fredag den 11. september 2009

Alan Turing in memoriam

Alan Turing (1912-1954) var et multigeni, der gik i Leibiz' fodspor (uden at stå i hans skygge, for nu at blive i billedsproget).

Multi-talentet Turing var også marathon-løberMængden af hans bidrag til matematikken, bevidsthedsfilosofien, computerprogrammeringen m.v. er for stor til at nævne det hele uddybende, men han er bl.a. kendt som ophavsmanden bag "Turing-maskinen" og "Turing-testen", som er væsentlige for videreudviklingen af den "funktionalistiske materialisme", som han også selv leverede sine egne bidrag til. Han var pioner indenfor udviklingen af den moderne computer og lagde grundlaget for udviklingen af "kunstig intelligens". Samtidig leverede han afgørende bidrag til diskussionen om, hvad tænkning og bevidsthed er for noget.

Under Den 2. Verdenskrig arbejdede Turing desuden i den britiske regerings institut for kodebrydning, og bidrog til at decifrere den tyske "Enigma"-kodemaskine. Hans matematisk-logiske arbejde var således afgørende for nazismens nederlag, og i 1945 modtog han en fortjenstmedalje for sin indsats, som dog forblev en statshemmelighed i flere år.

Han var også bøsse...



Og som homoseksuel var denne helt og geni altså også kriminel. I 1952 blev han dømt for "usædelig omgang" - dvs for at være homoseksuel. Han blev banlyst fra sit arbejde i regeringen, da han som homoseksuel udgjorde en "sikkerhedsrissiko", og blev dømt til enten at gå i fængsel eller at lade sig kastrere kemisk ved hormon-behandling. Han valgte det sidste. To år senere tog han sit eget liv ved at spise et æble med cyanid.

Et af Alan Turings sidste værker var dette digt, der dels røber hans forkærlighed for klassisk logik, og dels følelsen af at se hele sit livs filosofiske og videnskabelige bidrag blive miskrediteret af et ulogisk politisk system:
Turing believes machines think
Turing lies with men
Therefore machines do not think


Idag, den 10. september 2009, gav den britiske premierminister, Gordon Brown, en officiel undskyldning til manden, der bl.a. hjalp med at redde tusinder af homoseksuelle fra nazismen, men som selv blev drevet til selvmord af nazismens fjender.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar