søndag den 19. april 2009

Lev og lad leve

Danmark har to partier. Det alt-dominerende Forbudspartiet, som både er i regering og til højre og venstre for den, og et meget lille liberalt oppositionsparti. Forbudspartiet mener, at det er Statens opgave at definere hvad der er Godt, Sandt, Moralsk og Naturligt og at regulere alle aspekter af den menneskelige tilværelse, så de uoplyste, dumme, unaturlige og syndige mennesker kan ledes ind på Den Rette Vej. Forbudspartiet mener, at den bedste strategi til at lede pøblen (dig og mig) ind på Den Rette Vej, er at forbyde alting - menneskene er fødte syndere og kriminelle, og som sådan har de ingen mulighed for selv at leve moralsk. Når alting er forbudt, så kan Staten som udgangspunkt betragte alle borgere som kriminelle (og dermed indføre visitationszoner, overvågning og alt muligt andet) og slå ned på de værste tilfælde, mens de andre slipper med skrækken og bevidstheden om, at selvom de ikke straffes i denne omgang, så betyder det ikke at de er udenfor mistanke eller er "uskyldige".

Det liberale oppositionspartis tankegang er, at det er borgerne selv, som definerer hvordan de vil leve deres liv, så længe de ikke skader andre, og at det blot er statens opgave at sikre, at alle har mulighed for dette. Den stammer fra 1700- og 1800-tallet og dens indflydelse i nutidens politik er forsvindende lille og bliver stadigt mindre. Langt de fleste politikere idag ved, at borgerne ikke er istand til at tage vare på sig selv, og at politikerne i Forbudspartiet er de eneste, der ved, hvad der er godt og sandt. De ved også, at det er de færreste borgere, som ikke vil have, at Statens ypperstepræster fortæller dem, hvad der er Sandt og Godt, og at de fleste accepterer, at Staten ved bedst, og at det kun er de, der ikke følger Den Rette Vej, og netop ønsker at leve amoralsk, unaturligt, og falsk, som ønsker at være fri for Forbudspartiets dekreter og reguleringer. De forældede og forstokkede fjolser, som stadig taler om "frihed" og andre idéer fra det forrige århundrede, kan altså med lethed afvises af såvel ypperstepræsterne i Forbudspartiet som befolkningen i al almindelighed: hvis de ønsker frihed, og er imod Statens dekreter, så er det jo fordi de vil have frihed til at leve amoralsk og altså netop ikke bør have denne frihed. Ethvert forbud legitimerer således sig selv, og enhver kritik af magten kan afvises som kritik af Sandheden og Det Gode og Moralske.

Der er ikke det emne, som ikke kan reguleres af Forbudspartiet. Der er intet skel mellem "det private og personlige" og "det offentlige og statslige". Det personlige er politisk, sagde venstrefløjen engang, og det har højrefløjen for så vidt altid ment - forskellen er, hvad dette betyder for de to fløje. Indenfor Forbudspartiet er de enige om, at det betyder, at der ikke er noget, der hedder "privatlivets fred" eller en "personlig sfære", og at Staten kan trænge ind og regulere alle aspekter af samfundet og livet. Indenfor Forbudspartiet strides de to fløje blot om, hvad i den "personlige sfære", der skal forbydes - ikke om hvorvidt det er Statens opgave og privilegie overhovedet at trænge ind i det, der engang blev betragtet som "den personlige sfære".

Som sagt er den klassiske liberalistiske tankegang om statens rolle for længst sat udenfor indflydelse. De færreste idag ved overhovedet hvad den gik ud på. Agger fra Modspil.dk minder os om, hvad essensen i den ideologi, som engang i sidste århundrede blev betragtet som grundpillen i demokratiet, går ud på, i dette indlæg. Indlægget handler om et bestemt emne, men i det uddrag, jeg citerer her, har jeg fjernet henvisningerne til det konkrete emne, for princippet, der kommer til udtryk i citatet her, er nemlig essensen af et generelt og universelt princip, der engang var hovedkernen i det, der gik under navnet "liberalisme":

Det korte af det lange er vel, at jeg kke behøver at bryde mig om tanken om (det). Der er mange ting, jeg ikke bryder mig om at tænke på, og jeg håber sandelig ikke, at nogen nogensinde vil finde på at forbyde dem alle.

Hvis vi ikke personligt bryder os om tanken om (noget), kan vi lade være med selv at gøre noget sådant, eller vi kan lade være med at omgås folk, der gør - men vi kan ikke med nogen forestilling om et “frit samfund” i hånd insistere på, at samfundet skal blande sig i, hvad voksne mennesker gør med hinanden under fuldt gensidigt samtykke og uden skade for tredjepart.


Paranteserne er indsat af mig, hvor jeg har fjernet det konkrete emne, for at fokusere på princippet - dét, der er kernen i de gamle "liberale værdier". Tænk: denne besynderlige tankegang var faktisk slet ikke ualmindelig engang - og det er faktisk ikke så længe siden endda, selvom den virker helt kættersk og absurd i dagens Danmark.

1 kommentar:

  1. pæne ord om mit indlæg; og ja, det er lige præcis den forståelse af den enkelte friheds versus statens rolle, som er blevet en alt for stor mangelvare i denne tid.

    Var det ikke også Søren Kierkegaard, som sagde, at det var bedre at leve i et tyranni end i et demokrati, for tyrannen kan ikke forventes at interessere sig for, hvad du personligt går og laver, men det kan din nabo! Det rigtige alternativ til tyranniet er selvfølgelig en selvforvaltning, hvor man lader passer sine egne ting og lader andre være i fred - sådan som det ganske rigtigt var en selvfølge i den oprindelige liberalisme.

    SvarSlet