fredag den 15. maj 2009

Den ledeste leder

Som de fleste, der læser nyheder, nok har bemærket, så har den danske regering fået en aftale i stand med den provisoriske regering i det besatte Irak. Aftalen går ud på, at provisorie-regeringen vil lade den danske stat deportere irakiske flygtninge til den irakiske krigszone.

Flygtningene har ikke ligefrem den bedste tilværelse i Danmark, hvor de i årevis er blevet udsat for "motivationsfremmende foranstaltninger", som en slags straf for at søge om asyl. Asyl er et retskrav, og da når loven om, at stater skal give flygtninge sikkerhed, er blevet brudt, så må nogen jo straffes - og i Danmark er det så de, der søger om asyl. At deres retskrav på asyl er velbegrundet indikeres bl.a. af at det hidtil har været ulovligt for den danske stat at deportere dem til Irak. Det er nemlig strengt forbudt at udvise en flygtning til et land, hvor vedkommende vil være i fare, og det har været tilfældet med de irakiske flygtninge. Eftersom dette er juridisk etableret, så ville det normalt følge, at deres flygtninge-status således også er pænt godt fastslået, og at de dermed har et krav på ophold og tryghed i asyl-landet. Men sådan spiller klaveret - og de internationale konventioner - ikke i Danmark. De er blevet nægtet asyl og derudover blevet straffet for at være flygtninge fra et land, som det vil være for farligt at deportere dem til, hvilket jo var grunden til at de blev flygtninge.

Nå, nok om det. Nu har den danske stat som sagt indgået en aftale med provisorie-regeringen, der kontrollerer dele af Irak, så Danmark endelig kan udvise de irakiske flygtninge. Her vil de ikke alene blive udvist til alle de fænomener, der var grunden til at de flygtede i første omgang, men også et land, der nu er smadret af krig, og hvor millioner er drevet på flugt. Som sagt har deres tilværelse i Danmark ikke ligefrem været præget af den sikkerhed og tryghed, som en flygtning ellers har retskrav på og som desuden følger af grundlæggende menneskelig moral, men de ser næppe frem til et liv i total utryghed, krig, ødelæggelse og forfølgelse i Irak.

Eller gør de? Den eneste grund til, at jeg skriver dette indlæg, er at Berlingske Tidendes leder-klumme idag præsterer at være noget af det mest ækle, arrogante, paternalistiske mishandling af det danske sprog, menneskelig moral og psykologi, jeg længe har set. Lederen finder det "glædeligt", at den danske stat nu vil iværksætte deportationer af pinte flygtninge til en krigszone under både borgerkrig og besættelse. Det har den (leder-skribenten) jo så ret til - skadefryd og sadisme er en privatsag, og det er jo ikke uhørt at avis-redaktører godt kan få en tendens til at fryde sig over andres elendighed - det hører jo desværre med til arbejdet som forhandler af historier, der primært sælger når de indebærer vold og blod.

Men hvis lederen finder en personlig glæde over tanken om at deportere et par hundrede flygtninge til den totale usikkerhed, så bør han dog sige det ærligt: "Jeg kan godt lide, at tænke på når det går andre mennesker skidt". Det eneste der er værre - meget værre! - end en person, der vil skade andre, er en person, der vil skade andre, og samtidig hævder, at det er for deres "eget bedste". Det gør dem ikke alene til fysiske ofre for lederens brutalitet, men udviser, at den paternalistiske diktator slet ikke betragter dem som værende mennesker med egne interesser eller egen vilje. Nogle af de værste undertrykkelser og forbrydelser i historien er blevet begået af fanatiske ledere, der ifølge egen logik slet ikke plejede egne interesser, men faktisk udviste "omsorg" for de folk, der blev udsat for deres magtanvendelse.

Det er for eksempel folk, der massakrerer en familie med bomber, og derefter fortæller den overlevende kvinde, at det faktisk var for at "befri" hende, og at hun derfor bør være glad. Det er folk, der vil kriminalisere og forfølge prostituerede, for at "beskytte dem". Det er folk, der tvangsindlægger politiske dissidenter på mental-institutioner for at "korrigere" deres adfærd og tanker for deres "eget bedste". Det er kort sagt folk, der tæver andre, så de kan "lære det" - altså ud af en brutal "venlighed", folk, der forventer at deres ofre skal være taknemmelige for at blive udsat for tvang og vold, fordi disse ledere i deres magt-arrogance og fanatisme ikke kan forestille sig andet end at deres interesser er de eneste objektivt sande. Der findes mange væmmelige ledere, men denne type er efter min mening den ledeste af dem alle.

Det må være et eksempel på en sådan magt-sindsyge, Berlingskes leder giver udtryk for med sætningen: "Godt at der er kommet en afklaring for de irakiske asylansøgere".

Hvis man taler dansk og bruger almindelig grammatik, er der ikke kommet spor "afklaring for de irakiske flygtninge". Der er kommet vished om, at deres liv fra nu af vil være endnu mere usikkert og uafklaret end nogensinde før! Men Berlingskes leder kender ikke forskel på sine egne interesser og andres - for den ledeste af alle ledere må alle jo være enige med lederen, og hvis de ikke er, så er det fordi de ikke selv kan se Sandheden. En almindelig brutal magtperson vil måske argumentere med, at det er godt for ham selv, eller for en eller anden halvreligiøs konstruktion som 'Nationen' eller lignende, at disse har fået afklaring om, hvad de kan gøre ved nogle andre. For en nogenlunde almindelig leder, hvis psyke ikke er blevet fuldstændig korrumperet af magten, er det en ærlig sag, der kan forklares med almindelig grammatik, at han har fået afklaring om, hvad han kan gøre ved andre, og at dette ikke nødvendigvis indebærer, at der er nogen som helst afklaring for dem.

Men for den ledeste leder eksisterer der ikke sådanne distinktioner mellem 'for' og 'om'. For den ultimativt arrogante leder er det ikke muligt at skelne mellem det, der er 'for mig' og 'om de andre'. Den paternalistiske fantast betragter sine interesser som universelle og objektive og projicerer derfor sin egen psykologi og 'afklarethed' ind i hovedet på alle andre, således at hans klarhed om dem bliver til klarhed for dem. Den ledeste leders interesser og psykologiske tilstand er nemlig noget, der i princippet (i lederens øjne) bør være noget alle kan indse som det eneste sande. For den ultimative diktator eksisterer der ikke konflikter og interesse-modsætninger. Der findes allerhøjest folk, der har misforstået noget, og ikke kan se, at hans interesser og det han gør ved dem, i "virkeligheden" også er i deres egen interesse og for deres bedste.

Selvfølgelig er der da kommet "klarhed for de irakiske flygtninge", og selvfølgelig glæder de sig da over det. De ved det bare ikke selv. For de er ikke rigtige mennesker med nogen selvstændig vilje eller interesse. De bør indse, at lederen taler, tænker og nu også føler på deres vejne.

Magtens psykologi ophæver almindelige grammatiske og sproglige distinktioner. Især forholdet mellem subjekt og objekt - det, der gør noget, og det, der bliver gjort noget ved.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar