onsdag den 19. august 2009

Moderne anti-sekularisme

Den politisk aktive teolog, Katrine Winkel Holm, har en kronik i den gudsfrygtige klumme-bringer, Berlingske Tidende, hvor hun begræder den uhellige alliance, hun påstår skulle eksistere mellem muslimer og ateister, der er sammensvorne i en konspiration mod kristendom.

I virkeligheden viser det sig, at den eneste konkrete begivenhed, hun beskriver, drejer sig om ikke-kristne (og hvem ved, måske også nogle kristne), der vendte sig imod, at statsskolen indskrev deres børn til en religiøs forkyndelse. Det er altså flintrende underordnet om det drejer sig om muslimer, ateister eller kristne - deres sag var ikke religiøs eller anti-religiøs, men sekulær.



Misforstået demokrati-opfattelse
Sekularismen er ikke en religiøs holdning. Og det er ikke en holdning til religion. Det er en politisk holdning om statens rolle. Konkret er det den holdning, at staten ikke skal blande sig i religion, og at religion ikke hører hjemme i den politiske debat. Det betyder både, at staten hverken skal bekæmpe eller forherlige religion - staten skal ikke forholde sig til religion som sådan og da slet ikke til nogen specifik religion. Man behøver ikke at være ateist for at have denne politiske holdning - man kan sagtens være inderligt religiøs, og stadig foretrække at leve i et sekulært demokrati, hvor staten ikke blander sig i religiøse spørgsmål.

Eftersom den danske "folkeskole" er statslig og skal være for alle landets borgere, så skal den naturligvis ikke forkynde nogen bestemt religion. Jeg synes ikke, at den konkrete begivenhed udgør noget særligt alvorlig brud på de sekulære principper. Jeg har et ganske afslappet forhold til relgion, og ville næppe have noget imod at mine fremtidige børn skulle tage en tur i kirke med sin skole, men det skyldes jo nok at jeg er ateist - jeg er ikke bange for ting, jeg ikke tror på, og jeg ser gerne, at man sætter sig ind i alle mulige ting, hvilket inkluderer at se, hvordan en kristen gudstjeneste kan se ud.

Hvis det drejede sig om, at skolen tog eleverne med rundt til en masse forskellige religioners gudstjenester, så har jeg altså ikke ondt i røven over dét. Det gjorde det dog ikke. Det drejede sig, så vidt jeg kan forstå, om at skolen tog eleverne med til en kristen forkyndelse, og kun en kristen, og dermed forfordeler skolen jo en bestemt religion og er dermed hverken nogen "folkeskole" eller en sekulær institution. Derfor kan jeg skam godt forstå, at de ikke-kristne syntes at det var problematisk - deres børn skulle jo gerne være nøjagtigt lige så velkomne i undervisningen som de kristne forældres børn. Men som sagt er det ikke noget, der ville gå mig på personligt.

Som teolog burde Katrine Winkel Holm dog tage det personligt, synes jeg, og stille sig på de sekulære forældres side. Jeg har intet personligt problem med at deltage i en gudstjeneste og spise jesus-kiks, for jeg er ateist, så den slags rører mig slet ikke. Men en kristen gudstjeneste betyder dog noget alvorligt for nogle mennesker - blandt andet for kristne! For nogle kristne - åbenbart ikke for Katrine Winkel Holm - er det altså en vigtig religiøs begivenhed, der foregår under gudstjenesten, og ikke noget man bare gør for sjov. Bl.a. derfor burde folk, der er inderligt kristne, også være skeptiske overfor, at en sekulær folkeskole hiver en masse børn ind i kirken for at deltage i denne andagt uanset om de pågældende børn er troende kristne eller ej.

Religiøse ikke-kristne kan med rette være skeptiske overfor, at den statslige skole hiver deres børn med til en kristen forkyndelse, da det er et brud på det sekulære samfund at tvinge en religion ned over hovedet på børn, der går i statslige institutioner. Men jeg ved, at en del muslimer også vil være imod det, at den anden grund, jeg gav: fordi de i modsætning til Katrine Winkel Holm respekterer den kristne anddagt og betragter den som noget religiøst, der har betydning for de kristne.

Katrine Winkel Holm har altså ikke fattet nogen af de forskellige grunde man kan have til at være skeptisk overfor sådan en gang statsfinanceret kristen forkyndelse i Folkeskolen. Hun ser på protest-stemmerne som udtryk for "aversion mod kirke, kristendom og kristen kultur". Det er noget renddyrket sludder uanset hvad modstanden skyldes. For det første er der de religiøse, som protesterer netop fordi de faktisk respekterer "kirke, kristendom og kristen kultur", og derfor ikke vil være en del af det kristne ritual uden at bekende sig til kristendommen. For det andet er der det demokratiske og politiske argument, der aldeles ikke handler om nogen "aversion" mod kristendommen, men udelukkende vender sig imod at en statslig institution misbruges til religiøs forkyndelse. Sekularismen er ikke "anti-kristen" - den insisterer blot på, at en politisk institution ikke skal bruges til religiøse formål.

Sekularismen er altså ikke anti-religiøs. Den er politisk og forholder sig kun til religion i det omfang, at den insisterer på, at det ikke bør have noget at gøre i politik. De religiøse, der kan indfinde sig med denne politiske holdning, kan sagtens være lige religiøse og demokratiske, og sekularismen har ingen problemer med dem. De andre - herunder Katrine Winkel Holm - der mener, at stat og kirke og politik og religion skal sammenlandes, kaldes fundamentalister, og dem har vi sekularister sandelig et problem med.


Den kristne fundamentalist
Katrine Winkel Holm er ikke sekularist, og dermed har hun et problem med en af grundpillerne i demokratiet, som går ud på, at staten skal være religionsneutral. For i et demokrati skal staten være en stat for alle borgere, som hvor alle er lige for loven og i statens øjne - uanset religiøsitet. Hvis hendes argument var, at det da er en ubetydelig forteelse, at tage nogle børn hen i en kirke, da der jo ikke er tale om at de dermed bliver indoktrineret til at være kristne af dén grund, så ville jeg være ganske enig, omend andre sekularister måske ville trække grænsen mellem stat og kirke et andet sted. Men det er ikke hendes argument.

Katrine Winkel Holm har rødder i den samme Tidehvervsbevægelse, som hendes far, Søren Krarup var leder af engang, og den går bestemt ikke ind for noget sekulært demokrati. Tværtimod er det en politisk-religiøs bevægelse, der mener, at "danskhed" og "kristenhed" hænger uløseligt sammen, og at den danske stat og nation altså primært skal være til for kristne og ikke for ateister eller muslimer eller bare sekulære, demokratiske kristne.

Politisk er hun også i familie med sin far - præsten fra Dansk Folkeparti, der vil definere religiøst, hvem der er rigtige borgere i Danmark. Han var blandt medstifterne af den racistiske organisation Den Danske Forening, som banede vejen for Dansk Folkeparti, og hun er bl.a. medstifter af en anden af partiets støtteorganisationer - foreningen med det hykleriske navn "Trykkefrihedsselsksabet", som arbejder for religiøs intolerance og censur. Derudover er Katrine Winkel Holm stifter af et anti-muslimsk netværk af præster, der vender sig imod tvær-religiøs dialog og tolerance. Hun er kort og godt en kristen fundamentalist, der ikke er et hak bedre end de islamister, hun så gerne vil have, at ateister og sekularister skal kritisere istedet for at fokusere på det, der er relevant for dem selv i deres eget samfund.

At hendes formål med kritikken af de sekularistiske folkeskole-forældre ikke er, at sige, at det da er ganske harmløst at tage nogle børn med til gudstjeneste, fremgår da også af resten af kronikken. Det er ikke fordi hun ønsker et samfund med religionsfrihed, hvor religion ikke har den store politiske betydning. Nej, hun lader som om, hun angriber hysteriske sekularister og bogstavtro demokrater, men det virkelige problem ifølge hende, består i den "alliance af ateister og muslimer", der opstod. Hun ignorerer behændigt, at denne alliance jo giver god mening, da det drejede sig om et forsvar for det sekulære politiske princip, og dermed er en politisk og ikke en religiøs alliance, og går istedet videre til den latterlige anklage, at eftersom både muslimer og ateister (og må jeg tilføje: jøder og demokratiske kristne) ikke ønsker kristen forkyndelse via den statslige folkeskole, så er ateister i "virkeligheden" forsvarere for muslimer - ikke muslimer som borgere, hvilket sekularister selvfølgelig forsvarer - nej, ateister skulle ifølge denne besynderlige teolog være fortalere for religionen islam, fordi de ønsker at være fri fra den religion, der dominerer deres samfund, hvilket nu engang er hendes religion. Dermed har hun gjort tilhængerne af det sekulære demokrati til "allierede" med muslimer, som jo dem hun i virkeligheden er ude efter.


Sekularismen er religionsneutral
Det er naturligvis noget vås. Ateister er ikke fortalere for nogen religion. Ateister forholder sig på samme måde til alle religioner - nogle aktivt benægtende og bekæmpende, og andre - som mig - indifferent. Katrine Winkel Holm går videre, og hævder, at sekularister skulle forsvare fundamentalistisk islam, fordi de i denne situation kritiserede et utidigt misbrug af folkeskolen til kristen forkyndelse. Mage til forvrøvlet vås, skal man desværre ikke lede længe efter, men det gør det ikke mindre forvøvlet. Sekularister vender sig imod angreb på det sekulære - dvs fundamentalistisk religiøs indblanding i den politiske sfære (og omvendt). I Danmark er der en statskirke og der er kristne symboler i domstolene, der er præster som hendes far, der sammenblander religion og politik i Folketinget, og der er statslige skoler, der forsøger at forkynde kristendom. I Danmark er den sekulære kamp for adskillelse af kirke og stat derfor naturligvis kritisk mod religiøs utidighed fra kristent hold.

Det betyder ikke, at man så går ind for samme utidige sammenblanding af religion og politik i forbindelse med andre religioner - og heller ikke at man støtter andre religiøse fundamentalister i andre lande. Katrine Winkel Holm har som så mange andre i Danmark meget at lære endnu om konsekvente politiske principper og især om sekularistisk demokrati og statens rolle i et sådant. Sekularisme er hverken et forsvar for eller et angreb på noget specifikt "dansk" eller "kristent", men et universelt princip, som de der bekender sig til det, går ind for generelt. Katrine Winkel Holm er imod islamisk fundamentalisme, og fortæller ganske rigtigt, at det især er noget, der foregår i Mellemøsten. Det bekæmper sekularister i Mellemøsten naturligvis også, men i Danmark er det altså danske forhold, kampen for sekulære frihedsrettigheder tager udganspunkt i - og her er ligesom ikke så mange forsøg på fra statens side at tvinge islam ned over hovedet på borgerne, som der er er sammenblandinger af stat og kristendom.

Det er altså absurd at kritisere nogle danske borgere for at tage stilling til det samfund, de befinder sig i - det kristent dominerede danske samfund - med argumentet om, at de jo hellere skulle forholde sig til, hvad der sker "i Mellemøsten", der ikke er en del af deres hverdag og intet har at gøre med den konkrete situation, de befandt sig i. Skulle man i så fald også kunne sige til sekulære aktivister i Mellemøsten, at de via deres anti-islamiske aktivisme støtter de kristne fundamentalister og terrorister i for eksempel USA, og at de derfor skal holde op med at kæmpe for demokrati, der hvor de befinder sig? For Kristine Winkel Holm tager fejl, når hun siger, at "Det er altså ikke i Kristi navn, terrorbomberne springer i disse år". Ikke i Danmark, hvor der slet ingen "terrorbomber" er, nej - men andre steder er det altså kristne, som udgør et problem for demokratiet, sekularismen og er en fare for folks liv - bl.a. her i USA, hvor jeg befinder mig. Betyder det, at folk andre steder så skal lade være med at forholde sig til deres hverdag og de forhold, de lever i? Nej, naturligvis ikke. Sekularister alle vejne skal naturligvis modsætte sig de utidige tiltag, der forekommer i deres samfund. Man kan ikke fjerne et problem eller afvise en kritik ved at sige, "jamen, se hvad der sker derove - et sted, der intet har med dig at gøre, det er da lige så slemt eller endnu værre".

Katrine Winkel Holm begræder, at der er folk, der kritiserer kristendommen og kristne anti-sekulære kræfter, for dermed mener hun ikke, at der er nok entydig kritik af muslimer og islamiske anti-sekulære kræfter. Hermed har hun altså ikke fattet at sekularisme er sekularisme og ikke er en fløjtende fis interesseret i hvilken religion, der er tale om - den er et politisk princip, der blot forholder sig til at relgion som sådan ikke hører til i politik. Sekularisme kritiserer ikke islam eller kristendom, da sekularismen ikke er nogen religion og ikke tager stilling til religioner som sådan udover deres forhold til det politiske.

Først i det øjeblik at den pågældende religion overtræder sin rolle og får politisk magt, eller når staten eller andre politiske institutioner blander sig religion og påtager sig religiøs magt - ligesom Katrine Winkel Holm er fortaler for - så siger sekularismen stop og blander sig i det religiøse - ikke fordi det er religiøst, men fordi det nu er blevet politisk.


Anti-teistiske anti-sekularister
Efter denne lange smørre vil jeg erklære mig enig med Katrine Winkel Holms kritik af Christopher Hitchens og andre af de anti-teister, der er blevet så moderne for tiden. Hvor jeg er ateist, og altså slet og ret bare ikke tror på nogen guddom, så er Hitchens og andre anti-teister, og fører en indædt kamp mod religiøse. Hvor jeg er sekularist og ikke mener, at det politiske og det religiøse bør blandes sammen, så går deres anti-teisme ofte langt over stregen, da de netop ønsker at bruge de politiske institutioner til at bekæmpe det religiøse.

Den demokratiske sekularisme ønsker en stat, der ikke forholder sig til religion overhovedet. Det afskriver Katrine Winkel Holm, hendes far, de iranske ayatollaher og de saudiske wahabister over én kam, da de alle ønsker at staten skal fremme en bestemt religiøs lære, men det afskriver altså også politiske og "militante anti-teister", der ønsker at staten aktivt skal bekæmpe religion. Det er en grundpille i det såkaldte "liberale demokrati" at staten slet og ret skal være relgionsneutral. Den skal hverken være fjendtlig eller venlig overfor religioner - hverken religiøsitet som sådan eller enkelte udvalgte religioner.

Der er ikke mange samfund, der lever fuldstændigt op til dette. Danmark gør ikke, og mit nuværende hjem, USA, gør i hvert fald ikke. I USA er sekularismen fortolket således, at staten ikke må forhindre nogen religion, hvilket giver religioner politiske rettigheder og placerer religøse argumenter over politiske. Hvis en lov forbyder mig at gøre dette eller hint, kan jeg altså erklære at min religion påbyder mig at gøre det, og derfor gælder den lov ikke for mig, for det ville være et angreb på min religion. I Danmark og på det kontinentale Europa har det generelt været omvendt: der er det ikke staten der skal holde sig væk fra religion, men det religiøse der skal holde sig væk fra det politiske, og hvis noget kan vurderes at være "religiøst", så kan det altså forbydes i politiske sammenhænge.

Begge indfaldsvinkler er efter min mening forkerte, og har misforstået hele idéen i sekularisme. Hvis staten skal give rettigheder til folk på grund af deres religiøse doktriner, eller hvis den skal forbyde noget, fordi den vurdere det som værende religiøst, så kræver det i begge tilfælde, at staten går ind og definerer religiøse dogmer. For at en amerikansk stat skal give mig en særrettighed baseret på min henvisning til min religion, skal staten foretage en teologisk vurdering af om det nu også er korrekt, at min religion foreskriver dette. For at den danske stat skal kunne forbyde for eksempel en beklædningsgenstand baseret på regeringens påståede ønske om at holde religion ude af det politiske, så skal staten jo foretage en teologisk vurdering af, om jeg nu også bærer denne beklædningsgenstand udfra mine religøse dogmer. I begge tilfælde skal staten pludselig fungere som religiøs fortolker - som teologisk ypperstepræst, der giver rettigheder og pligter baseret på religiøse dogmer. Dette er uforeneligt med det sekulære samfund og den religionsneutrale stat.

Et ægte og klassisk liberal-demokratisk princip vil istedet være, at staten ikke forholder sig til relgion overhovedet, når den laver lovgivning. Den forsøger hverken at forbyde, fremme eller respektere noget, fordi det er religiøst. Istedet lovgiver og regerer den efter universelle politiske kriterier. Hvis det vurderes som samfundsmæssigt nødvendigt at forbyde noget udfra saglige og ikke-religiøse kritierier, jamen så må det forbydes - men ikke fordi det er religiøst, men fordi det påvirker alle. Og omvendt: hvis nogen borgere har ret til noget, så har alle naturligvis ret til det - uanset om det kan være religiøst eller ej.

"Saglige kriterier" bør i mine øjne så vidt muligt begrænses til spørgsmål om, hvorvidt det faktisk skader andre eller ej. Går man ind for at staten skal blande sig i så lidt som muligt, så har man et gevaldigt forklaringsproblem, hvis man mener, at staten skal kunne diktere folks beklædning i detaljer. Der er sådanne saglige og universelle grunde til at man f.eks. ikke må stikke knive ind i maven på tilfældige mennesker - og derfor bør jeg heller ikke kunne få en særlig ret til at gøre det, selvom min "religion" skulle foreskrive det. Men der er altså ingen saglig begrundelse for, at det skulle skade andre, at nogen har et stykke tøj om hovedet eller ikke spiser svinekød - hvis der var, så ville vi have diskussionen om at forbyde det uafhængigt af om der fandtes muslimer eller ej.


Anti-demokratiske fundamentalister i Danmark
Katrine Winkel Holm er altså ikke den eneste, der har fuldstændigt misforstået, hvad 'demokrati' og 'sekularisme' er for nogen begreber. Naser Khader har heller ikke fattet det. Han har så ganske ret, når han skriver, at "der er grænser for politik, og at man ikke skal lovgive om hvad som helst" - én af de "grænser for politik" er for eksempel ved religion. Politik og relgion skal ikke blandes sammen. Men det gør han alligevel, samtidig med at han overtræder en anden grænse: grænsen der går ved, at man kun forbyder ting, der faktisk er til samfundsmæssig skade.

Men Naser Khader er hverken sekularist, demokrat eller liberal. Han går ind for en ikke-sekulær totalstat, som kan lovgive om hvad som helst ned i mindste detalje, hvor ingen kan være sikre på sine rettigheder, og hvor staten gør sig til dommer over religiøse og private spørgsmål. Han har derfor så evigt ret i, at hans totalitaristiske forbudstankegang udgør "forskellen på at [være] værdikonservativ og liberalist". Og dog - konservative kan jo for så vidt godt være demokrater, og den essentielle forskel her er jo den mellem at være totalitarist og demokrat. Naser Khader har altså valgt totalitarismen.

Det er hans nye parti til syneladende enig i. Fra engang at have været et borgerligt parti, der lagde nogen vægt på de såkaldte "frihedsrettigheder" og på grundloven og den slags, er de nu blevet et anti-demokratisk, anti-sekulært og anti-liberalt parti, der ønsker forbud, restriktioner, censur og begrænsninger baseret på religiøse dogmer.

Blandt andet mener de, at "religion skal væk fra skoler og gymnasier, undtagen i selve undervisningen." En sekulær demokrat vil straks indvende, at "i undervisningen" faktisk er det eneste, staten med rette kan blande sig i. Men der skal religion ikke væk ifølge Vogternes Råd i regeringspartiet - nok fordi, det er det eneste element de har kontrol over og dermed kan diktere deres egen religion i forhold til, mens resten af spektret udgør "det private", og dermed ikke indtil videre er underlagt deres magt. Men det skal altså være slut nu - hvis De Konservative får sin vilje, så skal alle livets områder være underlagt statens direktiver, og der vil ikke være nogen adskillelse af religion og politik eller af privat og statsligt.

I deres nye udspil erklærer De Konservative, at de ønsker en stat, som skal bestemme, hvad for noget tøj, borgerne skal have på, hvor og hvornår religiøse borgere må bede og sågar hvad og hvornår folk skal spise! Ifølge deres "integrationsudspil" (endnu et Newspeak-ord) skal der åbenbart indføres et religiøst politi, der skal rende rundt på landets skoler og hive tørklæder af hovedet på pigerne, tvangsfodre folk, der faster, og på mystisk vis sikre sig at folk ikke går til side og beder en stille bøn i afmægtighed.

Dette er jo ikke principielt anderledes end forholdene i Iran, hvor staten kan kræve at man er påført tørklæder, at man beder og at man ikke bryder fasten. Det ene sted er det påkrævet af staten, at man overholder religiøse dogmer. Det andet sted skal det forbydes. I begge tilfælde skal staten fungere som en ypperstepræst, der fortolker religion og vurderer herudfra, hvad der er tilladt, påkrævet eller forbudt. Det ene sted er det et religiøst politi - det andet et "anti-teistisk" politi, der undertrykker folk og bryder med statens rolle som den defineres i et sekulært demokrati. De Konservative har hermed forladt muligheden for at kalde sig et demokratisk parti. De er "udanske".



Kortere:
I et sekulært demokrati er staten religionsneutral - den blander sig ikke i religion, og bruger ikke religion i sin lovgivning. Religiøsitet eller religiøse dogmer og symboler kan altså hverken være et politisk argument for at forbyde eller påbyde noget som helst. Faktisk kan staten slet ikke forholde sig til, hvad der udgør "religiøse symboler", for det ville kræve, at staten foretager teologiske vurderinger og ophæver sig selv som universel ypperstepræst. Om noget er religiøst er en privat sag, og kan hverken være en grund til at få rettigheder eller til at miste dem, for den sekulære stat forholder sig aldeles ikke til religiøse fortolkninger. I et demokrati ser staten på din politiske status som borger - ikke på din civile status som religiøs eller ikke-religiøs.

7 kommentarer:

  1. tror ikke der er nogle der tvinger én til at bede i Iran...men ellers fornuftigt indlæg.

    SvarSlet
  2. klap, klap, klap, klap!

    Godt brølt, løve. Du kunne overveje at skære hovedpointen ud og sende som kommentar til Berlingeren ...

    SvarSlet
  3. jesus f christ. Det er alt for langt til min 12-sekunders koncentrationsstærskel.

    SvarSlet
  4. hæ hæ, hr K - så hop bare ned til konklusionen.

    Det andet er bare mellemregninger for dem, der ikke har fattet hvad "demokrati" og den slags går ud på.

    SvarSlet
  5. Godt velformuleret indlæg.

    M.h.t. at sende den som kommentar til Berlingeren, så tror jeg at du er lige et års tid for sent ude. Men ellers fine pointer...

    @ Allan: En kammerat fortæller mig at han blev tvunget til at bede under hans iranske skolegang.

    SvarSlet
  6. Hej Ole

    For det første, jeg er enig, flot indlæg og tak for ikke straks at skrive i indlægget at det er umuligt at en kristen erklærer sig enig i de indlysende fornuftige ting du siger.
    For det andet er jeg glad for endelig at have fundet en ikke-religiøs stemme der deler min aversion imod antiteister.
    For det tredje skal du have tak for ikke at sætte mig i bås med idiotiske "kristne", som Winkel-Holm eller Krarup (hvis man nu engang har lov til at sætte spørgsmålstegn ved om de nu med rette kan kalde sig kristne)
    For det det fjerde, og nu kommer vi til det jeg egentlig ville skrive, så skal du ikke være for hård i din dom af Tidehverv. Som organisationenen er nu, er den fuldkommen af lave, men den har også ændret sig fuldstændigt fra hvad dens egentlige "evige universelle principper" foreskriver. Retningen er egentlig inspireret af Søren Kirkegaard og siger at kristendoms centrum er individets gudsforhold. Jeg er faktisk på visse punkter tidehvervsk, i ordets egentlige forstand.
    For det femte, må du desværre også differenciere i (vore) egne rækker. Du har ret i alt hvad du siger om sekularisme som et princip osv., men du må erkende at ikke alle der kalder sig sekularister rent faktisk husker alt hvad du siger. Mange er blot forklædte antiteister eller folk der har fået en specifik religion galt i halsen som børn efter at have fået den proppet derned med en forhammer. De misbruger derefter begrebet til at kritisere enten religion generelt, eller den specifikke religion (i Danmark nok mest kristendom). Fred være med det, men fuck hvor er de irriterende.
    Kortere: Husk at der altid er nuancer: Du huskede nuancerne i kristendommen, men glemete dem i tidehverv og sekularisterne. Hvor ville det dog være dejligt hvis man, efter at de så åbenlyst har forbrudt sig imod en etikettes principper, blot kunne fratage dem deres ret til at bruge den, men vi ved jo begge at det hverken er ønskeligt eller muligt.
    Flot indlæg!

    Venlig hilsen

    Jon

    SvarSlet
  7. @ Jon: Tak for dine kommentarer. Det er svært at have alle nuancer med i et indlæg, der i forvejen er ret langt. Du har sikkert ret i at Tidehverv engang ikke var så ... lad os bare sige: politisk - som det er idag. Jeg har kun læst en lille smule om bevægelsen før Søren Krarup kom til.

    Jeg definerer sekularisme her, som det at være imod, at staten foretager teologiske vurderinger og lovgivning. Det være sig hvad enten den gør det med henblik på at forbyde eller fremme det, der er genstand for dens teologiske dekreter. Man kan ikke ville have staten til at bekæmpe religion, uden samtidig at ville have staten til at vurdere hvad der er religiøst, og altså blive en slags "ypperstepræst".

    Der er nuancer indenfor alle religioner. Undtagent hvis man gør dem politiske. Hvis staten skal bestemme hvad der er sandt religiøst, så ryger nuancerne jo. Så er der én statslig definition af det religiøse. Det gælder også når staten er "anti-religiøs" (jeg har dog ikke set meget til de konservative og andres angreb mod kristen indflydelse i Danmark - ikke at jeg vil have det, men det er da noget hyklerisk at ville forbyde ikke-eksisterende muslimske bederum, når de samtidig ignorerer alt kristent).

    Hvis vi lader være med fra politisk hold f.eks. at udtale os teologisk og påstå, at "islam er uforeneligt med demokrati", hvormed vi jo har lavet en politisk teologisk vurdering, vi ikke har nogen ret til at foretage (politisk), så kan det være, at der pludselig ville være en hel del flere nuancer - f.eks. folk, der er religiøst muslimske og samtidig politisk sekularister (og det samme gælder kristne og alle andre). Når staten ikke går ind og definerer alle over én kam i et område den ikke skal blande sig i, så vil det være (mere) frit for folk i den kategori at være forskellige.

    Det bliver sgu lidt for langt det her. Min pointe er, at "ja" - det er netop nuancer jeg gerne vil have fat i og gøre mulige. Det kræver et opgør med den politiske mytedannelse, der betragter alt i verden som sort/hvidt og tror at folk kan deles op i entydige kategorier.

    F.eks: Der ér kristne terrorister, som slår ihjel for hvad de mener er deres kristne pligt. Det har ikke noget med alle andre kristne at gøre, men jeg er nødt til at fortælle det, fordi det er noget pjat at det ignoreres fordi det ikke passer ind i den farlige og enormt dumme myte om at den slags kun er for muslimer. Når der nu er kristne terrorister, og den kendsgerning ikke er noget alle andre kristne skal stå til ansvar for, kunne vi så ikke gøre den samme tjeneste overfor muslimer? Det er vigtigt for mig at påpege, at der findes kristne terrorister, kristne højreekstremister, kristne venstreorienterede, kristne demokrater - og at det samme naturligvis gælder for muslimer. Der er med andre ord nuancer. Men det er der ikke, hvis vi benægter og ignorerer alt der ikke passer ind i vores myter og selvforståelse.

    Og hvis man baserer sin politik og sine handlinger på falske myter og verdensbilleder, så kommer man altså til at lave fejl.

    SvarSlet