mandag den 21. september 2009

Hvad er (ikke) filosofi?

Nej. Jeg beklager. Jeg kommer ikke med noget svar på spørgsmålet i titlen. Ikke i dette indlæg.

Men jeg har fået at vide, at "det filosofiske eller bare filosofisk orienteret indhold af [min blog] er minimalt", og at det "ikke har meget med en filosofisk orientering at gøre". Derfor er min blog blevet "fjernet" (den ser nu ud til at være der endnu... det er fordi beslutningen blev omgjort) fra filosofi.blogbot.dk.

Det har jeg ikke det store problem med. Jeg er hverken sur, bitter eller skuffet. Da min blog blev puttet på den liste, følte jeg nemlig en slags "pres" for at så skulle jeg til at skrive på en bestemt måde og om bestemte emner. Jeg havde netop oprettet bloggen og havde ikke bestemt mig for nøjagtigt hvad, jeg ville bruge den til. Selvfølgelig blev jeg glad for at nogen havde opdaget den, og puttet den i filosofi-sektionen på blogbot.dk men som sagt så gav det at blive kategoriseret også midlertidigt anledning til en lillebitte hæmning. Den hæmning har jeg for længst smidt overbord. Jeg skriver jo ikke for at passe ind i en bestemt kategori på en blog-liste. Hvis det jeg skriver ikke passer ind i listens tema, så er det vel helt i orden, at mine indlæg ikke kommer på den liste. Det er fair nok.

Jeg vil dog godt i al respekt protestere over påstanden om, at min blog kun har "minimalt filosofisk orienteret indhold". Ærligt talt, så synes jeg kun man kan komme med den påstand, hvis man har en mangelfuld opfattelse af, hvad filosofi går ud på. De fleste af mine indlæg er særdeles filosofisk orienterede. Jeg skriver om aktuelle sager og sætter dem i perspektiv til de grundlæggende filosofiske diskussioner indenfor hovedsageligt den politiske filosofi, retsfilosofien og etikken. Jovist, mine indlæg er ofte kritiske, negative og ind i mellem skrevet med et lidt "bastant" sprogbrug, men man kan simpelthen ikke argumentere for, at de ikke er filosofisk orienterede.

Som sagt, så følte jeg mig i starten lidt "hæmmet" af at være havnet på den blogliste. Men det, der var medvirkende til at den følelse hurtigt gik over, var indholdet af resten af de blogs, der var på listen. Jeg skrev for omkring et år siden, at:
Hvis man kaster et blik på de danske blogge, der i Blogbot.dk er kategoriserede under "filosofi", opdager man, at størstedelen af dem "bare" handler om musik, film og litteratur. Det lader altså til, at æstetik fylder langt mere i den filosofiske blogosfære, end det gør i filosofien generelt, hvor det efter min bedste overbevisning blot er et mindre og ret perifært emne.

Nu er det ikke fordi, jeg vil underkende kunstens rolle for menneskers liv, men jeg interesserer mig mere for emner, jeg synes, har mere håndgribelig indvirken på vore liv og handlinger. Jeg er af en eller anden grund en af de få i blogbots filosofi-sektion, som ofte skriver om politik og etik - emner, der ellers fylder meget indenfor filosofien generelt.
Der er altså masser af de tilmeldte blogs på filosofi.blogbot.dk, som kun er perifært - eller "minimalt" - filosofisk orienterede. Blog-listen er mestendels fyldt med blogs, der handler om litteratur, musik og andet indenfor æstetikken. Det er der såmænd ikke noget galt med, men det får mig bare til at undre mig gevaldigt, over det pludseligt så høje og stringente kriterie for, hvor "filosofisk orienteret" en tilmeldt blog skal være. Det lader ikke til at gælde for de tilmeldte blogs på listen generelt.

Hvis vi nu kaster et blik på de seneste 20 indlæg på listen (udover mine), så drejer det sig om:
Er det virkelig Stokbros mening, at samtlige af disse 20 indlæg generelt er mere "filosofisk orienterede" end de, der kommer fra min blog? Hvis det er tilfældet, så vil jeg altså (undskyld mig) vove at stille kraftigt spørgsmål ved Stokbros definition på og viden om begrebet og faget "filosofi"! Jeg siger ikke, at størstedelen af disse indlæg ikke er interessante eller at de ikke har nogen filosofisk eller anden relevans. Jeg har ikke tænkt mig at gå ind og foretage en vurdering af de enkelte indlægs filosofiske relevans - flere af dem er skam ganske interessante og filosofiske. Det burde dog være tydeligt fra dette overblik, at bloglisten på ingen måde redigeres efter noget strengt krav til "ren" fagfilosofi sådan generelt.

Efter min mening, er et af de primære krav til hvorvidt noget er filosofisk, at det er sammenhængende, går i dybden, og at der argumenteres for det. Jeg gør mig altså den anstrengelse at komme med argumenter - også filosofiske argumenter - i langt størstedelen af mine indlæg... det er derfor de ofte er så lange! Det bliver ikke det mindste mindre "filosofisk" af, at man argumenterer for et bestemt synspunkt - en bestemt filosofi - tværtimod, ville det kritierie netop udelukke samtlige filosoffer fra at kunne komme på en sådan "filosofi"-liste. At argumentere konsistent og konsekvent for en bestemt analyse eller filosofisk standpunkt kaldes ikke "propaganda"... det er tværtimod hvad alle filosoffer bedriver. Bramfrit sprogbrug er bestemt heller ikke noget, der er udelukket i filosofiens verden. Den, der tror, at filosoffer er "gentlemen", som aldrig bruger grove udtryk om og mod hinanden og hinandens teorier, har ikke beskæftiget sig særligt meget med filosofi.

Måske drejer det sig om, at jeg primært skriver med udgangspunkt i den politiske filosofi, og at det er et "farligt" emne, fordi folk bliver mere stødt over, at høre sine politiske repræsentanter udsat for kritik, end over at høre sin yndlingsmusiker eller -digter udsat for kritik? Men ærligt talt: politisk filosofi er et emne i filosofien på mindst lige linie med æstetikken og andre emner, og selvfølgelig skal det behandles på samme måde: ved fremførelse af holdninger, kritik og argumentation - med eller uden groft sprogbrug, som det passer én.

Igen: det at argumentere konsekvent for sin holdning er ikke mere "propagandistisk" i den politiske filosofi end det er i alle de andre filosofiske dicipliner. Politik er ikke noget "helligt" og særligt ophøjet. Hvis man kan sige "jeg bryder mig ikke om X" indenfor æstetikken, så har man også ret til at sige det samme indenfor den politiske filosofi - hovedsagen er, at man argumenterer for det med principielle argumenter, og det skulle jeg da godt nok mene, at jeg gør.

Påstanden om, at min blog ikke er "filosofisk orienteret" er slet og ret noget vås. Jovist, det er rigtigt, at niveauet ikke altid er lige højt. Jeg har også indlæg, som blot er korte nyheder med (evt satiriske) kommentarer, og sure opstød hist og her. Og indimellem har jeg sobre artikler af journalistisk karakter, som dog ikke rummer nogen filosofisk analyse (men det er åbenbart ikke dem, der er problematiske). Men som regel skriver jeg jo netop ulideligt lange indlæg, hvor jeg forsøger at argumentere for mine (kritiske) kommentarer.

Når man kaster et generelt blik på de indlæg, som altså dømmes som "kvalificerede", så virker kritikken derfor nærmest latterlig. Mange af dem udgør blot en enkelt linie eller to og begiver sig ikke ud i nogen filosofisk argumentation overhovedet. Igen: det er ikke nogen kritik af mine medbloggere og deres indlæg, men af blog-liste-redaktørens besynderlige opfattelse af, hvad "filosofi" er for noget.

Dette skal iøvrigt heller ikke opfattes som nogen kritik af blog-liste-redaktøren som person eller noget. Hvis han ikke synes, at min blog passer ind i hans liste, så er det som sagt fair nok og ikke noget jeg er sur eller skuffet over, for det er ganske rigtigt, at det ikke er alle mine indlæg, der er lige filosofiske. Men ærligt talt skulle han måske overveje at omdøbe den til "æstetik" i stedet for "filosofi", hvis den opererer med så snævert et emne-område.


PS.  Kommentarerne på Stokbros indlæg gav åbenbart anledning til, at han genovervejede og omgjorde sin beslutning. Som sagt vil jeg ikke insistere på, at jeg skal være på den liste, men jeg er da glad for at have fået en "chance til" ;)

PPS. Den eneste konsistent filosofiske danske blog, jeg kender til - nemlig Emils Univers - er af en eller anden grund ikke på listen. Det må der altså laves om på.

7 kommentarer:

  1. Nu skal du til at lave et PPPS, for "Emils univers" er nu på listen ;)

    SvarSlet
  2. Det er fjong! Det er som sagt en ret "nørdet" blog, men filosofi, det er det ihvertfald.

    SvarSlet
  3. Helt irrelevant, men... Jeg har nu smidt den der fillsofibogpakke op på Rapidshare. Det skulle gerne virke. :)

    SvarSlet
  4. Jeg syntes, at det er groft og ubehøvlet at inddrage mig i jeres konflikt på den måde, som du har gjort på Stokbros blog. Hvilket jeg desværre først lige har lagt mærke til nu og dermed også har skrevet et lignende svar på Stokbros blog. Jeg mener til hver en tid, at min blog er mindst lige så filosofisk som din - hvis ikke mere filosofisk! (Ikke, at jeg på nogen måde har påstået, at min blog er super filosofisk!) Men din blog er hovedsagelig politisk – hvilket bestemt ikke er det samme som politisk filosofi! Det kunne være, at vi skulle have en diskussion om, hvad politisk filosofi er?? Men dermed har jeg ikke påstået (modsat dig) at din blog aldrig er filosofisk – man skal måske bare passe på med at smide med sten, når man selv bor i et glashus!

    SvarSlet
  5. Louise, det var altså bestemt ikke min mening at påstå, at din blog ikke er filosofisk. Det synes jeg bestemt den er. Den er det ikke altid direkte, men du kommer som regel ind på nogle reflektioner, som bestemt er filosofisk relevante. Min blog er hovedsageligt politisk (og ind imellem med reflektioner om det politisk-filosofiske grundlag) din blog er mere personlig og som regel med nogle livsfilosfiske reflektioner. Efter min mening er din blog hverken mere eller mindre filosofisk end min (lidt fjollet at begive sig ud i sådan en “min blog er mere filosfisk end din” men det var jo det, at min blog blev bedømt som værende mindre filosofisk end alle de andre, der igangsatte det).

    Det var ikke min mening at være ubehøvlet, og jeg undskylder at have brugt dig som et eksempel. Meningen med eksemplet var dog ikke at sige, at du og din blog er mindre værd – det var at spørge: “er jeg ikke lige så meget værd”… og selv til det, var det et dårligt eksempel, for du skriver jo faktisk ofte om noget filosofisk.

    Diskussionen om hvad politisk filosofi er, tager jeg iøvrigt gerne. Jeg ved nu ikke om er er så meget at diskutere, men jeg skal gerne lægge ud med et debat-indlæg. Men du mener da vel ikke, at der ikke er politisk filosofi her? Ja - der er også indlæg, der ikke er filosofiske men blot er nyheder og kommentarer, og det vil jeg blive ved med at skrive, hvorfor jeg som sagt også respekterer, hvis Stokbro skulle vurdere, at der er for mange af den slags, som ikke hører ind under kategorien.

    SvarSlet
  6. Men så ubehøvlet synes jeg nu ikke ordene var. Jeg skrev bl.a. at "Louises blog er en fin personlig blog med personlige anekdoter og tanker". Helt "ubehøvlet" forekommer den sætning mig da ikke!

    Jeg fortsatte så med at dine indlæg ikke altid (jeg skrev "sjældent" - det fortryder jeg) er direkte filososfiske, og det passer jo: det er de jo ikke altid! Du har musik- og koncertanmeldelser, legetøjsanmeldelser m.v. Det er der ikke noget galt i overhovedet! De indlæg er også læsværdige. Men hvad er det dog så, der gør at min blog ikke er at betragte som "filosofisk" når jeg ind imellem har politiske anmeldelser?

    SvarSlet
  7. Hej Vhs.
    Jeg synes ikke din lille survey-dimmer ude til højre giver mig plads til, at sige alt hvad jeg mener.
    Jeg er glad for din blog. Jeg synes den kombinerer en dejligt, til tider fræk, tone med indsigt og nye vinkler på nyheder og politik. Jeg ville ikke kalde den propagandistisk eller særdeles grov.
    Så jeg vil egentligt bare bifalde din blog. Jeg sætter pris på de amerikanske nyheder og dine kommentarer på danske nyheder.

    SvarSlet