tirsdag den 12. maj 2009

National-relativisme eller universalistisk liberalisme?

Anders Fogh Rasmussen, tidligere dansk skatteminister og statsminister, nyder nu sit otium som NATO's generalsekretær og begiver sig ud i filosofien. Det er en lidt blandet fornøjelse at læse, og hans tanker forekommer mig noget rodede og modsætningsfulde. Det starter meget godt:
»At være kulturliberal er en kombination af frisind og værdifasthed. Jeg føler et stærkt slægtskab med hele den europæiske oplysningstradition. Troen på mennesket som et fornuftsvæsen. Troen på fremtiden baseret på oplysning og uddannelse.«
Og:
»Vi skal have et samfund med frihed til forskellighed, et samfund med mangfoldighed, hvor vi ikke blander os i, hvad folk tror på, hvad de spiser, hvordan de går klædt – ja, der skal være plads til både sjove og skæve eksistenser«
Det lyder jo altsammen nogenlunde rigtigt (som definitioner på liberalismens rødder), men se så her:
»Som kulturliberal har man troen på, at der skal være et stærkt nationalt fællesskab og en stærk national identitet. Man må tage sit udgangspunkt i, at vi mennesker er født ind i et fællesskab. Vi danskere er født ind i et nationalt dansk fællesskab – det er vores identitet. Og det er min klare opfattelse, at jo stærkere den identitet er, desto mere parat er man til at slås for de værdier, vores folkestyre bygger på«.

Øh... tjah... nej! Det er vidst en anden ideologi, du begynder at tale om dér. Nationalisme, konservatisme, kommunitarisme - ja, også fascismen - men under alle omstændigheder ting, der nærmest er det modsatte af "kultur-liberalismen". Kultur-liberalismen handler nemlig bl.a. om at kunne bryde med sine kulturelle/nationale roller og idéer, og den hævder at dette er muligt, netop fordi mennesket først og fremmest er et fornuftsvæsen. Det er altså det modsatte af hvad konservatismen og nationalismen hævder. Dette citat strider med det førstnævnte oplysningsideal: Er mennesket et "fornuftsvæsen" eller er det et produkt en "national identitet"? Selvfølgelig kan det godt være en blanding, men det siger du ikke noget om - tværtimod udtaler du dig ret kategorisk - i modsætninger.

Og de politiske konsekvenser af disse modstridende menneskesyn er også modstridende: Går du ind for individets "frihed til forskellighed" eller for dets indpasning under et "stærkt nationalt fællesskab"? Det er ret svært at fastholde begge positioner, Anders - der skal ihvertfald en del argumentation til. Det nationalistiske og konservative menneskesyn passer heller ikke særlig godt sammen med den rationalistiske og universalistiske moral-filosofi, han gør sig til talsmand for med dette citat:
»Den anden del er værdifastheden. Det er at sige, at der faktisk findes nogle absolutte værdier i vores samfund. Derfor tager jeg kraftigt afstand fra kulturrelativismen – altså den opfattelse, at man i grunden ikke kan sige, om noget er bedre end noget andet.«
Hvis mennesket er et rationelt fornuftsvæsen, og der findes absolutte værdier, så giver dette citat god mening, for så kan man forvente, at ethvert individ uafhængigt af social og kulturelt kontekst vil kunne erkende den sande moral med sin uafhængige fornuft. Men hvis mennesket er et produkt af en "national identitet" og får sine værdier fra det "nationale fællesskab", så er værdierne altså ikke ahistoriske, universelle og absolutte. Så er de relative - afhængige af det pågældende "nationale fællesskab". Og mennesket er i så fald ikke et rent fornuftsvæsen med mulighed for at erkende de universelle værdier, men har tværtimod en kulturelt afhængig og begrænset moralsk erkendelse.

Denne kulturelt relative erkendelse og moral i Anders Foghs nationalromantiske menneskesyn er i direkte modstrid med hans påståede liberalistiske oplysningsideal. Det kommer også til udtryk i den krigeriske - og nærmest totalitære - sætning om "styrkelsen af den nationale identitet" for at skabe borgere, der er klar til at "slås for de nationale værdier". Dette totalitære samfundssyn er jo åbenlyst en modsætning til det første liberale samfundssyn, hvor der netop skulle være frihed til forskellighed - og dermed forskellighed til ikke at abonnere på og gå i krig for de nationale værdier. Skal staten fremme bestemte værdier eller skal den ikke? Og skal borgerne slås for de universelle oplysningsidealer og -værdier fordi de er universelle og absolutte, eller fordi de er produkter af den "nationale identitet" og dermed kulturelt afhængige (relative) værdier?

Var invasionen af Irak for eksempel et forsøg på at gennemtrumfe de absolutte værdier, som ethvert menneske som fornuftsvæsen kan erkende, eller var den et forsøg på at gennemtvinge værdier, skabt af en specifik national identitet? Gik vi i krig som oplysningstotalitarister eller som nationalistiske totalitarister? Der er altså forskel. Forskellen består blandt andet i om dialog overhovedet er muligt. Hvis Anders Fogh er oplysningsliberalist, så bør det være muligt at tale med ham ud fra denne universelt menneskelige position, men hvis hans værdier og identitet som menneske tager sit udgangspunkt i et specifikt "nationalt fællesskab", så er der jo ingen mulighed for forståelse mellem ham og andre, der ikke deler dette fællesskab.

Det lader til, at Anders Fogh Rasmussen er nationalromantisk relativist: værdier er afhængige af "det nationale fællesskab", som individet fødes ind i. Dermed er de ikke universelle og absolutte og mennesket er ikke et fornuftsvæsen med en uafhængig erkendelse. Men hans relativisme fører ham ikke til den holdning, at andres "nationale identiteter" og værdier bør respekteres, for hans værdier - der er helt afhængige af hans kulturelle "identitet" - skal ophæves som "universelle" og "absolutte", selvom de kun kan erkendes af en person, der er vokset op i hans "nationale fællesskab". Det betyder jo at alle der ikke er danskere eller det der ligner, kan afskrives som fornuftsvæsner og moralske individer. Da værdierne netop ikke er universelle og menneskene ikke er oplysningsvæsner, så er det ikke muligt at føre dialog med "de andre" - de må tvinges eller presses til at adoptere de specifikt "danske" værdier, der er de eneste rigtige i hele Verden, selvom de kun kan gro i "det danske fællesskab".

På den anden side har "de andre" nu også et lige så velfunderet argument for at føre krig mod Anders Foghs "nationale fællesskab" og "værdier", for hvad skulle forhindre dem i at postulere at deres kulturelt afhængige "identitet" og værdier også var de eneste sande, og at de er de eneste "fornuftsvæsner"? Udfaldet af denne på - begge sider lige relativt begrundede og lige universalistisk ophævede - imperialistiske nationalisme afgøres dermed af, hvilken stat der bedst har sørget for at "styrke den nationale identitet", så dens borgere er mest rede til at "slås for de værdier". Dette er absolut uforeneligt med liberalismens stats- og samfundssyn.

Det ville være så meget lettere at forsvare liberalismen, oplysningsidealet og sågar moralsk og politisk absolutisme, hvis Anders Fogh kunne beslutte sig for, om han er konservativ nationalist og relativist eller om han er oplysningsliberalist og værdi-universalist. Hvis værdierne ikke er afhængige af et specifikt nationalt fællesskab, så ville det jo netop være muligt at forvente at andre også kunne erkende - og slås for - dem. Så ville man netop teoretisk kunne forsvare krige eller andre interventioner med fraser som "befrielse" af lokalbefolkningen. Men hvis værdier er resultater af nationalistisk demagogi og kultur, så er udefrakommende tvang jo ikke andet end et forsøg på at presse et bestemt nationalt relativt værdi-sæt ned i halsen på andre - og det kan kun ske med tvang, da de jo ikke selv er en del af det "nationale fællesskab", erkendelsen af disse værdier er afhængig af. Jeg siger ikke, at det ikke kan lade sig gøre, men det bliver efter min mening særdeles rodet og problematisk, når han vil kombinere nationalisme, relativisme og folke-identitet med et universelt rationalistisk menneskesyn og absolutte værdier. Her vil det altså være lettere at vælge én af disse positioner, så man slipper for at lyve så ofte om sine motiver og ændre sine argumenter.

Måske mener han med udtrykket "jeg er kultur-liberalist", at han er præget af at være vokset op i en forholdsvis liberal kultur, men ikke selv bekender sig til den liberalistiske filosofi. Altså noget ligesom at være "kultur-kristen"? Men så ville han vel ikke give sig til at beskrive hvad den filosofi, han bekender sig til, går ud på. Eller også mener han, at liberalismens værdier ikke er universelle men tværtimod kulturelt afhængige, men i så fald falder hans moralske absolutisme jo til jorden. Jeg ved det ikke, men vi får sandsynligvis mere at vide, når den nyudklækkede filosof får forfattet sit næste værk eller giver sit næste interview. Han har jo tid nok nu.

2 kommentarer:

  1. Ja, jeg er sgu' glad for at jeg er kulturradikal!

    Og Anders Fogh?

    Kulturopportunist!

    Den ældre Ole

    SvarSlet
  2. Hej VHS, du spurgte:

    "Var invasionen af Irak for eksempel et forsøg på at gennemtrumfe de absolutte værdier, som ethvert menneske som fornuftsvæsen kan erkende, eller var den et forsøg på at gennemtvinge værdier, skabt af en specifik national identitet?"

    BEGGE svarmuligheder er forkerte! De tager begge udgangspunkt i at Irak-krigen blev påbegyndt for at indføre demokrati. Men krigen i Irak blev faktisk startet fordi man 'vidste' at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, som vi var nød til at forsvare os imod via en angrebskrig.

    SvarSlet