torsdag den 23. april 2009

Obama og "race-spørgsmålene"

I dette indlæg nævnte jeg de to emner, der var afgørende for, at Obama-administrationen nægtede at deltage i FN's konference om racisme: at den transatlantiske slavehandel blev benævnt som den forbrydelse mod menneskeheden, den vitterligt var, og at det kolonialistiske apartheid-regime, Israel, blev kritiseret. Disse emner er ikke særlige for hverken Durban II-konferencen eller Obama-administationen. USAs regeringer har i årtier modarbejdet at racisme, etnisk fordrivelse og kolonialisering skal addresseres som et menneskerettighedsspørgsmål. Som sagt boykottede Obama da heller ikke Durban II på grund af nogle af de nye emner eller udtalelser, men fordi det ikke lykkedes at få erklæret den 62 sider lange udtalelse fra Durban I ugyldig.


I forrige indlæg skrev jeg, at hensynet til den zionistiske lobby i USA var den primære af de to grunde. Dermed undervurdede jeg måske de kræfter i USA, der ønsker at forhindre at USA's regering tager den hjemlige strukturelle racisme - arven fra slaveriet og apartheid-tiden - alvorligt. Der er absolut ingen sober grund til at tro, at Obama qua hans etnicitet skulle betyde, at dette emne opprioriteres. Tværtimod! Afrikanske og afro-amerikanske organisationer har kæmpet hårdt for at bringe alvorlige emner op, der addresserer den strukturelle etniske ulighed og diskrimination, der stadig rammer sorte i USA og på verdensplan, og de har nu kunnet konstatere, at Obama-administrationen officielt modarbejder deres kamp.

Når en "hvid" præsident, der blev betragtet som en integreret del af det racistiske system, modarbejdede bestræbelserne på at diskutere fortidens og nutidens undertrykkelse, så var det let at kritisere, men Obama, der repræsenterer nøjagtigt det samme system og de samme magthavere, har opbakning fra store dele af den "sorte" liberale bevægelse, og kan dermed med langt større lethed slippe afsted med at føre den samme politik, som fastholder de samme strukturer. Valgkampen - både mod Hillary Clinton og McCain - viste, at Obama for at blive den "første sorte præsident" måtte distancere sig fra de sorte græsrodsbevægelser og garantere, at han ikke ville udgøre nogen trussel for det hvide socio-økonomiske over-herredømme.

Omvendt har han - måske for at imødegå de paranoide "muslim-beskyldninger" eller blot for ikke at virke for meget som en tilhænger af menneskerettigheder globalt - under valgkampen og derefter bevidst tilnærmet sig dele af den aller-yderste, racistiske højrefløj, de amerikansk-israelske zionistiske organisationer, i en langt højere grad end nogen amerikansk præsident før ham. Hvor George W. Bush blot behøvede at tilfredsstille sit neokonservativt-nationalistiske og evangelisk-fundamentalistiske bagland, mens alle andre vidste, at de ikke havde noget godt at vente fra den kant, så har Obama den "fordel", at han kunne regne med opbakningen fra store dele af de etniske minoriter, græsrødderne og menneskerettighedsforkæmperne, uanset hvad han gør, mens han har vist krigstilhængerne og højrefløjens lobbyister, at han faktisk vil arbejde for deres sag.

I en manøvre, der kan opfattes som tre-dobbelt racistisk, gav Obama-administrationen oplysningen om, at de på trods af at have fået fjernet alle yderligere henvisninger til den etniske fordrivelse og kolonialismen i såvel Afrika, USA og Palæstina, fra de nye Durban-forhandlinger, alligevel ville boykotte mødet, da USA ikke anerkender den oprindelige udtalelse om racisme fra 2001. Det var naturligvis også et slag i ansigtet på palæstinenserne, hvis eksistensret knap nok anerkendes, og som ifølge USA ikke har ret til ligestilling, men det er trods alt hvad man kunne forvente fra en hvilken som helst amerikansk præsident - især én der gav sin vigtigste valg-tale til den højreorienterede anti-palæstinensiske lobby-organiation, AIPAC, og mere end nogen anden har erklæret sig for tilhænger af de europæiske kolonisatorers ret til overherredømme i Palæstina.

Men det var i særdeleshed også et slag i ansigtet på de afro-amerikanske organisationer, der har arbejdet i årevis på at få slave-handlen og den fortsatte racisme mod sorte taget alvorligt - deres arbejde blev nævnt eksplicit som én af de ting, Obama-regeringen med succes havde fået undergravet. Dette var hvad man kunne forvente fra tidligere præsidenter, men mange havde nok troet, at Obama-administrationen ville være anderledes - det modsatte er faktisk tilfældet: Obama-administrationen kan endnu mindre rissikere at blive set som én der støtter sorte amerikaneres bestræbelser på at opnå strukturel ligestilling, end en højreorienteret præsident med den traditionelle hudfarve kan.

Det er interessant, hvem Obama-administrationen valgte at give informationen om at boykotte forhandlingerne til i første omgang. Det var ikke til de afro-amerikanske organisationer, som han måtte skuffe. Det var ikke til de græsrødder, der støtter ham uanset hvad han gør, og som tror, at de fik ham valgt. Og det var naturligvis ikke til nogen palæstinensiske organisationer eller andre menneskerettighedsgrupper. Obamas græsrodsbagland blev slet ikke hørt i denne forbindelse, ligesom det ikke er blevet hørt i andre forbindelser siden han blev valgt. Nej, de første, der fik regeringens beslutning at vide var, hvad regeringens presse-stab omtalte som "en gruppe jødiske ledere". Dette er det tredie punkt, hvor denne manøvre har racistiske elementer.

De "jødiske ledere", der var så vigtige, at de var de første, der skulle høres og oplyses i forbindelse med regeringens beslutninger, er naturligvis ikke repræsentanter for jødiske - kulturelle, etniske eller religiøse - grupper, der rammes af racisme og er strukturelt undertrykte i USA. Nej, de er faktisk slet ikke repræsentanter for jødedommen eller specifikt "jødiske" ledere overhovedet. Det nævnes ikke i pressemeddelelsen fra Det Hvide Hus præcist hvilke organisationer der modtog oplysningen, men vi kan være sikre på, at det ikke drejer sig om de mange progressive, liberale, venstreorienterede og antiracistiske, jødiske organisationer, der findes i USA, men snarere om de israelske og højreorienterede lobby-grupper, der på ingen måde repræsenterer "jøder" eller "jødedommen". Det er politiske grupper, der samarbejdede med den tidligere neokonservative regering, og hvis formål er at forsvare den israelske besættelsen af Palæstina og benægte Fordrivelsen. At omtale disse som "jødiske ledere" er som gøre Dansk Folkeparti til repræsentant for alle kristne.

Den tredie måde denne manøvre var racistisk på, var altså ved at defamere alle jøder og omtale den racistiske højrefløj som deres repræsentanter - dette er mere antisemitisk end noget af indholdet i den iranske præsident Ahmadinejads tale ved FN-konferencen.

Obama har hermed bekræftet, at den socio-økonomisk marginaliserede sorte befolkning i USA og dens græsrodsorganisationer er lige så ligegyldige for hans administration, som de har været for alle andre - måske endda mere - mens den israelske højrefløjs lobbygrupper i USA er endnu tættere forbundet til regeringen end de har været før. De europæiske bosættere i Israel har mere indflydelse på amerikansk politik end marginaliserede sorte i USA. Det er et meget uheldigt (og racistisk) signal at sende, at omtale disse lobby-grupper, der betalte for Obamas valgkamp, som "jødiske ledere" og altså gøre støtten til en besættelsesmagt i mellemøsten og afvisningen af sorte amerikaneres sociale bevægelser til et "jøde-spørgsmål", men det afspejler desværre en tendens, der har eksisteret i nogen tid i USA, og som Obama-administrationen nu forstærker og gør officiel.

Jeg slutter med nogle længere citater fra det afro-amerikanske progressive medie Black Agenda Report. Først magasinets udgiver Glen Ford:
On Tuesday, April 14, according to the Huffington Post, the White House placed a conference call to American “Jewish leaders,” all but assuring them the U.S. would not show up for Durban II, the international conference on racism, in Geneva, Switzerland. President Obama’s close adviser Samantha Power, of the National Security Council, said the event’s revised draft document “met two of our four red lines frontally, in the sense that it went no further than reparations and it did drop all references to Israel and all anti-Semitic language. But it continued to reaffirm, in toto, Durban I.”

Translation: although the document, under relentless U.S. pressure, has been watered down to the point of irrelevance, it remains unacceptable because it reaffirms declarations of the first World Conference Against Racism, in Durban, South Africa, in 2001. There is virtually no chance President Obama will reverse his decision to boycott Durban II, April 20-24.

We must first ask: Why is the White House reporting to “Jewish leaders” on an issue that is of interest to all Americans, most especially people of color? Has Obama arranged such briefings on Durban II for “Black leaders,” “Latino leaders,” or “Native American leaders” – representatives of constituencies that have suffered genocide, slavery, discrimination, forced displacement and all manner of racist assaults right here on American soil? No, he has not. Barack Obama knows full well that he risks nothing by disrespecting African Americans at will. Across the Black political spectrum, so-called leadership seems incapable of shame or of taking manly or womanly offense at even the most blatant insults to Black people when the source of the affront is Barack Hussein Obama.
(...)
Several weeks ago, popular Sirius Radio Black talk show host Mark Thompson (“Make It Plain”) wondered aloud if Obama’s threat to boycott Durban II should be a “deal breaker” – a “last straw” offense against Black interests and sensibilities. It should have been. The Obama administration’s fawning, damn near servile behavior when accommodating Zionist demands – and I use the word “demands” quite purposely – was a lesson in how Power responds to constituencies it favors, fears, or at least, respects. Blacks get nothing from Obama’s White House except permission to worship him as the ultimate role model. Less than nothing, as the unfolding Durban outrage demonstrates.
(...)
Israel and the White House speak of “red lines” that they will not tolerate being crossed in politics and diplomacy. But where are the “red lines” that so-called Black leaders will not allow to be breached? Where Barack Obama is concerned, such lines do not exist – which is why he is permitted to walk all over Black folks, with impunity. Yes, Durbin II should have been a deal breaker. Instead, it was mostly cause for sniveling lamentation and words of “concern” or wishful predictions by Black notables that Obama would change his mind (after the damage had already been done!) and attend the conference.


Og jura-professor Vernellia R. Randall:
In refusing to allow the U.S. to take part in next month's international gathering on racism, dubbed Durban II, the first Black president will "take the same action as his all-white predecessors: refuse to engage and to be a leader in the elimination of racism." Much more is up for discussion than just the question of Israeli anti-Arab racism. The event's agenda includes slavery reparations and institutional anti-Black racism in the United States and throughout the African Diaspora - issues that Barack Obama would, apparently, rather avoid.
(...)
Modern day racism is not intentional or individual; it is institutionalized system of oppression and exploitation that is reinforced by a complex and pervasive system of beliefs, policies, practices and laws. In the United States, we have eliminated slavery and legal apartheid (Jim Crow) and that is significant progress. But racism like water finds a way.

Because it is hidden from the eyes of the every day white person, racism of the 21st century, (institutional, structural and systemic) grows as virulent and as egregious as slavery and legal apartheid. Few people realize that in every area of life, except civic engagement, Blacks are worse off than whites.
(...)
It was my hope that Obama, as the first Black president, would make eliminating these obvious racial disparities an integrated priority of his administration. It was my hope that Obama would take a different approach than his all white predecessors.

Unfortunately, Obama appears to have reaffirmed long-standing neglect of efforts to eliminate racism. After months of refusing to participate in the preliminary negotiations, the United States decided to take part in the "planning" the Durban Review Conference for one week and then issue an ultimatum to the planning committee: “remove references to Israel, reparations or we walk.”

Many would like to make the references to Israel the primary problem, but a look at United States history leads me to believe that it is the United States’ desire not to address racism as an international human rights issue that motivates the Obama Administration’s behavior.
(...)
Importantly, Obama’s decision not to participate in the Durban Review means that the first Black president will take the same action as his all white predecessors: refuse to engage and to be a leader in the elimination of racism.

In particular, the United States has failed to fully participate in every world conference on racism. (that is, 1978, 1983, 2001). Now the United States has decided not to participate in the Durban Review Conference, to be held April 20-24, 2009 in Geneva, Switzerland.

The Durban Review Conference is NOT a United Nations World Conference but a review conference to determine the progress made toward implementing the Durban Plan and Programme of Action from the World Conference Against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance, held in 2001 in Durban, South Africa. That conference offered a unique opportunity to address an issue that has been plaguing the African Diaspora: anti-Black racism.
(...)
The Question, after eight years, is what progress have the governments, the United Nations and other institutions made toward the elimination racism, particularly anti-Black racism.

The Durban Review is designed to assess that progress.

Unfortunately, the Durban Review Conference is being hijacked by governments and members of civil society, including the Obama administration, who may not have the elimination of racism and racial discrimination, especially for African and People of African Descent, as their highest priority. In fact, in just the last week, in response to Obama administration ultimatum, the Durban review committee:
• withdrew language related to reparations;
• removed the proposed paragraph related to the transatlantic slave trade being a crime against humanity;
• removed proposed paragraphs designed to strengthen the Working Group of Experts on People of African Descent; and,
• overall weakened the efforts related to people of African Descent.

This is devastating.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar