torsdag den 6. august 2009

DF: Danmarks leninistiske parti

Nalle Kirkvåg har en interessant og velskrevet blog, hvor han beskæftiger sig med emnet "kritisk journalistik" - og manglen på samme - samt journalistikkens rolle for demokratiet. Det er jo en interesse han deler med mig, men han bruger ikke helt lige så mange bandeord, og desuden så har han af og til nogle positive bud på, hvordan man kan få bedre medier.

Dette indlæg tager dog afsæt i en artikel skrevet af Tim Knudsen, der er professor i statskundskab ved Københavns universitet, og bl.a. har skrevet bogen 'Fra folkestyre til markedsdemokrati'. Som regel citerer jeg fra de oprindelige artikler, men dels vil jeg gerne anbefale bloggen om "kritisk journalistik", og dels har Nalle begået en fin opsummering af nogle af pointerne i Tim Knudsens artikel, der handler om Dansk Folkeparti.


Følgende citat handler om partiets organisationsstruktur og demokrati-opfattelse:
Dansk Folkeparti har samtidig en uden sammenligning topstyret partistruktur. Og det i et omfang ”så partidemokratiet er nærmest fraværende”. Partiet sanktionerer konsekvent ethvert brud på de interne regler og normer. (..)

At Dansk Folkeparti er det mest topstyrede (markeds)parti i Danmark, fremgår af ledelsesformen. Denne består af Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup, Kristen Thulesen Dahl og Søren Espersen, som stramt styrer enhver væsentlig udvikling i partiet. Dette ses bl.a. ved, at ledelsen konsekvent ”kontrollerer kampagner, politiske udspil, opstillingen af folketingskandidater”. Ledelsen besætter alle ordførerposter. Ligesom ”nyvalgte folketingsmedlemmer skoles af veteraner som Espersen og Thulesen Dahl i at omgås medierne. Desuden modtager partiets medlemmer i div. kommunalbestyrelser og regioner nyhedsbreve om, hvad de bør fremlægge af forslag.

Der findes ingen andre partier herhjemme, hvor nogen lignende topstyring af et parti finder sted. Denne topstyring hævdes at skyldes de kaotiske tilstande, der var gældende i hele Fremskridtspartiets historie, hvor såkaldte landsbytosser m.fl. ødelagde vejen til indflydelse og politisk magt.

I folketingsgruppen, hvor medlemmerne ellers ifølge grundloven er fritstillet til at stemme efter egen overbevisning, er styringen også nærmest total. Her afholdes f.eks. ingen afstemninger, idet disse ifølge Pia Kjærsgaard blot fører til ”konflikter og studehandler”.

Partiets hovedbestyrelse er ligeledes underlagt partiledelsens kontrol. Ideen er ifølge Tim Knudsen, at man ”forebygger, at partiorganisationen åbent kritiserer ledelsen”. Hovedbestyrelsen kan dog ekskludere ethvert medlem – menige såvel som medlemmer af folketinget. Dette kan ske, ”uden at de anklagede kan forsvare sig”.

Det var et uddrag af Nalle Kirkvågs opsummering af artiklen. Den oprindelige artikel er skrevet af Tim Knudsen, og er en del af en artikelserie i information om, hvordan de politiske partier er ved at omstille sig fra at være demokratiske sammenslutninger af medlemmer med fælles ideologi til at ligne moderne virksomheder med topstyring og nogle få mærkesager.

Hele artiklen om Dansk Folkeparti (og det af artikel-serien der har været bragt indtil videre) er glimrende analyseret og skrevet, og jeg kan kun anbefale at læse den istedet for at nøjes med disse citater. Jeg tager dog lige ét til, der også handler om DFs demokrati-opfattelse:
Ledelsen styrede de første år årsmøderne så stramt, at den politiske debat var stort set fraværende.

I 2004 indførte man dog en 'spørgetime', hvor de delegerede kunne stille spørgsmål til fem af folketingsmedlemmerne og senere to timers fri debat.

På årsmødet stemmes ikke om resolutioner om konkrete politiske spørgsmål, partiledelsen drager selv konklusioner af årsmødet. Årsmødet skal udstråle glæde. Da partiets årsmøder samler medieopmærksomhed, bruges disse ofte til at igangsætte kampagner.

Årsmødet er først og sidst en medie-event. Har en enkelt ikke forstået det, griber ledelsen prompte ind med en eksklusion.



Dansk Folkeparti - Danmarks leninistiske parti

Overskriften på dette indlæg er "Danmarks leninistiske parti". Det er ikke for sjov. Dansk Folkepartis parti-struktur, der indebærer så lidt demokrati og intern debat og så meget topstyring, kontrol og kommandostruktur som overhovedet muligt, lader jo ikke Lenins autoritære tanker noget tilbage.

Allerede i 1901 beskrev Lenin i teksten "Hvad må der gøres?" sine tanker om en elitær parti-organisation, hvor der er ensretning og hierarkisk kommando-struktur, som skulle udgøre den politiske avantgarde. Men det var nu først omkring 1921, at det lykkedes ham og andre autoritære krafter i partiledelsen at gennemføre den totale ensretning i partiet. På den 10. årskongress i 1921 blev et program vedtaget, hvor offentlige ytringer om uenighed ville medføre eksklusion. Begrundelsen var den samme som hos Dansk Folkeparti - hvis der ikke er kæft trit og retning og streng centralisering, så vil det medføre svækkelse i organisationen og kaos udadtil.

Lenins princip om "demokratisk centralisme" (=intern uenighed er okay indtil en sag er vedtaget, hvorefter flertallets eller centralkommiteens beslutning ikke må kritiseres) internt i partiet, var dog næppe lige så centralistisk og autoritær som Dansk Folkepartis organisationsstruktur, hvor medlemmerne stort set intet har at skulle have sagt, og hvor det er fuldstændigt op til ledelsen hvordan de vil føre politik. Dén form for ledelsesdyrkelse og kommandostruktur skal vi et par år længere frem i Sovjettiden for at finde: hos Stalin og hans mange udrensninger. Nej - jeg anklager ikke Dansk Folkeparti for bogstaveligt at udrense folk, de er uenige med (selvom en hel del tyder på, at de gerne ville), men udrensning fra partiet er hos Dansk Folkeparti ligesom hos andre diktatorer en konsekvens, hvis man sætter sig op mod ledelsen eller blot udskiller sig fra parti-linien.

I Dansk Folkeparti er det - ligesom i det stalinistiske bolsjevik-parti - hovedbestyrelsen (centralkommiteen), der udpeger kandidater til de forskellige poster, og da ledelsen (eksekutiv-kommiteen) automatisk indgår i hovedbestyrelsen, har den fuld kontrol over, hvem der stiller op til valg. Ledelsen bestemmer altså selv, om der må være modkandidater til ledelsesposterne. Og medlemmerne har bare at acceptere ledelsens enevældige beslutninger, da det også står i partiets vedtægter, at ledelsen enerådigt kan ekskludere hvem som helst uden at give begrundelser - hvilket også gælder i Lenins parti-teori. Medlemmernes indflydelse i Dansk Folkeparti er lige så meget en ubehagelig joke som det var i Sovjet-tidens bolsjevik-parti.

Dansk Folkeparti har altså en udpræget leninistisk organisationsstruktur. Man kunne selvfølgelig også sammenligne det udemokratiske Dansk Folkeparti og deres førerdyrkelse, hierarki, topstyring og foragt for ytringsfrihed, debat og demokrati med andre diktatoriske partier og bevægelser igennem tiden. Det ville måske have været mere oplagt at vælge en totalitær bevægelse på højrefløjen, når vi skal drage paralleller til DF. Så ville der også være en hel del at sammenligne med angående politiske mærkesager og retorik.



Organisationen er en model for samfundet

Grunden til at jeg har valgt at sammenligne DF med SUKP er ikke, at DF er tættere beslægtet med stalinismen end med nazismen eller andre totalitære bevægelser. Grunden er istedet, at jeg som venstreorienteret har beskæftiget mig med de venstreorienterede tendenser og deres respektive uenigheder. Kritikken af Dansk Folkeparti gælder for alle lignende diktatoriske organisationer, men af idé-historiske grunde er det interessant at fremhæve leninismen og dens autoritære forløbere som genstand for den anarkistiske kritik.

Anarkismen kritiserede fra starten de centralistiske og autoritære tanker hos Lenin og tidligere autoritære venstrefløjsere. Det var der også andre venstreorienterede der gjorde, men anarkismen har en kritik, der rækker ud over, at det da er "synd" for medlemmerne i Dansk Folkeparti og andre udemokratiske partier, at de ikke har noget at skulle have sagt, eller at åbenhed og debat er godt for som sådan, og at det derfor er ærgerligt at det lige i denne sammenhæng er fraværende. Begge dele er korrekte, men anarkismen bygger altså på en teori, som er i direkte modstrid med Pia Kjærsgårds og Vladimir Lenins topstyring, og som hævder, at den organisationsmodel har andre konsekvenser end blot at debatten internt i organisationen bliver kvalt. Anarkismen mener, at den organisationsform er en trussel mod friheden i hele samfundet og ikke bare internt i organisationen.

Ifølge anarkismen - sådan generelt - forholder det sig således, at den organisationsform vi vælger som middel for at forandre samfundet også vil være en model for den form det samfund, vi kæmper for, kan have. Kort sagt: hvis man laver politik igennem en ekstremt topstyret, hierarkisk, autoritær og udemokratisk organisation, så vil det samfund man opbygger også blive ekstremt topstyret, hierarkisk, autoritært og udemokratisk. Med et fint og moderne ord kaldes det ældgamle anarkistiske princip om, at vore midler og organisationer udgør en model for det mål vi vil opnå, for "præ-figurativ etik".

Dette gælder for så vidt også selvom man hævder eller ønsker, at det ikke passer. Leninismen hævder, at den autoritære stat blot er et nødvendigt og midlertidigt skridt på vejen mod den senere frigørelse, men anarkismen mener, at den eneste vej til at opnå frihed er ved at indføre mere frihed - ikke omvendt. Hvordan Dansk Folkeparti får sin antidemokratiske struktur og samfundsmodel til at harmonere med deres påstande om at gå ind for "demokrati" ved jeg ikke, men der er intet der tyder på, at repræsentanterne for det topstyrede og internt udemokratiske parti skulle have andet at tilbyde som samfundsmodel end netop topstyring og udemokrati.

Den organisation, vi bevæger os i og benytter i det nuværende samfund, vil nemlig være vor model for hvordan man organiserer sig, debatterer, træffer beslutninger og så videre generelt. Vi bliver socialiseret af de organisationer, vi befinder os i, og hvis vi er vant til at "træffe beslutninger" og modtage kommandoer i en diktatorisk organisation, og det er den organisation, vi mener vil udføre de relevante samfundsforandringer, så vil disse samfundsforandringer blive af den slags, der passer til en sådan diktatorisk organisation - det vil blive et diktatur. Hvis en organisationsleder ikke er vant til at diskutere beslutninger, og et medlem ikke er vant til at have noget at skulle have sagt i forandringsprocessen, hvorfor skulle de så forholde sig anderledes, når de har opnået den magt, der gør, at deres organisationsprincipper kan blive gældende for hele samfundet og ikke bare deres lukkede gruppe? Nej, en diktatorisk politisk organisation vil arbejde for et diktatorisk samfund.

Diktatoriske organisationer har det desuden bedst med at samarbejde med andre diktatoriske organisationer. Lederen i diktator-partiet er vant til, at det kun er ham selv, der behøver at træffe en beslutning og så vil den blive udført uden debat nedad i hans organisation. Han forventer samme "effektivitet" i sine forhandlinger med andre organisationer og partier. Det så vi med Sovjetunionens Kommunistparti, som i 1919 krævede at alle andre kommunistpartier indførte det leninistiske organisationsprincip kaldet "demokratisk centralisme" - og det ser vi idag, hvor Dansk Folkeparti raser over, at der er en vis grad af demokrati og frihed internt i regeringspartiet Venstre, som det topstyrede parti, DF, samarbejder med.

Lederne i Dansk Folkeparti er vant til at deres medlemmer makker ret og uden tøven gør hvad de får befalet af parti-ledelsen. Derfor irriterer det dem, at andre partier ikke er organiseret på samme måde. At Dansk Folkeparti i bogstaveligste forstand arbejder for at afskaffe det, vi kalder "demokratiet", lægger de ikke skjul på, idet de ligefrem forlanger, at landets statsminister skal skrotte grundloven og forbyde sine partimedlemmer i Folketinget at stemme efter sin overbevisning.

Søren Espersen lyder som et ekko af Lenin, når han rasende skoser statsministeren for at have tilladt folketingsmedlemmer, der er medlem af Venstre, at have stemt for ligestillingslove: "Det kan jo give andre idéer til at bryde partilinjen en anden gang". Det har Søren Espersen ret i, for den anden side af det anarkistiske princip er jo som sagt, at en øvelse i frihed kan give lyst til mere frihed. Søren Espersen ønsker ikke mere frihed - hverken for folketingsmedlemmer eller borgere, og derfor slår han ned på enhver frihedsudfoldelse, selv når den sker i andre partier.

Og Pia Kjærsgaard, der er vant til at være i den enerådige ledelse i sit eget parti, som den ubestridte formand, opfører sig på samme måde. Den diktatoriske organisationsform hun er vant til internt i sit parti vil hun have udstrakt til også at gælde i regeringen og hele landet. I politikernes sommerferie har hun følt et magt-vakuum, og som den magtperson hun er, kan hun ikke tåle den slags, så hun opfører sig som om, hun selv er landets kejser, der kan koste rundt med landets statsminister og true regeringen, hvis han ikke straks "træder i karakter" som "handlekraftig leder", og igen kan udfylde magtens rolle. Idéen er igen den farlige og fejlagtige, at der kun kan være "handlekraft" med en klar og råbende kommandostruktur med én leder, som alle følger uden tøven og debat.

Da Pia Kjærsgaard er vant til, at medlemmerne i hendes organisation kun gør, hvad de får befaling på, og at der opstår tvivl og kaos, hvis de ikke konstant får at vide, hvad de skal mene og gøre, så har hun naturligvis samme opfattelse om andre mennesker. "Det giver tryghed hos borgerne, når der er en chef, som viser, hvem der er chauffør i bussen og styrer den i den rigtige retning," siger hun. Og det har hun jo delvist ret i, hvis borgerne er vant til at lade sig regere uden debat og uden demokrati, og er vant til konstant at få ordrer fra oven. Men hvis man ønsker mere frihed, mere debat og mere demokrati, så er det naturligvis den modsatte vej, man skal gå.

Det ønsker Pia Kjærsgaard ikke - hun ønsker et samfund og en stat, der er organiseret og struktureret efter samme model som hendes autoritære, hierarkiske og totalitære parti. Ifølge den anarkistiske teori kunne det ikke være anderledes.

Hvis vi vil have et indtryk af hvilket samfund en organisation kæmper for, så er det en god tommelfinger-regel at kaste et blik på, hvordan den organisation selv er struktureret internt. Med andre ord - hvis vi vil se hvilken samfundsmodel Dansk Folkeparti har i tankerne for Danmark, så gå tilbage til starten af dette indlæg og læs om partiets "medlemsdemokrati". Dét er partiets model for resten af samfundet.

4 kommentarer:

  1. Jeg kan give dig ret i, at strukturelt er Dansk Folkeparti organiseret som andre totalitære partier, og at deres ønske om at udbrede denne model til resten af samfundet også vil medføre et totalitært regime. Hvis man alene ser på partiets struktur og dets vision for samfundets struktur, så kan man godt sammenligne det med leninismen. Men man kunne af præcis samme årsag også finde tilsvarende lighed med stalinismen, nazismen, eller andre totalitære regimer.

    For at sammenligne med et bestemt af disse regimer kan man ikke nøjes med at se på partiets struktur. Partiets værdisæt og menneskesyn er (mindst?) lige så vigtige, når sammenligningen skal drages. Tages Dansk Folkepartis værdier og menneskesyn med i ligningen, tror jeg ikke, at det er rimeligt at kalde det for et leninistisk parti.

    SvarSlet
  2. @ Wolf: Jeg er fuldstændig enig.

    Lighederne med leninismen er udelukkende strukturelt og organisatorisk, hvilket så antyder noget om demokratisyn og den slags. Samme ligheder er der dog også hvis man sammenligner DF med andre totalitaristiske partier, og i så fald ville der være endnu flere sammenligningspunkter (jeg henviste også til en af dine sammenligninger.

    Som sagt er grunden til at jeg lige netop valgte leninismen udelukkende af historiske årsager. Jeg benytter en anarkistisk analyse og anarkismen er jo udviklet i diskussion/opposition til autoritære socialismeformer.

    Men som sagt: du har ganske ret.

    SvarSlet
  3. Ha, jeg havde slet ikke opdaget, at du kom ind på denne begrænsning af analysen, og at du havde henvist til min egen sammenligning. Så kan jeg lære det, kan jeg.

    Når nu vi er enige om at indskrænke os til selve strukturen, så er jeg ikke helt sikker på, om lige præcis leninismen er det bedste eksempel på totalitær struktur. For ganske vist er den praktiske implementering de få steder, det er forsøgt, sågu en totalitær størrelse, men så vidt jeg forstår, er dens teoretiske udgangspunkt ikke udpræget totalitært i forhold til f.eks. stalinisme eller fascisme. Dansk Folkeparti mener reelt, at selv værdier skal dikteres af Dansk Folkeparti (via den "danskhed", som de tager patent på), hvilket selv som teoretisk udgangspunkt gør dem totalitære. De bør derfor som minimum sættes i kategori med grupper, der også er fascistiske i teorien.

    SvarSlet
  4. bliv voksen dickface

    SvarSlet