mandag den 17. august 2009

Ekstremistiske minoriteter og kulturløse værdifællesskaber

I Danmark er folk åbenbart vældigt bange for at medlemmer af kulturelle, etniske eller religiøse minoriteter skulle få stillinger indenfor det offentlige - som dommere, i hjemmeværnet, som politikere m.v. Dette uanset hvad de enkelte individer, der klarer alle forhindringer og opnår disse betroede stillinger, end måtte mene om dette og hint. De er "repræsentanter" for en essentialistisk subkultur - de er essentielt "etniske" - og har dermed ingen individualitet i den hvide ("ikke-etniske") befolknings øjne. Alle der tilhører disse subkulturer er per definition "det samme som" de mest ekstreme elementer i samme kultur. Hvide danskere er forskellige individer, der ikke har nogen kultur, men de "etniske" minoriteter er determinerede af deres "etniskhed" og er en ensartet og farlig masse.


I den danske debat kan man dog godt mene både det ene og det modsatte samtidig. For eftersom de "etniske" danskere er repræsentanter for forskellige kulturer og per definition er kulturelt prægede, har de jo farver og kulturer, der adskiller dem, mens de kulturløse og ikke-etniske danskere alle hævdes at dele "værdier", der gør dem særligt danske omend på en ikke-etnisk måde. Det er altså de danske "individer", der er en ensartet "masse" - minoriteterne har en kultur, og stikker dermed ud fra den ikke-etniske grå masse af "danskhed", og eftersom de stikker ud, er de dermed "ekstremiteter" (de dele af din krop, der stikker ud fra torsoen) eller "ekstremister", hvilket er et ord for alle der er kulturelle og etniske i modsætning til de, der "blot" er "danske".

Samtidig er det ikke sjældent, at den "offentlige mening" hævder, at det kulturløse Danmark befinder sig i en særligt "kultur-kreds" sammen med bl.a. USA. I denne kultur-kreds, hævdes det, deler vi alle "værdier" og de værdier er præget af vor ikke-etniske kulturløshed. De "rigtige" danskere - dem, der tæller som individer og er "ikke-etniske" - skulle ifølge denne opfattelse, have nogenlunde samme holdninger som de "rigtige" og lige så ikke-etniske amerikanere. For den danske debat er alle amerikanere altså lige amerikanske og lige kulturløse, hvilket er et træk de deler med alle de kulturløse danskere. Der er altså ikke nogen særlig "dansk kultur" eller "amerikansk kultur" - der er blot den "vestlige kulturkreds", som deler nogle værdier, der bestemt ikke er kulturelle.

I den herskende debat i USA forholder det sig dog ligesom med den danske debat: der er amerikanere, der bare er "almindelige amerikanere" (hvide og kristne, men det tages for givet og er ikke særlig etnisk eller kulturligt), og så er der de amerikanere, der skiller sig ud via sin kultur eller etnicitet og dermed per definition er "suspekte" og ikke helt så amerikanske. Men det behøver vi jo ikke at forholde os til i Danmark - for os er alle amerikanere én ensartet masse, og det er kun vores minoriteter, der er "suspekte".

Altså: I Danmark er der individer, og så er der de "etniske" masser. De danske individer og de etniske masser, der er vokset op i Danmark, er essentielt forskellige og kan ikke dele nogen værdier eller holdninger. Til gengæld deler de danske individer en masse holdninger med amerikanerne. Det danske og det amerikanske system, tankegods og værdi-sæt er én ensartet masse, der tilhører samme "kulturkreds".

Hvis en person, der er vokset op i Danmark har for eksempel iranske rødder og dermed er præget af iransk kultur, så kan vedkommende aldrig blive en del af den "danske kultur", for i Iran er henrettelse for eksempel lovligt, og en "etnisk" person må og skal være præget af hele sin etniske baggrund - etnicitet er en essens som definerer dig fuldstændigt, ikke noget man kan være bare lidt præget af mens man også er præget af noget andet. Der for antager vi naturligvis, at alle, der er "etnisk iranske" også går ind for dødsstraf - uanset hvor meget de selv insisterer på det modsatte, for de er jo ikke individer men "etniske repræsentanter". Den eneste måde man kan blive rigtig "dansk" på, er ved at frasige sig hele sin kulturalitet og etniskhed, og altså blive en del af den danske kulturløshed.



Sådan ser vi dog ikke på amerikanerne. I USA er dødsstraf ganske vidst også almindeligt. Det samme er homofobi, chauvunisme, religiøs ekstremisme m.v. men da det er amerikansk og altså en del af et mytologisk "værdifællesskab", der er lige så dansk som det er amerikansk, så er det ikke kulturelt bestemt. Amerikanerne vil godt nok hævde det modsatte - altså de, der står for disse holdninger - de anti-demokratiske og fundamentalistiske amerikanere insisterer netop på, at deres holdninger er særligt "amerikanske", og at man faktisk ikke er rigtig amerikaner, hvis man ikke går ind for dødsstraf og teokrati. Men igen: hvad har de amerikanske forhold dog at gøre med vores danske myter om amerikanske forhold? Intet - dem behøver vi ikke at tage os af, i vor egen konstruktion af "virkeligheden".

Altså: hvis man har iranske rødder, og gerne vil vedkende sig dele af sin iranske etnicitet, så er man i Danmark per definition helt og fuldt "iraner" og kan ikke være "dansker". Og som essentielt iraner, så deler man jo "iranskhed" med folk der går ind for dødsstraf og teokrati, og dermed går man også selv ind for den slags. Omvendt hvis man som amerikaner går ind for dødsstraf og teokrati, så er man i danske øjne ikke nogen ekstremist, for ens holdninger er ifølge danskerne ikke bestemt "etniske" - næh, de er den del af den kulturløse "vestlighed" som per definition er demokratisk. Det er altså underordnet hvad etniske minoriteter i Danmark gør og siger som individer - uanset hvor meget, de bekender sig til demokrati m.v. så er de per definition "kulturlige" og dermed "ekstremister" i konflikt med de "danske" demokratiske værdier. Omvendt er der i Danmark intet en amerikaner kan gøre og sige som individ, der strider mod disse "danske værdier", for som amerikaner er han per definition "demokrat" og "vestlig" uanset hvad han gør.

Derfor indfører danskerne love, der skal forhindre det hypotetiske fremtidsscenarie, at en af de danske borgere, der er bærere af en særlig etnicitet og kultur, skulle kunne gennemføre en jura-uddannelse, arbejde flere år som advokat eller embedsmand, blive særligt udnævnt af Dommerudnævnelsesrådet og godkendt af Justitsministeriet og Dronningen. For på trods af alle disse foranstaltninger, så vil sådan en person jo - uanset hvad han eller hun gør - være "etnisk" og dermed ikke til at stole på som repræsentant for det danske retssystem.

Sådan forholder det sig ikke med amerikanere. Som sagt kan de gå ind for dødsstraf, tortur, teokratisk diktatur og meget andet uden at vi som danskere tilskriver det til deres "amerikanskhed". Faktisk tilskriver vi dem de stik modsatte holdninger, eftersom vi jo gerne bilder os selv ind, at "amerikanskhed" og "danskhed" er det samme.

I USA har de kulturløse amerikanere også for nylig haft visse problemer med deres mistro til en dommer, der har gennemgået hele processen, der førte til hendes udnævnelse til den højeste ret i USA. Uanset hvad hun gjorde, så var hun nemlig "etnisk" og dermed suspekt. Den latin-amerikanske kvinde blev dog udnævnt på trods af hendes etnicitet, og sandsynligvis var det virkelige problem nok snarere, at modstanderne, der havde "etniske" indvendinger, ikke så meget var imod hende men brugte hende som proxy for deres modstand til den præsident, der udnævnte hende.

For i USA kan man godt blive dommer - ja endog højesteretsdommer - med de mest outrerede holdninger og med vidt forskellige etniciteter, religioner og kulturer uden at man nødvendigvis for skudt i skoen at ens holdninger er determinerede af ens etnicitet. For eksempel skulle man jo mene, at katolikker, hvis de er determinerede af hele sin religiøse kultur, ville være imod lovliggørelse af abort og prævention, men også imod dødsstraf, eftersom dette er den katolske kirkes holdninger. Sådan forholder det sig dog ikke. I USA kan man være både katolsk og for kriminalisering af abort og prævention samtidig med at man er for dødsstraf. Og dette er ikke noget, der afholder en fra at blive dommer.

Faktisk langt størsteparten af de amerikanske højesteretsdommere religiøse minoriteter (jeg kan ikke gisne om forklaringen på dette) - der er 4 katolikker, 2 jøder og blot én protestant - uden at de nødvendigvis betragtes som essentielt "etniske" eller determineret af deres religion.

Det ville jo være helt omsonst at hævde, at højesteretsdommeren Antonin Scalia er essentielt "katolsk" i sine domstolsafgørelser - eller at Clarence Thomas, der også er katolik, skulle være særlig præget af sin etnicitet som sort. Begge er stærke tilhængere af dødsstraf, hvilket strider imod det man skulle forvente af deres etnisk-religiøse tilhørsforhold. De er altså to eksempler på, at man sagtens kan være tilhænger af en religion og repræsentant for en etnicitet uden på nogen som helst måde at være determineret af disse faktorer. Hvis katolikker i USA godt kan gå ind for dødsstraf, så kan muslimer i Danmark nok også være imod dødsstraf.

Men ikke for folk i Danmark, for ifølge den danske mytologi, så er det jo anderledes med amerikanere - de er ikke "sorte", "jødiske" eller "katolske", men slet og ret bare "kulturløse" amerikanere, i modsætning til "vores" etniske og religiøse minoriteter, som på ingen måde kan være "kulturløse" eller rigtigt "danske".

Vi er altså kommet til et dødvande i denne monolog. Der er intet man kan gøre som "etnisk dansker", hvis man ikke vil være en "ekstremitet" andet end at frakende sig sin etnicitet og blive "ekstremt dansk". Omvendt kan en repræsentant for "det amerikanske" intet gøre for at overbevise den danske debat om, at han faktisk er "anti-amerikaner" sådan som vi definerer ordet. Vi har defineret amerikanske værdier som værende de samme som de danske, og uanset hvor meget en amerikaner faktisk går stik imod dem, så er han jo først og fremmest amerikaner, og dermed "demokrat" i vore øjne. En dansker af iransk herkomst dømmes som værende i bås med repræsentanterne for det iranske politiske og juridiske regime, men en amerikaner dømmes som værende en del af "vores værdifællesskab" og dermed i modsætning til den etnisk iranske dansker. Dette uanset om den pågældende amerikaner som individ faktisk går ind for de samme ting, som det iranske styre, og uanset at det amerikanske politisk-juridiske regime faktisk også repræsenterer disse holdninger.

De to førnævnte amerikanske højesteretsdommere går nemlig ikke bare ind for dødsstraf. I en afgørelse idag, hvor de var i mindretal, erklærede de, at de går ind for henrettelse af uskyldige. Antonin Scalia skrev i sin mindretalserklæring, hvor han stemte imod rettens afgørelse om, at en mand, der er dømt til døden men hvor man senere har fundet ud af, at han er uskyldig, kan få prøvet sin retssag igen: "This Court has never held that the Constitution forbids the execution of a convicted defendant who has had a full and fair trial but is later able to convince a habeas court that he is “actually” innocent."

Hvis han fremførte denne holdning - at henrettelse af uskyldige er helt okay - i Danmark, og han var repræsentant for en etnisk minoritet i Danmark, så ville vi påstå, at hans "ekstreme" holdning eksemplificerede hvad alle der delte etnicitet med ham i virkeligheden går ind for, og at hans anti-demokratiske holdninger er et direkte produkt af hans "etnicitet". Og hvis han for eksempel var højesteretsdommer i Iran, så ville vi fordømme det som "typisk" for netop den iranske kultur. Amerikanerne ville iøvrigt gøre det samme, hvis han altså ikke netop var amerikaner. Men det er han nu engang, og dermed er han ikke "etnisk", og derfor er han i vore øjne stadig en demokrat, der deler vore værdier.

Og selvom han faktisk er højesteretsdommer, og i sin udtalelse tager hele det amerikanske system og kultur til indtægt for sine holdninger om henrettelse af uskyldige, så mener vi heller ikke, at den amerikanske kultur som sådan - og alle amerikanere - står for den slags. Med andre ord tror vi hverken på ham som individ eller på de mange andre amerikanske individer, der vitterligt går ind for for alt det, vi hævder er i modstrid med vore "fælles værdier". Vi benægter at de eksisterer for at vi kan fastholde vores procrustes-agtige opfattelse af virkeligheden. Ganske som vi ikke tror på de "etniske" danskere, der insisterer på at de faktisk går ind for demokrati og andre såkaldt "danske værdier", og benægter at de eksisterer.

Danske værdier? Irakiske? Amerikanske? Mexicanske?

Hvad kan en amerikaner overhovedet gøre for at overbevise danskerne om, at hans holdninger altså er i strid med de såkaldte "danske" værdier? Og hvad kan en dansker gøre for at overbevise de andre danskere om, at hun altså både er "etnisk" og "dansk" på en og samme gang uden at dette er modsætninger (eller hvis det er modsætninger hist og her, så nogle hun arbejder med, ligesom vi alle arbejder med vore konflikter, hvis vi lige skal forholde os til virkeligheden et øjeblik)?

Og når danske politikere taler om "danske værdier", værdier der angiveligt er i modsætning til "ikke-danske" men i overensstemmelse med "amerikanske" værdier, hvilke værdier er det så egentlig de taler om? Hvis det er de samme værdier, som præger en ikke ubetydelig del af det amerikanske samfund og politiske system, så er det jo de fakto de samme værdier som også præger samfund, vi hævder at være i modsætning til. Den eneste forskel er den etniske betegnelse man hæfter på dem.

I USA er det som oftest de, der allermest identificerer sig som de "rigtigste" amerikanere, der har holdninger, vi normalt ville kalde "anti-demokratiske" og "ekstremistiske", hvis de altså ikke lige var "amerikanske". Hvilke holdninger har de politikere i Danmark, der råber op om, at deres holdninger er frem for alt særligt "danske"? Hvis vi fokuserede mere på de konkret politiske holdninger og mindre på de "etniske" etiketter, så ville vi måske opdage, at de "ekstremt danske" danskere faktisk er ekstremisterne, idet de deler konkrete holdninger og praksisser med ekstremister alle vejne, men blot kalder dem "danske", ligesom de mest "ekstremt amerikanske" amerikanere deler holdninger med andre eksteme nationalister.

Og når sådanne ekstremister kan blive højesteretsdommer i USA og stadig være lige "amerikanske", og dermed ikke særligt "etniske" i vore øjne, så burde det måske være mere på sin plads, om vi fokuserede mere på de konkrete holdninger og kriterier, der skal til for at blive dommer m.v. end på den pågældende dommers etnicitet og religion. Hvis henrettelse af uskyldige er en del af vores "kulturelle værdi-fællesskab", så tror jeg nu nok, jeg ville betragte medlemsskab af et sådant for underordnet i forhold til de konkrete holdninger den pågældende person måtte have. Der er tusindvis af iranere, der er mere demokratiske end en amerikanske højesteretsdommer, og der er arabere i Danmark, der er langt mere "danske" - i betydningen tilhængere af lighed og retfærdighed, end Brian Mikkelsen, Søren Pind og Lene Espersen nogensinde har været.

Al politisk tale om "danske værdier" er ekstremistisk og strider mod de danske værdier. Selvmodsigende? Måske - men det er hele denne debat.

3 kommentarer:

  1. Et lille stykke ud af en tangent her:

    Højesteretsdommerne, der går ind for dødsstraf af uskyldige, formulerer sådan set et meget sundt retsprincip. Det går ud på, at hvis en person dømmes og findes skyldig, så kan vedkommende straffes. Dette sker altid med risiko for, at man er kommet til at dømme en person, der reelt var uskyldig. Når du siger, at de går ind for dødsstraf af uskyldige, er det kun i grænserne for strafudmålingen, at de afviger fra f.eks. en almindelig dansk dommer, jo også kan komme til at dømme en uskyldig til fængsel.

    Det er ikke kontroversielt at sige: "Vi mener ikke, at der er en lov imod at komme til at dømme en person til en fængselsstraf, selv om personen efterfølgende viser sig at have været uskyldig". Det er faktisk ret rimeligt. Problemet er derfor, at systemet overhoveder opererer med dødsstraf, ikke at systemet accepterer et par "smuttere", der viser sig at være uskyldige.

    SvarSlet
  2. Ja, hans udtalelse er ren bogstavtro juridisk - en person er "skyldig" hvis retten har fundet ham skyldig. Også selvom vi nu har fundet ud af, at han i "virkeligheden" er uskyldig - retten har talt, og så er den juridiske virkelighed gjort.

    Jeg synes nu ikke det er noget godt juridisk princip. Det kan være godt for eksempel når vi bruger det til at sige: "du er ikke nogen forbryder for retten har dømt dig" (og derfor har ingen anden politisk instans ret til at dømme dig før det sker), meeen... der er også grænser - for eksempel her hvor vi ved at en mand er uskyldig (i den ikke-retslige forstand, dvs i virkeligheden), og vi så alligevel siger "men retten har talt, og altså er hans juridisk skyldig".

    Spørgsmålet for Scalia er ikke at finde ud af om manden er skyldig i den normale forstand, men udelukkende om loven er blevet fuldt til bogstav i processen. Han mener at det er det eneste en dommers opgave er. Andre vil nu nok mene, at det bl.a. også drejer sig om at finde ud af hvem der faktisk er skyldige og uskyldige og at fordele retfærdighed (justice).

    Under alle omstændigheder så er hans filosofi her, at hvis proceduren har været bogstavtro, og en domstol har kendt en mand skyldig, så er det ikke højesterets opgave at lave om på det - selvom vi ved at manden ikke har begået det, han er dømt for. Én ting er juridisk konstruktion, en anden er kendsgerninger, og de skal ikke sammenblandes - en dommer skal kun se på lovteksten.

    Er du iøvrigt bekendt med sagen? Troy Davis var anklaget for et mord, vidner har senere trukket deres forklaringer tilbage og fortalt at de blev presset til at afgive dem - og den afgørende faktor var så til sidst, da en anden person åbent pralede med at være den rigtige gerningsmand. En typisk sag i USA...

    Højesteret har iøvrigt ikke omgjort sagen eller besluttet at den skal gå om. De har blot endelig - efter meget lang tid - truffet en afgørelse, hvor de opfordrer den lokale dommer til at vurdere, hvad han synes, der skal gøres. Men det stemte Thomas og Scalia altså imod.

    SvarSlet
  3. Spørgsmålet er jo interessant. Det er jo ganske klart rart for retsvæsnet, at det er lovligt at straffe enhver, der er dømt, så dommere, fængselsbetjente, mv. ikke efterfølgende kan straffes for at have fængslet en uskyldig.

    Men at opretholde straffen på trods af nye beviser er trods alt nok at trække den.

    Da vi i sin tid diskuterede retspolitik i Minoritetspartiet, fremførte jeg selv, at en person, der var uskyldigt mistænkt for en forbrydelse, straffrit måtte have lov til at forsvare sin frihed med "alle til rådighed stående midler".

    Selvom jeg stadig godt kan lide ideen lod jeg mig dog overbevise af det meget fornuftige argument, at det ville være lidt urimeligt overfor de politifolk, som havde til opgave at sikre en mistænkt, så vedkommende ikke stak af, forplumrede opklaringen, osv. Men det er stadig ikke helt simpelt: Et justitsmord (og tre måneders varetægtsfængsling med efterfølgende frifindelse tæller med her, specielt hvis der anvendes isolation) er et overgreb mod individet, og det er heller ikke helt fair ikke at kunne straffe for det eller tillade individet selv at unddrage sig dette overgreb. Ligesom i FLYGTNINGEN med Harrison Ford :-)

    SvarSlet