lørdag den 29. august 2009

Terror-mistænkt anholdt i USA

Den 70-årige mand, Donald Hertz, blev anholdt i onsdags (26.aug.2009), mistænkt for terror- og mord-trusler og for overtrædelse af den landsdækkende lov om "Freedom of Access to Clinic Entrances".

Han er mistænkt for at have sendt detaljerede dødstrusler til de ansatte på en abort-klinik i Boulder, Colorado - og deres familier. Den telefoniske mordtrussel navngav bl.a. klinikkens direktør, Doktor Warren M. Hern, og hans familie, og fortalte, at "to mænd fra Utah" var blevet udvalgt til at begå mordet.

Formålet med truslen - uanset om indholdet af den var virkeligt eller ej - er givetvis at skræmme klinikkens ansatte til at lukke deres praksis. Dødstrusler mod sundhedspersonale på abortklinikker og mod deres familier forekommer jævnligt i USA, men efter mordet på Doktor George Tiller, begået af fanatikeren Scott Roeder den 31. maj 2009, forekom truslen særdeles alvorlig for Warren M. Hern og hans kolleger og familie.



Truslen er alvorlig
Scott Roeder var bl.a. tilknyttet det ekstremistiske religiøse terror-netværk 'Guds Hær' ('The Army of God'), der er åben fortaler for mord, og op til mordet havde han kontakt til den kansas-baserede fanatiske organisation, 'Operation Rescue'. Efter mordet udråbte terror-gruppen 'The Army of God' Scott Roeder til en "amerikansk helt", og grundlæggeren af 'Operation Rescue', Randall Terry, prædikede, at George Tiller "fik, hvad han havde fortjent". Scott Roeder selv fortalte fra sit fængsel, at han vidste, at der var flere mord planlagt rundt om i landet.

Efter mordet på Doktor George Tiller i Kansas er Warren M. Herns klinik en af de eneste i USA, der udfører de livsnødvendige "sene aborter". Han er derfor et oplagt mål for de fanatiske kristne terrorister i USA.

En anden læge, hvis liv er i fare, er LeRoy Carhart i Nebraska, der har erklæret, at han vil fortsætte Dr. Tillers praksis, som blev lukket efter terror-mordet. 'Operation Rescue', der primært fokuserede sine angreb på George Tiller, har erklæret, at LeRoy Carhart er deres "næste mål", og netop i denne weekend er frygten på sit højeste, hvor organisationen har flyttet sine aktiviteter til Nebraska.


Manglende beskyttelse mod terror
I 1990erne var der en bølge af terror-angreb mod læger, sygeplejersker og klinikker i USA, og alene i 1993 blev en læge myrdet, 12 klinikker sat i brand, en blev bombet og 66 blev blokeret af fanatiske abort-modstandere. Mordet på Dr. Tiller i år var det første i de seneste 10 år. I mellemtiden har en masse stater forsøgt at vedtage love, der begrænser den reelle mulighed for at få abort i USA, men siden valget i 2008 er de fanatiske abort-modstandere vendt tilbage til de ekstreme metoder.

"The Freedom of Access to Clinic Entrances Act" er en lov fra 1994, der gør det en national forbrydelse at forhindre adgangen til reproduktive sundhedsfaciliteter via trusler, chikane, sabotage m.v. Loven kræver også, at de lokale og landsdækkende politi-myndigheder tager alle trusler mod abort-klinikker og -personale alvorligt og garanterer deres sikkerhed.

Men de seneste 8 år er loven blevet stadigt mindre håndhævet, og selv efter mordet på George Tiller kan læger ikke være sikre på at få myndighedernes beskyttelse mod de hjemlige terrorister.


[Læs udtalelser om mordet på Dr. Tiller her]


Artiklen har også været bragt (lettere forkortet) på Modkraft.dk den 31. august 2009

Ingen kommentarer:

Send en kommentar