onsdag den 2. september 2009

Dræbende bønner

"Det perfekte mord"... det må være at bede en person ihjel. "Hvordan gør man det?" spørger du måske. Det giver den gode pastor Dale Sides en introduktion til her:



Der er altså en række passager i Biblen, som man kan recitere, hvis man gerne vil bede nogen ihjel eller bare nedkalde andre forbandelser over dem. Det er ikke noget, den danske Folkekirke gør os opmærksom på, men det er altså de såkaldte "forbandelses-salmer", man skal lede efter. Der er en til de fleste lejligheder, men man kan også lave sine egne. Og det virker!

Derfor er en række amerikanske højreorienterede fanatikere bl.a. igang med at bede præsident Obama ihjel.

De anføres bl.a. af Pastor Peter J. Peters fra den kristen-racistiske LaPorte Church of Christ i Colorado, som den 19. juni, dagen før Obamas indsættelse, holdt en prædiken, hvor han bad Gud om at nedkalde alle mulige forbandelser og lidelser på præsidenten, alle der har stemt på ham, og alle der vil arbejde for ham. Så var der Wiley Drake, pastor i en Southern Baptist kirke i Californien, som i juni gik igang med at nedkalde forbandelser og død over præsidenten. Og senest i august hoppede præsten Steven Anderson fra den Baptistiske kirke Faithfull Word i Arizona med på vognen, og bad for Obamas snarlige død.



DET VIRKER
"Jamen, Obama lever da endnu, så det virker da ikke," siger du nu måske.

"Hav tålmodighed," er mit svar. "Herrens veje er uransagelige". Disse dødsbønner har nemlig før vist sig at være effektive - mere effektive end de fleste mere traditionelle bønner om positive ting. Og netop disse tre præster har erfaringer med den slags.

I 1980erne var Peter J. Peters nemlig præst for en gruppe nazister. Han mener bl.a. at kristne anglo-saksere, germanere og slavere er de sande efterkommere til "Israels 12 stammer", og at jøder og andre ikke-ariere er ukristne undermennesker. I 1984 blev han interviewet af den jødiske radiovært, Alan Berg, som nogle måneder senere blev skudt ned med en maskinpistol af nogle af Pastor Peters kirkegængere.

Pastor Wiley Drake har også haft held med sine dødsbønner. Han er blandt andet involveret i det kristne terror-netværk "Army of God", som er fortaler for mord på abort-læger (se tidligere omtale), og da Dr. George Tiller blev slået ihjel i maj i år, fortalte Wiley Drake, at det var en opfyldelse af hans bønner.

Mordet på Dr. Tiller var givetvis også en opfyldelse af Pastor Steven Andersons bønner. Ligesom de to andre har han nemlig både nedkaldt forbandelser over abort-læger og homoseksuelle. Men det skal han ikke have æren for, for han kan muligvis få noget langt større. Dagen efter, at han holdt sin prædiken om hvorfor han håber, at "Obama vil dø og gå til helvede", dukkede hans diciple nemlig op til et offentligt møde, hvor Obama skulle tale, bevæbnede med pistoler og maskingeværer. En af de maskingeværbevæbnede kirkegængere sagde senere i et interview, at han ville fryde sig, hvis nogen slog Obama ihjel.



Det er ganske vidst ikke sket endnu, men hvis det sker, så vil det naturligvis være resultatet af de mange dødsbønner, som forskellige amerikanske præster har nedkaldt over præsidenten. De virker nemlig - især hvis man får lidt hjælp fra sine venner.



[Tak til Bruce Wilson]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar