mandag den 4. maj 2009

En (sand) historie om sammensværgelser, spioner, korruption m.m.

Danske medier plejer at viderebringe selv de mest ligegyldige historier fra den amerikanske presse, men ignorerer til syneladende de mere politisk problematiske og vigtige. I hvert fald har jeg ikke kunnet finde én eneste omtale i dansk presse af den skandale-historie, der har kørt i den amerikanske presse i en måneds tid nu. Det er ellers en god historie og overordentlig vigtig, men den har hverken været omtalt i Berlingske, Politiken, Information eller DR.

Måske er det fordi, den er meget rodet og svær at finde hoved og hale i. Det er bl.a. derfor jeg har ventet på at finde en gennemskuelig journalistisk gennemgang af sagen. På den anden side, så har det da aldrig holdt nogen journalister tilbage, da de plejer at viderebringe notitser og presse-telegrammer fra USA uden at lave egen research. Måske er det fordi, det er svært at skrive om den historie uden at få det til at lyde som det, den er - en historie om krigsforberedende sammensværgelser og zionistisk indflydelse i amerikansk politik (de kvababbelser har jeg ihvertfald selv haft). Men ville den danske presse ikke have dækket det, hvis der i længere tid havde kørt en historie i USA om f.eks. iranske (eller franske eller hvad som helst) spioner og lobbygrupper og korruption i amerikansk politik? Det tror jeg nok.

Når nu den danske presse ikke vil, så må jeg jo prøve at beskrive sagen - med forbehold for, at den som alle gode spion-historier er ret kompliceret og har mange uafklarede elementer og et stort person-galleri. Den drejer sig om George W. Bush's hemmelige og ulovlige udspionering og aflytning af amerikanske statsborgere, de falske rapporter om Iraks atomvåbenprogram, forberedelser på krig mod Iran, de amerikanske spion-tjenester CIA og NSA og den israelske Mossad, den zionistiske lobby-organisation AIPAC, en (eller flere) korrupte amerikanske politiker(e), en israelsk-amerikansk tv-mogul og politisk sponsor og - naturligvis - flere journalister, som trues til at tilbageholde en politisk skandale-historie. Tilsammen stof til en politisk thriller, der nok ville blive fordømt som "had" og "defamering", hvis den blev udgivet som fiktion. Det er endnu svært at sige, hvad der er hvad, i denne historie, som er virkelig men også er fanget i den fiktion, der kaldes "politik". Tag derfor følgende gennemgang af sagen med det forbehold, at det ikke er til at stole på noget som helst, der handler om efterretningstjenester og politik.


Politisk manipulation og krigsforberedelse
I januar 2006 blev en amerikansk oberst idømt 12 års fængsel for spionage mod sin egen regering. Lawrence A. Franklin var mellemøst-analytiker i den amerikanske forsvarskommando, Pentagon. Hans job var at udvikle amerikanske strategier overfor Iran, og tidligere havde han også arbejdet for Bush-regeringens egen politiske pentagon-enhed, der havde til opgave at finde - eller fabrikere - "beviser" for at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Da denne neo-konservative og fordækte enhed blev nedlagt i 2003 skiftede obersten og den politiske kreds, han var en del af, fokus og koncentrerede sig istedet om Iran.

Som led i dette allerede lyssky arbejde deltog Franklin også sammen med andre i missioner, der skulle "bevise", at Saddam Hussein havde købt beriget uran (til atomvåben) i Nigeria - en historie, der var fabrikeret og blev lækket til den engelske regering, og holdt blandt andet møder med kriminelle våben-handlere, der tidligere havde været involveret i Reagan-regeringens ulovlige Iran-Contra-affære.

Kredsen omkring obersten er muligvis også forbundet til sagen om CIA-agenten Valerie Plame, der fik sin karriere ødelagt, da den konservative skribent Robert Novak afslørede hendes hemmelige status i en klumme i the Washington Post som hævn for, at hendes mand, der er tidligere amerikansk diplomat i Afrika og Mellemøsten, havde skrevet en artikel om de suspekte og manipulerede rapporter, der skulle "afsløre" Iraks uran-opkøb i Afrika. Denne sag endte bl.a. med en retssag mod vice-præsidentens stabschef Lewis "Scooter" Libby, der forsøgte at forhindre opklaringen af hvem, der havde lækket oplysningen om Plame's status. Libby blev dømt til fængsel men benådet af George W. Bush i 2007.

Udover at fabrikere "beviser" for irakiske masseødelæggelsesvåben, var det også Franlins mission at finde argumenter for en hårdere linie - eventuelt krig - mod Iran. Denne opgave var ligeledes i konflikt med de dele af CIA, Pentagon og Det Hvide Hus, der anbefalede en mere forsigtig og diplomatisk linie overfor Iran - herunder hørte også flere af de neo-konservative, som ikke holdt sig tilbage i forhold til at fabrikere argumenter for at invadere Irak. Men den var i fuld overensstemmelse med de politiske ambitioner hos andre grupper, der godt kunne bruge hans arbejde. Derfor gik han - efter eget udsagn - til andre kilder, da regeringen ikke tog imod hans "Iran-analyser".


Spion-sagen
Oberst Franklin holdt sig nemlig ikke til at give og manipulere informationer til og for sin egen regering. Da de neo-konservative kredse i USA viste sig primært at være interesserede i at invadere Irak, gik han til andre neo-konservative, der var interesserede i at starte en krig mod Iran. I 2006 blev han derfor dømt for at have givet hemmelige oplysninger om amerikansk politisk og militær-strategi og efterretning m.v. overfor Iran til bl.a. den israelske regering og den største og mest indflydelsesrige israelske lobby-organisation i USA.

Blandt de, der modtog hans informationer, er:
- Uzi Arad, som er en af den israelske regerings egne militær-rådgivere og en neo-konservativ strateg, der har advokeret for militær kurs mod Iran, samt agent for den israelske spion-tjeneste, Mossad;
- Naor Gilon, israelsk regeringsrådgiver ansat ved den israelske ambassade i Washington DC.
- to medlemmer af lobby-organisationen AIPAC, der udover at donere penge til amerikanske politikeres valgkampagner også forsøger at påvirke amerikansk udenrigspolitik på vejne af den israelske højrefløj. De to var Steve J. Rosen, der var en af AIPAC's ledere igennem mange år og tidligere havde arbejdet for den militær-strategiske tænketank "the RAND-corporation", og hans medarbejder Keith Weissman.

Mistanken og undersøgelserne om spionagen startede helt tilbage i 1999, og Obersten var under mistanke for at have delt oplysninger om USA's strategier overfor Iran og meget andet med de israelske agenter og lobbyister. Som sagt blev han oprindeligt idømt 12 års fængsel, men han har modtaget straf-nedsættelse for at hjælpe med sagen mod sine med-spioner.

Den israelske agent Uzi Arad er blevet banlyst fra USA, men fungerer den dag idag som israels top-rådgiver under forhandlinger med USA. Sagen mod diplomaten Naor Gilon blev vist aldrig til noget, for han vendte tilbage til sit job i Washington.

Tilbage var de to amerikanske AIPAC-lobbyister, der er anklaget for, at have hjulpet Franklin med at viderebringe de hemmelige informationer til de israelske agenter. Sagen mod dem blev frafaldet af Obama-regeringen for et par dage siden - vist nok fordi der er for tyndt juridisk grundlag for at anklage dem for illegal spionage, når de ikke har været direkte betalt af en fremmed statsmagt.


Den hjemlige spion-sag og den korrupte politiker
Sagen er blevet lækket i små bidder igennem de seneste år, men er for nylig blusset op igen, da det blev afsløret, at den også involverer en højtstående politiker fra det Demokratiske parti. Mens FBI (forbundspolitiet) og NSA (en af USA's efterretningstjenester) aflyttede de mistænkte i denne spion-sag optog de en samtale mellem en unavngiven "israelsk agent" og Jane Harman, der er valgt til USA's kongres fra Californien.

Jane Harman er Demokrat, men var allieret med Bush-administrationen i sagerne om bl.a. den ulovlige aflytning af amerikanske statsborgere. Faktisk var hun så meget for disse ulovlige spion-programmer, at hun i 2004 lagde pres på redaktionen for the New York Times, der havde modtaget oplysninger om Bush-regeringens kriminelle aflytning, og fik forsinket avisens afsløringer i næsten et år, så de først blev bragt efter præsident-valget i 2004. Afsløringerne var blevet lækket til avisen af agenten Thomas Tamm, som opdagede, at hans regering ikke blot udspionerede mistænkte forbrydere og terrorister men også ulovligt aflyttede amerikanske statsborgere uden at have dommerkendelse. Jane Harman, der kendte til det ulovlige spion-program, forsøgte først at true the New York Times til ikke at bringe afsløringerne dernæst at tilsværte whistle-bloweren Thomas Mann og ødelægge hans karriere. Idag - efter at være blevet afsløret i muligvis kriminelle aktiviteter via en fuldt lovlig aflytning - tager hun afstand fra Bush-regeringens spion-program.

I den omtalte telefon-samtale lovede Jane Harman at lægge pres på Bush-regeringens justitsministerium for at få det til at frafalde anklagerne mod de to AIPAC-agenter. Til gengæld ville "den israelske agent" sørge for, at Jane Harman blev udpeget til formand for Kongressens "efterretningsudvalg" - altså det udvalg, der skal holde opsyn med netop spion-pgrogrammer og efterretningstjenester. Det ville agenten gøre ved at sikre et klækkeligt økonomisk bidrag til demokraternes formand Nancy Pelosi, der også er repræsentant i kongressen for Californien.

Det mistænkes, at denne agent enten selv er eller omtaler den israelsk-amerikanske millionær Haim Saban, der udover at være ejeren af adskillige tv-stationer også er en af de største bidragsydere til hovedsageligt Demokraternes valgkampagner - herunder både Jane Harman, Nancy Pelosi og Barak Obama. Jane Harman modtager også økonomiske bidrag fra AIPAC og andre zionistiske lobby-grupper, og hun var en af talerne hos AIPAC's årskonference i denne weekend - sammen med halvdelen af USA's kongres-medlemmer.

Hvorom alting er, så fik Harman ikke sin post i efterretningsudvalget, og Nancy Pelosi har afvist nogensinde at have modtaget nogen besked om at sikre denne udnævnelse. Harman selv har givet skiftende forklaringer, og det er sagen omkring hende, der kører nu, mens sagen mod de to AIPAC-agenter er blevet frafaldet. Om hun vitterligt forsøgte at få agenterne frifundet er ikke til at sige, men hun har haft kontakt til Bush-regeringens justitsministerium.

Justitsministeriet kendte nemlig til den nu afslørede telefon-samtale og havde forberedt en anklage for korruption imod Harman, men justitsministeren Alberto Gonzales afbrød til syneladende undersøgelserne mod hende. Det er muligt, at hendes ihærdige forsvar for og tilsløring af Bush-regeringens aflytningsprogram netop var et resultat af en aftale mellem hende og justistministereren, der nu havde en klemme på hende som involveret i en korruptions- og spion-sag. Alberto Gonzales var nemlig en af de ansvarlige for oprettelsen af det ulovlige aflytningsprogram - og var desuden involveret i en anden sag om magtmisbrug, hvor han havde udnyttet sin position til ulovligt at fyre alle statsanklagere, der ikke var venligt sindede overfor den konservative regering.

Jane Harman er altså fanget på bånd for at have talt med en unavngiven agent om at bede Bush-regeringens justitsministerium om at frafalde sagen mod de to pro-israelske lobbyister, der er mistænkt for spionage, mod selv at få købt en politisk stilling, der ville give hende en vis kontrol over fremtidige spion-sager. Om hun vitterligt gjorde dette eller om hun selv er blevet afpresset af justitsministeren med dette bånd er ikke til at sige, men under alle omstændigheder begyndte denne Demokrats ihærdige forsvar for Bush-regeringens ulovligheder angående det hjemlige spion-program nogenlunde samtidig med, at hun var involveret i andre ulovligheder med fremmede spioner.


En speget affære
Alt dette er et kompliceret resultat af modstridende og overlappende politiske fraktioner i amerikansk og global politik. De forskellige efterretningstjenester i CIA, NSA, Pentagon m.v. har både haft afdelinger, der mener, at den bedste politik er den, der er baseret på fakta, mens der har været politiske fraktioner indenfor disse bevægelser - styret af neo-konservative som Donald Rumsfeld og andre - der har set det som sin opgave at fremme en bestemt opfattelse af virkeligheden for at legitimere den politiske kurs. Samtidig har nogle fraktioner i de konservative kredse været splittet i spørgsmålet om, hvorvidt man skulle angribe Irak eller Iran samt i spørgsmålet om forholdet til Israel. Den amerikanske regering har derfor haft hemmelige tjenester inden i de hemmelige tjenester, hvormed de menige agenter har haft svært ved at vide, hvad der er deres opgave og hvad der er lovligt.

De neo-konservative har altid haft et militær-strategisk forhold til Israel, men i den amerikanske israelske højrefløj har der været strid mellem Angrib-Irak- og Angrib-Iran-fraktionerne. Demokraterne har derimod været skeptiske overfor invasionen af Irak, men har et ideologisk forhold til Israel, der giver dem et ubekvemt forhold til højrefløjen på det udenrigspolitiske område og de vil have svært ved at legitimere et angreb på Iran, hvilket ellers er målet for deres allierede i den pro-israelske lobby. Demokraterne har gerne også villet fremstå som modstandere af Bush-regeringens mest repressive og ulovlige tiltag, men har samtidig været allieret med de israelske højre-kræfter, der repræsenterer den samme politiske bevægelse som Bush-regeringen.

På den anden side har de zionistiske interesseorganisationer i USA det problem, at de fleste i deres jødiske bagland, som de hævder at repræsentere, er overvejende liberale Demokrater, mens lobbyyisterne selv er neo-konservative krigstilhængere, der er allierede højrefløjen i Israel og med med kristne fundamentalister i USA, som udelukkende ser forholdet til israel som rent taktisk. Deres opgave er derfor, at overbevise offentligheden om, at krig (mod Iran) tjener et liberalt idealistisk formål, samtidig med at de skændes med "realisterne", de neo-konservative strateger, om hvilket land, der bør angribes ud fra de til tider modstridende national-imperalistiske interesser. Demokraterne har haft et lignende problem i og med, at de har været involveret i og godkendt Bush-regeringens ulovligheder fra starten og således ikke har kunnet afsløre dem, men alligevel har haft et behov for at distancere sig fra dem og virke kritiske overfor magtmisbruget.

Mon ikke Jane Harman har været fanget og ofret af adskillige af disse mange interesse-konflikter? Ikke at hun er uskyldig, men at hun har været involveret i et magt-politisk spil, der var for stort til at hun kunne overskue det?

Alt i alt er det noget værre rod - og som sagt er det svært at vide, hvad der er hvad, i denne sag, der har været 10 år under vejs og kun er halvt lækket. Men som sagt er det en væsentlig (og spændende) historie, som det er ufatteligt, at den danske presse ikke har taget fat i.

Naturligvis er det helt forventelige resultat af denne affære, at Jane Harman nu fremstiller sig selv som et forfulgt offer, der nu er fortaler for ytringsfrihed og privatlivets ukrænkelighed, ligesom organisationen AIPAC, der er en af de mest indflydelsesrige og vigtigste lobby-grupper i USA og var involveret i spion-skandalen, hyler op om at være offer for en politisk hetz-kampagne. Som nævnt er de politiske interesse-forhold særdeles komplekse, og det er svært at sige, hvilke (parti-)politiske interesser, der skulle udføre denne hetz, hvis den virkelig eksisterede. AIPAC har opbakning fra størsteparten af den amerikanske kongress uanset parti-farve og fra de skiftende regeringer uanset parti-farve. Skulle denne "kampagne" komme fra Demokrater, der vil tilsværte Bush-administrationen, og dermed rissikere sit forhold til AIPAC og samtidig en af sine egne, eller skulle den komme fra Republikanere, der vil tilsværte Demokraten Jane Harman, og samtidig rissikere sit forhold til AIPAC og hele den neo-konservative bevægelse? Også både Demokraterne og Republikanerne skiftes til at udråbe henholdsvis sig selv som ofre og modparten som forbrydere i denne sag.

Virkeligheden er, at ingen af de politiske partier har nogen entydig interesse i at denne historie kommer ud, da den er svær at spinne til egen fordel for alle parterne. Den primære grund til, at sagen fortsat optrevles og kører, er journalister fra både højre og venste, som insisterer på at bore i den. De politiske bevægelser, der har interesse i at alt kommer frem, er de, der ønsker at gøre op med det kyniske magtmisbrug, som ikke bare Bush-administrationen har stået for, men som går tilbage til Nixon og Reagan, og som Demokraterne som regel også har været indblandet i, selvom de har forsøgt at distancere sig fra det overfor vælgerne, når det har været belejligt. Det er også en afsløring af lobby-gruppernes korrumperende indflydelse, der rammer begge partier, og som kræver en fuldstændig reform af det politiske miljø i Washington og USA. Det er ikke Obama eller Demokraterne, som vil stå i spidsen for en sådan forandring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar