fredag den 17. april 2009

Journalistiske sandhedsværdier II: Opgør med postmodernismen

Tilbage i november skrev jeg et indlæg om de besynderlige sandhedsværdier, som journalister (og politikere) benytter sig af. Den klassiske logik - og almindelig dagligt sprogbrug - kan skelne mellem sætninger, der korrekt beskriver virkeligheden og derfor kaldes "sande", og sætninger der er i modstrid med virkeligheden og derfor kaldes "falske". Derudover er det i normal sprogbrug normalt at kalde en sætning, hvis falskhed udtaleren er bevidst om, for en "løgn". Dette er der ikke noget odiøst eller kompliceret i. Men hvis en person, der er flasket op med dette helt normale verdenssyn, pludselig begiver sig ind i journalistikkens verden, og benytter de dagligdags sandhedskriterier, så kan det let gå galt. Hvis man taler dansk i danske medier og derfor kalder en udtalelse, der er bevidst i modstrid med sandheden, for en "løgn", så bliver man nemlig retsforfulgt.

Hvis vi vender os mod indholdet i de journalistiske medier, så fungerer verden og sproget nemlig pludselig helt anderledes. Så er det ikke længere muligt at skelne mellem sandt og falsk eller løgne og sandheder. Som regel er der kun "meninger" og "holdninger" og meget sjældent præsenteres læserne for kendsgerninger. Kendsgerninger findes nemlig ikke ifølge dele af den mere primitive postmodernistiske filosofi, som kommende journalister tilsyneladende undervises i ifølge en indsigtsfuld kommentar, jeg modtog på omtalte indlæg. Der er kun forskellige subjektive måder at anskue verden på - den objektive verden eksisterer altså ikke "an sich" - og hvis én politiker synes at klokken er 3 om natten i Danmark mens en anden synes at klokken er 5 om aftenen samme tid og sted, så er det åbenbart mediernes opgave at viderebringe begge "synspunkter" uden at fortælle læserne, hvad klokken "faktisk" er (for "faktisk" findes jo ikke - faktuel journalistik hører fortiden til).

Måske er dette en medvirkende faktor til, at det ikke længere er moderne at tale om politik som noget mere eller mindre objektivt. I gamle dage handlede politik om forholdsvis identificérbare ting som økonomi og rettigheder, men i vore dage er den slags pjat passé. Næh, idag handler politik om "værdier". Det forklares aldrig hvad "værdi-politik" egentlig er - jeg har ihvertfald ikke forstået det - men det er sikkert, at disse (subjektive) "værdier" er mere vigtige end de forældede (objektive) rettigheder og økonomiske muligheder. Det er idag helt accepteret at staten afskaffer rettigheder for at fremme bestemte men sjældent uddybede "værdier".

Den postmoderne kritik af objektivismen og realismen havde oprindeligt progressive rødder. Den kritiserede den såkaldt "objektive" videnskab og politik, hvis "sandheder" som regel "tilfældigvis" altid var i overensstemmelse med magthavernes interesser og værdier og fungerede som påstået "objektiv" og "videnskabelig" legitimering af de herskende forhold. Den kritiske teori insisterede på, at underrepræsenterede og marginaliserede stemmer, oplevelser og synspunkter skulle inkluderes og høres, og at de udgør en anden version af "sandheden" og "virkeligheden", som er afhængig af deres situation (situerethed). Visse "sandheder" er altså sociale konstruktioner, skabt af de herskende interesser, og det er vigtigt at legitimere de andre opfattelser af virkeligheden som værende mindst lige så vigtige og "sande". Herfra kan man gå videre og hævde at magthavernes "værdier" (overklassens kultur, mandlige normer m.v.) og måske hele deres virkelighedsopfattelse blot er ét sæt af subjektive oplevelser, som ikke er mere sande eller objektive end andres.

Dette er efter min mening ganske udemærket og til en vis grad korrekt, men det kan altså også føres for vidt. At en sociologi, psykologi eller politologi ikke er fuldstændig, hvis den ikke tager undgangspunkt i mennesker i forskellige situationer men istedet ignorerer de data, der ikke passer ind i magthavernes fortælling, er efter min mening ikke et brud med de videnskabelige og rationalistiske sandhedskriterier. Tværtimod er det at gøre opmærksom på, at den herskende videnskab, politologi m.v. selv ikke har levet op til dem. Der er efter min mening ingen grund til fuldstændigt at forkaste idéen om sandt og falsk, objektivitet og realitet - tværtimod er det magthavernes rationaliseringer og mytologier, der skal afsløres som de subjektive interesser og "værdier", de nu engang er.

Det postmoderne mantra, "alt er relativt", er ikke noget entydigt progressivt redskab. I de seneste år er det snarere blevet approprieret af de magthavere, det engang kritiserede, så det nu er subjektivismen, som legitimerer magten. Den radikale og kritiske filosofi kritiserede tidligt liberalismens retfærdighedsbegreb, der byggede på formaliserede og "objektive" juridiske rettigheder, som ikke tog højde for, at forskelligt "situerede" (socialt placerede) individer ikke havde lige gavn af eller adgang til dem. Liberalismens rettigheder var altså primært til for de, der allerede havde opnået magt nok til at kunne holde dem i hævdt, mens de, der ikke har samme muligheder faktisk holdes nede af det selvsamme retfærdighedsbegreb (jævnfør: når ubevæbnede folk kæmper for sine rettigheder, så kaldes det over én kam for vandalisme og terrorisme, mens statsligt politi og militær vold generelt er legitimt så længe det holder sig indenfor visse konventioner, som de ubevæbnede ikke har mulighed for at holde sig indenfor).

Men efterhånden er mindre kampe er blevet vundet ved netop at påpege det hykleriske i magthavernes fortællinger eller i de liberalistiske rettigheder, som ofte er blevet brugt til at nægte folk ligestilling - man har altså brugt magthavernes diskurs imod dem selv og skabt stadigt mere inklusive rettigheder og fortællinger, der tager højde for forskellige situationer og stemmer. Kvinder (og sorte i USA) fik for eksempel gradvist stemmeret og juridisk ligestilling ved at påpege, at de respektive samfund ikke levede op til deres egne påståede kriterier for formel lighed. Istedet for at kræve principperne afskaffet krævede man dem fuldt realiserede og udvidede. Helt ubrugeligt er oplysningsidealet altså ikke (omend det naturligvis krævede kampe, som ikke var "legitime" ifølge de "liberale" principper).

De vi nu ser, er en reaktion fra de herskende magthavere, hvor de opdager, at deres hykleriske "objektive" principper bliver brugt af folk, det aldrig var meningen skulle nyde gavn af dem, og de derfor forkaster dem. Idag er det de progressive og marginaliserede, som insisterer på overholdelse af formelle rettigheder baseret på objektive kriterier, mens magthaverne og de priviligerede har droppet dén diskurs og istedet taler om "værdier" og "bevarelse af kulturer" og argumenterer med "det synes jeg" eller "sådan oplever jeg virkeligheden", mens de afviser at der findes objektive kriterier for noget som helst. Således er det idag de, der kalder sig fortalere for "liberalismen" og "vestlige værdier", som begrunder politiske handlinger slet og ret i deres egen vilje eller i en subjektiv trang til magt, mens de afviser at viljen eller magten kan eller bør begrundes i noget objektivtivt og offentligt tilgængeligt.

At magthaverne hypper deres egne kartofler og blæser på sine egne principper, når de ikke længere passer dem, er ikke noget nyt. Men at de helt afviser at begrunde eller rationalisere deres handlinger og åbent vedkender sig, at de handler ud fra noget rent subjektivt eller udfra sine egne interesser, det er så vidt jeg ved noget forholdsvis nyt.

Tilbage står så journalisterne, som skal dække magthavernes handlinger og udtalelser, og er flasket op med det, at de blot skal viderebringe forskellige fortællinger i en given sag og ikke beskrive sagen faktuelt. De står nu i den situation, at politikerne ikke længere føler det nødvendigt at forsøge at begrunde (eventuelt ved at lyve) hvorfor en given beslutning vil være god for befolkningen, men istedet blot fortæller, at den repræsenterer deres "værdier" - altså at den smager godt, og at de, der er imod den, har dårlig smag. Der er ingen, der forklarer hvad disse "værdier" går ud på, men ethvert politisk - og nu også juridisk - spørgsmål drejer sig nu om en "værdi-kamp" og ikke om at finde ud af hvad der vil være i overensstemmelse med de formelle rettigheder eller hvem det er til gavn for.

I nogle tilfælde vil journalisten så kunne henvende sig til en "tredie" person - en såkaldt "neutral ekspert" - som så kan give sin beskrivelse af den givne sag, men disse eksperter afvises jo med let hånd som "smagsdommere" eller "aktivistiske jurister", der også blot udtrykker deres subjektive mening. Med andre ord kan vi ikke stole på noget som helst. Når der ikke længere formelt findes objektive sandheder eller i det mindste økonomiske interesser i politik og journalistik, så bliver det hele til et spørgsmål om, hvem der kan få en historie eller sag til at se bedst ud, lyde bedst, få modparten til at virke "grim", hvem der er mest sympatisk osv. Dette er ikke til gavn for de underpriviligerede og marginaliserede, endsige de, der lugter, lyder og ser anderledes ud.

Vi skal kritisere magthavernes "værdier", interesser og handlinger. Det kræver at vi har et grundlag at kritisere ud fra. Jeg mener, at et udemærket redskab i denne kritik er den objektive virkelighed og dagligsprogets mulighed for at skelne mellem sandt og falsk. Det skal være muligt for journalister at beskrive indholdet i en given lov, skattereform, politisk dokument m.v. Naturligvis vil man kunne kritisere deres beskrivelse for ikke at tage højde for alle interesser, for at være for ensidige, for at lave falske beskrivelser m.v. men er alternativet virkelig, at de så blot gør det hele til et spørgsmål om subjektive meninger, og blot lader magthaverne fortælle, hvad de synes, uden at vi har nogen som helst bare nogenlunde objektive kendsgerninger at forholde os til?

Der findes en virkelighed - love, økonomi, politiske udtalelser, trafik-uheld osv. har en objektiv eksistens, som det er muligt at beskrive. Den radikale kritik bør ikke angribe forsøget på at beskrive virkeligheden men istedet den ensidige og subjektive fortælling som benægter dele af virkeligheden, ignorerer andres eksistens og altså netop ikke er objektiv eller fuldstændig. Det skal være desuden være muligt med denne virkelighed som reference-punkt, at fortælle at denne og hin politiker ikke bare "taler usandt" men decideret lyver. Det er ikke altid til at vide, hvornår en person er bevidst om, at hendes udtalelser strider mod sandheden, men vi må i det mindste antage, at der findes en sandhed, og at denne person har nogenlunde samme tilgang til den som vi andre. Hvis vi antager, at vi alle blot lever i vor egen lille virkelighed, som kan være helt forskellig fra alle andres, så er der jo ingen grund til overhovedet at have aviser og andre kommunikationsmedier andet end som underholdning og historie-fortælling.

Det er ikke godt nok at fortælle, at den ene politiker synes at klokken er 3 og den anden at klokken er 5. Journalisten har mulighed for at kigge på et ur, at sammenholde det med et andet ur, og så fortælle dels hvad klokken faktisk er og dels at den ene (eller begge) politiker(e) enten er fuld af løgn eller lever i en alternativ virkelighed, der ikke har noget med min at gøre. Jeg har ikke lige så meget brug for at vide, hvad en given politiker synes, hvilken smag eller hvilke "værdier" han har, som jeg har for at vide, hvad de gør og hvad de vil gøre. Det er journalisters opgave at oplyse os om dette - ikke blot at gengive magthavernes subjektive fortællinger.


PS. Jeg ved godt, at der er økonomiske og produktionsmæssige forhold, som spiller ind på journalisternes muligheder for at lave reel informativ - kendsgernings-opsøgende - journalistik, og at de derfor ofte må ty til blot at bringe "sound bites" fra magthaverne. Dette er dog noget ganske andet end ligefrem at promovere en filosofi, der antager at virkeligheden ikke eksisterer, som et journalistisk ideal. At man er fattig betyder ikke, at man behøver at opdrage sine børn til at have sult som ideal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar