mandag den 20. april 2009

USA melder sig ud af tortur-konventionen (igen)

Ja-ja, det er længe siden, at USAs tidligere præsident, George W. Bush annoncerede officielt, at amerikanske soldater og det hemmelige politi officielt ikke behøver at overholde hverken geneve-konventionerne for krigsførsel og behandling af krigsfanger eller FN's konvention imod brugen af tortur mod fanger. Det er bl.a. derfor, at USAs hær er nødt til at være en selvstændig enhed i krigen i Afganistan og ikke en del af NATO-samarbejdet, som er nødt til at overholde krigskonventionerne. Dermed satte præsidenten den dagsorden som førte til tortur-scenarierne i Abu Graib-fængslet i Irak, Guantanamo-lejren, samt hemmelige og ulovlige kidnapninger via CIA-fly til tortur-fængsler rundt om i verden.

Langsomt og gradvist over de sidste 8 år har den amerikanske højesteret dog truffet en række afgørelser, som slår fast, at den tidligere præsident ikke havde ret til at erklære disse konventioner ugyldige: fanger kan ikke tilbageholdes uden retssag, "tilståelser" frembringet ved tortur er ugyldige m.v.

I mellemtiden er utallige mennesker blevet kidnappet, holdt indespærret uden retssag og rettigheder og tortureret til ingen verdens nytte. Det er ikke blot sket som en konsekvens af præsidentens udtalelser, der har givet soldater og CIA-bødler et falsk og farligt budskab om, at de kunne gøre hvad de ville. Det er nemlig kommet frem, at de ulovlige handlinger var planlagt i detaljer og givet som ordrer fra toppen af den amerikanske administration. En rapport fra den amerikanske kongress fastslog i december, at krigsforbrydelserne var dirrigeret af bl.a. den tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeldt og samtidig indrømmede den afgående vice-præsident Dick Cheney at have været ansvarlig for at udfærdige ordrerne om at torturere fanger. Sidenhen er nogle af dokumenterne, der i detaljer beskriver, hvordan tortur kan udføres, blevet offentliggjort (dog med censur).

Der har altså været tale om helt bevidste brud på krigs- og tortur-konventionerne - brud på international og USA's egen lovgivning, administreret og beordret fra allerhøjeste sted i den amerikanske regering.

Dermed kan det godt virke lidt omsonst at begynde at retsforfølge de individuelle forbrydere, der har tortureret mennesker i den tro, at det nu var "lovligt". I virkeligheden vidste alle uddannede militær-officerer og CIA-ledere dog godt, at deres handlinger var dybt kriminelle, for de er uddannet og trænet i at kende til international og national lovgivning, men det kan jo godt være svært at sige fra, når nu man får en ordre, der stammer helt op fra præsidenten.

Retssagen mod nazisterne i Nüremberg efter 2. Verdenskrig slår ellers fast, at det ikke er et holdbart forsvar for den slags grove forbrydelser, at man "handlede efter ordre": "The fact that the Defendant acted pursuant to order of his Government or of a superior shall not free him from responsibility, but may be considered in mitigation of punishment."

De mindre nazi-officerer i Tyskland havde i det mindste den undskyldning, at der på det tidspunkt ikke var nogen internationale konventioner, samt at de rissikerede livet ved at nægte at adlyde ordrer - hvilket de amerikanske tortur-bødler som bekendt ikke kan sige. Alligevel bliver de nu alle frifundet af Obama-administrationen med henvisning til netop det forbudte "Nüremberg-forsvar". USA's nye justitsminister, Eric Holder, afviser enhver retssag mod tortur-bødlerne med disse ord: "It would be unfair to prosecute dedicated men and women working to protect America for conduct that was sanctioned in advance by the Justice Department".

Hermed bryder USAs nye regering ikke blot med Nüremberg-princippet, men også - igen - med den internationale konvention mod tortur, som kræver, at en regering skal "submit the case to its competent authorities for the purpose of prosecution" og ligesom Nüremberg-retssagen slår fast, at "an order from a superior officer or a public authority may not be invoked as a justification of torture".

Det var den forrige præsident, der gav ordren om, at alle internationale konventioner ikke længere var bindende for amerikanske soldater og agenter, men som sagt slog den amerikanske højesteret fast flere gange, at dette ikke passer. De internationale konventioner, som USA har tilsluttet sig, er nemlig juridisk bindende for den amerikanske regering og for de individuelle soldater. Præsidenten har ikke ret til at blæse på internationale konventioner, for de er nemlig lige så bindende som den amerikanske forfatning, der siger: "All Treaties made, or which shall be made, under the Authority of the United States, shall be the supreme Law of the Land". USA tiltrådte konventionen mod tortur i 1984, og den er altså gældende lovgivning i USA.

Da Bush-administrationen beordrede krigsforbrydelser overtrådte han altså ikke alene internationale konventioner, men også den amerikanske forfatning og lovgivning. Og når Obama-administrationen nu nægter at følge de internationale konventioner og retsforfølge de, der har udøvet tortur, så bryder han altså også med både international og amerikansk lovgivning.

Men okay, det ville være et overordentligt stort arbejde og måske unfair at begynde at retsforfølge alle de menige tortur-bødler. Det var trods alt ordrer, der kom højt oppe fra, og de højeste medlemmer af Bush-administrationen, som var ansvarlige for i detaljer at planlægge og administrere tortur og andre krigsforbrydelser. Det er vel bedre at gå efter de, der har givet ordrene og planlagt det hele, end det er at gå efter de, der i sidste ende udførte dem... Bliver Bush/Cheney/Rumsfeld eller andre af de øverste ansvarlige så retsforfulgt?

Nej, det gør de minsandten ikke. Obama har hele tiden været tøvende overfor dette emne, og i denne uge fortalte hans stabschef, Rahm Emanuel (som iøvrigt selv har været en del af en tortur-sanktionerende institution), at "those who devised policy," ifølge den nuværende præsident "should not be prosecuted either".

Der er altså ingen, der vil blive holdt ansvarlige for de krigsforbrydelser, som har foregået de sidste 8 år - og måske stadig finder sted. Hverken de, der udførte dem, eller de, der planlagde og beordrede dem og sågar har åbent indrømmet at være ansvarlige. Den nye præsident fortsætter altså officielt kursen med udmeldelse af internationale konventioner, som ellers er underskrevet af tidligere præsidenter og dermed amerikansk lov. Argumentet om, at "nu skal vi se fremad" er det rene vås, for at give tidligere politikere og lovbrydere amnesti helt uden nogen sanktioner eller i det mindste fastlæggelse af, at deres handlinger var ulovlige (dermed ikke sagt hvorvidt de skal straffes), er at sikre sig, at kommende (eller den nuværende) præsident også vil kunne udføre dette magtmisbrug, som jo nu er godkendt. George W. Bush og hans administration var ganske vidst forbrydere, som satte sig udenfor loven - men Obama og hans administration er dommere, som afviser at politikere behøver at følge loven, og det kan have endnu større konsekvenser på længere sigt.

Internationale forbrydelser begået af amerikanere vil altså ikke blive undersøgt i USA. De vil heller ikke blive undersøgt af den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, for den sørgede George W. Bush for, at USA ikke er underlagt. Den eneste måde, den kunne tage sagen op, er hvis FN's "Sikkerhedsråd" skulle henvise sagen til domstolen, men modsat Sudan har USA jo permanent veto-ret i "sikkerhedsrådet" og kan blokere alle afgørelser.

Tilbage står dog, at enhver anden stat, der har tiltrådt Geneve-konventionen og tortur-konventionen også er forpligtede til at tilbageholde og retsforfølge tortur-bødler (både håndlangerne og arkitekterne), hvis de får muligheden for det. Men der er næppe nogen chance for, at andre "vestlige" lande af sig selv skulle udvise nogen form for respekt for menneskerettigheder og international lov, hvis det kunne ramme et andet "vestligt" land.

2 kommentarer:

  1. tortur er en helt naturlig del af krigen

    SvarSlet
    Svar
    1. hære, der bruger tortur, demoraliseres totalt. 80-90% af ofrene i moderne krige er civile. man kan prøve at begrænse de værste krigsforbrydelser. uden kritik af krigene går det totalt galt. de vestlige krige i mellemøsten har skabt alt for mange lidelser. før de startede kunne enhver se besættelserne ville skabe borgerkrige. krigsforbrydelser og tortur er specielt hyppige i borgerkrige. uden kritik fortsætter forbrydelserne uden grænser. ellers lukker offentligheden øjnene for alt.

      Slet