mandag den 8. juni 2009

Københavnere siger "nej" til gifte ungkarle

Politikens Morten Sørensen afslører, at det ikke kun er hvad angår sandhedsværdierne, at mange journalister benytter en besynderlig logik, der adskiller sig fra både den aristoteliske logik og dagligsprogets - problemet stikker langt dybere: journalisterne anerkender til syneladende heller ikke den formelle logiks mest fundamentale regler for tænkning og kommunikation, såsom at man ikke kan hævde, at både "P" og "ikke-P" er "sandt" samtidig.


I den klassiske logik kan de fleste sætninger være enten sande eller falske, men i journalistikkens forunderlige verden, findes den slags ikke. Der er aller-højest "usandt" og "ikke usandt". Nogle sætninger er dog ifølge den klassiske logik hverken sande eller falske - de er slet og ret nonsens, eller det rene vrøvl, som man hverken kan sige ja eller nej til. Det drejer sig for eksempel om konstruktioner som "en gift ungkarl" eller "en rund firkant". Det er den slags, der vil få en computer til at gå i stå og sige "INPUT ERROR" og få logikeren til at rive sig i håret over uddannede menneskers dårskab.

Hvis nogen spurge dig, om du går ind for "gifte ungkarle", så er der ikke noget åbenlyst svar - måske bortset fra at ryste på hovedet og gå videre - for spørgsmålet giver jo ingen mening, da da en ungkarl per definition er ugift, og hvis han bliver gift, så er han ikke ungkarl mere. At stille den slags spørgsmål (og mene det alvorligt) er enten et tegn på, at man ikke ved hvad ordene betyder, eller at man slet og ret har en logisk kortslutning i hjernen. Altså i den klassiske logik. For i politikkens og journalistikkens verden, giver den slags absurde spørgsmål åbenbart mening - det er bare ærgerligt, at disse mystikere aldrig forklarer for os andre, hvordan det giver mening (måske er det fordi de i så fald ville være nødt til at bruge sprogets strukturer til at kommunikere og dermed lade sig begrænse af den simple logik?).

Idag har han Morten Sørensen således en "valganalyse" ud på Politikens hjemmeside, hvor overskriften er "Københavnere siger nej til royal ligestilling". Det er jo en absurd sætning ifølge klassisk logik og det danske sprog. Den er hverken falsk eller sand - den er bare det rene nonsens. Man kan ikke sige hverken "ja" eller "nej" til "royal ligestilling", da royal per definition indebærer, ikke-ligestilling. Monarki er jo per definition en samfundsform, hvor der ikke er lige stilling og ikke er lige muligheder for at søge alle stillinger - hovedsageligt-specifikt netop den "royale" stilling. Har man sagt "royal" har man altså også sagt "ikke-ligestilling", og man kan ikke sige "ja" til begge dele uden at afsløre at man ikke er istand til grundlæggende logisk og sproglig tænkning.

Det er dog også svært at sige "nej", da spørgsmålet jo overhovedet ikke giver mening. Det er som at sige, "jeg går ikke ind for gifte ungkarle" eller "for runde cirkler" - det er ikke noget man kan være hverken for eller imod, når det jo er logisk og sprogligt umuligt. Jovist, når en tosse stiller dig sådan et spørgsmål, så kan man eventuelt sige "nej" - ikke til spørgsmålets indhold, men "nej, jeg accepterer ikke dit spørgsmål, det giver ingen mening!". Men det bedste at gøre, synes jeg, når den selvsamme tosse, der stiller dig det nonsens-spørgsmål, er en statsmagt med voldsmonopol, det er at ryste stille på hovedet og ignorere det.

Og det viser sig da også, at det faktisk er hvad de fleste af københavnerne har gjort. De har ikke stemt "nej" i en afstemning om et absurd spørgsmål, der bryder logikken og sprogets regler. De har sagt "nej" til selve afstemningen og "ja" til logikken og den sunde fornuft - de har simpelthen stemt "spørgsmålet giver ingen mening, og derfor sætter jeg ikke noget kryds" - altså stemt blankt til et blankt spørgsmål. Morten Sørensen er altså ikke alene ude af stand til at forstå simpel logik og at skrive meningsfulde sætninger - han lyver også (eller "taler usandt", som det hedder i hans besynderlige begrebsverden).

Kun hver 10. københavner stemte aktivt "nej" indenfor spørgsmålets rammer, mens flertallet undlod at acceptere det absurde præmis. Det er bare ikke i orden for Morten Sørensen, så han manipulerer lidt og tolker alle dem, der sagde "nej" til afstemningen, som modstandere af begrebet "royal ligestilling". Det kan man da også, hvis man med det mener, at de sagde "nej" til at det overhovedet er et meningsfuldt begreb. Men nu har vi - og da slet ikke Morten Sørensen, som ikke har mulighed for at vide særlig meget - nu ikke nogen mulighed for at vide, hvad der var intentionen for alle de, der har stemt blankt i denne ulogiske folkeafstemning.

Det kunne jo med en hvis rimelighed også tænkes, at en del af dem har nægtet at tage stilling til en ændring af en forfatnings-tilføjelse uden ændring af forfatningen. Det er nemlig en juridisk - ikke logisk - umulighed i Danmark. Der står stadig i Grundloven at kongetronen nedarves til kongens førstefødte mandlige afkom, men nu bliver den sætning meget svær at ændre, så måske har nogen faktisk stemt "nej" til en afsteming, som vil bevare det patriarkalske monarki i Grundloven. Eller de har stemt nej eller blankt, fordi de vitterligt ønsker en grundlovsændring, der for alvor skriver ligestilling ind i Grundloven. Eller det kunne være så meget andet.

Det eneste vi ved, er, at de fleste københavnere hverken stemte "ja" eller "nej", men derimod blankt, hvilket altså ikke er det samme som "ja" eller "nej". Vi ved ikke hvorfor de stemte blankt. Vi ved ikke hvilke begrundelser hver enkelt vælger har haft for sit kryds - og størstedelen af københavnerne stemte altså hverken "ja" eller "nej". Men det gør Morten Sørensen. Han er nemlig "journalist" og behøver derfor hverken at lade sig begrænse af sin egen uvidenhed eller af logikkens og sprogets strukturer. Og netop derfor behøver han heller ikke at kommunikere sine analyser til os andre.

...Hvilket rejser spørgsmålet om ikke ordet "journalist" også efterhånden er ved at blive en sproglig selvmodsigelse. Det betyder både en person, hvis opgave og ekspertise er at kommunikere de begivenheder, der sker i den verden, vi lever i, så vi kan forstå dem - og samtidig en person, der ikke lever i den samme verden som os, og ikke bruger samme sprog som os, og dermed ikke kan kommunikere noget som helst. Det betyder altså to ting, der hver for sig udelukker den anden, og er dermed et absurd nonsens-begreb, der hører til i samme kategori som "rund firkant".

4 kommentarer:

  1. Hej Ole

    Lad os tage rosen før risen. Lad mig først sige, at jeg er en enorm fan af din blog, at det er den eneste blog, sammen med Engelbreth, jeg stadigvæk følger med i, og jeg synes du gør et fænomenalt arbejde. Det er en sand glæde for mig at læse dine indlæg (så stor at jeg i går begyndte at læse alle de indlæg, jeg er gået glip af siden sidst, fra dit nyeste indlæg om marxistiske Obama og tilbage - og det er mange - og jeg er kun nået hertil). Jeg glemmer ofte helt hvor meget man værdsætter ros for sit arbejde som blogger, så man ved, at ens hits ikke bare er tilfældige google-passanter, og jeg synes, at der kun er få, der gør sig ligeså fortjente til lovprisning som du.
    Nu kommer risen. Nogle gange synes jeg dog at du hidser dig op over nogle ligegyldigheder. Jeg har ikke sagt noget om det fordi det, du har sagt indtil nu, indtil videre har været korrekt, omend ligegyldigt (eks: I dit indlæg om at Politiken har skrevet Europaparlamentet i stedet for EU. Den om kontinenentforvisning fordi en politiker ikke havde fået plads i Europa-parlamentet. Det, du siger er ganske vist korrekt, men helt ærligt, det er vel til at forstå. I øvrigt, hvis du leder efter, vil du sikkert finde en lignende tanketorsk iblandt dine egne skrifter). Men i dette indlæg er det du skriver decideret forkert.
    Der findes et begreb, der hedder et oxymoron, og er en meget brugt stilfigur, som man bestemt kan forholde sig til, f. eks. begrebet en "larmende stilhed", for nu at nævne en klassiker. Kan være, du ikke forstår hvad der menes med begrebet, men for mig er det meget malende. Så findes der begrebet, du nævner, nemlig nonsens, som ikke kun, men også dækker over udtryk som en "gift ungkarl". Sagen er den, at dette ikke er et oxymoron, og heller ikke nonsens idet ord altid forstås kontekstuelt. F. eks. er udtrykket "en stor dværg" ikke nødvendigvis et oxymoron, idet konteksten f. eks. kunne fortælle os, at dværgen er stor i forhold til andre dværge, hvilket ville berettige udtrykket til at være logisk gyldigt (dermed heller ikke nonsens). Sagen er den samme her. Med "royal ligestilling" kan der forstås monarkiets ligestilling med andre borgere - hvilket rigtig nok er nonsens - men der kan også forstås monarkiets aktørers interne ligestilling - hvilket jo vitterligt var tilfældet. Tilfældet er nok ikke poetisk nok til at der kan være tale om en oxymoron. Alt efter sammenhængen (og hvilke ord der er tale om) kan to ord med tilsyneladende modsatrettet betydning altså være tre ting: a) alligevel et logisk gyldigt begreb b) en stilfigur c) nonsens. Du ser for snævertsynet på sagen.
    Hvis du tager en gruppe menneske, der hedder Mustafa, Jens og Anders. De er alle meget rigere end gennemsnittet i det samfund, de bor i, og det bygger på en meget elitær tankegang. Nu søger de alle tre ind på landets bedste skole, som altså tager så mange penge for undervisningen, at kun 5% af landets indbyggere kan sende deres børn derhen. Skolen tager i mod Jens og Anders, men afviser Mustafa fordi han er muslim. En af landets politikere finder det skandaløst, og fremsætter et lovforslag der skal forbyde landets privatskoler (som selvfølgelig alle tager penge og ligger langt fagligt over de offentlige skoler) i at diskriminere med religion som grund. En lignende lov findes allerede for de offentlige skoler. Loven bliver vedtaget, og aviserne skriver "Lighed indenfor jetsettet".
    Er den overskrift også nonsens Ole? Flere mennesker kan godt være lige imellem hinanden uafhængigt af deres samlede masses status i forhold til en anden samlet masse. Hele diskussionen er dog fuldkommen lgegyldig - idet alle politikens læsere - selv du, Ole - var i stand til at gennemskue, at der var tale om monarkiets interne ligestilling, der var tale om. Og den er jo vitterlig mulig.
    Så hvorfor overhovedet begå sådan et indlæg? Du er da velkommen til at argumentere for at monarkiets særstatus er noget pis, men så gør det dog med noget mere spændende (og mere korrekt) end dette indlæg.

    Venlig hilsen

    Jon

    SvarSlet
  2. Undskyld længden... den skal tilskynde dig til:

    1. Vende tilbage til din ellers gode brug af logikken, som er én af grundende til at dine indlæg er så gode.

    2. Holde op med at skrive ligegyldige indlæg om ingenting.

    Venlig hilsen

    Jon

    SvarSlet
  3. Hej igen,

    Et opringtigt "tak" for dine kommentarer - både de positive og de negative.

    Teknisk set er jeg sådan set fuldstændig enig med dig i det sproglige. Det kan være en smutter at man kommer til at sige "Europa" (et kontinent) istedet for EU (en politisk institution, der ikke dækker kontinentet). Og i dagligsproglig forstand er det heller ikke uforståeligt at tale om "ligestilling i kongehuset", selvom det kun giver mening, hvis man kender baggrunden.

    Begge dele kan være helt undskyldelige, og kan være bagateller.

    Så lad mig gå til dit spørgsmål om"hvorfor overhovedet begå sådan et indlæg?"

    Det gør jeg fordi, jeg ikke mener, at de er bagateller. Eller måske snarere, at "djævelen ligger i detaljerne". Disse små vendinger og udtryk er dele af en daglig propaganda. De er altså nøje og bevidst udvalgte af PR-agenturer, af spindoktorer m.v. for at forvirre og for at skabe positive konnotationer omkring forskellige politiske projekter.

    Man kan mene at det er ligegyldigt. Men det gør jeg altså ikke. Politikerne, virksomhederne, lobby-grupperne osv bruger sproget meget bevidst - og når de bruger sproget en smule forkert, så er det som regel også bevidst, for at få os, der hører det, til at tænke "forkert". Når de konsekvent bruger de samme misvisende udtryk igen og igen, så er der jo ikke tale om uskyldige sproglige smuttere, men om et bevidst valg og strategi.

    Og de to eksempler du nævner, er netop nogle der går igen og igen og igen. De er valgt bevidst af dem, der sætter dagsordenen - også den sproglige dagsorden.

    Igen: det kan man sagtens mene er mindre relevant - og jeg kan sagtens følge dig, når du siger, at jeg nogle gange "hidser mig op over nogle ligegyldigheder". Men jeg synes det er interessant - for mig - at beskæftige mig med magthavernes sprogbrug, for de vil noget med det.

    Derudover er jeg jo fagskadet af at have læst filosofi - vi fagfilosoffer går ofte pedantisk op i detaljer og sprog og begreber ;)

    SvarSlet
  4. Fair enough... tja, jeg kom vel også teknisk set til at begå en alenlang kommentar om noget ikke specielt vigtigt. Men ja, du har vel ret, jeg hidser mig også altid op når jeg hører dem sige danske muslimer i fjernsynet. Det ville hjælpe integrationen så meget, hvis blot de ville sige "muslimske danskere". Det sker bare aldrig. Der ligger nemlig en væsentlig forskel. Man kan lægge rigtig meget i et adjektiv - hvilket min tidl. kommentar også viste - men et navneord betyder altid det samme. Så hvis de siger danske muslimer, så anerkender de ikke at en person kan være både muslim og dansker, ved at gøre det. Det ville de til gengæld hvis de sagde muslimske danskere. Det kan også gøre mig vred.
    Derfor kan jeg udmærket se din pointe, men du ville spare dig selv meget arbejde, ved at skrive om udtrykket generelt (og evt. give nogle eksempler på hvor du set det brugt), i stedet for om hver eneste sted hvor du har set det. Desuden ville vi læsere bedre forstå at det er en generel problematik vi snakker om og det ville sandsynligvis også gøre dine artikler om sproglige bommerter mere interessante.

    Venlig hilsen

    Jon

    SvarSlet