lørdag den 4. april 2009

Sudan: Historie og international retfærdighed

Sudans præsident, den tidligere oberst i hæren Omar al-Bashir kom til magten i 1989 på den traditionelle måde: Han tog den ved et militærkup. Siden England opgav sin besættelse af landet havde der været adskillige af den slags magtudskiftninger begået af forskellige fraktioner støttet af henholdsvis den ene eller den anden side i Den Kolde Krig. Den Kolde Krig var nemlig ikke spor "kold" - der blev ganske vidst ikke udkæmpet nogen slag direkte mellem de to aktører, USA og USSR, men millioner af mennesker blev dræbt i stedfortræder-krige, som blev udkæmpet i Asien og Afrika på foranledning som led i de to supermagters globale magtspil.

Efter næsten et århundrede under europæisk koloni-magt opnåede de fleste Afrikanske stater "selvstændighed" i 1950erne og -60erne for at blive kastet ind i skiftende borgerkrige og statskup støttet af nationer på andre kontinenter. Sudan er ingen undtagelse. Strategisk beliggenhed samt forekomsten af olie-, guld, uran og andre ressourcer har gjort regionen til en brik i et globalt spil længe før staten overhovedet blev dannet.

Berlin-konferencen
I 1884 mødtes en række europæiske statsoverhoveder (herunder Danmark) i Berlin . Konferencen blev blandt andet iværksat på foranledning af den belgiske Kong Leopold II, der var en af de mest ambitiøse imperialister og ved at omdanne "Belgisk Kongo" til én stor arbejds- og dødslejr blev en af verdenshistoriens største mordere. Han fik overbevist de andre europæiske stormagter om, at det var bedst ikke at konkurrere indbyrdes i Afrika men istedet opdele kontinentet i Europæiske interessesfærer.

Berlin-konferencen opdelte Afrika i forskellige zoner ved at slå streger på et kort, hvorefter kolonialiseringen kunne begynde for alvor. Således blev adskillige af de afrikanske statsgrænser skabt. 20 år senere var 90% af Afrika under Europæisk kontrol. England fik tildelt Sydafrika og det meste af det østlige Afrika - herunder Ægypten og Sudan. En del af årsagerne til og konsekvenserne af denne konference indgår i den følgende historie, som leder op til de tragiske begivenheder, der stadig finder sted, i Sudan idag.


Nordsudan og Ægypten
Før den engelske overtagelse må vi gå lidt længere tilbage for at forstå den nuværende konflikts baggrund. I 1820 blev det nordlige Sudan indlemmet under det Ægyptiske rige. Ægypten var egentlig en del af det ottomanske rige, der havde hovedsæde i Tyrkiet, men efter at have ført an i slaget mod Napolens hær, der besatte Ægypten i 1798, blev den græsk-albanske hærleder (Grækenland og Albanien var også en del af det ottomanske rige, der havde hovedsæde i Tyrkiet) gjort til guvernør for de ottomanske provinser i regionen.

Det ottomanske rige var svækket af regionale oprør og Muhammed Ali gjorde Ægypten til et de facto selvstændigt rige, som begyndte sine egne invasioner - herunder af det nordlige Sudan - hvorefter han erklærede krig mod det ottomanske rige. Krigen mod Tyrkiet blev både støttet og bremset af England og Frankrig, som nød svækkelsen af det ottomanske rige, men ikke ønskede det erstattet af et tilsvarende ægyptisk imperium. Resultatet blev et Ægypten formelt knyttet til det ottomanske rige men de facto selvstændigt - med ret til at ekspandere mod syd i Afrika men ikke mod nord i Lilleasien og Middelhavet.

Selvstændigheden varede dog ikke længe, for Frankrig havde opdaget Suez-kanalen, som gjorde Ægypten til en vigtig brik i den europæiske imperialismes transport mellem Asien og Europa samt for kolonialiseringen af resten af Afrika, og da Frankrig i 1850erne byggede kanalen (med ægyptiske slave-arbejdere) og fik retten til at administrere den, følte det Engelske imperium sig truet og under dække af "humanitære hensyn" gav England våben til etniske fraktioner i et oprør mod den ægyptiske stat og de franske interesser.

Ægypten led samtidig under omkostningerne for ekspansionerne mod syd og øst, mens England og Frankrig overtog stadigt mere af kontrollen med infrastruktur og økonomi, og i 1875 solgte Ægypten sin andel i Suez-kanalen til England, mens Ægypten blev underlagt "strukturtilpasningsprogrammer" og de facto engelsk administration. Den ægyptiske stat gik efterhånden bankerot, og i 1879 overtalte England og Frankrig Tyrkiet til officielt at genetablere sin formelle politiske magt, og den Ægyptiske regent blev afsat.

Trætte af undertrykkelsen fra den ægyptiske regering, den tyrkiske overklasse og de franske og engelske koloni-herrer startede endnu et oprør - anført af en lokal militær-officer - i Ægypten, som truede den europæiske dominans over regionen. England sendte sin flåde, bombarderede Alexandria og Cairo, overtog Suez-kanalen og besatte landet - naturligvis for at "genoprette den politiske stabilitet", men den ægyptiske regering forblev en marionet-regering under britisk protektorat. Sammen med besættelsen af Ægypten i 1882 blev det Nordlige Sudan altså også indlemmet under britisk overherredømme.


England bygger Sudan
Men hvad har alt dette mere præcist at gøre med konflikten i Sudan idag? Jo, det nordlige Sudan havde for så vidt formelt hørt under Ægypten i adskillige århundreder, men Muhammed Alis militære invasion af området var et led i hans overtagelse af Ægypten fra det tyrkiske overherredømme. Overklassen i Ægypten var hovedsageligt mammelukker, som var loyale overfor Tyrkiet, og adskillige af denne krigerkaste tog mod syd - til Nordsudan - da Ægypten førte sine selvstændighedskrige.

Her forsøgte de at at oprette en selvstændig stat, der var en trussel mod Ægypten. Den ægyptiske gen-erobring af Nordsudan og efterfølgende nedkæmpning af oprørsgrupperne skabte yderlige spændinger, eftersom repressionen også gik ud over lokale etniske grupper, som nu blev indskrevet i den ægyptiske hær.

Da England overtog administrationen over Ægypten og Nordsudan fortsatte de kolonialiseringsprocessen mod syd, som ellers havde hørt under Belgien og Frankrig. Det britiske imperiums plan var at forbinde sine besiddelser i Afrika fra Sydafrika til Suez-kanalen, hvilket gik imod Frankrigs planer om, at forbinde sine besiddelser fra Vestafrika til Nilen langs det sydlige Sahara. Det førte til kampen mellem de to supermagter om det, der idag er Sydsudan. England vandt og "Sydsudan" blev etableret, men Nord- og Sydsudan blev administreret af England som to adskilte kolonier.

Helt så let gik det dog ikke, for i mellemtiden havde Sudan sin egen nationale vækkelse. Den afrikansk-sudanesiske Muhammed Ahmad kombinerede (som så mange andre) nationalisme og religion og skabte en sudanesisk selvstændighedsbevægelse, der kæmpede mod det ottomansk-ægyptiske og britiske overherredømme og deres sunni-muslimske og kristne indflydelse.

Han erklærede sig selv for messias (mahdi), skabte sin egen variant af islam og samlede adskillige stammer i et oprør mod den "fremmede indflydelse". Det lykkedes denne 'Mahdiens Hær' at slå den engelske hær i Khartoum i 1884 og i en kort periode var der for første gang en statsdannelse, der dækkede nogenlunde over det territorium, der idag er Sudan.

Det varede indtil 1898, hvor den engelske hær igen besatte landet i et blodigt slag, hvor Winston Churchill blandt andre var soldat. Herefter blev hele Sudan sat under Britisk administration, men som sagt opdelt i det ottomansk-arabiske nord, der havde hørt under Ægypten, og det britisk-kristnede og stammebaserede syd.

Det hører også med til historien, at Ægypten i 1874 under engelsk administration invaderede det lille kongerige, Darfur, i det, der idag er Vestsudan, og at dette område fortsatte også som engelsk koloni, men blev behandlet som en selvstændig region med en hvis autonomi indtil 1914, hvor England besluttede sig for at Darfur skulle indlemmes fuldt i det engelske Sudan for ikke at falde i hænderne på Tyrkiet under den Første Verdenskrig.

England fokuserede på udviklingen i Nordsudan og indsatte to repræsentanter for hver sin religiøse sekt, som lokale magthavere i den nordlige del af landet - disse to fraktioner blev til to af partierne i det senere selvstændige Sudan. Bortset fra kristne missionærer lod England det civile liv i den sydlige halvdel passe sig selv, og den britiske administration overvejede at indlemme den sydlige del i de østafrikanske kolonier istedet for i Stor-sudan. England havde inddelt Nordsudan i 6 provinser - herunder Darfur - og det var først i 1946, at England besluttede sig for, at den sydlige del af landet skulle høre sammen med den nordlige.


En stat, der aldrig var en stat
I mellemtiden havde Ægypten i 1936 opnået en slags selvstændighed fra det engelske imperium (som dog fortsat besatte Suez-kanalen), og eftersom det britiske "krav" på Sudan var forbundet til Ægyptens "krav" på Nordsudan, mente Ægypten, at England burde trække sine tropper ud af Sudan. Det var dog først, da Ægypten opnåede reel selvstændighed ved revolutionen/militærkuppet i 1952, som afsatte det engelsk-venlige ægyptiske kongehus, at Sudan opnåede løsrivelse, idet den nye ægyptiske regering officielt opgav ethvert ægyptisk krav på Sudan for derved at underminere Englands formelle undskyldning for at holde landet besat.

Sudan blev erklæret selvstændigt i 1956 ved en aftale mellem Ægypten og England, men der blev ikke taget nogen hensyn til hverken den politiske repræsentation eller økonomiske udvikling i den sydlige del af landet, mens Darfur mod vest var splittet med hensyn til loyaliteten til regeringen i Khartoum og spørgsmålet om "arabisk" eller "afrikansk" tilhørsforhold.

Resultatet blev den "første" borgerkrig, der nøje fulgte de regionale linier og fraktioner, der var dannet af den engelske kolonimagt, og som har raset lige siden med skiftende styrke. I 1958 tog den tidligere general i den engelsk-sudanesiske hær, Ibrahim Abboud, magten over det ufungerende parlament, og gjorde sig selv til diktator.

Lige siden landet blev skabt (af andre stater) har Sudan skiftesvis haft magtesløse og splittede regeringer og militær-diktatur, samt en permanent borgerkrig. Skiftende globale stormagter har henholdsvis støttet den siddende regering eller diverse oprørsgrupper og gjort Sudan til et varmt brændpunkt i den såkaldte "kolde krig".


Europæisk benægtelse
Efter den kolde krigs officielle afslutning i 1989 har disse forhold ikke ændret sig - de globale aktører har skiftet, men Sudan er stadig et splittet land, skabt af internationale aktører, med en befolkning, der er tvunget sammen under kunstige grænser for at natur-ressourcerne kan administreres ud af landet.

Den kunstige statsdannelse er en medvirkende faktor for nationalistiske løsrivelsesbevægelser, der føler sig forfordelt af staten, statsmagtens nationalistiske nedkæmpelse af disse bevægelser for at bevare sin egen kontrol, priviligerede gruppers støtte til status quo og den herskende orden, samt imperialistisk støtte til den siddende stat fra udefrakommende, der har handelsaftaler med den, og imperialistisk støtte til oprørsgrupper fra udefrakommende, der håber på nye handelsaftaler.

Religion og etnicitet er også kunstige konstruktioner, der opfindes til lejligheden for at forstærke de respektive tendenser - det er elementer, der indgår i de fleste nationalismer overalt i verden, og det er i denne forbindelse også relevant at notere sig, at disse kunstige skel til dels er dannet ved kolonimagternes tildelelse af privilegier til udvalgte grupper og ved selve det at skabe en stat med økonomisk og politisk centrum placeret i en bestemt region.

Intet af alt dette undskylder de forskellige fraktioners eller regeringers ugerninger, og der var givetvis hverken fred eller harmoni før kolonialiseringen, men det er absurd og arrogant at tro, at Europa / "det internationale samfund" kan løse konflikter á la dem i Sudan ved at ignorere sin egen rolle i deres skabelse.


Mediernes korte hukommelse
I mine øjne er Politikens leder med titlen "Arabiske ledere håner straffedomstol" derfor en hån overfor Politikens læsere.

Den vasker Europæiske koloni-magters hænder og bekræfter derved grunden til, at visse nationer ikke har megen tiltro til den internationale straffedomstol eller international retfærdighed i det hele taget. Politiken oplyser nemlig hverken årsagerne eller aktørerne i konflikten i Sudan eller grunden til, at visse statsledere ikke anerkender anklagerne mod Omar al-Bashir: Den europæiske skyldfrihed.

Politiken har for nylig fortiet de afrikanske staters krav om international fokus på det historiske ansvar for roddet på det afrikanske kontinent, og hyldet de europæiske staters benægtelse og legitimering af forbrydelser mod menneskeheden begået mod arabere og fordømt de, der ønskede at dette skulle tages op af det "internationale samfund".

Politiken er altså skyldig i nøjagtigt det hykleri, som de tidligere kolonier anklager de "vestlige lande" for.


Ret for alle eller ret for ingen
Intet af dette undskylder diktatoren Omar al-Bashirs forbrydelser, men det gør i højeste grad Politikens redaktion til hyklere af højeste grad. International ret hviler på, at alle er lige ansvarlige og kan stilles til ansvar i lige høj grad - ingen ved sine fulde fem vil frivilligt være med i et regime, hvor det kun er dem selv, der kan straffes, mens andre kan gå fri.

Det er desværre lige præcis sådan et regime den internationale straffedomstol er: USA har meldt sig ud af domstolen og truer enhver nation, der samarbejder med den om at forfølge amerikanske krigsforbrydere. Den eneste måde en uvillig stat kan dømmes er ved, at FN's "sikkerhedsråd" enstemmigt vedtager at domstolen skal tage sagen op, men USA og andre stormagter med permanent status i sikkerhedsrådet har vetoret i alle disse afgørelser - et privilegium, der kun besiddes af bestemte stater, som altså ikke har samme spilleregler som alle andre.

De sidste 20 år har USA nedlagt veto i 43 af denne udemokratiske institutions afgørelser - 10 gange mere end alle de andre stater tilsammen. USA's blokeringer i Sikkerhedsrådet har hovedsageligt være af fordømmelser af den israelske stats forbrydelser. Israel er heller ikke medlem af den international domstol, og med USA's veto-magt i sikkerhedsrådet, kan hverken amerikanske eller israelske statsborgere altså retsforfølges for krigsforbrydelser.

Dermed er det såkaldte internationale samfund ikke noget ligeværdigt retsregime, og dermed slet ikke noget retfærdighedsregime. Hvorfor skulle selvstændige stater dog så anerkende dets afgørelser? Det går stik imod ethvert retsprincip.

Men Politiken forsvarer jo denne ulighed og dermed også at domstolens afgørelser ikke kan anerkendes som led i et retfærdigt regime. Dette er grunden til, at flere ikke-europæiske statsledere ikke anerkender anklagerne mod Omar al-Bashir: Det er anklager fra et retsregime, der ikke har nogen international legitimitet.

Denne grund, som Politiken håner sine læsere ved ikke at oplyse, har intet at gøre med at nogen bifalder diktatorens forbrydelser, men blev tværtimod udtrykt som en protest mod at retssystemet ikke fungerer. Dette blev ellers udtrykkeligt forklaret af Jordans dronning, som både tog afstand fra forbrydelserne i Sudan og det europæiske (og Politikens) hykleri:
“Darfur is an obscenity. The sources of that conflict are very complex but what has happened, is happening to people on the ground is absolutely unacceptable by any norms” Queen Noor said in an interview with CNN.

Asked about support by Arab leaders at the annual summit in Qatar this week, Queen Noor said that “is a reflection of Arab concern over double standards”.

“Were there not so many cases where western pressure brought to bear on Arabs but Israel for example, disproportionate killings of civilians in Gaza during the recent [assault] and also in Lebanon in 2006 during the crisis there” she said.

“If those cases had not taken place with relatively little western outcry you would find a very different attitude, I think, towards what is taking place in Sudan” Queen Noor added.

Så længe Politikens ledere forsvarer israelsk og amerikansk straffrihed og benægter europæisk ansvar, er det netop politikens ledere, der er en hån mod "international ret", for uden lighed for loven er retten desværre ikke gyldig - og dermed er det tåbeligt at tro, at alle nationer skulle respektere dens afgørelser.

5 kommentarer:

  1. Hej:-)
    vi synes det er en rigtig flot, spændene og ikke mindst imformativ hjemmeside, en rigtig god hjælp til børn's undervisning:-)
    Mvh Birgitter:-)

    SvarSlet
  2. ang. det billede som er blevet lagt ind, hvad viser de stiplede streger?

    SvarSlet
  3. Det er et godt spørgsmål. Den stiplede markering på kortet viser det område som blev erobret af "mahdiens hær" - dvs af de anti-kolonialistiske oprørsstyrker ledet af Muhammad Ahmad.

    Pointen med den illustration er at den stiplede linie passer ret godt overens med de officielle grænser for Sudan, og at Sudan altså er blevet dannet delvist ved denne bevægelse.

    Det stammer i øvrigt herfra: http://en.wikipedia.org/wiki/Muhammad_Ahmad#The_Rebellion

    SvarSlet
  4. okay;) super mange tak for det!

    SvarSlet
  5. AL_QUEADE STYRE og jeg hved hvor han er.

    SvarSlet