torsdag den 14. maj 2009

Den urealistiske 2-statsløsning

I anledning af nakba-dagen og den israelske nationaldag, disse overvejelser:

Enhver, der følger seriøst med i disse begivnheder, og som har øjne og hjerne i hovedet, ved, at 2-statsløsningen på den israelske besættelse og kolonialisering af Palæstina for længst er blevet stadigt mere urealistisk. Den israelske regering anerkender ikke nogen palæstinensiske stat, og det har den for så vidt aldrig gjort, ligesom den ikke anerkender Israel som en stat med definerede grænser og statsborgere. Mens staten siden dens grundlæggelse ikke har anerkendt den oprindelige befolknings eksistensret (og ind i mellem benægtet deres eksistens), har den ligeledes selv nægtet at definere sig selv som stat.

Israel anerkender ikke sine egne grænser, sin egen juristiktion eller sine egne borgere: Arabere med israelsk statsborgerskab har ikke samme rettigheder som andre med samme statsborgerskab, visse politiske rettigheder for israelske jøder tildeles ikke af staten men af modstridende religiøse autoriteter, der bruger andre definitioner end staten, men staten anerkender til gengæld "borgere", der slet ikke bor i Israel men enten i bosættelserne i det, der officielt i Israel kaldes "de omstridte områder" (dvs. Vestbredden og Gaza-striben), eller slet og ret er statsborgere i andre stater, der tilfældigvis har en bestemt religion eller forfædre, og som ikke har nogen tilknytning til staten. Kort sagt: staten israel anerkender ikke sig selv.

Den anerkender givetvis heller ikke nogen nuværende eller fremtidig palæstinensisk stat: De ulovlige bosættelser i det, der skulle være en sådan stat, udvides konstant med økonomisk, politisk og militær støtte fra regeringen, og for hver bosættelse skabes stadigt flere apartheid-veje, der kun må benyttes af israelske bosættere i Palæstina eller af jødiske israelere, militære checkpoints, der adskiller palæstinensere fra andre palæstinensere osv. Kort sagt: kolonialiseringen af det område, der ifølge både ondsindede løgnere og velmenende naive skulle blive en "selvstændig palæstinensisk stat" har været konstant på trods af alle "fredsforhandlinger" og deklarationer. De skiftende israelske regeringer har åbenlyst ingen interesse i at tillade eller anerkende en fremtidig palæstinensisk stat, da det ville indebære at lukke de bosættelser, staten selv har oprettet og stoppe den kolonialiseringsproces, der er regeringspartiernes erklærede ideologi. Det har regeringen - hverken den nuværende eller nogen tidligere - ikke tænkt sig, og er desuden heller ikke i stand til.

Men hvorfor skulle vi egentlig også have det som ideal, at der oprettes endnu en etnisk defineret stat? Den såkaldte 2-statsløsning bygger på anerkendelsen af den Israelske stats anti-demokratiske og racistiske grundlag om, at være en stat for "alverdens jøder" (uanset om alverdens jøder bryder sig om det eller ej) men ikke for nogen af de oprindelige indbyggere. At staten, der er skabt af europæiske kolonisatorer og grundlagt på fordrivelsen og fornægtelsen af de kolonialiserede, med en 2-statsløsning endelig ville få fast definerede grænser, gør den jo ikke mere demokratisk - den ville stadig være en etnisk/religiøst defineret stat. Oveni ville vi så få endnu en etnisk defineret stat for "alle palæstinensere" - en stat i et område, hvis ressourcer er blevet udplyndret og som nu skulle rumme både de mange palæstinensere, der er blevet fordrevet af de israelske kolonisatorer igennem årtierne, og de endnu flere, der ville blive fordrivet fra den ny-erklærede israelske stat med fast definerede grænser og internationalt anerkendt "race-renhed".

Næh, ved nærmere eftertanke: hvorfor ikke prøve demokrati? Det er pudsigt, at flertallet af "vestens" demagoger, politikere, meningsdannere og redaktører mener, at dette ellers så "hellige" ord i lige netop denne sammenhæng ikke er noget, der bør benyttes. De samme mennesker har ofte travlt med at klandre diverse palæstinensere for ikke at "anerkende" den stat, der fordrev dem og som ikke anerkender sig selv, som "legitim" (et absurd krav), men de kræver sjældent staten selv om at anerkende og definere sig selv - og da slet ikke som demokratisk. Israel er grundlagt på etnisk fordrivelse, og størsteparten af de palæstinensere, der afkræves "troskabsed" til og "anerkendelse" af denne stat, er netop flygtninge eller efterkommere af fordrevne flygtninge, hvis tidligere hjem netop var indenfor denne stats juridiske grænser. At kræve at denne stat anerkendes som særligt "legitim" er at kræve, at flygtningene anerkender deres egen folkefordrivelse som "legitim" - eller at anerkende benægtelsen af denne katastrofe.

Det er også særdeles væsentligt, at når "vestlige" kommentatorer taler om "anerkendelse", så fortæller de ikke hvad der faktisk kræves. Der kræves ikke bare, at Palæstinenserne anerkender den israelske stat som de fakto og de jura eksisterende. Nej, de afkræves at anerkende, at "Israel er og skal forblive en jødisk stat". Naturligvis kan hverken de ikke-jøder, der bor indenfor Israel, eller de, der er blevet fordrevet derfra, ikke skrive under på sådan en gang fundamentalistisk vrøvl. Det ville være at anerkende, at den israelske stat har ret til at fastholde diskriminerende lovgivning og udfører befolkningskontrol for at bevare det "jødiske overherredømme". Uanset hvor meget Israel trak sig ud af de besatte områder, så ville noget sådant ikke kunne anerkendes af noget individ, der er demokratisk indstillet. En stat skal ikke være hverken jødisk, kristen, anglosaksisk, islamisk eller arisk. Den skal være demokratisk, hvis den overhovedet skal være noget. Men det mener "vesten" åbenbart ikke, for de vestlige politikere støtter kravet om, at palæstinenserne skal godkende dette antidemokratiske udtryk, før der kan blive forhandlinger om ophør af besættelsen.

Naturligvis kan man ikke kræve en sådan anerkendelse af sine undertrykkere af noget folk - og det gør man da heller ikke af andre. Det man måske kan forvente, er at det anerkendes, at denne stat blev oprettet på racistisk folkefordrivelse - som så mange andre - men at den nu er en kendsgerning, som så mange andre stater, hvis grundlæggelse og oprindelse heller ikke var "legitime". Netop dette er den faktuelle position hos de fleste palæstinensiske bevægelser (inklusiv Hamas), som er villige til at anerkende den israelske stat (men ikke det moralsk legitime i dens oprettelse!), hvis den blot selv ville anerkende sine egne juridiske grænser og trække sig ud af de besatte områder.

Men at kræve, at de besatte folk skal give besættelsesmagten en særlig "anerkendelse" og godkendelse mens den stadig holder dem besat, det er absurd, amoralsk og det rene hykleri. Man behøver ikke at anerkende andre staters moralske "legitimitet" for at forhandle med dem eller acceptere deres tilstedeværelse, og man kan da slet ikke "anerkende" en stat, der mener den har ret til at holde ens område besat. Hvad ville der være at forhandle om, hvis alle parter fuldt ud "anerkendte" status quo? Udgangspunktet for forhandlinger og løsninger i en konflikt er naturligvis at anerkende, at mindst en af parterne ikke anerkender den andens autoritet og ret til at gøre som den gør.

Selvom langt størsteparten af palæstinensere idag i praksis accepterer og anerkender den israelske stat, hvis den blot holdt sig indenfor de grænser, der blev fastlagt af erobringskrigene indtil 1967, så består problemet om den principielle og "moralske" anerkendelse (eller benægtelse) af fordrivelsen af omkring en million mennesker indtil da. Uanset om vi taler om en permanent fortsættelse af den nuværende besættelse eller en tilbagetrækning til de internationalt anerkendte grænser - den såkaldte 2-statsløsning - så består de to problemer, at palæstinensere afkræves af godkende, at det var helt i orden (eller slet ikke skete), at deres byer og bedsteforældres byer blev udslettet og omdøbt, samt at den nye og re-definerede israelske stat stadig vil udrense over en million arabere, der stadig bor indenfor dens grænser, hvis den vil definere sig som en rent "jødisk stat".

Der er altså enorme principielle demokratiske problemer ved at betragte denne løsning, som den "ideelle": det kan umuligt være en ideel målsætning at fastslå 60 års etnisk udrensning, kolonialisering og undertrykkelse og at oprette en stat, der anerkender de europæiske erobrere og deres "eneret" til de erobrede områder sammen med en ny stat, der skal huse de, der blev jaget ud af deres hjem. Det er at arbejde for cementeringen og godkendelsen af historiske forbrydelser som et moralsk og juridisk ideal istedet for henholdsvis at fordømme dem og at arbejde for løsninger, der gør op med denne uretfærdighed. Nogle (f.eks. Noam Chomsky) mener så, at selvom den demokratiske løsning med lige rettigheder for alle ville være et bedre ideal, så er det ikke "realistisk" - men ens opfattelse af virkeligheden "på jorden" og i israelsk politik er ikke særlig realistisk, hvis man tror, at samtlige israelske bosættelser i det juridiske Palæstina vil blive fjernet, adgangen til vand-ressourcer og marker givet tilbage til palæstinensisk kontrol, eller at Israel vil opgive den fortsatte kolonialisering af Jerusalem. Udover at fjerne de israelske bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem, vil den nye "rent jødiske stat" også skulle udrense de palæstinensere, der idag stadig bor indenfor 1967-grænserne. Hvor realistisk er det at tro, at alt dette kan ske uden yderligere voldsomme konflikter? Det er simpelthen ikke realistisk at tro, at en holdbar 2-statsløsning er på noget reelt forhandlingsbord nu eller i fremtiden.

Næh, selvom det "utopiske ideal" om demokrati og ligeværdighed for alle indenfor det historiske Palæstina godt nok er langt fra at kunne blive realiseret sådan som situationen er idag, så er det nu efter min mening langt mere realistisk end den løsning, der hverken er ideel eller realistisk. 2-statsløsningen kræver, at bosættere tvinges ud af "sine" hjem - den demokratiske løsning kræver, at de stopper med at tvinge andre ud af deres hjem. 2-statsløsningen kræver rømmelse af alle bosættelser, men med den demokratiske løsning vil de bosættelser, der ikke er decideret oprettet i andres hjem, sagtens kunne blive, så længe de accepterer at der også skal være plads til ikke-jøder omkring dem. 2-statsløsningen kræver, at Israel og bosætterne opgiver adgangen til og kontrollen over natur-ressourcerne i de besatte områder - den demokratiske løsning kræver blot at alle beboere får lige adgang til dem. 2-statsløsningen cementerer de etniske og religiøse "race-love" i Israel, der forbyder palæstinensere i Israel at opkøbe jord, og fordrevne palæstinensere at vende hjem, mens alle verdens jøder (defineret både som religion og som blodsbeslægtethed) har en universel "ret" til at migrere til Palæstina - den demokratiske løsning kræver ophævelse af de racistiske love og lige rettigheder for alle indbyggere.

Demokrati og ligeret vil ikke være til skade for andre end de, der insisterer på at have særstilling. Tværtimod vil det faktisk gøre livet lettere for mange israelske statsborgere, hvis liv og rettigheder i øjeblikket forvaltes delvist af modstridende religiøse institutioner, der er svære at navigere i. Eksempel: ægteskab giver jo visse politiske rettigheder i de fleste stater, men i Israel er det ikke staten der anerkender de rettighedsgivende ægteskaber, men en religiøs institution. Det samme gælder skilsmisse, og du kan som israelere rissikere, at dit ægteskab ikke anerkendes af den rabiner, der skal tildele dig skilsmisse, hvormed du altså ikke kan blive skilt. Eller: Den israelske stat anerkender din jødiskhed, så du kan blive tvangsindlagt til krigstjeneste, men din rabiner anerkender dig ikke som ægte jøde, så du kan ikke blive gift og dermed ikke opnå de politiske rettigheder dét giver. Sådan er der en masse andre komplikationer - at have en "ren" "jødestat" er ikke altid til gavn for de jøder, der bor i den, for jødedommen er lige så forskellig og modsætningsfuld som islam og kristendom (og ateisme).

Med en 2-statsløsning vil der være 2 stater, der begge har betydelige og indflydelsesrige religiøse fundamentalister, der forsøger at kapre den politiske magt til sine anti-sekulære projekter. I en multikulturel og multi-relgiøs stat vil sekulære og moderate jøder være allieret med sekulære kristne, muslimske og ateistiske palæstinensere, og til sammen være en større gruppe end både de fundamentalistiske jøder og de fundamentalistiske islamister. En stat, der ikke er religiøst eller etnisk defineret vil kunne tildele lige rettigheder til alle baseret på lige tilgængelige kriterier, hvilket vil være til gavn for alle undtagent de mest fundamentalistiske parter - og de vil i et så mangfoldigt område ikke kunne samle flertal om én bestemt fundamentalistisk retning og dermed også have gavn af den religiøst neutrale stat, da den i det mindste ikke giver privilegier til andre. Desuden: hvis man anerkender at den israelske stat kan definere sig selv som "rent (eller primært) jødisk" og dermed diskriminerende, så vil det være overordentligt svært at kritisere en eventuel fremtidig palæstinensisk stat for ikke at overholde demokratiske principper for sine etniske og religiøse mindretal.

2-statsløsningen kræver groft sagt, at en række mennesker tvinges til at opgive ting, de ikke har tænkt sig at opgive, mens den demokratiske løsning blot kræver, at de opgiver tanken om at være de eneste der har ret til dem. Det er forskellen på privilegier og rettigheder. Du mister ikke nødvendigvis en rettighed ved at andre også får den - du mister blot din forestilling om at være særligt berettiget.

2-statsløsningen viderefører og anerkender princippet om etnisk udrensning og undertrykkelse og godkender historie-forfalskningen i den officielle zionistiske mytologi, hvorimod den demokratiske løsning kræver, at historiske forbrydelser anerkendes og fordømmes, så man kan komme videre og arbejde for, at de ikke sker igen. 2-statsløsningen godkender altså forbrydelserne og sender et stærkt uheldigt signal til andre folk rundt om i verden. 1-statsløsningen afviser at stater kan definere sig som værende for en særlig etnicitet og arbejder altså indenfor rammerne af den globale juridiske "konsensus" - der er altså allerede juridiske mekanismer på plads, som kan bruges til at vurdere bestræbelserne for at skabe ægte demokrati, mens der ikke er nogen gode, anerkendte og legitime, principper for oprettelse af religiøst-etniske definerede stater.

Det er ikke en realistisk, at tro, at man i det 21. århundrede kan løse problemet med racistisk undertrykkelse i én stat ved at oprette en anden etnisk defineret stat ved siden af til ofrene for den første stats forbrydelser. Etnisk opdeling er årsagen til problemet - ikke løsningen. Den slags "folke-administration" hører koloni-tiden til, og har skabt adskillige af de borgerkrige og konflikter, vi ser idag, i og med at koloni-herrerne har skabt kunstige regionale, politiske og etniske opdelinger af de kolonialiserede områder. Lad os opgive koloni-herre-mentaliteten og troen på, at vi kan administrere folkeslag ved at oprette etnisk rene områder til dem. Hvis vi virkelig troede på vore egne idealer om liberalt demokrati m.v. så var det nok det, vi istedet ville arbejde for.

"2-statsløsningen" duer ikke. Den er ikke realistisk, og den er ikke på forhandlingsbordet fra den israelske regerings side. Jovist, man kunne lægge pres på den israelske regering og håbe på, at den en dag skifter mening, men er det i så fald ikke også realistisk at lægge pres på den for at indføre demokrati i Israel? Hvorfor er det mere "realistisk" at tro, at man kan overtale rabiate zionister til at opgive kravet på hele det palæstinensiske land, end at man kan overtale (moderate) zionister til, at de for så vidt kan bo hvor de vil, så længe de ikke undertrykker andre? Den demokratiske løsning kræver ikke at de opgiver deres religiøse eller ideologiske ambition om at befolke "det bibelske Israel" - den kræver blot, at de opgiver idéen om at være de eneste der har ret til det, og at staten ikke anerkender denne fanatisme politisk. Hvis det er "urealistisk" at kræve, at den israelske stat omdannes til et demokrati med lige ret til alle indbyggere (hvor den for så vidt kan beholde Gaza og Vestbredden mod at acceptere, at den ikke længere er en "rent jødisk stat" men et demokrati), så er det da mindst lige så urealistisk at tro, at den kan presses til både at opgive land og blive et demokrati.

Der er 3 alternativer til den urealistiske 2-statsløsning: demokrati, etnisk udrensning eller apartheid. De to sidste er uforenelige med det, vi så frækt påstår er "vestlige værdier", og vil begge være inkluderet i "2-statsløsningen". Den første er uforenelig med kravet om at være en "jødisk stat", men hvorfor en sådan dog skulle være et ideal, der må opretholdes for enhver pris i det 21. århundrede, er mig en gåde.



Det blev et langt og vævende indlæg. Jeg håber det giver mening vel vidende, at man kunne skrive meget mere og fokusere på flere spørgsmål i denne debat.

Jeg mener, at det er absurd, at den ikke-eksisterende "2-statsløsning", er den eneste der diskuteres af diverse magthavere og politiske beslutningstagere, når det er åbenlyst, at den dels slet ikke er på forhandlingsbordet, og dels næppe er særligt ønskværdig. Jeg er desuden overbevist om, at det er muligt med tiden at samle flertal blandt de fleste etniske grupper i området om, at demokrati og lige-ret da egentlig ville være en ganske acceptabel løsning. Størsteparten af palæstinenserne er primært interesserede i, at kunne beholde sine hjem og liv uden at blive chikaneret af bosættere, militær og racistiske love. Denne - den mest oplagte - løsning bliver dog aldrig diskuteret på "top-plan" og de menige folk på jorden bliver sjældent spurgt, hvad de ville synes om det. Istedet forsøger europæiske magthavere - i og udenfor europa - ganske som under kolonialiseringen af resten af verden, at "løse" konflikter ved at administrere hele folkeslag. Det er en umulig opgave, der desuden er i konflikt med de postulerede "vestlige værdier" (omend i fuld overensstemmelse med vestlig praksis).

Var det ikke på tide at give "demokratiet" en chance?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar