid med visse fundamentalistiske gruppers religiøse dogmer. Præsidentens opgave i USA er først og fremmest at være et "moralsk forbillede", så han vil generelt være mere tilbøjelig til at tolke love ud fra religiøse forestillinger end parlamentets politikere, hvis opgave er at skovle penge ind til sig selv og sine valgkredse. George W. Bush var mere afhængig af stærkt fundamentalistiske sekter end nogen anden præsident i nyere tid, og han har udstedt flere dekreter og omstødt flere love end hans forgængere. Ligesom i Iran - og mange andre steder - er det altså hip som hap, hvad de "folkevalgte" parlamentarikere beslutter, idet deres loves endelige udførelse afhænger af, om de passer ind i de egentlige magthaveres tolkning af "Den Sande Vej".

Forskellen er dog, at det i USA ikke er én fast religiøs sekt, som permanent udfører denne tolkning. Ingen præsident i USA kan reelt agere sekulært. Formelt er det muligt, men ind til videre er det usandsynligt, at nogen reelt kan blive præsident uden åbent at erklære sig for troende kristen samt at forsikre udøverne af den dominerende og statslige religion, at han vil regere i overensstemmelse med de religiøse kodekser. Men hvor en stor del af magten altså er forankret i religion, så er der i det mindste i USA forskellige kristne fraktioner, som kappes om magten, og de har forskellige tolkninger af de religiøse kodekser. Hvor Bush II var fast forankret i én bestemt sekt og regerede efter dens befalinger, så er Barack Obama ikke tilknyttet en fast fundamentalistisk tolkning eller gruppe. Han er stadig nødt til at operere i overensstemmelse med religiøse tolkninger, og USA er langt fra blevet noget sekulært samfund, men i præsident-embedet er der nu blevet større råderum for teologiske diskussioner, og Obama har dermed mulighed for at omfortolke de teologiske dekreter, der blev udstedt under hans forgængeres mere sekterisk-fundamentalistiske regime.

Hvor George W. Bush i overensstemmelse med hans sekts stramme tolkning af Den Sande Vej udstedte et hav af dekreter, i et korstog mod sædelighed, seksualitet, oplysning og ugudelig videnskab, bliver der altså nu løsnet op for den teologiske debat i USA, og Obama repræsenterer således en mere moderne og åbentsindet religiøs retning, hvor "Den Sande Vej" er meget bredere og overlapper med videnskab og rationalitet. Hvis man bilder sig selv ind, at USA er et reelt sekulært regime, så holder man sig selv for nar. De ultra-konservative og hardcore dogmatiske fundamentalister har mistet en del af deres magt og indflydelse på regeringen, og det er således ikke længere deres snævre religiøse tolkninger, der bliver gjort til politisk praksis. Men selvom der nu er åbnet op for rationel diskussion, og religion og videnskab ikke længere ses som modsætninger, så er det stadig nødvendigt for Obama at slå fast, at der er teologiske argumenter for denne nye kurs. Det er ikke nok med politiske argumenter - han er nødt til at give religiøse begrundelser for hvorfor kristne nu kan og bør acceptere videnskabelige opdagelser.

Da Obama for et par dage siden ophævede George Bushs religiøst begrundede forbud mod stamcelleforskning, skete det således med endnu en religiøs begrundelse, som illustrerer, at der trods alt er forskellige tolkninger af kristendommen, som kæmper om magten i USA, og at Obama-administrationen står for en ganske anden kristen retning end hans forgænger. Obama begrundede bl.a. sit dekret med følgende teologiske tolkning:
"As a person of faith, I believe we are called to care for each other and work to ease human suffering. I believe we have been given the capacity and will to pursue this research - and the humanity and conscience to do so responsibly."

Bush-regimet var delvist styret af ultra-dogmatiske lovreligiøse fundamentalister, for hvem det væsentlige er at følge diverse påbud og forbud - såsom forbud mod abort, seksualoplysning, biologi-undervisning og altså stamcelleforskning, samt obligatorisk udøvelse af og fremvisning af nationalistiske ritualer og symboler. Nu er det en mere "spirituel" og indadvendt religiøs retning, der er vundet frem, hvor mennesket anses som skabt med visse egenskaber - heriblandt den videnskabelige nysgerrighed og kreativitet - og en forpligtelse til at anvende dem i overensstemmelse med den guddommelige plan. Vi er altså gået fra en teologisk retning, der postulerer, at mennesket er en evig synder, og kun kan opnå frelse ved at adlyde diverse påbud og forbud, til en retning, der mener, at alt menneskeligt må have et formål og kan både bruges og misbruges. I talen understregede Obama, at der er en svær balancegang imellem de religiøse dogmer og den videnskabelige oplysning, men konkluderede at de altså ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Det vi har nu, er altså ikke videnskabens eller politikens triumf over religionen, men en reform af den officielle religion, så den nu kan rumme og acceptere mere end den tidligere lukkede og dogmatiske religion. Samme udvikling har der været i adskillige andre regioner og religioner i løbet af historien.

Alt dette er ikke noget, jeg finder på for at "kritisere USA". USA ér en ikke-sekulær nation, hvor religiøse sekter og argumenter har umådeligt meget magt, og som sagt holder man sig selv for nar, hvis man som dansker tror, at dette ikke er tilfældet. Jeg forventer altså ikke af Obama, at han med ét kan bryde med sin egen kultur og forandre hele det politiske system. Obama er ingen radikal - han er en moderat reformator. Man kan ikke sammenholde USA politisk med et land som Danmark. USAs kultur hvad angår religion og politik minder langt mere om diverse mellemøstlige nationer, og det gør den civile religiøse kultur for så vidt også (religiøst er der ikke megen forskel mellem de ultra-konservative kristne i USA og f.eks. Taliban-lignende tolkninger af islam). Når man ser det kulturelle skifte, som Obama repræsenterer, i det lys, så er det vel åbenlyst, at vi må bifalde den positive udvikling, ganske som vi gør det, når lignende reformer sker i andre stater med stærke religiøse kræfter. Dette indlæg er altså en ros til det USA, som for tiden gennemgår en positiv reform-periode kulturelt, religiøst og politisk.

Hvis det er en kritik af nogen, så må det være de danskere og andre, som tror, at USA har mere til fælles med Danmark end med Mellemøsten hvad angår forholdet mellem religion og politik. De lyver for sig selv. USA er aldeles ikke noget eksempel på et såkaldt "vestligt liberalt sekulært samfund" - det er et religiøst samfund i opbrud. Men det er også et eksempel på, at tilhængere af den samme religion ikke behøver at have samme politiske holdninger, og at alle religioner kan tolkes forskelligt. Selvom jeg ville foretrække, at mit nye hjem var mindre gennemsyret af religiøs lovgivning, så kan jeg dog i det mindste anerkende, at religiøse regimer kan være forskellige, og at de politiske implikationer af religion afhænger af den enkelte udøver.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det behageligt med en nøgtern konstatering af USAs placering på den religiøse akse.

    Helt som i Teheran er argumentet imod en religøs lov begrundet med et andet religiøst standpunkt.

    Hvor jeg som dansker ønsker at afvise nogle iranske og amerikanske regler som "overtroisk nonsens", så kommer jeg ingen vegne, men må i stedet argumentere efter dybt religiøse spilleregler.

    Grundlæggende skal vi danskere holde op med at vurdere religiøse standpunkter ud fra graden af deres religiøsitet, men i stedet vurdere, om resultatet er hensigtsmæssigt.

    SvarSlet
  2. Som min far engang sagde om et bekendt par der var gået fra hinanden: De ligner hinanden nok til at kunne gennemskue hinanden men ikke nok til at kunne bære over med hinanden.

    SvarSlet