lørdag den 4. april 2009

Pinds magt-filosofi

Den tidligere rådmand i Københavns Kommune, radiovært og meget andet, Søren Pind, er nu blevet blogger i Berlingske Tidende, hvor han erstatter terror-sympatisøren Michael Jalving, som er rykket over til Jyllandsposten. Søren Pind har ikke nået at skrive særligt meget endnu - der er et indlæg om, at magtens tre-deling ikke betyder, at der ikke kan være kritik henover de tre etater; et farvel-brev til Ritt Bjerregaard, som mest er en klagesang over andre københavnske politikere; en hyldest til sig selv; en kærlighedserklæring til Anders Fogh Rasmussen - og så dette mystiske filosofiske indlæg, som jeg gerne vil have hjælp til at analysere.

Indlægget hedder "Magt og marked". Det er som de andre af Pinds indlæg skrevet i en blanding af prosa-stil og deskriptive teoretiske overvejelser, direkte henvendelse til læseren, tale-sprog, følelsesladede udbrud, religiøse analogier, personlig bekendelse og fordømmelse af andre, aforismer og antydninger af noget retsfilosofisk. Jeg finder det tungt at læse disse indlæg på grund af Pinds skrivestil, men der er bestemt filosoffer, der er langt sværere at læse og udtrykker sig langt mindre forståeligt. Dette indlæg er afgjort det dybeste og mest interessante, men også det mest uforståelige af de af Pinds skriverier, jeg har læst.

Det starter med den anarkistiske parole: "Magt korrumperer" og en konstatering af den arrogance, magten skaber. Men det går ikke over i en analyse af, hvordan magten kan afskaffes - istedet henvises blot til de statslige mekanismer, som fordeler magten og lader forskellige magthavere begrænse hinandens magt for at undgå magtens centrering. Der er altså tale om det, der på amerikansk hedder "checks and balances": et system, hvor forskellige magt-institutioner holder øje med hinanden, for derved at undgå at al magten og al korruptionen havner ét sted. Det er for så vidt en klassisk liberalistisk statsopfattelse, og det er udemærket af få på plads, at Pind deler den opfattelse, at samfundsmæssige strukturer er medbestemmende for personers opførsel og selverkendelse, og at ingen kan betros for megen magt.

Jeg savner en liberalistisk analyse af den institutionelle magts selvlegitimering og selv-bekræftelse, men det er vigtigt, at slå fast, at den liberale demokrati-opfattelse bygger på den opfattelse, at magthavernes legitimitet udspringer af institutionernes og strukturernes legitimitet - og ikke som vi ser idag, at magthaverne legitimerer sig selv og begrunder sine handlinger i sin egen vilje. For så vidt ikke noget nyt. Dér hvor det bliver mystisk, er efter Pinds gennemgang af de mekanismer, der skal holde magten i ave, og han skriver om den effekt, det åbenbart har på magthaverne:
Men det man må forstå er, at folk - det enkelte (magt)menneske i denne sammenhæng ofrer kernen af sig selv og det bedste det kan og rent faktisk også - i langt de fleste tilfælde - får gennemført gode og respektable ting.
Rent sprogligt er det en svær sætning at læse. Men det, jeg studser over, er starten: Ved at følge de konstitutionelle spilleregler, så "ofrer (magt)mennesket kernen i sig selv". Hvad betyder det? Ligesom Pind, synes jeg også, at "magt er interessant", og derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad denne sætning skal betyde. Hvad er det for en "kerne", som (magt)mennesker har? Hvad består den af, og hvorledes bliver den "ofret" ved at de ikke er almægtige? Jeg har ikke svaret, så forslag til analyser er velkomne.

Indlægget fortsætter mere og mere mystisk og - for mig - svært forståeligt. Det næste afsnit er vist noget med, at på trods af de demokratiske mekanismer, der skal forhindre det, så vil magthaverne alligevel uundgåeligt(?) blive "fristet" af magten - det er vel på grund af denne "kerne", som de alligevel ikke kunne ofre helt - og altså blive korrumperede og forsøge at rage al magten til sig. Hvis dette er rigtigt forstået, så er det overordentligt interessant, for så nærmer vi os en system-kritik, men det bliver det alligevel ikke til. Tværtimod beskriver Pind denne uundgåelige korruption som noget godt, der skaber krise og skaber noget nyt:
Indtil altså denne magtens fristelse slår igennem for hårdt, og forskellen mellem det gode og det onde bliver først grå, siden sort. Ud af det opstår krisen - og ud af krisen, som fugl føniks, opstår det nye. Det gælder i alle magtens forhold. Og måske det falder folk svært at forstå: Men det er godt, det er sådan. Det er menneskets lod.
Se det lyder jo nærmest som en hegeliansk udviklingsteori. Eller måske er det inspireret af Nietzsches teori om Viljen til magt, der i hver generation vil skabe et over-menneske, som gør op med sin tids slave-mentalitet og skabe en ny hersker-moral (hvorefter jeg antager, at den næste generation må gøre op med denne moral, som nu er blevet rigid og steril)? Uanset hvad, Pind er inspireret af, (og kan nogen hjælpe mig med et bud?), så antyder han en filosofi, der indebærer stræben efter magt som noget naturligt og godt men også farligt omend nødvendigt og uundgåeligt. Uanset hvilke strukturer, der er skabt for at holde magten i ave, så vil magtmennesket ikke kunne ofre sin "kerne" - sin natur - og der vil altså være konstant pres på demokratiets rammer af netop de magtmennesker, som er valgt til at repræsentere dette demokrati, men tværtimod er en trussel for det. Ingen nok så demokratiske principper og institutioner kan undgå, at et magtmenneske på et tidspunkt føler sig almægtigt og bliver korrupt. "Det er menneskets lod", at det er sådan. Se dét er vitterligt en filosofi, jeg godt kunne tænke mig at få afklaret.

At demokratiet trues indefra, skal vi dog ikke se som noget negativt, for når rammerne sprænges, så skabes en krise, som vil skabe noget nyt. Eller? Nej, ifølge Pind er det ikke noget nyt, der kommer ud af krisen, men en genetablering af de gamle forhold og strukturer. Nøjagtigt de strukturer, som ikke kunne forhindre magtmennesket i at ødelægge dem, vil blive genoprettet efter den demokratiske krise. Pind forestiller sig altså en cyklus af institutionelt demokrati, der fungerer som grobund for de magtsyge galninge, demokratiet skal forsøge at holde i ave men alligevel giver magten, hvorefter demokratiet smadres af netop disse magtmennesker, og så må genoprettes efter en periode med diktatur. Det er en evindelig cyklus, som man ikke kan gøre noget ved.

Pind fortæller ikke hvordan diktaturet skal bekæmpes og magtbegrænsningerne genindføres, men det er vigtigt, at man ikke på noget tidspunkt udfordrer tanken om, at de gamle strukturer, der skabte tyrraniet kunne ændres eller erstattes med nogle nye. Efter en svada, der lyder som var den skrevet af Göbbels før han lærte at udtrykke sig retorisk, mod alle, der vover at kritisere de system, som skaber "krisen", advarer han på det kraftigste imod at forsøge at ændre noget. Det halv-korrupte system, er selv-genoprettende, og at forsøge at ændre det eller at ødelægge de strukturer, som muliggør magtens og korruptionens fuldkommenhed, "fører til fascisme og socialisme" - hvilket, antager jeg, ikke refererer til politiske ideologier men slet og ret betyder noget i retning af "det onde".

Den fascisme, der kommer af magtmennesket, der udlever sin "kerne" og giver efter for "magtens fristelse", er nemlig slet ikke så skidt endda, ifølge Pind. Eller - den er henholdsvis uundgåelig, som en del af "menneskets lod", og dels er den gavnlig, idet den skaber den "krise", som vil "rense ud" i det korrupte system, som derefter kan blive genoprettet i en ny og forstærket udgave. Det er altså godt med en politisk og økonomisk krise, da det rusker op i de gamle institutioner og tvinger dem til at genfinde sig selv. Det tætteste Pind kommer på en system-kritik eller analyse af institutionel magt, er i dette afsnit:
Sagen er den, at det ikke kun er den politiske magt, der korrumperer. Det gør også pengenes og kapitalstrukturernes. Der er de samme fristelser, de samme slidsomme beslutningsprocesser, den samme magtudøvelse - og det ender, hvis man sidder i faste strukturer for længe, med det samme resultat som i den politiske verden.
Det er altså selve samfundets institutioner, som skaber korruptionen og nødvendiggør krise. På trods af den megen elendighed en sådan krise medfører, bør vi dog glæde os over den, og blot vente på at den er overstået, så systemet kan genoprette sig selv - indtil det igen korrumperes og en ny krise kommer, naturligvis. Det er ifølge Pind de samme mekanismer, der gør sig gældende i det politiske og det økonomiske system (her er jeg enig), og det er de samme institutioner, som skaber de kriser, der som regel går ud over de i samfundet, der ikke er magtmennesker men alligevel kan trøste sig med at krisen går over - og vender tilbage:
Ud af det vil der opstå nyere og stærkere strukturer. Det er selve kapitalismens væsen, at den regenererer sig selv, på denne vis.

Det er som om mennesker ikke kan acceptere, at efter 7 fede år kommer der også nogle magre. At det er behovet for regenerering, der slår igennem her. Men at det samlet set går frem alligevel - at verden over tid bliver bedre. Samlet set.
Jeg kan ikke helt gennemskue Pinds udviklingsteori, men det er ihvert fald slået på plads, at folk, der ikke er en del af magten, ikke må hverken udfordre den eller forsøge at ændre magtens strukturer. De skal finde sig i at gå fra hus og hjem, sulte ihjel og/eller blive undertrykt, mens krisen raser, for det værste der kan ske, er at nogen forsøger at undgå den næste krise ved at skabe radikalt nye strukturer. Magten udfordrer sig selv og skaber sine egne kriser, hvorefter den vender tilbage i stærkere form end før. Hvorfor dette skulle være godt, ved jeg ikke, men Pind må da næsten bygge på noget højre-hegeliansk og konservativ filosofi her - eller hvad? På trods af hans tordneri mod det onde i form af "kollektivisme", så er der jo ikke noget spor af individet i dette indlæg bortset fra "magtmennesket". Der er magtens institutioner og strukturer, som fungerer som en slags hegeliansk "ånd", der udgør sin egen antitese og realiserer sig selv via sine indre modsætninger indtil systemet - ikke individet - opnår større og større perfektion.

Til sammenligning kommer her et citat af en tidligere højre-hegelianer og senere anarkist, Mikhael Bakunin, som tager udgangspunkt i nøjagtig samme præmis som Søren Pind, men drager vidt anderledes konklusioner:
"En upartisk og ærlig regering, som ikke misbruger sin magt, som ikke er tyranisk og som ikke tilsidesætter andre klassers interesser ene og alene af hensyn til ledende personer - en sådan regering er lige så uopnåelig som cirkelens kvadratur, for den er i strid med den menneskelige natur. Menneskets natur er således, at hvis et menneske får magt over andre, vil det uundgåeligt undertrykke dem. Hvis et menneske sættes i en priviligeret stilling, isoleret fra menneskelig lighed, bliver han korrupt - lighed og fravær af magt er nødvendige betingelser for menneskets moral. Tag den mest radikale revolutionære, sæt ham på det russiske riges trone og giv ham diktatorisk magt - noget mange af vores revolutionære grønskollinger fabler om - og før et år er gået, vil han være værre end kejseren selv." (fra Anarkistisk Lesebok, min oversættelse)



Forslag til analyser og idéer om, hvad Pinds filosofi går ud på, er meget velkomne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar